B 53 Forslag til folketingsbeslutning om etablering af uafhængigt klagenævn for familiesammenføringer.

Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-04-2005

Beslutningsforslag som fremsat

20042_b53_som_fremsat (html)

B 53 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om etablering af uafhængigt klagenævn for familiesammenføringer.

Fremsat den 1. april 2005 af Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Marianne Jelved (RV), Morten Østergaard (RV), Anne-Marie Meldgaard (S), Lotte Bundsgaard (S), Karen J. Klint (S), Steen Gade (SF) og Jørgen Arbo-Bæhr (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om etablering af uafhængigt klagenævn for familiesammenføringer

Folketinget opfordrer regeringen til i løbet af 2005 at etablere et uafhængigt klagenævn, som kan behandle og afgøre klager over afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen vedrørende ansøgninger om familiesammenføring.

Et uafhængigt klagenævn kan bidrage til at sikre en større grad af gennemskuelighed og offentlig indsigt i administrationen af udlændingelovgivningen €" i modsætning til i dag, hvor klager over afslag på familiesammenføring m.v. behandles af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Det nye nævn bør €" ligesom Flygtningenævnet €" udgive en årlig redegørelse om sin virksomhed, herunder grundlaget for nævnets afgørelser. Det vil skabe åbenhed om udviklingen af praksis og styrke retssikkerheden, og det vil frem for alt give Folketinget bedre mulighed for at følge med i og få indsigt i administrationen af lovgivningen.

Forslagsstillerne vil gerne positivt overveje en model med et samlet nævn, der behandler alle klager over afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen, som det er kendt fra tilsvarende instanser i Sverige og Norge.

 

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 90 fra folketingsåret 2004-05, 1. samling (se Folketingstidende 2004-05, 1. samling, tillæg A side 4200 og 4202).

Forslagsstillerne ønsker, at der etableres en større grad af gennemskuelighed og offentlig indsigt i behandlingen af klager over afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen vedrørende ansøgninger om familiesammenføring.

Udlændingelovgivningen er blevet ændret næsten hvert år siden 1983, og med få års mellemrum gennemføres der markante ændringer. Samtidig er de forskellige bestemmelser vokset i både antal og detaljeringsgrad. Mange borgere har svært ved at overskue reglerne og forstår ikke myndighedernes begrundelse, når der gives afslag på f.eks. en ansøgning om familiesammenføring.

Presseomtale af enkeltsager, hvor der allerede var givet afslag på familiesammenføring af både Udlændingestyrelsen og Integrationsministeriet, har i flere tilfælde ført til fornyet sagsbehandling. Det fremmer ikke den enkelte borgers retssikkerhed, at tilfældig presseomtale kan føre til en positiv tilladelse efter to afslag, mens sager af lignende karakter uden presseomtale ikke bliver genstand for yderligere sagsbehandling.

Hver uge bliver forslagsstillerne kontaktet af borgere, som ikke forstår begrundelsen for et afslag på familiesammenføring. Borgerne fortæller om meget langvarig sagsbehandling først i Udlændingestyrelsen og derefter i Integrationsministeriet og om kun meget ringe muligheder for at komme i kontakt med de relevante myndigheder.

Forslagsstillerne mener, at klager over afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen især vedrørende familiesammenføring af ægtefælle og mindreårige børn bør behandles af en uafhængig instans for at sikre den enkelte borger størst mulig grad af retssikkerhed. I dag er det kun klager over afgørelser på flygtningeområdet, som bliver behandlet af et uafhængigt klagenævn, nemlig Flygtningenævnet.

Flygtningenævnet har siden 1983 behandlet og afgjort sager, hvor udlændinge har klaget over afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i forbindelse med asyl- og flygtningelovgivningen. Der er generelt stor respekt om Flygtningenævnets arbejde og dets uafhængige status. Nævnet udgiver hvert år en redegørelse for sin virksomhed med en detaljeret fremstilling af afgørelserne i de forskellige typer af sager.

I Sverige har en uafhængig instans €" Utlänningsnämnden (UN) €" siden 1992 behandlet alle typer af klager over afgørelser truffet af udlændingemyndighederne i første instans (Migrationsverket). Denne uafhængige instans behandler f.eks. klager over afslag på asyl og familiesammenføring.

På samme måde har det såkaldte Utlendingsnemnda (UNE) i Norge siden den 1. januar 2001 behandlet klager over afgørelser truffet af Utlendingsdirektoratet (UDI).

I både Sverige og Norge bliver der redegjort for afgørelserne i årlige publikationer.

En etablering af et uafhængigt klagenævn for familiesammenføring kan i stort omfang finansieres ved, at der overføres ressourcer fra Integrationsministeriets departement, som i dag håndterer behandlingen af klager.

 

Skriftlig fremsættelse

Elsebeth Gerner Nielsen (RV):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af uafhængigt klagenævn for familiesammenføringer.

(Beslutningsforslag nr. B 53).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.