L 12 (som fremsat):
Fremsat den 6. oktober 2004 af
trafikministeren (Flemming Hansen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
nedlæggelse af statsbanestrækningerne (statsbanerne)
Hobro-Løgstør og Tommerup-Assens og lov om
anlæg af Ringbanen mellem Hellerup og Ny Ellebjerg
(Løgstørbanen og perroner til
Øresundsbanen på Ringbanen)
§ 1
I lov nr. 138 af 14. april 1966 om
nedlæggelse af statsbanestrækningerne (statsbanerne)
Hobro-Løgstør og Tommerup-Assens foretages
følgende ændring:
1.§ 1 affattes
således:
» § 1.
Trafikministeren bemyndiges til at nedlægge
statsbanestrækningen Hobro-Ålestrup og
Ålestrup-Løgstør.«
§ 2
I lov nr. 476 af 31. maj 2000 om
anlæg af Ringbanen mellem Hellerup og Ny Ellebjerg foretages
følgende ændring:
1.§ 1 affattes
således:
» § 1.
Trafikministeren bemyndiges til at etablere Ringbanen på
strækningen mellem Hellerup Station og Ny Ellebjerg ved
ændring af godsbanen mellem Grøndal Station og
Vigerslev til S-bane, ved anlæg af to nye S-banespor mellem
Vigerslev og Ny Ellebjerg og ved anlæg af nye stationer ved
Flintholm, K.B. Hallen, Ålholm, Harrestrup, Vigerslev og Ny
Ellebjerg.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. februar
2005.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
indhold
For det første indebærer
lovforslaget, at Løgstørbanen kan nedlægges.
Dette sker ved, at lovforslaget bemyndiger trafikministeren til
helt at kunne nedlægge statsbanestrækningerne
Viborg-Løgstør. Der har i mange år været
et stærkt lokalt ønske om at få nedlagt
banestrækningen, idet der ikke længere er nogen trafik
på strækningen, og det trafikale grundlag reelt ikke er
til stede.
For det andet foretages en redaktionel
ændring af lovteksten i lov om anlæg af Ringbanen
mellem Hellerup og Ny Ellebjerg. Samtidig præciseres det i
bemærkningerne til lovforslaget, at etableringen af perroner
for Øresundsbanen i projektet for Ny Ellebjerg station
sættes i bero.
1.1. Statsbanestrækningen
Viborg-Løgstør
Strækningen
Viborg-Ålestrup-Løgstør er oprettet ved lov nr.
54 af 12. april 1889 om anlæg af en jernbane fra Hobro til
Løgstør samt meddelelse af koncession på
anlæg af sidebane fra Ålestrup til Viborg.
Trafikministeren er ved § 1 i lov
nr. 164 af 27. maj 1959 om erhvervelse af ejendomsretten til og
nedlæggelse af banen fra Viborg til Ålestrup bemyndiget
til at nedlægge strækningen Viborg-Ålestrup.
Ved § 1, stk. 2, i lov nr. 138
af 14. april 1966 om nedlæggelse af
statsbanestrækningerne Hobro-Løgstør og
Tommerup-Assens er trafikministeren bemyndiget til at
indskrænke driften på strækningen Ålestrup-
Løgstør til befordring af vognladningsgods. Derimod
indeholder loven ikke bemyndigelse til at nedlægge denne del
af statsbanestrækningen.
Banen har været lukket for trafik siden
2000. Privatbanen Sønderjylland kørte det sidste
godstog på strækningen i sommeren 1999. I
sommerhalvåret benyttes en del af strækningen
Løgstør-Skals til kørsel med skinnecykler, der
udlejes af Viborg Turistbureau.
Banen er samlet 79,4 km lang. Der er ikke
sikringsanlæg på strækningen, og der er ingen
perronanlæg til passagertrafik. Banen giver ikke nogen
indtægter og bliver ikke vedligeholdt udover helt
nødvendige arbejder, såsom vedligeholdelse af
grøfter og indsamling af affald.
Som nævnt ovenfor har der i mange
år været et stærkt lokalt ønske om at
få nedlagt banestrækningen
Viborg-Løgstør, idet der ikke længere er nogen
trafik på strækningen, og det trafikale grundlag reelt
ikke er til stede. Trafikministerens bemyndigelse vil dog kun blive
udnyttet i det omfang, der i forbindelse med forhandlinger med
amter og kommuner kan opnås enighed i sagen ved
fastsættelse af kriterierne for nedlæggelsen.
1.2. Ringbaneprojektet
Af forarbejderne til lov nr. 476 af 31. maj
2000 om anlæg af Ringbanen mellem Hellerup og Ny Ellebjerg
fremgår det, at der ved Ny Ellebjerg anlægges perroner
for bl.a. Øresundsbanen. I forbindelse med trafikaftalen af
5. november 2003 mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Det Radikale
Venstre og Kristendemokraterne er der imidlertid lagt op til at
indstille lokaltoget mellem Roskilde og Kastrup.
Øresundsbanens spor via Ny Ellebjerg station vil herefter
kun blive anvendt af godstog. Da der således
foreløbigt ikke vil være behov for perroner til
Øresundsbanen på Ringbanen, sættes etableringen
af disse perroner på Ny Ellebjerg station i bero. Dette vil
ske på en sådan måde, at det til enhver tid kan
besluttes at etablere perronerne, hvis det trafikale behov herfor
måtte opstå, og finansieringen hertil kan
tilvejebringes.
Samtidig foretages en sproglig tilpasning af
lovteksten.
2. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Nedlæggelse af banestrækningen
Viborg-Løgstør forventes at koste 12,5 mio. kr.
Anlægsdelene forventes at kunne indbringe 4,5 mio. kr. i
skrotværdi, dvs. en nettoomkostning ved
banenedlæggelsen på 8 mio. kr. Muligheden for en
overdragelse af arealer forhandles i øjeblikket med amter og
kommuner langs banen. Eventuelle indtægter ved salg af
arealer forudsættes at tilgå Banedanmark til
medfinansiering af omkostningerne ved banenedlæggelsen.
Omkostningerne for statens del ved
nedlæggelsen af banen forventes afholdt inden for
Banedanmarks nuværende økonomiske rammer. Hvis
Banedanmark afhænder arealerne for Løgstørbanen
fuldt ud, vil Banedanmark ikke længere skulle administrere
banestrækningen.
Trafikministerens bemyndigelse til
nedlæggelse af statsbanestrækningerne vil dog kun blive
udnyttet i det omfang, der i forbindelse med forhandlinger med
amter og kommuner kan opnås enighed i sagen ved
fastsættelse af kriterierne for nedlæggelsen.
Ændringen af ringbaneloven
medfører ingen meromkostninger.
3. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har været forelagt
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i
ErhvervsRegulering, som har vurderet, at forslaget ikke indeholder
nye administrative konsekvenser for erhvervslivet. Forslaget har
derfor ikke været forelagt et af Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.
4. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ikke
miljømæssige konsekvenser.
5. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Høring
Lovforslaget har været sendt i
høring hos de myndigheder og organisationer, der
fremgår af bilag 1 til lovforslaget.
Høringssvarene vil blive fremsendt til
Folketingets Trafikudvalg ledsaget af de kommentarer, som
udtalelserne måtte give anledning til.
Samlet vurdering af lovforslagets
konsekvenser
| Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Der er tale om en begrænsning af
administrationsforpligtelsen for Banedanmark. | Ved banenedlæggelsen kommer der til at
opstå en nettoomkostning på 8 mio. kr., eksklusive
eventuelle indtægter fra salg af arealer. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Der er tale om en begrænsning af
administrationsforpligtelsen for Banedanmark | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med bestemmelsenbemyndiges
trafikministeren til at nedlægge statsbanestrækningen
Hobro-Ålestrupog Ålestrup-Løgstør.
Trafikministeren har i dag udelukkende bemyndigelse til at
indskrænke driften på statsbanestrækningen
Ålestrup-Løgstør til befordring af
vognladningsgods. Der henvises i øvrigt til afsnit 1.1. i de
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Der henvises til afsnit 1.2. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. februar 2005.
Bilag 1
Oversigt over myndigheder og
organisationer m.v., der er anmodet om en udtalelse i anledning af
lovforslaget
DSB
Arriva
Amtsrådsforeningen
Viborg Amt
Nordjyllands Amt
Viborg Kommune
Løgstør Kommune
Møldrup Kommune
Aalestrup Kommune
Aars Kommune
Farsø Kommune
Railion Denmark A/S
SID
Jernbanernes Arbejdsgiverforening
Statsansattes Kartel
Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd
Forbrugerrådet
Landbrugsrådet Dansk Industri
Handelskammeret €" HTS Jernbane
Trafikforbundet
Dansk Jernbaneforbund
Brancheafdelingen for trafik og jernbane under
HK
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 I lov nr. 138 af 14. april 1966 om
nedlæggelse af statsbanestrækningerne (statsbanerne)
Hobro-Løgstør og Tommerup-Assens foretages
følgende ændring: |
| | |
§ 1. Ministeren
for offentlige arbejder bemyndiges til at nedlægge
statsbanestrækningen Hobro-Ålestrup. | | 1. § 1 affattes
således: » § 1.
Trafikministeren bemyndiges til at nedlægge
statsbanestrækningen Hobro-Ålestrup og
Ålestrup-Løgstør.« |
Stk. 2. Ministeren bemyndiges
endvidere til at indskrænke driften på
statsbanestrækningen Ålestrup-Løgstør til
befordring af vognladningsgods. | | |
| | |
| | § 2 I lov nr. 476 af 31. maj 2000 om
anlæg af Ringbanen mellem Hellerup og Ny Ellebjerg foretages
følgende ændring: |
| | |
§ 1.
Trafikministeren bemyndiges til at etablere Ringbanen på
strækningen mellem Hellerup Station og Ny Ellebjerg ved
ændring af godsbanen mellem Grøndal Station og
Vigerslev til S-bane, ved anlæg af to nye S-banespor mellem
Vigerslev og Ny Ellebjerg og ved anlæg af nye stationer ved
Flintholm, ved K.B. Hallen, ved Ålholm, ved Harrestrup, ved
Vigerslev og ved Ny Ellebjerg. | | 1. § 1 affattes
således: » § 1.
Trafikministeren bemyndiges til at etablere Ringbanen på
strækningen mellem Hellerup Station og Ny Ellebjerg ved
ændring af godsbanen mellem Grøndal Station og
Vigerslev til S-bane, ved anlæg af to nye S-banespor mellem
Vigerslev og Ny Ellebjerg og ved anlæg af nye stationer ved
Flintholm, K.B. Hallen, Ålholm, Harrestrup, Vigerslev og Ny
Ellebjerg.« |