L 139 Forslag til lov om ændring af lov om CO2-kvoter.

(Anvendelse af kreditter i kvoteordningen).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-12-2004

Fremsættelse: 08-12-2004

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l139_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (8. december 2004)

 

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om CO2 -kvoter (Anvendelse af kreditter i kvoteordningen)

(Lovforslag nr. L 139).

Lov om CO2 -kvoter, som får virkning fra årsskiftet, indebærer, at de omfattede virksomheder skal aflevere CO2 -kvoter svarende til deres udledning af CO2.

EU har vedtaget det såkaldte »Linking-direktiv«, som giver medlemslandene mulighed for at sikre, at virksomhederne tillige kan anvende såkaldte CDM- og JI-kreditter til opfyldelse af forpligtelsen efter CO2 -ordningen. Det sker ved at give adgang til, at virksomheden i stedet for kvoter kan tilbagelevere kreditter, som man har opnået ved at gennemføre drivhusgasreducerende projekter i andre lande.

Lovforslaget gennemfører EU-direktivet. Lovforslaget indeholder endvidere enkelte ændringer af mere teknisk karakter af den gældende lov om CO2 -kvoter.

Direktivet er baseret på, at medlemslandene etablerer en godkendelsesordning for virksomheder, der ønsker at udføre projekter eller ønsker at anvende kreditter i stedet for kvoter til opfyldelse af deres forpligtelser i Danmark. Miljøministeriet vil få ansvaret for den danske godkendelsesordning, idet Miljøministeriet i forvejen har ansvaret for indkøb af en stor del af de statslige kreditter på området og desuden har det overordnede ansvar for den danske klimastrategi. Det præcise indhold af godkendelsesordningen vil blive fastlagt i en bekendtgørelse udstedt af miljøministeren.

Lovforslaget er i tråd med regeringens klimastrategi, som lægger stor vægt på, at klimaindsatsen sikrer størst mulige miljøfordele på den mest omkostningseffektive måde. Projektmekanismerne tager højde for, at klimaforandringer er et globalt anliggende, og reduktionerne i drivhusgasudledningerne bliver foretaget, hvor der er størst reduktionspotentiale.

For kvotebelagte danske virksomheder giver lovforslaget mulighed for at opfylde forpligtelsen med færre omkostninger og for at udvikle nye forretningsmuligheder gennem teknologioverførsel i andre lande.

De administrative udgifter ved lovens ydelser foreslås dækket ved gebyr.

Selv om det vil være forbundet med administrative omkostninger for virksomhederne at udnytte muligheden for brug af projektkreditter, vil forslaget samlet set kun kunne føre til reducerede udgifter for den enkelte virksomhed, da disse kun vil gøre brug af ordningen, når det ud fra en samlet økonomisk vurdering er en fordel for virksomheden.

Lovforslaget har hverken økonomiske eller administrative konsekvenser for amtskommuner og kommuner.

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.