Det her er tilsyneladende et fornuftigt forslag, der også støttes af et stort flertal i Folketinget.
Det, der er interessant ved det, er, at det er et meget godt udtryk for, hvordan alle partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten støtter det nyliberalistiske projekt, som EU er i gang med, nemlig at alting skal privatiseres, udliciteres osv. For det her forslag er kun blevet nødvendigt, fordi alle øvrige partier i Folketinget har besluttet sig til, at man vil privatisere og sælge DONG, hvilket jo på lang sigt får den konsekvens, at hele elsektoren og energisektoren i Danmark og i resten af Europa formentlig vil blive domineret af et til to store multinationale selskaber.
Af den grund er Enhedslisten imod det her forslag, for det vil jo få den konsekvens, at det offentliges muligheder for at agere energipolitisk med udgangspunkt i viden om, hvor der er olie, hvor der er gas, og hvordan man udnytter de ressourcer, vil forsvinde.
Resten af oppositionen, som i det her tilfælde ikke er nogen opposition, har forsøgt sig med nogle antydninger af, at der er brug for flere penge til forskning, men de har jo ikke på det område været i stand til at få regeringens tilslutning. Så det her forslag handler altså grundlæggende om, hvorvidt vi synes, det er en god idé at gå fra en energisektor, som styres af forbrugere, af kollektive hensyn og af interesse i at sikre vedvarende energi, eller vi synes, at energisektoren fremover skal styres af store multinationale selskaber.
Fordi vi ikke ønsker at være en del af den proces, vil Enhedslisten stemme imod det her forslag.