L 111 Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet.

(Driftsoverenskomster med hospicer og frister for tilbud om alkoholbehandling).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-11-2004

Fremsættelse: 17-11-2004

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l111_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (17. november 2004)

 

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet (Driftsoverenskomster med hospicer og frister for tilbud om alkoholbehandling)

(Lovforslag nr. L 111).

Som opfølgning på finanslovsaftalen for 2005 foreslår regeringen, at der indføres en pligt for alle amter til at indgå driftsoverenskomst med et selvejende hospice i amtet. Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte aftalevilkår mv. og, at hvert amt og Hovedstadens Sygehusfællesskab får pligt til at have driftsoverenskomst med private hospicer om minimum 12 hospicepladser. For Bornholms Kommune vil blive fastsat særlige regler.

I forbindelse med finanslovsaftalen 2005 har regeringen aftalt med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne at afsætte en hospicepulje på 60 mio. kr. i 2005 og 40 mio. kr. i 2006 og fremefter til støtte til etablering og drift af nye hospicepladser. Flere selvejende hospicer er kvalificerede og står parate til med støtte fra puljen at indgå driftsoverenskomst med de amter, som endnu ikke har et hospice.

Det foreslås i øvrigt, at der, ligesom det gælder for de i øvrigt af sygehusloven omfattede hospicer, indføres en adgang for kommunal medfinansiering af hospiceophold.

Herudover foreslås som opfølgning på satspuljeforliget, at der indføres en ret for alkoholmisbrugere til at modtage og en pligt for amtskommunen til at tilbyde alkoholbehandling senest 14 dage efter, at en alkoholmisbruger har henvendt sig til amtskommunen med ønske om at komme i behandling.

Formålet er at sikre, at ingen alkoholmisbruger, der ønsker at komme i behandling, afvises. Endvidere mindskes risikoen for, at en alkoholmisbruger, der har henvendt sig med ønske om at komme i behandling, mister motivationen for behandling, inden denne sættes i værk.

Idet jeg henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.