Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 7. december 2004
Forslag
til
Lov om ændring af
afskrivningsloven,
ligningsloven og skattekontrolloven
(Fradrag for gaver til kulturinstitutioner og
udvidelse af reglerne for afskrivning på kunstkøb)
§ 1
I lov om skattemæssige
afskrivninger (afskrivningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
976 af 21. september 2004, foretages følgende
ændringer:
1.§ 44 A, stk. 1, 1.
pkt., affattes således:
»Udgifter afholdt til kunstnerisk
udsmykning af erhvervsmæssigt benyttede bygninger, bortset
fra en- eller tofamiliehuse og bortset fra den del af en bygning,
der anvendes til beboelse, jf. § 14, stk. 2, nr. 4,
kan fra og med anskaffelsesåret afskrives med indtil 5 pct.
årligt af anskaffelsessummen for den kunstneriske
udsmykning.«
2.§ 44 B, stk. 1, 1.
pkt., affattes således:
»Udgifter afholdt til kunstnerisk
udsmykning, der ophænges eller opstilles i
erhvervsmæssigt benyttede bygninger, bortset fra en- eller
tofamiliehuse og bortset fra den del af en bygning, der anvendes
til beboelse, jf. § 14, stk. 2, nr. 4, kan afskrives
efter reglerne i kapitel 2.«
§ 2
I lov om påligningen af
indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004, foretages
følgende ændringer:
1. I § 8 A indsættes
som stk. 3:
»Stk. 3. Gaver, der er fradraget
efter § 8 S, kan ikke fradrages efter stk. 1 og
2.«
2. I § 8 H, stk. 2, 1.
pkt., ændres »Danmarks
Forskningsråd« til: »Danmarks Forskningspolitiske
Råd«.
3. Efter § 8 R
indsættes:
Ȥ 8 S. Ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan skattepligtige
personer og dødsboer, der driver erhvervsmæssig
virksomhed, selskaber, som er skattepligtige efter
selskabsskattelovens § 1 eller § 2, og fonde,
der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1,
fradrage gaver i form af pengebeløb, som den skattepligtige
har ydet til kulturinstitutioner, der i det foregående
kalenderår har modtaget direkte driftstilskud fra stat eller
kommune. Hvis den modtagende institution er nyetableret, kan denne
på tilsvarende vilkår modtage gaver, såfremt der
foreligger et skriftligt tilsagn om driftstilskud fra stat eller
kommune.
Stk. 2. Ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst kan skattepligtige personer,
dødsboer, selskaber og fonde fradrage handelsværdien
af gaver i form af kunstværker samt kultur- og
naturhistoriske genstande, som giveren har ydet til
kulturinstitutioner, der i det foregående kalenderår
har modtaget direkte driftstilskud fra stat eller kommune. Gavens
handelsværdi fastsættes af en af Kulturministeriet
udpeget skønsmand. Skønsmandens honorar betales af
den kulturinstitution, der modtager gaven. Hvis gavegiveren selv
frembringer eller forhandler kunstværker eller kultur- og
naturhistoriske genstande, kan dog alene fradrages de omkostninger,
der har været afholdt for at frembringe eller erhverve
genstanden. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt genstanden kan
kvalificeres som et kunstværk, indhenter den
skatteansættende myndighed en vurdering af genstanden fra
Akademiraadet. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt genstanden
kan kvalificeres som en kultur- og naturhistorisk genstand,
indhenter den skatteansættende myndighed en vurdering af
genstanden gennem Kulturarvsstyrelsen. Hvis den modtagende
institution er nyetableret, kan denne på tilsvarende
vilkår modtage gaver, såfremt der foreligger et
skriftligt tilsagn om driftstilskud fra stat eller
kommune.
Stk. 3. Det er en betingelse for
fradrag efter stk. 1 og 2, at
1) gaven til kulturinstitutionen ikke er
forbunden med nogen form for modydelse til eller klausulering fra
gavegiver,
2) gaven gives til kulturinstitutionens
kulturelle virksomhed,
3) kulturinstitutionen ønsker at modtage
gaven, og at
4) kulturinstitutionen indberetter værdien
af gaven efter skattekontrollovens § 7 K.
Stk. 4. Det er en betingelse for
fradrag efter stk. 1 og 2, at gaven til den enkelte
kulturinstitution i det pågældende indkomstår har
en værdi på mindst 500 kr. Der indrømmes dog kun
fradrag for det beløb, hvorved de samlede gaver efter
stk. 1 og 2 overstiger 500 kr. årligt.
Stk. 5. Fradragsretten kan ikke
udnyttes af skattepligtige, der på tidspunktet for ydelsen af
gaven er nærtstående til medlemmer af ledelsen eller
bestyrelsen af kulturinstitutionen, eller af selskaber, som de
samme personer eller nærtstående til disse
udøver en bestemmende indflydelse over, jf. ligningslovens
§ 2, stk. 2. Som nærtstående anses
ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt
børn og børnebørn og disses
ægtefæller eller dødsboer efter disse personer.
Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med naturligt
slægtskabsforhold.
Stk. 6. Skattepligtige kan i stedet
for fradrag efter denne bestemmelse vælge at fradrage en gave
efter bestemmelserne i § 8 A.
Stk. 7. Hvis den skattepligtige efter
en anden bestemmelse i skattelovgivningen får eller har
fået fradrag for en del af eller hele værdien af gaven
eller de omkostninger, der har været afholdt for at
frembringe eller erhverve kunstværket eller den kultur- og
naturhistoriske genstand, reduceres fradraget efter stk. 1 og
2 tilsvarende.«
§ 3
I skattekontrolloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 869 af 12. august 2004, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 7 J
indsættes:
Ȥ 7 K.
Kulturinstitutioner, der modtager gaver, der opfylder betingelserne
efter ligningslovens § 8 S for fradragsret for gavegiver,
skal efter skatteministerens nærmere bestemmelse oplyse de
statslige told- og skattemyndigheder om gavens værdi og
gavegiverens CPR-nr., CVR-nr. eller SE-nr.«
2. I § 9 A, stk. 1,
indsættes efter »§ 7 J,«:
»§ 7 K,«.
§ 4
Stk. 1. Loven træder
i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Skatteministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelse af § 2, nr. 1 og 3, og
§ 3.
Stk. 2. § 2, nr. 1 og 3, og
§ 3 har virkning for gaver, der ydes den 1. januar 2005
eller senere.
Stk. 3. § 1 har virkning for
udgifter afholdt til kunstnerisk udsmykning, når udsmykningen
er erhvervet i indkomståret 2005 eller senere.