Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2004)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om indgåelse af
protokol til ændring af den dansk-malaysiske
dobbeltbeskatningsoverenskomst
(Lovforslag nr. L 26).
Formålet med lovforslaget er at indhente
Folketingets samtykke til, at regeringen tiltræder en
protokol til ændring af den dansk-malaysiske
dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1970. Protokollen blev
underskrevet den 3. december 2003, men den kan først
endeligt tiltrædes fra dansk side, når Folketinget har
vedtaget en lov herom.
Den dansk-malaysiske
dobbeltbeskatningsoverenskomst har især regler for,
hvornår Danmark, henholdsvis Malaysia, kan beskatte
forskellige former for indkomst, som en person eller et selskab,
der er hjemmehørende i den ene stat
(bopælsstaten), modtager fra den anden stat
(kildestaten), og om hvordan dobbeltbeskatning undgås.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten stammer fra
1970 og har flere bestemmelser, som ikke er tidssvarende eller som
ikke er i dansk interesse.
Danmark og Malaysia underskrev i december 2003
en protokol om ændring af overenskomsten.
Protokollens vigtigste ændringer
angår international skibs- og luftfart og metoden til
ophævelse af dobbeltbeskatning.
Overenskomstens artikel om international
skibs- og luftfart ændres, så et foretagendes indkomst
ved denne virksomhed i fremtiden alene kan beskattes i den stat,
hvor det er hjemmehørende.
Ændringen medfører, at Malaysia i
fremtiden ikke kan beskatte et dansk rederi af indkomst ved, at
dets skibe anløber malaysiske havne som led i international
trafik. Det samme gælder for danske luftfartsforetagenders
indkomst ved international luftfart til og fra Malaysia.
Overenskomstens artikel om metode til
ophævelse af dobbeltbeskatning ændres, så den
bedre svarer til Danmarks (og Malaysias) nuværende
forhandlingspolitik.
Ændringen af metodebestemmelsen
angår tilfælde, hvor en person eller et selskab,
hjemmehørende her i landet, oppebærer malaysisk
indkomst, som Malaysia også kan beskatte. Efter
ændringen skal Danmark som hovedregel ophæve
dobbeltbeskatning på den måde, at den danske skat af
den malaysiske indkomst nedsættes med det beløb, der
er betalt i malaysisk skat af denne indkomst.
Lovforslaget skønnes ikke at have
væsentlige administrative konsekvenser. Dets
økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
skønnes at være begrænsede.