L 9 Forslag til lov om ændring af lov om social service.

(Revision af støtte- og kontaktpersonordningen til personer med sindslidelser).

Af: Socialminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-10-2004

Fremsættelse: 06-10-2004

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l9_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2004)

 

 

Socialministeren (Eva Kjer Hansen) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om social service (Revision af støtte- og kontaktpersonordningen til personer med sindslidelser)

(Lovforslag nr. L 9).

Efter lov om social service § 147 skal forslag om revision af støtte- og kontaktpersonsordningen til personer med sindslidelser i § 80 fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2004-05.

Forslaget om støtte- og kontaktpersonordningen til personer med sindslidelser indebærer en uændret videreførelse af ordningen og en ændring af lovens revisionsbestemmelse, således at loven atter tages op til revision i folketingsåret 2006-07.

Formålet med Støtte- og kontaktpersonordningen er at styrke de mest socialt udsatte og isolerede personer med sindslidelsers mulighed for at opbygge og fastholde kontakt til omverdenen ud fra egne ønsker og behov, og dermed sætte den sindslidende i stand til at benytte samfundets muligheder.

Forslaget om udsættelse af revisionen skal ses i forhold til, at der er sat forsøg i gang med støtte- og kontaktpersoner til hjemløse og personer med misbrugsproblemer. Forsøgene på misbrugsområdet er endnu ikke afsluttede. Det gælder især alkoholmisbrugsområdet, hvor forsøget har forløbet i under halvdelen af forsøgsperioden. Det endelige resultat af disse forsøg bør afventes, før der tages endelig stilling til, om støtte- og kontaktpersonordningen bør udvides til også at omfatte hjemløse samt personer med alkohol- og stofmisbrugsproblemer. Ved at udsætte revisionen til folketingsåret 2006-07 vil der samtidig kunne ske et tidsmæssigt sammenfald mellem en eventuel udvidelse af ordningen og regeringens planlagte strukturelle ændringer i kommunerne, således at en eventuel udvidelse vil blive indført i de forventede større kommuner.

At videreføre støtte- og kontaktpersonordningen uændret skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser.

De økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2005.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.