L 75 Forslag til lov om ændring af lov om social service.

(Landsdækkende pasningsgaranti til børn i dagtilbud).

Af: Familie- og forbrugerminister Henriette Kjær (KF)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-10-2004

Fremsættelse: 28-10-2004

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l75_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. oktober 2004)

 

 

Ministeren for familie- og forbrugeranliggender (Henriette Kjær) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om social service (Landsdækkende pasningsgaranti til børn i dagtilbud)

(Lovforslag nr. L 75).

Der stilles forslag om at forpligte kommunerne til at tilbyde pasningsgaranti til alle børn i aldersgruppen 26 uger og indtil barnets skolestart. Regeringen har indført et års fleksibel barselorlov, men hvis kommunerne ikke kan tilbyde pasning fra den dato, hvor forældrene ønsker at genoptage arbejdet, kan forældrene ikke udnytte mulighederne i de nye fleksible orlovsregler. Formålet med lovforslaget er således at sikre forældre et frit valg mellem at anvende den fulde barselorlov allerede i barnets første år eller at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter 6 måneder og gemme en del af orloven til senere.

De gældende regler om pasningsgaranti, som det er frivilligt for kommunerne at benytte, gøres obligatoriske. Det betyder, at pladsen skal være til rådighed senest når barnet er 30 uger, hvis forældrene søger i direkte forlængelse af barselorloven og i andre situationer senest 3 måneder efter ansøgning. Kommunerne får samtidig mulighed for at nedsætte tilskuddet til brug for dagtilbud til mindst 67 pct. af bruttodriftsudgifterne ved opholdet i dagtilbuddet.

Der stilles yderligere forslag om, at kommunen, hvis den ikke kan opfylde pasningsgarantien, skal dække forældrenes udgifter til privat pasning eller plads i et dagtilbud i en anden kommune fra det tidspunkt, hvor pladsen skulle være til rådighed og indtil kommunen kan tilbyde en plads.

Lovforslaget skønnes at kunne medføre kommunale merudgifter i perioden 2005-2008 i størrelsesordenen i alt 400 mio. kr. Skønnet er foreløbigt. De endelige beregninger vil blive foretaget, når nyere statistiske oplysninger foreligger. De samlede økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige vil afhænge af en række faktorer, bl.a. antallet af børn på venteliste, antallet af børn i dagtilbud, udviklingen i børnetallet og prisen på en plads i dagtilbud. Beregningerne vil blive foretaget, når de statistiske oplysninger om disse forhold foreligger.

De økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

Ændringerne skal efter forslaget træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Med disse bemærkninger indstiller jeg lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.