L 63 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven. (Dominerende virksomheders samhandelsbetingelser, tilsagn, fusioner m.v.).

Fremsat den 27. oktober 2004 af økonomi‑ og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Forslag

til

Lov om ændring af konkurrenceloven

(Dominerende virksomheders samhandelsbetingelser, tilsagn, fusioner m.v.)

§ 1

I konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 539 af 28. juni 2002, som ændret ved lov nr. 381 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

1.§ 1 affattes således:

»Loven har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence til gavn for virksomheder og forbrugere.«

2.§ 4 ophæves.

3. I § 6, stk. 2, nr. 5, udgår efter »genstand,«: »eller«.

4. I § 6, stk. 2, nr. 6, udgår »venture.« og i stedet indsættes: »venture, eller«.

5. I § 6, stk. 2, indsættes som nr. 7:

»7) at fastsætte bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere til ikke at fravige vejledende salgspriser.«

6. § 6, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Med henblik på at bringe overtrædelser af stk. 1 til ophør kan Konkurrencerådet udstede påbud, jf. § 16. For at imødekomme de betænkeligheder, som Konkurrencerådet har i relation til stk. 1, kan rådet endvidere gøre tilsagn, som virksomheden har afgivet, bindende, jf. § 16 a, stk. 1.«

7.§ 8 affattes således:

»§ 8. Forbuddet i § 6, stk. 1, finder ikke anvendelse, hvis en aftale mellem virksomheder, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis mellem virksomheder

1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller distributionen af varer eller tjenesteydelser eller fremmer den tekniske eller økonomiske udvikling,

2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,

3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at nå disse mål, og

4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser.

Stk. 2. Konkurrencerådet kan efter anmeldelse fritage en aftale mellem virksomheder, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis mellem virksomheder fra forbuddet i § 6, stk. 1, hvis rådet skønner, at betingelserne i § 8, stk. 1, er opfyldt. Anmeldelse af den pågældende aftale m.v. med anmodning om fritagelse efter stk. 1 kan indgives til Konkurrencestyrelsen. Rådet fastsætter nærmere regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige anmeldelsesskemaer.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 2 skal angive, for hvilket tidsrum fritagelsen gælder. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.

Stk. 4. Efter anmeldelse kan Konkurrencerådet forlænge en fritagelse, såfremt rådet skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Konkurrencerådet kan undlade at behandle en anmeldelse efter stk. 2 eller stk. 4, hvis aftalen m.v. mærkbart kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.

Stk. 6. Konkurrencerådet kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse efter stk. 2 eller stk. 4, hvis

1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt,

2) deltagerne i aftalen m.v. ikke overholder stillede vilkår, eller

3) afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.«

8. I § 9 indsættes som stk. 2 :

»Stk. 2. Konkurrencerådet kan undlade at behandle en anmeldelse efter stk. 1, hvis en aftale m.v. mærkbart kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.«

9. I § 10 indsættes som stk. 2 :

»Stk. 2. Når aftaler, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder eller samordnet praksis, som er omfattet af en gruppefritagelse udstedt i medfør af stk. 1, i et konkret tilfælde har virkninger, som er uforenelige med betingelserne i § 8, stk. 1, kan Konkurrencerådet inddrage gruppefritagelsen for de virksomheder m.v., som er involveret i aftalen m.v.«

10. Efter kapitel 2 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 2 a

Dominerende virksomheders samhandelsbetingelser

§ 10 a. Konkurrencerådet kan påbyde en dominerende virksomhed at indsende sine generelle samhandelsbetingelser til Konkurrencestyrelsen, når

1) der foreligger en ikke ubegrundet klage fra en konkurrent,

2) der foreligger særlige markedsforhold, og

3) der på grund af disse forhold er et særligt behov for, at Konkurrencestyrelsen får en større indsigt i, hvorledes den dominerende virksomhed fastsætter sine priser, rabatter mv.

P åbuddet kan alene angå samhandelsbetingelserne for de markeder, som klagen angår.

Stk. 2. Påbud efter stk. 1 gælder i to år, fra det tidspunkt hvor afgørelsen er endelig.

Stk. 3. Ved »samhandelsbetingelser« forstås det til enhver tid gældende grundlag, hvorefter en virksomhed generelt fastsætter sine priser, rabatter, markedsføringstilskud og gratisydelser samt vilkårene for, at virksomheden vil kunne yde disse økonomiske fordele overfor sine handelspartnere.

Stk. 4. Virksomheder, der har indsendt samhandelsbetingelser efter stk. 1, kan anmode Konkurrencerådet om at få disse vurderet. Konkurrencerådet træffer afgørelse inden seks måneder. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor Konkurrencestyrelsen har modtaget de oplysninger fra virksomheden, der er nødvendige for at vurdere samhandelsbetingelserne. Har Konkurrencerådet ikke truffet afgørelse inden for denne frist, betragtes samhandelsbetingelserne som godkendt.

Stk. 5. Konkurrencerådet kan undlade at træffe afgørelse, hvis afgørelsen kan have betydning for, om en eller flere virksomheder misbruger en dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, og samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union mærkbart kan påvirkes heraf.

Stk. 6. Såfremt samhandelsbetingelserne er i strid med § 11, stk. 1, eller administreres i strid med § 11, stk. 1, kan Konkurrencerådet udstede påbud om, at en eller flere af bestemmelserne i samhandelsbetingelserne skal ophæves eller ændres. Såfremt samhandelsbetingelserne er udformet på en sådan måde, at Konkurrencerådet ikke har et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag til at kunne vurdere, om samhandelsbetingelserne er i strid med § 11, stk. 1, kan Konkurrencerådet udstede påbud om, at en eller flere af bestemmelserne skal præciseres.

Stk. 7. Anvender en dominerende virksomhed, der har fået et påbud efter stk. 1, over for handelspartnere på det danske marked priser, rabatter, økonomiske fordele eller øvrige vilkår, som i ikke ubetydelig grad afviger fra eller ikke fremgår af de samhandelsbetingelser, der er indsendt til Konkurrencestyrelsen, kan dette tillægges betydning i forhold til den almindelige bevisførelse i en sag efter § 11.

Stk. 8. Bestemmelsen i stk. 7 finder tillige anvendelse, hvis en dominerende virksomhed handler i strid med et påbud efter stk. 6. Dette gælder dog ikke, hvis en klage over påbuddet er tillagt opsættende virkning, jf. § 19, stk. 4.«

11. I § 11, stk. 2, 1. pkt., ændres »stk. 1« til: »dog stk. 7.«

12.§ 11, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Med henblik på at bringe overtrædelser af stk. 1 til ophør kan Konkurrencerådet udstede påbud, jf. § 16. For at imødekomme de betænkeligheder, som Konkurrencerådet har i relation til stk. 1, kan rådet endvidere gøre tilsagn, som virksomheden har afgivet, bindende, jf. § 16 a, stk. 1.«

13. I § 11 indsættes som stk. 7 :

»Stk. 7. Konkurrencerådet kan undlade at træffe afgørelse efter stk. 2 eller stk. 5, hvis afgørelsen kan have betydning for, om en eller flere virksomheder misbruger en dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, og samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union mærkbart kan påvirkes heraf.«

14.§ 12, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på en fusion, der med virkning for Danmark behandles af Europa-Kommissionen efter fusionskontrolforordningen, medmindre Kommissionen henviser fusionen til Konkurrencerådets behandling.«

15.§ 12 b, stk. 1, affattes således:

»§ 12 b. En fusion, der er omfattet af denne lov, skal anmeldes til Konkurrencestyrelsen, efter at en fusionsaftale er indgået, et overtagelsestilbud offentliggjort eller en kontrollerende andel erhvervet, og før den gennemføres.«

16.§ 12 c, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. En fusion, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal godkendes. En fusion, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal forbydes.«

17.§ 12 c, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. En fusion, der er omfattet af denne lov, må ikke gennemføres, hverken før den er blevet anmeldt, eller før Konkurrencerådet har godkendt den i henhold til stk. 1. Dette er ikke til hinder for gennemførelsen af et offentligt overtagelsestilbud eller en serie transaktioner i værdipapirer, herunder sådanne som kan konverteres til andre værdipapirer, der kan omsættes på et marked såsom en børs, hvorved der fra forskellige sælgere erhverves kontrol, jf. § 12 a, når fusionen omgående anmeldes til Konkurrencestyrelsen, og erhververen ikke udøver de stemmerettigheder, der er knyttet til de pågældende værdipapirer eller kun gør det for at bevare den fulde værdi af sin investering og efter dispensation fra Konkurrencerådet, jf. stk. 6.«

18. I § 12 e indsættes som stk. 3 :

»Stk. 3. Efter godkendelsen af en fusion kan Konkurrencerådet udstede påbud, der er nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt opfyldelse af de tilsagn, som de deltagende virksomheder har afgivet over for rådet, jf. stk. 1.«

19. I § 13, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 8, stk. 2, 2. pkt.« til: »§ 8, stk. 2, 3. pkt.«, »§ 9, 2. pkt.« ændres til: »§ 9, stk. 1, 2. pkt.«, »§ 10« ændres til: »§ 10, stk. 1« og »§ 18, stk. 5, 2. pkt.« ændres til: »§ 18, stk. 7, 2. pkt.«

20. I § 13, stk. 2, indsættes efter 2. pkt.:

»I sager, hvor der med henvisning til § 23 idømmes eller vedtages en bøde, skal der ske offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf.«

21.§ 14, stk. 1, affattes således:

»§ 14. Konkurrencerådet påser overholdelsen af denne lov og de forskrifter, der er udstedt i medfør af loven, jf. dog § 2, stk. 4, 1. pkt., og § 11 a, stk. 3, 1. pkt. Konkurrencerådet kan behandle en sag af egen drift, efter anmeldelse, på grundlag af en klage eller som følge af en henvisning fra Europa-Kommissionen eller fra andre konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union. Konkurrencerådet afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles. Ligeledes kan Konkurrencerådet beslutte at undlade at behandle en sag, hvor virksomheder tidligere har afgivet tilsagn efter § 16 a, stk. 1.«

22.§ 15 a affattes således:

»§ 15 a. Retten til partsaktindsigt efter forvaltningsloven omfatter kun den del af korrespondancen og udvekslingen af dokumenter mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller mellem medlemsstaternes konkurrencemyndigheder indbyrdes, som indeholder oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. I sager, hvor der skal foretages partshøring efter forvaltningsloven, omfatter adgangen til partshøring hele udkastet til afgørelse. Fristen for afgivelse af udtalelse skal udgøre mindst tre uger, medmindre sagen allerede har været forelagt for Konkurrencerådet, eller afgørelsen vedrører denne lovs kapitel 4.«

23. Efter § 15 b indsættes:

»§ 15 c. Konkurrencerådet kan sagsbehandle og træffe afgørelser på engelsk, hvis adressaterne for afgørelsen ønsker det, og hensynet til sagens parter ikke på afgørende måde taler imod at anvende engelsk. Har Konkurrencerådet truffet afgørelse på engelsk, skal der foreligge et dansk resumé heraf.«

24.§ 16, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»§ 16. De påbud, som Konkurrencerådet kan udstede efter § 6, stk. 4, 1. pkt., § 11, stk. 4, 1. pkt., eller med henvisning til EF-traktatens artikel 81 eller 82, jf. § 23 a, stk. 1, med henblik på at bringe de skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger til ophør, kan bl.a. omfatte:«

25.§ 16, stk. 2, ophæves.

26. Efter § 16 indsættes:

»§ 16 a. Tilsagn, der afgives af virksomheder, og som imødekommer de betænkeligheder, som Konkurrencerådet har i relation til § 6, stk. 1, § 11, stk. 1, eller EF-traktatens artikel 81 eller 82, jf. § 23 a, stk. 1, kan af rådet gøres bindende for virksomhederne. Et tilsagn kan være tidsbegrænset.

Stk. 2. Efter at tilsagn er gjort bindende, jf. stk. 1, kan Konkurrencerådet udstede påbud, som er nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt opfyldelse af de afgivne tilsagn.

Stk. 3. Konkurrencerådet kan tilbagekalde en afgørelse efter stk. 1, hvis

1) de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt,

2) deltagerne i aftalen m.v. handler i strid med afgivne tilsagn, eller

3) afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.«

27. I § 17 indsættes som stk. 2 :

»Stk. 2. Med henblik på anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 eller 82 eller EØS-aftalens artikel 53 eller 54 kan de i stk. 1 nævnte oplysninger ligeledes kræves til brug for Konkurrencestyrelsens bistand til Europa-Kommissionen og andre konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union eller i EØS-området.«

28.§ 18, stk. 4-5, affattes således:

»Stk. 4. Hvis virksomhedens eller sammenslutningens forhold gør, at det ikke er muligt for Konkurrencestyrelsen samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1-2, kan styrelsen forsegle de relevante forretningslokaler og oplysninger i op til 72 timer.

Stk. 5. Under samme betingelser som i stk. 4 kan Konkurrencestyrelsen medtage oplysningerne eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det af Konkurrencestyrelsen medtagne materiale skal sammen med et sæt kopier af de oplysninger, som styrelsen har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen.«

29. Efter § 18, stk. 5, indsættes som nye stykker:

»Stk. 6. Fristerne i stk. 4-5 kan i særlige tilfælde forlænges.

Stk. 7. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1-2 og stk. 4-5. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 8. Konkurrencestyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser for at yde bistand til Europa-Kommissionen og andre konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union i forbindelse med disse myndigheders anvendelse af artikel 81 og 82. Reglerne i stk. 1-7 finder tilsvarende anvendelse.«

30.§ 19 affattes således:

»§ 19. Afgørelser truffet efter § 2, stk. 1, § 3, 1. pkt., § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1-3, § 8, stk. 2, 1. pkt., stk. 3, 2. pkt., stk. 4 og stk. 6, § 9, stk. 1, § 10, stk. 2, § 10 a, stk. 1 og stk. 6, § 11, stk. 1-2, og stk. 5, § 11 a, stk. 1 og stk. 6, 1. pkt., § 12 a, stk. 5, § 12 b, stk. 1, § 12 c, stk. 1-3 og stk. 6, § 12 d, stk. 3, 1. pkt., § 12 e, stk. 1 og stk. 3, § 12 f, § 12 g, § 13, stk. 4, § 16, § 16 a, stk. 2-3, § 23 a, stk. 2, jf. stk. 1, og § 27, stk. 4, 2. pkt., kan påklages til Konkurrenceankenævnet.

Stk. 2. Klage efter stk. 1 kan indgives af:

1) Den, afgørelsen retter sig til.

2) Den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen. Dette gælder dog ikke Konkurrencerådets afgørelser truffet efter § 12 a, stk. 5, § 12 b, stk. 1, § 12 c, stk. 1-3 og stk. 6, § 12 d, stk. 3, 1. pkt., § 12 e, stk. 1 og stk. 3, § 12 f, § 12 g og § 16 a, stk. 2-3.

Stk. 3. Beslutninger efter § 14, stk. 1, kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet.

Stk. 4. Klage over afgørelser truffet efter § 13, stk. 4, har opsættende virkning. Klage over andre afgørelser kan af Konkurrencerådet eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.

Stk. 5. Konkurrenceankenævnet kan sagsbehandle og træffe afgørelse på engelsk, hvis adressaterne for afgørelsen ønsker det, og hensynet til sagens parter ikke på afgørende måde taler imod at anvende engelsk. Har Konkurrenceankenævnet truffet afgørelse på engelsk, skal der foreligge et dansk resumé heraf. Har Konkurrencerådet, jf. § 15 c, behandlet en sag på engelsk eller truffet afgørelse på engelsk, lægges disse dokumenter til grund for ankenævnets behandling af den pågældende sag, uanset om ankenævnets sagsbehandling og afgørelse foretages eller træffes på engelsk.«

31. I § 20 indsættes som stk. 4 :

»Stk. 4. Udskrift af domme, som en domstol afsiger vedrørende anvendelsen af denne lov eller af EF-traktatens artikel 81 eller 82, sendes ved rettens foranstaltning, i straffesager dog ved anklagemyndighedens foranstaltning, til Konkurrencestyrelsen, der underretter Europa-Kommissionen om de domme, der vedrører EF-traktatens artikel 81 eller 82. «

32.§ 21, stk. 1, affattes således:

»§ 21. Konkurrenceankenævnet består af formand, der skal være højesteretsdommer, samt fire andre medlemmer, hvoraf to medlemmer skal have juridisk sagkundskab, og to medlemmer skal have økonomisk sagkundskab.«

33.§ 22 affattes således:

»§ 22. Den, der undlader

1) at give de oplysninger, som Konkurrencerådet kan kræve efter denne lov,

2) at efterkomme et vilkår eller et påbud meddelt efter denne lov, eller

3) at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende, jf. § 16 a, stk. 1,

kan af Økonomi- og erhvervsministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil, pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder.

Stk. 2. Tvangsbøder pålagt efter stk. 1 kan inddrives ved udpantning.«

34.§ 23, stk. 1, affattes således:

»§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 6, stk. 1,

2) overtræder eller undlader at efterkomme et vilkår meddelt i henhold til § 8, stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4, 2. pkt.,

3) overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 10 a, stk. 1, eller stk. 6,

4) overtræder § 11, stk. 1,

5) overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 11 a, stk. 1,

6) undlader at anmelde en fusion i henhold til § 12 b, stk. 1,

7) gennemfører en fusion på trods af et forbud herimod i henhold til § 12 c, stk. 2, overtræder forbuddet mod gennemførelse af en fusion inden godkendelse heraf i henhold til § 12 c, stk. 5, 1. pkt., overtræder eller undlader at efterkomme et vilkår eller påbud efter § 12 c, stk. 6, efter § 12 e, stk. 1, eller stk. 3, eller overtræder eller undlader at efterkomme et påbud meddelt i henhold til § 12 g,

8) overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 16,

9) overtræder eller undlader at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende efter § 16 a, stk. 1,

10) overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 16 a, stk. 2,

11) undlader at efterkomme krav efter § 17,

12) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencestyrelsen, Konkurrencerådet eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den sag, hvortil oplysningerne indhentes, eller

13) overtræder EF-traktatens artikel 81, stk. 1, eller artikel 82, jf. § 23 a, stk. 1.«

35.§ 23, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt, hvor en aftale m.v. er anmeldt til Konkurrencerådet efter § 8, stk. 2, eller stk. 4, og indtil rådet har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 2, stk. 4, eller stk. 5.«

36.§ 23 a affattes således:

» § 23 a. Sager efter EF-traktatens artikel 81 og 82, herunder sager hvor der sker parallel anvendelse af denne lovs §§ 6 og 11, kan behandles af de nationale konkurrencemyndigheder, når sagen har tilknytning til Danmark. Tilknytning til Danmark foreligger, når aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning, samordnet praksis mellem virksomheder eller en virksomheds adfærd har skadelige virkninger på konkurrencen på det danske marked, eller når en virksomhed, der er beliggende i Danmark, er involveret i en aftale m.v., der har skadelige virkninger på konkurrencen inden for Den Europæiske Union.

Stk. 2. Bestemmelserne i denne lovs kapitel 5-8 finder i øvrigt anvendelse på udøvelse af Konkurrencerådets kompetence, jf. stk. 1, i det omfang forordninger og direktiver udstedt i medfør af EF-traktatens artikel 83 ikke er til hinder herfor.

Stk. 3. Den bistand, som ydes Europa-Kommissionen og andre medlemsstater i henhold til forordninger og direktiver udstedt i medfør af traktatens artikel 83, ydes af Konkurrencestyrelsen.«

37. §§ 24 €" 26 ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. februar 2005.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Ved ændringen af konkurrenceloven i 2000 (L 242, FT 1999-2000, tillæg C, s. 997), jf. lov nr. 416 af 31. maj 2000, fik Konkurrencerådet hjemmel til at anvende EF-traktatens artikel 81 og 82. EF-traktatens artikel 81 og artikel 82 vedrører forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling, der begrænser eller fordrejer konkurrencen inden for fællesmarkedet, og som kan påvirke samhandelen mærkbart. Ændringen skete på baggrund af Europa-Kommissionens daværende initiativer til større decentralisering til de nationale konkurrencemyndigheder af sager om anvendelsen af artikel 81 og 82. Da forhandlingerne om en ny forordning om anvendelsen af artikel 81 og 82 ikke var afsluttet, fik Konkurrencerådet €" når bortses fra fusionskontrol €" ikke i 2000 som følge af EU-reglerne tillagt yderligere beføjelser med henblik på en effektiv håndhævelse af forbuddene i de to bestemmelser i traktaten.

Den 16. december 2002 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EF-Tidende 2003, nr. L 1, s. 1) €" i det følgende gennemførelsesforordningen. Foruden en decentral anvendelse af EU-konkurrencereglerne indebærer forordningen, der blev anvendelig i Danmark og de 24 andre medlemslande fra den 1. maj 2004, afskaffelse af anmeldelsessystemet for konkurrencebegrænsende aftaler og adfærd, etablering af et netværk af konkurrencemyndigheder (Kommissionen og konkurrencemyndighederne i de 25 medlemslande) samt styrkelse af Kommissionens indgrebs- og kontrolbeføjelser.

Den 20. januar 2004 vedtog Rådet en revision af den bestående fusionskontrolforordning, jf. Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EU-Tidende 2004, nr. L 24, s. 1) €" i det følgende fusionsforordningen €" som blev anvendelig fra den 1. maj 2004. Fusionsforordningen indebærer bl.a. et ændret kriterium for vurderingen af de fusioner, som anmeldes til Kommissionen, og ophævelse af den tidligere anmeldelsesfrist på en uge.

Selvom såvel gennemførelsesforordningen som fusionsforordningen er umiddelbart anvendelige, er der grundlag for at ændre konkurrenceloven for at sikre dels, at regelværket bliver mere gennemsigtigt, dels at de konkurrenceretlige vilkår her i landet ikke adskiller sig markant fra de europæiske. Sigtet med ændringerne er således navnlig at styrke samspillet mellem de regler, der regulerer Kommissionens, hhv. Konkurrencerådets, behandling af konkurrencesager.

Endvidere foreslås forbedrede muligheder for Konkurrencerådet til at gribe ind over for dominerende virksomheder, der med deres adfærd skader den effektive konkurrence. For at sikre en fortsat effektiv håndhævelse af loven foreslås endelig visse ændringer med henblik på at præcisere og klargøre retstilstanden mest muligt.

2. Lovforslagets indhold

Hovedindholdet i lovforslaget er følgende:

2.1. Lovens formålsbestemmelse

Efter den gældende bestemmelse er formålet med konkurrenceloven at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse. Midlet hertil er virksom konkurrence.

Forbrugerhensyn er blot et af de mange hensyn, der indgår i konkurrencelovens generelle målsætning om at fremme en samfundsmæssig ressourceanvendelse. Forbrugerhensyn kan varetages på mange måder, bl.a. gennem et højere service- eller kvalitetsniveau, forbedringer af distributionen, omkostningsreduktioner m.v. Der tilsigtes ikke med forslaget en egentlig ændring af lovens formålsbestemmelse, men alene en præcisering af, at forbrugerhensyn indgår ved administrationen af loven.

2.2. Forbud mod bindende videresalgspriser

Efter § 6, stk. 1, i den gældende lov er det forbudt for virksomheder at indgå aftaler om købs- eller salgspriser. Det gælder både horisontale og vertikale prisaftaler, og det gælder såvel aftaler for salget som for videresalget af varer eller tjenesteydelser, jf. også § 7, stk. 2, nr. 1. En virksomheds aftale med en forhandler om bindende videresalgspriser eller mindstepriser for videresalget er således omfattet af forbuddet.

For at undgå en utilsigtet og indskrænkende virkning på den fremtidige fortolkning af forbuddet mod bindende videresalgspriser foreslås forbuddet i § 6 præciseret, så det er klart, at det også gælder i tilfælde, hvor prisstyringen er sket i et enkeltstående tilfælde og uden, at ledelsen i en virksomhed har haft kendskab hertil. Endvidere præciseres det, at ydelse af f.eks. rabat til forhandlere mod, at disse overholder faste priser, er omfattet af forbuddet.

2.3. Ændring af anmeldelsessystemet

Efter den gældende lov kan en virksomhed kun opnå en fritagelse fra forbuddet i § 6, stk. 1, hvis virksomheden har anmeldt aftalen m.v. til Konkurrencestyrelsen, og Konkurrencerådet har fundet, at betingelserne efter § 8, stk. 1, har været opfyldt.

Gennemførelsesforordningen indebærer, at en konkurrencebegrænsende aftale m.v., der mærkbart begrænser samhandlen, ikke længere kan anmeldes til Kommissionen med henblik på en fritagelse fra forbuddet i traktatens artikel 81, stk. 1. Virksomhederne skal selv vurdere, om de positive virkninger af en aftale opvejer de skadelige virkninger, således at aftalen ikke omfattes af forbuddet.

Det kunne overvejes også at afskaffe det danske anmeldelsessystem. Konkurrenceloven har imidlertid kun været gældende siden den 1. januar 1998, og der er fortsat behov for, at virksomheder kan anmelde visse aftaler og dermed få afklaret deres retsstilling. Derfor opretholdes virksomhedernes ret til at anmelde en aftale med henblik på Konkurrencerådets vurdering af denne. Det foreslås dog samtidig, at virksomheder kan påberåbe sig fritagelsesmuligheden i loven uden at have ansøgt herom. Dermed skabes der størst mulig fleksibilitet for virksomhederne.

Konkurrencerådet vil dog ikke være forpligtet til at behandle en anmeldelse, hvis den anmeldte aftale har samhandelspåvirkning. På samme måde vil Konkurrencerådet fremover ikke være forpligtet til at afgive en erklæring til en virksomhed om, hvorvidt den er dominerende, eller hvorvidt dens adfærd udgør et misbrug, hvis de forhold, der skal vurderes, har samhandelspåvirkning.

2.4. Tilbagekaldelse af en gruppefritagelse

Efter den gældende lov er det økonomi- og erhvervsministeren, der efter indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet udsteder en gruppefritagelse. Det er i konsekvens heraf i de gældende danske gruppefritagelser bestemt, at det er ministeren, der efter indstilling fra Konkurrencerådet kan trække en gruppefritagelse tilbage over for konkrete virksomheder.

Efter gennemførelsesforordningen kan Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder i konkrete tilfælde inddrage en EU-gruppefritagelse. I tilfælde af parallel anvendelse af traktatens og konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler vil der derfor kunne opstå den situation, at Konkurrencerådet i relation til EU-reguleringen har kompetencen til at tilbagekalde en EU-gruppefritagelse, mens det i relation til den danske regulering er økonomi- og erhvervsministeren, der har kompetencen. Dette er ikke hensigtsmæssigt, og da det generelt tilstræbes, at ministeren ikke skal træffe afgørelser i konkrete sager, foreslås kompetencen til i alle konkrete sager at tilbagekalde en gruppefritagelse overført til Konkurrencerådet.

2.5. Dominerende virksomheders samhandelsbetingelser

Konkurrencerådet kan udstede påbud om hel eller delvis ophævelse af en virksomheds samhandelsbetingelser, jf. den gældende lovs § 16, stk. 1, nr. 1. Det forudsætter imidlertid, at virksomheden har misbrugt en dominerende stilling i strid med forbuddet i § 11, stk. 1.

For at sikre, at Konkurrencerådet i særlige tilfælde kan komme i besiddelse af opdaterede samhandelsbetingelser for dominerende virksomheder og dermed få en bedre indsigt med konkurrenceforholdene på relevante markeder, foreslås det, at Konkurrencerådet skal kunne påbyde en dominerende virksomhed at udarbejde og indsende sine samhandelsbetingelser for handelspartnere på det danske marked.

Forslaget indebærer, at Konkurrencerådet kan udstede et påbud til en dominerende virksomhed om at indsende sine samhandelsbetingelser til Konkurrencestyrelsen, når 1) der foreligger en ikke ubegrundet klage fra en konkurrent, 2) der foreligger særlige markedsforhold, og 3) der på grund af disse forhold er et særligt behov for, at Konkurrencestyrelsen får en større indsigt i, hvorledes den dominerende virksomhed fastsætter sine priser, rabatter m.v.

Det er således ikke hensigten med forslaget, at alle dominerende virksomheder skal pålægges at udarbejde og indsende skriftlige samhandelsbetingelser til Konkurrencestyrelsen. Det skal alene være en mulighed for Konkurrencerådet til i særlige tilfælde at udstede påbud. Det forventes, at der kun vil være behov for at udstede påbud til et meget begrænset antal virksomheder. Bestemmelsen forventes således kun anvendt i få tilfælde.

Der indføres ikke med § 10 a nye vurderingskriterier for dominerende virksomheders ydelse af priser, rabatter, markedsføringstilskud og øvrige økonomiske fordele. Gældende EU-praksis for, hvad der materielt udgør et misbrug af dominerende stilling, finder derfor anvendelse.

Samhandelsbetingelserne skal ikke offentliggøres og er ikke tilgængelige for offentligheden.

2.6. Fusionskontrol

Efter den gældende lov skal Konkurrencerådet ved vurderingen af, om en fusion kan godkendes eller ej, tage i betragtning, om en fusion skaber eller styrker en dominerende stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt €" den såkaldte dominanstest.

Med fusionsforordningen er vurderingskriteriet blevet ændret til en vurdering af, om fusionen bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt €" den såkaldte SIEC-test (Significant Impediment of Effective Competition). SIEC-testen indeholder ikke som dominanstesten et krav om, at fusionen også skal skabe eller styrke en dominerende stilling for den fusionerende virksomhed. Herved sikres det, at en fusion kan forbydes, hvis fusionsparterne bliver i stand til at udøve en væsentlig markedsstyrke uden nødvendigvis at være størst på markedet €" f.eks. når markedets anden og fjerdestørste virksomhed fusionerer.

Da det er væsentligt, at de danske fusionskontrolregler ikke adskiller sig markant fra EU-fusionskontrolreglerne, foreslås vurderingskriteriet i loven ændret til en vurdering af, hvorvidt en fusion bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt.

Endvidere €" og på linje med fusionsforordningen €" foreslås anmeldelsesfristen på en uge ophævet.

I en del fusionssager kommer de deltagende virksomheder med tilsagn, som skal fjerne de skadelige virkninger af fusionen, og som gør, at Konkurrencerådet kan godkende en fusion.

Hvis Konkurrencerådet mener, at en virksomhed overtræder et afgivet tilsagn, har Konkurrencerådet efter den gældende lov mulighed for enten at udstede tvangsbøder med henblik på at tvinge virksomhederne til at efterkomme tilsagnet, oversende sagen til anklagemyndigheden med henblik på strafforfølgning eller at tilbagekalde godkendelsen af fusionen. Hvis der er fastsat en tidsfrist for gennemførelsen af tilsagn, forudsætter anvendelsen af disse sanktioner, at tidsfristen er udløbet.

Det betyder, at virksomhederne enten må acceptere Konkurrencerådets anvisninger eller handle i overensstemmelse med egen fortolkning af tilsagnet og herefter risikere en eventuel senere straffesag eller tilbagekaldelse af godkendelsen af fusionen.

På denne baggrund og for samtidig at sikre en så effektiv efterlevelse af fusionstilsagnene som muligt foreslås der indført mulighed for, at Konkurrencerådet €" efter at en fusion er godkendt €" kan udstede et påbud om, at en virksomhed, der under behandlingen af en fusion har afgivet et tilsagn, skal handle på en bestemt måde og inden for en given frist med henblik på at opfylde tilsagnet korrekt og rettidigt. Afgørelsen vil kunne ankes til Konkurrenceankenævnet. Påbuddet forudsætter ikke, at en eventuel tidsfrist for gennemførelsen af et tilsagn er udløbet. Påbuddet kan f.eks. gives, hvis Konkurrencerådet vurderer, at den fusionerede virksomheds adfærd vil forhindre en gennemførelse af tilsagnet. Påbudsmuligheden er et supplement til de øvrige muligheder for retlige skridt nævnt ovenfor, og anvendelsen af disse forudsætter ikke, at påbudsmuligheden har været anvendt.

2.7. Offentliggørelse af overtrædelser af loven

Virksomheder og borgere er ofte ikke klar over, at en virksomhed er blevet pålagt en bøde for at have overtrådt konkurrenceloven. For at give både virksomheder og forbrugere en reel mulighed for at rejse et eventuelt erstatningskrav eller vælge at undlade at handle med virksomheder, der har deltaget i ulovlige aktiviteter, foreslås det, at der også skal ske offentliggørelse af sager, der afsluttes med en bødevedtagelse eller idømmelsen af en bøde.

Forslaget sikrer dermed også, at virksomheder ikke kan opnå anonymitet ved at vedtage en bøde hos anklagemyndigheden €" og på den måde undgå, at sagen kommer for domstolene, hvor der er offentlighed i retsplejen.

Der tilsigtes med forslaget en fravigelse af persondatalovens §§ 8-9 samt de standardvilkår, som Datatilsynet har fastsat efter § 9, stk. 3, i de tilfælde, hvor offentliggørelsen angår enkeltmandsvirksomheder. Efter persondatalovens § 9, stk. l, kan følsomme personoplysninger behandles, hvis det sker med henblik på at føre retsinformationssystemer af væsentlig samfundsmæssig betydning. Det kan bl.a. være en myndigheds offentliggørelse af afgørelser på myndighedens hjemmeside. Datatilsynet kan efter § 9, stk. 3, stille nærmere vilkår for offentliggørelsen. Ifølge Datatilsynets standardvilkår for offentliggørelse af afgørelser forudsættes det, at der sker anonymisering af bl.a. personnavne.

Offentliggørelsen sigter mod at sikre, at forbrugere og virksomheder får en reel mulighed for at rejse et eventuelt erstatningskrav eller vælge at undlade at handle med en virksomhed, herunder også enkeltmandsvirksomheder, der har deltaget i ulovlige aktiviteter. Denne mulighed afskæres, hvis det ikke er muligt ud fra offentliggørelsen at identificere den enkeltmandsvirksomhed, der idømmes eller vedtager en bøde efter § 23, og en anonymisering ville derfor være ensbetydende med, at selve formålet med offentliggørelsen forspildes.

2.8. Partsaktindsigt

For at sikre størst mulig overensstemmelse med de regler, som gælder for Kommissionens behandling (gennemførelsesforordningens artikel 27 og 28), og for at sikre, at konkurrencemyndighederne kan have en fordomsfri meningsudveksling om bl.a. sagsfordeling og juridiske tvivlsspørgsmål, foreslås der indsat en bestemmelse, der begrænser parters adgang til aktindsigt i sager vedrørende overtrædelse af artikel 81 eller 82. Parterne vil således kun kunne få aktindsigt i den del af korrespondancen og udvekslingen af dokumenter mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller mellem medlemsstaternes konkurrencemyndigheder indbyrdes, som indeholder oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

2.9. Sagsbehandling på engelsk

På baggrund af den stigende internationalisering og de nye EU-regler kan det være hensigtsmæssigt, at der indsættes en bestemmelse, der giver konkurrencemyndighederne mulighed for at behandle og træffe afgørelse på engelsk i de tilfælde, hvor de umiddelbare adressater for afgørelsen har fremsat begæring herom. Med bestemmelsen kan myndighederne bestemme, at alene visse dele af sagsbehandlingen foregår på engelsk. Konkurrencestyrelsen vil f.eks. kunne tillade, at en fusion, der skal anmeldes til konkurrencemyndighederne i en række lande, anmeldes til styrelsen på engelsk, således at virksomheden, så vidt muligt kan genbruge det materiale, der er udarbejdet i forbindelse med anmeldelserne til andre landes konkurrencemyndigheder.

2.10. Ophævelse af »1-årsreglen« ved påbud

Efter den gældende lov kan påbud til en virksomhed om, at angivne priser m.v. ikke må overskrides, eller at der ved beregningen af priser m.v. skal anvendes bestemte kalkulationsregler, kun gives for indtil ét år ad gangen.

»1-årsreglen« stiller den virksomhed, der har været udsat for et misbrug, i en usikker situation, idet den kun opnår beskyttelse for ét år ad gangen. Endvidere betyder 1-årsreglen, at Konkurrencerådet må bruge unødigt mange ressourcer på yderligere sagsbehandling for at forlænge påbuddet, selv om markedsforholdene ikke har ændret sig. Samtidig er det ofte forbundet med betydelige vanskeligheder og omkostninger at fremskaffe nye markedsoplysninger, idet oplysninger om omsætning, omkostninger m.v. kun kan fremskaffes fra virksomhederne med en vis forsinkelse. Dette gør i sig selv, at et nyt indgreb allerede efter ét år kan være for tidligt, idet tilstrækkelige data til at belyse effekten af det første indgreb kan være vanskelige at fremskaffe.

På denne baggrund foreslås »1-årsreglen« ophævet. Hermed får Konkurrencerådet samme mulighed som Kommissionen for at lave prisindgreb, der strækker sig over en periode på mere end ét år. Konkurrencerådet vil fortsat kunne gøre et påbud tidsbegrænset, lige som den virksomhed, der har fået et påbud, kan anmode om at få påbuddet ophævet eller ændret, hvis ændrede forhold begrunder dette.

2.11. Accept af tilsagn

Efter gennemførelsesforordningens artikel 9, kan Kommissionen afslutte en sag ved at gøre tilsagn, som en virksomhed afgiver i forbindelse med en artikel 81 eller 82-sag, og som imødekommer de betænkeligheder Kommissionen har, bindende. I sådanne beslutninger konkluderes det ikke, om der er sket en overtrædelse, eller om der stadig finder en overtrædelse sted. Der foreslås indført en lignende mulighed for Konkurrencerådet.

Fordelene ved at kunne afslutte sager gennem forhandling med sagens parter er, at det er en fleksibel, hurtig og ressourcebesparende løsning €" både for virksomhederne og konkurrencemyndighederne. Det vil derfor føre til en mere effektiv håndhævelse af konkurrenceloven.

Anvendelsen af dette instrument vil give større mulighed for at løse konkurrenceproblemer i mindelighed og »forlige« sager med virksomheder, der er på kant med konkurrencereglerne. Ved at virksomhederne får et medansvar for afgørelserne, gør man det endvidere lettere at finde løsninger, der løser konkurrenceproblemerne. Omvendt undgår en virksomhed at blive hængt ud som lovbryder, idet konkurrencemyndigheden ikke behøver at træffe en afgørelse om, at virksomheden har overtrådt konkurrenceloven. Ved at gøre de afgivne tilsagn bindende gives der mulighed for at sanktionere en overtrædelse af disse.

Da parterne selv har været med til at forlige sagen, vil parterne ikke kunne påklage Konkurrencerådets afgørelse om at gøre et tilsagn bindende til Konkurrenceankenævnet. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis en virksomhed på den ene side fik mulighed for at afslutte en sag med at afgive tilsagn og på den anden side fik mulighed for €" måske dagen efter €" at påklage den afgørelse, som den selv havde medvirket til at få på plads. En sådan mulighed ville endvidere risikere generelt at vanskeliggøre forhandlingsløsninger, idet konkurrencemyndighederne i langt højere grad ville være påpasselige med at acceptere tilsagn.

Afslutning af en sag med tilsagn er en afgørelse, der er fremadrettet således at forstå, at afgørelsen angiver, hvad virksomheden fremover skal gøre (eller ikke gøre). En sådan afgørelse vil ikke kunne ankes af tredjemand. Dette er en naturlig følge af, at konkurrencemyndighederne ikke behøver tage stilling til, hvorvidt der er sket en overtrædelse, eller om der stadig finder en overtrædelse sted, jf. betragtning 13 i præamblem til gennemførelsesforordningen vedrørende Kommissionens adgang til ved beslutning at gøre tilsagn bindende for virksomhederne. En sådan manglende klageadgang for tredjemand kendes i forvejen fra de gældende fusionsregler, hvor klageadgangen bl.a. blev afskåret for at undgå chikanøse klagesager. Hvis tredjemand mener, at konkurrencemyndigheden har »gjort for lidt«, må tredjemand i stedet gå til de almindelige domstole €" f.eks. med et erstatningskrav mod den virksomhed, der har overtrådt konkurrenceloven. Dette svarer til, hvad der gælder på fusionsområdet.

Det foreslås endelig, at Konkurrencerådet i tilfælde af uenighed om fortolkning af tilsagn får mulighed for at træffe afgørelse om, at en virksomhed skal handle på en bestemt måde og inden for en given frist for at sikre en korrekt og rettidig opfyldelse af et tilsagn, som virksomheden tidligere har afgivet. Rådets afgørelse vil kunne påklages til Konkurrenceankenævnet.

2.12. Kontrolundersøgelser

Efter den gældende lov har Konkurrencestyrelsen i forbindelse med en kontrolundersøgelse mulighed for at medtage materiale fra en virksomhed, hvis virksomhedens forhold gør, at det ikke er muligt for styrelsen samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne. Dette materiale kan være i Konkurrencestyrelsens varetægt i op til tre dage.

Kommissionen har efter gennemførelsesforordningen mulighed for i forbindelse med en kontrolundersøgelse at forsegle lokaler. Forseglingen bør normalt ikke kunne opretholdes i mere end 72 timer.

Hensynet til, at Konkurrencestyrelsens indgrebsmuligheder ikke adskiller sig fra de muligheder, som Kommissionen har i lignende sager, taler for, at Konkurrencestyrelsen i forbindelse med kontrolundersøgelser også bør kunne foretage forsegling af lokaler. Ved at supplere Konkurrencestyrelsens beføjelser med muligheden for forsegling af lokaler får styrelsen endvidere mulighed for €" i samråd med den berørte virksomhed €" at vælge det mindst byrdefulde indgreb for virksomheden.

Det foreslås endvidere klargjort, og som det allerede fremgår af gennemførelsesforordningens artikel 22, stk. 1-2, at Konkurrencestyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser på vegne af Kommissionen eller konkurrencemyndigheden i en anden medlemsstat.

2.13. Udvidelse af Konkurrenceankenævnet

Konkurrenceankenævnet består efter den gældende lov af 3 medlemmer, hvoraf de to medlemmer, herunder formanden for ankenævnet, der skal være højesteretsdommer, har juridisk sagkundskab.

Det foreslås at udvide Konkurrenceankenævnet med to yderligere medlemmer, hvoraf den ene skal have juridisk sagkundskab, mens den anden skal have økonomisk sagkundskab. Udvidelsen af ankenævnet vil skabe en større modvægt i forhold til Konkurrencerådet, der består af i alt 19 medlemmer.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

De praktiske konsekvenser af gennemførelsesforordningen er først og fremmest, at der vil ske en væsentlig decentralisering af sager fra Kommissionen til de danske konkurrencemyndigheder, der skal behandle flere og større sager end hidtil. For det andet indebærer gennemførelsesforordningen en høringsproces i forhold til Kommissionen, som er ressourcekrævende. For det tredje skal Konkurrencestyrelsen anvende en del af sine ressourcer på at deltage i det netværk, som er etableret mellem Kommissionen og konkurrencemyndighederne i de 24 andre medlemslande. Dette vil bl.a. indebære, at Konkurrencestyrelsen skal bistå medlemmerne i netværket med at indhente oplysninger, herunder gennem kontrolundersøgelser. Hertil kommer, at lovforslaget bl.a. vil indebære, at Konkurrencestyrelsen skal føre et skærpet tilsyn med dominerende virksomheders samhandelsbetingelser, priser og rabatter.

Med henblik på at kunne løfte disse ressourcekrævende opgaver er det indarbejdet i forslag til Finanslov 2005, at Konkurrencestyrelsen tilføres 4,5 årsværk svarende til 3. mio. kr., inkl. en lønsum på 1,8 mio. kr. om året. Merudgifterne afholdes inden for Økonomi- og Erhvervsministeriets egen ramme.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har været forelagt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, som har vurderet, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser for erhvervslivet på samfundsniveau eller pr. virksomhed i et omfang, der berettiger til, at det bliver forelagt et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

Lovforslaget vil medføre forbedrede muligheder for at håndhæve konkurrenceloven og dermed bidrage til forbedret konkurrence i Danmark. Dermed vil flere virksomheder kunne blive mødt med f.eks. påbud eller bøder. Dette medfører øgede økonomiske og administrative omkostninger for de virksomheder, som vil være omfattet af lovens forbud. Omvendt vil dette beskytte mindre virksomheder og de virksomheder, der ønsker at konkurrere i markedet.

Det bliver muligt for virksomhederne at gøre gældende, at betingelserne for en undtagelse fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler er opfyldt uden først at skulle foretage anmeldelse til Konkurrencestyrelsen med henblik på at opnå en eventuel godkendelse af aftalen. Dette vil i mange tilfælde være en væsentlig administrativ lettelse for virksomhederne, idet arbejdet med at anmelde og opnå fritagelse dermed kan undgås.

Forslaget indeholder hjemmel for Konkurrencerådet til i særlige tilfælde at pålægge dominerende virksomheder at skulle udarbejde og indsende skriftlige samhandelsbetingelser til rådet. Der er ikke tale om en generel indberetningspligt for dominerende virksomheder, men først efter påbud fra Konkurrencerådet. Det forventes, at kun et begrænset antal dominerende virksomheder vil blive pålagt en sådan forpligtelse.

Der indføres et nyt vurderingskriterium for Konkurrencerådets bedømmelse af fusioner. Dette vurderingskriterium svarer til det kriterium, som Kommissionen anvender i fusionssager og er derfor ikke helt ukendt for virksomhederne. Det må dog forventes at kunne indebære visse byrder for virksomheder i form af, at de skal sætte sig ind i det nye kriterium. Dette er dog ikke væsentligt forskelligt fra de byrder, der altid vil være i forbindelse med at skulle sætte sig ind i konsekvenserne af en ny regulering.

Den gældende frist på en uge for anmeldelse af fusioner til Konkurrencestyrelsen foreslås ophævet. Dette indebærer større fleksibilitet, giver virksomhederne bedre muligheder for at forberede og koordinere en anmeldelse og vil indebære administrative lettelser for virksomhederne.

Der foreslås indført mulighed for, at konkurrencemyndighederne kan gennemføre sagsbehandling på engelsk, såfremt dette er hensigtsmæssigt for sagens partere. Dette vil være en administrativ lettelse €" særligt for større internationale virksomheder.

Lovforslaget har til formål at tilstræbe ensartede regler med de fællesskabsretlige konkurrenceregler. Dette skal styrke samspillet mellem de regler, der regulerer Kommissionens behandling af konkurrencesager, og de regler, der gælder for Konkurrencerådets behandling. Ved at indarbejde visse af EU-reglerne, så de fremgår af konkurrenceloven, opnås samtidig en regelforenkling, da virksomhederne derved kun skal søge i ét regelsæt.

5. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indebærer, at en række bestemmelser i konkurrenceloven dels klargøres i forhold til gennemførelsesforordningen, dels bringes på linje med visse af bestemmelserne i gennemførelsesforordningen, hhv. fusionsforordningen. Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der allerede gælder umiddelbart efter gennemførelsesforordningen eller fusionsforordningen.

7. Høring

Lovforslaget har forud for fremsættelsen været sendt i høring hos Advokatsamfundet, Affaldsteknisk Samarbejde, Amagerforbrænding I/S, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Asfaltindustrien, Bryggeriforeningen, Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning, Byggeriets Arbejdsgivere, Børsmæglerforeningen, CO-Industri, COOP Danmark A/S, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Eksportråd, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Energi, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Landbrugsrådgivning €" Landscenteret, Dansk Skovforening, Dansk Taxi Råd, Dansk Transport & Logistik, Tekniq, Danske Busvognmænd, Danske Dagblades Forening, Dansk Byggeri, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Danske Malermestre, De Samvirkende Danske Andelsselskaber, De Samvirkende Købmænd, Den Danske Forlæggerforening, Det Kommunale Kartel, Dommerforeningen, DONG A/S, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Hovedstadsregionens Naturgasselskab I/S, HTS Interesseorganisationen, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Naturgas Fyn I/S, Naturgas Midt/Nord I/S, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Praktiserende Arkitekters Råd, Realkreditrådet, Renosam, Carlsberg A/S og Arla Foods amba,

8. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Med forslaget præciseres det, at den virksomme konkurrence skal være til gavn for virksomheder og forbrugere. Hensynet til erhvervsfriheden og forbrugerhensynet har også hidtil været væsentlige hensyn, der har indgået i den overordnede målsætning om at fremme en samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence.

Den overordnede målsætning for konkurrenceloven vil fortsat være en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence. Effektivitetsbegrebet indebærer dels, at varer og tjenesteydelser produceres og distribueres til de lavest mulige omkostninger, dels at udbudet af varer og tjenesteydelser sker i en mængde og sammensætning, der afspejler brugernes og forbrugernes præferencer. Det samfundsøkonomiske effektivitetsbegreb dækker både over statisk effektivitet og dynamisk effektivitet og bygger på antagelsen om, at forbrugernes velfærd maksimeres, når samfundets ressourcer udnyttes optimalt. Præciseringen i formålsbestemmelsen indskrænker således ikke lovens anvendelsesområde.

Virksom konkurrence anses for at være det mest effektive middel til at sikre det udbud af varer og tjenesteydelser, som bedst afspejler forbrugernes præferencer, både med hensyn til kvalitet og pris. Forbrugerhensyn varetages på mange måder, bl.a. gennem et højere service- eller kvalitetsniveau, forbedringer af distributionen, omkostningsreduktioner og mere varieret udbud af varer og tjenesteydelser samt øget innovation.

Til nr. 2

Den gældende § 4 regulerer forholdet mellem de konkurrencebegrænsende aftaler m.v., der skal behandles efter EU-konkurrencereglerne eller efter konkurrenceloven. Med Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EF-Tidende 2003, nr. L 1, s.1) €" i det følgende gennemførelsesforordningen €" er der gennemført en nøje regulering af, hvornår EU-konkurrencereglerne skal anvendes i konkrete sager, og hvornår nationale konkurrenceregler kan anvendes. Den gældende regel i § 4 er dermed blevet overflødig og foreslås ophævet.

Til nr. 3 og 4

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at der indsættes et nyt nr. 7 i § 6, jf. lovforslagets nr. 5.

Til nr. 5

Det følger af den gældende lovs § 6, stk. 2, nr. 1, at vertikale prisaftaler €" dvs. aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller følge at fastsætte en fast eller mindste videresalgspris eller et fast eller mindste prisniveau, som køberen skal overholde ved videresalg af en vare €" er omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i § 6, jf. FT 1996/97, tillæg A, s. 3659. Af bemærkningerne til det udtrykkelige forbud i § 7 mod vertikale prisaftaler fremgår ligeledes, at forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler omfatter enhver tilkendegivelse af, at et efterfølgende omsætningsled skal overholde mindstepriser eller €" avancer, hvad enten tilkendegivelsen sker skriftligt, herunder i prislister, ved stempling eller påtegning på varens emballage, i annoncer og reklamer, eller mundtligt, herunder tilkendegivelser gennem sælgers repræsentant eller ved varens levering. Såvel tilkendegivelser, der generelt retter sig mod efterfølgende omsætningsled, som tilkendegivelser over for enkeltvirksomheder, er omfattet, jf. FT 1996/97, tillæg A, s. 3661.

I dom af 23. oktober 2003 i straffesagen vedr. Levi Strauss International fandt Østre Landsret det ikke bevist, at der forelå en overtrædelse af konkurrenceloven i form af fastsættelse af bindende videresalgspriser. Dommen bygger på en vurdering af beviserne i den konkrete sag. Visse af Østre Landsrets præmisser for afgørelsen kan imidlertid fortolkes på en måde, der giver anledning til betydelig usikkerhed om rækkevidden af forbuddet mod bindende videresalgspriser.

Således fandt Østre Landsret, at det i forhold til en konkret forhandler i et vist omfang var sandsynliggjort, at forhandleren blev truet med forringede leveringer og degradering af forhandlerstatus, hvis han ikke fulgte de vejledende salgspriser, men at det imidlertid ikke kunne anses for tilstrækkelig godtgjort, at sælgerens adfærd tillige var udtryk for ledelsens ønsker. Landsretten fandt det således ikke godtgjort, at der i forhold til en konkret forhandler forelå en overtrædelse af § 6, stk. 1. I forlængelse heraf bemærkede Landsretten: »..selv hvis dette måtte have været tilfældet, kan trusler mod en enkelt forhandler efter landsrettens opfattelse ikke i sig selv anses for at være tilstrækkeligt til at udgøre en overtrædelse af konkurrencelovens § 6, stk. 1«. Endelig udtalte retten, at en forhandlers forklaring om, at han godt var klar over, at det kunne hjælpe ham til at få rabatter, hvis han fulgte de vejledende salgspriser, ikke »kan tages til udtryk for, at tiltalte (leverandøren) over for ham havde tilkendegivet, at manglende overholdelse af de vejledende salgspriser ville medføre leveringsvanskeligheder eller forringelse af kundestatus.«

Forslaget sigter mod at undgå, at der opstår retsusikkerhed om rækkevidden af forbuddet mod bindende videresalgspriser.

Det almindelige udgangspunkt er, at en virksomhed er ansvarlig for dens ansattes handlinger og kan gøres strafferetligt ansvarlig for foranstaltninger iværksat af dens ansatte, herunder fremsættelse af trusler eller advarsler, over for forhandlerne, også selvom foranstaltningerne er sket uden ledelsens viden og derfor ikke er godkendt af ledelsen. Som hidtil vil det efter en konkret vurdering kunne indgå som en formildende omstændighed ved fastsættelsen af en bøde, hvis en virksomhed gennem et såkaldt compliance programme har gjort €" og til stadighed gør €" en aktiv indsats for at få alle relevante medarbejdere til at følge lovgivningen, og at en overtrædelse derfor er sket på trods af ledelsens tilskyndelse til det modsatte (jf. FT 2001/02, tillæg A, s. 4453).

Endvidere gælder, at enhver form for vertikal aftale eller samordnet praksis, hvor der over for en eller flere handelsparter fastsættes bindende videresalgspriser, er omfattet af forbuddet i § 6, uanset om fastsættelsen af de bindende priser sker direkte i aftalebestemmelserne, eller leverandøren på anden måde søger at få en eller flere handelspartnere til ikke at fravige vejledende salgspriser.

Bestemmelsen dækker ikke alene tilfælde, hvor en leverandør søger at sikre, at handelspartnere ikke fraviger vejledende salgspriser, men også hvor leverandøren søger at sikre, at en eller flere handelspartnere ikke anvender lavere priser end de maksimalpriser, som leverandøren har meldt ud, at handelspartnerne skal respektere ved videresalg.

Med formuleringen »på anden måde« søges det tydeliggjort, at forbuddet i § 6 bl.a. omfatter den situation, hvor en leverandør yder særlige rabatter eller anden form for præmiering mod, at den vejledende pris overholdes. Hvis en leverandør således forbeholder rabatter m.v. til forhandlere, der tilpasser eller har tilpasset deres priser til den af leverandøren udmeldte vejledende pris, og forhandlerne dermed i hvert fald stiltiende har accepteret leverandørens adfærd, foreligger der en konkurrencebegrænsende prisaftale.

Der kan således foreligge en prisbinding, hvis leverandøren fastsætter forhandlerens avance eller den maksimale rabat, som forhandleren må yde i forhold til et bestemt prisniveau. Et andet eksempel kan være, hvor en leverandør gør ydelsen af rabatter eller anden form for præmiering eller refusion af en forhandlers udgifter til salgsfremmende foranstaltninger betinget af, at forhandleren overholder et bestemt prisniveau. Som anført i Kommissionens meddelelse om retningslinjer for vertikale begrænsninger (EF-Tidende 2000, nr. C 291, s.1) kan en aftale om indirekte prisbinding også foreligge, hvor en leverandør over for en forhandler fremsætter trusler eller advarsler om f.eks. forsinkelse eller standsning af leverancer eller opsigelse af distributionsaftalen, hvis forhandleren ikke overholder et bestemt prisniveau ved videresalget. Hvorvidt en leverandør har anvendt sådanne indirekte foranstaltninger til at opnå prisbinding, vil i hver enkelt sag bero på en bevismæssig vurdering.

Det følger heraf, at tilskyndelser €" såvel gentagne som enkeltstående €" fra en leverandørs side med det formål at få en eller flere handelspartnere til ikke at fravige de vejledende salgspriser, uanset om tilskyndelsen sker i form af belønning af de forhandlere, der overholder priserne, eller sanktioner i form af f.eks. leveringsstandsning eller trusler om sanktioner over for dem, der ikke følger priserne, er forbudt.

Med formuleringen »en eller flere handelspartnere« tilsigtes det præciseret, at det ikke er afgørende for at forbuddet i § 6 finder anvendelse, at leverandørens foranstaltninger er et led i en generelt gennemført politik. Enkeltstående foranstaltninger f.eks. over for én enkelt forhandler, der indebærer, at en forhandler ændrer sin prissætning og opretholder et fast prisniveau, vil også kunne være omfattet af forbuddet i § 6. Der er således ikke noget krav om, at overtrædelsen skal have et vist kvantitativt omfang, førend forbuddet er overtrådt. Det gælder også, selv om det er en af leverandørens ansatte, som har iværksat foranstaltningerne ved f.eks. fremsættelsen af trusler eller advarsler, og det er sket uden ledelsens viden og derfor uden ledelsens godkendelse.

Med formuleringen »søge at få« præciseres det endeligt, at det er tilstrækkeligt, at leverandørens og forhandlernes adfærd kan siges at opfylde aftalebegrebet i § 6, og der således foreligger en aftale om bindende videresalgspriser. Det er ikke er et krav, at en eller flere forhandlere rent faktisk har fulgt leverandørens ønske om at holde faste videresalgspriser.

Aftalebegrebet i § 6 skal fortolkes bredt, jf. FT 1996/97, tillæg A, s. 3658. Aftalebegrebet er bl.a. opfyldt, hvis to parter kan siges at have en samstemmende vilje. Det er ikke afgørende, i hvilken form denne samstemmende vilje manifesterer sig, når parternes adfærd rent faktisk afspejler parternes vilje. Det er derfor ikke et krav, at aftalen er indgået skriftligt eller mundtligt, og der kræves ingen udtrykkelige sanktionsmuligheder eller foranstaltninger til håndhævelsen af de bindende videresalgspriser.

Der tilsigtes således ikke med forslaget nogen ændring af aftalebegrebet, som fortsat vil skulle fortolkes i overensstemmelse med aftalebegrebet efter EF-traktatens artikel 81. Det fremgår af denne praksis, at der bør sondres mellem de tilfælde, hvor en virksomhed har truffet en egentlig ensidig foranstaltning, dvs. uden en anden virksomheds udtrykkelige eller stiltiende medvirken, og de tilfælde, hvor foranstaltningens ensidige karakter kun er tilsyneladende. De førstnævnte tilfælde falder ikke ind under artikel 81, stk. 1, hvorimod de sidstnævnte må anses for at vise, at der foreligger en aftale mellem virksomheder, der således kan falde ind under traktatbestemmelsens anvendelsesområde. Det gælder eksempelvis konkurrencebegrænsende praksis og foranstaltninger, som en fabrikant tilsyneladende vedtager ensidigt som led i sin forretningsforbindelse med sine sælgere, men som dog opnår disses, i det mindste stiltiende, samtykke.

Der lægges endvidere ikke med forslaget op til en ændring af lovligheden af en leverandørs udlevering af en vejledende prisliste til forhandleren.

Til nr. 6

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der indsættes en ny § 16 a, jf. lovforslagets nr. 26.

Tilføjelsen i 2. pkt. understreger, at Konkurrencerådet også kan afslutte en sag ved at gøre tilsagn, som virksomheden afgiver, bindende, uden at Konkurrencerådet behøver at konkludere, om der er sket en overtrædelse af § 6, stk. 1.

De påbud, rådet udsteder efter § 6, stk. 4, 1.pkt., jf. § 16, kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Der er alene tale om en teknisk ændring, når afgørelser truffet efter denne bestemmelse ikke længere er omfattet af ankebestemmelsen i § 19, stk. 1, jf. lovforslagets nr. 30. Henvisningen til § 6, stk. 4, 1. pkt. er overflødig, idet afgørelser efter denne bestemmelse træffes under henvisning til § 16, der er omfattet af § 19, stk. 1.

Til nr. 7

Efter artikel 1, stk. 2, i gennemførelsesforordningen er en konkurrencebegrænsende aftale m.v., som omfattes af forbuddet i artikel 81, stk. 1, og som opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3, tilladt, uden at det er nødvendigt at træffe nogen forudgående beslutning herom.

Med virkning fra den 1. maj 2004 blev den tidligere mulighed for efter anmeldelse at opnå en individuel fritagelse fra forbuddet i artikel 81, stk. 1, afskaffet. Virksomhederne skal selv vurdere, om en aftale indeholder elementer, som er konkurrencebegrænsende i henhold til artikel 81, stk. 1, og i givet fald, om aftalen opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3. Gennemførelsesforordningen opstiller ikke noget krav om, at nationale anmeldelses- og fritagelsessystemer også skal afskaffes.

Det er fundet hensigtsmæssigt, i hvert fald indtil videre, at bibeholde muligheden for, at en virksomhed kan anmelde en konkurrencebegrænsende aftale til Konkurrencestyrelsen med henblik på en eventuel fritagelse efter § 8, stk. 1. Det er endvidere fundet hensigtsmæssigt €" og i overensstemmelse med tankerne bag gennemførelsesforordningen €" at give Konkurrencerådet mulighed for at undlade at behandle en anmeldelse, hvis den anmeldte aftale eller praksis kan have mærkbar samhandelspåvirkning. Det er endvidere i overensstemmelse med ånden i det netværkssamarbejde, som er etableret mellem Kommissionen og medlemsstaternes myndigheder, jf. pkt. 15 i præamblen til gennemførelsesforordningen. Netværkssamarbejdet forudsætter således, at der kan ske omfordeling af en sag inden for netværket for derigennem at sikre, at sagen behandles af den myndighed, der har særlige forudsætninger for at behandle den. Det tilstræbes inden for netværket at sikre, at kun en myndighed behandler den samme sag. Fastholdelse af virksomheders retskrav på Konkurrencerådets bedømmelse af aftaler med mærkbar samhandelspåvirkning vil være stridende mod disse intentioner og føre til en uhensigtsmæssig ressourcebelastning af Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet.

Konkurrencerådet vil fortsat have pligt til at behandle en anmeldelse, hvis den anmeldte aftale ikke har samhandelspåvirkning. Det forudsætter dog, at der på tidspunktet for rådets behandling af anmeldelsen aktuelt består en konkurrencebegrænsning. Er den konkurrencebegrænsende aftale ophørt på tidspunktet for rådets behandling, har virksomheden ikke et retskrav på, at der afsættes ressourcer til en behandling af aftalen.

§ 8, stk. 1

Efter den foreslåede bestemmelse finder forbuddet i § 6, stk. 1, ikke anvendelse, hvis de fire betingelser i § 8, stk. 1, er opfyldt. Dette svarer til den gældende § 8, stk. 1 (jf. FT 1996/97, tillæg A, s. 3662-3663). Det nye er, at det ikke længere er et krav, at en virksomhed har opnået en fritagelse fra Konkurrencerådet for, at aftalen ikke rammes af forbuddet. En virksomhed kan således vælge selv at vurdere, om betingelserne er opfyldt. Hvis det kommer til en sag €" for Konkurrencerådet eller for domstolene €" har virksomheden, i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens artikel 2, bevisbyrden for, at de fire betingelser er opfyldt.

§ 8, stk. 2

En virksomhed har efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 som hidtil mulighed for at indgive en anmeldelse til Konkurrencestyrelsen med henblik på at opnå en afgørelse fra Konkurrencerådet af, hvorvidt der kan gives en fritagelse fra forbuddet i § 6, stk. 1, til en konkurrencebegrænsende aftale.

§ 8, stk. 3

En virksomhed kan påberåbe sig fritagelsesmuligheden i stk. 1 uden at have anmeldt en konkurrencebegrænsende aftale. På denne baggrund foreslås begrænsningen i den gældende lov om, at en fritagelse tidligst kan få virkning fra anmeldelsestidspunktet, ophævet. Det bliver således muligt for Konkurrencerådet, hvis det findes hensigtsmæssigt, at træffe afgørelse om, at en fritagelse har virkning allerede fra tidspunktet for indgåelsen af aftalen m.v.

§ 8, stk. 4

Med den ændrede formulering (»kan forlænge« i stedet for »forlænger«) understreges det, at det er op til en virksomhed at vurdere, hvorvidt den vil indgive en anmeldelse med anmodning om forlængelse af en allerede udstedt fritagelse. Hvis en virksomhed mener, at betingelserne i § 8, stk. 1, fortsat er opfyldt, er der ikke grund til, at den indgiver en anmeldelse med anmodning om forlængelse. Vælger virksomheden imidlertid at gøre det, kan Konkurrencerådet udstede en forlængelse af fritagelsen, hvis rådet mener, at betingelserne fortsat er til stede. Har der været knyttet vilkår til en tidligere meddelt fritagelse, kan Konkurrencerådet ændre disse, såfremt der er behov herfor.

§ 8, stk. 5

Efter den foreslåede bestemmelse kan Konkurrencerådet undlade at træffe afgørelse efter stk. 2 eller stk. 4, hvis den anmeldte aftale m.v. mærkbart kan påvirke samhandelen. Dette er en konsekvens af g ennemførelsesforordningen, der indebærer, at en konkurrencebegrænsende aftale m.v., der mærkbart begrænser samhandlen, ikke længere kan anmeldes til Kommissionen med henblik på en fritagelse fra forbuddet i traktatens artikel 81, stk. 1. Virksomhederne skal selv vurdere, om de positive virkninger af en aftale opvejer de skadelige virkninger, således at aftalen ikke omfattes af forbuddet.

Efter lovforslagets nr. 35 foreslås den gældende bødeimmunitet, jf. § 23, stk. 2, udstrakt til også at gælde for det tidsrum, hvor Konkurrencerådet overvejer, om en konkurrencebegrænsende aftale mærkbart kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union.

Begrebet samhandelspåvirkning og det tilhørende mærkbarhedskriterium skal fortolkes i overensstemmelse med fællesskabsdomstolenes og Kommissionens praksis, som bl.a. udtrykt i Kommissionens meddelelse om retningslinjer vedrørende begrebet påvirkning af handelen i traktatens artikel 81 og 82 (EU-Tidende 2004, nr. C 101, s. 81).

Ved »handel« forstås ifølge Kommissionens meddelelse enhver form for grænseoverskridende økonomisk virksomhed, dvs. alle strømme af varer og tjenester mellem medlemsstaterne såvel som andre former for økonomisk aktivitet såsom etablering.

Kravet om, at denne handel skal finde sted »mellem medlemsstater«, betyder, at der skal foreligge en påvirkning af strømmen af varer, tjenester eller andre økonomiske aktiviteter mellem mindst to medlemsstater. Kriteriet er uafhængigt af, hvordan det relevante geografiske marked afgrænses. Selv om det relevante geografiske marked afgrænses til kun at vedrøre én enkelt medlemsstats område, vil aftalen kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en aftale afskærmer én enkelt medlemsstats område og gør det vanskeligt for virksomheder fra andre medlemsstater at trænge ind på markedet.

Efter Kommissionens meddelelse og i overensstemmelse med praksis fra EF-Domstolen skal det ved vurderingen af, hvorvidt en konkurrencebegrænsende aftale €" eller adfærd €" kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, undersøges, om det på baggrund af »samtlige objektive, retlige eller faktiske forhold kan forudses med tilstrækkelig sandsynlighed, at aftalen direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt øver indflydelse på handelsstrømmene mellem medlemslandene.« (jf. bl.a. præmis 48 i EF-Domstolens dom i de forenede sager 240/82 m.fl., Saml. 1985, s. 3831).

Vurderingen af handelspåvirkningen foretages ud fra objektive faktorer. Der behøver således ikke at foreligge en subjektiv hensigt fra de involverede virksomheders side. Der er heller ikke et krav om, at en aftale m.v. rent faktisk vil påvirke eller har påvirket samhandelen mellem medlemsstaterne. Det er tilstrækkeligt, at aftalen eller adfærden kan have en sådan virkning. Ved vurderingen heraf indgår flere faktorer såsom aftalens eller misbrugets art, de produkter eller tjenesteydelser, som aftalen eller misbruget omfatter, samt de deltagende virksomheders position på markedet.

I udtrykket »handelsstrømmene mellem medlemslandene« ligger ikke et krav om, at handelen begrænses eller mindskes. Afgørende er, at handelen mellem medlemsstater må antages at ville udvikle sig anderledes med aftalen eller misbruget af den dominerende stilling, end den sandsynligvis ville have gjort uden aftalen eller misbruget.

Den påvirkning, som aftalen eller misbruget skal have på handelsstrømmene, skal være »direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel«.

Direkte påvirkning kan f.eks. foreligge ved en aftale mellem producenter i forskellige medlemsstater om deling af markedet.

En indirekte indflydelse kan opstå i relation til produkter, der er beslægtet med dem, som er genstand for en aftale eller et misbrug. Der kan f.eks. opstå en indirekte påvirkning, hvor en aftale eller et misbrug angår et mellemliggende produkt, som ikke er genstand for samhandel, men som anvendes til at levere et færdigprodukt, der er genstand for samhandel.

Aktuel påvirkning af handelsstrømmene er den indflydelse, som en konkurrencebegrænsende aftale eller adfærd får, når den føres ud i livet. En aftale indgået mellem en producent og en distributør, som begge er beliggende i samme medlemsstat, og som f.eks. indeholder et eksportforbud, må antages at få aktuel indflydelse på handelen mellem medlemsstaterne. Der stilles som nævnt ikke krav om bevis for, at aftalen har en sådan påvirkning. Det er tilstrækkeligt, at den kan have en samhandelspåvirkning.

En potentiel påvirkning er en indflydelse, der med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed kan antages at opstå i fremtiden. Der skal i denne forbindelse tages hensyn til den forudselige udvikling på markedet.

Samhandelspåvirkningen skal efter EU-praksis være »mærkbar«. Dette kriterium skal fortolkes i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse. Aftaler m.v., der ikke mærkbart påvirker samhandelen, omfattes ikke af anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 81 og 82. I så fald kan en konkurrencebegrænsende aftale rammes af forbuddet i § 6, stk. 1, medmindre bagatelgrænserne i § 7 er opfyldt.

Vurderingen af mærkbarhed afhænger af en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvor både aftalens eller misbrugets art, produkternes karakter, og virksomhedernes position på markedet indgår.

Kommissionen opstiller i meddelelsen en formodningsregel for, hvornår en aftale ikke påvirker samhandelen mærkbart (»de minimis-regel«):

(1a) For horisontale aftalers vedkommende, når de deltagende virksomheder ikke har en samlet årlig omsætning inden for EU inden for de produkter, der er omfattet af aftalen, på over 40 mio. EUR.

(1b) For vertikale aftalers vedkommende, når leverandøren af de produkter, der er omfattet af aftalen, ikke har en samlet årlig omsætning inden for EU på over 40 mio. EUR. I sager, der involverer aftaler indgået mellem én køber og flere leverandører, er den relevante omsætning køberens samlede indkøb af de af aftalerne omfattede produkter. For licensaftaler beregnes omsætningen som summen af licenstagernes samlede omsætning inden for de produkter, hvortil licensteknologien anvendes, og licensgiverens egen omsætning inden for disse produkter.

(2) Parterne ikke på nogen af de relevante markeder inden for EU har en samlet markedsandel på over 5 pct.

Begge betingelser, dvs. omsætning og markedsandel, skal være opfyldt.

Det skal understreges, at der alene er tale om en formodningsregel. Formodningsreglen vil kunne fraviges ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag.

I relation til omsætningstærsklen på 40 mio. EUR foretages beregningen på baggrund af de deltagende virksomheders samlede salg i det seneste regnskabsår inden for Fællesskabet ekskl. skatter og afgifter af de produkter, som aftalen omfatter. Salg mellem virksomheder, der indgår i samme koncern, fratrækkes.

Hvad angår markedsandelen, skal denne beregnes efter en afgrænsning af det relevante marked.

§ 8, stk. 6

Bestemmelsen svarer til den gældende § 8, stk. 5 (jf. FT 1996/97, tillæg A, s. 3664-3665).

Til nr. 8

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets nr. 7.

Til nr. 9

Efter § 10, stk. 1, i den gældende lov har økonomi- og erhvervsministeren kompetence til, efter at have indhentet en udtalelse fra Konkurrencerådet, at udstede gruppefritagelser, dvs. regler om fritagelse fra forbuddet i § 6, stk. 1, for grupper af aftaler m.v., som opfylder betingelserne i § 8, stk. 1. Denne kompetence har ministeren udnyttet i adskillige tilfælde til at beslutte €" i bekendtgørelsesform €" at Kommissionens gruppefritagelser tilsvarende skal gælde for aftaler, som er omfattet af § 6, og som ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Hvis en aftale m.v. i et konkret tilfælde alligevel har virkninger, som er uforenelige med betingelserne i § 8, stk. 1, har det hidtil været ministeren €" efter indhentet udtalelse fra Konkurrencerådet €" som har haft kompetence til at inddrage fordelene ved gruppefritagelsen, dvs. træffe en konkret afgørelse om, at den pågældende bekendtgørelse ikke finder anvendelse på nærmere angivne virksomheder.

Efter artikel 29, stk. 2, i gennemførelsesforordningen har konkurrencemyndigheden i en medlemsstat kompetence til at inddrage en gruppefritagelse for medlemsstatens område eller en del heraf, hvis en aftale m.v. i et konkret tilfælde har virkninger, som er uforenelige med artikel 81, stk. 3, og der er tale om et område, der »frembyder alle et særskilt geografisk markeds karakteristika.« I dette sidste ligger, at det relevante geografiske marked kan afgrænses til kun at udgøre Danmark eller en del heraf.

I tilfælde af en parallel anvendelse af forbuddet i artikel 81, stk. 1, og § 6, stk. 1, i konkurrenceloven vil der kunne opstå en situation, hvor det i relation til EU-konkurrencereglerne er Konkurrencerådet, som har kompetencen til at inddrage en EU-gruppefritagelse, mens det i relation til konkurrenceloven er økonomi- og erhvervsministeren, som har kompetencen til at tilbagekalde den tilsvarende »danske« gruppefritagelse, dvs. gruppefritagelsen udstedt i medfør af § 10, stk. 1.

På denne baggrund og for at undgå, at ministeren skal træffe afgørelse i enkeltsager vedrørende konkrete virksomheders forhold, foreslås det, at Konkurrencerådet får en selvstændig kompetence til i konkrete tilfælde at inddrage en gruppefritagelse for de virksomheder m.v., som er involveret i aftalen m.v. I praksis vil dette ske ved en afgørelse fra Konkurrencerådet, hvor de involverede virksomheder i overensstemmelse med forvaltningsloven og konkurrencelovens § 15 a er blevet hørt €" og eventuelt tillige har haft foretræde for rådet og dér afgivet mundtligt indlæg. Selve inddragelsen af en gruppefritagelse betyder ikke, at virksomhedernes aftaler m.v. bliver ulovlige. Spørgsmålet om lovligheden af aftalerne vil bero på Konkurrencerådets efterfølgende eller samtidige konkrete vurdering af de berørte aftaler m.v.

Konkurrencerådet kan således træffe særskilt beslutning om, at en gruppefritagelse skal inddrages i en konkret sag, eller rådet kan træffe afgørelse om inddragelse af gruppefritagelsen i sammenhæng med, at der tages konkret stilling til aftalens forenelighed med § 6 og eventuelt udstedelse af et påbud i medfør af § 16. Det forventes, at rådets inddragelse af en gruppefritagelse i medfør af § 10, stk. 2, som udgangspunkt vil ske samtidig med bedømmelsen af aftalens forenelighed med § 6.

En afgørelse truffet af Konkurrencerådet om at inddrage en gruppefritagelse vil kunne indbringes for Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets nr. 30. Et eventuelt påbud udstedt i medfør af § 16 vil ligeledes kunne prøves af Konkurrenceankenævnet.

Til nr. 10

Det foreslås, at Konkurrencerådet skal kunne udstede påbud om, at en dominerende virksomhed skal udarbejde og indsende samhandelsbetingelser for handelspartnere på det danske marked til Konkurrencestyrelsen. Herved kan en dominerende virksomhed forpligtes til at udarbejde samhandelsbetingelser, hvis virksomheden ikke allerede har sådanne. Således sikres det, at Konkurrencerådet kan komme i besiddelse af opdaterede samhandelsbetingelser for disse virksomheder, hvorved der skabes grundlag og mulighed for en bedre indsigt med konkurrenceforholdene.

Med § 10 a indføres ikke nye vurderingskriterier for dominerende virksomheders ydelse af priser, rabatter, markedsføringstilskud og øvrige økonomiske fordele. Gældende EU-praksis for, hvad der materielt udgør et misbrug af dominerende stilling, finder derfor anvendelse.

§ 10 a, stk. 1

Den foreslåede bestemmelse giver Konkurrencerådet hjemmel til at påbyde en dominerende virksomhed at indsende sine generelle samhandelsbetingelser til Konkurrencestyrelsen. Såfremt den dominerende virksomhed ikke allerede har udarbejdet sådanne generelle samarbejdsbetingelser, vil virksomheden være nødsaget til at udarbejde disse for at kunne efterleve Konkurrencerådets påbud.

Bestemmelsen indebærer, at Konkurrencerådet kan udstede et påbud til en dominerende virksomhed om at indsende sine samhandelsbetingelser til Konkurrencestyrelsen, når 1) der foreligger en ikke ubegrundet klage fra en konkurrent, 2) der foreligger særlige markedsforhold, og 3) der på grund af disse forhold er et særligt behov for, at Konkurrencestyrelsen får en større indsigt i, hvorledes den dominerende virksomhed fastsætter sine priser, rabatter m.v. Betingelserne er kumulative. Hvis man overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter bestemmelsen, straffes man med bøde, jf. lovforslagets § 23, stk. 1, nr. 3.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1 og 2, at bestemmelserne beskytter en sigtet mod at inkriminere sig selv, dvs. ved trussel om straf at afgive oplysninger, der kan bruges mod den pågældende under en igangværende eller imødeset straffesag, jf. f.eks. Weh mod Østrig, dom af 8/4 2004. Forbuddet mod selvinkriminering er derimod ikke til hinder for at pålægge borgerne og virksomhederne en generel strafsanktioneret pligt til at afgive korrekte faktuelle oplysninger til myndighederne, når der hverken formelt eller reelt er rejst sigtelse i en straffesag, jf. Allen mod UK, afvisningsafgørelse af 10/9 2002.

Et påbud efter §  10 a, stk. 1, fra Konkurrencerådet til en dominerende virksomhed om at indsende sine samhandelsbetingelser sker som led i konkurrencemyndighedernes almindelige tilsyns- og kontrolfunktion. Imidlertid kan Konkurrencerådet som følge af forbuddet mod selvinkriminering ikke udstede et påbud, såfremt Konkurrencerådet - når klagen modtages - får en konkret begrundet mistanke om, at den dominerende virksomhed har overtrådt konkurrencelovens strafbelagte bestemmelser, jf. herved også § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Klage fra en konkurrent

Dette er en objektiv betingelse, der indebærer, at en konkurrent skal have indgivet en konkret klage til Konkurrencestyrelsen, før den foreslåede bestemmelse kan finde anvendelse. Det er således ikke muligt for Konkurrencerådet at udstede påbud efter § 10 a, stk. 1, i sager, der er startet af egen drift eller efter en anmeldelse.

Den klage, som konkurrenten indgiver, skal være udtryk for, at konkurrenten oplever betydelige vanskeligheder ved at agere på det pågældende marked, og at dette ifølge konkurrenten er en konsekvens af den dominerende virksomheds prispolitik, brug af markedsføringstilskud eller andre former for diskretionære fordele til handelspartnere, hvilket efter konkurrentens opfattelse har karakter af ekskluderende misbrugsadfærd. Klagen fra konkurrenten kan også vedrøre problemer med at få adgang til markedet som følge af den dominerende virksomheds position og faktiske ageren.

Konkurrencerådet er ikke forpligtet til at tage stilling til en klage, hvorfor en klager heller ikke har et retskrav på Konkurrencerådets vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at udstede et påbud i medfør af § 10 a, stk. 1. Konkurrencerådet kan således, bl.a. ud fra ressourcemæssige betragtninger, afvise klagen i medfør af § 14. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets nr. 21.

Særlige markedsforhold

At der skal være tale om særlige markedsforhold indebærer, at Konkurrencerådet ikke kan udstede et påbud efter § 10 a, stk. 1, blot fordi en virksomhed er dominerende. Der skal være tale om, at konkurrenterne til den dominerende virksomhed i såvel kapitalstyrke som i markedsposition €" nationalt som internationalt - er den dominerende virksomhed underlegen.

I sådanne situationer kan konkurrenterne kun vanskeligt svare igen €" og i givet fald kun for en kort periode €" over for loyalitetsskabende eller andre diskretionære fordele som den dominerende virksomhed måtte tilbyde i kampen om kunderne. Der er derfor en reel risiko for, at små konkurrenter relativt hurtigt kan presses ud af hele eller dele af markedet, hvorfor det kan være berettiget at sikre konkurrencemyndighederne bedre indsigt i den dominerende virksomheds samhandelsbetingelser med henblik på at kunne vurdere, om der foreligger en overtrædelse af § 11.

I Konkurrencerådets vurdering af, om der foreligger særlige markedsforhold, indgår, om :

· der er tale om en markedsstruktur, hvor den effektive konkurrence er begrænset,

· der findes en eller flere aktuelle eller potentielle konkurrenter, som i kapitalstyrke og markedsposition har vanskeligt ved at få eller opretholde fodfæste på det pågældende marked,

· der er tale om et marked, hvor Konkurrencestyrelsens tidligere undersøgelser har indikeret, at konkurrencen ikke fungerer optimalt, og

· om det kan sandsynliggøres, at disse forhold kan skyldes den dominerende virksomheds position og faktiske ageren på markedet.

Særligt behov

Det kan i nogle situationer være vanskeligt for konkurrencemyndighederne at bevise, at en dominerende virksomheds adfærd udgør en overtrædelse af forbuddet i § 11, stk. 1, mod misbrug af dominerende stilling. En dominerende virksomhed kan have gode muligheder for i de enkelte kontraktsforhold at gøre deres rabatter, markedsføringstilskud m.v. uigennemsigtige, idet den i sagens natur kender sine egne omkostninger og forretningsgange bedst. Muligheden for uigennemsigtighed bliver større, jo flere forretninger handelspartneren driver, og jo større et sortiment af forskellige varenumre handelspartneren aftager fra den dominerende virksomhed.

Detailhandlen har endvidere selv et vist ønske om at reducere antallet af varenumre for derved at opnå størst mulig rabat m.v. på varerne og nedbringe lager- og logistikomkostningerne. Endvidere vil en detailkæde eller de enkelte forretninger, der har fået økonomiske fordele ved at begrænse antallet af leverandører, ofte ikke have incitament til at stå frem med oplysninger om deres handelsforhold med den dominerende virksomhed.

I disse situationer kan konkurrencemyndighederne have vanskeligt ved at få en tilstrækkelig indsigt i den dominerende virksomheds samhandelsbetingelser til at kunne foretage en vurdering af betingelserne. Der er derfor i disse tilfælde et særligt behov for at sikre Konkurrencestyrelsen en indsigt i, hvorledes den dominerende virksomhed fastsætter sine priser, rabatter m.v.

Der vil ikke foreligge et særligt behov i alle situationer, hvor der skal ske en vurdering af, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af § 11. Det gælder f.eks. situationer, hvor der er tale om en ensidig adfærd fra den dominerende virksomheds side, f.eks. leveringsnægtelse eller generelle prisjusteringer, og hvor dokumentation herfor kan fremskaffes, uden at der foreligger problemer i forhold til gensidige interesser fra de involverede virksomheder i relation til hemmeligholdelse. I sådan en situation foreligger der ikke et »særligt behov«, og § 10 a kan derfor ikke bringes i anvendelse.

Der er heller ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt en særlig beskyttelse af små konkurrenter. Den omstændighed, at små og mindre konkurrenter f.eks. kan have vanskeligt ved at modstå konsekvenserne af en effektiv konkurrence som følge af en hård priskonkurrence mellem en dominerende virksomhed og en ny kapitalstærk markedsaktør, vil ikke udløse et særligt behov, og er således ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for, at der kan udstedes påbud i medfør af § 10 a.

Konkurrencerådets påbud omfatter en dominerende virksomheds samhandelsbetingelser for handelspartnere på det danske marked. Konkurrencerådet kan ikke påbyde udarbejdelse og indsendelse af de samhandelsbetingelser, der gælder for den dominerende virksomheds udenlandske handelspartnere.

Endvidere vil et påbud efter stk. 1, kun omfatte samhandelsbetingelserne for handelspartnere på de markeder, som klagen relaterer sig til. Som eksempel kan nævnes en virksomhed, som leverer til to forskellige markeder, eksempelvis detailhandelsmarkedet og restaurationsmarkedet, og hvor klagen kun vedrører detailhandelsmarkedet, vil påbuddet ikke kunne rettes mod restaurationsmarkedet.

Såfremt virksomhedens samhandelsbetingelser for andre grupper af produkter eller tjenesteydelser har betydning for Konkurrencerådets vurdering af, om virksomhedens konkurrenter udsættes for en adfærd, der er i strid med § 11, skal disse dog ligeledes indsendes.

Med den foreslåede bestemmelse er der ikke tale om en generel forpligtelse for alle dominerende virksomheder til at indsende deres samhandelsbetingelser til Konkurrencestyrelsen. Der er alene tale om en påbudsmulighed, der kun tænkes anvendt i få tilfælde.

Et påbud i medfør af § 10 a, stk. 1, vil kunne påklages til Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets nr. 30. Selvom der med den foreslåede bestemmelse overlades en vis skønsbeføjelse for Konkurrencerådet til at vurdere, hvornår det er nødvendigt at udstede et påbud, forudsættes det, at Konkurrenceankenævnet har mulighed for at foretage en vurdering af, hvorvidt der i den konkrete sag foreligger sådanne særlige markedsforhold og et særligt behov for konkurrencemyndigheden til at få en større indsigt i den dominerende virksomheds priser m.v., at udstedelsen af påbuddet er berettiget.

Der vil ikke ske offentliggørelse af de samhandelsbetingelser, som den dominerende virksomhed udarbejder og indsender til Konkurrencestyrelsen. En virksomheds samhandelsbetingelser betragtes således som drifts- og forretningshemmeligheder af væsentlig økonomisk betydning for virksomheden, der ikke er omfattet af offentliggørelse i medfør af § 13, stk. 1, som ændret ved lovforslagets nr. 19, og stk. 2, jf. § 13, stk. 4. I tilfælde af klagesager, hvor klageren har opnået partsstatus, vil sådanne oplysninger ligeledes i medfør af forvaltningslovens § 15, stk. 1, kunne undtages fra klagerens adgang til partsaktindsigt.

Såfremt en virksomhed overtræder eller undlader at efterkomme et påbud udstedt i henhold til § 10 a, stk. 1, kan virksomheden straffes med bøde i medfør af § 23, jf. lovforslagets nr. 35, ligesom der kan anvendes tvangsbøder, jf. lovforslagets nr. 34.

§ 10, stk. 2

Et påbud efter stk. 1, er kun gældende i to år fra det tidspunkt, hvor det udstedte påbud er endelig. Et påbud i medfør af § 10 a, stk. 1, vil kunne påklages til Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets nr. 30. Er et påbud påklaget til Konkurrenceankenævnet, løber fristen først fra tidspunktet, hvor Konkurrenceankenævnets afgørelse foreligger.

§ 10, stk. 3

De samhandelsbetingelser, som en virksomhed, der har fået et påbud efter stk. 1, skal indsende, omfatter virksomhedens generelle grundlag og vilkår for fastsættelse af priser, rabatter, markedsføringstilskud og gratisydelser. Der er således tale om de betingelser, der har økonomisk betydning for samhandelsforholdet mellem den dominerende virksomhed og dens handelspartnere. Samhandelsbetingelserne omfatter også økonomiske fordele og ydelser, uanset hvordan de betegnes, som har samme virkning som rabatter, markedsføringstilskud og gratisydelser. Udlån af genstande eller materiel til brug for salget af den dominerende virksomheds varer samt finansielle lån eller garantier på fordelagtige vilkår vil således også være omfattet af stk. 2.

Pligten til at indsende samhandelsbetingelser omfatter derimod ikke virksomhedens konkrete samhandelsaftaler med sine handelspartnere. Konkurrencestyrelsen har dog mulighed for, hvis der indledes en undersøgelse mod virksomheden, at indhente konkrete samhandelsaftaler efter konkurrencelovens § 17.

Ved de samhandelsbetingelser, der er omfattet af indberetningspligten efter stk. 1, forstås de »til enhver tid gældende« samhandelsbetingelser. Det indebærer en løbende forpligtelse for den dominerende virksomhed til at indsende nye samhandelsbetingelser for de markeder, hvorpå de er dominerende, hver gang der sker ændringer i de tidligere indsendte betingelser. Samhandelsbetingelserne kan udformes således, at de giver et rum for at reagere på ændrede markedssituationer og giver mulighed for at møde konkurrencen på markedet og tage saglige forretningsmæssige hensyn i prissætningen. Samhandelsbetingelserne skal udformes i overensstemmelse med § 11, stk. 1, som den fortolkes i henhold til gældende praksis og i overensstemmelse med EU praksis vedrørende EF-Traktatens artikel 82.

§ 10 a, stk.4

Bestemmelsen giver virksomheder, der har indsendt samhandelsbetingelser efter stk. 1, mulighed for at anmode Konkurrencerådet om at vurdere samhandelsbetingelserne.

Såfremt Konkurrencerådet finder, at betingelserne er i strid med § 11, stk. 1, eller administreres på en måde, der er i strid med § 11, stk. 1, vil Konkurrencerådet kunne udstede påbud om, at virksomheden skal ændre eller ophæve en eller flere af bestemmelserne i samhandelsbetingelserne, jf. stk. 6.

Såfremt samhandelsbetingelserne er udformet på en sådan måde, at Konkurrencerådet ikke har et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag til at kunne vurdere, om samhandelsbetingelserne er i strid med § 11, stk. 1, kan Konkurrencerådet udstede påbud om, at en eller flere af bestemmelserne skal præciseres, jf. stk. 6.

Konkurrencerådet har endvidere hjemmel til at erklære, at samhandelsbetingelserne ikke efter de forhold, som Konkurrencerådet har kendskab til, er omfattet af § 11, stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud.

Bestemmelsen fastlægger en frist inden for hvilken, Konkurrencerådet €" efter anmodning €" skal træffe afgørelse.

Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor Konkurrencestyrelsen har modtaget de oplysninger fra virksomheden, der er nødvendige for at vurdere samhandelsbetingelserne. Det påhviler således som udgangspunkt den virksomhed, som anmoder Konkurrencerådet om en vurdering, at tilvejebringe de nødvendige oplysninger.

Tidsfristen gælder ikke for samhandelsbetingelser, som har en mærkbar påvirkning af samhandelen, jf. stk. 5.

§ 10 a, stk. 4, 3. pkt., angiver retsvirkningen af, at Konkurrencerådet ikke har truffet en afgørelse inden for den angivne frist. Såfremt Konkurrencerådet ikke har truffet afgørelse, betragtes dette som en afgørelse om en godkendelse af samhandelsbetingelserne.

§ 10 a, stk. 5

Efter artikel 1, stk. 3, i gennemførelsesforordningen er et misbrug af en dominerende stilling, som omhandlet i traktatens artikel 82, forbudt, uden at det er nødvendigt at træffe nogen forudgående beslutning herom. Gennemførelsesforordningen indeholder ikke en tilsvarende mulighed for, at en dominerende virksomhed kan få en erklæring om, hvorvidt virksomhedens samhandelsbetingelser udgør et misbrug af en dominerende stilling, som omhandlet i traktatens artikel 82.

Af hensyn til at sikre en overensstemmelse med tankerne bag gennemførelsesforordningen og i overensstemmelse med ånden i det netværkssamarbejde, som er etableret mellem Kommissionen og medlemsstaternes myndigheder, jf. pkt. 15 i præamblen til gennemførelsesforordningen, er det fundet hensigtsmæssigt at give Konkurrencerådet mulighed for €" på baggrund af en foreløbig gennemgang af oplysninger modtaget fra den dominerende virksomhed eller eventuelt af oplysning indhentet fra tredjemand €" at træffe afgørelse om at undlade at behandle en anmodning efter § 10 a, stk. 3, hvis virksomhedens position eller adfærd indebærer, at der kan foreligge en mærkbar samhandelspåvirkning. Konkurrencerådet vil have pligt til at behandle en anmodning, hvis virksomhedens position eller adfærd ikke har samhandelspåvirkning.

For en forståelse af begreberne »mærkbar påvirkning af samhandelen« henvises til bemærkningerne til lovforslagets nr. 7.

§ 10 a, stk. 6

Den foreslåede bestemmelse giver Konkurrencerådet hjemmel til at udstede påbud om, at en dominerende virksomhed skal ændre eller ophæve en eller flere af bestemmelserne i de samhandelsbetingelser, som virksomheden har indsendt i henhold til stk. 1.

Konkurrencerådet kan udstede et sådant påbud, hvis samhandelsbetingelserne er i strid med § 11, stk. 1, eller de administreres på en måde, der er i strid med § 11, stk. 1.

Konkurrencerådets vurdering af samhandelsbetingelserne vil ske ud fra de samme principper, som generelt anvendes ved en vurdering af en dominerende virksomheds adfærd efter § 11, stk. 1. Vurderingen vil således ske i overensstemmelse med gældende praksis efter § 11 og EU-praksis for anvendelsen af EF-Traktatens artikel 82. Der indføres derfor ikke med § 10 a nye vurderingskriterier for en dominerende virksomheds fastsættelse af priser, rabatter, markedsføringstilskud eller gratisydelser og vilkårene for, at virksomheden yder økonomiske fordele. Bevisbyrden er ligeledes uændret.

Konkurrencerådet kan fastsætte en frist, inden for hvilken virksomheden skal have ændret eller ophævet en eller flere bestemmelser i sine samhandelsbetingelser.

Den foreslåede bestemmelse giver endvidere Konkurrencerådet hjemmel til at udstede påbud om, at en eller flere af bestemmelserne i samhandelsbetingelserne skal præciseres, såfremt Konkurrencerådet ikke ud fra samhandelsbetingelserne har et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag til at kunne vurdere, hvorvidt samhandelsbetingelserne er i strid med § 11, stk. 1. Det kan eksempelvis være tilfældet, såfremt vilkårene for, at den dominerende virksomhed vil yde gratisydelser, ikke i samhandelsbetingelserne er angivet i et sådant omfang, at Konkurrencerådet kan foretage en vurdering af, om der er risiko for konkurrenceskadelig loyalitetsbinding eller risiko for diskrimination mellem handelspartnere.

Et påbud i medfør af § 10 a, stk. 6, vil kunne påklages til Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets nr. 30. Såfremt en virksomhed overtræder eller undlader at efterkomme et påbud udstedt i henhold til § 10 a, stk. 5, kan virksomheden straffes med bøde i medfør af § 23, jf. lovforslagets nr. 35, ligesom der kan anvendes tvangsbøder, jf. lovforslagets nr. 34.

§ 10 a, stk. 7

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at hvis en dominerende virksomhed anvender priser, rabatter, økonomiske fordele eller øvrige vilkår, der i ikke ubetydelig grad afviger fra eller ikke fremgår af de samhandelsbetingelser, der er indsendt til Konkurrencestyrelsen, jf. stk. 1, tillægges dette betydning i forhold til den almindelige bevisførelse i en sag efter § 11.

Med opregningen »priser, rabatter, økonomiske fordele eller øvrige vilkår« tilsigtes det tydeliggjort, at bestemmelsen finder anvendelse, såfremt den dominerende virksomhed anvender enhver form for fordel eller vilkår i sit økonomiske mellemværende med en handelspartner, der ikke fremgår af, eller som afviger fra de samhandelsbetingelser, som er indsendt. Det gælder uanset, hvorledes sådanne økonomiske ydelser er betegnet i f.eks. en forhandleraftale, og uanset hvilket omfang de har.

Det er dog ikke enhver form for afvigelse af de godkendte samhandelsbetingelser, men kun afvigelser i ikke ubetydelig grad, der indebærer, at det kan tillægges betydning for den almindelige bevisførelse i en sag efter § 11.

At anvendelse af betingelser, der i ikke ubetydelig grad afviger fra eller ikke fremgår af de indsendte samhandelsbetingelser, tillægges betydning i forhold til den almindelige bevisførelse i en sag efter § 11, indebærer, at det kan tillægges bevismæssig betydning i forbindelse med Konkurrencerådets bevisførelse for, at § 11 er overtrådt. I overensstemmelse med almindelig praksis er det overladt til Konkurrenceankenævnet €" og eventuelt i sidste instans domstolene €" at afgøre, hvilken bevismæssig betydning fravigelsen skal tillægges.

§ 10 a, stk. 8

Der henvises til bemærkningerne til stk. 7.

For så vidt angår påbud efter stk. 6, er det dog fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at en fravigelse af samhandelsbetingelserne ikke skal tillægges betydning i forhold til den almindelige bevisførelse i en sag efter § 11, såfremt en klage over påbuddet efter stk. 6 er indbragt for Konkurrenceankenævnet, og klagen er tillagt opsættende virkning, jf. § 19, stk. 4.

Til nr. 11

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets nr. 13.

Til nr. 12

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at der indsættes en ny § 16 a, jf. lovforslagets nr. 26.

Tilføjelsen i 2. pkt. understreger, at Konkurrencerådet også kan afslutte en sag ved at gøre tilsagn, som virksomheden afgiver, bindende, uden at Konkurrencerådet behøver at konkludere, om der er sket en overtrædelse af § 11, stk. 1.

De påbud, rådet udsteder efter § 11, stk. 4, 1.pkt., jf. § 16, kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Der er alene tale om en teknisk ændring, når afgørelser truffet efter denne bestemmelse ikke længere er omfattet af ankebestemmelsen i § 19, stk. 1, jf. lovforslagets nr. 30. Henvisningen til § 11, stk. 4, 1. pkt. er overflødig, idet afgørelser efter denne bestemmelse træffes under henvisning til § 16, der er omfattet af § 19, stk. 1.

Til nr. 13

Efter § 11, stk. 2, i den gældende lov er det muligt for en eller flere virksomheder €" efter forespørgsel €" at opnå en erklæring fra Konkurrencerådet om, hvorvidt virksomheden eller virksomhederne tilsammen har en dominerende stilling.

En eller flere virksomheder kan endvidere i medfør af § 11, stk. 5, i den gældende lov efter anmeldelse opnå en erklæring fra Konkurrencerådet om, at en given adfærd efter de forhold, som rådet har kendskab til, ikke er et misbrug efter § 11, stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede et påbud i medfør af § 11, stk. 4.

Efter artikel 1, stk. 3, i gennemførelsesforordningen er et misbrug af en dominerende stilling, som omhandlet i traktatens artikel 82, forbudt, uden at det er nødvendigt at træffe nogen forudgående beslutning herom. Gennemførelsesforordningen indeholder ikke tilsvarende mulighed for, at en virksomhed kan få en erklæring om, hvorvidt virksomheden er dominerende eller misbruger sin dominerende stilling.

Det er fundet hensigtsmæssigt, i hvert fald indtil videre, at bibeholde muligheden for, at virksomheder kan anmode om en erklæring fra Konkurrencerådet i medfør af § 11, stk. 2, eller efter § 11, stk. 5. Det er endvidere fundet hensigtsmæssigt at give Konkurrencerådet mulighed for €" på baggrund af en foreløbig gennemgang af oplysninger modtaget fra anmelderen eller eventuelt af oplysninger indhentet fra tredjemand €" at undlade at behandle en forespørgsel efter § 11, stk. 2, eller en anmeldelse efter § 11, stk. 5, hvis virksomhedens position eller adfærd indebærer, at der kan foreligge en mærkbar påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne. Konkurrencerådet vil fortsat have pligt til at behandle en anmeldelse, hvis virksomhedens position eller adfærd ikke har samhandelspåvirkning.

For en forståelse af begreberne »mærkbar påvirkning af samhandelen« henvises til bemærkningerne til lovforslagets nr. 7.

Til nr. 14

Den foreslåede bestemmelse præciserer Konkurrencerådets kompetence til at behandle fusioner med virkninger i Danmark.

Når bortses fra mindre sproglige ændringer i forhold til den gældende bestemmelse er baggrunden for den nye formulering af § 12, stk. 5, at den nye EU-fusionsforordning, jf. Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EU-Tidende 2004, nr. L 24, s. 1) €" i det følgende fusionsforordningen €" blev anvendelig fra den 1. maj 2004. Med den nye fusionsforordning er der åbnet mulighed for, at en fusion kan henvises fra Kommissionen til medlemsstaterne eller fra medlemsstaterne til Kommissionen, inden fusionen er anmeldt til de respektive kompetente myndigheder. Dette kan ske, hvis der indgives en begrundet erklæring herom til Kommissionen, jf. fusionsforordningens artikel 4, stk. 4 og stk. 5.

Fusionsforordningen ændrer ikke ved, at en fusion som hovedregel enten skal behandles af Kommissionen efter fusionsforordningen eller af Konkurrencerådet efter bestemmelserne om fusionskontrol i konkurrenceloven.

Fusionsforordningen og den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i praksis vil være følgende kompetencefordeling mellem Kommissionen og rådet:

Kommissionen kan behandle en fusion med virkning for Danmark, hvis størrelsen og den geografiske fordeling af fusionsparternes omsætning opfylder tærskelværdierne i fusionsforordningens artikel 1, stk. 2, eller stk. 3. Det gælder, selv om Kommissionen måtte vælge at behandle fusionen, for så vidt angår det danske marked, og henvise den resterende del af fusionen til eventuelle andre medlemsstaters kompetente konkurrencemyndigheder, jf. fusionsforordningens artikel 9. Endvidere vil Kommissionen kunne behandle en fusion, som ikke opfylder tærskelværdierne i fusionsforordningen, men som Konkurrencerådet samt eventuelle andre kompetente nationale konkurrencemyndigheder på baggrund af en begrundet erklæring indvilliger i at henvise til Kommissionen i medfør af artikel 4, stk. 5, i fusionsforordningen. Endelig vil Kommissionen være kompetent til at behandle en fusion, som ikke opfylder tærskelværdierne, men som Konkurrencerådet henviser til Kommissionen efter artikel 22, stk. 1, og som Kommissionen beslutter at behandle efter artikel 22, stk. 3. Henvisninger sker i disse tilfælde efter, at fusionen er anmeldt til Konkurrencestyrelsen.

I medfør af artikel 9 i fusionsforordningen kan Kommissionen, efter anmodning fra Konkurrencerådet, henvise en fusion til rådets behandling efter konkurrenceloven. Kommissionen kan endvidere på baggrund af en begrundet erklæring henvise en fusion til Konkurrencerådet behandling, inden der er sket anmeldelse til Kommissionen, jf. artikel 4, stk. 4 i fusionsforordningen. I disse tilfælde kan Konkurrencerådet således behandle en fusion, for så vidt angår det danske marked, selv om Kommissionen samtidig behandler den samme fusion, for så vidt angår andre markeder end det danske.

Til nr. 15

Bestemmelsen, der indholdsmæssigt svarer til artikel 4, stk. 1, i fusionsforordningen, fastholder pligten til at anmelde en fusion, der opfylder tærskelværdierne i § 12, stk. 1, og som ikke er henvist til Kommissionen i medfør af fusionsforordningens artikel 4, stk. 5, til Konkurrencestyrelsen, før fusionen gennemføres. Herved fastholdes princippet om forudgående fusionskontrol, hvilket medvirker til at sikre en effektiv kontrol med fusioner.

Bestemmelsen indebærer imidlertid, at fristen på en uge for anmeldelse af fusioner til Konkurrencestyrelsen ophæves. Den pligtmæssige anmeldelse til Konkurrencestyrelsen skal fremover derfor ske efter, at fusionsaftalen er indgået, overtagelsestilbuddet offentliggjort, eller den kontrollerende andel er erhvervet, men inden fusionen gennemføres.

Ophævelse af anmeldelsesfristen på en uge giver de anmeldende parter bedre mulighed for at forberede og koordinere anmeldelser til Konkurrencestyrelsen. Det vil særligt være tilfældet, hvis der også skal ske anmeldelse i andre lande. Det er dog i virksomhedernes egen interesse at få en godkendelse af fusionen fra Konkurrencerådet så hurtigt som muligt, idet fusionen ikke må gennemføres, før den er blevet godkendt.

Konkurrencestyrelsen vil fortsætte sin praksis med at give de anmeldende parter mulighed for en uformel og fortrolig drøftelse med styrelsen af den planlagte fusion, før den egentlige anmeldelse finder sted. Selv om sådanne møder er frivillige og uformelle og dermed uden præjudice for den formelle sagsbehandling efter, at der er sket anmeldelse, er møderne ofte nyttige, særligt set i lyset af de stramme tidsfrister, der gælder for bedømmelse af en fusion, efter at der sket anmeldelse. Det vil endvidere fortsat være muligt for virksomhederne at foretage anmeldelse til Konkurrencestyrelsen, før en aftale er indgået og opnå godkendelse heraf, jf. de gældende regler i § 12 c, stk. 7.

Til nr. 16

Med den foreslåede bestemmelse, der materielt svarer til artikel 2, stk. 2-3, i fusionsforordningen, indføres der et nyt vurderingskriterium for Konkurrencerådets afgørelse af, hvorvidt en fusion skal tillades eller forbydes. Den nuværende dominanstest ændres til den såkaldte »Significant Impediment of Effective Competition«-test (SIEC-test), som Kommissionen anvender ved vurderingen af en fusion.

Efter SIEC-testen skal fusioner, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, forbydes.

For indgriben over for en fusions konkurrenceskadelige virkninger efter SIEC-testen er det alene afgørende, om fusionen hæmmer den effektive konkurrence betydeligt €" det er ikke et krav, at fusionen skaber eller styrker en dominerende stilling, men det er et eksempel på, hvornår der kan gribes ind. Indførelsen af SIEC-testen indebærer derfor som noget nyt, at Konkurrencerådet kan gribe ind over for alle fusioner, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt.

At den effektive konkurrence skal hæmmes betydeligt, før Konkurrencerådet kan forbyde en fusion efter SIEC-testen, indebærer, at der ikke ændres ved det eksisterende krav til graden af skadevirkning på konkurrencen ved Konkurrencerådets vurdering af fusioners forenelighed med konkurrenceloven.

Fusioner, hvor der etableres eller styrkes en dominerende stilling, har været den almindeligste årsag til, at en fusion har kunnet give anledning til konkurrenceretlige betænkeligheder. Dette forventes også fremover at være tilfældet. Dominansbegrebet forventes derfor fortsat at være en vigtig indikator for, om det er sandsynligt, at en fusion vil hindre den effektive konkurrence betydeligt. Konkurrencerådets praksis såvel som praksis fra Kommissionen og de europæiske fællesskabsdomstole på dette område vil således fortsat være anvendelig.

SIEC-testen skal fortolkes i overensstemmelse med definitionen anvendt i fusionsforordningen og de retningslinjer, der kan udledes af fremtidige beslutninger fra Kommissionen og domme afsagt af de europæiske fællesskabsdomstole. Kommissionens fortolkning fremgår bl.a. af Kommissionens meddelelse om retningslinjer for vurdering af horisontale fusioner efter Rådets forordning om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EU-Tidende 2004, nr. C 31, s. 5).

På et oligopolistisk marked €" dvs. et marked med et begrænset antal store virksomheder €" kan virksomhederne være indbyrdes afhængige, idet én virksomheds adfærd påvirker de generelle markedsvilkår og dermed indirekte hver af de øvrige virksomheders situation. De virkninger, som en fusion på et oligopolistisk marked kan have, gør det særligt nødvendigt, at der gives Konkurrencerådet mulighed for at sikre, at en effektiv konkurrence bevares på sådanne markeder.

En fusion på et oligopolistisk marked kan således bevirke, at konkurrencen hæmmes betydeligt, selv om fusionsparterne ikke opnår eller styrker en dominerende stilling. For det første kan fusionen indebære en eliminering af det betydelige konkurrencepres, som bestod mellem de deltagende virksomheder før fusionen. For det andet kan fusionen betyde en svækkelse af konkurrencepresset mellem de resterende konkurrenter på markedet €" også selv om der ikke er sandsynlighed for samordning mellem disse.

Et eksempel herpå kunne være en fusion mellem den anden og fjerde største aktør på et oligopolistisk marked, som eliminerer en tidligere rivalisering mellem parterne, som har været en vigtig konkurrenceskabende faktor på markedet. Selv om de to fusionerende virksomheder ikke tilsammen bliver dominerende på markedet eller foretager en koordinering af deres adfærd med de øvrige markedsaktører, kan konkurrencen hæmmes betydeligt, idet den nye aktør kan blive i stand til at foretage en betydelig prisstigning.

Konkurrencerådet vil fortsat, samtidig med godkendelsen af en fusion, kunne vurdere hvilke begrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige €" såkaldte accessoriske begrænsninger €" for fusionens gennemførelse. Konkurrencerådets praksis såvel som praksis fra Kommissionen og de europæiske fællesskabsdomstole vil derfor også på dette område fortsat være anvendelig.

Til nr. 17

Med bestemmelsen fastholdes det gældende princip om, at de deltagende virksomheder ikke må gennemføre en fusion, før Konkurrencerådet har godkendt den.

Det følger af § 12 c, stk. 5, 2. pkt., at der dog kan ske gennemførelse af et offentligt overtagelsestilbud eller en serie transaktioner i værdipapirer, herunder sådanne som kan konverteres til andre værdipapirer, der kan omsættes på et marked såsom en børs, hvorved der fra forskellige sælgere erhverves kontrol, jf. 12 a, stk. 1, nr. 2. Det gælder imidlertid kun selve erhvervelsen, hvorimod der ikke må ske gennemførelse af fusionen, ligesom erhververen ikke må udøve de stemmerettigheder, der er knyttet til de pågældende værdipapirer eller kun gøre det for at bevare den fulde værdi af sin investering og efter dispensation fra Konkurrencerådet, jf. § 12 c, stk. 6.

For så vidt angår gennemførelse af en serie transaktioner i værdipapirer, omfatter dette alle erhvervelser af værdipapirer, hvor kontrol over en virksomhed erhverves ved køb af værdipapirer fra forskellige sælgere, herunder de såkaldte »creeping takeovers«.

Bestemmelsen svarer til artikel 7, stk. 1 og stk. 2, i fusionsforordningen.

Til nr. 18

I fusionssager, hvor de deltagende parter afgiver tilsagn, kan Konkurrencerådet godkende fusionen på vilkår af, at de afgivne tilsagn efterleves. En sådan afgørelse kan påklages af virksomheden til Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets nr. 30.

Det foreslås, at Konkurrencerådet får mulighed for at træffe afgørelse om, at virksomheden inden for en given frist skal handle på en bestemt måde for at sikre en korrekt og rettidig opfyldelse af de afgivne tilsagn. Et sådant påbud vil også kunne gives, selvom virksomheden har en frist til at opfylde tilsagnet, og denne frist endnu ikke er udløbet.

Der skal være en naturlig sammenhæng mellem påbuddet og det afgivne tilsagn. Konkurrencerådet vil således ikke kunne udstede påbud om, at en virksomhed for at opfylde et tilsagn korrekt og rettidigt skal agere på en måde, der ikke ligger i naturlig forlængelse af det afgivne tilsagn. Hvis en virksomhed har afgivet tilsagn om at frasælge en af virksomhedens produktionsenheder, og dette viser sig ikke at kunne gennemføres, kan Konkurrencerådet således ikke påbyde virksomheden at sælge f.eks. en aktiepost i stedet for. Hvis en virksomhed har afgivet tilsagn om at frasælge en produktionsenhed i god og funktionsdygtig stand, og virksomheden begynder at udskille maskiner og inventar m.v., vil Konkurrencerådet derimod godt kunne udstede påbud over for virksomheden for at sikre, at produktionsenheden frasælges i god og funktionsdygtig stand.

Rådets afgørelse, som skal sikre en rettidig og korrekt opfyldelse af de afgivne tilsagn, kan påklages til Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets nr. 30. Konkurrenceankenævnet kan ved sin prøvelse af berettigelsen af et påbud om korrekt og rettidig opfyldelse af et tilsagn tage hensyn til og foretage en fortolkning af rækkevidden af de tilsagn, som virksomheden har afgivet. Konkurrenceankenævnet vil således i forbindelse med sin prøvelse af et påbud kunne tage stilling til uenigheder mellem den fusionerende virksomhed og Konkurrencerådet om fortolkningen af de tilsagn, der har betydning for det udstedte påbud.

Til nr. 19

De foreslåede ændringer er en konsekvens af lovforslagets nr. 7-9 og 29.

Til nr. 20

Efter den gældende § 13, stk. 2, er den altovervejende hovedregel, at de afgørelser, der træffes efter konkurrenceloven, skal offentliggøres €" dog således at drifts- og forretningshemmeligheder m.v. ikke offentliggøres. Således medfører offentliggørelse af en afgørelse truffet efter § 10 a, hvorefter en dominerende virksomhed påbydes at indsende sine samhandelsbetingelser, heller ikke, at virksomhedens samhandelsbetingelser offentliggøres. Hovedreglen om offentliggørelse gælder også for afgørelser truffet i medfør af § 22, hvor der pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder for manglende efterkommelse af krav om oplysninger eller manglende efterkommelse af vilkår eller påbud meddelt i medfør af loven. Reglen har imidlertid ikke hidtil reguleret de sager, der afgøres med en bøde efter lovens § 23, idet sådanne straffesager afgøres af anklagemyndigheden eller af domstolene.

Det er et problem, at andre virksomheder og borgere ofte ikke er klar over, at en virksomhed er blevet pålagt en bøde for at have overtrådt konkurrenceloven. Kendskab til oplysninger om sager, der afsluttes med virksomheders vedtagelse af bødeforelæg eller idømmelse af bøde af domstolene, vil kunne gøre det lettere for virksomheder og forbrugere at tage stilling til, hvorvidt de ønsker at rejse et erstatningskrav.

Med forslaget fastslås det derfor, at der i de sager, hvor der med henvisning til konkurrencelovens § 23 idømmes eller vedtages en bøde, skal ske offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf. Navnene på de involverede virksomheder i sagerne vil bl.a. være indeholdt i offentliggørelsen. Er der tale om enkeltmandsvirksomheder, vil der som udgangspunkt ske offentliggørelse af det navn, hvorunder virksomheden er drevet €" og således er kendt i offentligheden €" og ikke nødvendigvis navnet på ejeren, der formelt set, er den, der idømmes en bøde. Offentliggørelsen vil således ske på en måde, som giver mening for omverdenen, og offentliggørelsen vil endvidere kunne begrænses til navnet på den ansvarlige virksomhed, enhed eller lignende, der har overtrådt konkurrenceloven, og som måtte indgå i en koncern, kommune eller lignende.

Konkurrencestyrelsen står for offentliggørelsen. Offentliggørelsen vil som udgangspunkt ske på Konkurrencestyrelsens hjemmeside, hvilket i dag også er tilfældet med de øvrige typer af afgørelser, som offentliggøres efter § 13, stk. 2.

For så vidt angår offentliggørelse af domme og bødevedtagelser, der angår enkeltmandsvirksomheder, tilsigtes der med forslaget en fravigelse af persondataloven §§ 8-9 samt de standardvilkår, som Datatilsynet har fastsat efter § 9, stk. 3. Efter persondatalovens § 9, stk. 1, kan følsomme personoplysninger behandles, hvis det sker med henblik på at føre retsinformationssystemer af væsentlig samfundsmæssig betydning. Det kan bl.a. være en myndigheds offentliggørelse af afgørelser på myndighedens hjemmeside. Datatilsynet kan efter § 9, stk. 3, stille nærmere vilkår for offentliggørelsen. Ifølge Datatilsynets standardvilkår for offentliggørelse af afgørelser forudsættes det, at der sker anonymisering af bl.a. personnavne.

Offentliggørelsen sigter mod at sikre, at forbrugere og virksomheder får en reel mulighed for at rejse et eventuelt erstatningskrav eller vælge at undlade at handle med en virksomhed, herunder også enkeltmandsvirksomheder, der har deltaget i ulovlige aktiviteter. Denne mulighed afskæres, hvis det ikke er muligt ud fra offentliggørelsen at identificere den enkeltmandsvirksomhed, der idømmes eller vedtager en bøde efter § 23, og en anonymisering ville derfor være ensbetydende med, at selve formålet med offentliggørelsen forspildes.

Datatilsynet vil - med undtagelse af vilkår om anonymisering - i øvrigt kunne fastsætte vilkår for offentliggørelsen af afgørelser.

Til nr. 21

Den foreslåede bestemmelse angiver, at Konkurrencerådet er den myndighed, som er kompetent til at anvende artikel 81 og 82 i EF-traktaten, jf. artikel 35, stk. 1, i gennemførelsesforordningen.

Den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, foreslås præciseret, så den bedre afspejler Konkurrencerådets kompetence til midlertidigt eller endeligt at indstille behandlingen af en sag efter gennemførelsesforordningens artikel 13.

Gennemførelsesforordningen har som forudsætning, at Kommissionen og medlemsstaternes myndigheder sammen danner et netværk af myndigheder, der alle har kompetence til at anvende EU-konkurrencereglerne i nært samarbejde, jf. pkt. 15 i præamblen til forordningen. De nærmere retningslinjer for samarbejdet i netværket fremgår af Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder (EU-Tidende 2004, nr. C 101, s. 43).

I de fleste tilfælde vil den myndighed, der modtager en klage eller indleder en procedure på eget initiativ, behandle hele sagen. Omfordeling af en sag inden for netværket kan imidlertid komme på tale, hvis enten en myndighed finder, at den ikke har særlige forudsætninger for at behandle sagen, eller hvis andre myndigheder mener, at de også har særlige forudsætninger for at behandle sagen. Forslaget tager med ordene »som følge af en henvisning€ fra andre konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union« højde for, at Konkurrencerådet kan anvende artikel 81 og 82 i sådanne sager.

Såvel efter den gældende bestemmelse som efter den foreslåede bestemmelse har Konkurrencerådet, som det er fastslået af Konkurrenceankenævnet, vide beføjelser til at afvise at behandle en sag. Konkurrencerådet kan således på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen afvise at behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som en klager har rejst. Som Konkurrenceankenævnet har udtalt, er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan være forskel på, hvor mange myndighedsressourcer der ud fra et klagersynspunkt kan ønskes anvendt på en sag, og hvilken ressourceanvendelse sagen ud fra det offentliges interesse i lovens overholdelse €" bagudrettet og fremadrettet €" med rimelighed kan bære.

Konkurrencerådet vil således kunne beslutte, at det ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor rådet får forelagt en sag, og hvor det viser sig, at rådet først vil kunne træffe afgørelse efter at have iværksat yderligere ressourcekrævende undersøgelser. Dette er vigtigt af hensyn til en så effektiv anvendelse og en hensigtsmæssig prioritering af Konkurrencerådets og Konkurrencestyrelsens ressourcer som muligt.

Det er endvidere i overensstemmelse med praksis efter EU-retten. EF-Domstolen har således udtalt, at Kommissionen med henblik på effektivt at kunne udføre opgaven med at påse, at principperne i artikel 81 og 82 anvendes, er berettiget til at prioritere de klager, den modtager, forskelligt, og at Kommissionen i denne forbindelse råder over en skønsbeføjelse, som ikke afhænger af, om sagens behandling befinder sig på et mere eller mindre fremskredent stadium.

Det fremgår af artikel 13, stk. 1, i gennemførelsesforordningen, at hvis konkurrencemyndighederne i to eller flere medlemsstater modtager en klage eller indleder procedure på eget initiativ med hensyn til den samme aftale m.v. eller adfærd, udgør den omstændighed, at en myndighed behandler sagen tilstrækkelig grund for de øvrige myndigheder til enten at suspendere eller at afvise sagen med henvisning til, at den allerede behandles af en anden national konkurrencemyndighed. Der er dog ingen pligt til dette. Forslaget præciserer Konkurrencerådets kompetence til at afgøre, om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.

Konkurrencerådet vil også i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, i gennemførelsesforordningen kunne indstille sagsbehandlingen, dvs. afvise sagen, hvis Kommissionen eller en anden medlemsstats konkurrencemyndighed allerede har truffet afgørelse i samme sag.

Endvidere har Konkurrencerådet, jf. lovforslagets nr. 7, 8 og 13, mulighed for at undlade at træffe afgørelse i en anmeldelsessag om en konkurrencebegrænsende aftale m.v., hvis aftalen mærkbart kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, ligesom Konkurrencerådet kan undlade at træffe afgørelse efter § 11, stk. 2, og stk. 5, hvis afgørelsen kan have betydning for, om en eller flere virksomheder misbruger en dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, og samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union mærkbart kan påvirkes heraf.

Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis Konkurrencerådet skulle bruge ressourcer på igen at behandle en sag, som ellers er blevet afsluttet ved, at en virksomhed har afgivet tilsagn, som Konkurrencerådet har accepteret. Konkurrencerådet kan derfor også undlade at behandle en sag, som er afsluttet med, at de involverede virksomheder har afgivet tilsagn efter § 16 a, stk. 1. Er en anden virksomhed på markedet utilfreds med den afgørelse, må virksomheden i stedet anlægge retssag ved de almindelige domstole.

Til nr. 22

§ 15 a, stk. 1

Den foreslåede bestemmelse fastlægger i hvilket omfang, der kan gives partsaktindsigt efter forvaltningsloven i oplysninger og dokumenter m.v., der er udarbejdet til og udvekslet mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller mellem de nationale konkurrencemyndigheder indbyrdes.

I sager, hvor Konkurrencerådet træffer afgørelse efter konkurrenceloven, er parternes rettigheder reguleret af forvaltningsloven.

Efter hidtidig praksis og efter den foreslåede bestemmelse er der efter konkurrenceloven tale om et snævert partsbegreb. Den eller de virksomheder, som er adressat for Konkurrencerådets afgørelse i relation til et forbud, et påbud, et bindende tilsagn, en fritagelse eller en erklæring om ikke-indgreb, udgør kernen af partsbegrebet.

Sagens part kan efter forvaltningsloven være andre end den umiddelbare adressat for en afgørelse. I relation til konkurrenceloven vil det sige, at også andre end den virksomhed, som Konkurrencerådets afgørelse retter sig mod, kan være parter i sagen, såfremt disse andre virksomheder har en væsentligt individuel interesse i sagens afgørelse. F.eks. i en sag, hvor en dominerende virksomhed nægter at levere varer til en virksomhed, vil ikke blot den dominerende virksomhed, men også den virksomhed, som ikke kan få leveret varer, kunne være parter i sagen.

Klagere betragtes efter praksis ikke automatisk som parter. En konkret vurdering vil dog kunne føre til, at en klager skønnes at have en sådan tilstrækkelig individuel og væsentlig interesse i sagen, at klageren også skal betragtes som part.

Det følger af gennemførelsesforordningen, at konkurrencemyndighederne i EU skal arbejde tæt sammen, når de behandler sager efter artikel 81 eller 82. Konkurrencestyrelsen og andre europæiske konkurrencemyndigheder har således pligt til at orientere Kommissionen og andre konkurrencemyndigheder, når de påbegynder en sag, ligesom udkast til afgørelse skal sendes i høring hos Kommissionen, hvis konkurrencemyndighederne har til hensigt at træffe bebyrdende afgørelser i forhold til en aftale eller adfærd. I forbindelse med dette samarbejde vil Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder kunne udveksle fortrolige oplysninger og interne dokumenter. Myndighederne vil bl.a. kunne drøfte, hvorledes en sag gribes an samt drøfte juridiske eller andre tvivlsspørgsmål i sagen. Spørgsmålet er derfor, i hvilket omfang en part har adgang til sådanne oplysninger, der er udvekslet mellem myndighederne. Dette er for Kommissionens vedkommende reguleret i gennemførelsesforordningens artikel 27. Artikel 27, stk. 2, har følgende ordlyd:

»De deltagende parters ret til forsvar skal sikres fuldt ud i procedureforløbet. De har ret til indsigt i Kommissionens sagsakter med forbehold af virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres. Aktindsigten omfatter ikke Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders fortrolige oplysninger og interne dokumenter. Aktindsigten omfatter således ikke korrespondance mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller mellem medlemsstaternes konkurrencemyndigheder indbyrdes, herunder dokumenter, som er udarbejdet i henhold til artikel 11 og 14. Dette stykke er ikke til hinder for, at Kommissionen videregiver eller anvender oplysninger, som er nødvendige for at bevise en overtrædelse.«

For så vidt angår nationale konkurrencemyndigheder, indeholder gennemførelsesforordningen en udtrykkelig bestemmelse vedrørende tavshedspligt i artikel 28, stk. 2:

»Med forbehold af den i artikel 11, 12, 14, 15 og 27 omhandlede udveksling og anvendelse af oplysninger er Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, deres embedsmænd, øvrige ansatte og andre personer, der arbejder under tilsyn fra disse myndigheder, samt embedsmænd og ansatte i andre af medlemsstaternes myndigheder forpligtede til ikke at videregive de oplysninger, de har indhentet eller udvekslet i henhold til denne forordning, og som ifølge deres natur er undergivet tavshedspligt. Denne forpligtelse påhviler ligeledes alle repræsentanter og eksperter for medlemsstaterne, der deltager i møderne i det rådgivende udvalg i henhold til artikel 14.«

Denne bestemmelse, der fastlægger de danske konkurrencemyndigheders tavshedspligt, er umiddelbart anvendelig og har forrang i forhold til reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven.

I forhold til offentlighedsloven følger det allerede af den gældende lovs § 13, stk. 1, at offentlighedsloven som udgangspunkt ikke gælder for sager omfattet af konkurrenceloven.

For at sikre størst mulig overensstemmelse med de regler, som gælder for Kommissionens behandling, og for at sikre, at konkurrencemyndighederne kan have en fordomsfri meningsudveksling om bl.a. sagsfordeling og juridiske tvivlsspørgsmål eller andre strategiske overvejelser, er det fundet hensigtsmæssigt udtrykkeligt i loven at regulere, i hvilket omfang en part har adgang til korrespondance og dokumenter, der udveksles mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder og mellem de nationale konkurrencemyndigheder indbyrdes.

Med bestemmelsen foreslås det derfor i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens artikel 27 og artikel 28, at de danske konkurrencemyndigheder fra partsaktindsigten efter forvaltningsloven kan undtage Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders fortrolige oplysninger og interne dokumenter samt korrespondance eller anden informationsudveksling mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder eller mellem medlemsstaters konkurrencemyndigheder indbyrdes, herunder dokumenter, som er udarbejdet i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11 og 14.

En sådan undtagelse, hvorved tavshedspligten kan sikres overholdt, gennemføres ved anvendelse af undtagelsesadgangen efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 2, om: »rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner.«

Det bemærkes, at det ikke er alle oplysninger, der undtages fra partsaktindsigt. Modtager konkurrencemyndighederne således faktuelle informationer, som kan have væsentlig betydning for sagen, har parterne efter den foreslåede bestemmelse krav på at få aktindsigt i sådanne faktuelle oplysninger, med mindre de i forvaltningsloven indeholdte undtagelsesbestemmelser finder anvendelse.

§ 15 a, stk. 2

Efter den gældende bestemmelse i § 15 a, stk. 1, omfatter høringsgrundlaget hele udkastet til afgørelse i den konkrete sag, herunder også Konkurrencestyrelsens vurdering og indstilling i sagen, og der er en minimumsfrist for partshøring på tre uger. Den gældende regel giver parterne gode muligheder for at varetage deres interesser og har virket efter hensigten. På et punkt har reglen dog givet anledning til fortolkningstvivl. Det er ved fornyet partshøring over et ændret udkast til afgørelse, hvor sagen har været forelagt for Konkurrencerådet.

I den forbindelse er det uhensigtsmæssigt og indebærer en unødig begrænsning i den effektive beslutningsproces, hvis der igen skal gælde en høringsfrist på tre uger ved en fornyet partshøring. Som følge af den første høringsrunde på tre uger €" suppleret med en drøftelse i rådet, hvor virksomheden har haft mulighed for at komme med et mundtligt indlæg €" vil parterne i væsentligt omfang allerede være bekendt med sagens detaljer og Konkurrencestyrelsens vurderinger. Det er derfor hensigtsmæssigt, at det er forvaltningslovens almindelige regler om partshøring, der gælder ved sådanne efterfølgende høringer. Hvis der efter forelæggelsen for rådet foretages væsentlige ændringer i afgørelsesudkastet til ugunst for virksomheden, følger det således af forvaltningslovens regler, at der skal foretages partshøring.

Til nr. 23

På baggrund af den stigende internationalisering åbnes der med den foreslåede bestemmelse op for, at Konkurrencerådet og Konkurrencestyrelsen kan gennemføre sagsbehandlingen på engelsk og træffe afgørelse på engelsk.

Det er hensigtsmæssigt, fordi konkurrenceloven regulerer virksomhedernes adfærd og indbyrdes forhold, og fordi en række internationale virksomheder f.eks. skal have behandlet en fusion i flere lande. Det vil derfor være en administrativ lettelse for disse virksomheder, hvis de kan bruge det samme materiale i forhold til flere konkurrencemyndigheder.

Gennemførelsesforordningen taler også for, at sagsbehandlingen hos de danske konkurrencemyndigheder kan foregå på engelsk. Konkurrencestyrelsen og konkurrencemyndighederne i de andre EU-lande udveksler således oplysninger til brug for en sag og samarbejder om at finde en løsning.

Det er Konkurrencestyrelsen, der vurderer, om det er hensigtsmæssigt at gennemføre hele eller dele af sagsbehandlingen på engelsk, herunder om selve afgørelsen skal træffes på engelsk. En sådan beslutning kan ikke indbringes for Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets nr. 30.

Der vil ikke ske sagsbehandling på engelsk med mindre de umiddelbare adressater for afgørelsen er indforstået hermed. Er det ikke tilfældet, vil sagsbehandlingen således ske på dansk.

Hensynet til andre end adressaterne kan også indgå i vurderingen af, hvorvidt der bør ske sagsbehandling på engelsk. Eksempelvis kan styrelsen i en klagesag €" af hensyn til klageren €" bestemme, at hele eller dele af sagsbehandlingen, eller at selve afgørelsen, skal foreligge på dansk.

Konkurrencestyrelsen kan af ressourcemæssige grunde, eller fordi det i øvrigt skønnes hensigtsmæssigt, altid gennemføre hele eller dele af sagsbehandlingen på dansk, uanset et ønske fra sagens umiddelbare parter om behandling på engelsk. Styrelsen kan også, selvom sagsbehandlingen er påbegyndt på engelsk, beslutte, at sagsbehandlingen skal afsluttes på dansk. Eksempelvis kan styrelsen acceptere, at en fusion anmeldes på engelsk, fordi parterne derved kan gøre brug af materiale anvendt til anmeldelse til andre nationale konkurrencemyndigheder, men at selve sagsbehandlingen skal foregå på dansk.

For at sikre offentlighedens kendskab til den konkurrenceretlige praksis og ud fra et hensyn til, at også andre end sagens parter kan få kendskab til afgørelsen, skal der udarbejdes et resumé af afgørelsen på dansk, som offentliggøres på Konkurrencestyrelsens hjemmeside.

Til nr. 24

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at der indsættes en ny § 16 a, jf. lovforslagets nr. 26.

Til nr. 25

I modsætning til Europa-Kommissionen har Konkurrencerådet kun mulighed for at gribe ind over for en virksomheds priser og avancer for ét år ad gangen. Denne begrænsning i Konkurrencerådets indgrebsmuligheder stiller skadelidte i en usikker situation. Samtidig indebærer det, at Konkurrencerådet må bruge unødigt mange ressourcer på yderligere sagsbehandling i forbindelse med en forlængelse af påbuddet €" også selvom markedet og forholdene i øvrigt ikke har ændret sig, hvilket de som oftest ikke har på en så relativt kort periode. Endelig vil det være vanskeligt at skaffe faktuelt belæg for et nyt indgreb allerede efter ét år, idet tilstrækkelige data til at belyse effekten af det første indgreb sjældent foreligger. Regnskabstal, statistiske oplysninger og andre markedsrelaterede oplysninger foreligger således normalt kun med en vis tidsmæssig forsinkelse.

Ud fra hensynet om at give skadelidte en mere effektiv beskyttelse og ud fra betragtningen om, at Konkurrencerådets indgrebsbeføjelser ikke bør adskille sig markant fra Kommissionens beføjelser i tilsvarende sager, foreslås den gældende § 16, stk. 2, ophævet. Konkurrencerådet vil fortsat have mulighed for at udstede påbud efter § 16, stk. 1, nr. 2, for en tidsbegrænset periode.

En virksomhed, der har fået påbud om, at angivne priser eller avancer ikke må overskrides, eller at der ved beregning af priser eller avancer skal anvendes bestemte kalkulationsregler, vil endvidere fortsat kunne anmode om, at påbuddet ændres eller ophæves, hvis markedsforholdene efter virksomhedens opfattelse har ændret sig væsentligt.

Til nr. 26

Med forslaget indføres der en udtrykkelig hjemmel for Konkurrencerådet til at afslutte en sag ved at gøre tilsagn, afgivet af virksomhederne, bindende. Konkurrencerådet har i et begrænset antal sager accepteret tilsagn og på den baggrund afsluttet sagerne. I disse tilfælde har det ikke været muligt at gøre tilsagn bindende for parterne.

Kommissionen har efter artikel 9, stk. 1, i gennemførelsesforordningen mulighed for at afslutte en sag efter artikel 81 eller 82 ved at gøre tilsagn, der er afgivet af virksomhederne, og som imødekommer de betænkeligheder som Kommissionen har, bindende. Det følger af præamblens punkt 13, at Kommissionen kan træffe sådanne beslutninger, uden at det konkluderes, om der er sket en overtrædelse, eller der stadigvæk finder en overtrædelse sted. Virksomhederne vil kunne straffes, hvis de ikke overholder de tilsagn, som de afgiver til Kommissionen.

Fordelene ved at kunne afslutte sager gennem forhandling med sagsparterne er, at det er fleksibelt, hurtigt og ressourcebesparende. Endvidere vil brugen af tilsagn være fremadrettet og således være med til at sikre et mere velfungerende marked. Der vil f.eks. kunne være fordele ved at afslutte en klage over hidtidig adfærd mod tilsagn om en ændret adfærd i fremtiden. Herudover er det også en fordel, at virksomhederne mere aktivt bliver inddraget i løsningen af de problemer, som deres aftaler eller adfærd skaber. Det gør det ofte muligt at finde løsninger, som på en mere hensigtsmæssig måde løser de konkrete betænkeligheder, som konkurrencemyndighederne måtte have, idet en virksomhed med dens indgående kendskab til markedsforholdene og dens egen økonomiske stilling kan være med til at finde løsninger på de skabte konkurrenceproblemer.

Afslutning af en sag med tilsagn er en fremadrettet afgørelse, hvilket indebærer, at afgørelsen angiver, hvad virksomheden fremover skal gøre eller ikke skal gøre.

Konkurrencerådet vil kunne acceptere tilsagn, der bringer den konkurrenceskadelige aktivitet til ophør, og som skaber eller genopretter en effektiv konkurrence, eller som på anden måde opfylder lovens formål om at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence.

Muligheden for at afslutte en sag ved at gøre tilsagn bindende kendes også på fusionsområdet efter såvel EU-retten som de danske fusionsregler.

§ 16 a, stk. 1

Adgang til at kunne afslutte en sag ved at gøre tilsagn bindende er et hensigtsmæssigt instrument til at sikre en effektiv og hurtig løsning på konkurrenceproblemer, og det foreslås derfor, at Konkurrencerådet får denne mulighed. Hermed sikres det, at en virksomhed ikke kan undlade at efterkomme de tilsagn, den har afgivet over for konkurrencemyndighederne. Dette vil også sikre, at Konkurrencerådets indgrebsmuligheder her i landet ikke adskiller sig markant fra de muligheder, som Kommissionen har efter gennemførelsesforordningen. De tilsagn, en virksomhed afgiver, kan være tidsbegrænsede.

Overtræder en virksomhed tilsagn, der er gjort bindende, kan virksomheden straffes med bøde i henhold til § 23, jf. lovforslagets nr. 35. Hvis en virksomhed undlader at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende, vil det endvidere være muligt at pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder i henhold til § 22, stk. 2, jf. lovforslagets nr. 34.

§ 16 a, stk. 2

Har en virksomhed afgivet tilsagn, og har Konkurrencerådet afsluttet sagen ved at gøre disse tilsagn bindende, kan virksomheden ikke påklage rådets afgørelse om at gøre tilsagnet bindende til Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets nr. 30. Det er en konsekvens af, at virksomheden selv har forhandlet sig frem til den opnåede løsning. Det vil således hverken være ressourcebesparende for myndighederne eller virke fremmende for konkurrencen, hvis en virksomhed på den ene side får mulighed for at afslutte en sag med virksomhedens tilsagn, og hvis virksomheden samtidig kan påklage den afgørelse, som den selv har medvirket til at få på plads med myndighederne, og som er gjort bindende for virksomheden. Det er alene muligheden for at påklage en afgørelse til Konkurrenceankenævnet, der foreslås begrænset. Virksomheden vil fortsat kunne få prøvet spørgsmålet om lovligheden af Konkurrencerådets afgørelse ved domstolene, hvis virksomheden ønsker dette.

Det foreslås derfor, at Konkurrencerådet i tilfælde af uenighed med en virksomhed om fortolkning af tilsagn får mulighed for at træffe afgørelse om, at virksomheden skal handle på en bestemt måde og inden for en given frist for at sikre en korrekt og rettidig opfyldelse af et tilsagn, som virksomheden tidligere har afgivet. Et sådan påbud vil også kunne gives, selvom en eventuel frist for at opfylde tilsagnet endnu ikke er udløbet.

Rådets afgørelse vil kunne påklages til Konkurrenceankenævnet, jf. lovforslagets nr. 30. Konkurrenceankenævnet kan ved sin prøvelse af berettigelsen af et påbud om korrekt og rettidig opfyldelse af et tilsagn tage hensyn til og foretage en fortolkning af rækkevidden af de tilsagn, som virksomheden har afgivet. Konkurrenceankenævnet vil således i forbindelse med sin prøvelse af et påbud kunne tage stilling til uenigheder mellem den fusionerende virksomhed og Konkurrencerådet om fortolkningen af de tilsagn, der har betydning for det udstedte påbud.

§ 16 a, stk. 3

16 a, stk. 3, nr. 1-3, svarer til gennemførelsesforordningens artikel 9, stk. 2.

Konkurrencerådet bør, hvor konkurrencesituationen har ændret sig, kunne foretage en vurdering af aftalens lovlighed uden at være bundet af sin tidligere afgørelse vedrørende accept af tilsagn afgivet af virksomhederne. For sager efter artikel 81 eller 82 er dette naturligt, idet Konkurrencerådets afgørelse om at gøre tilsagn bindende ikke forhindrer Kommissionen eller andre nationale konkurrencemyndigheder i at tage en sag op til behandling. Hvis konkurrencesituationen på markedet har ændret sig, vil det således ikke være hensigtsmæssigt, hvis Konkurrencerådet er afskåret fra at behandle sagen på ny, når Kommissionen eller flere nationale konkurrencemyndigheder vil kunne behandle sagen.

En tilbagekaldelse betyder, at Konkurrencerådet må tage sagen op til ny behandling og eventuelt træffe afgørelse om påbud. En sådan afgørelse vil være en ny og selvstændig afgørelse, der skal træffes på et selvstændigt grundlag. I tilfælde af, at Konkurrencerådet efter en tilbagekaldelse af en afgørelse i henhold til § 16 a, stk. 3, vil forbyde aftalen, skal rådet kunne bevise, at aftalen eller adfærden er i strid med § 6, § 11 eller EF-traktatens artikel 81 og 82. Afgørelser herom vil kunne indbringes for Konkurrenceankenævnet.

Til nr. 27

Forslaget til den nye bestemmelse i § 17, stk. 2, præciserer for så vidt angår EF-traktatens artikel 81 og 82 Konkurrencerådets kompetence i henhold til gennemførelsesforordningen.

Forslaget skal ses på baggrund af gennemførelsesforordningens artikel 22, stk. 1, hvorefter konkurrencemyndighederne i en medlemsstat på vegne af konkurrencemyndigheden i en anden medlemsstat kan foretage kontrolundersøgelse eller anden indsamling af oplysninger.

Det følger endvidere af gennemførelsesforordningens artikel 12, at konkurrencemyndighederne kan udveksle oplysninger med andre myndigheder til brug for håndhævelsen af EU-konkurrencereglerne.

Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til EU-konkurrencereglerne udelukker ikke, at oplysningerne indhentes til brug for en sag, hvor konkurrenceloven anvendes parallelt med artikel 81 eller 82.

Forslaget giver endvidere Konkurrencerådet mulighed for at indsamle og udveksle oplysninger til brug for andre konkurrencemyndigheder i EØS-området. EØS-området, der består af EU og EFTA-landene Norge, Island og Lichtenstein, er underlagt et ensartet sæt af konkurrenceregler, idet EØS-aftalens artikel 53 og 54 er identisk med EF-traktatens artikel 81 og 82. I en konkurrencesag, der vedrører virksomheder og et eller flere af de tre nævnte EFTA-lande, og som behandles af de nationale konkurrencemyndigheder, kan der kræves udveksling af oplysninger på samme måde, som hvis en konkurrencesag vedrører et EU-medlemsland.

Forslaget vil dermed sikre, at Konkurrencerådet kan samarbejde med de nordiske lande, der ikke er EU-medlemmer, på samme måde som med de øvrige EU-medlemmer.

Til nr. 28

§ 18, stk. 4

Gennemførelsesforordningens artikel 20, stk. 2, litra d, indeholder mulighed for, at Kommissionen kan forsegle forretningslokaler. Forseglingen bør normalt ikke kunne opretholdes i mere end 72 timer.

Af hensyn til virksomhederne afsluttes en kontrolundersøgelse normalt samme dag, som den er påbegyndt. Efter den gældende lov er der mulighed for at medtage materiale, der skal tilbageleveres til virksomheden senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen.

Med forslaget får Konkurrencestyrelsen adgang til at forsegle relevante forretningslokaler og oplysninger, hvor det af tidsmæssige, tekniske eller praktiske årsager ikke er muligt at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne.

Konkurrencestyrelsens anvendelse af forsegling vil navnlig finde sted i forbindelse med udførelsen af en kontrolundersøgelse, hvor det ikke er muligt for Konkurrencestyrelsen samme dag, som kontrolundersøgelsen iværksættes, at få adgang til eller tage kopi af oplysninger, jf. stk. 1-2. Det kan f.eks. ske, at Konkurrencestyrelsen på et meget sent tidspunkt under kontrolundersøgelsen finder materiale, som styrelsen ønsker at gøre sig nærmere bekendt med. Eller der kan opstå problemer med virksomhedens kopimaskiner, som ikke kan løses samme dag. Det kan også være, at styrelsen ikke umiddelbart kan få adgang til en computer, der anvendes af en af virksomhedens ansatte, f.eks. fordi vedkommende person ikke er til stede. I sådanne tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at forsegle et eller flere lokaler, computere m.v. i virksomheden, idet det herved sikres, at eventuelt bevismateriale ikke bortskaffes.

En adgang til forsegling vil kunne supplere de gældende regler vedrørende adgangen til at medtage materiale til undersøgelse i Konkurrencestyrelsen. Herved får Konkurrencestyrelsen efter samråd med den berørte virksomhed mulighed for at vælge det instrument, som af Konkurrencestyrelsen vurderes at være det mest hensigtsmæssige.

§ 18, stk. 5

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at der indsættes en ny § 18, stk. 4. Forslaget svarer indholdsmæssigt til den gældende § 18, stk. 4.

Til nr. 29

§ 18, stk. 6-7

Der er tale om konsekvensændringer og ændringer af lovteknisk karakter.

Med hensyn til forlængelse af fristerne, jf. § 18, stk. 6, vil det i relation til § 18, stk. 5, fortsat navnlig kunne tænkes at ske i tilfælde, hvor det ikke har været teknisk muligt at få adgang til oplysningerne på det medtagne medium, jf. § 18, stk. 4, sidste pkt., i den gældende lov.

§ 18, stk. 8

Præciseringen af Konkurrencestyrelsens kompetence skal ses på baggrund af gennemførelsesforordningens artikel 22, stk. 1, hvorefter en medlemsstats konkurrencemyndighed på vegne af konkurrencemyndigheden i en anden medlemsstat kan foretage kontrolundersøgelse eller anden indsamling af oplysninger, samt gennemførelsesforordningens artikel 22, stk. 2, hvorefter en medlemsstats konkurrencemyndighed på Kommissionens begæring foretager de kontrolundersøgelser, som Kommissionen finder nødvendige i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 20, stk. 1, eller som den har påbudt ved en beslutning i henhold til artikel 20, stk. 4.

Som en konsekvens af forslaget ophæves §§ 25-26 i den gældende lov, jf. lovforslagets nr. 38.

I stedet for en henvisning til de specifikke forordninger, jf. §§ 25-26 i den gældende lov, foretages en generel henvisning til forordninger udstedt i medfør af EF-traktatens artikel 83.

For så vidt angår de kontrolundersøgelser, hvor Konkurrencestyrelsen i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 20 og 21 alene bistår Kommissionen med at gennemføre kontrolundersøgelser hos virksomheder og virksomhedssammenslutninger i Danmark, herunder kontrolundersøgelser i private hjem, gælder gennemførelsesforordningens bestemmelser umiddelbart.

Til nr. 30

§ 19, stk. 1

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der ikke kan ske påklage til Konkurrenceankenævnet af Konkurrencerådets beslutning efter § 8, stk. 5, om ikke at behandle en anmeldelse om fritagelse fra forbuddet i § 6, stk. 1, eller en beslutning efter § 9, stk. 2, om ikke at behandle en anmeldelse om ikke-indgrebserklæring, fordi aftalen m.v. mærkbart kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union (jf. lovforslagets nr. 7. og nr. 8.). Konkurrencerådets beslutning om ikke at behandle en forespørgsel eller en anmeldelse indgivet efter § 11, stk. 2, eller stk. 5, (jf. lovforslagets nr. 13.) vil heller ikke kunne påklages til Konkurrenceankenævnet.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at en beslutning efter § 15 c om at gennemføre sagsbehandling og træffe afgørelse på engelsk ikke kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Der er tale om en beslutning, som i det væsentligste har processuel karakter.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at en afgørelse om at gøre tilsagn, som en virksomhed har afgivet over for konkurrencemyndighederne, bindende, jf. § 16 a, stk. 1, ikke kan påklages af den, som afgørelsen retter sig til, og heller ikke af tredjemand.

At virksomheden, som tilsagnsafgørelsen retter sig til, ikke kan påklage afgørelsen er en konsekvens af, at virksomheden selv har forhandlet sig frem til den opnåede løsning. Det vil således hverken være ressourcebesparende for myndighederne eller virke fremmende for konkurrencen, hvis en virksomhed på den ene side får mulighed for at afslutte en sag med virksomhedens tilsagn, og hvis virksomheden samtidig kan påklage den afgørelse, som den selv har medvirket til at få på plads med myndighederne, og som er gjort bindende for virksomheden. Det er alene muligheden for at påklage en afgørelse til Konkurrenceankenævnet, der foreslås begrænset. Virksomheden vil fortsat kunne få prøvet spørgsmålet om lovligheden af Konkurrencerådets afgørelse ved domstolene, hvis virksomheden ønsker dette.

Tredjemand kan heller ikke påklage en afgørelse om, at de af en virksomhed afgivne tilsagn er bindende for virksomheden. Afgørelsen er fremadrettet og angår, hvad virksomheden skal gøre fremover. Den manglende klageadgang er således en naturlig følge af, at konkurrencemyndighederne ikke behøver at tage stilling til, hvorvidt der er sket en overtrædelse, eller der stadig finder en overtrædelse sted, jf. betragtning 13 i præamblen til gennemførelsesforordningen vedrørende Kommissionens adgang til ved beslutning at gøre tilsagn bindende for virksomhederne. En sådan manglende klageadgang for tredjemand kendes i forvejen fra de gældende fusionsregler, hvor klageadgangen bl.a. blev afskåret for at undgå chikanøse klagesager. Lige som det er tilfældet i fusionssager, vil tredjemand kunne anlægge sag ved de almindelige domstole. Tredjemand vil eksempelvis kunne anlægge sag mod den virksomhed, der har afgivet tilsagn, med påstand om, at forbuddene i loven er overtrådt, og et eventuelt krav om erstatning.

§ 19, stk. 2

Bestemmelsen svarer til den gældende § 19, stk. 2 (jf. FT 1997/1998, tillæg A, s. 6875)..

§ 19, stk. 3

Bestemmelsen svarer til den gældende § 19, stk. 3 (jf. FT 1997/1998, tillæg A, s. 6875).

§ 19, stk. 4

Bestemmelsen svarer til den gældende § 19, stk. 4 (jf. FT 1997/1998, tillæg A, s. 6875).

§ 19, stk. 5

Forslaget skaber mulighed for, at Konkurrenceankenævnet kan gennemføre hele eller dele af ankesagsbehandlingen på engelsk og træffe afgørelse på engelsk. Der henvises til bemærkningerne ovenfor vedrørende lovforslagets nr. 23. Det er endvidere med forslaget præciseret, at grundlaget for Konkurrenceankenævnets behandling er de dokumenter og den sprogversion, der har foreligget for Konkurrencerådet og er indgået i rådets behandling.

Til nr. 31

§ 20, stk. 4

Bestemmelsen tager sigte på at udfylde gennemførelsesforordningens artikel 15.

Gennemførelsesforordningens artikel 15 indeholder en bestemmelse, hvorefter Kommissionen skal underrettes om domme, der vedrører anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 og 82.

Efter forslaget skal de afgørelser, som domstolene træffer vedrørende anvendelsen af konkurrenceloven og EF-traktatens artikel 81 og 82, sendes til Konkurrencestyrelsen. Det er dog kun de domme, der vedrører anvendelsen af artikel 81 og 82, der sendes videre til Kommissionen.

Det er efter forslaget domstolene, som skal fremsende afsagte domme til Konkurrencestyrelsen, som herefter videresender de domme, der angår EF-traktatens artikel 81 eller 82, til Kommissionen. Hvis der er tale om straffesager, er det dog anklagemyndigheden, der skal fremsende domme til Konkurrencestyrelsen.

I gennemførelsesforordningens artikel 15 er der endvidere en adgang for Kommissionen og Konkurrencestyrelsen til at afgive skriftlige indlæg for domstolene og med rettens tilladelse tillige til at afgive mundtlige indlæg. Denne regel gælder umiddelbart, og der er derfor ikke anledning til at indsætte denne regel i lovteksten.

Til nr. 32

Forslaget indebærer, at Konkurrenceankenævnet udvides fra tre til fem personer. I lighed med hvad der hidtidig har været gældende, skal formanden være højesteretsdommer. Endvidere skal to andre medlemmer have juridisk ekspertise, og de øvrige to medlemmer skal have økonomisk ekspertise.

Udvidelsen af ankenævnet vil skabe en større modvægt i forhold til Konkurrencerådet, der består af i alt 19 medlemmer. Med udvidelsen af Konkurrenceankenævnet ændres der ikke ved kravet om, at samtlige medlemmer skal være uafhængige af erhvervs- og forbrugerinteresser. Kun herved sikres det, at ankenævnet bevarer den domstolslignende karakter, som er tilsigtet.

Til nr. 33

Med forslaget bliver det muligt også at pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder, hvis en virksomhed undlader at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende i medfør af § 16 a, jf. lovforslagets nr. 26.

Konkurrencestyrelsens direktør har efter de gældende bestemmelser kompetence til at beslutte, om en virksomhed skal pålægges tvangsbøder, jf. bekendtgørelse nr. 951 af 2. december 1997 om Konkurrencestyrelsens virksomhed. Som følge heraf er der sket sproglige justeringer af bestemmelsen.

Til nr. 34

§ 23, stk. 1, nr. 1

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 23, stk. 1, nr. 1, hvorefter der kan straffes for forsætlig eller grov uagtsom overtrædelse af lovens § 6, stk. 1.

§ 23, stk. 1, nr. 2

Med tilføjelsen »undlader at efterkomme« i bestemmelsen tydeliggøres det, hvad der er gældende ret. I lighed med en overtrædelse af et vilkår vil en undladelse af at efterkomme et vilkår meddelt i henhold til § 8, stk. 3, 2. pkt., eller i henhold til § 8, stk. 4, 2. pkt., i forbindelse med en forlængelse af en fritagelse, være ensbetydende med, at der foreligger en konkurrenceskadelig aktivitet. De to situationer behandles derfor ens i relation til muligheden for at bødesanktionere virksomhedens handlinger.

§ 23, stk. 1, nr. 3

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets nr. 10, idet det bør være strafbart for dominerende virksomheder at overtræde eller undlade at efterkomme påbud udstedt i medfør af § 10 a, stk. 1, eller stk. 6. Dette er i lighed med, at det i øvrigt er strafbart at overtræde eller undlade at efterkomme påbud udstedt i medfør af loven.

§ 23, stk. 1, nr. 4

Der er tale om lovteknisk ændring som følge af, at den tidsbegrænsede overgangsbestemmelse i den gældende § 23, stk. 1, nr. 3, er udløbet. Indholdsmæssigt svarer bestemmelsen til den gældende § 23, stk. 1, nr. 4 (jf. FT 1999/2000, tillæg B, s. 1298).

§ 23, stk. 1, nr. 5

Med tilføjelsen »undlader at efterkomme« i bestemmelsen tydeliggøres det, hvad der er gældende ret. I lighed med en overtrædelse af et påbud vil en undladelse af at efterkomme et påbud meddelt i henhold til § 11 a, stk. 1, være ensbetydende med, at der foreligger en konkurrenceforvridende støtte, som ikke er ophørt eller tilbagebetalt. De to situationer behandles derfor ens i relation til muligheden for at pålægge bøde.

§ 23, stk. 1, nr. 6

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at fristen på en uge for anmeldelse af fusioner til Konkurrencestyrelsen ophæves, jf. lovforslagets nr. 15. Der vil fortsat kunne idømmes bødestraf for at undlade at anmelde en fusion i henhold til § 12 b, stk. 1.

§ 23, stk. 1, nr. 7

Bestemmelsen indebærer, at det med tilføjelsen »undlader at efterkomme« i bestemmelsen præciseres, hvad der er gældende ret i relation til efterlevelse af vilkår eller påbud meddelt efter § 12 c, stk. 6, efter § 12 e, stk. 1, eller påbud meddelt i medfør af § 12 g. Henvisningen til § 12 e, stk. 3, er en konsekvensændring som følge af lovforslagets nr. 18.

§ 23, stk. 1, nr. 8

Bestemmelsen indebærer, at den gældende retstilstand med tilføjelsen »undlader at efterkomme« i bestemmelsen præciseres, for så vidt angår muligheden for at bødesanktionere manglende eller forkert efterlevelse af påbud meddelt i henhold til § 16.

§ 23, stk. 1, nr. 9

Der er tale om en konsekvensændring som følge af muligheden for at gøre tilsagn bindende, jf. lovforslagets nr. 26.

§ 23, stk. 1, nr. 10

Der er tale om en konsekvensændring som følge af muligheden for at udstede påbud med henblik på at sikre, at en virksomhed rettidigt og korrekt opfylder et tilsagn, som er gjort bindende jf. lovforslagets nr. 26.

§ 23, stk. 1, nr. 11

Der er tale om en lovteknisk ændring. For så vidt angår muligheden for at ifalde straf for ikke at efterkomme Konkurrencerådets krav om oplysninger efter § 17, er der tale om en videreførelse af den gældende § 23, stk. 1, nr. 8.

§ 23, stk. 1, nr. 12

Bestemmelsen er udtryk for en lovteknisk ændring og sproglig præcisering.

§ 23, stk. 1, nr. 13

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende § 23, stk. 1, nr. 10 (jf. FT 1999/2000, tillæg B, s. 1300).

Til nr. 35

Bestemmelsen fastslår, at en virksomhed i relation til forbuddet i § 6, stk. 1, opnår bødeimmunitet, fra virksomheden indgiver en anmeldelse i medfør af § 8, stk. 2, og indtil Konkurrencerådet træffer en afgørelse efter § 8, stk. 2, stk. 4, eller stk. 5.

Til nr. 36

§ 23 a, stk. 1

Med gennemførelsesforordningen får medlemsstaternes konkurrencemyndigheder direkte kompetence til at anvende EF-traktatens artikel 81 og 82, jf. forordningens artikel 5.

Som hidtil er det Konkurrencerådet, der er den kompetente konkurrencemyndighed til at påse overholdelsen af bestemmelserne i artikel 81 og 82. Konkurrencestyrelsen, der er sekretariat for Konkurrencerådet, er ligeledes kompetent konkurrencemyndighed. Konkurrencestyrelsen har endvidere en række særlige beføjelser i forhold til Europa-Kommissionen og andre nationale konkurrencemyndigheder, jf. § 23 a, stk. 3.

Det vil endvidere blive meddelt Europa-Kommissionen, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), der er en del af den danske anklagemyndighed, udpeges som national kompetent myndighed under henvisning til gennemførelsesforordningens artikel 35, stk. 1, med pligter og beføjelser i henhold til artikel 5, artikel 11, stk. 3-6, artikel 12, artikel 13, artikel 14, stk. 2 og stk. 7, og artikel 22 i gennemførelsesforordningen.

EF-traktatens artikel 81 og artikel 82 vedrører forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling, der begrænser eller fordrejer konkurrencen inden for fællesmarkedet, og som kan påvirke samhandelen mærkbart.

Gennemførelsesforordningen bygger på et system med parallel kompetence, hvor Kommissionen og alle medlemsstaternes konkurrencemyndigheder har kompetence til at anvende artikel 81 og 82 og er ansvarlig for en effektiv arbejdsdeling med hensyn til de sager, hvor det anses for nødvendigt at foretage en undersøgelse. Medlemsstaternes kompetence til at anvende traktatens bestemmelser i konkrete sager indebærer således, at en medlemsstats kompetence som udgangspunkt er den samme som Kommissionens i forhold til konkurrencebegrænsende aftaler og adfærd.

Konkurrencemyndighedernes jurisdiktion reguleres ikke af gennemførelsesforordningen, men af den foreslåede bestemmelse. Konkurrencemyndighederne får med den foreslåede bestemmelse mulighed for at behandle sager efter artikel 81 og 82 i de tilfælde, hvor den virksomhed, der er involveret i en aftale m.v. er beliggende i Danmark, men hvor de skadelige virkninger af aftalen m.v. relaterer sig til geografiske markeder uden for Danmark, men inden for Den Europæiske Union.

Dette er en naturlig konsekvens af, at gennemførelsesforordningen har etableret et system, hvor kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder har parallel kompetence til at behandle sager efter artikel 81 og 82, og at man med forordningen har forudsat, at de nationale konkurrencemyndigheder fremover vil forestå sagsbehandlingen af en række sager, som hidtil har været behandlet af Kommissionen. En effektiv håndhævelse af EU-konkurrencereglerne forudsætter, at de nationale konkurrencemyndigheders beføjelser ikke er begrænset til sager, der alene har virkninger på det nationale marked. Det vil i visse sager være hensigtsmæssigt, at de danske myndigheder kan gribe ind over for virksomheder i Danmark, selvom disse virksomheders adfærd har skadelige virkninger på f.eks. det svenske og det finske marked, idet de danske myndigheder vil have bedre muligheder for at fuldbyrde eksempelvis en bødesag mod den danske virksomhed.

I tilfælde som denne, hvor en virksomhed er beliggende i Danmark, men hvor de skadelige virkninger er uden for Danmark, vil sagen have en sådan tilknytning til Danmark, at de danske konkurrencemyndigheder vil kunne anvende artikel 81 og 82. Tilknytning til Danmark foreligger desuden, når en aftale m.v. påvirker konkurrencen på det danske marked mærkbart.

I sager, hvor mere end en national konkurrencemyndighed har kompetence til at anvende artikel 81 og 82, vil spørgsmålet om, hvem der skal behandle sagen, blive afgjort på baggrund af Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder (EU-Tidende 2004, nr. C 101, s. 43), der angiver principperne for arbejdsdelingen mellem medlemsstaternes konkurrencemyndigheder inden for det etablerede system med parallel kompetence.

I dette system med parallel kompetence vil en sag blive behandlet af en enkelt national konkurrencemyndighed, eventuelt med bistand fra andre medlemslandes konkurrencemyndigheder, eller af flere nationale konkurrencemyndigheder, der handler parallelt, eller af Kommissionen. I de fleste tilfælde vil den myndighed, der modtager en klage eller indleder en procedure på eget initiativ, behandle sagen. Omfordeling vil alene finde sted, når det er nødvendigt af hensyn til en effektiv beskyttelse af konkurrencen og EU's interesser. Omfordeling vil da ske til den bedst egnede konkurrencemyndighed. En konkurrencemyndighed kan anse for at have særlige forudsætninger for at behandle en sag, hvis følgende 3 betingelser er opfyldt; 1) den pågældende aftale eller praksis har en betydelig, direkte, faktisk eller forudsigelig indvirkning på konkurrencen inden for dens område eller gennemføres i eller stammer fra dens område, 2) den pågældende myndighed vil effektivt kunne bringe hele overtrædelsen til ophør, dvs. at den kan nedlægge et forbud, som vil være tilstrækkeligt til at bringe overtrædelsen til ophør, og at den eventuelt kan pålægge passende sanktioner for overtrædelsen, og 3) at den kan, eventuelt sammen med andre myndigheders bistand, indsamle det materiale, der er nødvendigt for at bevise overtrædelsen.

Uanset om en sag ender som en straffesag eller en forbudssag, skal den, hvis artikel 81 eller 82 anvendes, anmeldes til Kommissionen umiddelbart efter, at myndighederne har taget de første formelle efterforskningsskridt. De nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen vil derfor drøfte, hvilken myndighed der har de bedste forudsætninger til at gribe ind i en sag.

Det understreges, at gennemførelsesforordningen ikke er til hinder for, at Konkurrencemyndighederne, når de anvender artikel 81 eller 82 i en konkret sag, samtidig anvender de tilsvarende bestemmelser i konkurrenceloven.

§ 23 a, stk. 2

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den gældende § 23, stk. 2.

§ 23 a, stk. 3

Bestemmelsen svarer til § 24 i den gældende lov og fastlægger, at Konkurrencestyrelsen yder bistand i henhold til forordninger og direktiver udstedt i medfør af traktatens artikel 83.

Det er samtidig udtrykkeligt angivet, at denne bistand ikke kun kan ydes i forhold til Kommissionen, men tillige i forhold til andre konkurrencemyndigheder i den Europæiske Union i forbindelse med disse myndigheders anvendelse af artikel 81 og 82.

Bestemmelsen er ikke udtryk for en udtømmende opregning af, hvilke myndigheder der kan yde bistand til Europa-Kommissionen og andre medlemsstaters konkurrencemyndigheder. Bestemmelsen udelukker således ikke, at SØK i henhold til retsplejeloven eller anden lovregulering kan yde Kommissionen eller andre nationale konkurrencemyndigheder bistand.

Til nr. 37

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets nr. 29 og 36.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 2005.