Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 14. december 2004
Forslag
til
Lov om ændring af lov om offentlig
sygesikring, lov om social
pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet
almindelig og
almindelig førtidspension m.v. og lov om
lægemidler
(Ændring af regler om tilskud til
lægemidler)
§ 1
I lov om offentlig sygesikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998, som ændret
bl.a. ved § 1 i lov nr. 1045 af 23. december 1998, lov
nr. 467 af 31. maj 2000, lov nr. 469 af 31. maj 2000, lov nr. 1031
af 23. november 2000, lov nr. 495 af 7. juni 2001, lov nr. 378 af
28. maj 2003, lov nr. 290 af 28. april 2004 og senest ved
§ 2 i lov nr. 441 af 9. juni 2004, foretages
følgende ændringer:
1. §§ 7-7 f affattes
således:
Ȥ 7. Den
offentlige sygesikring yder tilskud til køb af
receptpligtige lægemidler, som efter ansøgning fra den
virksomhed, der bringer et lægemiddel på markedet i
Danmark, er meddelt tilskud af Lægemiddelstyrelsen (generelt
tilskud), jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan
ved behandlingen af en ansøgning om generelt tilskud
bestemme, at den offentlige sygesikrings tilskud er betinget af, at
lægemidlet ordineres med henblik på behandling af
bestemte sygdomme (generelt klausuleret tilskud).
Stk. 3. Den offentlige sygesikring
yder tilskud til køb af
håndkøbslægemidler, som er meddelt tilskud af
Lægemiddelstyrelsen, såfremt lægemidlet ordineres
på recept med henblik på behandling af bestemte
sygdomme (generelt klausuleret tilskud) eller til personer, der
modtager pension efter lov om social pension eller lov om
højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension m.v.
Stk. 4. Der stilles ikke krav om
fremsendelse af ansøgning om generelt tilskud til
lægemidler, som er synonyme med lægemidler, hvortil
Lægemiddelstyrelsen allerede har meddelt generelt
tilskud.
Stk. 5. Lægemiddelstyrelsen kan
herudover i særlige tilfælde meddele tilskud til et
lægemiddel uden ansøgning fra den virksomhed, der har
bragt lægemidlet på markedet i Danmark.
Stk. 6. Lægemiddelstyrelsen
offentliggør meddelelser om generelt, herunder generelt
klausuleret, tilskud på Lægemiddelstyrelsens
netsted.
Stk. 7. I særlige tilfælde
kan Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra den
behandlende læge eller tandlæge bestemme, at den
offentlige sygesikring yder tilskud til køb af et
lægemiddel, der er ordineret til en bestemt patient
(enkelttilskud), uanset at lægemidlet ikke er meddelt
generelt tilskud efter stk. 1-5.
§ 7 a.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere
regler for meddelelse og for tilbagekaldelse af meddelt
tilskud.
Stk. 2. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan endvidere bestemme, at der skal
fastsættes nærmere regler for revurdering af tilskud
meddelt efter § 7, stk. 1-5.
Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen
fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger en
ansøgning om tilskud til et lægemiddel skal
indeholde.
§ 7 b. Tilskud
til køb af lægemidler med tilskud i henhold til
§ 7 ydes til personer (den sikrede), der er omfattet af
kapitel 1 og 4.
Stk. 2. Tilskuddets størrelse
afhænger af den samlede udgift opgjort i tilskudspriser, jf.
§ 7 d, til lægemidler med tilskud i henhold til
§ 7, som den sikrede har købt inden for en periode
på 1 år, der regnes fra første
indkøbsdato. En ny periode på 1 år indledes
første gang, den sikrede køber lægemidler med
tilskud i henhold til § 7 efter udløbet af
foregående periode.
Stk. 3. Overstiger den samlede udgift
inden for en periode på 1 år ikke 520 kr., ydes ikke
tilskud til personer over 18 år. Overstiger den samlede
udgift inden for en periode på 1 år 520 kr.,
udgør tilskuddet til personer over 18 år
1) 50 pct. af den del, som overstiger 520 kr.,
men ikke 1.260 kr.,
2) 75 pct. af den del, som overstiger 1.260 kr.,
men ikke 2.950 kr., og
3) 85 pct. af den del, som overstiger 2.950
kr.
Stk. 4. Overstiger den samlede udgift
inden for en periode på et år ikke 1.260 kr.,
udgør tilskuddet til personer under 18 år 50 pct.
Overstiger den samlede udgift inden for en periode på 1
år 1.260 kr., udgør tilskuddet til personer under 18
år
1) 75 pct. af den del, som overstiger 1.260 kr.,
men ikke 2.950 kr., og
2) 85 pct. af den del, som overstiger 2.950
kr.
Stk. 5. Fylder en person 18 år i
en allerede indledt periode på 1 år, beregnes tilskud
efter stk. 4, indtil denne periode udløber.
Stk. 6. Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter regler om regulering af
udgiftsgrænserne i stk. 3 og 4 og egenbetalingsloftet i
§ 7 c, stk. 1.
Stk. 7. Er der ved køb af
lægemidler ydet et tilskud, som overstiger det, som den
sikrede efter reglerne i stk. 3 og 4 og § 7 c,
stk. 1 og 2, var berettiget til, skal der reguleres herfor i
forbindelse med den sikredes førstkommende køb af
lægemidler med tilskud i henhold til § 7.
Reguleringen kan dog i helt særlige tilfælde udskydes
til det næstfølgende køb af tilskudsberettigede
lægemidler. Tilgodehavender i den offentlige sygesikrings
favør, der er opstået tidligere end 24 måneder
før den 1. april 2005, afskrives. Er der ved køb af
lægemidler ydet et tilskud, som er mindre end det, som den
sikrede efter reglerne i stk. 3 og 4 og § 7 c,
stk. 1 og 2, var berettiget til, reguleres der herfor i
forbindelse med den sikredes førstkommende køb af
lægemidler med tilskud i henhold til § 7.
Stk. 8. Ved sikredes død
bortfalder den offentlige sygesikrings krav på regulering,
mens krav mod den offentlige sygesikring skal fremsættes
senest 1 år efter sikredes død. Oplysninger om
lægemiddelkøb, herunder oplysninger om
udligningsbeløb m.v., slettes fra Lægemiddelstyrelsens
Centrale Tilskudsregister 1 år efter sikredes død.
§ 7 c.
Lægemiddelstyrelsen kan efter ansøgning fra den
behandlende læge bestemme, at for sikrede med et stort,
varigt og fagligt veldokumenteret behov for lægemidler kan
tilskuddet til køb af lægemidler med tilskud i henhold
til § 7 udgøre 100 pct. af den del af den samlede
egenbetaling opgjort i tilskudspriser, som udgør mere end
3.805 kr. årligt (kronikertilskud).
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen
bevilger efter ansøgning fra den behandlende læge 100
pct. tilskud til lægeordinerede lægemidler til sikrede,
der er døende, når en læge har fastslået,
at prognosen er kort levetid, og at hospitalsbehandling med
henblik på helbredelse må anses for udsigtsløs.
Tilskuddet ydes til den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til
lægemiddellovens § 22 udmeldte forbrugerpris for
lægemidlet, uanset om denne pris overstiger en eventuel
tilskudspris efter § 7 d (terminaltilskud).
Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen kan
fastsætte nærmere regler for, hvilke oplysninger
ansøgning efter stk. 1 og 2 skal indeholde.
§ 7 d. Ved
beregning af tilskud anvendes lægemidlets tilskudspris.
Tilskudsprisen udgør den af Lægemiddelstyrelsen i
henhold til lægemiddellovens § 22 udmeldte
forbrugerpris for lægemidlet, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan
inddele lægemidler, som anvendes på samme indikation,
og som har behandlingsmæssig sammenlignelig virkning, i
tilskudsgrupper med henblik på, at der fastsættes samme
tilskudspris for de pågældende lægemidler.
Stk. 3. For lægemidler, der
indgår i en tilskudsgruppe, jf. stk. 2, udgør
tilskudsprisen den laveste forbrugerpris i tilskudsgruppen.
Stk. 4. I tilfælde, hvor
patienter får udleveret en del af en pakning med
lægemidler (dosisdispensering), beregnes en tilskudspris pr.
lægemiddelenhed (enhedstilskudspris) på baggrund af den
tilskudspris, der er fastsat i henhold til stk. 1.
Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler
om ydelse af tilskud til dosisdispenserede lægemidler,
herunder om beregning af enhedstilskudsprisen.
Stk. 5. Lægemiddelstyrelsen kan
i ganske særlige tilfælde efter ansøgning fra
den behandlende læge bestemme, at tilskuddet til et
lægemiddel, der ordineres til en bestemt patient, skal
beregnes på grundlag af den af Lægemiddelstyrelsen
udmeldte forbrugerpris på lægemidlet, selv om denne
pris overstiger tilskudsprisen (forhøjet tilskud).
Lægemiddelstyrelsens afgørelse træffes senest 14
dage efter, at ansøgning om forhøjet tilskud er
modtaget fra den behandlende læge.
§ 7 e. Den
ansøgende læge eller tandlæge er part i sagen om
ansøgning om tilskud efter § 7, stk. 7,
§ 7 c, stk. 1 og 2, og § 7 d,
stk. 5.
Stk. 2. Sikrede er ikke part i sagen
om ansøgning om tilskud efter § 7, stk. 7,
§ 7 c, stk. 1 og 2, og § 7 d,
stk. 5.
Stk. 3. Uanset stk. 2 har sikrede
ret til aktindsigt i sager om ansøgning om tilskud til
vedkommende efter § 7, stk. 7, § 7 c,
stk. 1 og 2, og § 7 d, stk. 5, efter
principperne i forvaltningslovens kapitel 4.
§ 7 f.
Lægemiddelstyrelsens afgørelser efter § 7,
stk. 7, § 7 c, stk. 1 og 2, og § 7 d,
stk. 5, kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
2. I § 7 g, stk. 1,
ændres »§§ 7-7 f« til:
»§§ 7-7 d«.
3. I § 7 g, stk. 3, og
i § 7 h, stk.
2, ændres »Sundhedsministeren« til:
»Indenrigs- og sundhedsministeren«, og i
§ 7 h, stk. 1 , ændres
»sundhedsministeren« til: »indenrigs- og
sundhedsministeren«.
4. I § 7 i indsættes
efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at
den kommunale hjemmesygepleje kan få adgang til de
oplysninger, der er registreret om en patient, når dette er
relevant for behandlings- eller plejeopgaven.«
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.
5. § 7 i, stk. 5, der
bliver stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. De personer, som i
medfør af stk. 2-4 har adgang til oplysninger i de
personlige elektroniske medicinprofiler, må alene anvende
oplysningerne med henblik på at sikre kvaliteten, sikkerheden
og effekten af medicinbrugernes
lægemiddelanvendelse.«
6. § 7 i, stk. 6, nr. 4
, der bliver
stk. 7, nr. 4, affattes således:
»4) lægers, den kommunale
hjemmesygeplejes, apotekeres, apotekspersonales og
Lægemiddelstyrelsens adgang til registeret i medfør af
stk. 2-5 og«.
7. § 30 a, stk. 1, nr.
1 og 2,
ophæves.
Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 1 og 2.
§ 2
I lov om social pension, jf.
lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004, som
ændret ved § 1 i lov nr. 319 af 5. maj 2004 og lov
nr. 471 af 9. juni 2004, foretages følgende
ændringer:
1. I § 14 a, stk. 1,
indsættes efter 1. pkt.:
»Tillæg til medicinudgifter beregnes i
forhold til tilskudsprisen efter § 7 d i lov om offentlig
sygesikring.«
2. I § 14 a, stk. 1, 2. pkt., som bliver 3. pkt.,
ændres »Tillægget« til:
»Helbredstillægget«.
§ 3
I lov nr. 1164 af 19. december 2003 om
højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension m.v., som ændret ved § 3 i
lov nr. 319 af 5. maj 2004, foretages følgende
ændringer:
1. I § 18, stk. 1,
indsættes efter 1. pkt.:
»Tillæg til medicinudgifter beregnes i
forhold til tilskudsprisen efter § 7 d i lov om offentlig
sygesikring.«
2. I § 18, stk. 1, 2. pkt., som bliver 3. pkt.,
ændres »Tillægget« til:
»Helbredstillægget«.
§ 4
I lov om lægemidler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 656 af 28. juli 1995, som ændret
bl.a. ved § 1 i lov nr. 493 af 7. juni 2001, lov nr. 297
af 15. maj 2002 og senest ved § 1 i lov nr. 382 af 28.
maj 2003, foretages følgende ændringer:
1. I § 22 indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte regler om en
mindstegrænse for ændringer af
apoteksindkøbspriser for lægemidler.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
2. I § 22 indsættes efter
stk. 3, der bliver stk. 4, som nyt stykke:
»Stk. 5. Den, der bringer et
lægemiddel på markedet, skal efter anmodning fra
Lægemiddelstyrelsen oplyse om, hvor stor en mængde af
et givet lægemiddel virksomheden vil kunne levere til
markedet. Lægemiddelstyrelsen kan på baggrund af disse
oplysninger undlade at underrette apotekerne om prisen på
lægemidlet.«
Stk. 4-9 bliver herefter stk. 6-11.
3. I § 22, stk. 8, der bliver
stk. 10, ændres to steder »stk. 7« til:
»stk. 9«.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i
kraft den 1. april 2005. Dog træder § 7 b,
stk. 3 og 4, og § 7 c, stk. 1, som indsat ved
§ 1, nr. 1, i kraft den 1. januar 2005.
Stk. 2. § 2 i lov nr. 290 af
28. april 2004 om ændring af lov om offentlig sygesikring.
(Ændring af medicintilskudsregler) ophæves den 1. april
2005.