B 31 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod seksuelt misbrug af dyr.
Fremsat den 18. marts 2005 af
Christian H. Hansen (DF),
Kim Christiansen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Martin Henriksen (DF),
Pia Kjærsgaard (DF),
Morten Messerschmidt (DF),
Karin Nødgaard (DF),
Poul Nødgaard (DF), Tina Petersen (DF),
Hans Kristian Skibby (DF),
Birthe Skaarup (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod seksuelt misbrug af dyr
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag, der indfører forbud mod seksuelt
misbrug af dyr (dyresex, sodomi, zoofili) og dyrepornografi.
Overtrædelse skal straffes på linje med andre
overtrædelser af dyreværnsloven.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med forslaget
Formålet med forslaget er, at det ved lov
forbydes at have kønslig omgang med dyr, ligesom enhver
anden form for seksuelt misbrug eller seksuel udnyttelse af dyr
samt fremstilling og udbredelse af dyrepornografi forbydes. I
bemærkningerne nedenfor er indeholdt konkrete forslag til
lovgivningens indhold og strafsanktionerne.
Baggrund
Danmark har en dyreværnslov, der stiller
krav om, at dyr skal behandles omsorgsfuldt og ikke må
udsættes for smerte, men €" i modsætning til mange
andre lande €" har vi ikke forbud mod kønslig omgang
mellem mennesker og dyr. Hverken dyreværnsloven, jf. lov nr.
386 af 6. juni 1991 med senere ændringer, eller straffeloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21. september 2004,
forhindrer det. Vi har heller ikke, som mange lande, forbud mod
dyrepornografi. Desværre foreligger der mange beviser
på, at dyresex og dyreporno er ret udbredt i dagens Danmark.
Der er endda meget, der indikerer, at der her i landet er frit slag
for overgreb mod dyr, og at der ligefrem er optimale vilkår
for at dyrke sex med dyr og tjene penge på at udbrede
billeder og film om seksuelt misbrug og udnyttelse af
værgeløse dyr.
Denne uhyggelige kendsgerning synes desværre
ikke at have interesseret myndighederne eller medierne indtil nu.
Danmark er derfor blevet førende på dette usympatiske
felt. Der produceres her i landet fotos og film med dyr, der
ydmyges og udnyttes seksuelt, og der sker et omfattende salg og
eksport til hele verden af danske dyrepornofilm. Også
på internettet udbydes billeder og historier på dansk
om sex med dyr.
Det er ikke muligt at fremskaffe præcise
oplysninger om udbredelsen af dyresex. Forfatteren Erik Bork
skriver om emnet, jf. »Danmark under dynen: fra bryllup til
bunkepul« af Erik Bork, 1. udgave, 1. oplag,
København, People€™s Press 2003:
»Der er ingen, der ved, hvor mange
»dyresexelskere« der findes i Danmark, men en af de
centrale personer i kredsen af dyresexelskere er en yngre mand fra
Nordjylland, der har stor erfaring med de fleste danske husdyr og
som gerne hjælper til, når dyr og mennesker
første gang skal parres. Den nordjyske mand har tidligere
overvejet at starte et blad for danske dyresexelskere, men han
forklarer Tidens Mand, at han har været bange for folks
reaktioner samt, at internettet i dag løser en stor del af
de opgaver, som et dyresexblad ville kunne løse. Det er
også via internettet, at den nordjyske mand kommer i kontakt
med andre dyresexelskere, og via arrangerede sammenkomster, deler
han ud af sin viden om det specielle emne. Den viden omfatter
blandt andet et stort billedarkiv på hans bærbare
computere, hvor alt fra næsehorn til zebraer, hunde og grise
parrer sig eller er foreviget af kameraet med et stort erigeret
lem.
»For mig er sex mellem mennesker og dyr
naturligt, og jeg fornemmer, at flere og flere er begyndt at
indrømme, at de også gør det«, siger den
nordjyske mand«.
Vi har i dyreværnsloven straf for behandling
af dyr, hvis dyrene lider smerte eller tager fysisk skade. Men som
oftest kan man ikke se på et dyr, at det har været
udsat for seksuelle overgreb. Men i de sidste par år har en
lang række modbydelige overgreb og rituelt udseende drab
på heste vakt forundring og bestyrtelse, da det har vist sig,
at der kan ligge seksuelle motiver bag handlingerne. Disse
begivenheder har aktualiseret forståelsen for, at vi
mennesker må påtage os et ansvar for at passe på
dyrene og værne dem mod udnyttelse og misbrug, også
seksuelt. En af de måder, vi kan vise denne omsorg på,
er ved at indføre straffebestemmelser, der kan have en
forebyggende virkning ved at afholde nogle fra at misbruge dyrene
seksuelt, og som kan ramme de personer, der alligevel vælger
at begå kriminelle overgreb mod dyr.
Historik og strafferegler i
forskellige lande
Historisk set har sodomi eller zoofili været
betegnelsen for unaturlig kønslig omgængelse med dyr.
Det har været den almindelige opfattelse, at sodomi
udøves »€ fortrinsvis af imbecile Personer, som
har vanskeligt ved at skaffe sig normalt Samleje, men let Adgang
til Dyrene. S[odomi] vil sjældent være Udtryk for en
særlig pervers Retning af Kønsdriften i den Forstand,
at vedk[ommende] foretrækker Omgængelsen med Dyr for
det normale Samleje med Mennesker.« (Salmonsens Konversations
Leksikon, 2. udgave, 1926, bind 21, side 876.)
I Biblens 3. Mosebog står der ligefrem:
»Om nogen har omgang med dyr, skal han lide døden, og
dyret skal I slå ihjel. Om en kvinde kommer noget dyr
nær for at have kønslig omgang med det, da skal du
ihjelslå både kvinden og dyret; de skal lide
døden, der hviler blodskyld på dem.« (Det Gamle
Testamente, 3. Mosesbog, kapitel 20, vers 15-16).
Det er meget varierende, hvordan forskellige
landes retssystemer behandler dyresex og dyrepornografi. Enkelte
eksempler kan her nævnes:
I flere amerikanske stater kan sex mellem
mennesker og dyr, såkaldt zoofili, straffes med op mod 20
års fængsel. I England er der ligeledes straf for disse
forbrydelser med en strafferamme på 2 års
fængsel. I Polen straffes udbredelse af pornografiske
billeder, hvori dyr indgår, med fængselsstraf imellem 6
måneder og 5 år. I Tjekkiet straffes udbredelse af
dyreporno. I Tyrkiet er fremstilling og udbredelse af dyreporno
strafbart med fængsel fra 1 til 4 år. I Canada
gælder forbud mod såvel dyresex som dyreporno.
I Danmark, Norge, Sverige og Finland gælder
i dag ingen lovgivning på dette område. I Norge var der
indtil 1972 forbud mod dyresex. I Sverige afskaffedes forbudet i
1944. I dansk straffelovgivning gjaldt Christian den Femtes Danske
Lov fra 1683 indtil 1866, hvor »Omgængelse, som er imod
Naturen, straffis med Baal og Brand.« (jf. Danske Lov 6. bog,
kapitel 13, artikel 15, citeret efter Kong Christian den Femtes
Danske Lov af 15. April 1683, udgivet paa Grundlag af V.A. Sechers
Tekstudgave, Gad, 1949), dvs. med dødsstraf.
Omgængelse mod naturen omfattede såvel kønslig
omgang mellem personer af samme køn som med dyr. Ved
straffeloven af 10. februar 1866 ændredes straffen til
»forbedringshus«. Ved lovrevisionen i 1930, jf. lov nr.
126 af 15. april 1930, fjernedes bestemmelsen helt. På
Færøerne gælder ifølge den
færøske straffelovs § 235, stk. 2, jf.
lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939: straffeloven,
som senest ændret ved anordning nr. 134 af 2. marts 2004, et
forbud med besiddelse af film, fotografier og lign., hvori
børn har kønslig omgang med dyr.
I Sverige forberedes for tiden et privat
lovforslag (Motion til Riksdagen 2004/05: MJ351) om
tilføjelse til dyrebeskyttelsesloven. Forslaget
pålægger regeringen at fremsætte forslag om
forbud mod dyresex.
Begrundelse for indførelse
af forbud og straf
Forslagsstillerne finder det ganske uacceptabelt,
at dyr udnyttes og lider og i nogle tilfælde dør som
følge af menneskers seksuelle udnyttelse. Det er rystende,
at der i et udviklet samfund som det danske findes mennesker, der
opdrager deres dyr til at fungere som seksuelle objekter, der skal
tilfredsstille deres ejers specielle seksuelle præferencer.
Det er ydmygende for dyrene, og det er moralsk forkasteligt, at der
er mennesker, der bruger dyr til at få afløb for deres
personlige seksuelle frustrationer.
Om muligt endnu mere utiltalende er det, at der er
borgere her i landet, der skaffer sig økonomisk profit
på filmoptagelser af dyrenes lidelser under det seksuelle
samkvem med mennesker. Det er stødende, at internettet er
oversvømmet af danske hjemmesider med billeder og film af
dyr, der lider under seksuelle overgreb. Det er decideret skadeligt
for Danmarks renommé, og det har intet med seksuelt frisind
at gøre at tillade den slags.
En lovgivning som den, der foreslås her, kan
ikke i sig selv standse lidelserne, men ved at lovgive skaffer vi
hjemmel til, at myndighederne kan gribe ind med det
nødvendige politimæssige opklaringsarbejde og
efterfølgende straffesager ved domstolene. Det vil
være et vigtigt signal om, at samfundet ikke er ligeglad. Det
bør være almen viden her i landet, at det vil få
alvorlige straffemæssige konsekvenser, hvis man dyrker
kønslig omgang med dyr eller fremstiller, sælger eller
distribuerer fotos og film med seksuelt samkvem mellem mennesker og
dyr.
Flere sagkyndige og interesserede organisationer
har udtalt sig til støtte for en lovgivning på dette
område. En del udtalelser er gengivet på en hjemmeside
på internettet (www.may-britt.dk) etableret af May-Britt
Grundahl-Hansen − en ung kvinde, der har taget initiativet
til en omfattende indsamling af underskrifter med krav om forbud
mod dyresex. Det forventes, at May-Britt Grundahl-Hansen i
foråret 2005 kan overgive justitsministeren mere end 43.000
underskrifter til støtte for et forbud. Fra hendes
hjemmeside er hentet følgende citater:
Den danske Dyrlægeforening
v/ Børge Jørgensen
»Den Danske Dyrlægeforenings
umiddelbare opfattelse er, at det er et etisk og moralsk
spørgsmål, som foreningen inden for
formålsparagrafferne ikke skal forholde sig til. Det må
nødvendigvis være det enkelte medlem, der tager
stilling, idet dyret er beskyttet af dyreværnslovens
bestemmelser. Den Danske Dyrlægeforening har dog fastlagt
følgende holdning til sodomi: Foreningen finder, at
menneskers kønslige omgang med dyr (sodomi) ikke alene er
uetisk, men også er i strid med dyreværnslovens
bestemmelser. Dyreværnsloven fastslår, at dyr skal
behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte,
lidelse, angst, varigt men og væsentligt ulempe.
Dyreværnsloven fastslår endvidere, at enhver, der
holder dyr, skal sørge for at de behandles omsorgsfuldt,
herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen
til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og
sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte
praktiske og videnskabelige erfaringer«.
Dyrenes Venner v/ Bibi
Mollerup
»€ DYRENES VENNER støtter sagen
helhjertet. At bruge dyr for at opnå seksuel
tilfredsstillelse er uanstændigt og bør naturligvis
være forbudt. Dyr er ikke rekvisitter, der kan bruges efter
forgodtbefindende til dækning af egne behov.«
Alle Dyrs Ret v/
kredsrepræsentant Jeanette W. Geerthsen og v/ Aksel Erik
Sørensen (formand)
»Jeg har med min underskrift vist min
modstand mod denne form for overgreb af dyr. I Alle Dyrs Ret er
vores klare holdning om sodomi, at det absolut strider mod
intensionerne i dyreværnslovens paragraffer. Hvis man
læser dyreværnslovens § om at drage omsorg er
vores mening at dyreværnsloven allerede er overtrådt
her ved sex med dyr. Jeg tager hatten af for dig med dit projekt og
jeg vil til enhvertid bakke op om denne sag«.
Dyrefondet v/ direktør Jan
Nielsen
»Dyresex ER en grov overtrædelse af
dyreværnsloven efter vor opfattelse. Vi har taget flere
initiativer for at få dette fremhævet. Vi skal
således have flere møder med forskellige politikere nu
her, når folketinget træder sammen igen. Som du
også har set, har vi allerede skrevet om det i vort blad i
april måned - og lagt denne artikel ud på vor
hjemmeside www.dyrefondet.dk. Vi har nu læst din hjemmeside,
og er helt enige i dine synspunkter og kommentarer. Vi er kede af,
at du anfører at dyreværnsorganisationerne ikke har
bakket dine synspukter op. Det gør VI i høj grad - og
som anført allerede gjort allerede i april måned, da
sagerne dukkede op. Vi synes, at Justitsministeriets svar til dig
ikke er nok. Det er dog rigtigt, at dyreværnsloven idag bl.a.
omtaler at: »Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes
bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og
væsentlig ulempe.« og »... passes under
hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og
sundhedsmæssige behov ...«. Dyrefondet mener
således, at domstolene med denne ordlyd i hånden
BØR dømme dyresex som en grov overtrædelse af
dyreværnsloven. Specielt »fysiologiske og
adfærdsmæssige« må betyde, at det bliver
overtrådt ved den urimelige overtrædelse, det er, at
øve "unaturlig fysiologisk tvang og sex" med et dyr. Det er
efter vor mening også en overtrædelse, at man ikke
»behandler og beskytter dyret bedst muligt mod angst, evt.
varigt men« men i hvert tilfælde påfører
det »væsentlig ulempe«. Som følge heraf
mener vi, at Justitsministeriet kan udsende et cirkulære, der
præciserer - bl.a. overfor politiet og domstolene - at
dyresex allerede i dag ER en overtrædelse at
dyreværnsloven. Såfremt dette ikke bliver
tilfældet, vil Dyrefondet arbejde hårdt for, at
dyreværnsloven BLIVER ændret, således at dyresex
bliver omfattet af loven.«
Gældende lovgivning og den
foreslåede lovændring
Den gældende dyreværnslov, lov nr. 386
af 6. juni 1991 som ændret senest ved L 384 af 28. maj 2003,
bestemmer, jf. Karnov Online:
§ 1. |
| Dyr skal behandles
forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst,
varigt men og væsentlig ulempe. |
§ 2. |
| Enhver, der
holder dyr, skal sørge for, at de behandles
omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under
hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og
sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte
praktiske og videnskabelige erfaringer. |
Nogle har peget på, at der allerede i dag
burde foregå retsforfølgning og afsiges straffedomme i
sager om seksuelle overgreb mod dyr på baggrund af den
hjemmel, der findes i §§ 1- og 2 i dyreværnsloven.
Anklagemyndighedens behandling af sager om dyremishandling og
domstolspraksis giver imidlertid ikke indtryk af, at disse
bestemmelser kan bruges i nævneværdigt omfang. Hvis man
ikke ændrer loven, vil det derfor kun være i ganske
få og usædvanlige tilfælde, at der kan straffes i
sager om dyresex, nemlig hvis der kan føres bevis for dyrets
lidelse, angst, varige men eller væsentlige ulempe.
En kommende lovgivning bør derfor
fastslå, at al kønslig omgang med dyr er ulovlig.
Forbuddet skal ikke kun omfatte samleje, men enhver form for
kønsligt samkvem mellem mennesker og dyr, og herunder enhver
form for seksuelt misbrug eller seksuel udnyttelse af dyr. Det
samme bør gælde for fremstilling, forevisning og
enhver form for salg og udbredelse af billeder og film med
mennesker i kønslig omgang med dyr.
I forbindelse med forberedelse af lovgivningen
bør det inddrages i overvejelserne, hvordan det bedst
sikres, at der påhviler dyrlæger en pligt til at
underrette politiet eller andre myndigheder om seksuelt misbrug af
dyr. Ligeledes bør det indgå i overvejelserne, om den
blotte besiddelse af billeder og film med mennesker i
kønslig omgang med dyr skal være strafbar.
Det skal i loven fastslås, at
strafsanktionen er bøde eller fængsel.
Strafudmålingen vil selvsagt afhænge af forbrydelsens
grovhed. Behandlingsdomme vil kunne forekomme, når domstolene
anser det for mest hensigtsmæssigt.
Strafferammen bør være den samme som
i dyreværnslovens § 28, dvs. bøde eller
fængsel indtil 1 år, i gentagelsestilfælde op til
2 år. Det vil formentlig være mest
hensigtsmæssigt at indarbejde den kommende lovgivning som en
ændring i dyreværnsloven.
Skriftlig fremsættelse
Christian H. Hansen (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om forbud
mod seksuelt misbrug af dyr.
(Beslutningsforslag nr. B 31).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.