Skriftlig fremsættelse (15. december
2004)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
selskabsskatteloven og andre skattelove. (Nedsættelse af
selskabsskatten og globalpulje-princip i sambeskatningen).
(Lovforslag nr. L 153).
Formålet med lovforslaget er at lukke et
hul i sambeskatningsreglerne og samtidig skabe en mere
sammenhængende koncernbeskatningsordning, hvor filialer og
datterselskaber i videst muligt omfang beskattes på samme
måde. Samtidig nedsættes selskabsskattesatsen og den
foreløbige virksomhedsskat fra 30 pct. til 28 pct.
Det nuværende regelsæt giver
udenlandske koncerner mulighed for at reducere beskatningen af
deres danske aktiviteter. Det skyldes, at en af værnsreglerne
i skattelovgivningen (ligningslovens § 5 H) ikke fungerer
efter hensigten. Koncernen kan undgå dansk beskatning ved at
placere deres underskudsgivende aktiviteter i datterselskaber, som
derefter indplaceres i den danske sambeskatning. Regeringen
ønsker effektivt at lukke dette hul.
Hullet lukkes ved at fjerne muligheden for, at
koncerner kun inddrager selskaber med underskud under
sambeskatningen, mens overskudsgivende selskaber i koncernen
udelades. Denne mulighed i de gældende sambeskatningsregler
indebærer også, at nogle koncerner kommer til at betale
mindre skat end deres skatteevne.
Regeringen foreslår, at der
indføres et globalpulje-princip i sambeskatningsreglerne.
Globalpulje-princippet medfører, at hvis der vælges
international sambeskatning, skal denne fremover omfatte alle
koncernforbundne udenlandske selskaber (såvel underliggende
selskaber som overliggende selskaber og såvel
underskudsgivende som overskudsgivende) og alle udenlandske
filialer. Samtidig foreslås en bindingsperiode, således
at international sambeskatning som udgangspunkt vælges for en
periode på 10 år.
Fravælges international sambeskatning,
begrænses dansk selskabsbeskatning som udgangspunkt til
beskatning af aktiviteter i Danmark (territorialbeskatning). I
så fald sambeskattes kun de koncernforbundne selskabers
aktiviteter i Danmark. Overskud eller underskud ved
erhvervsvirksomhed i udlandet (fast driftssted) medregnes ikke ved
opgørelsen af selskabers skattepligtige indkomst i Danmark.
Danmark beskatter fortsat selskaber af indkomst fra udlandet, som
ikke er optjent i en udenlandsk erhvervsvirksomhed.
Indførelse af et globalpulje-princip i
sambeskatningen kombineret med reglerne om en bindingsperiode giver
mulighed for at lempe reglerne om genbeskatning af tidligere
fratrukne underskud, således at omstruktureringer internt i
en koncern ikke udløser genbeskatning. Derved er
genbeskatningsreglerne ikke til hinder for i øvrigt
hensigtsmæssige omstruktureringer af en koncern.
Definitionen af koncernforbundne selskaber
følger som udgangspunkt den almindeligt anvendte definition
i kursgevinstloven. Det indebærer, at kravet til ejerandel i
forhold til de gældende sambeskatningsregler nedsættes
fra 100 pct. til (mere end) 50 pct.
Derudover foreslås en række mindre
justeringer af sambeskatningsreglerne €" herunder
ændringer, der forbedrer skattemyndighedernes
kontrolmuligheder.
Hele statens provenugevinst ved
indførelse af globalpulje-princippet, der skønnes til
hen ved 2 mia. kr., anvendes til at nedsætte selskabs- og
virksomhedsskattesatsen. Forslaget skønnes samlet set
provenuneutralt.
Lovforslaget har ikke været sendt i
ekstern høring. Det sker i forbindelse med
fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.