Da vores ordfører, hr. Jan Petersen, ikke kan være til stede, skal jeg fremføre nogle synspunkter på Socialdemokratiets vegne.
Vi har behandlet de her forslag i Arbejdsmarkedsudvalget, vi har haft en række deputationer fra de organisationer, som organiserer de folk her, og det er helt tydeligt, at det har nået et omfang, som slet, slet ikke var hensigten. Det har regeringen ikke villet lytte til under det udvalgsarbejde, der har været. Vi har med hensyn til både konkurrenceklausuler, de andre klausuler og nogle nye klausuler, der hedder medarbejderklausuler, set, at man har valgt at lave dem på nogle områder, der slet, slet ikke berettiger til det.
Vi udelukker ikke i Socialdemokratiet, at der kan være nogle områder, hvor folk har fået en uddannelse eller nogle kompetencer betalt af arbejdsgiveren, der så gør, at arbejdsgiveren ønsker at knytte den pågældende person til firmaet og ikke ønsker, at den person kan tage de kompetencer med over til en konkurrerende virksomhed. Det er sådan set det, konkurrenceklausulen handler om dybest set, men det har aldrig været meningen, at den skulle bredes ud til ganske almindelige lønmodtagere. Den var kun tiltænkt nogle bestemte grupper i samfundet, som har de ekspertiser og kompetencer.
Derfor kan vi også støtte det radikale ændringsforslag, som ligger her.
Under udvalgsarbejdet har vi også haft forslag fremme, og vi har stillet spørgsmål til ministeren. Jeg håber da også, at ministeren vil svare i den her sag, for f.eks. siger danske sælgere, at man sagtens kan nøjes med markedsføringsloven. Man behøver slet ikke at have de her kunde- og konkurrenceklausuler. Det er sådan set fuldstændig vanvittigt, at vi blander os i det fra lovgivningsmagtens side.
Man har kigget på, hvordan og hvorledes reglerne er i de andre nordiske lande, og der klarer man sig fint uden den her lovgivning, så det kunne da være interessant, om ministeren ville fortælle lidt om, hvorfor det strengt taget er nødvendigt, at vi har sådan nogle regler her. De betyder jo, at vi får en mindre fleksibilitet for en lang række lønmodtagere. De hæmmer mobiliteten, fordi folk ikke kan skifte job, og at folk hurtigt kan skifte job, er da noget, vi sætter pris på i Danmark og i forbindelse med den danske aftalemodel.
Det her betyder, at der er nogle situationer, hvor folk kommer til at gå unødig lang tid på understøttelse, fordi der er en karensperiode, inden man kan tage arbejde hos en anden arbejdsgiver inden for den samme branche. Jeg synes, det er sådan nogle barrierer, som regeringen skulle være med til at fjerne, for folk har da bedre af at være i arbejde frem for at gå på understøttelse, fordi en anden arbejdsgiver ikke vil have, at man kan tage arbejde hos en konkurrerende virksomhed.
Nu har vi set fjernsynsudsendelser og alt muligt andet om, hvilke forhold der er, når man skal sælge dametøj og al den slags ting, og det er da spørgsmålet, om vi herinde i Folketinget skal forhindre folk i at komme over i et andet arbejdsforhold, når de har sagt deres job op og har fundet et andet job.
Jeg synes, det her har taget overhånd. Vi kan støtte det radikale ændringsforslag, og jeg håber, regeringen lytter meget til de henvendelser, vi også har fået i sagen fra organisationerne, fra de folk, der ved, hvor skoen trykker. Hvis regeringen har lyttet i den her sag, lytter den også til det radikale ændringsforslag, som vi kan støtte.