L 72 Forslag til lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v.

Af: Kulturminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-10-2004

Fremsættelse: 27-10-2004

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l72_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (27. oktober 2004)

 

 

Kulturministeren (Brian Mikkelsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v.

(Lovforslag nr. L 72).

Forslag til lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v. er en del af det supplerende regeringsgrundlag fra august 2003 og har til formål at gøre det obligatorisk for myndigheder, private fysiske og juridiske personer m.v. at indhente børneattest, når de ansætter en person, der skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Børneattester indhentes hos Det Centrale Kriminalregister og omfatter oplysninger om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om seksuelt misbrug af børn, fx samleje med børn under 15 år.

Lovforslaget indebærer, at der på de enkelte relevante områder vil blive fastsat nærmere regler om, at offentlige myndigheder samt private foreninger og organisationer skal foranledige, at der indhentes en børneattest, inden der sker ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i deres job skal have direkte kontakt med børn under 15 år.

Sigtet med at gøre indhentelse af børneattester obligatorisk er at skabe et bedre grundlag for at sikre, at der ikke ansættes eller beskæftiges personer i børnerelaterede job, som har fået dom for overtrædelse af straffelovens pædofilibestemmelser. Lovforslaget skal ses som et blandt flere af de initiativer, regeringen allerede har taget og fortsat vil tage på dette område.

Lovforslaget omfatter ikke allerede ansatte eller beskæftigede, men gælder alene ved nyansættelser m.v.

Pligten til at indhente børneattest vil navnlig omfatte pædagoger og pædagogmedhjælpere i daginstitutioner og fritidsordninger, dagplejere og plejefamilier, personale på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder, lærere og pedeller på skoler med elever under 15 år samt idrætstrænere og spejderledere.

Pligten til at indhente børneattest vil eksempelvis ikke omfatte de tilfælde, hvor forældre ansætter eller beskæftiger fx spillelærere, dagplejere eller babysittere i privatsfæren.

Der er tale om en rammelov, således at den konkrete udmøntning af pligten til at indhente børneattester vil skulle ske i form af administrative forskrifter på de enkelte ministerområder.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg forslaget til Folketingets velvillige behandling.