L 94 Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Virksomhedsregister.

(Ajourføring af kompetencefordeling, styrkelse af reklamebeskyttelse, frivillig registrering af foreninger, øget digitalisering m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-11-2004

Fremsættelse: 11-11-2004

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l94_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (11. november 2004)

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Virksomhedsregister (Ajourføring af kompetencefordeling, styrkelse af reklamebeskyttelse, frivillig registrering af foreninger, øget digitalisering m.v.)

(Lovforslag nr. L 94).

Det Centrale Virksomhedsregister samler grundoplysninger om alle danske virksomheder, som skal indberettes til offentlige myndigheder, med henblik på at stille ét samlet register til rådighed for den offentlige sektor og for private.

Registret er af stor betydning for en lang række myndigheder og private virksomheder, der dagligt benytter registrets grunddata som grundlag for deres virksomhed. Der ligger en væsentlig samfundsmæssig besparelse i, at disse myndigheder og virksomheder kan benytte Det Centrale Virksomhedsregisters grunddata i stedet for selv at skulle opbygge og vedligeholde tilsvarende registre.

Lovforslaget fremsættes med henblik på at sikre, at registret også fremover vil indeholde så korrekte og ajourførte oplysninger som muligt, således at det fortsat er et optimalt grundlag for at dække offentlige og private brugeres behov for virksomhedsoplysninger. Samtidigt styrkes digitaliseringen af registret i overensstemmelse med regeringens ønske om en mere effektiv og digitaliseret forvaltning.

Øget digitalisering. Det fastslås, at offentlige myndigheder ved afgivelse og modtagelse af CVR-grunddata skal kommunikere via digitale forbindelser. Endvidere sikres kvaliteten og aktualiteten af registrets data ved at præcisere, at offentlige myndigheder som udgangspunkt skal benytte sig af oplysningerne i Det Centrale Virksomhedsregister i stedet for at etablere selvstændige registre.

Selvregistreringsløsninger. Med henblik på at sikre korrekte og ajourførte virksomhedsdata foreslås det, at der indføres mulighed for selvregistrering af visse grunddata. Registret skal også fremover som udgangspunkt bygge på data, der allerede eksisterer i andre registre. Det er dog hensigtsmæssigt at supplere dette med en frivillig mulighed for, at virksomheder selv hurtigt, nemt og sikkert kan indberette ændringer i deres grunddata over internettet, fordi også virksomhederne selv kan have en interesse i, at deres grunddata er korrekt registreret.

Bedre oplysninger om produktionsenheder. Det er hensigten, at indførelsen af selvregistreringsløsninger især skal forbedre CVR-registrets oplysninger om virksomheders produktionsenheder (forretningssteder). Endvidere foreslås ændringer i registreringen af virksomheders produktionsenheder, så oplysningerne herom bedst muligt kan danne grundlag for en effektiv anvendelse af nye administrative og tilsynsmæssige ordninger.

Frivillig registrering. Der indføres mulighed for, at juridiske enheder (eksempelvis foreninger), der ikke er registreringspligtige, kan få et CVR-nummer ved at anmelde foreningen over internettet. Denne mulighed har været ønsket af mange foreninger for at lette det administrative besvær, der kan være ved ikke at have et registreringsnummer, som offentlige myndigheder, banker m.v. kan identificere foreningen ved.

Styrket reklamebeskyttelse. Der har været eksempler på, at CVR-oplysninger er blevet misbrugt til reklamehenvendelser til virksomheder. Det foreslås derfor at forbedre beskyttelsen af de virksomheder, som ikke ønsker at CVR-oplysninger kan bruges som grundlag for reklamehenvendelser.

Herudover indeholder lovforslaget præciseringer og forenklinger af lovteksten, således at den svarer til den gældende kompetencefordeling mellem myndighederne. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 2005.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.