Skriftlig fremsættelse (11. november
2004)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer
(ophævelse af 18 års grænsen i § 2
b)
(Lovforslag nr. L 91).
Forslagets formål er at
gennemføre dele af Rådets direktiv 2000/78/EØF
om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv i dansk ret.
Det foreslås at ophæve 18
års grænsen i funktionærlovens § 2 b, stk.
1.
Det foreslås, at loven har virkning for
afskedigelser, der foretages efter lovens ikrafttrædelse.
Forslaget forventes ikke at have nogen
væsentlige økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet.
Lovforslaget træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale
lovforslaget til Tingets velvillige behandling.