L 5 (som fremsat): Forslag til lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union

Fremsat den 6. oktober 2004 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov af fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i
Den Europæiske Union

Første afsnit. Indledende bestemmelser

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Denne lov finder anvendelse på strafferetlige afgørelser om

1) beslaglæggelse,

2) bødestraf og

3) konfiskation.

Stk. 2. Strafferetlige afgørelser som nævnt i stk. 1, der er truffet i andre medlemsstater i Den Europæiske Union, kan fuldbyrdes her i landet efter reglerne i denne lov.

Stk. 3. Loven finder dog ikke anvendelse på afgørelser, der er omfattet af lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv., i det omfang de særlige bestemmelser om fuldbyrdelse af straf mv. mellem de nordiske lande giver mere vidtgående adgang til fuldbyrdelse end reglerne i nærværende lov.

§ 2. Ved "udstedelsesstat" forstås den stat, i hvilken den pågældende afgørelse er truffet.

Stk. 2. Ved "fuldbyrdelsesstat" forstås den stat, der anmodes om at fuldbyrde den pågældende afgørelse.

Andet afsnit. Beslaglæggelse

Kapitel 2

Fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser

§ 3. Ved "beslaglæggelseskendelse" forstås i denne lov enhver foranstaltning, der er truffet af en kompetent myndighed i en anden medlemsstat for midlertidigt at forhindre enhver destruktion, ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af formuegoder, der kan konfiskeres, eller af bevismateriale.

§ 4. Loven finder anvendelse på beslaglæggelseskendelser, der afsiges med henblik på

1) sikring af materiale, som kan fremlægges som bevis ved strafferetlig forfølgning af en lovovertrædelse, eller

2) efterfølgende konfiskation af formuegoder af enhver art.

§ 5. En beslaglæggelseskendelse fuldbyrdes her i landet, medmindre der er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter §§ 6, 7 eller 8. Behandlingen af anmodninger om fuldbyrdelse sker efter reglerne i kapitel 11.

§ 6. En beslaglæggelseskendelse, der er udstedt i forbindelse med efterforskningen af en af nedenstående handlinger, kan fuldbyrdes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis sådanne handlinger efter lovgivningen i udstedelsesstaten kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år:

1) Deltagelse i en kriminel organisation.

2) Terrorisme.

3) Menneskehandel.

4) Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

5) Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

6) Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.

7) Bestikkelse.

8) Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

9) Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.

10) Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.

11) Internetkriminalitet.

12) Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.

13) Menneskesmugling.

14) Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.

15) Ulovlig handel med menneskevæv og ­-organer.

16) Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.

17) Racisme og fremmedhad.

18) Organiseret eller væbnet tyveri.

19) Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.

20) Bedrageri.

21) Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.

22) Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.

23) Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.

24) Forfalskning af betalingsmidler.

25) Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.

26) Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.

27) Handel med stjålne motorkøretøjer.

28) Voldtægt.

29) Brandstiftelse.

30) Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.

31) Skibs- eller flykapring.

32) Sabotage.

Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en beslaglæggelseskendelse fuldbyrdes her i landet, hvis en handling svarende til den, som ligger til grund for kendelsen, er strafbar efter dansk ret.

§ 7. Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse afslås, hvis

1) den i § 48 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med beslaglæggelseskendelsen,

2) kendelsen vedrører materiale, som er omfattet af retsplejelovens §§ 802, stk. 4, eller 803, stk. 2, eller

3) fuldbyrdelse vil være i strid med straffelovens § 12.

Stk. 2. Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse afslås, hvis kendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende her i landet er benådet for handlingen. Hvis den pågældende er dømt i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten. Fuldbyrdelse afslås tillige, hvis tiltale er frafaldet her i landet for de forhold, som beslaglæggelseskendelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.

Stk. 3. Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse afslås, hvis der er grund til at formode, at kendelsen er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.

§ 8. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis beslaglæggelseskendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union. Hvis den pågældende er dømt, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.

Stk. 2. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis påtale er opgivet her i landet for de forhold, som beslaglæggelseskendelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.

§ 9. Når betingelserne for fuldbyrdelse her i landet af en beslaglæggelseskendelse er opfyldt, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes i en passende periode, hvis fuldbyrdelsen kan skade en igangværende strafferetlig efterforskning.

Stk. 2. Så snart grunden til udsættelsen er ophørt, træffes de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen.

§ 10. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes skriftligt og uden unødigt ophold om:

1) afslag på fuldbyrdelse samt begrundelsen herfor,

2) tilfælde, hvor det viser sig praktisk umuligt at fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen, fordi formuegoderne er forsvundet, er blevet destrueret eller ikke findes på det sted, der er angivet i attesten, eller fordi det ikke, selv efter høring af udstedelsesstaten, er angivet tilstrækkeligt præcist, hvor formuegoderne eller bevismaterialet befinder sig,

3) en beslutning om udsættelse samt begrundelsen herfor og om muligt dens forventede varighed,

4) ophør af grunden til udsættelse,

5) enhver foranstaltning, som begrænser fuldbyrdelsen af beslaglæggelseskendelsen, og

6) at fuldbyrdelsen er afsluttet.

Kapitel 3

Efterfølgende behandling af beslaglagte formuegoder

§ 11. Beslaglæggelse opretholdes, indtil en anmodning som omhandlet i § 13, stk. 1, nr. 1 eller 2, er endeligt afgjort.

Stk. 2. Der kan dog i overensstemmelse med retsplejelovens § 805, stk. 2, og efter høring af udstedelsesstaten, opstilles betingelser med henblik på i det konkrete tilfælde at begrænse beslaglæggelsens varighed. Hvis det i overensstemmelse med disse betingelser påtænkes at ophæve beslaglæggelsen, skal udstedelsesstaten underrettes herom og have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger.

§ 12. Beslaglæggelsen skal ophæves uden unødigt ophold, hvis udstedelsesstaten meddeler, at beslaglæggelseskendelsen er ophævet i udstedelsesstaten.

§ 13. Beslaglæggelseskendelsen skal, foruden den i § 48 omhandlede attest, være ledsaget af

1) en anmodning om overførsel af bevismaterialet til udstedelsesstaten,

2) en anmodning om konfiskation med henblik på enten fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse truffet i udstedelsesstaten, eller med henblik på afsigelse af konfiskationsdom og efterfølgende fuldbyrdelse heraf i Danmark, eller

3) en instruks om, at formuegoderne skal forblive her i landet, indtil der foreligger en anmodning efter nr. 1 eller 2. § 11, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Anmodninger som nævnt i stk. 1, nr. 1-3, behandles efter de gældende regler om gensidig retshjælp i straffesager og om international fuldbyrdelse af straf mv. Anmodninger om fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelser truffet i udstedelsesstaten behandles efter reglerne i denne lovs fjerde afsnit, jf. dog § 1, stk. 3. Dog kan afslag på anmodninger som omhandlet i stk. 1, nr. 1, ikke begrundes med, at en tilsvarende handling ikke er strafbar i Danmark, hvis anmodningen er udstedt i forbindelse med efterforskningen af en eller flere af de i § 6, stk. 1, omhandlede handlinger, og disse kan medføre mindst 3 års fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i udstedelsesstaten.

Kapitel 4

Refusion

§ 14. Krav om refusion af erstatningsbeløb, som er udbetalt i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a i forbindelse med fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse udstedt i en anden medlemsstat, fremsættes over for udstedelsesstaten af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, medmindre skaden eller en del heraf udelukkende skyldes danske myndigheders handlemåde.

§ 15. Staten refunderer erstatningsbeløb, der er udbetalt af fuldbyrdelsesstaten, hvis denne stat efter sin egen lovgivning er ansvarlig for skade forvoldt som følge af fuldbyrdelse af en dansk beslaglæggelseskendelse, medmindre skaden eller en del af skaden udelukkende skyldes fuldbyrdelsesstatens myndigheders handlemåde.

Tredje afsnit. Bødestraf

Kapitel 5

Fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf

§ 16. En afgørelse om bødestraf er omfattet af denne lov, når der er tale om en endelig afgørelse, der pålægger en fysisk eller juridisk person en bødestraf, og afgørelsen er truffet af

1) en domstol, eller

2) en anden myndighed, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i straffesager.

§ 17. Ved "bødestraf" forstås i denne lov pligten til at betale et beløb, som ved en afgørelse pålægges en person som straf for at have begået en lovovertrædelse, samt en ved samme afgørelse pålagt pligt til at betale

1) erstatning til ofre for den strafbare handling, hvis ofret ikke kan deltage som civil part i sagen, og domstolen handler i kraft af sin strafferetlige kompetence,

2) et pengebeløb til dækning af sagsomkostninger eller administrative omkostninger ved afgørelsen, og

3) et pengebeløb til en offentlig fond eller en støtteorganisation for ofre.

§ 18. En afgørelse om bødestraf fuldbyrdes her i landet, medmindre der er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter §§ 19, 20 eller 21. Behandlingen af anmodninger om fuldbyrdelse sker efter reglerne i kapitel 12.

§ 19. En afgørelse om bødestraf, der vedrører en af nedenstående handlinger, kan fuldbyrdes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret:

1) Deltagelse i en kriminel organisation.

2) Terrorisme.

3) Menneskehandel.

4) Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

5) Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

6) Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.

7) Bestikkelse.

8) Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

9) Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.

10) Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.

11) Internetkriminalitet.

12) Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.

13) Menneskesmugling.

14) Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.

15) Ulovlig handel med menneskevæv og ­-organer.

16) Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.

17) Racisme og fremmedhad.

18) Organiseret eller væbnet tyveri.

19) Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.

20) Bedrageri.

21) Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.

22) Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.

23) Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.

24) Forfalskning af betalingsmidler.

25) Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.

26) Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.

27) Ulovlig handel med stjålne motorkøretøjer.

28) Voldtægt.

29) Brandstiftelse.

30) Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.

31) Skibs- eller flykapring.

32) Sabotage.

33) Overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen, herunder overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelser og bestemmelser om transport af farligt gods.

34) Smugling af varer.

35) Krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

36) Trusler og vold mod personer, herunder vold i forbindelse med sportsbegivenheder.

37) Hærværk.

38) Tyveri.

39) Strafbare handlinger, der er fastlagt af udstedelsesstaten, og som tjener til at opfylde forpligtelser i medfør af instrumenter, der er vedtaget i henhold til EF-traktaten eller EU-traktatens afsnit VI.

Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en afgørelse om bødestraf fuldbyrdes, hvis en handling svarende til den, som afgørelsen vedrører, er strafbar efter dansk ret.

§ 20. Fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf afslås, hvis

1) den i § 48 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen,

2) afgørelsen vedrører handlinger, som er begået helt eller delvist her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret,

3) fuldbyrdelse vil være i strid med straffelovens § 12,

4) afgørelsen vedrører en fysisk person, som på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15,

5) den pålagte bødestraf er på mindre end 70 euro eller et beløb svarende hertil, eller

6) den person, som afgørelsen vedrører, ifølge oplysningerne i den i § 48 omhandlede attest,

a) ikke som krævet i udstedelsesstatens lovgivning i forbindelse med en skriftlig procedure er blevet underrettet personligt eller gennem en efter udstedelsesstatens lovgivning kompetent repræsentant om sin ret til at bestride sagen og om tidsfristerne for et sådant retsmiddel, eller

b) er udeblevet, medmindre det i attesten er anført, at personen er blevet underrettet om retssagen personligt eller gennem en efter udstedelsesstatens lovgivning kompetent repræsentant i overensstemmelse med udstedelsesstatens lovgivning, eller at personen har tilkendegivet, at sagen ikke bestrides.

Stk. 2. Fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er fundet skyldig i eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende her i landet er benådet for handlingen. Hvis den pågældende er fundet skyldig i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis afgørelsen er blevet fuldbyrdet. Fuldbyrdelse afslås tillige, hvis tiltale er frafaldet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.

Stk. 3. Fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf afslås, hvis der er grund til at formode, at bødestraffen er pålagt med det formål at straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.

§ 21. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis

1) afgørelsen ville være forældet efter dansk ret og vedrører handlinger, der er omfattet af dansk straffemyndighed, eller

2) afgørelsen vedrører en handling, som er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed.

Stk. 2. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er fundet skyldig i eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union. Hvis den pågældende er fundet skyldig, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis afgørelsen er blevet fuldbyrdet.

Stk. 3. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis påtale er opgivet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.

§ 22. Inden der træffes beslutning om afslag i medfør af § 20, stk. 1, nr. 1 eller 5, eller § 21, nr. 1, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres.

§ 23. Fuldbyrdelse afbrydes straks, hvis udstedelsesstaten meddeler, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes, eller at anmodningen af anden grund trækkes tilbage.

§ 24. Hvis den handling, som afgørelsen vedrører, ikke er begået på udstedelsesstatens territorium, og handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed, nedsættes det beløb, der skal inddrives, til det beløb, der gælder for tilsvarende handlinger i henhold til dansk lovgivning.

Stk. 2. Bødestraffen omregnes til danske kroner til den vekselkurs, der var gældende på det tidspunkt, hvor bødestraffen blev pålagt den pågældende.

§ 25. Hvis den person, som afgørelsen vedrører, fremlægger dokumentation for hel eller delvis betaling i en anden stat, høres den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt afgørelsen skal fuldbyrdes.

§ 26. Der kan ikke her i landet fastsættes forvandlingsstraf for en udenlandsk bødestraf omfattet af denne lov.

§ 27. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes skriftligt og uden unødigt ophold om:

1) afslag på fuldbyrdelse samt begrundelsen herfor,

2) tilfælde, hvor afgørelsen helt eller delvist ikke er blevet fuldbyrdet her i landet,

3) tilfælde, hvor bødestraffen er blevet eftergivet her i landet, og

4) at fuldbyrdelsen er afsluttet.

§ 28. Selv om en anmodning om fuldbyrdelse er fremsendt til Danmark, kan afgørelsen ikke længere fuldbyrdes i Danmark, hvis

1) udstedelsesstaten har meddelt, at anmodningen trækkes tilbage,

2) de danske myndigheder har meddelt udstedelsesstaten, at afgørelsen helt eller delvist ikke er blevet fuldbyrdet,

3) de danske myndigheder har meddelt udstedelsesstaten, at bødestraffen er blevet eftergivet, eller

4) de danske myndigheder har meddelt udstedelsesstaten, at fuldbyrdelse er afslået.

Kapitel 6

Fordeling af midler fra fuldbyrdelse af afgørelser

§ 29. Justitsministeren kan aftale med en anden medlemsstat, at bødestraffe, der fuldbyrdes i overensstemmelse med reglerne i denne lov, tilfalder den udstedende stat.

Stk. 2. Justitsministeren kan aftale med en anden medlemsstat, at bødestraffe, der fuldbyrdes i andre stater som følge af fuldbyrdelse af en dansk afgørelse, tilbageføres til den danske statskasse.

Fjerde afsnit. Konfiskation

Kapitel 7

Fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation

§ 30. Ved "konfiskationsafgørelse" forstås i denne lov en endelig sanktion eller foranstaltning pålagt af en domstol efter en retssag vedrørende en eller flere strafbare handlinger, og som medfører en endelig berøvelse af formuegoder af enhver art.

§ 31. En konfiskationsafgørelse fuldbyrdes her i landet, medmindre der er grundlag for at afslå fuldbyrdelse efter §§ 32, 33 eller 34.

§ 32. En konfiskationsafgørelse, der vedrører en af nedenstående handlinger, kan fuldbyrdes her i landet, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis handlingen i udstedelsesstaten kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år:

1) Deltagelse i en kriminel organisation.

2) Terrorisme.

3) Menneskehandel.

4) Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

5) Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

6) Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosivstoffer.

7) Bestikkelse.

8) Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

9) Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.

10) Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.

11) Internetkriminalitet.

12) Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.

13) Menneskesmugling.

14) Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.

15) Ulovlig handel med menneskevæv og ­-organer.

16) Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.

17) Racisme og fremmedhad.

18) Organiseret eller væbnet tyveri.

19) Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.

20) Bedrageri.

21) Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.

22) Efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter.

23) Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel hermed.

24) Forfalskning af betalingsmidler.

25) Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.

26) Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.

27) Handel med stjålne motorkøretøjer.

28) Voldtægt.

29) Brandstiftelse.

30) Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.

31) Skibs- eller flykapring.

32) Sabotage.

Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en konfiskationsafgørelse fuldbyrdes her i landet, hvis en handling svarende til den, som afgørelsen vedrører, er strafbar efter dansk ret.

§ 33. Fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse afslås, hvis

1) den i § 48 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen,

2) afgørelsen vedrører handlinger, som er begået helt eller delvis her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret,

3) fuldbyrdelse vil stride mod straffelovens § 12,

4) tredjemands rettigheder i henhold til dansk lovgivning gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen, eller

5) det følger af oplysningerne i attesten, at den pågældende ikke gav møde personligt eller ved advokat i den retssag, der førte til konfiskationsafgørelsen, medmindre det fremgår af attesten, at den pågældende er blevet underrettet om retssagen i overensstemmelse med udstedelsesstatens lovgivning, enten personligt eller gennem sin i henhold til udstedelsesstatens lovgivning kompetente repræsentant, eller i øvrigt har tilkendegivet, at konfiskationsafgørelsen ikke anfægtes.

Stk. 2. Fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende her i landet er benådet for handlingen. Hvis den pågældende er dømt i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten. Fuldbyrdelse afslås tillige, hvis tiltale er frafaldet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.

Stk. 3. Fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation afslås, hvis der er grund til at formode, at afgørelsen er truffet med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.

§ 34. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis

1) afgørelsen ville være forældet efter dansk ret og vedrører handlinger, der er omfattet af dansk straffemyndighed,

2) afgørelsen vedrører en handling, som er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed, eller

3) afgørelsen er truffet i henhold til udstedelsesstatens bestemmelser om udvidet adgang til konfiskation, i det omfang konfiskation ikke vil kunne foretages i tilsvarende tilfælde efter straffelovens § 76 a. Fuldbyrdelse kan dog ikke afslås alene med den begrundelse, at § 76 a, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt.

Stk. 2. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union. Hvis den pågældende er dømt, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.

Stk. 3. Fuldbyrdelse kan afslås, hvis påtale er opgivet her i landet for de forhold, som afgørelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.

§ 35. Inden der træffes afgørelse om afslag, skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres. Dog kan høring undlades, hvor afgørelsen træffes i henhold til § 32, § 33, stk. 1, nr. 3, eller § 34, stk. 1, nr. 1.

§ 36. Når betingelserne for fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse her i landet er opfyldt, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes,

1) i en passende periode, hvis fuldbyrdelsen vil skade en igangværende strafferetlig efterforskning eller straffesag,

2) indtil afslutningen af en konfiskationssag i Danmark, hvis formuegodet allerede er omfattet af en sådan sag, eller

3) i en passende periode, hvis det skønnes, at der er risiko for, at den samlede værdi, der opnås ved fuldbyrdelsen, kan overstige det beløb, der er anført i afgørelsen, fordi denne fuldbyrdes samtidig i mere end én medlemsstat.

Stk. 2. Hvis det i udsættelsesperioden er nødvendigt for at sikre, at formuegodet er tilgængeligt med henblik på fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelsen, kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition anvendes, i det omfang den lovovertrædelse, som konfiskationsafgørelsen vedrører, opfylder betingelserne for fuldbyrdelse i § 32.

§ 37. Så snart grunden til udsættelsen er ophørt, træffes de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde konfiskationsafgørelsen.

§ 38. Fuldbyrdelsen afbrydes uden unødigt ophold, hvis den kompetente myndighed i udstedelsesstaten meddeler, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes eller af anden grund tilbagekaldes.

§ 39. Hvis en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse vedrører et specifikt formuegode, kan de danske myndigheder aftale med myndighederne i udstedelsesstaten, at fuldbyrdelse kan ske i form af konfiskation af et tilsvarende pengebeløb.

Stk. 2. Hvis en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse vedrører et pengebeløb, omregnes konfiskationsbeløbet til danske kroner til den vekselkurs, der var gældende på det tidspunkt, hvor afgørelsen om konfiskation blev truffet.

§ 40. Hvis den person, som afgørelsen vedrører, fremlægger dokumentation for, at der helt eller delvis er sket konfiskation i en anden stat, høres den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt afgørelsen skal fuldbyrdes.

§ 41. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes skriftligt og uden unødigt ophold om:

1) afslag på fuldbyrdelse samt begrundelsen herfor,

2) tilfælde, hvor afgørelsen helt eller delvis ikke fuldbyrdes her i landet, herunder hvor det, selv efter høring af udstedelsesstaten, viser sig umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, fordi de formuegoder, der skal konfiskeres, allerede er konfiskeret, er forsvundet, er blevet destrueret eller ikke kan findes på det i attesten angivne sted, eller fordi det ikke er angivet tilstrækkeligt præcist, hvor formuegoderne befinder sig,

3) tilfælde, hvor konfiskationsbeløbet er eftergivet her i landet,

4) en beslutning om udsættelse samt begrundelsen herfor og om muligt dens forventede varighed,

5) ophør af grunden til udsættelse, og

6) at fuldbyrdelsen er afsluttet.

Kapitel 8

Disponering over konfiskerede midler

§ 42. Pengebeløb, der konfiskeres i Danmark ved fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation i henhold til denne lov, tilfalder statskassen, hvis beløbet er på mindre end 10.000 euro eller et dertil svarende beløb.

Stk. 2. I andre tilfælde overføres halvdelen af det konfiskerede beløb til udstedelsesstaten.

§ 43. Andre formuegoder end penge, der er konfiskeret i Danmark ved fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse i henhold til denne lov, kan fordeles på en af følgende måder:

1) Formuegodet sælges og provenuet fordeles i overensstemmelse med § 42.

2) Formuegodet overføres til udstedelsesstaten. Hvis udstedelsesstatens afgørelse om konfiskation omfatter et pengebeløb, kan formuegodet kun overføres til udstedelsesstaten, hvis denne har givet samtykke.

Stk. 2. Hvis mulighederne i stk. 1 ikke kan finde anvendelse, tilfalder formuegodet staten.

§ 44. Konfiskerede kulturgoder, der er en del af Danmarks nationale kulturarv, som defineret i artikel 1, nr. 1, i direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område, tilfalder staten.

§ 45. Justitsministeren kan ved aftale med udstedelsesstaten fravige §§ 42-44.

Kapitel 9

Refusion

§ 46. Krav om refusion af erstatningsbeløb, der er udbetalt i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a i forbindelse med fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse udstedt i en anden EU-medlemsstat, fremsættes over for udstedelsesstaten af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, medmindre skaden eller en del heraf udelukkende skyldes danske myndigheders handlemåde.

§ 47. Staten refunderer erstatningsbeløb, der er udbetalt af fuldbyrdelsesstaten, hvis denne efter sin egen lovgivning er ansvarlig for skade forvoldt som følge af fuldbyrdelse af en dansk beslaglæggelseskendelse, medmindre skaden eller en del af skaden udelukkende skyldes fuldbyrdelsesstatens myndigheders handlemåde.

Femte afsnit.

Behandling af anmodninger om fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser

Kapitel 10

Formelle krav mv.

§ 48. Strafferetlige afgørelser, der er omfattet af denne lov, skal, for at kunne danne grundlag for en afgørelse om fuldbyrdelse her i landet, være ledsaget af den relevante attest, jf. bilagene til denne lov, i udfyldt stand. Formularen skal være attesteret af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.

Stk. 2. Afgørelsen om, hvorvidt en afgørelse om bødestraf eller en konfiskationsafgørelse kan fuldbyrdes her i landet, kan udsættes i det nødvendige tidsrum, hvis det findes nødvendigt at tilvejebringe en dansk oversættelse af udstedelsesstatens afgørelse.

Kapitel 11

Behandling af anmodninger om fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser om beslaglæggelse

§ 49. Afgørelse om fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser, der er omfattet af denne lov, træffes af retten på begæring af anklagemyndigheden, medmindre anklagemyndigheden finder, at fuldbyrdelse bør afslås. Afgørelsen om afslag træffes i så fald af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil.

Stk. 2. Sagen indbringes af anklagemyndigheden for byretten på det sted, hvortil sagen har tilknytning.

§ 50. Indbringelse for retten skal ske snarest og så vidt muligt inden 24 timer efter anklagemyndighedens modtagelse af anmodningen.

Stk. 2. Ved sagens behandling finder retsplejelovens § 806, stk. 2, 3, 5 og 7, § 807 c samt kapitel 85 om kære tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Der kan beskikkes en forsvarer, i det omfang der ville være adgang til at beskikke en forsvarer efter retsplejelovens §§ 730-732. Forsvareren har samme beføjelser som en forsvarer i en dansk straffesag. Om salær og godtgørelse for udlæg gælder samme regler som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens § 741.

Stk. 4. Rettens afgørelse skal så vidt muligt træffes inden for den i stk. 1 nævnte frist.

§ 51. Hvis rettens afgørelse kæres, eller der indgives begæring efter retsplejelovens § 807 c, underretter anklagemyndigheden den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, herunder om grundlaget for anmodningen, således at den pågældende myndighed kan fremkomme med sine bemærkninger. Anklagemyndigheden orienterer endvidere den pågældende myndighed om kæremålets udfald.

§ 52. Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, iværksættes beslaglæggelse af politiet i overensstemmelse med retsplejelovens § 807. Retsplejelovens §§ 807b og 807d finder tilsvarende anvendelse.

§ 53. En anmodning fra den kompetente judicielle myndighed i udstedelsesstaten om iagttagelse af særlige formelle krav eller en særlig procedure skal imødekommes, når det er nødvendigt, for at det indsamlede bevismateriale kan anvendes som bevis i udstedelsesstaten, i det omfang sådanne krav og procedurer ikke er i modstrid med grundlæggende principper i dansk ret.

Stk. 2. Hvis fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelsen nødvendiggør det, kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 for så vidt angår edition, anvendes, i det omfang den lovovertrædelse, der ligger til grund for kendelsen, opfylder betingelserne for fuldbyrdelse i § 6.

Kapitel 12

Behandling af anmodninger om fuldbyrdelse af endelige strafferetlige afgørelser

§ 54. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, træffer afgørelse om anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskationsafgørelser, der er omfattet af denne lov.

§ 55. Træffes der afgørelse om, at bødestraffen eller konfiskationen kan fuldbyrdes, skal den pågældende person, som bødestraffen eller konfiskationen vedrører, samtidig med, at der gives meddelelse om afgørelsen, gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse efter § 56 og med fristen for fremsættelse af anmodning herom.

§ 56. Træffes der afgørelse om, at afgørelsen kan fuldbyrdes, kan enhver, som er part i sagen, forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om afgørelsens lovlighed for retten på det sted, hvor den person, som afgørelsen vedrører, bor. Hvis den pågældende ikke har bopæl her i landet, behandles sagen dér, hvortil sagen i øvrigt har tilknytning.

Stk. 2. Anmodning herom skal fremsættes senest 14 dage efter, at beslutningen er meddelt den pågældende. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, tillade, at afgørelsen indbringes for retten, selv om anmodning først fremsættes efter fristens udløb.

Stk. 3. Indbringelse af justitsministerens afgørelse om fuldbyrdelse, jf. § 54, medfører ikke opsættende virkning, medmindre retten bestemmer det.

Stk. 4. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Retsplejelovens kapitel 85 om kære finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Der kan beskikkes en forsvarer for den, der har anmodet om domstolsprøvelse, hvis retten efter sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt. Forsvareren har samme beføjelser som en forsvarer i en dansk straffesag. Om salær og godtgørelse for udlæg gælder samme regler som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens § 741.

§ 57. Hvis der anmodes om domstolsprøvelse i medfør af § 56, stk. 1, underretter justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, herunder om grundlaget for anmodningen, således at den pågældende myndighed kan fremkomme med sine bemærkninger.

Stk. 2. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, orienterer endvidere den pågældende myndighed om domstolsprøvelsens udfald.

§ 58. Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf, jf. § 17, sker fuldbyrdelsen, i det omfang andet ikke følger af nærværende lov, i overensstemmelse med dansk rets regler om fuldbyrdelse af bødestraffe. Dansk rets regler om benådning finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om bødestraf, som fuldbyrdes efter nærværende lov.

Stk. 2. Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, jf. § 30, sker fuldbyrdelse, i det omfang andet ikke følger af nærværende lov, i overensstemmelse med dansk rets regler om fuldbyrdelse af konfiskation. Straffelovens § 97 c finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om konfiskation, som fuldbyrdes efter nærværende lov.

Kapitel 13

Fremsendelse af anmodninger om fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser til en anden medlemsstat

§ 59. Attester, der i medfør af denne lov fremsendes til en anden medlemsstat med henblik på fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, skal attesteres af den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Attester, der i medfør af denne lov fremsendes til en anden medlemsstat med henblik på fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation, skal attesteres af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil.

§ 60. Hvis en udenlandsk myndighed har truffet afgørelse om fuldbyrdelse af en dansk beslaglæggelseskendelse, kan kendelsen indbringes for retten af enhver, der er part i sagen, uanset at kærefristen, jf. retsplejelovens § 969, stk. 1, er udløbet.

Kapitel 14

Konsekvensændringer

§ 61. I lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf mv. som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996, lov nr. 280 af 25. april 2001 og lov nr. 258 af 8. maj 2002 foretages følgende ændring:

1. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

" Stk. 3. Lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union finder dog anvendelse i forhold til afgørelser, der kan fuldbyrdes efter reglerne deri."

Kapitel 15

Ikrafttræden

§ 62. Loven træder i kraft den 1. januar 2005. Loven finder anvendelse på anmodninger om fuldbyrdelse, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

§ 63. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

1. Indledning

1.1. Formålet med lovforslaget er at indføre sådanne regler, som er nødvendige for Danmarks opfyldelse af Rådet for Den Europæiske Unions rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale samt udkast til rammeafgørelser om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe og på afgørelser om konfiskation.

Den 4. juni 2003 meddelte Folketinget sit samtykke i medfør af grundlovens § 19, stk. 1, til, at regeringen på Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union medvirkede til vedtagelsen af udkastet til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale. Der henvises herom til Folketingstidende 2002-2003, forhandlingerne, side 8448 og 10541, tillæg A, side 6798 og 6820, tillæg B, side 1699 samt tillæg C, side 839.

Udkastet til denne rammeafgørelse er efterfølgende vedtaget på et rådsmøde den 22. juli 2003 og trådte i kraft den 2. august 2003. Det fremgår af artikel 14 i rammeafgørelsen, at EU-medlemsstaterne senest den 2. august 2005 skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme rammeafgørelsen. Rådet for den Europæiske Union har imidlertid i en erklæring af 25. marts 2004 vedrørende terrorbekæmpelse opfordret medlemsstaterne til at implementere rammeafgørelsen senest i december 2004.

Med vedtagelse af dette lovforslag giver Folketinget sit samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, til, at Danmark kan medvirke til at vedtage det udkast til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe, der blev opnået politisk enighed om i Rådet den 8. maj 2003, og det udkast til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation, der blev opnået politisk enighed om i Rådet den 29. april 2004.

1.2. Baggrunden for rammeafgørelserne var et ønske om på baggrund af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15.-16. oktober 1999 at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne om anerkendelse og fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser med fuld respekt af gensidige retsprincipper.

Formålet med rammeafgørelserne er at forenkle og effektivisere procedurerne mellem medlemsstaterne i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om henholdsvis beslaglæggelse, bødestraf og konfiskation, således at fuldbyrdelse hurtigt kan ske i det land, hvor det pågældende bevismateriale eller formuegode eller den pågældende person befinder sig.

De gældende procedurer i forbindelse med fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser fra andre lande er komplicerede og tidskrævende. Rammeafgørelserne indebærer, at afgørelser truffet i en medlemsstat som udgangspunkt skal anerkendes af den medlemsstat, der skal gennemføre afgørelsen, uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national afgørelse.

Er der f.eks. tale om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, kan de komplicerede procedurer indebære risiko for, at formålet med beslaglæggelsen forspildes, og at mulighederne for at sikre et bevismiddel med henblik på strafforfølgning eller strafbart udbytte med henblik på konfiskation forringes. Forenklede procedurer vil endvidere kunne medvirke til, at varetægtsfængslingsperioder i visse tilfælde vil kunne forkortes, fordi bevismidler og formodet strafbart udbytte hurtigere kan beslaglægges, og behovet for at varetægtsfængsle en mistænkt på grund af en antagelse om, at den pågældende vil bortskaffe bevismateriale, derved hurtigere vil ophøre.

Rammeafgørelserne adskiller sig fra de gældende procedurer derved, at den fuldbyrdende stat i langt højere grad forpligter sig til at fuldbyrde de pågældende afgørelser fra en anden EU-medlemsstat uden at foretage en nærmere prøvelse af grundlaget for afgørelsen og i forhold til visse lovovertrædelser uden at betinge sig, at der er tale om strafbare forhold i fuldbyrdelsesstaten.

1.3. Rammeafgørelserne overlader på en række områder valget af den nærmere gennemførelsesmodel til medlemsstaterne. Som det fremgår af bemærkningerne nedenfor vedrørende de enkelte rammeafgørelser, er lovforslaget udformet således, at der i vidt omfang er gjort brug af rammeafgørelsernes muligheder for at opretholde visse afslagsgrunde.

Rammeafgørelserne indeholder alene fakultative afslagsgrunde. Det er således overladt til medlemsstaterne, dels om de overhovedet vil gøre brug af de pågældende afslagsgrunde, dels om de i givet fald vil udforme gennemførelsesbestemmelser som ufravigelige bestemmelser eller som bestemmelser, hvorefter det beror på et konkret skøn, om fuldbyrdelse skal afslås. Justitsministeriet har valgt at foreslå samtlige fakultative afslagsgrunde medtaget i loven. Dette skal ses på baggrund af den væsentlige udvidelse af forpligtelsen til at fuldbyrde andre medlemsstaters strafferetlige afgørelser, som rammeafgørelserne indebærer. Justitsministeriet har herved så vidt muligt fulgt samme fremgangsmåde som ved gennemførelsen af den europæiske arrestordre, jf. lov nr. 433 af 10. juni 2003, således at der så vidt muligt er parallelitet mellem ufravigelige og skønsmæssige afslagsgrunde i dette forslag og i udleveringsloven.

1.4. Forslaget indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse om, at fuldbyrdelse ikke må ske i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Disse forpligtelser gælder fuldt ud også uden en sådan udtrykkelig bestemmelse. Fuldbyrdelse kan således f.eks. ikke ske, hvis fuldbyrdelsen vil være i strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til retfærdig rettergang. Det er udtrykkeligt fastslået i rammeafgørelserne, at disse ikke indebærer ændringer af pligten til at respektere grundlæggende rettigheder og retsprincipper, der bl.a. følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

En generelt formuleret bestemmelse herom i loven ville ikke give yderligere vejledning, men ville derimod kunne give anledning til urigtige modsætningsslutninger i forhold til anden lovgivning.

Det er imidlertid særskilt præciseret i rammeafgørelsernes præambler, at der ikke er et forbud mod at afslå fuldbyrdelse, hvis der er grund til at formode, at udstedelsesstatens afgørelse er truffet med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering. Dommerforeningen har på denne baggrund i sit høringssvar henstillet, at denne prøvelsesadgang kommer til at fremgå af lovteksten.

På den anførte baggrund indeholder lovforslaget bestemmelser, der præciserer, at fuldbyrdelse skal afslås i den nævnte situation. Det foreslås at indsætte bestemmelserne som obligatoriske afslagsgrunde i §§ 7, 20 og 33.

1.5. Det foreslås at gennemføre de tre rammeafgørelser om gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser ved en særlig lov frem for at indarbejde rammeafgørelserne i eksisterende lovgivning om international fuldbyrdelse af straf. Hermed tydeliggøres, at ordningen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union er af en særlig og som udgangspunkt mere vidtgående karakter.

De gældende regler og procedurer vil fortsat finde anvendelse i relation til fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser, der falder uden for dette forslag, også for så vidt angår anmodninger til og fra andre EU-medlemsstater.

I rammeafgørelserne anvendes begreberne "udstedelsesstat" og "fuldbyrdelsesstat" frem for begreberne "den begærende stat" og "den anmodede stat", som er anvendt i hidtidige konventioner. Der er imidlertid ingen indholdsmæssig forskel på begreberne. I overensstemmelse med rammeafgørelserne anvendes de nye begreber i dette lovforslag.

Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale anvender endvidere begrebet "indefrysning". Begrebet må antages at svare til begrebet "beslaglæggelse", som anvendes i retsplejeloven. Der anvendes derfor alene begrebet beslaglæggelse i dette lovforslag.

1.6. Lovforslaget indeholder separate afsnit om fuldbyrdelse af afgørelser om henholdsvis beslaglæggelse, bødestraf og konfiskation. Lovforslaget indebærer, at afgørelser om beslaglæggelse, bødestraf og konfiskation, der er truffet i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, skal fuldbyrdes i Danmark, medmindre en af de nærmere opregnede afslagsgrunde foreligger. Lovforslaget indeholder derudover bestemmelser af betydning for fuldbyrdelsen af den pågældende type afgørelser, f.eks. om udsættelse, underretningspligt, refusion og fordeling af provenu.

Lovforslaget indeholder endvidere et fælles afsnit om kompetence og sagsbehandling. Det følger heraf, at kompetencen til at træffe afgørelse om fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser som udgangspunkt ligger hos domstolene. For så vidt angår afgørelser om fuldbyrdelse af bødestraf og konfiskation foreslås det, at afgørelsen træffes af Justitsministeriet med mulighed for en særlig let adgang til domstolsprøvelse. Sagerne behandles i videst mulige omfang efter retsplejelovens 4. bog.

2. Lovens anvendelsesområde

2.1 Gældende ret

Danmark har €" med enkelte undtagelser €" ikke gennemført særlig lovgivning om gensidig retshjælp i straffesager. Det antages imidlertid med støtte i retspraksis, at udenlandske begæringer om efterforskningsskridt i Danmark kan imødekommes, uanset om fremsættelsen og behandlingen af retsanmodninger er reguleret i en aftale, der finder anvendelse mellem Danmark og den pågældende stat. De relevante efterforskningsskridt gennemføres i givet fald på grundlag af en analog anvendelse af de relevante bestemmelser i retsplejeloven, således at en udenlandsk anmodning om f.eks. beslaglæggelse kan imødekommes, hvis beslaglæggelsen ville kunne gennemføres i forbindelse med en tilsvarende national strafferetlig efterforskning.

2.1.1 Retshjælp

Danmark har ratificeret Europarådets konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (Retshjælpskonventionen) samt tillægsprotokollen af 17. marts 1978. Retshjælpskonventionen er ratificeret af alle EU-landene.

Det følger af Retshjælpskonventionens artikel 26, at de kontraherende parter indbyrdes kun må indgå bilaterale eller multilaterale overenskomster for at supplere bestemmelserne i Retshjælpskonventionen eller lette anvendelsen af de deri indeholdte principper. Hvis der mellem to eller flere kontraherende parter ydes gensidig retshjælp i straffesager på grundlag af overensstemmende lovgivning eller en særlig ordning, som inden for deres respektive territorier hjemler gensidig gennemførelse af retshjælpsforanstaltninger, står det dog disse parter frit for at regulere deres indbyrdes forhold på dette område udelukkende i overensstemmelse med en sådan lovgivning eller ordning og uden hensyntagen til Retshjælpskonventionens bestemmelser.

Danmark har endvidere sammen med de øvrige nordiske lande indgået Den Nordiske Overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp, der supplerer Retshjælpskonventionen derved, at den bestemmer, at fremsættelse af anmodninger om forkyndelse og bevisoptagelse (retshjælp) sker ved direkte skriftveksling mellem de pågældende myndigheder. Retshjælp i form af fuldbyrdelse af afgørelser om beslaglæggelse af en sigtets gods til sikring af bøde, konfiskation, erstatning, godtgørelse eller sagsomkostninger er endvidere reguleret i Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.

2.1.2 Fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation

Med hensyn til fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser har Danmark ratificeret Den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger (1970-konventionen). Konventionen er imidlertid kun ratificeret af et relativt lille antal stater. For så vidt angår EU-medlemsstater drejer det sig for øjeblikket om Østrig, Holland, Spanien og Sverige, Cypern, Estland, Letland og Litauen.

Herudover har Danmark ratificeret FN-konventionen af 20. december 1998 imod ulovlig handel mod narkotika og psykotrope stoffer samt Europarådets konvention af 8. december 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold.

1970-konventionen, FN-konventionen og hvidvaskkonventionen er inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf.

Endelig finder lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. anvendelse på anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation mellem de nordiske lande.

2.2. Justitsministeriets overvejelser

Udkastene til rammeafgørelser om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe og på konfiskation indeholder begge i artikel 18 en bestemmelse om, at rammeafgørelserne ikke er til hinder for anvendelsen af bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger mellem medlemsstaterne, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger er mere vidtrækkende end rammeafgørelsen og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for fuldbyrdelse.

Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse. Formålet med rammeafgørelsen €" at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat skal anerkende og fuldbyrde en beslaglæggelseskendelse afsagt i en anden medlemsstat €" kan imidlertid ikke antages at udelukke anvendelse af videregående regler, som i endnu højere grad sikrer fuldbyrdelse af andre medlemsstaters afgørelser. Dette støttes af præamblens 2. betragtning, der fastslår, at princippet om gensidig anerkendelse bør gælde kendelser, der afsiges under straffesagens forberedelse, især når de giver mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og beslaglægge formuegoder, der let kan flyttes. Også denne rammeafgørelses regler må derfor forstås som minimumsregler.

Hverken Retshjælpskonventionen, 1970-konventionen, Hvidvaskkonventionen eller FN-konventionen er til hinder for en regulering af området ved en sådan særlig ordning, som rammeafgørelserne er udtryk for. Rammeafgørelserne indebærer generelt et mere vidtgående og forpligtende samarbejde end det hidtidige. Uanset at de nævnte konventioner i enkelte tilfælde ville kunne være mere vidtgående end rammeafgørelserne, finder Justitsministeriet det mest hensigtsmæssigt generelt at anvende rammeafgørelserne frem for at foreskrive, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en undersøgelse af, hvilken forskrift der er mest vidtgående i det enkelte tilfælde. Dette skal endvidere ses i lyset af, at formålet med rammeafgørelserne netop er at opnå en hurtig og nem fuldbyrdelsesadgang.

Justitsministeriet foreslår derfor en generel regel, hvorefter strafferetlige afgørelser om beslaglæggelse, bødestraf og konfiskation udstedt i andre EU-medlemsstater som udgangspunkt fuldbyrdes efter reglerne i dette lovforslag. Dette er naturligvis ikke til hinder for, at andre regler kan anvendes i tilfælde, hvor betingelserne for fuldbyrdelse €" herunder formularkravet i § 48 €" ikke er opfyldt.

Loven om nordisk samarbejde angående fuldbyrdelse af straf mv. er mere vidtgående end rammeafgørelserne om bødestraf og konfiskation, da fuldbyrdelsen som udgangspunkt sker uden nærmere prøvelse.

Der foreslås derfor en separat bestemmelse, der sikrer, at nordiske anmodninger om fuldbyrdelse stadig kan behandles efter lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.

Lovforslagets kapitel 1 er opbygget således, at det fastlægges i § 1, stk. 1, at loven finder anvendelse på afgørelser om beslaglæggelse, bødestraf og konfiskation, mens det i § 1, stk. 2, fastslås, at strafferetlige afgørelser som nævnt i stk. 1 udstedt i en anden EU-medlemsstat behandles efter reglerne i denne lov. Valget af denne opbygning er bl.a. begrundet i, at eventuelle kommende rammeafgørelser på området relativt enkelt vil kunne indarbejdes i loven.

3. Fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser

3.1 Gældende ret

3.1.1 Internationalt samarbejde

Som nævnt har Danmark tiltrådt Europarådets konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (Retshjælpskonventionen). Det følger af artikel 1 i konventionen, at de kontraherende parter forpligter sig til i overensstemmelse med konventionens bestemmelser i videst muligt omfang at yde hinanden bistand med henblik på retsforfølgning af forbrydelser. Efter artikel 3 i konventionen skal fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med national lovgivning efterkomme retsanmodninger, der vedrører en straffesag, og som fremsættes af udstedelsesstatens judicielle myndigheder med henblik på fremskaffelse af beviser, herunder f.eks. beslaglæggelse eller udlevering af bevismateriale, akter eller dokumenter.

Danmark har endvidere tiltrådt Europarådets konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold (Hvidvaskkonventionen). Det følger af konventionens artikel 11, at en part på anmodning fra en anden part, der har iværksat strafferetlig forfølgning eller retlige skridt med henblik på konfiskation, skal træffe de nødvendige foreløbige foranstaltninger som f.eks. fastfrysning eller beslaglæggelse med henblik på at forhindre handel med, overførsel af eller råden over formuegoder, der kan gøres til genstand for en anmodning om konfiskation, eller som ville kunne tjene til at efterkomme anmodningen.

De internationale konventioner indebærer ikke en absolut pligt for det anmodede land til at gennemføre en anmodning om beslaglæggelse. Efter Retshjælpskonventionens artikel 2 kan anmodninger om retshjælp således afslås, hvis anmodningen vedrører en forbrydelse, der af fuldbyrdelsesstaten betragtes som en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse. Endvidere kan en anmodning afslås, hvis fuldbyrdelsesstaten finder, at imødekommelse af anmodningen vil kunne krænke den pågældende stats suverænitet, bringe dens sikkerhed i fare, stride mod dens almindelige retsprincipper eller skade andre livsvigtige interesser. Danmark har endvidere afgivet en erklæring vedrørende konventionens artikel 5, hvorefter Danmark har gjort gennemførelsen af en anmodning om beslaglæggelse afhængig af, at den lovovertrædelse, som kendelsen vedrører, udgør en strafbar handling efter dansk ret, og at gennemførelsen af anmodningen er mulig efter dansk lovgivning.

Danmark har den 23. september 1997 ratificeret Schengen-konventionen. Efter artikel 51 i denne konvention kan fuldbyrdelsesstaten afslå at imødekomme en anmodning om beslaglæggelse, hvis gennemførelsen af anmodningen ikke er forenelig med denne stats lovgivning. Ifølge artikel 18 i Hvidvaskkonventionen gælder der tilsvarende muligheder for at afslå at imødekomme en anmodning om beslaglæggelse.

Danmark har endvidere sammen med de øvrige nordiske lande indgået Den Nordiske Overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp. Efter artikel 1 i overenskomsten fremsendes anmodninger om forkyndelse og bevisoptagelse direkte mellem de pågældende landes judicielle myndigheder.

Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. finder bl.a. anvendelse på afgørelser om beslaglæggelse af en sigtets gods til sikring af bøde, konfiskation, erstatning, godtgørelse eller sagsomkostninger. Afgørelser, der er omfattet af denne lov, fuldbyrdes som udgangspunkt uden nærmere prøvelse. Der er således ikke mulighed for at afslå fuldbyrdelse af nærmere angivne grunde.

3.1.2 Retsplejelovens regler om beslaglæggelse

Retsplejeloven indeholder ikke særlige bestemmelser om gennemførelse af udenlandske kendelser om beslaglæggelse. Det antages imidlertid med støtte i retspraksis, at udenlandske kendelser om beslaglæggelse kan gennemføres her i landet, hvis den kompetente myndighed i det land, hvor kendelsen er afsagt, fremsender en anmodning herom til de kompetente danske myndigheder. Anmodningen gennemføres i givet fald efter en analogi af retsplejelovens regler, herunder reglerne om kompetencen til at træffe beslutning om beslaglæggelse. En udenlandsk anmodning om beslaglæggelse kan således kun imødekommes, hvis beslaglæggelse ville kunne gennemføres i forbindelse med en tilsvarende strafferetlig efterforskning her i landet. Gennemførelse af udenlandske anmodninger om beslaglæggelse er endvidere betinget af, at det forhold, som efterforskningen vedrører, er strafbart efter dansk lovgivning (kravet om dobbelt strafbarhed).

Retsplejeloven anvender ikke begrebet indefrysning, men derimod begrebet beslaglæggelse, der må antages at svare til begrebet indefrysning, som det anvendes i rammeafgørelsen.

Efter retsplejelovens § 801 kan der foretages beslaglæggelse til sikring af bevismidler, til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde, til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning, og når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning.

Retsplejeloven omfatter såvel beslaglæggelse hos mistænkte (§ 802) som beslaglæggelse hos ikke-mistænkte (§ 803).

Ifølge § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstande kan tjene som bevis eller bør konfiskeres, eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage. Efter § 802, stk. 2, kan gods, som en mistænkt ejer, beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen.

Efter § 802, stk. 3, kan beslaglæggelse af en mistænkts hele formue eller en del af denne, herunder formue, som den mistænkte senere måtte erhverve, foretages, såfremt tiltale er rejst for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og tiltalte har unddraget sig videre forfølgning i sagen.

Ifølge retsplejelovens § 803, stk. 1, kan genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelse er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage.

Retsplejelovens § 805, stk. 1, bestemmer, at beslaglæggelse ikke må foretages, hvis indgrebet står i misforhold til sagens betydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre.

Det følger af retsplejeloven § 802, stk. 4, at skriftlige meddelelser eller lignende, som hidrører fra en person, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i den konkrete sag, ikke kan beslaglægges hos en mistænkt. § 170 omfatter præster, læger, forsvarere og advokater, i tilfælde hvor meddelelserne vedrører oplysninger, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed. Det samme gælder materiale, der er omfattet af § 172, i tilfælde hvor materialet indeholder oplysninger, som den pågældende er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen. Dette har betydning for redaktører og redaktionelle medarbejdere m.fl. ved foretagender, der er omfattet af medieansvarsloven.

Tilsvarende undtagelser gælder med hensyn til beslaglæggelse af skriftlige meddelelser mellem den mistænkte og den pågældende person samt dennes notater og lignende vedrørende den mistænkte hos ikke-mistænkte personer, jf. § 803, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 807 d, stk. 1, bortfalder rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter §§ 802, stk. 1, og 803, stk. 1, senest, når sagen er endeligt afsluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres.

Indtil da kan den, der har interesse heri, fremsætte begæring over for retten om hel eller delvis ophævelse af beslaglæggelsen, jf. § 807 c.

Hvis indgrebets øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, kan der træffes skriftlig aftale herom med den, som indgrebet retter sig imod, jf. § 805, stk. 2.

Retsplejelovens kapitel 93 a indeholder regler om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Efter retsplejelovens § 1018 b kan der gives erstatning til en sigtet, der som led i strafferetlig forfølgning har været udsat for beslaglæggelse, hvis påtale opgives, eller den pågældende frifindes, uden at dette er begrundet i, at den pågældende findes utilregnelig. Erstatning ydes for økonomisk skade samt for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold.

Ifølge § 1018 c kan erstatning ydes, hvis det findes rimeligt, i de tilfælde, hvor der over for en person, der ikke har været sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning.

Erstatningskrav, der på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler rejses af sigtede, domfældte eller andre i anledning af strafferetlig forfølgning, behandles efter begæring efter reglerne i kapitel 93 a, jf. § 1018 h.

3.2 Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale

Præamblen til rammeafgørelsen indeholder en række betragtninger, som har betydning for fortolkningen og anvendelsen af rammeafgørelsen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med fuldbyrdelsen af beslaglæggelseskendelser.

Efter præambelbetragtning nr. 6 kan intet i rammeafgørelsen fortolkes som et forbud mod at nægte at indefryse formuegoder, i forhold til hvilke der er afsagt en beslaglæggelseskendelse, hvis der er grund til at formode, at beslaglæggelseskendelsen er afsagt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde. Endvidere anføres det, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.

Det følger af artikel 1, at formålet med rammeafgørelsen er at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat skal anerkende og på sit område fuldbyrde en beslaglæggelseskendelse afsagt af en judiciel myndighed i en anden medlemsstat. Det anføres samtidig udtrykkeligt, at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er fastlagt i artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union. I traktatens artikel 6 nævnes bl.a., at Unionen bygger på respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet, og at Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retten til retfærdig rettergang er en af de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Artikel 2 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen. Efter bestemmelsen er en beslaglæggelseskendelse enhver foranstaltning, der er truffet af en kompetent judiciel myndighed i udstedelsesstaten med henblik på midlertidigt at forhindre enhver destruktion, ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af formuegoder, der kan konfiskeres, eller bevismateriale.

Et formuegode defineres som et formuegode af enhver art, det være sig rørlige eller urørlige formuegoder samt juridiske dokumenter og papirer, der beviser adkomst til eller rettigheder over formuegoder, når de pågældende formuegoder af den myndighed, der anmoder om beslaglæggelse, anses for at være udbyttet af en af de i artikel 3 omhandlede lovovertrædelser, eller et aktiv, der helt eller delvis svarer til værdien af et sådant udbytte, eller redskaber eller genstande anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse.

Endelig defineres bevismateriale som genstande, dokumenter eller data, der kan fremlægges som bevis ved strafferetlig forfølgning af en lovovertrædelse omfattet af artikel 3.

Artikel 3 i rammeafgørelsen fastlægger anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Rammeafgørelsen finder anvendelse på beslaglæggelseskendelser, der afsiges med henblik på:

a) sikring af bevismateriale eller

b) efterfølgende konfiskation af et formuegode.

I artikel 3 sondres der for så vidt angår anvendelsesområdet mellem de lovovertrædelser, der er omfattet af en positiv-liste, og de lovovertrædelser, der ikke er omfattet af positiv-listen. Positiv-listen svarer til den positivliste, som anvendes i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre mv. Positiv-listen omfatter en lang række forbrydelser, der principielt er strafbare i alle EU-lande og betragtes som alvorlige forbrydelser.

Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere lovovertrædelser til positiv-listen.

Hvis en kendelse om beslaglæggelse vedrører en forbrydelse, som er omfattet af positiv-listen, og denne forbrydelse kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den udstedende medlemsstat, indebærer rammeafgørelsens artikel 3, at der ikke skal foretages en indgående kontrol af, om forbrydelsen tillige er strafbar i det land, der skal fuldbyrde kendelsen. Som nævnt vil de lovovertrædelser, der er omfattet af listen, som udgangspunkt være strafbare i alle medlemsstater, men det afgørende er, at der er tale om forhold, der i udstedelsesstaten er defineret som en af de forbrydelser, der fremgår af positiv-listen.

Rammeafgørelsen indeholder imidlertid også en række bestemmelser, der begrænser forpligtelsen til at anerkende og fuldbyrde udenlandske kendelser om beslaglæggelse, herunder en række bestemmelser om hvornår fuldbyrdelse af en kendelse om beslaglæggelse kan afslås.

For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af positiv-listen, kan der foretages en kontrol af, om forholdet også er strafbart i det land, som skal fuldbyrde kendelsen. En anmodning om fuldbyrdelse af en udenlandsk kendelse om beslaglæggelse kan således i disse tilfælde afslås, hvis forholdet ikke er strafbart i det land, der skal gennemføre beslaglæggelsen. Der lægges imidlertid op til en fleksibel anvendelse af kravet om dobbelt strafbarhed, således at kravet om dobbelt strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i kendelsen om beslaglæggelse, svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.

Efter artikel 4 sendes beslaglæggelseskendelser direkte mellem de judicielle myndigheder i henholdsvis det land, hvor kendelsen er afsagt, og det land, der skal fuldbyrde kendelsen. Ved fremsendelsen skal der vedlægges den i artikel 9 omhandlede attest, jf. nedenfor.

Den judicielle myndighed i udstedelsesstaten skal, hvis den ikke har kendskab til, hvilken judiciel myndighed i fuldbyrdelsesstaten der er kompetent, foretage alle nødvendige undersøgelser for at fremskaffe oplysninger herom fra fuldbyrdelsesstaten, herunder via det europæiske retlige netværk.

Når en judiciel myndighed i fuldbyrdelsesstaten modtager en beslaglæggelseskendelse, som myndigheden ikke har kompetence til at anerkende og fuldbyrde, sender myndigheden kendelsen og den ledsagende attest videre til den myndighed, der er kompetent til at anerkende og fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen, og underretter udstedelsesstaten herom.

Artikel 5 indebærer, at de kompetente judicielle myndigheder i fuldbyrdelsesstaten skal anerkende en beslaglæggelseskendelse, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4. Fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder skal omgående træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at fyldbyrde kendelsen på samme måde, som hvis det havde været en kendelse afsagt af fuldbyrdelsesstaten, medmindre myndighederne finder, at der er grundlag for at afslå anmodningen, eller at udsætte anerkendelsen og fuldbyrdelsen af kendelsen, jf. artiklerne 7 og 8, der er nærmere beskrevet nedenfor.

Beslutningen om anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen om beslaglæggelse skal træffes så hurtigt som muligt og så vidt muligt inden for 24 timer efter modtagelsen af kendelsen.

Medmindre det strider mod grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten, skal denne i forbindelse med anerkendelsen og fuldbyrdelsen overholde de formkrav og procedurer, som udstedelsesstaten har angivet i kendelsen. Bestemmelsen svarer til artikel 4 i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.

Hvis beslaglæggelseskendelsen fuldbyrdes, skal fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder omgående orientere udstedelsesstaten herom.

Ethvert yderligere tvangsindgreb, som kendelsen kan give anledning til, skal gennemføres i overensstemmelse med fuldbyrdelsesstatens procedureregler.

Efter artikel 6 skal beslaglæggelsen af formuegodet opretholdes i fuldbyrdelsesstaten, indtil denne har besvaret den anmodning, som udstedelsesstaten skal fremsende i medfør af artikel 10, stk. 1, litra a) eller b), jf. nedenfor. Fuldbyrdelsesstaten kan dog efter høring opstille betingelser med henblik på at begrænse beslaglæggelsens varighed. Forinden fuldbyrdelsesstaten ophæver beslaglæggelsen, skal den underrette udstedelsesstaten herom og samtidig give denne stat mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger.

I de tilfælde, hvor kendelsen om beslaglæggelse ophæves af udstedelsesstatens myndigheder, skal udstedelsesstatens myndigheder omgående underrette fuldbyrdelsesstaten herom. Fuldbyrdelsesstaten ophæver herefter foranstaltningen så hurtigt som muligt.

Artikel 7 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende eller fuldbyrde en beslaglæggelseskendelse. Det fremgår af bestemmelsen, at fuldbyrdelsesstaten kan afslå at anerkende eller gennemføre beslaglæggelseskendelsen, hvis den i artikel 9 omhandlede attest ikke foreligger, hvis den er mangelfuldt udfærdiget, eller hvis den er i åbenbar uoverensstemmelse med beslaglæggelseskendelsen.

Endvidere kan fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende eller gennemføre kendelsen, hvis den person, som beslaglæggelseskendelsen vedrører, nyder immunitet eller privilegier, der efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten gør det umuligt at gennemføre kendelsen.

Anerkendelse og fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis det på baggrund af oplysningerne om de strafbare handlinger i attesten må lægges til grund, at det vil være i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem) senere at overføre bevismidlet til udstedelsesstaten eller at konfiskere formuegodet.

Endelig kan anerkendelse og fuldbyrdelse afslås, hvis den lovovertrædelse, som kendelsen vedrører, ikke udgør en strafbar handling i fuldbyrdelsesstaten, og lovovertrædelsen ikke er omfattet af positiv-listen i artikel 3.

I de tilfælde, hvor udstedelsesstaten ikke har fremsendt den i artikel 9 nævnte attest, kan fuldbyrdelsesstaten i stedet for at afslå at anerkende og fuldbyrdelse kendelsen fastsætte en frist, inden for hvilken attesten skal foreligge, eller hvor de manglende oplysninger i attesten skal være fremsendt. Fuldbyrdelsesstaten kan endvidere vælge at acceptere et dokument svarende til attesten eller give udstedelsesstaten dispensation.

Hvis fuldbyrdelsesstaten vil afslå at anerkende og fuldbyrde kendelsen, skal dette besluttes omgående og straks meddeles udstedelsesstaten.

I de tilfælde, hvor det i praksis er umuligt at fuldbyrdelse en beslaglæggelseskendelse, fordi aktivet eller bevismidlet er forsvundet, destrueret eller ikke kan lokaliseres, skal udstedelsesstaten ligeledes straks underrettes herom.

Artikel 8 vedrører de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan udsætte anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen. Dette kan ske, hvis anerkendelse og fuldbyrdelse af kendelsen vil skade igangværende efterforskning i fuldbyrdelsesstaten, eller hvis aktivet eller bevismidlet allerede er beslaglagt i forbindelse med en strafferetlig efterforskning. Desuden kan anerkendelse og fuldbyrdelse udsættes, hvis aktivet eller bevismidlet er beslaglagt med henblik på konfiskation, og det pågældende aktiv allerede er omfattet af en beslutning om arrest eller lignende, når beslutningen om arrest eller lignende har fortrinsret efter national ret frem for en efterfølgende national kendelse om beslaglæggelse i forbindelse med en straffesag.

Udstedelsesstaten skal straks underrettes om en beslutning om at udsætte anerkendelsen og fuldbyrdelsen af kendelsen samt begrundelsen herfor og den forventede varighed af udsættelsen. Fuldbyrdelsesstaten skal sørge for straks at fuldbyrde kendelsen, når der ikke længere er grundlag for at udsætte anerkendelse og fuldbyrdelse.

Fuldbyrdelsesstaten skal underrette udstedelsesstaten om enhver anden rådighedsbegrænsende foranstaltning, som formuegodet måtte blive underlagt.

Artikel 9 omhandler den attest, der skal udfærdiges i forbindelse med en anmodning om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse. Efter bestemmelsen skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, der har afsagt kendelsen om beslaglæggelse, undertegne attesten og attestere, at oplysningerne er korrekte. Attesten skal oversættes til fuldbyrdelsesstatens officielle sprog. Attesten skal bl.a. indeholde oplysninger om den lovovertrædelse, som efterforskningen vedrører, kendelsens formål, hvilket aktiv eller bevismiddel kendelsen omhandler, og den foranstaltning, som fuldbyrdelsesstaten skal træffe som følge af kendelsen.

Artikel 10 vedrører den efterfølgende behandling af det beslaglagte. Bestemmelsen indebærer, at anmodningen om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse skal være ledsaget af en anmodning om, at det beslaglagte overføres til udstedelsesstaten med henblik på anvendelse som bevis, en anmodning om konfiskation, eller en instruks om, at aktivet forbliver i fuldbyrdelsesstaten, indtil der foreligger en anmodning fra udstedelsesstaten om fuldbyrdelse af en kendelse om konfiskation eller overførsel af det beslaglagte med henblik på anvendelse som bevis.

Det følger af bestemmelsen, at en anmodning om overførsel af formuegodet skal behandles i fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med reglerne for gensidig retshjælp i straffesager, mens en anmodning om konfiskation skal behandles efter de internationale regler om fuldbyrdelse af udenlandske straffedomme med den modifikation, at fuldbyrdelsesstaten ikke må afslå en anmodning om overførsel til udstedelsesstaten med henblik på anvendelse som bevis med henvisning til, at kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt, hvis den lovovertrædelse, som ligger til grund for beslaglæggelseskendelsen, er omfattet af positiv-listen i artikel 3, stk. 2, og kan medføre frihedsstraf af mindst 3 års varighed i udstedelsesstaten.

Efter artikel 11 skal medlemsstaterne gennemføre regler, der gør det muligt for de interesserede parter at klage over en kendelse om beslaglæggelse, uden at dette dog får opsættende virkning. Klagen skal behandles af de kompetente myndigheder i enten fuldbyrdelsesstaten eller udstedelsesstaten i overensstemmelse med national ret. Der er dog ikke adgang til at indgive klage over beslaglæggelseskendelsens substans i fuldbyrdelsesstaten. De judicielle myndigheder i udstedelsesstaten skal orienteres om, at der er indgivet en klage og om de fremsatte anbringender med henblik på at kunne fremkomme med bemærkninger. Udstedelsesstaten orienteres endvidere om klagens udfald. De kompetente myndigheder i den udstedende stat og i fuldbyrdelsesstaten skal tage de nødvendige skridt for at lette adgangen for de interesserede parter til at indgive klage over en kendelse om beslaglæggelse. Udstedelsesstaten skal sikre, at eventuelle frister for indgivelse af klage over beslaglæggelseskendelsen anvendes på en måde, der sikrer adgangen til effektive retsmidler.

Hvis fuldbyrdelsesstaten efter lovgivningen i det pågældende land er ansvarlig for skade forvoldt over for interesserede parter i forbindelse med fuldbyrdelsen af beslaglæggelseskendelsen, skal udstedelsesstaten efter artikel 12 refundere ethvert beløb, som fuldbyrdelsesstaten har udbetalt i erstatning, medmindre erstatningen er begrundet i den adfærd, som fuldbyrdelsesstaten har udvist i forbindelse med fuldbyrdelsen.

Artikel 14 og 15 omhandler iværksættelse og ikrafttræden. Rammeafgørelsen trådte i kraft den 2. august 2003. Medlemsstaterne skal inden den 2. august 2005 træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme rammeafgørelsen.

3.3 Justitsministeriets overvejelser

3.3.1 Fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser

Rammeafgørelsen finder ifølge artikel 3, stk. 1, anvendelse på beslaglæggelseskendelser, der afsiges med henblik på sikring af bevismateriale eller med henblik på efterfølgende konfiskation af formuegode.

Rammeafgørelsens udgangspunkt er, som det fremgår af artikel 5, at fuldbyrdelsesstaten uden yderligere formaliteter skal godkende en beslaglæggelseskendelse, der er fremsendt i overensstemmelse med formkravene, medmindre myndigheden påberåber sig, at der er grundlag for afslag i medfør af artikel 7 eller for udsættelse i medfør af artikel 8.

Artikel 7 indeholder en række fakultative afslagsgrunde, hvorefter medlemsstaterne kan afslå at fuldbyrde en beslaglæggelseskendelse udstedt i en anden medlemsstat.

De i rammeafgørelsen opregnede afslagsgrunde er udtømmende. Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse vil således ikke kunne afslås, hvis betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, og der ikke foreligger en af de i rammeafgørelsen særligt opregnede afslagsgrunde.

Der vil således heller ikke være mulighed for at afslå fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse med henvisning til, at retsplejelovens betingelser for beslaglæggelse ikke er opfyldt. Det kan således ikke som hidtil efterprøves, om der er tilstrækkelig grund til mistanke om et strafbart forhold, om der er grund til at antage, at genstanden vil tjene som bevis eller bør konfiskeres, eller om beslaglæggelse i øvrigt kan anses for nødvendig. Endvidere kan fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse ikke afslås med henvisning til, at kendelsen vedrører en lovovertrædelse, der efter dansk ret ikke er undergivet offentlig påtale.

Baggrunden herfor er, at den nødvendige prøvelse er foretaget i den stat, der har truffet afgørelsen.

Det er forudsat, at staterne altid skal respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, jf. artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union. Af præambelbetragtning nr. 6 fremgår som nævnt i pkt. 3.2 endvidere, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om bl.a. pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.

I forlængelse heraf forudsættes det særligt i forhold til sager om fuldbyrdelse af kendelser om beslaglæggelse af skrifter eller andre ytringer beregnet til offentliggørelse, at domstolene foretager en intensiv kontrol og i den forbindelse bl.a. vurderer, om fuldbyrdelsen vil være forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed.

3.3.2 Positiv-listen og kravet om dobbelt strafbarhed

Artikel 3, stk. 2, fastslår, at i de tilfælde, hvor en beslaglæggelseskendelse vedrører en handling, som er omfattet af den opregnede liste (positiv-listen), og som kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3 år i udstedelsesstaten, skal der ikke foretages kontrol af, om handlingen ligeledes er strafbar i fuldbyrdelsesstaten. I de tilfælde, der er omfattet af rammeafgørelsens artikel 3, stk. 2, er det således ikke muligt at stille krav om, at handlingen også er strafbar i Danmark (det såkaldte krav om dobbelt strafbarhed).

Lovforslagets positiv-liste svarer helt til listen i rammeafgørelsen. Det er udstedelsesstatens lovgivning, der er afgørende for, om en konkret lovovertrædelse skal anses for omfattet af listen. Det er således uden betydning, om en tilsvarende lovovertrædelse i dansk lovgivning afgrænses på en anden måde eller er beskrevet med andre ord.

De lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, vil imidlertid som udgangspunkt være strafbare i alle medlemsstater. Derfor er betydningen af rammeafgørelsen på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages en indgående kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat.

En række af de lovovertrædelser, der er opført på positiv-listen, er omfattet af EU-instrumenter, der forpligter medlemsstaterne til at kriminalisere nærmere opregnede strafbare handlinger. Rådet har i en erklæring i tilknytning til rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre mv. tilkendegivet, at Rådet i overensstemmelse med artikel 31, litra e, i Traktaten om Den Europæiske Union vil fortsætte arbejdet med den indbyrdes tilnærmelse af definitionerne af de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. med henblik på at opnå den samme retlige forståelse blandt medlemsstaterne. Rådserklæringen indeholder i øvrigt præciserende forklaringer, som nærmere afgrænser, hvad der skal forstås ved bl.a. sabotage, pengeafpresning, racisme og fremmedhad.

Det forhold, at de danske myndigheder ikke som hidtil vil have mulighed for at nægte fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, der vedrører handlinger, der er omfattet af positiv-listen, når en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, er afspejlet i lovforslagets § 6, stk. 1.

Justitsministeriet har overvejet, om gennemførelsen af artikel 3, stk. 2, jf. stk. 4, kunne ske ved i loven at bemyndige justitsministeren til ved bekendtgørelse at fastsætte de handlinger, for hvilke der kan ske beslaglæggelse, selv om kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt. Denne løsningsmodel ville indebære, at eventuelle fremtidige ændringer af positiv-listen i EU ville kunne gennemføres administrativt ved en ændring af bekendtgørelsen.

Justitsministeriet har imidlertid fundet det rigtigst at indsætte positiv-listen i loven, således at det er muligt ud fra lovteksten at konstatere omfanget af adgangen til i Danmark at fuldbyrde beslaglæggelseskendelser udstedt i andre EU-medlemsstater uden at stille krav om dobbelt strafbarhed. Dette svarer til den løsning, der er valgt i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. En eventuel senere gennemførelse af en udvidelse af listen i dansk ret vil således kræve en lovændring.

Efter rammeafgørelsens artikel 7 vil fuldbyrdelsesstaten i alle andre tilfælde end de i artikel 3, stk. 2, nævnte fortsat kunne nægte at fuldbyrde en beslaglæggelseskendelse med henvisning til, at handlingen ikke er strafbar i fuldbyrdelsesstaten (kravet om dobbelt strafbarhed).

Kravet om dobbelt strafbarhed har længe været et grundlæggende princip i dansk strafferet, og lovforslaget bør efter Justitsministeriets opfattelse udformes således, at muligheden for at stille krav om dobbelt strafbarhed udnyttes. Lovforslaget indeholder derfor i § 6, stk. 2, en bestemmelse, hvorefter det er en betingelse for fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse uden for positiv-listen, at den handling, som efterforskningen vedrører, ligeledes er strafbar efter dansk ret.

Med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, som ifølge lovforslaget skal gælde i forbindelse med handlinger, der ikke er omfattet af positiv-listen, fremgår det af rammeafgørelsens artikel 3, stk. 4, at dette skal administreres fleksibelt, således at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, som efterforskningen vedrører, helt eller delvis svarer til en lovovertrædelse i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det vil være tilstrækkeligt, for at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for opfyldt, at den handling, der ligger til grund for efterforskningen og dermed anmodningen om beslaglæggelse €" uanset den retlige beskrivelse €" vedrører en handling, som ligeledes efter dansk ret ville være strafbar, hvis handlingen havde fundet sted her i landet.

Endvidere følger det af rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, litra d, at beslaglæggelse ikke kan afslås med henvisning til kravet om dobbelt strafbarhed med den begrundelse, at dansk lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som lovgivningen i den stat, hvor beslaglæggelseskendelsen er udstedt.

Disse bestemmelser om fleksibilitet i anvendelsen af kravet om dobbelt strafbarhed svarer til den forståelse af kravet, som lægges til grund i gældende praksis.

3.3.3 Andre afslagsgrunde

Rammeafgørelsen opstiller i artikel 7 regler om, hvilke andre betingelser for fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse fra en anden EU-medlemsstat end kravet om dobbelt strafbarhed, som fuldbyrdelsesstaten vil kunne stille.

Der er udelukkende tale om fakultative afslagsgrunde, som medlemsstaterne kan vælge at udnytte. Justitsministeriet foreslår som udgangspunkt samtlige afslagsgrunde indsat i lovforslaget som ufravigelige afslagsgrunde. Der er dog modifikationer med hensyn til afslag på grund af forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem), jf. § 8. Der henvises til bemærkningerne herom nedenfor.

De tilfælde, hvor de danske myndigheder skal eller kan afslå at fuldbyrde en beslaglæggelseskendelse, fremgår af lovforslagets § 6, stk. 2, jf. ovenfor, samt af §§ 7 og 8.

3.3.3.1 Dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem)

Det følger af rammeafgørelsens artikel 7, litra c, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis det umiddelbart fremgår af oplysningerne i attesten, at ydelse af retshjælp vedrørende senere overførsel af bevismaterialet eller konfiskation af formuegodet vil være i strid med princippet om ne bis in idem.

Princippet er ikke nærmere defineret i rammeafgørelsen og de nærmere betingelser må således fastlægges i national ret.

Danmark har i forbindelse med ratifikationen af Retshjælpskonventionen taget forbehold med henblik på at kunne afslå retshjælpsanmodninger, hvis der i Danmark eller i et tredjeland er indledt retsforfølgning vedrørende de forhold, som anmodningen omhandler, hvis den pågældende i Danmark eller i et tredjeland er blevet endeligt dømt eller frifundet for de forhold, som anmodningen omhandler, eller hvis myndighederne i Danmark eller i et tredjeland har besluttet at opgive eller afbryde retsforfølgningen.

Det foreslås i lovforslagets § 7, stk. 2, at afslag på fuldbyrdelse gøres obligatorisk i de tilfælde, hvor beslaglæggelseskendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten.

Hvis den pågældende er dømt i en anden stat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten. Denne betingelse indebærer, at fuldbyrdelse ikke kan afslås under henvisning til, at den pågældende er dømt i en tredje medlemsstat, hvis der på grund af myndighedernes passivitet i domsstaten ikke er taget sædvanlige skridt med henblik på fuldbyrdelse af dommen. Hvis domsstatens relevante myndigheder således €" uden at der er indtrådt forældelse €" gennem længere tid intet har foretaget sig med henblik på fuldbyrdelse af dommen, vil fuldbyrdelse ikke kunne afslås. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor der på grund af domsstatens myndigheders almindelige sagsbehandlingstid endnu ikke er foretaget de relevante skridt mod fuldbyrdelse af dommen.

Benådning er ikke udtrykkeligt nævnt som afslagsgrund i rammeafgørelsen. Det er imidlertid fundet hensigtsmæssigt her at anvende samme formulering som den, der er anvendt i udleveringsloven i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. Rammeafgørelsen ses endvidere ikke at være til hinder herfor.

Det foreslås tillige, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis tiltale er frafaldet her i landet, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt. Denne formulering svarer til formuleringen anvendt i udleveringsloven i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv.

For at opretholde parallelitet i forhold til udleveringslovens bestemmelser om udlevering til stater i Den Europæiske Union foreslås endvidere, at en række betingelser i forbindelse med princippet om dobbelt strafforfølgning indsættes som fakultative afslagsgrunde, jf. lovforslagets § 8.

Det gælder således tilfælde, hvor den pågældende er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for Den Europæiske Union, jf. lovforslagets § 8, stk. 1. Hvis den pågældende er dømt, kan fuldbyrdelse også i dette tilfælde kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten. Bestemmelsen medfører, at en anmodning om beslaglæggelse vil kunne afslås, hvis den pågældende f.eks. er frifundet i Norge for det samme forhold.

Det gælder endvidere, hvis påtale er endeligt opgivet her i landet, jf. lovforslagets § 8, stk. 2. Det er ikke givet, at en anmodning om fuldbyrdelse skal afslås, alene fordi der foreligger en påtaleopgivelse. De hensyn, der kan begrunde en sådan afslagsgrund, gør sig f.eks. ikke gældende, hvis påtaleopgivelse er meddelt, fordi handlingen ikke kan retsforfølges i Danmark, men i stedet må forfølges i den medlemsstat, der nu anmoder om udlevering.

3.3.3.2 Immunitet

Det følger af rammeafgørelsens artikel 7, litra b, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis der i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger en immunitet eller et privilegium, der gør det umuligt at fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen. Denne afslagsgrund er afspejlet i lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 2 og 3.

Efter nr. 2 afslås fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, hvis det materiale, som kendelsen vedrører, er omfattet af retsplejelovens §§ 802, stk. 4, eller 803, stk. 2. De særlige begrænsninger, der gælder i dansk ret med hensyn til beslaglæggelse af materiale hos præster, læger, forsvarere, advokater og journalister, findes således også at burde gælde i forhold til beslaglæggelseskendelser fra andre medlemsstater.

Efter nr. 3 afslås fuldbyrdelse, når det vil være i strid med straffelovens § 12.

Det følger af straffelovens § 12, at de almindelige jurisdiktionsregler begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Disse undtagelser omfatter bl.a. Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser samt regler om immunitet for ansatte ved internationale institutioner. En beslaglæggelseskendelse vil heller ikke kunne fuldbyrdes, hvis det materiale, der søges beslaglagt, tilhører f.eks. et statsoverhoved.

Immunitet er endvidere fastlagt i grundlovens § 57, 2. pkt., som fastslår, at for sine ytringer i Folketinget kan intet medlem uden Folketingets samtykke drages til ansvar uden for samme. Strafferetlig immunitet som følge af grundlovens regel vil naturligvis ligeledes være omfattet af denne afslagsgrund, uanset at det ikke er udtrykkeligt nævnt.

3.3.4 Udsættelse

Rammeafgørelsen indeholder i artikel 8 regler om, i hvilke tilfælde fuldbyrdelsesstaten vil kunne udsætte fuldbyrdelsen af en udenlandsk kendelse om beslaglæggelse.

Artikel 8 omfatter tilfælde, hvor fuldbyrdelse af kendelsen vil skade igangværende efterforskning i fuldbyrdelsesstaten, tilfælde, hvor aktivet eller bevismidlet allerede er beslaglagt i forbindelse med strafferetlig efterforskning, samt tilfælde, hvor der allerede er afsagt kendelse om beslaglæggelse med henblik på efterfølgende konfiskation, og hvor aktivet inden da er omfattet af en beslutning om arrest, der har fortrinsret efter national ret frem for en efterfølgende national beslaglæggelseskendelse i forbindelse med en straffesag.

Lovforslagets § 9, stk. 1, indebærer, at det, når betingelserne for fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse her i landet er opfyldt, kan bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes i en passende periode, hvis fuldbyrdelse vil skade igangværende efterforskning i Danmark.

Der kunne f.eks. være tale om en situation, hvor en beslaglæggelse af et narkoparti for tiden ville kunne skade den strafferetlige efterforskning af en sag om videresalg af partiet. Det vil være op til anklagemyndigheden at vurdere, om der i sådan sag er grundlag for at udsætte indbringelsen af anmodningen for retten og dermed fuldbyrdelsen af kendelsen. Hvis det er tilfældet, skal anklagemyndigheden underrette den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, jf. lovforslagets § 10, nr. 3. Bestemmelsens ordlyd forudsætter, at anklagemyndigheden forud for en sådan beslutning påser, om betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, idet der i modsat fald straks bør gives afslag i overensstemmelse med proceduren i lovforslagets § 49.

Hvis aktivet eller bevismidlet allerede er beslaglagt i Danmark i forbindelse med strafferetlig efterforskning, eller hvis andre foreløbige retsmidler er iværksat, bør fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelsen alligevel gennemføres for at undgå, at andre foretagne dispositioner over den pågældende genstand eller det pågældende formuegode vil få prioritet forud for den udenlandske beslaglæggelseskendelse. Der bør således i givet fald foretages en beslaglæggelse med sekundær prioritet.

Beslaglæggelsen vil i sådanne situationer formentlig ofte kunne gennemføres ved, at den, mod hvem indgrebet retter sig, meddeler skriftligt samtykke, jf. lovforslagets § 50, stk. 2, og retsplejelovens § 806, stk. 7. Er det ikke muligt, træffes afgørelsen af retten.

Endelig følger det af lovforslagets § 9, stk. 2, at så snart grunden til udsættelse er ophørt, træffes de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen. Bestemmelsen fastlægger ikke nogen eksakt overgrænse for udsættelsens varighed, men tilsigter alene at gøre det klart, at en beslutning om udsættelse efter lovforslagets § 9, stk. 1, samtidig indebærer en forpligtelse til løbende at være opmærksom på, om grunden til udsættelsen ophører.

3.3.5 Varighed

Efter rammeafgørelsens artikel 6 skal beslaglæggelsen af formuegodet opretholdes i fuldbyrdelsesstaten, indtil denne endeligt har afgjort den anmodning om overførsel af bevismidler til udstedelsesstaten eller en anmodning om konfiskation, som udstedelsesstaten skal fremsende. Fuldbyrdelsesstaten kan dog efter høring af udstedelsesstaten fastsætte betingelser med henblik på at begrænse beslaglæggelsens varighed. Forinden fuldbyrdelsesstaten ophæver beslaglæggelsen, skal den underrette udstedelsesstaten herom og samtidig give denne stat mulighed for at fremkomme med bemærkninger.

Efter retsplejelovens § 807 d, stk. 1, bortfalder rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter §§ 802, stk. 1, og 803, stk. 1, senest, når sagen er endelig afsluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres. Efter retsplejelovens § 805, stk. 2, kan der, hvis indgrebets øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes skriftlig aftale herom.

Ifølge lovforslagets § 11, stk. 1, opretholdes beslaglæggelse, indtil retten har afgjort en anmodning som omhandlet i lovforslagets § 13, stk. 1, nr. 1 og 2, dvs. en anmodning om overførsel af bevismidler eller om konfiskation. Der tilsigtes hermed ikke ændringer i forhold til retsplejelovens regler om varigheden af beslaglæggelse.

Det foreslås i lovforslagets § 11, stk. 2, at de betingelser, som retten kan stille med henblik på at begrænse varigheden af beslaglæggelse i medfør af retsplejelovens § 805, stk. 2, tilsvarende kan anvendes i forhold til beslaglæggelse omfattet af dette lovforslag.

3.3.6 Andre straffeprocessuelle indgreb

Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, skal fuldbyrdelsesstaten gennemføre eventuelle yderligere tvangsindgreb, som beslaglæggelseskendelsen nødvendiggør, i overensstemmelse med de procedureregler, der anvendes i fuldbyrdelsesstaten.

Det vil i forbindelse med fuldbyrdelsen af beslaglæggelseskendelser, som i øvrigt opfylder betingelserne for fuldbyrdelse, kunne være relevant at foretage yderligere straffeprocessuelle indgreb, f.eks. ransagning eller pålæg om edition, for at finde frem til det formuegode, som skal beslaglægges.

Det foreslås derfor i § 53, stk. 2, at give mulighed for anvendelse af retsplejelovens bestemmelser om legemsindgreb, ransagning og edition, når det er nødvendigt for at kunne fuldbyrde en beslaglæggelseskendelse. Det indebærer, at disse kapitler i princippet vil kunne finde anvendelse i forhold til lovovertrædelser, der ikke er strafbare efter dansk ret, hvis der er tale om lovovertrædelser, som er omfattet af positiv-listen i § 6, stk. 1. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af listen, imidlertid som nævnt i pkt. 3.3.2 som udgangspunkt er strafbare i alle medlemsstater, vil dette formentligt ikke have megen praktisk betydning.

3.3.7 Refusion

Det følger af rammeafgørelsens artikel 12, at udstedelsesstaten skal refundere ethvert beløb, som fuldbyrdelsesstaten har udbetalt i erstatning, hvis fuldbyrdelsesstaten efter egen lovgivning er ansvarlig for skade forvoldt over for en af sagens interesserede parter i forbindelse med fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, medmindre erstatningen er begrundet i den adfærd, som fuldbyrdelsesstaten har udvist i forbindelse med fuldbyrdelsen.

Retsplejelovens kapitel 93 a indeholder regler om erstatning fra den danske stat i anledning af straffeprocessuelle indgreb samt om erstatningskrav på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler.

Lovforslagets § 14 præciserer, at krav om refusion af erstatningsbeløb, som er udbetalt i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a i forbindelse med fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse udstedt i en anden medlemsstat, fremsættes over for udstedelsesstaten af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, medmindre skaden eller en del heraf udelukkende skyldes danske myndigheders handlemåde. Tilsvarende kan en fuldbyrdelsesstat kræve beløb udbetalt i henhold til egen lovgivning refunderet fra Danmark, medmindre skaden helt eller delvist skyldes fuldbyrdelsesstatens handlemåde, jf. § 15.

4. Fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf

4.1 Gældende ret

Efter § 1 i lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, om international fuldbyrdelse af straf m.v., kan udenlandske afgørelser om straf m.v., herunder bøde, fuldbyrdes her i landet, og danske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes i udlandet efter reglerne i loven.

Efter § 4 i loven kan afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger, fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II (art. 2-52), jf. afsnit I (art. 1).

I lovens kapitel 4 er der fastsat fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark. Det følger således af § 6, at sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes af anklagemyndigheden for byretten på det sted, hvor den pågældende bor. I øvrigt gælder i henhold til lovens § 7 retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten, i det omfang konventionen og loven ikke indeholder modstående regler. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde finder tilsvarende anvendelse.

Konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger åbner mulighed for, at en straffedom, der er afsagt i ét land, fuldbyrdes i et andet.

Efter artikel 1 i konventionen defineres en straffedom som enhver endelig afgørelse truffet af en domstol i et land efter en retsforfølgning i strafferetsplejens former. En lovovertrædelse defineres som handlinger, der omfattes af straffelovgivningen, samt sådanne lovovertrædelser, der af de kontraherende lande er opregnet i et bilag til konventionen, forudsat at den domfældte person har mulighed for at få sagen prøvet for en domstol. Denne type lovovertrædelser er navnlig bestemmelser om den offentlige orden, der i nogle lande er særskilt reguleret uden for straffelovgivningen.

Som nævnt ovenfor kan afgørelser, som er omfattet af konventionen i medfør af lovens § 4, fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II (artikel 2 €" 52).

Efter artikel 2 i konventionen finder afsnit II bl.a. anvendelse på bødeafgørelser.

Konventionen indebærer, at udstedelsesstaten kan anmode det land, hvor den domfældte opholder sig, om at overtage fuldbyrdelsen. Ifølge konventionens artikel 5 kan udstedelsesstaten dog kun anmode fuldbyrdelsesstaten om at overtage fuldbyrdelsen, hvis domfældte er fast bosiddende i fuldbyrdelsesstaten. Udstedelsesstaten er aldrig forpligtet til at fremsætte en sådan anmodning. Fuldbyrdelsesstaten er derimod som udgangspunkt forpligtet til at overtage fuldbyrdelsen, medmindre der foreligger en af de afslagsgrunde, som er nævnt i konventionen.

I henhold til artikel 4 i konventionen vil det være en betingelse for at overtage fuldbyrdelsen, at det pådømte forhold også ville være strafbart, hvis det var blevet begået i fuldbyrdelseslandet (kravet om dobbelt strafbarhed).

Efter artikel 6 har fuldbyrdelseslandet endvidere en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen. Bestemmelsen indebærer bl.a., at fuldbyrdelse kan afslås, hvis:

€ fuldbyrdelsen vil stride mod grundlæggende retsprincipper,

€ den pådømte lovovertrædelse er af politisk karakter,

€ den pågældende handling allerede er genstand for retsforfølgning i fuldbyrdelseslandet,

€ fuldbyrdelseslandet har besluttet at undlade retsforfølgning eller at indstille en allerede påbegyndt retsforfølgning vedrørende den samme handling,

€ handlingen er begået uden for udstedelsesstatens territorium,

€ domfældte var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet, eller

€ afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes på grund af forældelse.

Artikel 7 fastslår, at fuldbyrdelse ikke kan ske, hvis fuldbyrdelsen vil stride mod princippet om dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem) som defineret i konventionens afsnit III, kapitel 1.

Efter artikel 10 sker fuldbyrdelsen i henhold til reglerne i fuldbyrdelseslandet, og alene fuldbyrdelsesstaten er kompetent til at træffe alle vedkommende afgørelser. Dog kan både fuldbyrdelseslandet og udstedelsesstaten udøve retten til amnesti eller benådning.

Artikel 42 indebærer, at fuldbyrdelseslandet er bundet af sagens faktiske omstændigheder i det omfang, de er anført i afgørelsen, eller i det omfang denne forudsætningsvis bygger på dem.

Ifølge artikel 47 skal provenuet af bøder indbetales til statskassen i fuldbyrdelseslandet med respekt af tredjemands rettigheder.

Efter artikel 48 kan retten i fuldbyrdelseslandet idømme en forvandlingsstraf, der medfører frihedsstraf, for så vidt begge staters lovgivning indeholder hjemmel hertil, medmindre udstedelsesstaten udtrykkeligt har begrænset sin anmodning til alene at gælde inddrivelse af bøden. Denne mulighed er imidlertid afskåret i § 5, stk. 3, i lov om international fuldbyrdelse af straf, hvorefter der ikke her i landet kan fastsættes forvandlingsstraf for en udenlandsk bøde, jf. konventionens artikel 48.

Fuldbyrdelse af afgørelser truffet i de øvrige nordiske lande er reguleret i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv., jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963 som ændret ved lov nr. 323 af 4. juni 1986 og lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001.

Efter lovens § 1 kan bødestraf, som er pålagt i Finland, Island, Norge eller Sverige, fuldbyrdes her i landet, ligesom danske afgørelser om bødestraf efter lovens § 2 kan fuldbyrdes i de øvrige nordiske lande. Afgørelserne fuldbyrdes som udgangspunkt automatisk.

For så vidt angår forvandlingsstraf for bøde kan sådanne afgørelser i henhold til § 3, stk. 2, jf. stk. 1, fuldbyrdes her i landet, hvis den dømte på det tidspunkt, da straffen skal fuldbyrdes, har statsborgerret eller bopæl her i landet.

Fuldbyrdelse finder sted efter begæring fra vedkommende myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige, jf. lovens § 17. Det er efter § 18 en betingelse for fuldbyrdelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet.

Efter § 20 sker fuldbyrdelse af bødestraffe i overensstemmelse med dansk ret. Det betyder, at danske regler om benådning, henstand, afdragsvis betaling, udpantning og eftergivelse finder anvendelse. For så vidt angår forældelse af adgangen til at fuldbyrde straf gælder alene reglerne i det land, hvor straffen er pålagt.

Ved cirkulære nr. 220 af 16. december 1963, som ændret ved cirkulære nr. 148 af 3. august 1994, er der i tilslutning til loven fastsat en række supplerende bestemmelser om samarbejde med Finland, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.

Efter § 6 i cirkulæret sker inddrivelse her i landet af bøder pålagt i Finland, Island, Norge og Sverige efter begæring fra de relevante myndigheder i de nævnte lande. Politiet i den politikreds, hvor den pågældende har bopæl eller ophold, afgør, om begæringen bør imødekommes.

I henhold til cirkulærets § 8 omregnes bødebeløbet til dansk mønt efter køberkursen dagen før politiets beslutning om, at begæringen skal efterkommes. Inddrivelse af bøder sker i overensstemmelse med de regler, der gælder for inddrivelse af bøder her i landet. Eftergivelse kan alene bestemmes af Justitsministeriet. Fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøden må kun finde sted efter særlig begæring herom.

Efter § 50 i straffeloven tilfalder en bøde statskassen. Dette gælder tillige bøder, der inddrives her i landet på grundlag en udenlandsk begæring om fuldbyrdelse.

4.2 Rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe

Præamblen til rammeafgørelsen indeholder en række betragtninger, som har betydning for fortolkningen og anvendelsen af rammeafgørelsen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelser om bødestraf.

Efter præambelbetragtning nr. 5 kan intet i rammeafgørelsen fortolkes som et forbud mod at afslå at fuldbyrde en afgørelse, hvis der er objektive grunde til at formode, at bødestraffen er pålagt med det formål at straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde. Endvidere anføres det, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.

Udkastets artikel 1 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen.

En "afgørelse" omfatter en endelig afgørelse, hvorved en fysisk eller juridisk person pålægges en bødestraf, og afgørelsen er truffet af en domstol eller af en anden myndighed, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager.

"Bødestraf" defineres som en forpligtelse til at betale et fastsat beløb, herunder erstatning til ofre, der pålægges i forbindelse med en straffesag, samt sagsomkostninger. Begrebet omfatter ikke afgørelser om konfiskation eller afgørelser, der kan gennemføres i medfør af Rådets forordning af 1. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I €" forordningen).

Efter artikel 2 skal medlemsstaterne meddele Rådssekretariatet, hvilken eller hvilke nationale myndigheder der har kompetence i henhold til rammeafgørelsen.

Efter artikel 3 berører rammeafgørelsen ikke forpligtelsen til at respektere grundlæggende rettigheder og principper som fastsat i artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union.

Artikel 4 indebærer, at en afgørelse ledsaget af en attest kan sendes til en medlemsstat, hvor den pågældende person efter det oplyste har aktiver, indtægt, opholder sig eller €" for juridiske personers vedkommende €" har hjemsted. Attesten, som er optrykt som bilag til rammeafgørelsen, skal være underskrevet og dets indhold bekræftet af de kompetente myndigheder i udstedelsesstaten.

Afgørelsen sendes direkte til de kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten skal, hvis den ikke har kendskab til, hvilken myndighed i fuldbyrdelsesstaten der er kompetent, foretage alle nødvendige undersøgelser for at fremskaffe oplysninger herom fra fuldbyrdelsesstaten, herunder via det europæiske retlige netværk.

Afgørelsen må kun sendes til én fuldbyrdelsesstat ad gangen.

Når en myndighed i fuldbyrdelsesstaten modtager en afgørelse, som myndigheden ikke har kompetence til at anerkende og træffe de nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde, sender myndigheden afgørelsen videre til den myndighed, der er kompetent, og underretter den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom.

Artikel 5 fastlægger anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Anvendelsesområdet er fastlagt efter de samme principper som i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. og rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om beslaglæggelse af formuegoder eller bevismateriale.

Der sondres således for så vidt angår anvendelsesområdet mellem lovovertrædelser på en såkaldt positiv-liste og andre forbrydelser. Positiv-listen omfatter ud over de lovovertrædelser, der er omfattet af de tidligere nævnte lister også overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen, smugling af varer, krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, trusler og vold mod personer, hærværk, tyveri samt generelt lovovertrædelser, der er defineret som sådanne af udstedelsesstaten med henblik på at implementere forpligtelser i medfør af instrumenter, der er vedtaget i henhold til EF-traktaten eller Unionstraktatens afsnit VI.

Hvis bødeafgørelsen vedrører en lovovertrædelse på listen, kan der ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed, dvs. at forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i fuldbyrdelsesstaten.

For så vidt angår lovovertrædelser, der ikke er omfattet af listen, vil der fortsat kunne stilles krav om dobbelt strafbarhed, men det understreges, at kravet om dobbelt strafbarhed skal anvendes fleksibelt, således at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, der ligger til grund for bødeafgørelsen, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.

Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere lovovertrædelser på listen.

Efter artikel 6 skal en afgørelse, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4, som udgangspunkt anerkendes af fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder uden yderligere formaliteter og fuldbyrdes omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national afgørelse.

Fuldbyrdelsesstaten kan dog afslå anerkendelse og gennemførelse, hvis der i medfør af artikel 7 er grundlag herfor.

Artikel 7 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan afslå fuldbyrdelse. Det gælder for det første i tilfælde, hvor den i artikel 4 nævnte attest ikke er udarbejdet, hvis den ikke er korrekt udfyldt, eller hvis oplysningerne deri er åbenbart forkerte.

Dernæst kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelsen, hvis der allerede er truffet afgørelse vedrørende den pågældende i fuldbyrdelsesstaten eller i en anden stat end udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten, og denne afgørelse i sidstnævnte tilfælde er fuldbyrdet.

Fuldbyrdelsesstaten kan endvidere afslå fuldbyrdelsen, hvis afgørelsen vedrører forhold, der ikke er indeholdt på listen i artikel 5, stk. 3, og forholdet ikke er strafbart efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, samt hvis fuldbyrdelsen efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten ikke er mulig på grund af forældelse. I relation til forældelse er det yderligere en betingelse, at forholdet hører under fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion .

Herudover kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelse, hvis afgørelsen vedrører handlinger, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning er begået helt eller delvis på fuldbyrdelsesstatens territorium eller på et sted, der ligestilles hermed, eller hvis handlingerne er begået uden for udstedelsesstatens territorium og en tilsvarende handling foretaget uden for fuldbyrdelsesstatens territorium ikke ville være omfattet af fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion.

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis afgørelsen vedrører en person, der ifølge fuldbyrdelsesstaten er omfattet af strafferetlig immunitet. Desuden kan fuldbyrdelse afslås, hvis afgørelsen vedrører en person, der efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning er under den kriminelle lavalder, hvis bødebeløbet ikke er højere end 70 euro eller et beløb svarende hertil, eller hvis afgørelsen vedrører en person, der, i tilfælde af skriftlig procedure, ikke var behørigt underrettet om sin ret til at anfægte sagen, eller som ikke var personligt til stede, da afgørelsen blev truffet, medmindre den pågældende var behørigt varslet om sagen eller har tilkendegivet, at sagen ikke anfægtes.

Hvis et forhold ikke er begået på udstedelsesstatens territorium, kan fuldbyrdelsesstaten ifølge artikel 8 beslutte at nedsætte det beløb, der skal inddrives, til det maksimum, der er gældende for forhold af samme karakter i fuldbyrdelsesstaten, hvis forholdet hører under fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan om nødvendigt omregne bøden til fuldbyrdelsesstatens valuta til vekselkursen på det tidspunkt, da bøden blev idømt.

Artikel 9 indebærer, at det som hovedregel er fuldbyrdelsesstatens regler, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen af afgørelsen. Dette gælder dog ikke bøder, der pålægges en juridisk person, idet fuldbyrdelseslandet er forpligtet til at fuldbyrde afgørelsen, uanset om fuldbyrdelsesstaten kan pålægge juridiske personer strafferetligt ansvar. Endvidere kan forvandlingsstraf alene anvendes, hvis udstedelsesstaten har givet tilladelse hertil, jf. artikel 10. Hvis der anvendes forvandlingsstraf, må denne straf ikke overstige den maksimumstraf, der er angivet i den fremsendte attest.

Artikel 11 vedrører amnesti, benådning samt fornyet prøvelse af afgørelsen. Bestemmelsen indebærer, at såvel udstedelsesstaten som fuldbyrdelsesstaten kan træffe afgørelse om benådning og amnesti. Alene udstedelsesstaten kan tage stilling til fornyet prøvelse af afgørelsen.

Efter artikel 12 skal fuldbyrdelsesstaten straks afbryde fuldbyrdelsen af afgørelsen, hvis der fra udstedelsesstaten modtages underretning om en beslutning eller foranstaltning, der medfører, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes, eller hvis anmodningen om fuldbyrdelse af andre grunde trækkes tilbage.

Artikel 13 medfører, at midlerne fra fuldbyrdelsen tilfalder fuldbyrdelsesstaten, medmindre andet er aftalt mellem udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten.

Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efter artikel 14 straks underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er gennemført, eller når hele eller dele af afgørelsen ikke kan fuldbyrdes. Endvidere skal udstedelsesstaten underrettes om eventuel anvendelse af forvandlingsstraf.

Efter artikel 15 mister udstedelsesstaten retten til at fuldbyrde afgørelsen, når den er fremsendt til fuldbyrdelsesstaten. Udstedelsesstaten overtager på ny retten til at fuldbyrde afgørelsen, hvis fuldbyrdelsesstaten helt eller delvist afslår at fuldbyrde afgørelsen, medmindre afslaget skyldes, at fuldbyrdelse ville være i strid med princippet om dobbelt strafforfølgning, hvis fuldbyrdelsesstaten træffer afgørelse om benådning, eller hvis udstedelsesstaten giver underretning om, at anmodningen om fuldbyrdelse trækkes tilbage.

Artikel 16, 17 og 19 vedrører en række praktiske spørgsmål, herunder sprog, omkostninger og territorial anvendelse. Artikel 16 indeholder mulighed for at udsætte fuldbyrdelsen i det tidsrum, der er nødvendigt for at tilvejebringe en oversættelse af afgørelsen for fuldbyrdelsesstatens regning.

I artikel 18 fastslås det, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for anvendelsen af bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger mellem medlemsstaterne, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger er mere vidtrækkende end denne rammeafgørelse og bidrager til yderligere at forenkle og lette procedurerne for fuldbyrdelse af bødestraffe.

Endelig indeholder artikel 20 en bestemmelse om, at medlemsstaterne i en periode på 5 år regnet fra implementeringsfristens udløb kan begrænse rammeafgørelsens anvendelsesområde til afgørelser, der er truffet af en domstol og/eller for så vidt angår bødeafgørelser rettet mod juridiske personer, til afgørelser, vedrørende adfærd, som i henhold til et europæisk instrument er omfattet af princippet om juridiske personers strafferetlige ansvar. I det omfang en medlemsstat vælger at begrænse rammeafgørelsens anvendelsesområde, kan andre medlemsstater vælge at anvende samme begrænsning over for den pågældende medlemsstat.

Artikel 20, stk. 3, indeholder en bestemmelse om, at en medlemsstat kan afslå at fuldbyrde en bødeafgørelse, hvis den i artikel 4 omhandlede attest giver anledning til at formode, at der er sket en krænkelse af grundlæggende rettigheder eller grundlæggende retsprincipper som fastsat i EU-traktatens artikel 6. Anvendelse af denne bestemmelse skal årligt indberettes til Rådet og Kommissionen.

4.3 Justitsministeriets overvejelser

4.3.1 Fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf

Lovforslagets §§ 16 og 17 definerer, hvilke afgørelser der er omfattet af loven, samt hvad der skal forstås ved "bødestraf". Der er tale om tekniske definitioner, som er afgørende for, hvorvidt en afgørelse om bødestraf er omfattet af loven eller ej.

Med hensyn til definitionen af "bødestraf" fremgår det af rammeafgørelsen, at begrebet ikke omfatter kendelser om konfiskation af redskaber eller udbytte fra strafbart forhold, samt kendelser af civilretlig art, der udspringer af krav om erstatning eller genoprettelse af en tidligere tilstand, og som kan fuldbyrdes efter Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Da dette imidlertid allerede følger af den positive definition, er det ikke fundet nødvendigt også at medtage den negative afgrænsning i lovteksten.

Som det er tilfældet med de øvrige to rammeafgørelser, der er omfattet af lovforslaget, er det udgangspunktet, at fuldbyrdelsesstaten uden yderligere formaliteter skal anerkende en afgørelse, der er fremsendt i overensstemmelse med formkravene, medmindre myndigheden påberåber sig, at der er grundlag for afslag. Dette følger af rammeafgørelsens artikel 6.

Rammeafgørelsen indeholder i artikel 7 en række fakultative afslagsgrunde, hvorefter medlemsstaterne kan afslå at fuldbyrde en afgørelse fra en anden medlemsstat.

De i rammeafgørelsen nævnte afslagsgrunde er udtømmende. Fuldbyrdelse i Danmark af en afgørelse om bødestraf vil således ikke kunne afslås, hvis betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, og der ikke foreligger en af de i rammeafgørelsen særligt opregnede afslagsgrunde. Det er forudsat, at staterne altid skal respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper, jf. artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union.

4.3.2 Positiv-listen og kravet om dobbelt strafbarhed

Artikel 5, stk. 1, fastslår, at i de tilfælde, hvor en afgørelse vedrører en handling, som er omfattet af den opregnede liste (positiv-listen), skal der ikke foretages kontrol af, om handlingen ligeledes er strafbar i fuldbyrdelsesstaten. I modsætning til rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om beslaglæggelse af formuegoder og bevismateriale gælder pligten til anerkendelse og fuldbyrdelse, uanset hvilken strafferamme der gælder for de pågældende handlinger.

Positiv-listen omfatter flere handlinger end de, som er omfattet af den positiv-liste, der anvendes i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre mv. samt i rammeafgørelsen af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder og bevismateriale, jf. lovforslagets § 6, og udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser om konfiskation, jf. lovforslagets § 32.

Ud over de handlinger, som også er omfattet af de øvrige lister, indeholder listen: overtrædelse af bestemmelser i færdselslovgivningen, smugling af varer, krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, trusler og vold mod personer, hærværk, tyveri samt generelt lovovertrædelser, der er defineret som sådanne af udstedelsesstaten med henblik på at implementere forpligtelser i medfør af instrumenter, der er vedtaget i henhold til EF-traktaten eller Unionstraktatens afsnit VI.

Lovforslagets positiv-liste svarer helt til listen i rammeafgørelsen. Det er udstedelsesstatens lovgivning, der er afgørende for, om en konkret lovovertrædelse skal anses for omfattet af listen. Det er således uden betydning, om en tilsvarende lovovertrædelse i dansk lovgivning afgrænses på en anden måde eller er beskrevet med andre ord.

Når en handling er defineret som en lovovertrædelse, fordi medlemsstaterne er forpligtet hertil i medfør af instrumenter, der er vedtaget i henhold til EF-traktaten eller Unionstraktatens afsnit VI, vil der som udgangspunkt ikke være grund til at afslå fuldbyrdelse med henvisning til kravet om dobbelt strafbarhed. Positiv-listens sidste led har derfor alene betydning i den situation, hvor fuldbyrdelsesstaten helt eller delvist (endnu) ikke har implementeret sine forpligtelser i henhold til de pågældende instrumenter. Hvis den pågældende lovovertrædelse således ikke er kriminaliseret i fuldbyrdelsesstaten, og dette er i strid med instrumenter vedtaget i henhold til EF-traktaten eller Unionstraktatens afsnit VI, kan fuldbyrdelsesstaten ikke påberåbe sig kravet om dobbelt strafbarhed.

I de tilfælde, hvor en anmodning om fuldbyrdelse henhører under listens sidste led, skal udstedelsesstaten anføre i attesten, hvilke bestemmelser der ligger til grund for bødestraffen. I øvrigt er også en række af de øvrige lovovertrædelser, der er opført på positiv-listen, allerede omfattet af EU-instrumenter.

Rammeafgørelsen indebærer, at de danske myndigheder i tilfælde, der er omfattet af positiv-listen, ikke vil have mulighed for at nægte fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf, når en tilsvarende lovovertrædelse ikke er strafbar efter dansk ret, således som det hidtil har været tilfældet (når bortses fra afgørelser omfattet lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.). Dette er afspejlet i lovforslagets § 19, stk. 1.

Justitsministeriet har som med hensyn til de øvrige to rammeafgørelser overvejet, om gennemførelsen af artikel 5, stk. 2, kunne ske ved i loven at bemyndige justitsministeren til ved bekendtgørelse at fastsætte, hvilke afgørelser der kan fuldbyrdes, selv om kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt. Denne løsningsmodel ville indebære, at eventuelle fremtidige ændringer af positiv-listen i EU ville kunne gennemføres administrativt ved en ændring af bekendtgørelsen.

Justitsministeriet har imidlertid også her fundet det rigtigst at indsætte positiv-listen i loven, således at det er muligt ud fra lovteksten at konstatere omfanget af adgangen til at fuldbyrde afgørelser udstedt i andre EU-medlemsstater i Danmark. Dette svarer til den løsning, der blev valgt i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. En eventuel senere gennemførelse af en udvidelse af listen i dansk ret vil således kræve en lovændring.

Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 3, vil fuldbyrdelsesstaten i alle andre tilfælde end de i artikel 5, stk. 1, nævnte fortsat kunne nægte at fuldbyrde en afgørelse med henvisning til, at den handling, der ligger til grund for afgørelsen, ikke er strafbar i fuldbyrdelsesstaten (kravet om dobbelt strafbarhed).

Som nævnt ovenfor, pkt. 3.3.2, har kravet om dobbelt strafbarhed længe været et grundlæggende princip i dansk strafferet. I forhold til de stater, der har ratificeret 1970-konventionen, er Danmark endvidere efter den gældende ordning forpligtet til at opretholde kravet.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør lovforslaget derfor udformes således, at muligheden for at stille krav om dobbelt strafbarhed også i denne sammenhæng udnyttes. Lovforslaget indeholder derfor i § 19, stk. 2, en bestemmelse, hvorefter det er en betingelse for fuldbyrdelse af en afgørelse uden for positiv-listen, at den handling, som afgørelsen vedrører, ligeledes er strafbar efter dansk ret.

Med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, som ifølge lovforslaget skal gælde i forbindelse med handlinger, der ikke er omfattet af positiv-listen, fremgår det af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 3, at dette skal administreres fleksibelt, således at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, som efterforskningen vedrører, helt eller delvis svarer til en lovovertrædelse i den anmodede medlemsstat. Dette indebærer, at det vil være tilstrækkeligt, for at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for opfyldt, at den handling, der ligger til grund for afgørelsen €" uanset den retlige beskrivelse €" vedrører en handling, som ligeledes efter dansk ret ville være strafbar, hvis handlingen havde fundet sted her i landet. Dette må ligeledes antages at indebære, at fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf ikke kan afslås med henvisning til kravet om dobbelt strafbarhed med den begrundelse, at dansk lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som lovgivningen i den stat, hvor bødestraffen er pålagt, uanset at rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse af bødestraffe ikke som de øvrige to rammeafgørelser, der er omhandlet i dette lovforslag, indeholder en udtrykkelig bestemmelse herom.

4.3.3 Andre afslagsgrunde

Rammeafgørelsen indeholder i artikel 7 regler om, i hvilke tilfælde fuldbyrdelsesstaten vil kunne afslå at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om bødestraf fra en anden EU-medlemsstat. Afslag med henvisning til kravet om dobbelt strafbarhed er beskrevet ovenfor.

Der er tale om fakultative afslagsgrunde, som medlemsstaterne kan vælge at udnytte.

Den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger indeholder ud over forpligtelsen til afslag, hvor kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt, som nævnt ovenfor også en række andre muligheder for at afslå fuldbyrdelse. Konventionen er inkorporeret i dansk ret ved en henvisning i lov af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf mv. Denne lov foreskriver ikke en forpligtelse for domstolene til at udnytte de pågældende afslagsgrunde. Det er således som udgangspunkt op til domstolene at vurdere, hvorvidt der skal gives afslag af de opregnede grunde. Domstolene skal imidlertid påse, at anden dansk lovgivning (om f.eks. forældelse eller den kriminelle lavalder) ikke er til hinder for fuldbyrdelse.

Justitsministeriet foreslår hovedparten af afslagsgrundene indsat i lovforslaget som ufravigelige, se nærmere nedenfor under hver enkelt afslagsgrund. Det skyldes, at der er tale om områder, hvor det allerede følger af dansk ret, at der skal gives afslag på fuldbyrdelse. I visse tilfælde skal udstedelsesstaten dog høres, inden der træffes beslutning om afslag. De tilfælde, hvor de danske myndigheder skal afslå at fuldbyrde en afgørelse om bødestraf, fremgår €" ud over af lovforslagets § 19, stk. 2, jf. ovenfor €" af § 20, mens tilfælde, hvor de danske myndigheder kan afslå at fuldbyrde en afgørelse om bødestraf, fremgår af § 21.

4.3.3.1 Princippet om dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem)

Det følger af rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra a, at der kan gives afslag, hvis der er truffet afgørelse vedrørende den dømte for de samme handlinger i fuldbyrdelsesstaten eller i en anden stat end udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten, og denne afgørelse i sidstnævnte tilfælde er fuldbyrdet.

Denne afslagsgrund refererer til forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).

Straffelovens § 10 a bygger i sin nuværende affattelse på 1970-konventionen, hvorefter Danmark er forpligtet til at afslå anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser, der er omfattet af konventionen, hvis det vil være i strid med princippet om ne bis in idem, som defineret i konventionens afsnit III, kapitel 1.

§ 10 a fastslår, at en person, over for hvem der er afsagt en straffedom i den stat, hvor handlingen er begået, eller en dom, der er omfattet af den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger eller af lov om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager, ikke kan strafforfølges her i landet for samme handling, hvis den pågældende er frifundet, den idømte sanktion er fuldbyrdet, under fuldbyrdelse eller bortfaldet, eller han er fundet skyldig uden fastsættelse af sanktion.

Udtrykket "strafforfølges" omfatter ifølge motiverne til straffelovens § 10 a også straffuldbyrdelse. Hvis en person således f.eks. er frifundet for en bestemt handling i Danmark, men senere dømt for samme handling i Tyskland, vil den tyske dom ikke kunne fuldbyrdes i Danmark.

I § 10 a, stk. 2, litra b, undtages €" i overensstemmelse med 1970-konventionen €" afgørelser vedrørende handlinger, der er foretaget uden for Danmark, når handlingen krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller offentlige myndigheder, en embedspligt mod staten eller sådanne interesser, hvis retsbeskyttelse i den danske stat forudsætter en særlig tilknytning til denne.

Konventionen af 25. maj 1987 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning svarer i det væsentlige til 1970-konventionen, idet Danmark har udnyttet mulighederne for at tage forbehold.

I lovforslagets § 20, stk. 2, og § 21, stk. 2 og 3, anvendes stort set samme formulering, som anvendes i §§ 7 og 8 samt 33 og 34. Dog er formuleringen "fundet skyldig i" generelt anvendt frem for "dømt", idet rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om bødestraffe ud over domstolsafgørelser også finder anvendelse på afgørelser om bødestraf, der er pålagt af andre myndigheder end domstole.

Det foreslås i § 20, stk. 2, at fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf skal afslås, hvis afgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er fundet skyldig i eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Rammeafgørelsens ordlyd udelukker efter Justitsministeriets opfattelse ikke, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis den allerede trufne afgørelse går ud på frifindelse.

Hvis den pågældende er dømt i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse endvidere kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet. Denne yderligere betingelse finder ikke anvendelse i forhold til afgørelser truffet i fuldbyrdelsesstaten.

Det følger af straffelovens § 10 a, at straffuldbyrdelse bl.a. ikke kan finde sted, hvis den pågældende afgørelse er fuldbyrdet, er under fuldbyrdelse eller er bortfaldet efter udstedelsesstatens regler. Disse yderligere betingelser er ikke medtaget i denne rammeafgørelse i modsætning til de øvrige rammeafgørelser, der er omfattet af dette lovforslag.

Når der er tale om bødestraf, kan afgørelsen f.eks. være "under fuldbyrdelse", hvis der findes en igangværende afbetalingsordning. I det øjeblik den pågældende ikke overholder ordningen, vil bødestraffen ikke længere være "under fuldbyrdelse". Man vil således ikke kunne afslå at fuldbyrde den resterende del, selv om der findes en igangværende afdragsordning i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet om delvis betaling er reguleret i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, og i lovforslagets § 25.

Rammeafgørelsen er efter Justitsministeriets opfattelse ikke til hinder for, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis den pågældende er benådet for handlingen i Danmark. Det skyldes, at den yderligere betingelse, at afgørelsen skal være fuldbyrdet, som nævnt efter rammeafgørelsens ordlyd ikke omfatter afgørelser, der er truffet i fuldbyrdelsesstaten.

Af samme årsag er rammeafgørelsens formulering efter Justitsministeriets opfattelse ikke til hinder for, at de afslagsgrunde vedrørende tiltalefrafald og påtaleopgivelse, som er medtaget for rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og for rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation kan medtages tilsvarende, jf. afsnit 2 og 4.

For at opretholde parallelitet i forhold til udleveringslovens bestemmelser om udlevering til stater i Den Europæiske Union samt til betingelserne for afslag på fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser og konfiskationsafgørelser foreslås endvidere, at det indsættes som fakultativ afslagsgrund, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis afgørelsen vedrører de samme forhold, som den pågældende er fundet skyldig i eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union, jf. lovforslagets § 21.

4.3.3.2 Jurisdiktion

Efter rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra d, kan fuldbyrdelse afslås, hvis afgørelsen vedrører handlinger, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning betragtes som begået helt eller delvist på fuldbyrdelsesstatens territorium eller på et sted, der ligestilles hermed.

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis afgørelsen vedrører handlinger, som er begået uden for udstedelsesstatens territorium, for så vidt fuldbyrdelsesstatens lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, hvis de er begået uden for fuldbyrdelsesstatens territorium.

Bestemmelsens andet led gør det muligt at nægte fuldbyrdelse i visse tilfælde, hvor udstedelsesstaten udøver eksterritorial jurisdiktionskompetence €" dvs. foretager strafforfølgning af handlinger begået uden for den pågældende medlemsstats eget territorium, hvor gerningsmanden ikke er statsborger eller har bopæl i den pågældende stat.

1970-konventionen indeholder en generel mulighed for at afslå fuldbyrdelse i tilfælde, hvor handlingen er begået uden for udstedelsesstatens territorium.

Afslagsgrundene svarer til artikel 4, nr. 7, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. Den indebærer, at det vil være muligt at afslå fuldbyrdelse, hvis en anden medlemsstat retsforfølger for lovovertrædelser, der helt eller delvist er begået her i landet. Endvidere vil fuldbyrdelse kunne afslås, hvis en anden medlemsstat retsforfølger en person for en lovovertrædelse, der er begået i et tredjeland, og danske myndigheder ikke i en tilsvarende situation ville kunne retsforfølge den pågældende for lovovertrædelsen.

Afslagsgrundene skal ses i sammenhæng med rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1, jf. lovforslagets § 24, stk. 1, hvorefter bødebeløbet kan nedsættes til det beløb, der gælder for tilsvarende handlinger i henhold til dansk ret, hvis den relevante handling er omfattet af dansk straffemyndighed og er begået uden for udstedelsesstaten. Se herom nedenfor i afsnit 4.3.4.

Med hensyn til den førstnævnte afslagsgrund bør loven efter Justitsministeriets opfattelse €" i overensstemmelse med den valgte løsning i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. €" udformes således, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis anmodningen omfatter handlinger foretaget helt eller delvist her i landet, og den yderligere betingelse er opfyldt, at handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Dette foreslås som indsat i lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 2, som obligatorisk afslagsgrund.

Med hensyn til den sidstnævnte afslagsgrund finder Justitsministeriet €" også i lighed med den valgte løsning i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. €" at denne afslagsgrund bør benyttes. Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i lovforslagets § 21, stk. 1, nr. 2, hvorefter fuldbyrdelse kan afslås for en handling, der er foretaget uden for udstedelsesstatens territorium, når en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed. Der er således her tale om en fakultativ afslagsgrund.

4.3.3.3 Immunitet

Efter rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra e, kan fuldbyrdelse afslås, hvis der i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger en immunitet, der gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen.

1970-konventionen indeholder ikke en tilsvarende afslagsmulighed, men indeholder derimod en mulighed for afslag, hvis fuldbyrdelse vil stride imod fuldbyrdelsesstatens internationale forpligtelser. Disse forpligtelser vil bl.a. omfatte Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser samt regler om immunitet for ansatte ved internationale institutioner.

Efter § 20, stk. 1, nr. 3, afslås fuldbyrdelse, når det vil være i strid med straffelovens § 12.

Det følger af straffelovens § 12, at de almindelige jurisdiktionsregler begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Disse undtagelser omfatter bl.a. Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser samt regler om immunitet for ansatte ved internationale institutioner. En afgørelse om bødestraf vil heller ikke kunne fuldbyrdes, hvis afgørelsen vedrører f.eks. et statsoverhoved.

Immunitet er endvidere fastlagt i grundlovens § 57, 2. pkt., som fastslår, at for sine ytringer i Folketinget kan intet medlem uden Folketingets samtykke drages til ansvar uden for samme. Strafferetlig immunitet som følge af grundlovens regel vil naturligvis ligeledes være omfattet af denne afslagsgrund, uanset at det ikke er udtrykkeligt nævnt.

4.3.3.4 Den kriminelle lavalder

Rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra f, medfører, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis afgørelsen vedrører en fysisk person, som i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning på grund af sin alder ikke kan holdes strafferetligt ansvarlig for de handlinger, der ligger til grund for afgørelsen.

En tilsvarende afslagsmulighed er indeholdt i 1970-konventionen. En sådan afslagsmulighed findes derimod ikke i de øvrige to rammeafgørelser, som er omfattet af lovforslaget.

Det følger implicit af kravet om dobbelt strafbarhed, at der ikke kan ske fuldbyrdelse af en afgørelse, hvis den person, som afgørelsen vedrører, er under den kriminelle lavalder som fastsat i straffelovens § 15.

Da rammeafgørelsen imidlertid indebærer, at kravet om dobbelt strafbarhed ophæves i forhold til de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, er det nødvendigt for at opretholde retstilstanden på dette punkt at indføre en udtrykkelig bestemmelse om, at fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende personer, der er under den kriminelle lavalder, ikke kan ske. Dette foreslås indført i lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 4.

4.3.3.5 Retfærdig rettergang

Rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra g, muliggør afslag på fuldbyrdelse i tilfælde, hvor visse retsgarantier ikke er opfyldt.

Fuldbyrdelse kan således afslås, hvis den pågældende person, i tilfælde af skriftlig procedure, ikke som krævet i udstedelsesstatens lovgivning er blevet underrettet personligt eller gennem en efter national lovgivning kompetent repræsentant om sin ret til at anfægte sagen og om tidsfristerne for et sådant retsmiddel.

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis den pågældende ikke er mødt personligt frem, medmindre det i attesten er anført, at den pågældende er blevet underrettet personligt eller gennem en efter national lovgivning kompetent repræsentant i overensstemmelse med udstedelsesstatens lovgivning, eller at den pågældende har tilkendegivet, at sagen ikke anfægtes.

Den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger indeholder ikke en tilsvarende afslagsgrund. Fuldbyrdelse af udeblivelsesdomme er som udgangspunkt undergivet samme regler som fuldbyrdelse af andre domme. Konventionen indeholder imidlertid et detaljeret system, hvorefter den fuldbyrdende stat, hvis den i øvrigt finder grundlag for at fremme anmodningen om fuldbyrdelse, skal underrette domfældte om den afgørelse, der er truffet i udstedelsesstaten, ligesom den domfældte skal have mulighed for at gøre indsigelse mod denne afgørelse i overensstemmelse med konventionens nærmere regler herom.

Retten til retfærdig rettergang følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Det følger endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at tiltalte i straffesager som udgangspunkt har ret til at være til stede under domsforhandlingen. Artikel 6 antages imidlertid ikke generelt at udelukke, at en straffesag gennemføres, selv om tiltalte udebliver.

Gennemførelse af en straffesag uden den tiltaltes tilstedeværelse forudsætter, for at være forenelig med konventionen, at tiltalte er indkaldt til retsmøderne på den foreskrevne måde, og at gennemførelsen er forbundet med tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier, medmindre tiltalte kan antages at have givet afkald på sin adgang til at være til stede. Det er en betingelse, at myndighederne har gjort sig rimelige anstrengelser for at gøre den tiltalte bekendt med, at der er indledt en straffesag mod tiltalte (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, Brozicek mod Italien, dom af 19.12.89, F.C.B. mod Italien, dom af 28. 08. 91, T mod Italien, dom af 12.10.92 og Jones mod Storbritannien, afgørelse af 09.09.03).

Justitsministeriet finder på denne baggrund og af hensyn til den udvidelse af forpligtelsen til at fuldbyrde bødeafgørelser fra andre medlemsstater, som rammeafgørelsen indebærer, at den nævnte afslagsgrund bør være obligatorisk, jf. lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 6. Fuldbyrdelsen vil således skulle afslås, hvis den pågældende i tilfælde af skriftlig procedure ikke er blevet underrettet om sin ret til at anfægte sagen og tidsfristerne herfor, og hvis den pågældende er udeblevet, medmindre det fremgår, at han var behørigt underrettet eller havde tilkendegivet, at han ikke ville bestride sagen.

4.3.3.6 Forældelse

Efter rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra c, kan fuldbyrdelse afslås, hvis afgørelsen ikke kan fuldbyrdes på grund af forældelse i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning og vedrører handlinger, der falder ind under fuldbyrdelsesstatens kompetence i henhold til dens egen lovgivning.

Efter reglerne i 1970-konventionen kan fuldbyrdelsesstaten afslå at fuldbyrde en afgørelse, hvis afgørelsen efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten ikke længere kan fuldbyrdes i denne på grund af forældelse.

Spørgsmålet om forældelse af bødestraf er i dansk ret reguleret i straffelovens § 97 a. Rammeafgørelsen indebærer, at Danmark vil være forpligtet til at fuldbyrde en afgørelse om bødestraf, selv om den er forældet efter straffelovens § 97 a, medmindre handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed.

Fuldbyrdelse kan således afslås, hvis handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed. Det foreslås imidlertid, at denne afslagsgrund gøres fakultativ, jf. lovforslagets § 21, stk. 1, nr. 1, således at det er op til de danske myndigheder at vurdere, om fuldbyrdelse bør afslås. Hvis lovovertrædelsen er begået i Danmark, vil lovovertrædelsens forbindelse til Danmark indebære, at det som udgangspunkt må anses for rimeligt, at fuldbyrdelse afslås, hvis lovovertrædelsen er forældet efter dansk ret.

4.3.3.7 Bødestraffens størrelse

Efter rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra h, kan fuldbyrdelse afslås, hvis bødestraffen er på mindre end 70 euro eller et beløb svarende hertil.

Bestemmelsen må primært anses for begrundet i procesøkonomiske hensyn. Den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger indeholder ikke en tilsvarende afslagsgrund. Danmark vil således efter den gældende ordning umiddelbart være forpligtet til at fuldbyrde afgørelser om bødestraf fra de øvrige stater, som har ratificeret konventionen, uanset bødestørrelsen.

Det foreslås, at afslagsgrunden indsættes som obligatorisk, jf. lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 5. Det skyldes, at der er tale om bødestraffe på et så lille beløb, at procesøkonomiske hensyn efter Justitsministeriets opfattelse generelt taler for at begrænse fuldbyrdelsesadgangen.

4.3.4 Fastsættelse af bødebeløbet

Hvis det fastslås, at afgørelsen vedrører handlinger, der ikke er begået på udstedelsesstatens territorium, kan fuldbyrdelsesstaten nedsætte det beløb, der skal inddrives, til det maksimumbeløb, der gælder for handlinger af samme art i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning, hvis handlingerne falder ind under fuldbyrdelsesstatens kompetence. Dette følger af rammeafgørelsens artikel 8, stk. 1.

Bestemmelsen må antages at skulle forstås sådan, at de danske myndigheder vil kunne nedsætte bødestraffen til et eventuelt maksimumbeløb, der ville være gældende for sådanne handlinger efter dansk ret, hvis afgørelsen vedrører handlinger, der er foretaget uden for den stat, som har truffet afgørelsen og anmoder om fuldbyrdelse, og disse handlinger samtidig er undergivet dansk straffemyndighed.

Reglen skal ses i sammenhæng med afslagsgrundene i lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 2, og § 21, stk. 1, nr. 2. Se herom ovenfor i afsnit 4.3.3.2.

Hvis den relevante handling er begået i Danmark, følger det af lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 2, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Hvis handlingen derimod er strafbar efter dansk ret, vil der være mulighed for at nedsætte bødebeløbet til det beløb, der gælder for en tilsvarende lovovertrædelse i Danmark, når handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed, jf. lovforslagets § 24, stk. 1. I sådanne tilfælde må det antages, at lovovertrædelsens forbindelse til Danmark som udgangspunkt vil føre til, at det vil være rimeligt at nedsætte beløbet til det, der er gældende i Danmark.

Bødestraffen vil endvidere kunne nedsættes, hvis den relevante handling er foretaget i en tredje stat, men er omfattet af dansk jurisdiktion efter straffelovens §§ 6-8. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis handlingen er foretaget af en dansk statsborger i den tredje stat, for så vidt handlingen også er strafbar i denne stat.

De fleste danske bestemmelser, som hjemler bødestraf, angiver ikke noget maksimumbeløb. Samtidig må rammeafgørelsens tekst forstås sådan, at de nationale myndigheder ikke skal foretage en intensiv prøvelse af bødestørrelsen for at nå frem til det præcise beløb, der ville være blevet idømt i Danmark. Er der tale om en lovovertrædelse, hvor der i praksis opereres med faste bødetakster, kan sådanne takster anvendes. Det kunne f.eks. være tilfældet i forbindelse med spirituskørsel, hastighedsovertrædelser og andre overtrædelser af færdselsloven. Findes sådanne faste takster omvendt ikke, må det ved bødestraffen pålagte beløb fastholdes.

Det foreslås, at reglen om nedsættelse af bødestraffen gøres fakultativ, jf. lovforslagets § 24, stk. 1. Det bliver herved op til de danske myndigheder at bedømme, hvorvidt der er grundlag for at nedsætte bødebeløbet.

4.3.5 Forvandlingsstraf

Regler for iværksættelse af forvandlingsstraf fremgår af rammeafgørelsens artikel 10. Hvor inddrivelse af bødebeløbet helt eller delvist ikke er muligt, kan forvandlingsstraf iværksættes, hvis betingelserne herfor i dansk ret er opfyldt. Det gælder dog kun i det omfang, udstedelsesstaten har givet tilladelse hertil.

Efter artikel 48 i 1970-konventionen kan retten i fuldbyrdelsesstaten, hvis en bøde ikke kan inddrives, idømme en forvandlingsstraf, hvis begge staters lovgivning indeholder hjemmel hertil, medmindre udstedelsesstaten udtrykkeligt har begrænset sin anmodning til kun at gælde inddrivelse. Den pågældendes strafferetlige situation må ikke forværres som følge af afgørelsen i den fuldbyrdende stat.

Det følger af § 5, stk. 3, i lov om international fuldbyrdelse af straf, at der ikke her i landet kan fastsættes forvandlingsstraf for en udenlandsk bøde omfattet af 1970-konventionen. Ifølge forarbejderne til denne bestemmelse skyldes dette bl.a. igangværende bestræbelser på at få nedbragt antallet af bødeforvandlingsstraffe.

Derimod er der mulighed for at fastsætte forvandlingsstraf for bøder omfattet af lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.

Justitsministeriet har overvejet, om der på baggrund af det langt mere omfattende samarbejde mellem EU-medlemsstaterne, som rammeafgørelsen er udtryk for, er grundlag for at udvide muligheden for anvendelse af bødeforvandlingsstraf i forbindelse med fuldbyrdelse af afgørelser efter denne lov. Afsoning af bødeforvandlingsstraf giver imidlertid anledning til økonomiske overvejelser i forbindelse med antallet af afsoningspladser, som er til rådighed i kriminalforsorgens institutioner. Samtidig kan anvendelse af bødeforvandlingsstraf ikke anses for et væsentligt element i samarbejdet mellem EU-landene.

Justitsministeriet finder derfor, at muligheden for anvendelse af bødeforvandlingsstraf, i overensstemmelse med hvad der gælder i dag efter lov om international fuldbyrdelse af straf, bør afskæres i forhold til afgørelser, der fuldbyrdes efter denne lov, jf. lovforslagets § 26.

4.3.6 Overgang af fuldbyrdelseskompetence

Når udstedelsesstaten fremsender en anmodning om fuldbyrdelse, mister udstedelsesstaten retten til selv at fuldbyrde afgørelsen. Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 15.

De to andre rammeafgørelser, som lovforslaget omhandler, indeholder ikke en tilsvarende begrænsning. Tværtimod fastslår udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation, at anmodninger om fuldbyrdelse kan fremsendes til flere stater ad gangen.

Artikel 15, stk. 2, opregner, i hvilke tilfælde retten til at fuldbyrde afgørelsen går tilbage til udstedelsesstaten. Lovforslagets § 28 opregner de tilfælde, hvor de danske myndigheder €" uanset at en anmodning om fuldbyrdelse er fremsendt til Danmark €" ikke længere har kompetence til at fuldbyrde afgørelsen.

Det drejer sig for det første om tilfælde, hvor udstedelsesstaten underretter de danske myndigheder om, at afgørelsen er trukket tilbage.

For det andet drejer det sig om tilfælde, hvor de danske myndigheder underretter udstedelsesstaten om, at afgørelsen ikke er blevet fuldbyrdet helt eller delvist. Der er her tale om tilfælde, hvor betingelserne for fuldbyrdelse nok er opfyldt, men hvor de danske myndigheder efter de almindelige regler for fuldbyrdelsen har undladt helt eller delvist at fuldbyrde afgørelsen, f.eks. fordi fuldbyrdelse ikke er mulig i praksis på grund af den pågældendes økonomiske forhold. Manglende fuldbyrdelse kan også skyldes, at der er tale om et tilfælde omfattet af § 24, stk. 1, hvorefter bødebeløbet kan nedsættes, eller af § 25, hvor der er fremlagt dokumentation for hel eller delvis betaling.

Endelig drejer det sig om tilfælde, hvor de danske myndigheder har meddelt, at afgørelsen ikke er blevet anerkendt eller fuldbyrdet i medfør af afslagsgrundene i §§ 19, 20 og 21, eller at den pågældende er blevet benådet for afgørelsen i Danmark.

Når der er sket meddelelse i medfør af § 28, vil yderligere fuldbyrdelsesskridt i Danmark kræve en ny anmodning fra udstedelsesstaten.

4.3.7 Fordeling af midler fra fuldbyrdelse af afgørelser

Efter rammeafgørelsens artikel 13 tilfalder midler fra fuldbyrdelsen som udgangspunkt fuldbyrdelsesstaten. Andet kan imidlertid aftales mellem staterne, navnlig med hensyn til sådan erstatning til ofre, som er indeholdt i definitionen på bødestraf, jf. lovforslagets § 17.

Ifølge Den europæiske konvention af 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger skal provenuet af bøder indbetales til statskassen i fuldbyrdelsesstaten med respekt af tredjemands rettigheder. Det følger endvidere af straffelovens § 50, at bøder tilfalder statskassen. Det gælder også bøder, der inddrives her i landet på grundlag af en udenlandsk begæring om fuldbyrdelse. Gældende dansk lovgivning er således i overensstemmelse med udgangspunktet i rammeafgørelsen.

Det foreslås imidlertid i lovforslagets § 29 i overensstemmelse med rammeafgørelsen at sikre justitsministeren mulighed for at aftale en anderledes fordeling med andre medlemsstater. Det forudsættes, at sådanne aftaler primært vil være af generel karakter og fortrinsvis omhandle erstatning til ofre.

5. Fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation

5.1 Gældende ret

Efter § 1 i lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 280 af 25. april 2001, om international fuldbyrdelse af straf m.v., kan udenlandske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes her i landet, og danske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes i udlandet efter reglerne i loven.

Danmark ratificerede den 3. marts 1971 den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommens internationale retsvirkninger (1970-konventionen). Herudover har Danmark ratificeret FN-konventionen af 20. december 1998 imod ulovlig handel mod narkotika og psykotrope stoffer samt Europarådets konvention af 8. december 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold (Hvidvaskkonventionen).

Efter § 4 i lov om international fuldbyrdelse af straf kan afgørelser, som er omfattet af den europæiske konvention om straffedommens internationale retsvirkninger, fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II, jf. afsnit I. Efter artikel 2 i konventionen finder afsnit II blandt andet anvendelse på afgørelser om konfiskation.

Herudover følger det af § 5 a i lov om international fuldbyrdelse af straf, at afgørelser om konfiskation, som er omfattet af FN-konventionen imod ulovlig narkotikahandel og psykotrope stoffer eller af Hvidvaskkonventionen, kan fuldbyrdes efter reglerne i lovens kapitel 3, når 1970-konventionens betingelser er opfyldt. Henvisningen til kapitel 3 indebærer, at afgørelser om konfiskation, der er omfattet af de to konventioner, kan fuldbyrdes på samme måde som afgørelser, der er omfattet af 1970-konventionen.

I lovens kapitel 4 er der fastsat fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark. Det følger således af § 6, at sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes for byretten på det sted, hvor den pågældende bor. I øvrigt gælder i henhold til lovens § 7 retsplejelovens regler om straffesagers behandling for retten, i det omfang konventionen og loven ikke indeholder modstående regler. Retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af konfiskation anvendes tilsvarende.

1970-konventionen finder tilsvarende anvendelse på konfiskation som på bøde. Om 1970-konventionen henvises til pkt. 4.1.

Fuldbyrdelse af afgørelser truffet i de øvrige nordiske lande er reguleret i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge eller Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963 med senere ændringer.

Efter lovens § 1 kan afgørelser om konfiskation, som er truffet i Finland, Island, Norge eller Sverige, fuldbyrdes her i landet, ligesom danske afgørelser om konfiskation kan fuldbyrdes i de øvrige nordiske lande.

I medfør af lovens § 17 finder fuldbyrdelse sted efter begæring fra vedkommende myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige. Det er efter § 18 en betingelse for fuldbyrdelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet.

Efter § 19 sker fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation i overensstemmelse med dansk ret, herunder de danske regler om benådning. For så vidt angår forældelse af adgangen til fuldbyrdelse gælder alene reglerne i det land, hvor afgørelsen om konfiskation er truffet.

Ved cirkulære nr. 220 af 16. december 1963, som ændret ved cirkulære nr. 148 af 3. august 1994, er der i tilslutning til loven fastsat en række supplerende bestemmelser om samarbejdet med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.

Efter § 12, jf. § 6, i cirkulæret sker gennemførelse her i landet af afgørelser om konfiskation truffet i Finland, Island, Norge og Sverige efter begæring fra de relevante myndigheder i de nævnte lande. Politiet i den politikreds, hvor den pågældende har bopæl eller ophold, afgør, om begæringen bør imødekommes.

For så vidt angår afgørelser truffet uden for de nordiske lande giver de danske bestemmelser €" sammenholdt med bestemmelserne i de tre ovennævnte konventioner €" de danske myndigheder en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen af en udenlandsk afgørelse om konfiskation. Det er således efter de gældende regler blandt andet mulighed for at afslå en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, hvis det forhold, der ligger til grund for afgørelsen, ikke er strafbart her i landet.

Derimod vil afgørelser om konfiskation truffet i Finland, Island, Norge og Sverige som udgangspunkt automatisk blive anerkendt og fuldbyrdet, hvis betingelserne i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. er opfyldt.

For så vidt angår provenuet fra konfiskation tilfalder dette som udgangspunkt den danske statskasse både for så vidt angår danske afgørelser om konfiskation og i forbindelse med fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om konfiskation i Danmark.

5.2 Rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation

Præamblen til rammeafgørelsen indeholder en række betragtninger, som har betydning for fortolkningen og anvendelsen af rammeafgørelsen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelser om bødestraf.

Efter præambelbetragtning nr. 10 kan intet i rammeafgørelsen fortolkes som et forbud mod at afslå at konfiskere formuegoder, for hvilke der er truffet afgørelse om konfiskation, hvis der er objektive grunde til at formode, at bødestraffen er pålagt med det formål at straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde. Endvidere anføres det, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.

Artikel 1 fastslår bl.a., at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af medlemsstaternes pligt til at respektere de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende retsprincipper, der er fastlagt i artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union.

Udkastets artikel 2 indeholder definitioner af de begreber, der anvendes i rammeafgørelsen.

"Udstedelsesstaten" defineres som den medlemsstat, i hvilken en domstol har truffet en afgørelse om konfiskation i forbindelse med en straffesag.

"Fuldbyrdelsesstaten" er den medlemsstat, hvortil der er fremsendt en afgørelse om konfiskation med henblik på fuldbyrdelse.

"Afgørelse om konfiskation" defineres som en endelig sanktion eller foranstaltning pålagt af en domstol efter en retssag vedrørende en eller flere forbrydelser, og som medfører en endelig berøvelse af formuegoder.

Et "formuegode" defineres som formuegoder af enhver art, det være sig rørlige eller urørlige formuegoder, fast ejendom, løsøre samt juridiske dokumenter, der beviser adkomst til eller rettigheder over formuegoder, når domstolen i udstedelsesstaten har truffet afgørelse om, at de pågældende goder udgør udbyttet af en lovovertrædelse eller helt eller delvist svarer til værdien af dette udbytte, eller redskaber eller genstande anvendt i forbindelse med en sådan lovovertrædelse, eller som domstolen i udstedelsesstaten har besluttet kan konfiskeres med hjemmel i bestemmelser om udvidet konfiskation som defineret i udkastet til rammeafgørelse om konfiskation af udbytte, redskaber eller formuegoder fra strafbart forhold, eller skal konfiskeres med hjemmel i andre bestemmelser om udvidet konfiskation.

"Udbytte" defineres som enhver økonomisk fordel, der kan bestå af alle former for formuegoder, som stammer fra lovovertrædelser.

"Redskaber" defineres som enhver form for formuegode, der anvendes eller påtænkes anvendt til at begå en eller flere forbrydelser.

"Kulturgoder" defineres som de kulturgoder, der er en del af en medlemsstats nationale kulturarv, som defineret i artikel 1, nr. 1, i direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område.

Endelig fastslås det i litra h, at i tilfælde, hvor en prædikatforbrydelse er begået i udstedelsesstaten, mens efterfølgende hvidvaskning er foregået i en anden stat, skal lovovertrædelsen i forbindelse med afslagsgrunden i artikel 7, stk. 2, litra f, anses for at være begået der, hvor prædikatforbrydelsen er begået.

Efter artikel 3 skal medlemsstaterne meddele Rådssekretariatet, hvilken eller hvilke nationale myndigheder, der er kompetente til at udstede og fuldbyrde afgørelser i medfør af rammeafgørelsen.

Efter artikel 4 kan afgørelser om konfiskation fremsendes fra den udstedende myndighed til den fuldbyrdende myndighed i en medlemsstat, hvor udstedelsesstaten har rimelig grund til at formode, at den fysiske eller juridiske person, der er genstand for afgørelsen, har formuegoder eller indtægt. Hvis udstedelsesstaten ikke har et rimeligt grundlag for at afgøre, hvilken medlemsstat afgørelsen kan sendes til, kan den fremsendes til den medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, der er genstand for afgørelsen, har sit sædvanlige opholdssted eller, hvor det drejer sig om en juridisk person, har sit vedtægtsmæssige hjemsted. Alle officielle meddelelser skal fremsendes direkte mellem de kompetente myndigheder. Ved fremsendelsen skal der vedlægges den i bilaget til rammeafgørelsen optrykte attest. Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten skal undertegne attesten og erklære, at oplysningerne er korrekte.

Artikel 4a bestemmer, at en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation kun kan fremsendes til én medlemsstat ad gangen, medmindre nærmere definerede betingelser er opfyldt. Er der tale om bestemte formuegoder, kan fremsendelse ske til flere stater, hvis der er rimelig grund til at formode, at forskellige omfattede goder befinder sig i forskellige stater, eller et specifikt formuegode befinder sig i flere stater, eller hvis konfiskation kræver indgriben i mere end én stat. Er der tale om konfiskation af et pengebeløb, kan fremsendelse ske til flere stater, hvis der er specifikt behov herfor, f.eks. fordi der ikke er foretaget beslaglæggelse, eller fordi værdien af de formuegoder, der kan konfiskeres i udstedelsesstaten og i en hvilken som helst fuldbyrdelsesstat sandsynligvis ikke er tilstrækkelig til en fuldstændig fuldbyrdelse af afgørelsen.

Artikel 5 fastlægger anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Anvendelsesområdet er fastlagt efter de samme principper som i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre m.v., rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

Der sondres således for så vidt angår anvendelsesområdet mellem forbrydelser på en såkaldt positiv-liste og andre forbrydelser. Positiv-listen omfatter de samme lovovertrædelser, som listen i rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale.

Hvis afgørelsen om konfiskation vedrører en forbrydelse på listen, og denne forbrydelse kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i domsstaten, kan der ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed, dvs. at der ikke kan stilles krav om, at forholdet skal være strafbart i fuldbyrdelsesstaten.

For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af listen, vil kravet om dobbelt strafbarhed fortsat finde anvendelse, men det understreges, at anvendelsen af kravet om dobbelt strafbarhed skal anvendes fleksibelt, således at kravet om dobbelt strafbarhed anses for opfyldt, hvis de forhold, der førte til afgørelsen om konfiskation, udgør en lovovertrædelse, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning giver mulighed for konfiskation, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse heraf efter udstedelsesstatens lovgivning.

Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere lovovertrædelser på listen.

Efter artikel 6 skal en afgørelse, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4, anerkendes af fuldbyrdelsesstatens kompetente myndigheder uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående, som om der havde været tale om en national afgørelse. Hvis anmodningen om konfiskation vedrører et specifikt formuegode, kan det aftales, at fuldbyrdelsesstaten kan fuldbyrde konfiskationen i form af et krav om at betale et pengebeløb, der svarer til værdien af formuegodet.

Fuldbyrdelsesstaten kan dog afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, hvis der i medfør af artikel 7 er grundlag for at afslå fuldbyrdelsen.

Artikel 7 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan beslutte ikke at fuldbyrde en afgørelse om konfiskation.

Det gælder for det første tilfælde, hvor den i artikel 4 nævnte attest ikke er udarbejdet, eller hvor der er alvorlige mangler ved attesten.

Dernæst kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelse, hvis det fastslås, at fuldbyrdelse vil være i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis den lovovertrædelse, som afgørelsen vedrører, ikke udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og lovovertrædelsen ikke er omfattet af positiv-listen i artikel 5.

Herudover kan fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende afgørelsen, hvis der efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger en immunitet eller et privilegium, der forhindrer fuldbyrdelse af en national afgørelse om konfiskation af de pågældende formuegoder.

Fuldbyrdelse kan desuden afslås, hvis tredjemands rettigheder efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, eller hvis afgørelsen om konfiskation er truffet som udeblivelsesdom, og den berørte person ikke har været tilsagt personligt eller via en repræsentant til retssagen.

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis afgørelsen om konfiskation er en følge af en lovovertrædelse, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning helt eller delvist betragtes som begået på dennes territorium, eller hvor lovovertrædelsen er begået uden for udstedelsesstatens territorium, og fuldbyrdelsesstatens lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er begået uden for fuldbyrdelsesstatens område.

Herudover kan fuldbyrdelse i visse tilfælde afslås, hvis afgørelsen om konfiskation er truffet i henhold til bestemmelser om udvidet konfiskation.

Endelig kan fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelsen, hvis der er indtrådt forældelse i fuldbyrdelsesstaten, og lovovertrædelsen hører under fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion.

Udstedelsesstaten skal i visse tilfælde høres, inden fuldbyrdelsesstaten træffer beslutning om ikke at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om konfiskation.

Efter artikel 8 skal medlemsstaterne gennemføre regler, der gør det muligt for interesserede parter, herunder tredjemand i god tro, at råde over retsmidler i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation. Klagen indgives til en domstol i fuldbyrdelsesstaten i overensstemmelse med den relevante stats nationale ret, idet der dog ikke er adgang til at indgive klage over afgørelsens substans i fuldbyrdelsesstaten. Anmodningen kan have opsættende virkning efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning.

Artikel 9 vedrører de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan udsætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation. Dette kan ske, hvis afgørelsen om konfiskation er påklaget, jf. artikel 8 ovenfor, hvis fuldbyrdelsen vil skade en igangværende strafferetlig efterforskning i fuldbyrdelsesstaten, hvis formuegoderne allerede er omfattet af en konfiskationssag i fuldbyrdelsesstaten, eller hvis den kompetente myndighed skønner, at der er risiko for, at den samlede værdi, der opnås ved fuldbyrdelsen kan overstige det beløb, der er anført i afgørelsen, fordi denne samtidig fuldbyrdes i mere end én stat. Herudover kan fuldbyrdelsen udsættes, hvis fuldbyrdelsesstaten finder det nødvendigt at oversætte afgørelsen om konfiskation.

Fuldbyrdelsesstaten har pligt til at træffe de nødvendige forholdsregler for at sikre de berørte aktivers tilstedeværelse under udsættelsen.

Udstedelsesstaten skal straks underrettes om en beslutning om at udsætte fuldbyrdelsen af afgørelsen, og fuldbyrdelseslandet skal sørge for straks at fuldbyrde afgørelsen, når der ikke længere er grundlag for at udsætte fuldbyrdelsen.

Artikel 10 omhandler den situation, hvor fuldbyrdelsesstaten modtager flere anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, og den berørte person ikke har tilstrækkelige midler til, at alle afgørelser om konfiskation kan fuldbyrdes. I sådanne tilfælde skal fuldbyrdelsesstaten beslutte, hvilke afgørelser der skal fuldbyrdes. Afgørelsen skal træffes under behørig hensyntagen til alle forhold, herunder lovovertrædelsernes grovhed.

Artikel 11 indebærer, at det er fuldbyrdelseslandets lovgivning, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen, dog således at afgørelser om konfiskation over for juridiske personer skal fuldbyrdes, selv om fuldbyrdelsesstaten ikke kan pålægge juridiske personer strafferetligt ansvar. Herudover kan fuldbyrdelsesstaten ikke anvende forvandlingsstraf, medmindre udstedelsesstaten har givet samtykke hertil. Hvis en del af beløbet i tilfælde af udbyttekonfiskation inddrives i en anden stat, skal dette beløb fratrækkes det beløb, der konfiskeres i fuldbyrdelsesstaten.

Ifølge artikel 12 kan såvel fuldbyrdelsesstaten som udstedelsesstaten træffe afgørelse om benådning eller amnesti, hvorimod alene udstedelsesstaten kan tage stilling til en ansøgning om fornyet prøvelse af afgørelsen.

Efter artikel 12a mister udstedelsesstaten ikke retten til at fuldbyrde afgørelsen, selv om en anmodning om fuldbyrdelse er fremsendt til en eller flere medlemsstater. Udstedelsesstaten skal dog straks underrette enhver berørt fuldbyrdelsesstat, hvis der er risiko for, at fuldbyrdelsen kan overstige det beløb, der er anført i afgørelsen, samt hvis hele eller dele af afgørelsen er blevet fuldbyrdet i udstedelsesstaten eller i en anden fuldbyrdelsesstat.

Efter artikel 13 skal fuldbyrdelsesstaten straks afslutte fuldbyrdelsen af afgørelsen, hvis der fra udstedelsesstaten modtages underretning om en beslutning eller foranstaltning, der medfører, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes, eller hvis anmodningen om fuldbyrdelse af andre grunde trækkes tilbage.

Artikel 14 vedrører fordelingen af konfiskerede formuegoder. I de tilfælde, som vedrører konfiskation af formuegoder af en værdi under 10.000 euro, vil hele beløbet tilfalde fuldbyrdelsesstaten. I alle andre sager skal halvdelen af de konfiskerede formuegoder overføres fra fuldbyrdelsesstaten til udstedelsesstaten.

Konfiskerede formuegoder, som vedrører andet end penge, skal enten sælges, hvorefter provenuet fordeles efter de ovenfor anførte retningslinjer, overføres til udstedelsesstaten, når denne samtykker heri, eller subsidiært afhændes efter de gældende nationale regler i fuldbyrdelsesstaten. De berørte stater kan dog aftale en anden løsning.

Konfiskerede formuegoder, som må anses for kulturgoder, som er en del af fuldbyrdelsesstatens nationale kulturarv, skal ikke overdrages til udstedelsesstaten.

Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efter artikel 15 straks underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er gennemført, eller når hele eller dele af afgørelsen ikke fuldbyrdes.

Hvis fuldbyrdelsesstaten efter egen lovgivning er ansvarlig for skade forvoldt over for interesserede parter i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen, skal udstedelsesstaten efter artikel 15a refundere de beløb, som fuldbyrdelsesstaten har udbetalt i erstatning, medmindre erstatningen er begrundet i den adfærd, som fuldbyrdelsesstaten har udvist i forbindelse med fuldbyrdelsen.

Attesten, der fremsendes sammen med afgørelsen om konfiskation, jf. artikel 4, skal efter artikel 16 oversættes til fuldbyrdelsesstatens officielle sprog, medmindre staten har erklæret at ville acceptere andre sprog.

Artikel 17 indebærer, at fuldbyrdelsesstaten bortset fra de i artikel 14 nævnte tilfælde ikke kan kræve omkostninger dækket af udstedelsesstaten.

Artikel 18 fastslår, at rammeafgørelsen ikke berører anvendelsen af gunstigere bestemmelser om fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation i andre aftaler eller ordninger mellem medlemsstaterne.

Artikel 19 og 20 vedrører rammeafgørelsens gennemførelse og ikrafttræden.

5.3 Justitsministeriets overvejelser

5.3.1 Fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation

Lovforslagets § 30 definerer, hvad der forstås ved "konfiskationsafgørelse". Definitionen er afgørende for, hvorvidt en afgørelse om konfiskation er omfattet af loven eller ej.

Som det er tilfældet med de øvrige to rammeafgørelser, der er omfattet af lovforslaget, er det udgangspunktet, at fuldbyrdelsesstaten uden yderligere formaliteter skal anerkende en afgørelse, der er fremsendt i overensstemmelse med formkravene, medmindre myndigheden påberåber sig, at der er grundlag for afslag. Dette følger af rammeafgørelsens artikel 6.

Rammeafgørelsen indeholder i artikel 7 en række fakultative afslagsgrunde, hvorefter medlemsstaterne kan afslå at fuldbyrde en afgørelse fra en anden medlemsstat.

De i rammeafgørelsen nævnte afslagsgrunde er udtømmende. Fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse vil således ikke kunne afslås, hvis betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, og der ikke foreligger en af de i rammeafgørelsen særligt opregnede afslagsgrunde. Det er forudsat, at staterne altid skal respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper, jf. artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union.

5.3.2 Positiv-listen og kravet om dobbelt strafbarhed

I de tilfælde, der er omfattet af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1, er det ikke muligt at stille krav om dobbelt strafbarhed. Artikel 5, stk. 1, fastslår, at i de tilfælde, hvor en afgørelse vedrører en handling, som er omfattet af den opregnede liste (positiv-listen), og som kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst 3 år i udstedelsesstaten, skal der ikke foretages kontrol af, om handlingen ligeledes er strafbar i fuldbyrdelsesstaten. Kriteriet svarer til det anvendte kriterium i rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder og bevismateriale.

Rammeafgørelsens positiv-liste svarer til den positiv-liste, som anvendes i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre mv. og i rammeafgørelsen af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder og bevismateriale, jf. også ovenfor pkt. 3.3.2.

Lovforslagets positiv-liste svarer helt til listen i rammeafgørelsen. Det er udstedelsesstatens lovgivning, der er afgørende for, om en konkret lovovertrædelse skal anses for omfattet af listen. Det er således uden betydning, om en tilsvarende lovovertrædelse i dansk lovgivning afgrænses på en anden måde eller er beskrevet med andre ord.

Rammeafgørelsen indebærer, at de danske myndigheder i tilfælde, der er omfattet af positiv-listen, ikke vil have mulighed for at nægte fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation med henvisning til, at en tilsvarende lovovertrædelse ikke muliggør konfiskation efter dansk ret, således som det hidtil har været tilfældet (når bortses fra afgørelser omfattet lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv.). Dette er afspejlet i lovforslagets § 32, stk. 1.

Justitsministeriet har som med hensyn til de øvrige to rammeafgørelser overvejet, om gennemførelsen af artikel 5, stk. 2, kunne ske ved i loven at bemyndige justitsministeren til ved bekendtgørelse at fastsætte, hvilke afgørelser der kan fuldbyrdes, selv om kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt. Denne løsningsmodel ville indebære, at eventuelle fremtidige ændringer af positiv-listen i EU ville kunne gennemføres administrativt ved en ændring af bekendtgørelsen.

Justitsministeriet har imidlertid også her fundet det rigtigst at indsætte positiv-listen i loven, således at det er muligt ud fra lovteksten at konstatere omfanget af adgangen til at fuldbyrde afgørelser udstedt i andre EU-medlemsstater i Danmark. Dette svarer til den løsning, der blev valgt i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. En eventuel senere gennemførelse af en udvidelse af listen i dansk ret vil således kræve en lovændring.

Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 3, vil fuldbyrdelsesstaten, i alle andre tilfælde end de i artikel 5, stk. 1, nævnte, fortsat kunne nægte at fuldbyrde en afgørelse med henvisning til, at den handling, der ligger til grund for afgørelsen, ikke udgør en lovovertrædelse, der tillader konfiskation i fuldbyrdelsesstaten.

Kravet om dobbelt strafbarhed har længe været et grundlæggende princip i dansk strafferet. Efter Justitsministeriets opfattelse bør lovforslaget derfor udformes således, at muligheden for at stille krav om dobbelt strafbarhed også i denne sammenhæng udnyttes. Lovforslaget indeholder derfor i § 32, stk. 2, en bestemmelse, hvorefter det er en betingelse for fuldbyrdelse af en afgørelse uden for positiv-listen, at den handling, som afgørelsen vedrører, ligeledes er strafbar efter dansk ret.

Med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, som ifølge lovforslaget skal gælde i forbindelse med handlinger, der ikke er omfattet af positiv-listen, fremgår det af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 3, at dette skal administreres fleksibelt, således at kravet anses for opfyldt, hvis de forhold, som afgørelsen vedrører, udgør en lovovertrædelse, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning giver mulighed for konfiskation, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse heraf efter udstedelsesstatens lovgivning. Dette indebærer, at det vil være tilstrækkeligt, for at kravet om dobbelt strafbarhed må anses for opfyldt, at den handling, der ligger til grund for afgørelsen €" uanset den retlige beskrivelse €" vedrører en handling, som ligeledes efter dansk ret ville kunne medføre konfiskation, hvis handlingen havde fundet sted her i landet.

I rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, litra b, er det endvidere bestemt, at fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation ikke kan afslås med den begrundelse, at dansk lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som lovgivningen i den stat, hvor afgørelsen er udstedt.

Disse bestemmelser om fleksibilitet i anvendelsen af kravet om dobbelt strafbarhed svarer til den forståelse af kravet, som lægges til grund i gældende praksis.

5.3.3 Andre afslagsgrunde

Rammeafgørelsen indeholder i artikel 7 regler om, i hvilke tilfælde fuldbyrdelsesstaten vil kunne afslå at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om konfiskation fra en anden EU-medlemsstat. Afslag med henvisning til kravet om dobbelt strafbarhed er beskrevet ovenfor.

Der er tale om fakultative afslagsgrunde, som medlemsstaterne kan vælge at udnytte.

Justitsministeriet foreslår hovedparten af afslagsgrundene indsat i lovforslaget som ufravigelige, se nærmere nedenfor under hver enkelt afslagsgrund. Det skyldes, at der er tale om områder, hvor det allerede følger af dansk ret, at der skal gives afslag på fuldbyrdelse. I visse tilfælde skal udstedelsesstaten dog høres, inden der træffes beslutning om afslag. De tilfælde, hvor de danske myndigheder skal afslå at fuldbyrde en afgørelse om bødestraf, fremgår €" ud over af lovforslagets § 32, stk. 1, jf. ovenfor €" af § 33, mens tilfælde, hvor de danske myndigheder kan afslå at fuldbyrdelse en afgørelse om bødestraf, fremgår af § 34.

5.3.3.1 Princippet om ne bis in idem

Det følger af rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra a, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis fuldbyrdelsen vil være i strid med princippet om ne bis in idem.

Princippet om ne bis in idem er ikke defineret i rammeafgørelsen, hvorfor de nærmere betingelser kan fastlægges i national ret.

Om gældende ret efter den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger og i straffelovens § 10 a henvises til pkt. 4.3.3.1.

Det følger af lov om international fuldbyrdelse af straf, at afgørelser, som er omfattet af 1970-konventionen, kan fuldbyrdes efter reglerne i konventionens afsnit II, jf. afsnit I. Det indebærer, at Danmark vil være forpligtet til at afslå en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, hvis fuldbyrdelse vil stride mod ne bis in idem-princippet som defineret i konventionen.

Formuleringen af bestemmelserne i §§ 33, stk. 2, og 35, stk. 2 og 3, svarer til formuleringen i §§ 7, stk. 2, og 8, stk. 1 og 2, hvorfor der henvises til bemærkningerne under pkt. 3.3.3.1.

Det er antaget i dansk retspraksis, at der i visse tilfælde kan rejses konfiskationssag, selv om straffesagen er afsluttet. Der kan bl.a. henvises til U 1996.463Ø, hvor der blev foretaget konfiskation af et parti heroin. Der var ved en fejl ikke blevet nedlagt påstand om konfiskation i den forudgående straffesag, hvor tiltalte bl.a. blev dømt for ulovlig indførsel af heroinen. Landsretten tillod, at konfiskationskravet kunne gennemføres, i hvert fald i et tilfælde som det foreliggende, hvor konfiskationspåstanden var begrænset til at angå et kvantum heroin i et af tiltalte erkendt forhold, hvor konfiskation tillige kunne ske med hjemmel i straffelovens § 77 a, og hvor indgrebet ikke kunne anses for at være af særlig indgribende betydning for tiltalte.

Bestemmelserne i §§ 33, stk. 2, og 35, stk. 2 og 3, medfører ikke begrænsninger i adgangen til at fuldbyrde en konfiskationsafgørelse i sådanne tilfælde.

5.3.3.2 Jurisdiktion

Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra f, kan fuldbyrdelse afslås, hvis afgørelsen er baseret på en straffesag vedrørende lovovertrædelser, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning betragtes som begået helt eller delvis på dennes territorium eller på et sted, der ligestilles hermed.

Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis afgørelsen vedrører handlinger, som er begået uden for udstedelsesstatens territorium, for så vidt fuldbyrdelsesstatens lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, hvis de er begået uden for fuldbyrdelsesstatens territorium. Bestemmelsens andet led gør det muligt at nægte fuldbyrdelse i visse tilfælde, hvor udstedelsesstaten udøver eksterritorial jurisdiktionskompetence €" dvs. foretager strafforfølgning af handlinger begået uden for den pågældende medlemsstats eget territorium.

Tilsvarende afslagsgrunde findes i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. og i udkast til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.

1970-konventionen indeholder en generel mulighed for at afslå fuldbyrdelse i tilfælde, hvor handlingen er begået uden for udstedelsesstatens territorium.

Justitsministeriet finder, at der også i forhold til fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation bør medtages afslagsgrunde vedrørende jurisdiktion. Sådanne afslagsgrunde er medtaget som § 33, stk. 1, nr. 2, og § 34, stk. 1, nr. 2. Bestemmelserne er formuleret som § 20, stk. 1, nr. 2, og § 21, stk. 1, nr. 2. Der henvises i det hele til bemærkningerne under pkt. 4.3.3.2.

Definitionen i artikel 2, litra h, indebærer ifølge en rådserklæring af 29. april 2004, at tilfælde, hvor der er begået en prædikatforbrydelse i udstedelsesstaten og efterfølgende hvidvaskning et andet sted, i forhold til artikel 7, stk. 2, litra f, skal betragtes som begået der, hvor prædikatforbrydelsen er begået. Dette nødvendiggør ikke præciseringer i teksten, idet hvidvaskning i medfør af straffelovens hæleribestemmelse generelt er strafbart i Danmark.

5.3.3.3 Immunitet

Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra c, kan fuldbyrdelse afslås, hvis der i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning foreligger immunitet eller et privilegium, der forhindrer fuldbyrdelse af en national afgørelse om konfiskation af de pågældende formuegoder.

1970-konventionen indeholder ikke en tilsvarende afslagsmulighed, men indeholder derimod en mulighed for afslag, hvis fuldbyrdelse vil stride imod fuldbyrdelsesstatens internationale forpligtelser. Disse forpligtelser omfatter bl.a. Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser samt regler om immunitet for ansatte ved internationale institutioner.

Efter lovforslagets § 33, stk. 1, nr. 3, skal fuldbyrdelse afslås, når det vil være i strid med straffelovens § 12.

Det følger af straffelovens § 12, at de almindelige jurisdiktionsregler begrænses ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Disse undtagelser omfatter bl.a. Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser samt regler om immunitet for ansatte ved internationale institutioner. En konfiskationsafgørelse vil heller ikke kunne fuldbyrdes, hvis det materiale, der søges konfiskeret, tilhører f.eks. et statsoverhoved.

Immunitet er endvidere fastlagt i grundlovens § 57, 2. pkt., som fastslår, at for sine ytringer i Folketinget kan intet medlem uden Folketingets samtykke drages til ansvar uden for samme. Strafferetlig immunitet som følge af grundlovens regel vil naturligvis ligeledes være omfattet af denne afslagsgrund, uanset at det ikke er udtrykkeligt nævnt.

5.3.3.4 Tredjemands rettigheder

Efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra d, kan fuldbyrdelse afslås, hvis en berørt parts, herunder en godtroende tredjemands, rettigheder i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, herunder hvor afgørelsen er påklaget i medfør af rammeafgørelsens artikel 8.

1970-konventionen indeholder ikke en tilsvarende afslagsmulighed, men indeholder en generel adgang til at afslå fuldbyrdelse, hvis fuldbyrdelsen vil stride mod grundlæggende retsprincipper. Denne afslagsmulighed må antages at omfatte tilfælde, hvor fuldbyrdelse ville krænke tredjemands rettigheder.

Det er straffelovens udgangspunkt, at der ikke sker konfiskation med tilsidesættelse af særligt sikrede rettigheder over konfiskationsgenstandene, jf. straffelovens § 76, stk. 3. Det følger heraf, at godtroende tredjemands rettigheder som udgangspunkt skal respekteres.

Tredjemands rettigheder bør på tilsvarende vis sikres i tilfælde af fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse. Det foreslås derfor, at denne afslagsgrund gøres obligatorisk, jf. lovforslagets § 33, stk. 1, nr. 4.

5.3.3.5 Retfærdig rettergang

Det følger af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra e, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis det fremgår af oplysningerne i attesten, at den pågældende ikke gav personligt fremmøde og ikke var repræsenteret ved advokat i den retssag, der førte til afgørelsen om konfiskation, medmindre det fremgår af attesten, at den pågældende er blevet underrettet om retssagen i overensstemmelse med udstedelsesstatens lovgivning, enten personligt eller gennem sin repræsentant, der er kompetent i henhold til national lovgivning, eller har tilkendegivet, at afgørelsen ikke anfægtes.

Den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger indeholder ikke en tilsvarende afslagsgrund. Fuldbyrdelse af udeblivelsesdomme er som udgangspunkt undergivet samme regler som fuldbyrdelse af andre domme. Konventionen indeholder imidlertid et detaljeret system, hvorefter den fuldbyrdende stat, hvis den i øvrigt finder grundlag for at fremme anmodningen om fuldbyrdelse, skal underrette domfældte om den afgørelse, der er truffet i udstedelsesstaten, ligesom den domfældte skal have mulighed for at gøre indsigelse mod denne afgørelse i overensstemmelse med konventions nærmere regler herom. Hertil kommer, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis fuldbyrdelse vil stride mod grundlæggende retsprincipper.

Retten til retfærdig rettergang følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Det følger endvidere af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at tiltalte i straffesager som udgangspunkt har ret til at være til stede under domsforhandlingen. Artikel 6 antages imidlertid ikke generelt at udelukke, at en straffesag gennemføres, selv om tiltalte udebliver.

Gennemførelse af en straffesag uden den tiltaltes tilstedeværelse forudsætter, for at være forenelig med konventionen, at tiltalte er indkaldt til retsmøderne på den foreskrevne måde, og at gennemførelsen er forbundet med tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier, medmindre tiltalte kan antages at have givet afkald på sin adgang til at være til stede. Det er en betingelse, at myndighederne har gjort sig rimelige anstrengelser for at gøre den tiltalte bekendt med, at der er indledt en straffesag mod tiltalte (se Colozza mod Italien, dom af 12.02.85, Brozicek mod Italien, dom af 19.12.89, F.C.B. mod Italien, dom af 28. 08. 91, og T mod Italien, dom af 12.10.92).

Lovforslagets § 33, stk. 1, nr. 5, ligner lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 6, om afslag på fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf. Formuleringen følger af rammeafgørelsen.

Justitsministeriet finder af hensyn til den udvidelse af forpligtelsen til at fuldbyrde bødeafgørelser fra andre medlemsstater, som rammeafgørelsen indebærer, at den nævnte afslagsgrund bør være obligatorisk. Fuldbyrdelsen vil således skulle afslås, hvis den pågældende ikke er mødt personligt eller ved advokat, medmindre det fremgår, at den pågældende var behørigt underrettet eller ikke ønskede at anfægte afgørelsen.

5.3.3.6 Forældelse

Endelig kan fuldbyrdelse efter rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra h, afslås, hvis en afgørelse om konfiskation ikke kan fuldbyrdes på grund af fuldbyrdelsesstatens regler om forældelse, hvis handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed.

Efter reglerne i 1970-konventionen kan fuldbyrdelsesstaten afslå at fuldbyrde en afgørelse, hvis afgørelsen efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten ikke længere kan fuldbyrdes i denne på grund af forældelse.

Spørgsmålet om forældelse af konfiskation er reguleret i straffelovens § 97 a, stk. 3. Rammeafgørelsen indebærer, at Danmark vil være forpligtet til at fuldbyrde en afgørelse om konfiskation, selv om den ville være forældet efter straffeloven, medmindre handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed.

Det foreslås, at denne afslagsgrund gøres fakultativ, jf. lovforslagets § 34, stk. 1, nr. 2, således at det bliver op til de danske myndigheder at vurdere, om fuldbyrdelse bør afslås. Hvis lovovertrædelsen er begået i Danmark, vil lovovertrædelsens forbindelse til Danmark indebære, at det som udgangspunkt må anses for rimeligt, at fuldbyrdelse afslås, hvis lovovertrædelsen er forældet efter dansk ret.

5.3.3.7 Udvidet adgang til konfiskation

I rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2a, bestemmes det, at fuldbyrdelse skal ske i samme omfang som i tilsvarende indenlandske tilfælde efter national lovgivning, hvis afgørelsen er truffet under omstændigheder, hvor formuegoderne skulle konfiskeres i henhold til bestemmelserne om udvidet adgang til konfiskation i artikel 3, stk. 1 og 2, i udkast til rammeafgørelse om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold, og hvor afgørelsen ikke falder ind under den mulighed, som fuldbyrdelsesstaten har valgt i henhold til denne rammeafgørelse.

I artikel 5, stk. 2, litra g, bestemmes det, at fuldbyrdelse kan afslås, hvis afgørelsen er truffet under omstændigheder, hvor formuegoderne skulle konfiskeres i medfør af bestemmelser om udvidet adgang til konfiskation i henhold til udstedelsesstatens lovgivning.

Efter artikel 6, stk. 4, kan en medlemsstat generelt afgive en erklæring om, at de sidstnævnte tilfælde ikke vil blive anerkendt og fuldbyrdet.

Artikel 3, stk. 1, i udkast til rammeafgørelse om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold bestemmer, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at der kan ske hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en kriminel handling, som er begået inden for rammerne af en kriminel organisation og er omfattet af nærmere definerede EU-retsakter, eller som er omfattet af rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme under nærmere definerede betingelser. I stk. 2 opstilles tre alternativer vedrørende udvidet konfiskation, som medlemsstaterne som minimum kan vælge imellem med henblik på at opfylde stk. 1.

"Udvidet adgang til konfiskation" skal forstås i forhold til det traditionelle område for konfiskation, såsom konfiskation af forbrydelsens udbytte og redskaber. "Udvidet konfiskation" omfatter f.eks. konfiskation af værdier hos en person, der dømmes for en forbrydelse, uden at der føres bevis for formueværdiernes sammenhæng med kriminelle handlinger, samt konfiskation hos eksempelvis den skyldiges ægtefælle eller samlever.

Rammeafgørelsen indebærer, at fuldbyrdelse skal ske i samme omfang som for nationale afgørelser for så vidt angår afgørelser, der er omfattet af artikel 3, stk. 1 og 2, i udkast til rammeafgørelse om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold. For så vidt angår andre afgørelser om udvidet konfiskation kan fuldbyrdelse altid afslås.

Straffelovens § 76 a giver mulighed for hel eller delvis konfiskation af formuegoder (f.eks. biler, både og ejendomme), der tilhører en person, der har begået en strafbar handling, når en række nærmere angivne betingelser er opfyldt. Det er ved konfiskation efter straffelovens § 76 a €" i modsætning til konfiskation efter straffelovens § 75 €" ikke et krav, at anklagemyndigheden kan identificere den konkrete lovovertrædelse, som har gjort det muligt at erhverve det pågældende formuegode.

Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der således foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en strafbar handling, når handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af § 286, stk. 1, eller § 289.

Danmark opfylder den tredje mulighed i artikel 3, stk. 2, i udkast til rammeafgørelse om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold, idet Danmark ved § 76 a har truffet foranstaltninger til at sikre konfiskation, "når det godtgøres, at formuegodets værdi ikke svarer til den dømte persons lovlige indkomst, og en national domstol på grundlag af specifikke faktiske omstændigheder er fuldstændig overbevist om, at det pågældende formuegode hidrører fra den dømtes kriminelle aktiviteter".

Danmark vil således ikke kunne nægte fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, der bygger på regler, som falder ind under denne formulering. Det gælder, uanset om konfiskation ville kunne foretages efter straffelovens § 76 a. Det kan derfor ikke udelukkes, at Danmark vil være forpligtet til i nogle tilfælde at fuldbyrde i videre omfang, end det ville følge af straffelovens § 76 a, f.eks. fordi udstedelsesstaten har en lavere strafferamme for den pågældende lovovertrædelse end de 6 år, som er betingelsen i § 76 a.

Det foreslås på denne baggrund, at der indsættes en fakultativ afslagsgrund, jf. lovforslagets § 34, stk. 1, nr. 3, som giver mulighed for at afslå fuldbyrdelse af afgørelser truffet i henhold til bestemmelser om udvidet adgang til konfiskation, i det omfang konfiskation ikke kan foretages efter straffelovens § 76 a, dog således at fuldbyrdelse ikke kan afslås alene med henvisning til, at strafferammekriteriet ikke er opfyldt.

Denne formulering tilsigter at sikre, at Danmark ikke afslår fuldbyrdelse af sådanne afgørelser, som er truffet i medfør af bestemmelser om udvidet adgang til konfiskation, som Danmark er forpligtet til at fuldbyrde.

5.3.4 Udsættelse

Rammeafgørelsens artikel 9 opregner de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af en afgørelse kan udsættes.

Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skønner, at der er risiko for, at den samlede værdi, der opnås ved fuldbyrdelsen kan overstige det beløb, der er anført i afgørelsen, fordi afgørelsen fuldbyrdes samtidig i mere end én stat. Bestemmelsen har sin baggrund i, at det i rammeafgørelsens artikel 4a udtrykkeligt er fastslået, at anmodninger om fuldbyrdelse i visse tilfælde kan fremsendes til flere stater samtidig. Bestemmelsen tilsigter således at undgå "overkonfiskation".

Hverken 1970-konventionen eller lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige har taget stilling til spørgsmålet om udsættelse.

Om udsættelse på grund af oversættelse henvises til bemærkningerne i pkt. 6.3.2.

Lovforslagets § 36 indebærer, at det, når betingelserne for fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse her i landet er opfyldt, i visse tilfælde kan bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes.

Udsættelse kan ske i en passende periode, hvis fuldbyrdelse vil skade en igangværende strafferetlig efterforskning eller straffesag i Danmark. Hvis konfiskation ikke for tiden kan gennemføres, fordi det pågældende formuegode allerede er omfattet af en konfiskationssag, kan fuldbyrdelsen udsættes, indtil den forudgående sag er afsluttet. Endelig kan udsættelse ske i en passende periode, hvis der er risiko for overkonfiskation.

Da Justitsministeriet, som efter lovforslaget er kompetent til at træffe afgørelsen om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, ikke umiddelbart ligger inde med oplysninger som de, der kan begrunde udsættelse af fuldbyrdelsen, vil det forud for en sådan afgørelse kunne være relevant at høre den pågældende politimester herom.

Det følger endvidere af lovforslagets § 37, at så snart grunden til udsættelse er ophørt, træffes de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde afgørelsen. Bestemmelsen fastlægger ikke nogen grænse for udsættelsens varighed, men tilsigter alene at gøre det klart, at en beslutning om udsættelse efter lovforslagets § 36 samtidig indebærer en forpligtelse til løbende at være opmærksom på, om grunden til udsættelsen ophører.

Rammeafgørelsen pålægger samtidig fuldbyrdelsesstaten i udsættelsesperioden at træffe enhver foranstaltning, som den ville træffe i lignende indenlandske tilfælde for at undgå, at formuegodet ikke længere er tilgængeligt med henblik på fuldbyrdelsen af konfiskationsafgørelsen i en eventuel udsættelsesperiode, jf. artikel 9, stk. 1a.

Efter den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkningers artikel 36 kan beslaglæggelse i forbindelse med en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation foretages i overensstemmelse med national ret. Det følger endvidere af retsplejelovens § 1002, at reglerne om beslaglæggelse finder tilsvarende anvendelse efter dom til sikkerhed for bl.a. krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5.

Rammeafgørelsen fastsætter ikke nærmere bestemmelser om, hvilke foranstaltninger der i givet fald skal iværksættes. Den mest nærliggende foranstaltning vil imidlertid i sådanne tilfælde være beslaglæggelse.

Det foreslås derfor i § 36, stk. 2, at give mulighed for anvendelse af retsplejelovens bestemmelser om legemsindgreb, ransagning, beslaglæggelse og edition, hvis det er nødvendigt for at kunne sikre, at formuegodet også efter udsættelsesperioden vil være tilgængeligt med henblik på fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelsen. Det indebærer, at de relevante kapitler vil kunne finde anvendelse i forhold til lovovertrædelser, der ikke er strafbare efter dansk ret, hvis der er tale om lovovertrædelser, som er omfattet af positiv-listen i § 32, stk. 1. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af listen, imidlertid som nævnt i pkt. 5.3.2, som udgangspunkt er strafbare i alle medlemsstater, vil dette formentligt ikke have megen praktisk betydning.

Rammeafgørelsens forpligtelse må, i tilfælde hvor betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, men hvor fuldbyrdelsen udsættes, fordi det pågældende formuegode allerede er beslaglagt med henblik på konfiskation, medføre en pligt til at begære beslaglæggelse med henblik på det formål, der er angivet i den udenlandske konfiskationsafgørelse, for at undgå, at andre foretagne dispositioner over den pågældende genstand eller det pågældende formuegode vil få prioritet forud for den udenlandske konfiskationsafgørelse. Der bør således i givet fald foretages en beslaglæggelse med sekundær prioritet.

Beslaglæggelsen vil i sådanne situationer formentlig ofte kunne gennemføres ved, at den, mod hvem indgrebet retter sig, meddeler skriftligt samtykke, jf. lovforslagets § 50, stk. 2, og retsplejelovens § 806, stk. 7. Er det ikke muligt, træffes afgørelsen af retten.

5.3.5 Fordeling af midler fra fuldbyrdelse af afgørelser

Rammeafgørelsens artikel 14 omhandler fordelingen af de midler, der konfiskeres.

Det er udgangspunktet i 1970-konventionen, at konfiskerede midler tilfalder fuldbyrdelsesstaten. Dette kan dog fraviges, hvis der er tale om genstande, der repræsenterer en særlig interesse. I sådanne tilfælde kan fuldbyrdelsesstaten tilbagesende genstanden, men der består ikke en pligt hertil.

Rammeafgørelsen indebærer, at alene konfiskationsbeløb på mindre end 10.000 euro forbliver i Danmark. I alle andre tilfælde skal halvdelen af det beløb, som stammer fra fuldbyrdelsen af afgørelsen om konfiskation, overføres til udstedelsesstaten.

Er der tale om andre formuegoder end penge, kan de danske myndigheder sælge godet og fordele salgsbeløbet efter de nævnte retningslinier. Hvis udstedelsesstatens konfiskationsafgørelse omfatter et pengebeløb, og udstedelsesstaten samtykker i overførslen, kan godet også overføres til udstedelsesstaten. Hvis ingen af delene kan lade sig gøre, fordeles formuegodet efter dansk ret, dvs. at genstanden som udgangspunkt tilfalder staten.

Tilsvarende ordningen i 1970-konventionen kan konfiskerede formuegoder, der må anses for kulturgoder, som er en del af Danmarks nationale arv, forblive i Danmark. I sådanne tilfælde vil Danmark således hverken være forpligtet til at sælge eller til at returnere formuegodet.

"Kulturgode" skal forstås i overensstemmelse med artikel 1, nr. 1, i direktiv 93/7/EØF som tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område. Denne bestemmelse indeholder en meget detaljeret definition af begrebet.

Ret til tilbageførelse af konfiskerede beløb og formuegoder tilkommer Danmark i samme omfang.

Reglerne om fordelingen foreslås indsat i lovforslagets §§ 42-45.

5.3.6 Refusion

Det følger af rammeafgørelsens artikel 15a, at udstedelsesstaten skal refundere de beløb, som fuldbyrdelsesstaten har udbetalt i erstatning, hvis fuldbyrdelsesstaten efter egen lovgivning er ansvarlig for skade forvoldt over for en af sagens interesserede parter i forbindelse med fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, medmindre erstatningen er begrundet i fuldbyrdelsesstatens handlemåde i forbindelse med fuldbyrdelsen.

Retsplejelovens kapitel 93 a indeholder regler om erstatning fra den danske stat i anledning af udstået fængselsstraf eller undergivelse af anden strafferetlig retsfølge, erstatning, hvor anke eller genoptagelse medfører bortfald af retsfølgen, samt om erstatningskrav på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler.

Lovforslagets § 46 præciserer, at krav om refusion af erstatningsbeløb, som er udbetalt i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a i forbindelse med fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse udstedt i en anden medlemsstat, fremsættes over for udstedelsesstaten af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, medmindre skaden eller en del heraf udelukkende skyldes danske myndigheders handlemåde. Tilsvarende kan en fuldbyrdelsesstat kræve beløb udbetalt i henhold til egen lovgivning refunderet fra Danmark, medmindre skaden helt eller delvist skyldes fuldbyrdelsesstatens handlemåde, jf. § 47.

6. Kompetence og sagsbehandling

6.1 Gældende ret

Dansk lovgivning indeholder ikke særlige bestemmelser om afgørelseskompetencen i forbindelse med fuldbyrdelse af udenlandske kendelser om beslaglæggelse. I de tilfælde, hvor Danmark modtager en retsanmodning med henblik på fuldbyrdelse af en udenlandsk kendelse om beslaglæggelse her i landet, sker fuldbyrdelsen i givet fald efter en analogi af retsplejelovens regler om beslaglæggelse.

Det vil således som udgangspunkt være retten, der ved kendelse og efter politiets begæring træffer afgørelse om beslaglæggelse på grundlag af en udenlandsk kendelse. Dette følger af retsplejelovens § 806, stk. 1. Hvis den, indgrebet retter sig mod, har givet samtykke, træffes afgørelse dog af politiet, jf. stk. 7. Endvidere kan politiet i medfør af stk. 3 træffe beslutning om beslaglæggelse, såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. I sådanne tilfælde skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes.

Efter retsplejelovens § 807, stk. 1, er det politiet, der iværksætter beslaglæggelsen.

Anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation behandles efter reglerne i lov om international fuldbyrdelse af straf mv.

Afgørelser, der er omfattet af den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger (1970-konventionen), behandles ifølge lovens § 4 efter konventionens regler. Er afgørelsen ikke omfattet af konventionen, kan Justitsministeriet på grundlag af en bilateral overenskomst eller i øvrigt beslutte, at afgørelsen kan fuldbyrdes i overensstemmelse med lovens betingelser.

Det følger af 1970-konventionen, at afgørelser omfattet heraf ikke kan fuldbyrdes i den anmodede stat, medmindre der foreligger en domstolsafgørelse i denne stat. Den domfældte skal i givet fald have lejlighed til at fremsætte sine synspunkter forud for afgørelsen. Dog har staterne mulighed for at bemyndige andre myndigheder til at træffe sådanne afgørelser, såfremt den sanktion, der skal fuldbyrdes, kun er en bøde eller konfiskation, og såfremt disse afgørelser kan indankes for domstolene.

Det er således udgangspunktet efter lov om international fuldbyrdelse af straf mv., at sager om fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om straf mv. indbringes for retten af anklagemyndigheden.

Dog finder retsplejelovens regler om udenretlig vedtagelse af bøde eller konfiskation tilsvarende anvendelse, jf. lovens § 5, stk. 1, således at den dømte gives mulighed for at få sagen afgjort uden retssag, hvis han erklærer at ville betale bøden eller det konfiskerede beløb inden for en angiven frist.

Indbringelse sker for byretten på det sted, hvor den pågældende bor. Har den pågældende ikke bopæl her i landet, bestemmer justitsministeren, hvilken byret der skal behandle sagen.

Med hensyn til procesmåden følger det af § 7 i lov om international fuldbyrdelse af straf mv., at retsplejelovens regler om straffesagers behandling skal anvendes, i det omfang andet ikke er bestemt.

Særlige regler er fastsat i stk. 2 og 3. Efter stk. 2 sker behandlingen af de pågældende sager uden udfærdigelse af anklageskrift og uden medvirken af domsmænd. Det skyldes, at der i disse sager ikke foretages bevisbedømmelse. Der medvirker heller ikke domsmænd under anke. Efter stk. 3 skal der beskikkes en forsvarer for den dømte, hvis denne begærer det. Dette er begrundet i et ønske om at sikre mulighed for bistand i de pågældende sager, hvor fremmede retsregler kan være af betydning.

Når retten har truffet afgørelse om fuldbyrdelse, sker fuldbyrdelsen efter de almindelige danske regler. Det følger af retsplejelovens § 997, stk. 1, at politimesteren drager omsorg for straffedommes fuldbyrdelse. Afgørelser om bødestraf fuldbyrdes efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 16. En bøde skal således betales til politiet.

Ifølge retsplejelovens § 997, stk. 2, inddrives konfiskationsbeløb efter reglerne om den civile retspleje, suppleret med straffuldbyrdelseslovens regler om lønindeholdelse. Det indebærer, at konfiskationsbeløbet skal betales til politiet. Hvis beløbet ikke bliver betalt, påhviler det politiet at søge beløbet inddrevet. Endvidere finder straffuldbyrdelseslovens §§ 90, stk. 4, 91, stk. 2 og 3, og 92 anvendelse.

Afgørelser om bødestraf og konfiskation truffet i de nordiske lande behandles efter lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. Fuldbyrdelsen sker i disse tilfælde automatisk. Det betyder, at afgørelsen ikke bliver indbragt for retten, men sendes direkte til politiet, der fuldbyrder afgørelsen efter danske regler. Denne forenklede ordning er begrundet i, at der findes en ensartet lovgivning i de nordiske lande med hensyn til fuldbyrdelse af straf.

Med hensyn til fremsendelse af danske afgørelser med anmodning om fuldbyrdelse i udlandet, er det i dag anklagemyndigheden, der €" efter at retten har afgjort sagen på normal vis €" forestår den praktiske behandling heraf.

For så vidt angår beslaglæggelse fremsendes anmodninger efter reglerne i Schengen-konventionen som udgangspunkt direkte til de kompetente myndigheder i Schengen-staterne, mens anmodninger for så vidt angår bødestraf og konfiskation fremsendes via Justitsministeriet som central myndighed.

6.2 Rammeafgørelsernes indhold

Rammeafgørelserne tager som udgangspunkt ikke stilling til, hvilke myndigheder der skal behandle anmodninger om fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser fra andre medlemsstater. Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale taler om kompetente judicielle myndigheder, mens rammeafgørelserne om gensidig anerkendelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation taler om kompetente myndigheder. Det er således op til hver enkelt medlemsstat at udpege den eller de myndigheder, der skal behandle anmodningerne, og meddele dette til Generalsekretariatet for Rådet.

Formålet med rammeafgørelserne er at forenkle procedurerne for fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser fra andre medlemslande. Det er derfor udgangspunktet, at afgørelserne sendes direkte mellem de kompetente myndigheder.

I rammeafgørelserne om gensidig anerkendelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation er der dog mulighed for i henhold til artikel 2, henholdsvis artikel 3, at en medlemsstat kan udpege en eller flere centrale myndigheder som ansvarlige for den administrative fremsendelse og modtagelse af afgørelserne og til at bistå de kompetente myndigheder, hvis det bliver nødvendigt på grund af statens interne kompetencefordeling.

Uanset at rammeafgørelserne ikke tager stilling til, hvilke myndigheder der skal behandle anmodningerne, er det et krav efter rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om beslaglæggelse af formuegoder eller bevismateriale og rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser om konfiskation, at de pågældende myndigheders afgørelser skal kunne indbringes for en domstol.

6.3 Justitsministeriets overvejelser

6.3.1 Kompetent myndighed

De tre rammeafgørelser er ikke til hinder for, at den hidtidige kompetenceordning ville kunne opretholdes, således at det er domstolene, der træffer afgørelse om fuldbyrdelse af afgørelser fra en anden medlemsstat.

Justitsministeriet har imidlertid på baggrund af formålet med rammeafgørelserne nærmere overvejet, om der i forbindelse med gennemførelsen heraf kunne være anledning til at gennemføre ændringer af reglerne for behandling af anmodninger om fuldbyrdelse i disse nye sager.

Justitsministeriet har drøftet dette spørgsmål med repræsentanter fra Dommerforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen og Københavns Politi.

Formålet med rammeafgørelserne er gensidig anerkendelse af andre EU-medlemsstaters afgørelser. Rammeafgørelserne medfører derfor stærkt reducerede muligheder for at stille særlige betingelser for fuldbyrdelse mellem staterne. Justitsministeriet finder, at dette i sig selv taler for at forenkle de nationale procedurer.

Med hensyn til beslaglæggelseskendelser finder Justitsministeriet, at det fortsat bør være domstolene, der træffer afgørelsen om fuldbyrdelse. Hensynet til retssikkerheden taler for, at ingen udsættes for et straffeprocessuelt indgreb, uden at indgrebets lovlighed først er prøvet af en dansk domstol. Dette skal ses i sammenhæng med, at fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse kan have stor betydning, f.eks. i relation til beslaglæggelse af goder, der er en del af den pågældende persons erhvervsvirksomhed.

Justitsministeriet har således til hensigt at meddele Generalsekretariatet, at kompetente judicielle myndigheder i henhold til rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om beslaglæggelse af formuegoder eller bevismateriale, er domstolene samt anklagemyndigheden, der omfatter Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne, Politidirektøren i København og politimestrene.

For så vidt angår fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation er det derimod Justitsministeriets opfattelse, at der €" henset til den meget begrænsede prøvelse, der fremover vil være mulighed for at foretage €" ikke længere vil være behov for, at afgørelserne systematisk forelægges for domstolene.

Samtidig er der ikke de samme retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved umiddelbart at anerkende og fuldbyrde disse afgørelser som i forhold til beslaglæggelseskendelser, fordi der her er tale om endelige afgørelser. Afgørelserne fra de øvrige EU-lande er prøvet efter de retsgarantier, der gælder i de øvrige EU-medlemsstater. Disse retsgarantier ligner i vidt omfang hinanden, idet alle EU-medlemsstaterne er bundet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den prøvelse, der fremover vil kunne foretages ved afgørelsen af, om en afgørelse om bødestraf eller konfiskation vil kunne fuldbyrdes i Danmark, begrænser sig til en prøvelse af, hvorvidt nærmere afgrænsede afslagsgrunde foreligger eller ej, ligesom det kun i visse sager skal påses, om den pågældende handling også er strafbar efter dansk ret. Dette svarer i høj grad til, hvad der prøves af Justitsministeriet i udleveringssager i henhold til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Justitsministeriet finder derfor, at det vil være hensigtsmæssigt at anvende en model, der svarer til den model, der anvendes i udleveringssager.

Justitsministeriet har samtidig overvejet, om afgørelsen skal træffes af anklagemyndigheden eller centralt af Justitsministeriet. Det er bl.a. på baggrund af drøftelserne med repræsentanter fra Dommerforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen og Københavns Politi Justitsministeriets opfattelse, at ministeriet indtil videre bør være den kompetente myndighed i relation til behandling af sager om fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraffe og konfiskation i henhold til rammeafgørelserne.

Justitsministeriet lægger herved navnlig vægt på, at en central placering af kompetencen til at træffe afgørelse om fuldbyrdelse af bødestraf og konfiskation i henhold til rammeafgørelserne bl.a. vil kunne sikre, at der sker en ensartet behandling af sagerne. En central placering af beslutningskompetencen vil især være hensigtsmæssig i en periode, hvor der endnu ikke foreligger en fast afgørelsespraksis i sager om fuldbyrdelse af bødestraf og konfiskation. Sagsbehandlingen svarer endvidere i store træk til behandlingen af sager i henhold til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, hvor Justitsministeriet også indtil videre er kompetent myndighed. Det er imidlertid Justitsministeriets hensigt løbende at overveje spørgsmålet om uddelegering af kompetencen til anklagemyndigheden (politimestrene), navnlig i lyset af omfanget af sagsmængden. Det er således lovforslagets ordning, at det er Justitsministeriet, der træffer afgørelsen om fuldbyrdelse af bødestraf og konfiskation, samtidig med at der findes en særlig let adgang til domstolsprøvelse.

Justitsministeriet har således endvidere til hensigt at meddele Generalsekretariatet, at den kompetente myndighed i henhold til udkast til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe og til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser om konfiskation er Justitsministeriet.

6.3.2 Krav til attestens indhold, sprog mv.

De tre rammeafgørelser er hver især vedhæftet et bilag indeholdende en attest, som skal fremsendes i udfyldt stand sammen med den afgørelse (om beslaglæggelse, bødestraf eller konfiskation), der ønskes fuldbyrdet.

Attesterne er forskellige, afhængigt af hvilken type afgørelse der er tale om, men generelt skal attesterne indeholde bl.a. angivelse af den myndighed, der har truffet afgørelsen, og den, der er kompetent til at fuldbyrde den, angivelse af de lovovertrædelser, der ligger til grund for afgørelsen, så vidt muligt navnet på den eller de personer, som afgørelsen vedrører, beskrivelse af de relevante faktiske omstændigheder samt en nærmere redegørelse for særlige aspekter af afgørelsen. Der er tale om ret detaljerede attester.

Det er endvidere for alle afgørelsestypers vedkommende et krav, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten har undertegnet attesten og dermed har attesteret, at indholdet er korrekt. Dette fremgår af lovforslagets § 48, stk. 1.

For beslaglæggelseskendelsers vedkommende stiller rammeafgørelsen krav om, at attesten skal attesteres af den myndighed, der har truffet afgørelsen, mens der med hensyn til afgørelser om bødestraf og konfiskation alene stilles krav om, at attesten skal attesteres af den kompetente myndighed, hvilket også kan være en anden myndighed end den, der har truffet afgørelsen.

Fremsendelse kan ske på enhver måde, som kan efterlade et skriftligt spor, og således at fuldbyrdelsesstaten kan fastslå ægtheden. I udkast til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe og til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser om konfiskation er der mulighed for, at den fuldbyrdende myndighed kan anmode om at få tilsendt den originale afgørelse eller en bekræftet genpart heraf.

Efter rammeafgørelserne kan Danmark kræve, at attesterne skal være udfyldt på dansk. Det er Justitsministeriets opfattelse, at dette krav indtil videre bør fastholdes. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at beslaglæggelseskendelser skal forelægges for retten inden for en meget kort frist.

Rammeafgørelserne giver alle mulighed for at afslå fuldbyrdelse, hvis attesten ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med den pågældende afgørelse. Denne mulighed er indsat i lovforslagets §§ 7, stk. 1, nr. 1, 21, stk. 1, nr. 1, og 34, stk. 1, nr. 1.

I modsætning til attesten bliver selve afgørelsen ikke oversat i forbindelse med fremsendelse af en fuldbyrdelsesanmodning. I praksis vil prøvelse af, om attesten er i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen, derfor i nogle tilfælde være meget begrænset. Det vil f.eks. uanset sprog kunne konstateres, hvis der er anført forskellige datoer for afgørelsen.

For så vidt angår afgørelser om bødestraf og konfiskation er der mulighed for at udsætte fuldbyrdelsen i det nødvendige tidsrum, hvis det findes nødvendigt at tilvejebringe en dansk oversættelse af afgørelsen. Denne udsættelsesgrund må forstås som en udsættelse af selve konstateringen af, om betingelserne for fuldbyrdelse i Danmark er opfyldt. Det kan være relevant at tilvejebringe en oversættelse af afgørelsen, hvis der er mistanke om, at attesten er i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen, men hvor det på grund af sprogvanskeligheder ikke med sikkerhed kan konstateres, jf. afslagsgrundene i § 21, stk. 1, nr. 1, og § 34, stk. 1, nr. 1. Oversættelse sker i givet fald for dansk regning.

En tilsvarende udsættelsesmulighed findes ikke med hensyn til beslaglæggelseskendelser. I disse tilfælde lægges attestens oplysninger til grund.

Spørgsmålet om muligheden for oversættelse af den underliggende udenlandske beslaglæggelseskendelse har i høringsfasen været rejst af blandt andre Dommerforeningen, som kritiserer, at domstolene skal fuldbyrde udenlandske afgørelser, hvis indhold dommerne for visse sprogs vedkommende ikke har mulighed for at gøre sig bekendt med.

Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale opererer med en vejledende tidsfrist på 24 timer for afgørelse af spørgsmålet om fuldbyrdelse. Denne vejledende frist er indeholdt i lovforslagets § 50. Hvis anklagemyndigheden er i stand til at fremskaffe en oversættelse inden for fristen, er der naturligvis ikke noget til hinder herfor, men det vil som oftest ikke vil være muligt.

Rammeafgørelsen indeholder imidlertid som nævnt ovenfor ikke som de to øvrige rammeafgørelser hjemmel til, at afgørelsen af spørgsmålet om fuldbyrdelse kan udsættes med henvisning til, at man afventer oversættelse af den underliggende kendelse. Denne forskel må antages at være begrundet i, at rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale vedrører et foreløbigt retsmiddel, hvorimod de to andre rammeafgørelser vedrører endelige afgørelser. Det skal endvidere ses i sammenhæng med, at formålet med rammeafgørelserne er at forenkle og effektivisere procedurerne mellem medlemsstaterne, samt at r ammeafgørelserne og dermed lovforslaget bygger på den forudsætning, at de oplysninger, der er indeholdt i attesten, som udgangspunkt vil være tilstrækkelige til at træffe afgørelse om, hvorvidt afgørelsen kan fuldbyrdes i Danmark.

Justitsministeriet finder, at rammeafgørelsen ikke giver mulighed for at indføre en ordning, hvorefter det kan besluttes, at afgørelsen om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse skal afvente en oversættelse af den underliggende kendelse.

Rammeafgørelserne om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe og på konfiskation pålægger Danmark en forpligtelse til at høre udstedelsesstaten, inden der træffes afgørelse om afslag på grund af mangler ved attesten. Denne forpligtelse er gentaget i lovforslagets §§ 22 og 36.

Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om beslaglæggelse af formuegoder eller bevismateriale indeholder ikke en tilsvarende forpligtelse. Det vil dog i nogle situationer kunne være formålstjenligt at høre udstedelsesstaten vedrørende formelle mangler ved attesten, inden der træffes afgørelse om afslag.

Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 2, at en forvaltningsmyndighed skal videresende en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, til rette myndighed. Det forudsættes, at domstolene tilsvarende videresender anmodninger, som de måtte modtage fra udenlandske myndigheder, til anklagemyndigheden, og at anklagemyndigheden i givet fald foretager underretning af den udenlandske kompetente myndighed.

6.3.3 Beslaglæggelseskendelser

Som nævnt finder Justitsministeriet, at det også fremover bør være domstolene, der træffer afgørelse om fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser.

Efter lovforslaget træffes afgørelse om fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser af retten på anklagemyndighedens begæring. Det svarer til den nuværende ordning.

Det følger endvidere, at afslag i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder, at anmodningen bør afslås, træffes af Justitsministeriet eller den, der bemyndiges dertil.

Når anklagemyndigheden modtager en anmodning om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, skal anklagemyndigheden således undersøge, om betingelserne for fuldbyrdelse umiddelbart synes at være opfyldt. Hvis det er tilfældet, indbringes anmodningen for retten.

Hvis anklagemyndigheden derimod finder, at en eller flere betingelser ikke er opfyldt, og dette ikke findes på formålstjenlig vis at kunne afhjælpes ved høring af udstedelsesstaten, skal sagen ikke indbringes for retten. I disse tilfælde sendes anmodningen med indstilling om afslag i stedet til Justitsministeriet, der herefter træffer den endelige afgørelse. Hvis Justitsministeriet ikke finder, at fuldbyrdelse skal afslås, returneres sagen til anklagemyndigheden med henblik på indbringelse for retten.

Som det er tilfældet med hensyn til kompetencen til at træffe afgørelse om fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation, vil en central placering af kompetencen til at afslå fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser kunne sikre, at der sker en ensartet behandling af sagerne. En central placering af denne kompetence vil især være hensigtsmæssig i en periode, hvor der endnu ikke foreligger en fast afgørelsespraksis. Det er imidlertid Justitsministeriets hensigt løbende at overveje spørgsmålet om uddelegering af kompetencen til anklagemyndigheden (politimestrene), navnlig i lyset af omfanget af sagsmængden.

Rammeafgørelsen har i forhold til fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser indlagt en tidsfrist, således at afgørelsen skal træffes og meddelelse til udstedelsesstaten gives snarest og så vidt muligt inden 24 timer. Fristen fremgår af lovforslagets § 50, stk. 1 og 4. Der er alene tale om en vejledende frist, hvilket har betydning i de tilfælde, hvor det €" uanset det eksisterende vagtberedskab hos anklagemyndighed og domstole €" viser sig ikke at være praktisk muligt at opnå rettens afgørelse inden for 24 timer.

Det er foreslået i § 50, stk. 2, at retsplejelovens § 806, stk. 2, 3, 5 og 7, § 807 c samt kapitel 85 finder anvendelse. Det indebærer bl.a., at rettens afgørelse træffes ved kendelse. Retten skal alene påse, om betingelserne for fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelsen er opfyldt. Grundlaget for afgørelsen i udstedelsesstaten kan derimod ikke efterprøves.

Det indebærer endvidere, at politiet i medfør af § 806, stk. 3, kan træffe beslutning om beslaglæggelse, hvis indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, og at afgørelse om beslaglæggelse i medfør af stk. 7 træffes af politiet, hvis den, som indgrebet retter sig imod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet.

Uanset at rammeafgørelsen ikke pålægger staterne at sørge for forsvarerbistand i forbindelse med fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser fra andre medlemsstater, foreslås det, at der gives mulighed for forsvarerbistand i samme omfang som i en tilsvarende dansk sag, jf. lovforslagets stk. 3.

Ved begæring efter retsplejelovens § 807 c om hel eller delvis ophævelse af beslaglæggelsen eller ved kære efter retsplejelovens regler i kapitel 85, jf. lovforslagets § 50, stk. 2, skal udstedelsesstaten underrettes herom med henblik på at kunne fremsætte sine bemærkninger til sagen. Underretningen herom samt om sagens udfald foretages af anklagemyndigheden, jf. lovforslagets § 51.

Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, iværksættes beslaglæggelse af politiet i overensstemmelse med retsplejelovens § 807. § 807 b og 807 d finder tilsvarende anvendelse, jf. lovforslagets § 52.

Anklagemyndigheden skal underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er afsluttet, jf. lovforslagets § 10. Hvis det viser sig, at der består en hindring for fuldbyrdelsen, f.eks. at de pågældende formuegoder ikke længere er i behold, meddeles også dette til udstedelsesstaten. I begge tilfælde vil sagen herefter være afsluttet i Danmark.

6.3.4 Afgørelser om bødestraf og konfiskationsafgørelser

Som nævnt overfor er det Justitsministeriets opfattelse, at der ikke længere vil være behov for, at anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation fortsat systematisk forelægges for domstolene.

Justitsministeriet vil i nogle tilfælde være i stand til at træffe afgørelsen om fuldbyrdelse alene på grundlag af oplysningerne i attesten. I andre tilfælde vil der være behov for at indhente yderligere oplysninger hos den pågældende politimester. Det vil formentlig i særlig grad gøre sig gældende i forhold til afgørelsen af, om der er behov for at udsætte fuldbyrdelsen af en konfiskationsafgørelse, f.eks. fordi formuegodet allerede er omfattet af en konfiskationssag. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der også kan opstå behov for at indhente oplysninger på andre områder.

Udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe forpligter i modsætning til de to andre rammeafgørelser ikke staterne til at sikre, at de berørte parter har adgang til at indbringe afgørelsen om fuldbyrdelse for en domstol. Uanset at der med hensyn til afgørelser om bødestraf ofte vil være tale om mindre beløb end med hensyn til konfiskation, finder Justitsministeriet det imidlertid rigtigst, at der også på bødeområdet er adgang til domstolsprøvelse.

Domstolsprøvelsen kan alene omfatte lovligheden af fuldbyrdelsesafgørelsen og ikke de forhold, der ligger til grund for afgørelsen i udstedelsesstaten, jf. lovforslagets § 56.

Der er fastsat en frist på 14 dage for at begære domstolsprøvelse, hvilket svarer til fristen for kære. Det er endvidere fastsat, at justitsministeren, når særlige omstændigheder taler derfor, kan tillade, at afgørelsen indbringes for retten, selv om fristen er udløbet. Denne bestemmelse svarer til bestemmelsen i udleveringslovens § 16, stk. 2, 2. pkt.

Indbringelse af justitsministerens afgørelse for retten har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Den ret, som afgørelsen indbringes for, har imidlertid mulighed for at tillægge indbringelsen opsættende virkning, hvis der konkret findes grundlag herfor.

For at sikre, at den eller de personer, som afgørelsen vedrører, er bekendt med muligheden for at forlange sagen indbragt for domstolene, skal der i forbindelse med en afgørelse om fuldbyrdelse vejledes herom. Der skal samtidig vejledes om, at prøvelsen ikke kan omfatte de forhold, der ligger til grund for afgørelsen i udstedelsesstaten.

Hvis der forlanges domstolsprøvelse, skal udstedelsesstaten endvidere underrettes herom med henblik på, at denne kan fremsætte sine bemærkninger, jf. lovforslagets § 57. Udstedelsesstaten bør derfor informeres om, hvornår sagen kan forventes behandlet ved domstolene.

Med kravet om, at det er anklagemyndigheden, der indbringer sagen for retten, er det forudsat, at sagen behandles i strafferetsplejens former. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, ligesom reglerne i kapitel 85 om kære finder anvendelse. Retten skal alene påse, om betingelserne for fuldbyrdelse af afgørelsen er opfyldt. Grundlaget for afgørelsen i udstedelsesstaten kan derimod som nævnt ikke efterprøves.

Det foreslås, at der i forbindelse med domstolsprøvelsen kan beskikkes en advokat for den person, som afgørelsen vedrører, hvis retten efter sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, jf. lovforslagets § 56, stk. 5. Dette er ikke et krav efter rammeafgørelserne, men Justitsministeriet har fundet, at der bør være mulighed herfor i de tilfælde, hvor retten finder det ønskeligt.

Når der er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf eller konfiskation, iværksættes fuldbyrdelsen af politiet, jf. retsplejelovens § 997, stk. 1. For bøders vedkommende er fuldbyrdelsen reguleret i straffuldbyrdelseslovens kapitel 16. For konfiskation foreskriver retsplejelovens § 997, stk. 2, at beløbet inddrives efter de i bogen om den borgerlige retspleje foreskrevne regler samt straffuldbyrdelseslovens §§ 90, stk. 4, 91, stk. 2 og 3, og 92.

Uanset om bødestraf-beløbet består af flere af de i § 17 nævnte elementer eller ej, behandles det samlede bødestraf-beløb efter reglerne om fuldbyrdelse af bøder. Det gælder således også i de tilfælde, hvor en del af beløbet er angivet som sagsomkostninger.

Reglerne om benådning finder ligeledes tilsvarende anvendelse på såvel bøde- som konfiskationsafgørelser. Det følger af grundlovens § 24, at kongen kan benåde og give amnesti. Det følger endvidere af straffelovens § 97 c, at der på samme måde som for straf kan benådes for konfiskation. Justitsministeriet er ved kongelig resolution af 15. december 1970 generelt bemyndiget til at eftergive bøder og konfiskationer. Lovforslagets § 58, stk. 1 og 2, indeholder hjemmel til, at der på tilsvarende vis kan benådes for afgørelser om bødestraf og konfiskation, jf. lovforslagets §§ 17 og 30, som fuldbyrdes efter denne lov. Justitsministeriet har til hensigt at ændre de administrative regler på området i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet skal underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er afsluttet. Hvis sagen i mellemtiden kæres, bør underretning efter omstændighederne også ske. Hvis det viser sig, at der består en hindring for fuldbyrdelsen, f.eks. at de pågældende formuegoder ikke længere er i behold, meddeles dette også via Justitsministeriet til udstedelsesstaten. I begge tilfælde vil sagen herefter være afsluttet i Danmark.

6.3.5 Fremsendelse af anmodninger til en anden medlemsstat

Som nævnt ovenfor fremsendes anmodninger om fuldbyrdelse af danske beslaglæggelseskendelser efter gældende praksis som udgangspunkt direkte fra politikredsene til de kompetente myndigheder i andre Schengen-stater.

Anmodninger om fuldbyrdelse af danske afgørelser om bødestraf eller konfiskation fremsendes derimod fra anklagemyndigheden via Justitsministeriet.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at denne ordning bør opretholdes. Ordningen vil således også være parallel med ordningen for anmodninger, der modtages i Danmark. Det vil således som udgangspunkt være politimestrene, der forestår både modtagelse fra og fremsendelse til EU-staterne af anmodninger vedrørende beslaglæggelse, mens det vil være Justitsministeriet, der forestår både modtagelse fra og fremsendelse til EU-staterne af anmodninger vedrørende bødestraf og konfiskation.

7. Ikrafttrædelsestidspunkt

Efter rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme bestemmelserne i rammeafgørelsen senest den 2. august 2005. Rådet for den Europæiske Union har imidlertid i en erklæring af 25. marts 2004 vedrørende terrorbekæmpelse opfordret medlemsstaterne til at implementere rammeafgørelsen senest i december 2004.

Efter § 62 i lovforslaget træder loven i overensstemmelse med Rådets politiske erklæring af 25. marts 2004 i kraft den 1. januar 2005. Det fastsættes endvidere, at loven finder anvendelse på anmodninger om fuldbyrdelse, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

Det er ikke en betingelse for fuldbyrdelse efter lovforslagets regler, at den medlemsstat, der anmoder om fuldbyrdelse, har implementeret den pågældende rammeafgørelse.

Det følger imidlertid af lovforslagets § 48, stk. 1, at strafferetlige afgørelser, der er omfattet af loven, for at kunne danne grundlag for en afgørelse om fuldbyrdelse her i landet skal være ledsaget af den relevante attest, jf. bilagene til lovforslaget, i udfyldt stand. Formularen skal være attesteret af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.

Hvis den stat, der anmoder om fuldbyrdelse, således ikke anvender de rette attester, vil der ikke kunne ske fuldbyrdelse efter lovforslaget. I givet fald må anmodningen behandles efter de almindelige regler om retshjælp eller international fuldbyrdelse af straf.

8. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget gennemfører Rådet for Den Europæiske Unions rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale samt udkastene til Rådets rammeafgørelser om gensidig anerkendelse af bødestraffe og gensidig anerkendelse af afgørelser om konfiskation.

9. Hørte myndigheder mv.

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter den foreslåede bestemmelse skal loven gælde for fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser, der er truffet af stater, som er medlemmer af Den Europæiske Union. Det reguleres nærmere i § 1 samt i definitionerne i de enkelte afsnit, hvilke typer af afgørelser der er omfattet af loven. Anvendelsesområdet er fastlagt i overensstemmelse med de pågældende rammeafgørelser.

Den foreslåede stk. 1 angiver lovens systematik. Lovteksten er opdelt i afsnit, således at der findes et separat afsnit for de bestemmelser, der vedrører hver af rammeafgørelserne, mens der er fastsat fælles bestemmelser for behandlingen af anmodningerne samt om anmodninger fra Danmark til udlandet sidst i lovteksten.

Stk. 3 indebærer, at det som udgangspunkt vil være reglerne i lov om nordisk samarbejde om fuldbyrdelse af straf mv., der vil finde anvendelse med hensyn til anmodninger fra Finland og Sverige om fuldbyrdelse af afgørelser om bødestraf og konfiskation samt om beslaglæggelse af en sigtets gods til sikring af bøde, konfiskation, erstatning, godtgørelser eller sagsomkostninger, idet disse regler generelt er mere vidtgående end rammeafgørelserne.

Den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp nævnes ikke separat, da den alene vedrører fremsendelse af anmodninger om forkyndelse og bevisoptagelse.

Udkastene til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe og på afgørelser om konfiskation indeholder en bestemmelse, hvorefter rammeafgørelserne ikke er til hinder for anvendelsen af bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger mellem medlemsstaterne, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger er mere vidtrækkende end rammeafgørelserne og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne. Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men det må antages, at rammeafgørelsens regler må forstås som minimumsregler. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Den foreslåede bestemmelse definerer de gennemgående begreber "udstedelsesstat" og "fuldbyrdelsesstat" som henholdsvis den stat, i hvilken den pågældende afgørelse er truffet, og den stat, der anmodes om at fuldbyrde den pågældende afgørelse.

Til § 3

Bestemmelsen fastlægger på baggrund af rammeafgørelsen definitionen af begrebet "beslaglæggelseskendelse". På baggrund af definitionen må det lægges til grund, at begrebet indefrysning svarer til beslaglæggelse som reguleret i retsplejeloven.

Det følger af rammeafgørelsens definition, at en beslaglæggelseskendelse skal være besluttet af en kompetent judiciel myndighed. Der er således ikke nødvendigvis tale om en domstolsafgørelse, idet det er op til hver enkelt stat at definere sine kompetente judicielle myndigheder.

Til § 4

Den foreslåede bestemmelse slår fast, at loven anvendes i forhold til beslaglæggelseskendelser, der afsiges med henblik på sikring af bevismateriale eller efterfølgende konfiskation af formuegoder.

I modsætning til definitionen af formuegoder i udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation omfatter definitionen i rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale ikke udtrykkeligt beslaglæggelse med henblik på konfiskation efter bestemmelser om udvidet konfiskation.

Ofte vil man imidlertid på tidspunktet for beslaglæggelsen befinde sig på et ret tidligt stadium af efterforskningen, hvor det kan være vanskeligt at vurdere, hvorvidt der vil blive tale om udvidet konfiskation eller om traditionel udbyttekonfiskation. Dette skal også ses i sammenhæng med, at det i attesten alene skal angives, om beslaglæggelse skal foretages med henblik på sikring af bevismateriale eller med henblik på efterfølgende konfiskation, medmindre der allerede på dette tidspunkt vedlægges en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse.

Det må derfor antages, at der tillige kan ske fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, som tager sigte på udvidet konfiskation.

Hvis en anmodning om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse sker med henblik på et andet formål, end hvad der fremgår af lovforslagets § 4, må den behandles efter de hidtidige regler om retshjælp.

Til § 5

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for rammeafgørelsens €" og lovforslagets €" udgangspunkt om, at en beslaglæggelseskendelse, som er fremsendt i overensstemmelse med formkravene, skal fuldbyrdes uden yderligere formaliteter, medmindre der er grundlag for afslag af en af de opregnede grunde.

Til § 6

Den foreslåede bestemmelse fastslår i stk. 1, at fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, som vedrører de i nr. 1-32 nævnte handlinger, kan ske, selv om den pågældende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis handlingen kan straffes med fængsel mv. i mindst 3 år i udstedelsesstaten. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af rammeafgørelsen på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i Danmark.

Lovforslagets positiv-liste svarer helt til listen i rammeafgørelsen. Det er udstedelsesstatens lovgivning, der er afgørende for, om en konkret lovovertrædelse skal anses for omfattet af listen. Det er således uden betydning, om en tilsvarende lovovertrædelse i dansk lovgivning afgrænses på en anden måde eller er beskrevet med andre ord.

Visse af de handlinger, der fremgår af positiv-listen, er beskrevet på en måde, der afviger fra gældende dansk lovgivning.

"Deltagelse i en kriminel organisation" er f.eks. efter dansk straffelovgivning ikke en selvstændig lovovertrædelse, men vil kunne straffes som medvirken til konkrete strafbare handlinger efter straffelovens § 23.

For så vidt angår "internetkriminalitet" vil strafbare handlinger begået i forbindelse med Internettet efter dansk straffelovgivning kunne straffes efter de relevante bestemmelser i straffeloven, herunder kapitel 24 og § 263. "Racisme og fremmedhad" vil kunne straffes efter straffelovens § 266 b, mens "organiseret og væbnet tyveri" vil kunne straffes efter straffelovens kapitel 28.

Det er imidlertid væsentligt at fastholde, at det er udstedelsesstatens lovgivning, der er afgørende for, om en konkret lovovertrædelse skal anses for omfattet af listen.

Stk. 2 slår fast, at det for så vidt angår andre lovovertrædelser fortsat er udgangspunktet, at en udenlandsk beslaglæggelseskendelse ikke kan fuldbyrdes i Danmark, hvis en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 3, stk. 3, kan Rådet med enstemmighed beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser til positiv-listen. Gennemførelse i dansk ret af en eventuel udvidelse af positiv-listen vil forudsætte en ændring af denne lov.

Der henvises til pkt. 3.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 7

Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder vil være forpligtede til at afslå fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse.

For så vidt angår stk. 1, nr. 1, henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 6.3.2, samt til bemærkningerne til § 48.

Afslagsgrunden i nr. 2 henviser til materiale, som er omfattet af retsplejelovens §§ 802, stk. 4, eller 803, stk. 2.

Ifølge § 802, stk. 4, kan skriftlige meddelelser eller lignende som hidrører fra en person, der efter reglerne § 170 (præster, læger, forsvarere, advokater og disses medhjælpere) er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen, ikke beslaglægges hos en mistænkt. Det samme gælder materiale, som hidrører fra en person, der er omfattet af § 172, når materialet indeholder oplysninger, som den pågældende efter § 172 (redaktører og redaktionelle medarbejdere) er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen. § 803, stk. 2, indeholder en tilsvarende bestemmelse om beslaglæggelse hos en person, der ikke er mistænkt, af meddelelser mellem den mistænkte og den pågældende person.

Bestemmelserne anvendes på samme måde som i en dansk beslaglæggelsessag.

Efter afslagsgrunden i nr. 3 afslås fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, hvis fuldbyrdelse vil være i strid med straffelovens § 12.

Ifølge denne bestemmelse begrænses de almindelige jurisdiktionsregler ved de i folkeretten anerkendte undtagelser. Disse undtagelser omfatter bl.a. Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser samt regler om immunitet for ansatte ved internationale institutioner. En beslaglæggelseskendelse vil heller ikke kunne fuldbyrdes, hvis det materiale, der søges beslaglagt, tilhører f.eks. et statsoverhoved.

Immunitet er endvidere fastlagt i grundlovens § 57, 2. pkt., som fastslår, at for sine ytringer i Folketinget kan intet medlem uden Folketingets samtykke drages til ansvar uden for samme. Strafferetlig immunitet som følge af grundlovens regel vil naturligvis ligeledes være omfattet af denne afslagsgrund, uanset at det ikke er udtrykkeligt nævnt.

Afslagsgrunden i stk. 2 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem). Afslag er efter bestemmelsen obligatorisk i de tilfælde, hvor beslaglæggelseskendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. I sidstnævnte tilfælde er det tillige en betingelse, at dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.

Fuldbyrdelse skal endvidere afslås, hvis den pågældende er benådet i Danmark, eller hvis tiltale er frafaldet i Danmark, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.

Afslagsgrunden svarer €" sammen med afslagsgrundene i § 8, stk. 1 og 2 €" til afslagsgrunden i udleveringslovens § 10 d. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.

Afslagsgrunden i stk. 3 præciserer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis der er grund til at formode, at beslaglæggelseskendelsen er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.

Bestemmelsen anvender rammeafgørelsens ordvalg. Bestemmelsen svarer i indhold til de gældende bestemmelser i udleveringslovens §§ 6, stk. 1, og 10 h, stk. 1.

Til § 8

Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder ud fra en konkret vurdering kan afslå fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse. De nævnte grunde vedrører alle forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).

Fuldbyrdelse kan således afslås, hvis beslaglæggelseskendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union.

Tilsvarende kan fuldbyrdelse afslås, hvis påtale er opgivet for forholdet her i landet, og betingelserne for fuldbyrdelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.

Der henvises endvidere til pkt. 3.3.3.1 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 7.

Som med afslagsgrunden i § 7, stk. 2, er det ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.

Til § 9

Bestemmelsen indebærer, at det, når betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, kan bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes, hvor fuldbyrdelse vil skade igangværende efterforskning i Danmark.

Der kunne f.eks. være tale om en situation, hvor beslaglæggelse af et narkoparti for tiden kan skade den strafferetlige efterforskning af en sag om videresalg af partiet. Det vil være op til anklagemyndigheden at vurdere, om der i sådan sag er grundlag for at udsætte indbringelsen af anmodningen for retten og dermed fuldbyrdelsen af kendelsen.

I givet fald underretter anklagemyndigheden den kompetente myndighed i udstedelsesstaten herom, jf. lovforslagets § 10, nr. 4. Bestemmelsens ordlyd forudsætter, at anklagemyndigheden forud for en sådan beslutning påser, om betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, idet der i modsat fald straks bør gives afslag i overensstemmelse med proceduren i lovforslagets § 49.

Hvis aktivet eller bevismidlet allerede er beslaglagt i Danmark i forbindelse med strafferetlig efterforskning, eller hvis andre foreløbige retsmidler er iværksat, bør fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelsen alligevel gennemføres for at undgå, at andre foretagne dispositioner over den pågældende genstand eller det pågældende formuegode vil få prioritet forud for den udenlandske beslaglæggelseskendelse. Der bør således i givet fald foretages en beslaglæggelse med sekundær prioritet.

Beslaglæggelsen vil i sådanne situationer formentlig ofte kunne gennemføres ved, at den, mod hvem indgrebet retter sig, meddeler skriftligt samtykke, jf. lovforslagets § 50, stk. 2, og retsplejelovens § 806, stk. 7. Er det ikke muligt, træffes afgørelsen af retten.

Endvidere følger det af lovforslagets § 9, stk. 2, at så snart grunden til udsættelse er ophørt, træffes de nødvendige foranstaltninger for at fuldbyrde beslaglæggelseskendelsen. Bestemmelsen fastlægger ikke nogen eksakt overgrænse for udsættelsens varighed, men tilsigter alene at gøre det klart, at en beslutning om udsættelse efter lovforslagets § 9, stk. 1, samtidig indebærer en forpligtelse til løbende at være opmærksom på, om grunden til udsættelsen ophører.

Til § 10

Den foreslåede bestemmelse opregner samlet de tilfælde, hvor de danske myndigheder vil være forpligtede til at underrette udstedelsesstatens myndigheder om sagens gang.

Det gælder, når der gives afslag efter §§ 6-8, når det viser sig praktisk umuligt at fuldbyrde kendelsen, når fuldbyrdelsen udsættes efter § 9, når udsættelsen ophører, hvis fuldbyrdelsen underlægges begrænsende foranstaltninger, og når fuldbyrdelsen er afsluttet.

§ 10, nr. 5, hvorefter der skal gives underretning om foranstaltninger, som begrænser fuldbyrdelsen, indebærer, at der skal gives underretning, hvis der er foretaget beslaglæggelse, men denne alene har sekundær prioritet. Der henvises herom til pkt. 3.3.4 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 9.

Som nævnt ovenfor findes der endvidere en særlig underretningspligt i forbindelse med ophævelse af beslaglæggelsen i overensstemmelse med lovforslagets § 11, stk. 2. Denne underretning har en sådan tilknytning til § 11, at det er fundet mest hensigtsmæssigt at lade underretningspligten fremgå direkte af § 11 i stedet for af § 10.

Underretning skal ske skriftligt og uden unødigt ophold, men der gælder ikke derudover formkrav til underretningen.

Til § 11

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at beslaglæggelsen som udgangspunkt skal opretholdes, indtil det er afgjort, hvorvidt det pågældende bevismateriale eller formuegode kan overføres til udstedelsesstaten.

Bestemmelsen er dog ikke absolut, idet der er mulighed for €" efter høring af udstedelsesstaten €" at opstille betingelser med henblik på at begrænse beslaglæggelsens varighed. Retsplejelovens § 805, stk. 2, finder anvendelse i denne situation. Det følger af denne bestemmelse, at kan indgrebets øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, kan der med den, mod hvem indgrebet retter sig, træffes skriftlig aftale herom.

Hvis det i overensstemmelse med de betingelser, der opstilles for at begrænse beslaglæggelsens varighed, påtænkes at ophæve beslaglæggelsen, f.eks. hvis der i overensstemmelse med aftale herom faktisk stilles sikkerhed, skal udstedelsesstaten underrettes herom og igen have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger.

Til § 12

Den foreslåede bestemmelse understreger de danske myndigheders forpligtelse til uden unødigt ophold at ophæve beslaglæggelsen, hvis udstedelsesstaten €" uanset årsagen hertil €" meddeler, at beslaglæggelseskendelsen er ophævet, idet der dermed ikke længere er noget grundlag for beslaglæggelse.

Til § 13

Efter den foreslåede bestemmelse skal en beslaglæggelseskendelse, der ønskes fuldbyrdet i Danmark, ud over den i § 48 omhandlede attest, være ledsaget af en anmodning om, at det beslaglagte overføres til udstedelsesstaten med henblik på anvendelse som bevis, en anmodning om konfiskation eller en instruks om, at aktivet forbliver i fuldbyrdelsesstaten, indtil der foreligger en anmodning fra udstedelsesstaten om fuldbyrdelse af en kendelse om konfiskation eller overførsel af det beslaglagte med henblik på anvendelse som bevis.

Udstedelsesstaten skal således allerede på dette tidspunkt så vidt muligt angive, hvad de danske myndigheder på længere sigt skal foretage sig med de beslaglagte genstande eller formuegoder.

Situationen i stk. 1, nr. 3 €" at der foreligger en instruks om at afvente indtil videre €" kan f.eks. være relevant, hvis udstedelsesstaten ønsker at beslaglægge med henblik på konfiskation i en verserende straffesag, men må afvente udfaldet af denne, før der kan fremsendes en anmodning om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse.

Det følger af bestemmelsen, at anmodningerne vedrørende den efterfølgende behandling skal behandles i overensstemmelse med reglerne for gensidig retshjælp i straffesager samt om international fuldbyrdelse af straf mv. For så vidt angår reglerne for gensidig retshjælp i straffesager findes der ikke et selvstændigt lovgrundlag herfor i dansk lovgivning, mens der for så vidt angår regler om international fuldbyrdelse af straf mv. tænkes på lov om international fuldbyrdelse af straf, lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. samt €" jf. 2. pkt. €" reglerne i 4. afsnit af nærværende lov med hensyn til fuldbyrdelse af udenlandske konfiskationsafgørelser.

Der gælder dog den modifikation, at de danske myndigheder ikke må afslå en anmodning om overførsel til udstedelsesstaten med henblik på anvendelse som bevis med henvisning til, at kravet om dobbelt strafbarhed ikke er opfyldt, hvis den lovovertrædelse, som ligger til grund for beslaglæggelseskendelsen, er omfattet af lovforslagets § 6, stk. 1, dvs. hvis der er tale om lovovertrædelser, der er opregnet på listen, og som samtidig kan medføre mindst 3 års fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i udstedelsesstaten.

Til § 14

Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke ændringer i anvendelsesområdet for reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a. Der henvises herom til pkt. 3.3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Anklagemyndigheden forudsættes i givet fald at forestå opkrævning af beløb i udstedelsesstaten.

Til § 15

Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke ændringer i anvendelsesområdet for reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a. Der henvises herom til pkt. 3.3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Hvis det forekommer, at der er udbetalt erstatning både fra Danmark og fra fuldbyrdelsesstaten vedrørende et indgreb gennemført efter dansk begæring, vil Danmark uanset udbetalingen være forpligtet til at refundere fuldbyrdelsesstaten det beløb, som denne har udbetalt.

Anklagemyndigheden forudsættes i givet fald at forestå refusion af beløb til fuldbyrdelsesstaten.

Til § 16

Bestemmelsen fastlægger, hvornår en afgørelse om bødestraf er omfattet af denne lov.

Bestemmelsen indebærer, at der skal være tale om en endelig afgørelse, og at denne afgørelse er truffet enten af en domstol eller af en anden myndighed, forudsat at den pågældende person har haft lejlighed til at få sagen prøvet ved en domstol med kompetence i navnlig straffesager.

Afgørelsen kan være truffet såvel i medfør af den pågældende stats straffelov som i medfør af bestemmelser om straf i særlovgivningen.

Til § 17

Den foreslåede bestemmelse angiver, hvad der i loven forstås ved bødestraf. Denne forståelse er €" på baggrund af rammeafgørelsen €" noget bredere, end hvad der ville følge af almindelig dansk sprogbrug.

Ud over det beløb der er pålagt en person som bøde, omfatter begrebet bødestraf i denne sammenhæng også en ved samme afgørelse pålagt pligt til at betale erstatning til ofre, hvis ofret ikke kan deltage som civil part i straffesagen, og domstolen handler i sin strafferetlige kompetence.

Hvis der således er tale om et civilt erstatningskrav, vil dette falde uden for lovens område.

Endvidere omfatter begrebet bødestraf i denne sammenhæng en pligt pålagt ved samme afgørelse til at betale sagsomkostninger eller administrative omkostninger ved afgørelsen og beløb til offentlige fonde eller støtteorganisationer for ofre.

Udstedelsesstaten skal i den i § 48 omhandlede attest oplyse, om den bødestraf, der ønskes fuldbyrdet, omfatter en eller flere af de opregnede muligheder.

Til § 18

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for rammeafgørelsens €" og lovforslagets €" udgangspunkt, at en afgørelse om bødestraf, som er fremsendt i overensstemmelse med formkravene, skal anerkendes og fuldbyrdes uden yderligere formaliteter, medmindre der er grundlag for afslag af en af de opregnede grunde.

Til § 19

Den foreslåede bestemmelse fastslår i stk. 1, at fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf, som vedrører de i nr. 1-39 nævnte handlinger, kan ske, selv om den pågældende handling ikke er strafbar efter dansk ret. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af rammeafgørelsen på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i Danmark.

Om forståelsen af visse af de oplistede lovovertrædelser henvises til bemærkningerne til § 6.

Stk. 2 slår fast, at det for så vidt angår andre lovovertrædelser fortsat er udgangspunktet, at en udenlandsk afgørelse om bødestraf ikke kan fuldbyrdes i Danmark, hvis en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, kan Rådet med enstemmighed beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser til positiv-listen. Gennemførelse i dansk ret af en eventuel udvidelse af positiv-listen vil forudsætte en ændring af denne lov.

Der henvises til pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 20

Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder vil være forpligtede til at afslå en anmodning om fuldbyrdelse af bødestraf.

For så vidt angår stk. 1, nr. 1, henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 6.3.2, samt til bemærkningerne til § 48.

Efter afslagsgrunden i nr. 2 kan en afgørelse om bødestraf ikke fuldbyrdes, hvis den handling, som bødestraffen vedrører, er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

Bestemmelsen er fastsat i medfør af den fakultative afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra d. Afslagsgrunden er udformet i overensstemmelse med udleveringslovens § 10 f, og indebærer, at det fuldbyrdelse, skal afslås, hvis en anden medlemsstat retsforfølger lovovertrædelser, der helt eller delvist er begået her i landet.

Efter afslagsgrunden i nr. 3 skal fuldbyrdelse afslås, hvis fuldbyrdelse vil være i strid med straffelovens § 12. Der henvises herom til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.3.

Efter afslagsgrunden i nr. 4 skal fuldbyrdelse afslås, hvis afgørelsen vedrører en fysisk person, der på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder som fastsat i straffelovens § 15. Der henvises herom til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.4.

Det foreslåede nr. 5 vedrører bødestraffens størrelse. Bestemmelsen er fastsat i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 7, stk. 1, litra h, og er begrundet i procesøkonomiske hensyn.

Den foreslåede nr. 6 bestemmer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis den retlige procedure i udstedelsesstaten ikke lever op til visse nærmere bestemte krav.

Fuldbyrdelse vil således skulle afslås, hvis den pågældende i tilfælde af skriftlig procedure ikke er blevet underrettet €" enten personligt eller en i henhold til udstedelsesstatens lovgivning kompetent repræsentant €" om sin ret til at anfægte sagen og tidsfristerne herfor. Fuldbyrdelse vil ligeledes skulle afslås, hvis den pågældende er udeblevet, medmindre det i attesten er anført, at han eller hun var behørigt underrettet eller havde tilkendegivet ikke at ville bestride sagen.

Udstedelsesstaten skal angive i attesten, hvorvidt disse krav er opfyldt.

Afslagsgrunden i stk. 2 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem). Afslag er efter bestemmelsen obligatorisk i de tilfælde, hvor afgørelsen om bødestraf vedrører samme forhold, som den pågældende er fundet skyldig i her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. I sidstnævnte tilfælde er det tillige en betingelse, at afgørelsen er blevet fuldbyrdet.

Fuldbyrdelse skal endvidere afslås, hvis den pågældende er benådet i Danmark, eller hvis tiltale er frafaldet i Danmark, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.

Afslagsgrunden svarer €" sammen med afslagsgrundene i § 21, stk. 2 og 3 €" til afslagsgrunden i udleveringslovens § 10 d. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er truffet afgørelse vedrørende forholdet i en anden stat.

Afslagsgrunden i stk. 3 præciserer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis der er grund til at formode, at afgørelsen om bødestraf er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.

Bestemmelsen anvender rammeafgørelsens ordvalg. Bestemmelsen svarer i indhold til de gældende bestemmelser i udleveringslovens §§ 6, stk. 1, og 10 h, stk. 1.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder efter en konkret vurdering vil kunne afslå at fuldbyrde en afgørelse om bødestraf.

Efter den foreslåede afslagsgrund i nr. 1 kan fuldbyrdelse afslås, hvis afgørelsen ville være forældet efter dansk ret og vedrører handlinger, der er omfattet af dansk straffemyndighed.

Spørgsmålet om forældelse af bødestraf er i dansk ret reguleret i straffelovens § 97 a. Afslagsgrunden indebærer, at fuldbyrdelse ikke kan afslås, selv om afgørelsen ville være forældet efter straffelovens § 97 a, medmindre handlingen er omfattet af dansk straffemyndighed.

Det er op til de danske myndigheder at vurdere, om fuldbyrdelse bør afslås. Hvis lovovertrædelsen er begået i Danmark, vil lovovertrædelsens forbindelse til Danmark indebære, at det som udgangspunkt må anses for rimeligt, at fuldbyrdelse afslås, hvis lovovertrædelsen er forældet efter dansk ret.

Den foreslåede afslagsgrund i nr. 2 har sammenhæng med afslagsgrunden i § 20, stk. 1, nr. 2. Den indebærer, at fuldbyrdelse vil kunne afslås, hvis en anden medlemsstat har anmodet om fuldbyrdelse af en afgørelse vedrørende en lovovertrædelse, der er begået i et tredjeland, og danske myndigheder ikke i en tilsvarende situation ville kunne retsforfølge den pågældende person for lovovertrædelsen.

Hvis Danmark efter reglerne i straffelovens §§ 6-8 ikke selv vil kunne strafforfølge i en tilsvarende situation, vil fuldbyrdelse således kunne afslås. Fuldbyrdelse vil således f.eks. kunne afslås, hvis en medlemsstat A anmoder Danmark om at fuldbyrde en afgørelse om bødestraf idømt for en lovovertrædelse begået i staten B i forhold til en person, der opholder sig i Danmark, selv om den pågældende ikke er statsborger eller har bopæl i medlemsstaten A (udøvelse af såkaldt universel jurisdiktion).

Bestemmelsen er fastsat i medfør af den fakultative afslagsgrund i rammeafgørelsens artikel 7, stk. 2, litra d. Afslagsgrunden er udformet i overensstemmelse med udleveringslovens § 10f.

Stk. 2 og 3 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).

Fuldbyrdelse kan således afslås, hvis afgørelsen om bødestraf vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union.

Tilsvarende kan fuldbyrdelse afslås, hvis påtale er opgivet for forholdet her i landet, og betingelserne for fuldbyrdelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.

Der henvises endvidere til pkt. 4.3.3.1 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 20.

Som med afslagsgrunden i § 20, stk. 2, er det ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er truffet afgørelse vedrørende forholdet i en anden stat.

Til § 22

Bestemmelsen indebærer, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i visse tilfælde skal høres, inden fuldbyrdelse afslås.

Det drejer sig for det første om afslag på grund af formelle mangler, jf. lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 1. Høringen skal sikre, at udstedelsesstaten får mulighed for at rette op på de formelle mangler, der måtte være i den første fremsendelse af anmodningen.

Dernæst drejer det sig om afslag, hvor den pågældende person ikke var behørigt underrettet om sin ret til at bestride sagen i skriftlig procedure og fristerne herfor, eller ikke var behørigt underrettet om retssagen, samt om afslag, hvor afgørelsen ville være forældet efter dansk ret og vedrører handlinger, der er omfattet af dansk straffemyndighed. Forpligtelsen følger direkte af rammeafgørelsen.

Der gælder ingen formkrav for høringen. Bestemmelsen er endvidere ikke til hinder for, at der i andre tilfælde foretages høring, hvis det findes hensigtsmæssigt.

Til § 23

Den foreslåede bestemmelse understreger de danske myndigheders forpligtelse til uden unødigt ophold at afbryde fuldbyrdelsen, hvis udstedelsesstaten €" uanset årsagen hertil €" meddeler, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes, eller at anmodningen af anden grund trækkes tilbage, idet der dermed ikke længere er noget grundlag for fuldbyrdelse af afgørelsen om bødestraf.

Til § 24

Hvis det fastslås, at afgørelsen vedrører en handling, der ikke er begået på udstedelsesstatens territorium, og at handlingen er undergivet dansk straffemyndighed, kan de danske myndigheder nedsætte det beløb, der skal inddrives, til det beløb, der gælder for handlinger af samme art i henhold til dansk lovgivning.

Det forudsættes, at en sådan afgørelse træffes i forbindelse med afgørelsen om, at den udenlandske afgørelse om bødestraf kan fuldbyrdes i Danmark.

Reglen skal ses i sammenhæng med afslagsgrundene i lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 2, og § 21, stk. 1, nr. 2. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4.3.3.2.

Hvis den relevante handling er begået i Danmark, følger det af lovforslagets § 20, stk. 1, nr. 2, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Hvis handlingen derimod er strafbar efter dansk ret, vil der være mulighed for at nedsætte bødebeløbet til det maksimum, der gælder for en tilsvarende lovovertrædelse i Danmark, når handlingen er undergivet dansk straffemyndighed, jf. lovforslagets § 24, stk. 1. I sådanne tilfælde må det antages, at lovovertrædelsens forbindelse til Danmark som udgangspunkt vil føre til, at det vil være rimeligt at nedsætte beløbet til det maksimum, der er gældende i Danmark.

Bødestraffen vil endvidere kunne nedsættes, hvis den relevante handling er foretaget i en tredje stat, men er omfattet af dansk jurisdiktion efter straffelovens §§ 6-8. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis handlingen er foretaget af en dansk statsborger i den tredje stat, for så vidt handlingen også er strafbar i denne stat. Hvis en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed, vil fuldbyrdelse kunne afslås i medfør af lovforslagets § 21, stk. 1, nr. 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til denne bestemmelse.

De danske bestemmelser, som hjemler bødestraf, angiver normalt ikke noget maksimumbeløb. Samtidig må rammeafgørelsens tekst forstås sådan, at de nationale myndigheder ikke skal foretage en intensiv prøvelse af bødestørrelsen for at nå frem til det præcise beløb, der ville være blevet idømt i Danmark. Er der imidlertid tale om en lovovertrædelse, hvor der i praksis opereres med faste bødetakster, kan sådanne takster anvendes. Det kunne f.eks. være tilfældet i forbindelse med visse overtrædelser af færdselsloven.

Det foreslåede stk. 2 hjemler mulighed for, at bødestraffen kan omregnes til danske kroner. Det forudsættes ligeledes, at denne omregning sker i forbindelse med afgørelsen om, at den udenlandske afgørelse om bødestraf kan fuldbyrdes i Danmark.

Omregningen sker til den kurs, der var gældende på det tidspunkt, hvor bødestraffen blev pålagt den pågældende i udstedelsesstaten. Hvis afgørelsen er prøvet i flere instanser, regnes med kursen på tidspunktet for den endelige afgørelse.

Til § 25

Efter den foreslåede bestemmelse skal de danske myndigheder høre den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, inden der træffes afgørelse om fuldbyrdelse, hvis den person, som afgørelsen om bødestraf vedrører, fremlægger dokumentation for helt eller delvist at have betalt bødestraffen.

Hvis hel eller delvis betaling faktisk er sket i en anden stat, skal denne del af beløbet fratrækkes det beløb, som kan indkræves i Danmark.

Til § 26

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at der ikke her i landet kan fastsættes forvandlingsstraf for en udenlandsk bødestraf omfattet af denne lov.

Dette svarer til den nuværende retstilstand i medfør af lov om international fuldbyrdelse af straf. Bestemmelsen indebærer, at de danske myndigheder €" uanset at de gældende danske regler om fuldbyrdelsen i øvrigt følges, jf. lovforslagets § 58 €" ikke kan anvende forvandlingsstraf, selv om den pågældende bødestraf ikke kan inddrives.

Til § 27

Den foreslåede bestemmelse opregner samlet de tilfælde, hvor de danske myndigheder vil være forpligtede til at underrette udstedelsesstatens myndigheder om sagens gang.

Som det fremgår af ordlyden, drejer det sig om tilfælde, hvor fuldbyrdelse afslås i medfør af §§ 19-21, hvor fuldbyrdelse af anden årsag ikke kan gennemføres, f.eks. i medfør af §§ 24, 25 og 58, hvor bødestraffen er eftergivet, samt når fuldbyrdelsen er afsluttet.

Særligt for så vidt angår nr. 2 omfatter denne fuldbyrdelseshindringer, der følger af de danske fuldbyrdelsesregler, jf. lovforslagets § 58. Det vil bl.a. kunne være aktuelt, hvis der bevilges henstand på grund af den pågældendes økonomiske vilkår.

Underretning skal ske skriftligt og uden unødigt ophold, men der gælder ikke derudover formkrav til underretningen.

Til § 28

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf kun kan ske i én stat ad gangen. Der findes ikke en tilsvarende begrænsning i de øvrige to rammeafgørelser.

Når de danske myndigheder har foretaget en af de handlinger, der er nævnt i § 28, og meddelt dette til udstedelsesstaten, kan de danske myndigheder ikke længere foretage skridt til fuldbyrdelse af afgørelsen om bødestraf. Yderligere fuldbyrdelsesskridt vil således kræve en ny anmodning fra udstedelsesstaten.

Der henvises til pkt. 4.3.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 29

Det er udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i Danmark, tilfalder den danske statskasse, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om bødestraf. Omvendt er det udgangspunktet, at bødebeløb, der inddrives i udlandet, tilfalder den pågældende fuldbyrdelsesstat, uanset at der er tale om fuldbyrdelse af en dansk bødeafgørelse.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at justitsministeren kan aftale en anden fordeling med en anden stat. Aftalen kan efter bestemmelsen være såvel generel som konkret, men forudsættes primært at have relevans i forhold til generelle aftaler.

En sådan aftale vil formentlig have mest relevans i forhold til tilbageførsel af midler til ofre i andre stater forbindelse med afgørelser, der fuldbyrdes i Danmark.

I tilfælde, hvor straffesagen gennemføres her i landet, har ofre efter de gældende regler mulighed for at deltage som civil part i retssagen. Sådanne krav er derfor ikke omfattet af begrebet "bødestraf" som defineret i lovforslagets § 17, og afgørelser herom kan derfor ikke kræves fuldbyrdet i medfør af reglerne i dette lovforslag.

Til § 30

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, hvad der i denne lov forstås ved en konfiskationsafgørelse.

Som det fremgår, skal der være tale om en domstolsafgørelse efter en retssag vedrørende en eller flere strafbare handlinger. Loven omfatter således ikke €" som det er tilfældet med hensyn til bødestraf €" konfiskationsafgørelser, der er truffet af andre myndigheder end domstole.

Der skal endvidere være tale om en endelig sanktion eller foranstaltning, som medfører en endelig berøvelse af formuegoder af enhver art.

Til § 31

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for rammeafgørelsens €" og lovforslagets €" udgangspunkt, at en konfiskationsafgørelse, som er fremsendt i overensstemmelse med formkravene, skal anerkendes og fuldbyrdes uden yderligere formaliteter, medmindre der er grundlag for afslag af en af de opregnede grunde.

Til § 32

Den foreslåede bestemmelse fastslår i stk. 1, at fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, som vedrører de i nr. 1-32 nævnte handlinger, kan ske, selv om den pågældende handling ikke er strafbar efter dansk ret, hvis handlingen kan straffes med fængsel mv. i mindst 3 år i udstedelsesstaten. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af rammeafgørelsen på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i Danmark.

Om forståelsen af visse af de opregnede lovovertrædelser henvises til bemærkningerne til § 6.

Stk. 2 slår fast, at det for så vidt angår andre lovovertrædelser fortsat er udgangspunktet, at en udenlandsk konfiskationsafgørelse ikke kan fuldbyrdes i Danmark, hvis en handling svarende til den, som afgørelsen vedrører, ikke er strafbar efter dansk ret.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, kan Rådet med enstemmighed beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser til positiv-listen. Gennemførelse i dansk ret af en eventuel udvidelse af positiv-listen vil forudsætte en ændring af denne lov.

Der henvises til pkt. 5.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 33

Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder vil være forpligtede til at afslå en anmodning om fuldbyrdelse.

For så vidt angår stk. 1, nr. 1, henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 6.3.2, og til bemærkningerne til § 48.

For så vidt angår nr. 2 og 3 henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.3.2 og 5.3.3.3, og til bemærkningerne til § 20.

Den foreslåede afslagsgrund i nr. 4 er fastsat i overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra d. Fuldbyrdelse kan herefter afslås, hvis en berørt tredjemands rettigheder i henhold til dansk lovgivning gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.3.4.

Det foreslåede nr. 5 bestemmer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis den retlige procedure i udstedelsesstaten ikke lever op til visse nærmere bestemte krav.

Fuldbyrdelse vil således skulle afslås, hvis den pågældende ikke er mødt enten personligt eller ved advokat, medmindre det fremgår af attesten, at den pågældende var behørigt underrettet om retssagen i overensstemmelse med udstedelsesstatens lovgivning, enten personligt eller gennem en i henhold til udstedelsesstatens lovgivning kompetent repræsentant, eller ikke ønskede at anfægte afgørelsen.

Udstedelsesstaten skal angive i attesten, hvorvidt disse krav er opfyldt.

Afslagsgrunden i stk. 2 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem). Afslag er efter bestemmelsen obligatorisk i de tilfælde, hvor konfiskationsafgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. I sidstnævnte tilfælde er det tillige en betingelse, at dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten.

Fuldbyrdelse skal endvidere afslås, hvis den pågældende er benådet i Danmark, eller hvis tiltale er frafaldet i Danmark, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.

Afslagsgrunden svarer €" sammen med afslagsgrundene i § 34, stk. 2 og 3 €" til afslagsgrunden i udleveringslovens § 10 d. Der henvises i øvrigt til pkt. 5.3.3.1 i de almindelige bemærkninger.

Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.

Afslagsgrunden i stk. 3 præciserer, at fuldbyrdelse skal afslås, hvis der er grund til at formode, at afgørelsen om konfiskation er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.

Bestemmelsen anvender rammeafgørelsens ordvalg. Bestemmelsen svarer i indhold til de gældende bestemmelser i udleveringslovens §§ 6, stk. 1, og 10 h, stk. 1.

Om adgangen til at rejse konfiskationssag, selv om straffesagen er afsluttet, f.eks. fordi der ved en fejl ikke var nedlagt påstand om konfiskation i forbindelse med straffesagen, henvises til pkt. 5.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 34

Den foreslåede bestemmelse angiver, i hvilke tilfælde de danske myndigheder efter en konkret vurdering kan afslå en anmodning om fuldbyrdelse.

For så vidt angår stk. 1, nr. 1 og 2, henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.3.6 og 5.3.3.2, og til bemærkningerne til § 21.

Den foreslåede afslagsgrund i nr. 3 giver mulighed for at afslå fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, hvis afgørelsen i udstedelsesstaten er truffet i henhold til bestemmelser om udvidet konfiskation, og konfiskation ikke ville kunne foretages i et tilsvarende tilfælde efter straffelovens § 76 a.

Bestemmelsen sigter ikke til spørgsmålet om dobbelt strafbarhed, idet der allerede er gjort op hermed i lovforslagets § 32. Når der tales om, hvorvidt konfiskation ville kunne foretages i et tilsvarende tilfælde efter straffelovens § 76 a, refererer dette således alene til de i bestemmelsen angivne betingelser.

Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, kan der foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en strafbar handling, når handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af § 286, stk. 1, eller § 289.

Fuldbyrdelse kan dog ikke afslås alene med den begrundelse, at strafferammekravet i § 76 a, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt. Er der foretaget udvidet konfiskation, som i øvrigt opfylder betingelserne i § 76 a, kan der således ske fuldbyrdelse.

Afslagsgrundene i stk. 2 og 3 vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).

Fuldbyrdelse kan således afslås, hvis konfiskationsafgørelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for i en stat uden for Den Europæiske Union.

Tilsvarende kan fuldbyrdelse afslås, hvis påtale er opgivet for forholdet her i landet, og betingelserne for fuldbyrdelse ikke er opfyldt. Der sigtes her til omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724, stk. 2, og til betingelserne for genoptagelse i retsplejelovens § 975.

Der henvises endvidere til pkt. 5.3.3.1 i de almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 33.

Som med afslagsgrunden i § 33, stk. 2, er det ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse, at de danske myndigheder af egen drift skal iværksætte en undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i en anden stat.

Til § 35

I de i § 33, stk. 1, nr. 1, 2, 4 og 5, og stk. 2, samt § 34, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2 og 3, nævnte tilfælde skal den kompetente myndighed i udstedelsesstaten høres, inden der træffes beslutning om, hvorvidt afgørelsen kan fuldbyrdes helt eller delvist. I øvrige tilfælde kan der foretages høring, hvis det findes hensigtsmæssigt.

Bestemmelsen indebærer, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i visse tilfælde skal høres, inden fuldbyrdelse afslås.

Det drejer sig for det første om afslag på grund af formelle mangler, jf. lovforslagets § 33, stk. 1, nr. 1. Høringen skal sikre, at udstedelsesstaten får mulighed for at rette op på de formelle mangler, der måtte være i den første fremsendelse af anmodningen.

Dernæst drejer det sig om afslagsgrundene vedrørende jurisdiktion, princippet om dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem), udeblivelsesdomme og udvidet konfiskation.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der i andre tilfælde end de nævnte foretages høring, hvis det findes hensigtsmæssigt.

Der gælder ingen formkrav for høringen.

Til § 36

Bestemmelsen indebærer, at det i forbindelse med en afgørelse om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse kan bestemmes, at iværksættelsen af fuldbyrdelsen udsættes, hvor fuldbyrdelse vil skade en igangværende efterforskning eller straffesag i Danmark, hvor formuegodet allerede er omfattet af en konfiskationssag, eller hvis det skønnes, at der er risiko for, at den samlede værdi, der opnås ved fuldbyrdelsen, kan overstige det beløb, der er anført i afgørelsen, fordi denne fuldbyrdes samtidig i mere end én stat.

Fuldbyrdelse kan udsættes, når betingelserne for fuldbyrdelse i Danmark i øvrigt er opfyldt. Da Justitsministeriet, som efter lovforslaget er kompetent til at træffe afgørelsen om fuldbyrdelse af en konfiskationsafgørelse, ikke umiddelbart ligger inde med oplysninger, som de der kan begrunde udsættelse af fuldbyrdelsen, vil det forud for en sådan afgørelse kunne være relevant at høre den pågældende politimester herom.

Med stk. 2 gives der mulighed for anvendelse af retsplejelovens bestemmelser om legemsindgreb, ransagning, beslaglæggelse og edition, hvis det er nødvendigt for at kunne sikre, at formuegodet også efter udsættelsesperioden vil være tilgængeligt med henblik på fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelsen. Det indebærer, at de relevante kapitler vil kunne finde anvendelse i forhold til lovovertrædelser, der ikke er strafbare efter dansk ret, hvis der er tale om lovovertrædelser, som er omfattet af positiv-listen i § 6, stk. 1. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af listen, imidlertid som nævnt i pkt. 5.3.2 som udgangspunkt er strafbare i alle medlemsstater, vil dette formentligt ikke have megen praktisk betydning.

Rammeafgørelsens forpligtelse må, i tilfælde hvor betingelserne for fuldbyrdelse er opfyldt, men hvor fuldbyrdelsen udsættes, fordi det pågældende formuegode allerede er beslaglagt med henblik på konfiskation, medføre en pligt til at begære beslaglæggelse med henblik på det formål, der er angivet i den udenlandske konfiskationsafgørelse, for at undgå, at andre foretagne dispositioner over den pågældende genstand eller det pågældende formuegode vil få prioritet forud for den udenlandske konfiskationsafgørelse. Der bør således i givet fald foretages en beslaglæggelse med sekundær prioritet.

Beslaglæggelsen vil i sådanne situationer formentlig ofte kunne gennemføres ved, at den, mod hvem indgrebet retter sig, meddeler skriftligt samtykke, jf. lovforslagets § 50, stk. 2, og retsplejelovens § 806, stk. 7. Er det ikke muligt, træffes afgørelsen af retten.

Til § 37

Den foreslåede bestemmelse fastlægger ikke nogen eksakt grænse for, hvor længe udsættelsen kan vare. Bestemmelsen tilsigter alene at gøre det klart, at en beslutning om udsættelse efter § 37 samtidig indebærer en forpligtelse til løbende at være opmærksom på, om grunden til udsættelsen ophører, således at konfiskationsafgørelsen kan fuldbyrdes, eller f.eks. om formuegodet allerede er blevet konfiskeret, således at der ikke er mulighed for at konfiskere i medfør af den udenlandske afgørelse.

Til § 38

Den foreslåede bestemmelse understreger de danske myndigheders forpligtelse til uden unødigt ophold at afbryde fuldbyrdelsen, hvis udstedelsesstaten €" uanset årsagen hertil €" meddeler, at afgørelsen ikke længere kan fuldbyrdes, eller at anmodningen af anden grund trækkes tilbage, idet der dermed ikke længere er noget grundlag for fuldbyrdelse af konfiskationsafgørelsen.

Til § 39

Både i straffelovens § 75, stk. 1, om udbyttekonfiskation, § 75, stk. 2 og 3, om genstandskonfiskation og i § 76 a om udvidet konfiskation er der hjemmel til alternativt at konfiskere et pengebeløb, der svarer til udbyttet, genstanden eller formuegodet (værdikonfiskation).

Denne mulighed kan også udnyttes i forhold til fuldbyrdelse af udenlandske konfiskationsafgørelser, men alene hvis der også i udstedelsesstatens lovgivning er hjemmel hertil. Hvis de danske myndigheder således har modtaget en anmodning om konfiskation vedrørende et konkret formuegode, kan der kun skrides til konfiskation af et tilsvarende pengebeløb, hvis dette er aftalt med udstedelsesstaten.

Under hensyn til kompetenceordningen i denne lov forudsættes det, at det er Justitsministeriet, der kan indgå en sådan aftale.

Det foreslåede stk. 2 hjemler mulighed for, at bødestraffen kan omregnes til danske kroner. Det forudsættes, at denne omregning sker i forbindelse med afgørelsen om, at den udenlandske konfiskationsafgørelse kan fuldbyrdes i Danmark.

Omregningen sker til den kurs, der var gældende på det tidspunkt, hvor afgørelsen om konfiskation blev truffet i udstedelsesstaten. Hvis afgørelsen er prøvet i flere instanser, regnes med kursen på tidspunktet for den endelige afgørelse.

Til § 40

Efter den foreslåede bestemmelse skal de danske myndigheder høre den kompetente myndighed i udstedelsesstaten, inden der træffes afgørelsen om fuldbyrdelse, hvis den person, som konfiskationsafgørelsen vedrører, fremlægger dokumentation for, at det konfiskerede beløb er helt eller delvist betalt.

Hvis betaling faktisk er sket i en anden stat, skal denne del af beløbet fratrækkes det beløb, som kan indkræves i Danmark.

Til § 41

Den foreslåede bestemmelse opregner samlet de tilfælde, hvor de danske myndigheder vil være forpligtede til at underrette udstedelsesstatens myndigheder om sagens gang.

Som det fremgår af ordlyden, drejer det om tilfælde, hvor fuldbyrdelse afslås efter §§ 32-34, hvor fuldbyrdelse af anden årsag ikke kan gennemføres, herunder i medfør af §§ 39, 40 og 58, hvor fuldbyrdelsen er udsat i medfør af § 36, hvor konfiskationsbeløbet er eftergivet, samt når fuldbyrdelsen er afsluttet.

Nr. 2 indebærer, at der skal underrettes om fuldbyrdelseshindringer, der følger af de danske fuldbyrdelsesregler, jf. lovforslagets § 58. Det vil f.eks. kunne være aktuelt, hvis der bevilges henstand på grund af den pågældendes økonomiske vilkår.

Underretning skal ske skriftligt og uden unødigt ophold, men der gælder ikke derudover formkrav til underretningen.

Til § 42

Bestemmelsen indebærer, at beløb, der konfiskeres i Danmark i medfør af denne lov, tilfalder statskassen, hvis beløbet er på under 10.000 euro eller et dertil svarende beløb i danske kroner.

Er der tale om et større beløb, overføres halvdelen af beløbet derimod til udstedelsesstaten. Det er halvdelen af hele konfiskationsbeløbet, der i givet fald skal overføres, og altså ikke alene af den del, der overstiger 10.000 euro.

Til § 43

Den foreslåede bestemmelse angiver to alternative måder, hvorpå der kan disponeres over specifikke formuegoder, som konfiskeres i medfør af denne lov.

Er der tale om andre formuegoder end penge, kan formuegodet enten sælges og salgsbeløbet fordeles efter de nævnte retningslinier, eller formuegodet kan overføres til udstedelsesstaten. Hvis udstedelsesstatens konfiskationsafgørelse omfatter et pengebeløb, kræver overførsel dog udstedelsesstatens samtykke.

Hvis ingen af delene kan lade sig gøre, tilfalder formuegodet staten.

Til § 44

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at genstanden skal forblive i Danmark, hvis den konfiskerede genstand udgør en del af Danmarks nationale kulturarv.

Begrebet "kulturgode" skal forstås i overensstemmelse med artikel 1, nr. 1, i direktiv 93/7/EØF om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område, som indeholder en meget detaljeret definition.

Til § 45

Bestemmelsen hjemler mulighed for, at justitsministeren ved aftale med udstedelsesstaten kan fravige §§ 42-44.

Til § 46

Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke ændringer i anvendelsesområdet for reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a. Der henvises herom til pkt. 5.3.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Anklagemyndigheden forudsættes i givet fald at forestå opkrævning af beløb i udstedelsesstaten.

Til § 47

Den foreslåede bestemmelse tilsigter ikke ændringer i anvendelsesområdet for reglerne om erstatning i retsplejelovens kapitel 93 a. Der henvises herom til pkt. 5.3.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Hvis det forekommer, at der er udbetalt erstatning både fra Danmark og fra fuldbyrdelsesstaten vedrørende et konfiskation gennemført efter dansk begæring, vil Danmark uanset udbetalingen være forpligtet til at refundere fuldbyrdelsesstaten det beløb, som denne har udbetalt.

Anklagemyndigheden forudsættes i givet fald at forestå refusion af beløb til fuldbyrdelsesstaten.

Til § 48

De tre rammeafgørelser er hver især vedhæftet et bilag indeholdende en attest, som skal fremsendes i udfyldt stand sammen med den afgørelse (om beslaglæggelse, bødestraf eller konfiskation), der ønskes fuldbyrdet. Bilagene er vedhæftet som bilag til denne lov.

Attesterne er forskellige, afhængigt af hvilken type afgørelse der er tale om, men generelt skal attesterne indeholde bl.a. angivelse af den myndighed, der har truffet afgørelsen og den, der er kompetent til at fuldbyrde den, angivelse af de lovovertrædelser, der ligger til grund for afgørelsen, så vidt muligt navnet på den eller de personer, som afgørelsen vedrører, beskrivelse af de relevante faktiske omstændigheder samt en nærmere redegørelse for særlige aspekter af afgørelsen.

Det er endvidere for alle afgørelsestypers vedkommende et krav, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten har undertegnet attesten og dermed har attesteret, at indholdet er korrekt. For beslaglæggelseskendelsers vedkommende stiller rammeafgørelsen krav om, at attesten skal attesteres af den myndighed, der har truffet afgørelsen, mens der med hensyn til afgørelser om bødestraf og konfiskation alene stilles krav om, at attesten skal attesteres af den kompetente myndighed, hvilket også kan være en anden myndighed end den, der har truffet afgørelsen.

Fremsendelse kan ske på enhver måde, som kan efterlade et skriftligt spor, og således at fuldbyrdelsesstaten kan fastslå ægtheden. Fremsendelse vil således også kunne ske f.eks. pr. telefax.

For så vidt angår afgørelser om bødestraf og konfiskation er der mulighed for, at den fuldbyrdende myndighed kan anmode om at få tilsendt den originale afgørelse eller en bekræftet genpart heraf, hvis der findes behov herfor.

Det er indtil videre et krav, at attesterne skal være udfyldt på dansk. Derimod kan der ikke stilles krav om, at selve afgørelsen oversættes.

For så vidt angår afgørelser om bødestraf og konfiskation er der imidlertid i medfør af lovforslagets stk. 2 mulighed for at udsætte fuldbyrdelsen i det nødvendige tidsrum, hvis det findes nødvendigt at tilvejebringe en dansk oversættelse af afgørelsen. Denne udsættelse er en udsættelse af selve konstateringen af, om betingelserne for fuldbyrdelse i Danmark er opfyldt. Det kan være relevant at tilvejebringe en oversættelse af afgørelsen, hvis der er mistanke om, at attesten er i åbenbar uoverensstemmelse med afgørelsen, men hvor det på grund af sprogvanskeligheder ikke med sikkerhed kan konstateres, jf. afslagsgrundene i § 20, stk. 1, nr. 1, og § 33, stk. 1, nr. 1. Oversættelse sker i givet fald for dansk regning.

En tilsvarende udsættelsesmulighed findes ikke med hensyn til beslaglæggelseskendelser. I disse tilfælde lægges attestens oplysninger til grund.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 49

Efter lovforslaget træffes afgørelse om fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelser af retten på anklagemyndighedens begæring. Det svarer til den nuværende ordning.

Det følger endvidere, at afslag i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder, at fuldbyrdelse bør afslås, træffes af Justitsministeriet eller den, der bemyndiges dertil.

Når anklagemyndigheden modtager en anmodning om fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, skal anklagemyndigheden således undersøge, om betingelserne for fuldbyrdelse umiddelbart synes at være opfyldt. Hvis det er tilfældet, indbringes anmodningen for retten.

Hvis anklagemyndigheden derimod finder, at en eller flere betingelser ikke er opfyldt, og dette ikke findes på formålstjenlig vis at kunne afhjælpes ved høring af udstedelsesstaten, skal sagen ikke indbringes for retten. I disse tilfælde sendes anmodningen med indstilling om afslag i stedet til Justitsministeriet, der herefter træffer den endelige afgørelse. Hvis Justitsministeriet ikke finder, at fuldbyrdelse skal afslås, returneres sagen til anklagemyndigheden med henblik på indbringelse for retten.

Sagen indbringes for byretten på det sted, hvortil sagen har tilknytning.

Dette skal ses i sammenhæng med, at de sager, der er omhandlet i denne bestemmelse, alle vedrører beslaglæggelse af formuegoder eller bevismateriale. Det vil således som oftest være hensigtsmæssigt at afholde retsmødet i den kreds, hvor formuegodet eller bevismaterialet befinder sig. I andre tilfælde kan det være mest hensigtsmæssigt at indbringe sagen der, hvor den pågældende bor.

Til § 50

Det er foreslået i § 50, stk. 1, at anklagemyndigheden snarest og så vidt muligt inden for 24 timer efter anklagemyndighedens modtagelse af anmodningen skal indbringe anmodningen for domstolene. Som det fremgår af stk. 4, skal retten endvidere så vidt muligt træffe afgørelsen inden for 24 timer.

Den vejledende frist følger af rammeafgørelsen og skal sikre, at der er mindst mulig risiko for, at formuegoderne forsvinder eller på anden måde unddrages myndighederne.

Efter den foreslåede § 50, stk. 2, finder retsplejelovens § 806, stk. 2, 3, 5 og 7, § 807 c, samt kapitel 85 anvendelse. Det indebærer bl.a., at rettens afgørelse træffes ved kendelse. Retten skal alene påse, om betingelserne for fuldbyrdelse af beslaglæggelseskendelsen er opfyldt. Grundlaget for afgørelsen i udstedelsesstaten kan derimod ikke efterprøves.

Det indebærer endvidere, at politiet i medfør af § 806, stk. 3, kan træffe beslutning om beslaglæggelse, hvis indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, finder tilsvarende anvendelse, og at afgørelse om beslaglæggelse i medfør af stk. 7 træffes af politiet, hvis den, som indgrebet retter sig imod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet.

I stk. 3 foreslås det, at der gives mulighed for forsvarerbistand i samme omfang som i en tilsvarende dansk sag. Der kan således beskikkes en forsvarer, i det omfang der ville være adgang til at beskikke en forsvarer efter retsplejelovens §§ 730-732. Der tilkommer forsvareren samme beføjelser som i en dansk straffesag. Endvidere gælder om salær og godtgørelse for udlæg samme regler som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens kapitel § 741.

Til § 51

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at anklagemyndigheden skal underrette udstedelsesstaten, hvis rettens afgørelse kæres, eller der indgives begæring efter retsplejelovens § 807 c. Dette skal ske med henblik på, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten får mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger. Udstedelsesstaten bør derfor oplyses om, hvornår kæremålet kan forventes behandlet. Når der er afsagt endelig kendelse, underretter anklagemyndigheden endvidere den pågældende myndighed om sagens udfald.

Til § 52

Den foreslåede bestemmelse angiver, at fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse, når der er truffet endelig afgørelse herom, iværksættes af politiet i overensstemmelse med retsplejelovens § 807. §§ 807 b og 807 d finder tilsvarende anvendelse.

Anklagemyndigheden skal underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er afsluttet. Hvis det viser sig, at der består en hindring for fuldbyrdelsen, f.eks. at de pågældende formuegoder ikke længere er i behold, jf. lovforslagets § 10, meddeles også dette til udstedelsesstaten. I begge tilfælde vil sagen herefter være afsluttet i Danmark.

Til § 53

Bestemmelsen sigter til tilfælde, hvor udstedelsesstatens myndigheder anmoder om, at der iagttages særlige formkrav i forbindelse med gennemførelsen af beslaglæggelsen i Danmark, fordi dette er nødvendigt for, at bevismaterialet kan anvendes som bevis i udstedelsesstaten. Det er udgangspunktet, at sådanne anmodninger skal imødekommes, i det omfang sådanne krav om procedurer ikke er i modstrid med grundlæggende principper i dansk ret.

Retsplejelovens § 190 indeholder en tilsvarende bestemmelse for så vidt angår gennemførelse af vidneafhøringer efter begæring af udenlandske myndigheder.

Stk. 2 tager navnlig sigte på situationer, hvor det vil være relevant at foretage yderligere straffeprocessuelle indgreb, f.eks. ransagning eller pålæg om edition, for at finde frem til det formuegode, som skal beslaglægges.

Det foreslås derfor i § 53, stk. 2, at give mulighed for anvendelse af retsplejelovens bestemmelser om legemsindgreb, ransagning og edition, når det er nødvendigt for at kunne fuldbyrde en beslaglæggelseskendelse.

Det indebærer, at disse kapitler i princippet vil kunne finde anvendelse i forhold til lovovertrædelser, der ikke er strafbare efter dansk ret, hvis der er tale om lovovertrædelser, som er omfattet af positiv-listen i § 6, stk. 1. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af listen, imidlertid som udgangspunkt er strafbare i alle medlemsstater, vil dette formentligt ikke have megen praktisk betydning.

Til § 54

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det er justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, der i første instans træffer afgørelsen om, hvorvidt en afgørelse om bødestraf eller konfiskation vil kunne fuldbyrdes i Danmark. Indtil videre vil afgørelseskompetencen ligge centralt hos Justitsministeriet.

Prøvelsen begrænser sig til en prøvelse af, om de i denne lov nærmere afgrænsede afslags- eller udsættelsesgrunde foreligger eller ej.

Den anvendte model svarer til den model, der anvendes i udleveringssager. Justitsministerens afgørelseskompetence er således koblet med en særlig let adgang til domstolsprøvelse, jf. lovforslagets § 56.

Justitsministeriet vil i nogle tilfælde være i stand til at træffe afgørelsen alene på grundlag af oplysningerne i attesten. I andre tilfælde vil der være behov for at indhente yderligere oplysninger hos den pågældende politimester. Det vil formentlig i særlig grad gøre sig gældende i forhold til afgørelsen af, om der er behov for at udsætte fuldbyrdelsen af en konfiskationsafgørelse, f.eks. fordi formuegodet allerede er omfattet af en konfiskationssag. Det kan heller ikke udelukkes, at der kan opstå behov for at indhente oplysninger på andre områder.

Til § 55

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den eller de personer, som afgørelsen vedrører, i forbindelse med en afgørelse om fuldbyrdelse skal vejledes om muligheden for at forlange sagen indbragt for domstolene.

Der skal samtidig vejledes om, at prøvelsen ikke kan omfatte de forhold, der ligger til grund for afgørelsen i udstedelsesstaten.

Vejledningen bør ske skriftligt.

Til § 56

Bestemmelsen indebærer, at justitsministerens afgørelse efter § 54 kan forlanges indbragt for domstolene, hvis afgørelsen går ud på fuldbyrdelse.

Sagen indbringes som udgangspunkt for retten der, hvor den pågældende bor. Hvis den pågældende ikke har bopæl i Danmark, indbringes sagen der, hvortil sagen i øvrigt har tilknytning, f.eks. hvor den pågældende har fast ejendom.

Domstolsprøvelsen kan alene omfatte lovligheden af fuldbyrdelsesafgørelsen og ikke de forhold, der ligger til grund for afgørelsen i udstedelsesstaten.

I det foreslåede stk. 2 fastsættes en frist på 14 dage for at begære domstolsprøvelse. Fristen regnes fra den dag, hvor beslutningen er meddelt den pågældende. Justitsministeren kan endvidere, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade at afgørelsen indbringes for retten, selv om fristen er udløbet.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at indbringelse af justitsministerens afgørelse for retten som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Den ret, som afgørelsen indbringes for, har imidlertid mulighed for at tillægge indbringelsen opsættende virkning, hvis der konkret findes grundlag herfor.

Det forudsættes, at sagen for retten behandles i strafferetsplejens former. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, jf. lovforslagets stk. 4, og retsplejelovens regler i kapitel 85 om kære finder anvendelse.

Det foreslås endvidere i stk. 5, at der i forbindelse med domstolsprøvelsen skal beskikkes en forsvarer for den person, som afgørelsen vedrører, hvis retten efter sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt. Der tilkommer forsvareren samme beføjelser som i en dansk straffesag. Endvidere gælder om salær og godtgørelse for udlæg samme regler som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens § 741.

Til § 57

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udstedelsesstaten skal underrettes herom, hvis der forlanges domstolsprøvelse. Da underretningen sker med henblik på, at udstedelsesstaten kan fremsætte sine bemærkninger, bør udstedelsesstaten i forbindelse med underretningen informeres om, hvornår sagen kan forventes behandlet ved domstolene.

Når sagen er afsluttet, skal udstedelsesstaten endvidere underrettes om sagens udfald. Hvis sagen i mellemtiden kæres, bør underretning efter omstændighederne også ske.

Til § 58

Den foreslåede bestemmelse angiver, at fuldbyrdelse af en afgørelse om bødestraf eller konfiskation, når der er truffet endelig afgørelse herom, sker efter de almindelige regler om fuldbyrdelse af henholdsvis bødestraffe og konfiskation, medmindre andet følger af dette lovforslags regler.

Endvidere fastslås det, at dansk rets regler om benådning finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om bødestraf (som defineret i lovforslagets § 17), som fuldbyrdes efter reglerne i dette lovforslag, ligesom straffelovens § 97 c finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om konfiskation (som defineret i lovforslagets § 30), som fuldbyrdes efter reglerne i dette lovforslag.

Det følger af retsplejelovens § 997, stk. 1, at fuldbyrdelsen iværksættes af politiet. For bøders vedkommende er fuldbyrdelsen reguleret i straffuldbyrdelseslovens kapitel 16. For konfiskation foreskriver retsplejelovens § 997, stk. 2, at beløbet inddrives efter de i bogen om den borgerlige retspleje foreskrevne regler samt straffuldbyrdelseslovens §§ 90, stk. 4, 91, stk. 2 og 3, og 92.

Justitsministeriet skal underrette udstedelsesstaten, når fuldbyrdelsen er afsluttet, jf. lovforslagets §§ 27 og 41. Hvis det viser sig, at der består en hindring for fuldbyrdelsen, f.eks. at de pågældende formuegoder ikke længere er i behold, skal Justitsministeriet have meddelelse herom, så Justitsministeriet som den kompetente myndighed også kan meddele udstedelsesstaten dette. I begge tilfælde vil sagen herefter være afsluttet i Danmark.

Til § 59

Bestemmelsen fastslår, at attester, der fremsendes med henblik på fuldbyrdelse af danske beslaglæggelseskendelser i en anden medlemsstat, skal attesteres af den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Uanset at domstolene ikke som sådan vil blive involveret i fremsendelsen af anmodninger til andre medlemsstater, skal attesten således €" i de tilfælde, hvor afgørelsen er truffet af retten €" også attesteres af retten. Hvis attestens indhold ikke er bekræftet på denne måde, vil fuldbyrdelsesstaten kunne afslå fuldbyrdelse allerede af denne årsag.

Attester, der fremsendes med henblik på fuldbyrdelse af danske afgørelser om bødestraf og konfiskation i en anden medlemsstat, skal attesteres af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil.

Til § 60

Den foreslåede bestemmelse skyldes en særbestemmelse i rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale, hvorefter klage i forbindelse med fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse også skal kunne indgives i udstedelsesstaten.

Danske domstole vil ikke have nogen mulighed for at tage stilling til lovligheden af den udenlandske myndigheds afgørelse om fuldbyrdelse, hvorimod udelukkende de danske domstole kan tage stilling til de forhold, der ligger til grund for afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse sætter den almindelige kærefrist i retsplejelovens § 969, stk. 1, ud af kraft i tilfælde, hvor beslaglæggelseskendelsen fuldbyrdes i medfør af denne rammeafgørelse i en anden medlemsstat. Der vil således være mulighed for, at enhver, der er part i sagen, men som f.eks. ikke kendte til den danske afgørelse og derfor ikke kunne kære denne, efterfølgende kan indbringe kendelsen, uanset at fristen er overskredet.

Der kan endvidere indtil sagens afgørelse fremsættes begæring efter retsplejelovens § 807 c.

Til § 61

Efter den foreslåede bestemmelse skal lov om international fuldbyrdelse af straf ikke finde anvendelse på afgørelser, som kan fuldbyrdes efter reglerne i denne lov. Hvis en anmodning om fuldbyrdelse således opfylder betingelserne for fuldbyrdelse efter denne lov, går denne lov forud for lov om international fuldbyrdelse af straf.

Er der derimod tale om anmodninger om fuldbyrdelse, der ikke er omfattet af, eller som i øvrigt ikke opfylder betingelserne for fuldbyrdelse efter nærværende lov, behandles disse fortsat efter lov om international fuldbyrdelse af straf. Det gælder, uanset om disse afgørelser måtte være truffet i en anden EU-medlemsstat.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.

Til § 62

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2005 og finder anvendelse i sager, hvor der fremsættes anmodning om fuldbyrdelse efter lovens ikrafttræden, uanset om den pågældende lovovertrædelse er begået før lovens ikrafttræden.

Det er ikke en betingelse for fuldbyrdelse efter lovforslagets regler, at den medlemsstat, der anmoder om fuldbyrdelse, har implementeret den pågældende rammeafgørelse.

Det følger imidlertid af lovforslagets § 48, stk. 1, at strafferetlige afgørelser, der er omfattet af loven, for at kunne danne grundlag for en afgørelse om fuldbyrdelse her i landet skal være ledsaget af den relevante attest, jf. bilagene til lovforslaget, i udfyldt stand. Formularen skal være attesteret af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten.

Hvis den stat, der anmoder om fuldbyrdelse, således ikke anvender de rette attester, vil der ikke kunne ske fuldbyrdelse efter lovforslaget. I givet fald må anmodningen behandles efter de almindelige regler om retshjælp eller international fuldbyrdelse af straf.

Til § 63

Bestemmelsen fastlægger lovens territoriale gyldighedsområde.