Skriftlig fremsættelse (5. november
2004)
Familie- og
forbrugerministeren (Henriette Kjær) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service (Frit valg af klubtilbud eller andre
socialpædagogiske fritidstilbud over kommunegrænser og
indførsel af minimumsgrænse for tilskud til private
pasningsordninger)
(Lovforslag nr. L 86).
Forslag til lov om ændring af lov om social
service og lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område. (Private leverandører af dagtilbud,
frit valg af klubtilbud m.v. over kommunegrænserne m.v. -
pengene følger barnet) blev fremsat første gang den
31. marts 2004, Lovforslag nr. L 207 (FT 2003-2004, Tillæg A
sp. 7078 og 7084). Forslaget kom til 1. behandling den 20. april
2004 (FF 2003-2004, sp. 8839). Socialministeren trak forslaget
tilbage.
L 207 er nu delt op i to lovforslag "Forslag til
lov om ændring af lov om social service og lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
(Private leverandører af dagtilbud - pengene følger
barnet)" og "Forslag til lov om ændring af lov om social
service (Frit valg af klubtilbud eller andre
socialpædagogiske fritidstilbud over kommunegrænser og
indførsel af minimumsgrænse for tilskud til private
pasningsordninger)". Det sidstnævnte lovforslag er i det
væsentlige identisk med den del af lovforslag L 207, der
vedrører frit valg af klubtilbud m.v. over
kommunegrænserne mv.
Formålet med lovforslaget er at give
forældre mulighed for at vælge et klubtilbud eller et
andet socialpædagogisk fritidstilbud efter serviceloven
på tværs af kommunegrænser. Pr. 1. januar 2004
blev der indført frit valg af dagtilbud over
kommunegrænserne. Efter disse regler har forældre ret
til at vælge et dagtilbud i en anden kommune end
opholdskommunen fra det tidspunkt, hvor forældrene har
fået tilsagn om et tilskud fra opholdskommunen til brug for
dagtilbud. Endvidere medfører reglerne, at forældrene
selv afholder eventuelle merudgifter ved brugen af dagtilbud over
kommunegrænserne.
Lovforslaget om frit valg af klubtilbud og andre
socialpædagogiske fritidstilbud over kommunegrænser
svarer til loven om frit valg af dagtilbud over
kommunegrænserne.
Det foreslås samtidig at indføre en
minimumsgrænse for kommunens tilskud til privat
børnepasning på 75 pct. af den billigste
nettodriftsudgift pr. plads i et dagtilbud til samme aldersgruppe i
kommunen. Det foreslås endvidere, at kommunerne fremover skal
tilbyde forældrene at sørge for administration af
pasningsordningen mod en reduktion i tilskuddet svarende til
udgiften hertil. Forslaget skal lette administrationen for de
forældre, som selv arrangerer pasning af deres
børn.
Lovforslaget om frit valg af klubtilbud eller
andre socialpædagogiske fritidstilbud over
kommunegrænser skønnes samlet set at medføre
helt minimale økonomiske konsekvenser for kommunerne.
Lovforslaget om indførsel af en
minimumsgrænse i § 26 skønnes samlet set at
medføre kommunale merudgifter på 3,2 mio. kr. i 2005
og 6,4 mio. kr. i hvert af årene 2006, 2007 og 2008
(2005-prisniveau), som kommunerne skal kompenseres for.
De økonomiske konsekvenser skal forhandles
med de kommunale parter.
Med disse bemærkninger indstiller jeg
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.