Tak.
Det Radikale Venstre har valgt at støtte de ændringsforslag, der mildner overgangen til et kontrolbaseret skolesystem.
Vi anerkender præciseringen af, at det er fagene dansk, regning, matematik, engelsk, geografi, biologi, fysik og kemi, der skal fastsættes egentlige delmål, slutmål og undervisningsplaner for. Vi anerkender også, at der gives mere tid til at udarbejde det krævede.
Vi er imod ændringsforslag nr. 1, der opretter en helt ny skelnen mellem menneskerettigheder og grundlæggende menneskerettigheder. At denne skelnen så ydermere begrundes i bemærkninger i et juristeri, som synes helt uigennemskueligt, er en særskilt sag.
Men uanset ændringsforslagene og vores støtte til nogle af dem, så ændrer det ikke på, at loven som sådan er et grundlæggende brud med frihedstraditionerne. Det ændrer ikke på, at det rum, som grundloven giver mellem undervisningspligt og skolefrihed, er så lille, at man kun kan klemme brugerbetaling ind. Det ændrer ikke på, at bemærkningerne til både lovforslag og ændringsforslag er så dobbelttydigt skrevne, at man som skole vil have meget vanskeligt ved at vurdere, hvornår man er inden for lovens område, og det gælder især en skærpelse i forhold til de stillede ændringsforslag.
F.eks. postuleres der frihed til at beslutte, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og at delmål kan beskrives med andre tidspunkter i skoleforløbet end folkeskolens trinmål, men samtidig skal det være muligt at sammenholde både del- og slutmål med folkeskolens trin- og slutmål, det, der gælder for folkeskolen i de obligatoriske fag og emner, og dermed bliver friheden en illusion. Forslaget handler om styring og om kontrol. Det handler ikke om kundskaber eller om barnets krav på undervisning, der kan stå mål med folkeskolens. Vi har nemlig lovgivning om kundskaber og målsætninger. Det, vi får med denne lov, er den tankemæssige og metodiske kontrol, der bryder med 150 års tradition. Vi gør os ingen illusioner om, at det ikke også er meningen, men vi begræder, at det er kommet dertil, at Venstre støtter et forslag af denne type. Det liberale grundsyn, tillid og ansvar, der har været grundlaget for dansk skoletradition, er nu overvundet af den centralistiske og kontrollerende tænkning, som altid har været både den konservative og den socialdemokratiske tilgang til de frie skoler. Dette er Venstres fald. Vi ønsker forslaget tilbage til udvalget for at kunne få ministerens svar på, hvilke bemærkninger der reelt er gældende, hvad der er realiteten i ændringsforslaget om de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder, og hvilke rum der egentlig kan være mellem den frie skoles delmål og slutmål og folkeskolen - med andre ord for at få forslagets konsekvenser oplyst.