L 99 (som fremsat): Forslag til lov om
ophævelse af lov om Dansk Olie og Naturgas A/S m.v. og
anlægslov for naturgasforsyning og ændring af lov om
etablering og benyttelse af en rørledning til transport af
råolie og kondensat.
Fremsat den 11. november 2004 af
finansministeren (Thor Pedersen)
Forslag
til
Lov om ophævelse af lov om Dansk Olie og
Naturgas A/S m.v.
og anlægslov for naturgasforsyning og ændring af lov
om
etablering og benyttelse af en rørledning til transport
af
råolie og kondensat
§ 1. Lov nr.
254 af 8. juni 1983 om Dansk Olie og Naturgas A/S m.v.
ophæves.
§ 2.
Anlægslov nr. 232 af 8. juni 1979 for naturgasforsyning
ophæves.
§ 3. I lov nr.
291 af 10. juni 1981 om etablering og benyttelse af en
rørledning til transport af råolie og kondensat, som
ændret ved bl.a. lov nr. 254 af 8. juni 1983, foretages
følgende ændringer:
1.§ 3 a affattes
således:
Ȥ 3 a.
DONG A/S betaler til staten en afgift på 95 pct. af de i
§ 3, stk. 2 og 3, omhandlede beløb efter
fradrag af eventuel nedsættelse efter § 3,
stk. 5.
Stk. 2. Afgiften opgøres og
betales månedligt. Afgiften erlægges senest ved
udgangen af den måned, der følger efter den
måned, hvori transporten af råolie og kondensat har
fundet sted.
Stk. 3. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for
beregningen og betalingen af afgiften.«
§ 4. Loven
træder i kraft den 1. januar 2005.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden
Lovforslaget har til formål gennem en
ophævelse af lov nr. 254 af 8. juni 1983 om Dansk Olie og
Naturgas A/S mv. og en ophævelse af anlægslov nr. 232
af 8. juni 1979 at skabe forudsætninger for en privatisering
af DONG A/S.
Lovforslaget indebærer tillige en
ændring af § 3 a i lov nr. 291 af 10. juni 1981 om
etablering og benyttelse af en rørledning til transport af
råolie og kondensat (olierørledningsloven), idet
ophævelsen af lov om Dansk Olie og Naturgas indebærer
en ophævelse af bestemmelsen i lovens § 7, der
indeholder en tilføjelse til
olierørledningsloven.
Regeringen (Venstre og Det Konservative
Folkeparti) indgik den 7. oktober 2004 aftale med
Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og
Det Radikale Venstre om følgende vilkår for salg af
aktier i DONG A/S:
€ Parterne er enige om, at aftalerne om, at
naturgasinfrastrukturen €" naturgasnettet og naturgaslagre
€" skal forblive i offentligt eje
(Reform-opfølgningsaftalen af 22. marts 2000 og Aftalen om
Naturgasforsyning og Energibesparelser af 29. maj 2001), er
opfyldt, så længe staten bevarer aktiemajoriteten i
DONG A/S. I tilfælde af at aktiemajoriteten afhændes,
skal staten først tilbagekøbe naturgasnettet og
naturgaslagrene fra selskabet.
€ Parterne er åbne over for salg af
alle statens aktier i DONG A/S. En afgivelse af statens
aktiemajoritet inden 1. januar 2015, hvad enten det sker gennem
aktiesalg, fusion eller på anden vis, vil dog kræve
enighed mellem parterne.
€ Parterne har forskellige opfattelser af
anvendelsen af provenuet ved et statsligt aktiesalg.
Privatiseringen af DONG A/S skal ses på
baggrund af, at der pr. 1. januar 2004 er gennemført frit
leverandørvalg for alle danske naturgasforbrugere. Med fuldt
liberaliserede naturgas- og elmarkeder, hvor flere
leverandører møder forbrugernes efterspørgsel,
er der ingen begrundelse for et fuldt statsejet kommercielt
energiselskab.
En privatisering af DONG A/S vil samtidig
bidrage til at skabe ligestilling mellem DONG A/S og selskabets
konkurrenter. Det vil dels signalere, at DONG A/S ikke kan
opnå særlige fordele i kraft af det statslige ejerskab,
dels vil DONG A/S få de samme kommercielle frihedsgrader som
selskabets konkurrenter. Denne ligestilling er en
forudsætning for, at konkurrencen på energimarkederne
bliver velfungerende, og at DONG A/S kan vedblive med at være
en central, danskbaseret aktør.
Regeringen har allerede taget en række
skridt som led i forberedelsen af DONG A/S€™
privatisering.
Den 1. januar 2004 gennemførte staten
således ejermæssig adskillelse på
naturgasområdet ved at overtage alle aktierne i DONG
Transmission A/S (nu Gastra A/S) fra DONG A/S, jf. Akt 71 10/12
2003. Med overtagelsen blev ansvaret for naturgastransmissionen,
forsyningssikkerheden samt tilrettelæggelsen af
adgangsvilkårene til det danske naturgasnet adskilt fra de
konkurrenceudsatte aktiviteter i resten af DONG-koncernen i
overensstemmelse med den politiske aftale af 9. maj 2003 mellem
regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og
Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det
Radikale Venstre og Kristendemokraterne om udviklingen af det
danske energimarked.
De lovgivningsmæssige og
organisatoriske rammer for den fremtidige konkurrence på
naturgasmarkedet er dermed på plads.
Endvidere har Finansministeriet og
Økonomi- og Erhvervsministeriet med bistand fra
investeringsbanken N.M. Rothshild & Sons fået udarbejdet
en analyse af mulige privatiseringsmodeller for DONG A/S i
foråret 2004. Såvel projektbeskrivelse som den
efterfølgende analyse er tidligere blevet oversendt til
Folketinget (Det Energipolitiske Udvalg 2003-2004, alm. del bilag
196 og bilag 414). Analysen gennemgår fordele og ulemper ved
forskellige mulige privatiseringsmodeller, når disse
sammenholdes med de væsentlige samfundsmæssige hensyn,
der knytter sig til DONG A/S€™ virksomhed. Analysen
identificerer følgende tre grundmodeller for privatiseringen
af DONG A/S: (i) En børsintroduktion og salg af en
minoritetsaktiepost til en bred ejerkreds, (ii) et salg til et
andet energiselskab af en majoritetsaktiepost og endelig (iii) en
opsplitning af selskabet med bevarelsen af infrastrukturen i
statsligt ejerskab og et fuldt salg af selskabets øvrige
virksomhed til et eller flere energiselskaber.
Regeringen har overvejet de tre modeller. Det
er regeringens vurdering, at en børsintroduktion i
forbindelse med begyndelse af et salg til en bred ejerkreds vil
være en hensigtsmæssig privatiseringsmodel.
Det forventes, at staten i en
årrække vil være majoritetsaktionær i DONG
A/S. Såfremt aktiemajoriteten afhændes, skal staten i
medfør af den politiske aftale først
tilbagekøbe naturgasnettet og naturgaslagrene fra DONG
A/S.
Med Folketingets vedtagelse af lov om
ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og
lov om varmeforsyning den 9. juni 2004 er der indført en
statslig købspligt i forhold til naturgasdistributionsnet,
der træder i kraft i de i loven beskrevne situationer. Det
betyder bl.a. at DONG A/S vil skulle afstå
distributionsnettet til staten, hvis statens ejerandel i DONG A/S
reduceres til 50 pct. eller derunder.
For så vidt angår den
øvrige infrastruktur, der fortsat vil være placeret i
DONG A/S, er det regeringens hensigt, at der som vilkår for
privatiseringen vil blive fastsat en mekanisme, der bringes i
anvendelse, såfremt staten senere ønsker at reducere
sin aktiepost i DONG A/S til 50 pct. eller derunder. Staten vil i
den situation fremsætte et købstilbud til DONG A/S for
den relevante infrastruktur. Når der er enighed mellem staten
og selskabets bestyrelse om tilbuddet, forelægges resultatet
for selskabets generalforsamling. Hvis et flertal af selskabets
private aktionærer €" idet staten fraskriver sig retten
fra at deltage i afstemningen €" godkender tilbuddet,
overtager staten infrastrukturen og kan sælge yderligere
aktier. Såfremt de private aktionærer ikke accepterer
tilbuddet, kan staten vælge enten at forhøje tilbuddet
eller undlade at sælge yderligere aktier.
Formålet med denne mekanisme er
på den ene side at sikre, at naturgasinfrastrukturen kan
forblive under statslig kontrol uanset statens ejerandel i DONG
A/S. På anden side har mekanismen til formål at
betrygge de investorer, der køber aktier i DONG A/S, i, at
staten ikke ensidigt kan bestemme, hvornår og under hvilke
omstændigheder DONG A/S afgiver ejerskabet til
infrastrukturen.
Det vurderes som afgørende for at
kunne gennemføre en børsintroduktion af DONG A/S, at
det omfatter alle de hovedaktiviteter, som selskabet har i dag. Den
naturgasinfrastruktur, der i dag ejes af DONG A/S, udgør en
så stor andel af selskabets samlede virksomhed og
forretningsmodel, at det vil have meget store konsekvenser for
vurderingen af selskabets bæredygtighed, hvis infrastrukturen
blev taget ud. På længere sigt er det forventningen, at
DONG A/S gennem ekspansion af andre dele af virksomheden gradvis
vil blive mindre afhængig af naturgasinfrastrukturen.
Den nærmere tilrettelæggelse af
og vilkårene for aktiesalget, herunder den mekanisme der skal
sikre den fortsatte statslige kontrol med infrastrukturen, vil
blive forelagt Folketingets Finansudvalg forud for aktiesalgets
gennemførelse.
Såfremt det måtte blive aktuelt,
at DONG A/S forud for børsintroduktionen indgår i
andre transaktioner, herunder fusion med andre energiselskaber, som
indebærer en ændring af statens ejerandel til DONG A/S,
vil dette ligeledes blive forelagt Folketingets Finansudvalg.
2. Ophævelse af DONG-loven
Ophævelse af lov om Dansk Olie og
Naturgas A/S m.v. har til hensigt at normalisere en række
forhold vedrørende DONG A/S, så styringsmodellen for
selskabet bringes på linje med den, der allerede anvendes for
de fleste andre statslige aktieselskaber. Privatiseringen
indebærer, at det ikke længere er hensigtsmæssigt
og/eller muligt at opretholde de særlige forpligtelser, der
påhviler DONG A/S i medfør af loven.
På denne baggrund skal der navnlig
peges på ophævelsen af følgende bestemmelser i
den eksisterende lov.
Ministerens godkendelse af
vedtægtsmæssige formål med tilslutning fra et af
Folketinget nedsat udvalg samt kravet om ministerens godkendelse af
vedtægter og vedtægtsændringer i medfør af
lovens § 2, stk. 2, og § 5,
ophæves.
Staten vil efter en børsintroduktion
udøve sit ejerskab i overensstemmelse med
aktieselskabslovens almindelige ordning, hvorefter moderselskabets
vedtægter kun kan ændres med to-tredjedels flertal. For
så vidt angår datterselskaber, skal disses
vedtægtsmæssige formål i medfør af
aktieselskabsloven være omfattet af formålet i
moderselskabets vedtægter. Det bemærkes, at det ikke er
regeringens hensigt, at den nuværende
formålsbestemmelse, hvorefter selskabets formål er at
bidrage til et velfungerende og stabilt energimarked i Danmark ved
direkte eller indirekte, såvel her i landet som i udlandet,
på et kommercielt grundlag at udvikle, efterforske, indvinde,
opbevare, behandle, transportere, producere og handle med
energiprodukter samt produkter og ydelser i sammenhæng
hermed, skal ændres i forbindelse med privatiseringen.
Repræsentantskabet for DONG A/S, der er
nedsat i medfør af § 3, nedlægges.
Formålet med repræsentantskabet
har været at føre tilsyn med selskabets ledelse.
Repræsentantskabets sammensætning afspejler for det
første et ønske om at øge Folketingets
indseende med selskabets virksomhed. For det andet har det
været hensigten at lade erhvervs-, aftager- og
forbrugerinteresser føre tilsyn med selskabet.
Som følge af liberaliseringen af
naturgasmarkedet er repræsentantskabets sammensætning
allerede i dag problematisk. Det er således ikke
hensigtsmæssigt, at naturgasforbrugere, der nu har frit
leverandørvalg, har indflydelse på DONG
A/S€™ virksomhed, ligesom nogle af
repræsentantskabets medlemmer repræsenterer
virksomheder, der potentielt kunne blive konkurrenter til DONG A/S
på naturgasmarkedet.
Dertil kommer, at opretholdelsen af
repræsentantskabet må vurderes uforenelig med en
børsintroduktion af DONG A/S.
Ministerens pligt til at fremsende
årsrapporter mv. til et af Folketinget nedsat udvalg, jf. den
nuværende lovs § 4, stk. 1, udgår.
I lyset af at DONG A/S€™
årsrapporter i dag er frit tilgængelige, fx på
selskabets hjemmeside, vurderes det hensyn, der lå bag
pligten, ikke længere at kunne begrunde bestemmelsen
fremover.
Hertil kommer, at der for børsnoterede
selskaber gælder en særlig oplysningsforpligtelse.
Københavns Fondsbørs stiller således krav om
offentliggørelse af væsentlige begivenheder og
forhold, som kan have betydning for kursdannelsen på
selskabets værdipapirer.
Tilsvarende ophæves kravet om, at
såvel DONG A/S som ministeren udarbejder en
redegørelse til Folketinget, jf. den nuværende lovs
§ 4, stk. 2 og 3.
For så vidt angår DONG A/S vil
dette oplysningsbehov dækkes af selskabets årsrapport,
således som det allerede i dag er tilfældet. Hvad
angår ministerens redegørelse, henvises til den
årlige selskabspublikation om udviklingen i aktieselskaber
med statslig deltagelse, som finansministeren udarbejder.
Der henvises tillige til, at økonomi-
og erhvervsministeren fremover skal orientere et af Folketinget
nedsat udvalg om væsentlige forhold vedrørende landets
naturgasforsyning gennem udarbejdelsen af en årlig
redegørelse, jf. § 2, stk. 3, i lov nr. 494
af 9. juni 2004 om ændring af lov om elforsyning, lov om
naturgasforsyning og lov om varmeforsyning.
3. Ophævelse af anlægslov
for naturgasforsyning
Anlægslov nr. 232 af 8. juni 1979 for
naturgasforsyning foreslås ophævet, da de af lovens
bestemmelser, der ikke har udtømt deres formål, og som
stadig er aktuelle, findes uforenelige med en
børsintroduktion. Hovedformålet med anlægsloven
var at sikre det økonomiske grundlag for etableringen af den
danske naturgasforsyning, hvilket nu er gennemført.
Regeringens bemyndigelse til at udvide
aktiekapitalen i DONG A/S, jf. anlægslovens § 1,
stk. 1, ophæves. Bestemmelsen har udtømt sit
formål.
Regeringens bemyndigelse til at stille
statsgaranti over for DONG A/S, jf. lovens § 1,
stk. 2 og 3, ophæves.
Der er i medfør af bestemmelserne
stillet to garantier: Statsgaranti af 24. maj 1991 for kassekredit
med ramme på 150 mio. DM og statsgaranti af 23. februar 1994
for obligationslån på 500 mio. kr. med forfaldsdato 23.
februar 2004. Der er for disse garantier udformet særlige
garantidokumenter, der er gyldige også uden opretholdelse af
bestemmelsen i anlægsloven. Der vurderes ikke at være
behov for at stille yderligere garantier i medfør af
bestemmelsen, hvorfor bestemmelsen foreslås
ophævet.
Tilsvarende ophæves bestemmelsen
vedrørende kapitalindskud og garantier i lovens
§ 2.
Bestemmelsen om godkendelse af optagelse af
inden- og udenlandske lån findes uhensigtsmæssig,
når ny låneoptagelse ikke længere er
statsgaranteret, og når selskabet privatiseres.
Låneoptagelser og tilsvarende dispositioner vil normalt
henhøre under selskabets bestyrelse. Finansministerens
godkendelse af låneoptagelser ville dels indebære en
uklarhed om ansvaret for selskabets dispositioner, dels
pålægge selskabet uhensigtsmæssige særlige
forpligtelser.
Bestemmelsen i den gældende lovs
§ 3 stk. 1, om at handelsministerens godkendelse af
kontrakt af 9. marts 1979 mellem bevillingshaverne anses for
opfyldelsen af § 2, stk. 5, 1. pkt., i henhold til
eneretsbevillingen af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding
af kulbrinter, ophæves.
Bestemmelsen indebærer en konstatering
og bekræftelse af, at indgåelsen af gaskontrakten af 9.
marts 1979 tillagdes den virkning, at A.P. Møllers eneret
til efterforskning og indvinding af naturgas opretholdes for resten
af eneretsbevillingens løbetid.
Ved aftale af 15. juli 1976 mellem
bevillingshaverne og handelsministeren var det fastsat, at
gasleverancerne skulle påbegyndes senest den 8. juli 1984.
Blev denne frist ikke overholdt, ville eneretsbevillingen
bortfalde. Kontrakten af 9. marts 1979 mellem
eneretsbevillingshaverne og DONG A/S indeholdt imidlertid - med
udgangspunkt i finansministerens redegørelse af 16. maj 1978
om prioriteringen af de offentlige investeringer - på
initiativ af DONG A/S bestemmelse om, at igangsættelse af
indvinding af naturgas med henblik på leverancer i henhold
til kontrakten først skulle finde sted fra den 1. oktober
1984.
Man fandt derfor, at der var behov for
retligt at konstatere, at bevillingshaverne opfyldte bevillingen
ved at påbegynde gasleverancerne den 1. oktober 1984.
Ophævelsen af bestemmelsen i
§ 3 har ikke betydning for denne konstatering.
Ophævelsen af bestemmelsen vil således ikke betyde, at
den manglende iværksættelse af produktion af naturgas i
1984 vil kunne påberåbes af staten som begrundelse for
at hævde, at eneretsbevillingen for så vidt angår
naturgas allerede er bortfaldet. Økonomi- og
erhvervsministeren vil underrette bevillingshaverne herom efter
lovens vedtagelse.
4. Ændring af
olierørledningsloven.
I henhold til § 3 i lov nr. 291 af
10 juni 1981 om etablering og benyttelse af en rørledning
til transport af råolie og kondensat med senere
ændringer (olierørledningsloven) samt aftalen af 19.
maj 1981 med bevillingshaverne i henhold til eneretsbevillingen af
8. juli 1962 betaler brugerne af olierørledningen €" ud
over et beløb til dækning af kapital- og
driftsomkostninger €" et fortjenesteelement på 5 pct. af
værdien af den producerede/ transporterede mængde
råolie og kondensat. De nærmere regler for beregningen,
betalingen og fordelingen af de omhandlede beløb er fastsat
ved bekendtgørelse nr. 212 af 21. marts 2000 om betaling for
transport af råolie og kondensat.
Det fremgår endvidere af § 3
a i olierørledningsloven, at energiministeren for et
år ad gangen med tilslutning fra folketingets finansudvalg
kan indgå aftale med DONG A/S om betaling af en afgift for
den af loven omfattede virksomhed. Denne afgift har i en
årrække været fastsat til 95 pct. af det
anførte fortjenesteelement.
Når DONG A/S ophører med at
være rent statsligt ejet, vil olierørledningsafgiften
ikke længere hensigtsmæssigt kunne fastsættes ved
en årlig aftale mellem staten og selskabet. Hertil kommer, at
§ 3 a blev tilføjet olierørledningsloven
ved en bestemmelse i DONG-loven, som nu foreslås
ophævet. Der er derfor behov for at ændre bestemmelsen
om olierørledningsafgiften.
Med den foreslåede affattelse af
§ 3 a er tilsigtet en videreførelse af den
gældende ordning, dog således, at betalingen på
95 pct. nu fastsættes ved lov og ikke ved en årlig
aftale.
5. Folketingets behandling af
gældende love
For så vidt angår folketingets
behandling af forslaget til den gældende lov henvises som
følger:
Lov nr. 254 af 8. juni 1983 om Dansk Olie og
Naturgas A/S m.v. (Folketingstidende 1982-83, FF. sp. 4162, 4887,
12486, 12870, tillæg A sp. 1905, tillæg B sp. 2729,
tillæg C sp. 605).
Lov nr. 232 af 8. juni 1979 om en
anlægslov for naturgasforsyning (Folketingstidende 1978-79,
FF. sp. 9467, 9508, 11597 og 11764, tillæg A sp. 3473,
tillæg B sp. 1515, tillæg C sp. 655), ændret ved
lov nr. 593 af 12. december 1984 (Folketingstidende 1984-85, FF.
sp. 1121, 1702, 3090 og 3452, tillæg A sp.1045, tillæg
B sp. 81, tillæg C sp. 73).
6. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget indebærer en mindre
lettelse af statens administrationsbyrde i forbindelse med
afskaffelse af ministergodkendelsen af vedtægtsmæssige
formål, vedtægter og vedtægtsændringer i
selskaber i DONG-koncernen.
Endvidere vil ophævelse af
anlægsloven medføre en mindre lettelse af statens
administrationsbyrde i forbindelse med afskaffelse af godkendelse
af DONG A/S€™s lånedispositioner.
7. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget indebærer en ligestilling
af DONG A/S med andre naturgasselskaber, da en række af de
særlige vilkår, der gælder for selskabet,
fjernes.
Lovforslaget indebærer en mindre
lettelse af DONG A/S€™ administrationsbyrde i
forbindelse med afskaffelse af ministergodkendelsen af
vedtægtsmæssige formål, vedtægter og
vedtægtsændringer i selskaber i DONG-koncernen.
8. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
10. Høring
Lovforslaget har været i høring
hos: Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Center for Kvalitet i Erhvervsregulering hos
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Elhandel, Dansk Energi, Dansk Handel og Service, Dansk Industri,
Dansk Erhvervsgartnerforening, Danske Fjernvarmeværkers
Forening, Dansk VVS, DONG A/S, Elkraft System, Elsam A/S, Eltra,
Energiklagenævnet, Energitilsynet, Energi E2 A/S,
Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Elforbrugere (FDE),
Foreningen af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen for
Slutbrugere af Energi, Frederiksberg Kommune, Gastra A/S, HNG,
Håndværksrådet, Indukraft, Kommunernes
Landsforening, Københavns Kommune, Landbrugsrådet,
Landsorganisationen i Danmark, Mærsk Olie og Gas A/S,
Naturgas Fyn, Naturgas Midt-Nord, NSOC-D, Oliebranchens
Fællesrepræsentation, Regionalt Råd Syd- og
Sønderjylland, Regionalt Råd Vestsjælland,
Statsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Konsekvenser af lovforslag
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang) |
Økonomiske konsekvenser for stat, amt
og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat, amt og
amtskommuner | Mindre lettelse af statens
administrationsbyrde i forbindelse med afskaffelse af
ministergodkendelsen af vedtægtsmæssige formål,
vedtægter og vedtægtsændringer i selskaber i
DONG-koncernen. Endvidere vil ophævelse af
anlægsloven medføre en mindre lettelse af statens
administrationsbyrde i forbindelse med afskaffelse af godkendelse
af DONG A/S€™s lånedispositioner. | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ligestilling af DONG A/S med andre
naturgasselskaber. | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Mindre lettelse af DONG A/S€™
administrationsbyrde i forbindelse med afskaffelse af
ministergodkendelsen af vedtægtsmæssige formål,
vedtægter og vedtægtsændringer i selskaber i
DONG-koncernen. | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås, at lov nr. 254 af 8.juni
1983 om Dansk Olie og Naturgas A/S m.v. ophæves samtidig med
lovens ikrafttrædelse.
Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at anlægslov for
naturgasforsyning, lov nr. 232 af 8. juni 1979, ophæves.
Hovedformålet med den nævnte lov var at sikre det
økonomiske grundlag for etableringen af den danske
naturgasforsyning. Dette er nu gennemført. Bestemmelsen i
lovens § 2 om ministergodkendelse af optagelse af inden-
og udenlandske lån findes uhensigtsmæssig, når ny
låneoptagelse ikke længere er statsgaranteret. Det
foreslås derfor, at loven ophæves.
Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger.
Til § 3
Det foreslås, at
olierørledningsloven ændres, således at
olierørledningsafgiften fastsættes til 95 pct. af det
efter olierørledningsloven og 1981-aftalen med
eneretsbevillingshaverne fastsatte fortjenesteelement på 5
pct. af den producerede/transporterede mængde råolie og
kondensat.
Afgiften har hidtil i henhold til
olierørledningsloven været fastsat ved en årlig
aftale mellem DONG Olierør A/S og økonomi- og
erhvervsministeren. Satsen har i en årrække været
fastsat til 95 pct.
Der vil fortsat gælde, at DONG A/S
på baggrund af den efter § 16 i
bekendtgørelse nr. 212 af 21. marts 2000 gennemførte
årlige regulering skal foretage en endelig opgørelse
af det beløb, der skal erlægges til staten
vedrørende året før. I opgørelsen
indgår eventuelle rentereguleringer i henhold til
bekendtgørelse nr. 212 af 21. marts 2000 §17 og
§18.
Fremgår det af DONG A/S€™
årlige opgørelse, at det beløb, DONG A/S er
pligtig at erlægge, afviger fra det faktisk erlagte, udlignes
forskellen senest 30 dage efter udarbejdelsen af opgørelsen.
Der svares ikke renter af det omhandlede
udligningsbeløb.
Som følge af ændringen af
olierørledningsloven ved lov nr. 206 af 29. marts 2004
finder bestemmelsen om fortjenesteelement ikke anvendelse fra og
med den 9. juli 2012 for de rettighedshavere, der er omfattet af
kulbrinteskattelovens regler om beskatning af indkomst fra
eneretsbevillingen m.v., og for de koncessioner, der tildeles med
virkning fra 1. januar 2004 eller senere. Dette medfører, at
olierørledningsafgiften bortfalder tilsvarende.
Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger.
Til § 4
Det forslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2005.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
I lov nr. 291 af 10. juni 1981 om
etablering og benyttelse af en rørledning til transport af
råolie og kondensat, som ændret ved bl.a. lov nr. 254
af 8. juni 1983, har § 3 a følgende
formulering: | | I lov nr. 291 af 10. juni 1981 om
etablering og benyttelse af en rørledning til transport af
råolie og kondensat, som ændret ved bl.a. lov nr. 254
af 8. juni 1983, foretages følgende ændringer: |
| | |
| | 1.§ 3 a affattes
således: |
§ 3 a.
Energiministeren kan for et år ad gangen med tilslutning fra
folketingets finansudvalg indgå aftale med Dansk Olie og
Naturgas A/S om betaling af en afgift for den af loven omfattede
virksomhed. | | § 3 a. DONG A/S
betaler til staten en afgift på 95 pct. af de i § 3,
stk. 2 og 3, omhandlede beløb efter fradrag af eventuel
nedsættelse efter § 3, stk. 5. Stk. 2. Afgiften opgøres og
betales månedligt. Afgiften erlægges senest ved
udgangen af den måned, der følger efter den
måned, hvori transporten af råolie og kondensat har
fundet sted. Stk. 3. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for
beregningen og betalingen af afgiften. |