Den første sag på dagsordenen var:
1) Tredje behandling af lovforslag nr. L 1:
Forslag til finanslov for finansåret 2005. Af finansministeren (Thor Pedersen). (Fremsat 5/10 2004. Første behandling 7/10 2004. Betænkning 27/10 2004. Anden behandling 4/11 2004. Tillægsbetænkning 1/12 2004).
     I tillægsbetænkningen var der stillet 698 ændringsforslag (nr. 1-698). Uden for tillægsbetænkningen var der den 3/12 2004 stillet 2 ændringsforslag af finansministeren (Thor Pedersen) (nr. 699 og 700). Uden for tillægsbetænkningen var der den 6/12 2004 stillet 1 ændringsforslag af finansministeren (Thor Pedersen) (nr.
701).

Finansministeren har meddelt mig, at han ønsker at tage følgende ændringsforslag tilbage Nr. 73, 115, 136, 155, 157, 163, 401, 403 og 404, 406-408, 410-412, 415 og 416.
     Ønsker nogen at optage disse ændringsforslag? (Ophold). Da det ikke er tilfældet, er ændringsforslagene bortfaldet.

Samtykke til behandling

Ændringsforslag nr. 701 vedrørende § 11, justitsministerens område, kan kun med Tingets samtykke behandles i dette møde, men hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg samtykket som givet. (Ophold). Det er givet.
     Forhandlingen drejer sig om de stillede ændringsforslag, og med hensyn til korte bemærkninger m.v. henviser jeg til det brev, der er dateret den 1. december 2004, som er udsendt til samtlige medlemmer.

Ændringsforslagene sattes først til forhandling.

Forhandling

Det er med stor glæde, at jeg går på talerstolen i dag, for flere af de områder, som vi i Venstre anser for centrale, får nemlig et løft med denne finanslov.
     Når vi i dag har færdigbehandlet og debatteret de mange ændringsforslag, der er blevet stillet til regeringens forslag til finanslov for 2005, har vi styrket forskningen, forbedret sundhedsvæsenet og indført nye frie valg for borgerne i forhold til de offentlige servicetilbud. Det er resultatet af de finanslovforhandlinger, der er foretaget mellem regeringen og Folketingets partier, det er dagens positive ændringsforslag, og det er dem, jeg vil koncentrere mig om i min ordførertale.
     Siden regeringen trådte til i november 2001 er forskningsområdet blevet tilført 8,1 mia. kr. Den kløft, som den tidligere regering efterlod, har vi fyldt op og mere til. Igen i år forstærker vi satsningen på forskning, ikke blot skaber vi Højteknologifonden med 3 mia. kr., som det første indskud i 2005, vi sikrer også grundforskningen 1 mia. kr. ekstra. Den får dermed markant bedre muligheder for at være med til at sikre dansk forskning et højt internationalt niveau og for at være med til at skabe nye danske arbejdspladser.
     Samtidig har Folketingets partier i år fundet sammen om en fornuftig udmøntning af forskningsreserverne, der sikrer næsten 3 mia. kr. over de næste 4 år til en lang række forskningsinitiativer, bl.a. tilføres universiteterne små 700 mio. kr., der direkte skal bruges til at skabe flere danske forskere.
     I forlængelse af regeringens regionale vækststrategi bliver der afsat midler til at give yderområderne en bedre forbindelse til uddannelses-, forsknings- og erhvervstilbud, der findes i de store byområder. Vi kan alle beundre den, der yder en ekstra indsats, tager en større risiko. I Venstre ønsker vi at styrke mulighederne for iværksætterne. Ændringsforslagene i dag fortsætter linjen fra forårspakken og forøger muligheden for de såkaldte kom i gang-lån. For at det økonomiske opsving for alvor kan bide sig fast og kaste arbejdspladser af sig, skal arbejdsstyrken rustes til det. Vi øger nu uddannelses- og opkvalificeringsindsatsen for især de kortuddannede - også dette i forlængelse af forårspakken. Desuden fastholder vi den ordning, der giver vejledning om områder med mangel på arbejdskraft til de folk, der lige er havnet i ledighed.

     Alt dette gør vi, fordi vi mener, at beskæftigelsessituationen stadig skal holdes under observation, men det er glædeligt at konstatere, at beskæftigelsen er steget med 17.000 og ledigheden faldet med
10.000 personer i 2004 i forhold til december 2003. Alle prognoser peger på et yderligere fald i ledigheden i 2005. En anden hovedprioritet for regeringen har været at forbedre sundhedsvæsenet. Vi har fra dag et tilført flere midler, som har givet operationer og skabt faldende ventelister. For hofteoperationer har det på bare 2 år betydet et fald i ventetiden på 11 uger og for patienter med grå stær 20 uger. Resultaterne er synlige, og nu forbedrer vi det igen. Det var der sådan set allerede lagt op til i det oprindelige finanslovforslag, men nu tilføres kræftbehandlingen yderligere 420 mio. kr. til bl.a. flere scannere, flere strålekanoner og mere forskning. Kommunerne får et langt større ansvar for forebyggelse og genoptræning, når den kommende kommunalreform træder i kraft. Vi afsætter 50 mio. kr. til forsøg med de nye kommunale sundhedscentre, der giver en større sammenhæng i sundhedsvæsenets service og bedre behandling til borgerne. Endelig kan vi nu føje rygeafvænning til listen over de arbejdsgiverbetalte sundhedsfremmende tiltag, som lønmodtagerne ikke længere skal betale skat af. På skatteområdet nedsætter vi også den amtslige grundskyldpromille på landbrugsjord for 2005. De 168 mio. kr. svarer til nedsættelsen af de direkte EU-tilskud til landbruget. Mindre tilskud og lavere skat hænger godt sammen
i vores univers. Endelig foretager vi nogle fornuftige afgiftsomlægninger på cigaretter, øl, vin og alkoholsodavand som konsekvens af ophævelsen af 24-timers-reglen i et forsøg på at lægge en dæmper på grænsehandelen. Det er således glædeligt, at Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti igen er blevet enige på disse centrale punkter inden for forskning, erhverv, sundhed og skat. De samme partier har gennem lang tid støttet etableringen og driften af hospicepladser i ønsket om at sikre døende en anstændig afslutning på livet. Udviklingen på hospiceområdet er gået den rigtige vej, men den er bare ikke gået hurtigt nok, og der er stadig amter i landet, hvor man halter efter. Sammen med Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti har regeringen lavet en aftale, der forpligter alle amter til at have en driftsoverenskomst på minimum 12 hospicepladser. Aftalen sikrer området yderligere 60 mio. kr.
i 2005 og 40 mio. kr. i 2006 og giver hospicepladser i hele landet.
     I fin overensstemmelse med hospicetanken ligger retten til og muligheden for at passe nærtstående døende. Folketinget har allerede afsat midler til et såkaldt plejevederlag for tabt arbejdsfortjeneste for personer, der holder orlov i forbindelse med pasning af en nærtstående døende. Plejevederlaget kan dog kun gives til de personer, der er berettiget til sygedagpenge ved egen sygdom. Vi mener, at plejevederlaget skal gives til alle, som passer en døende blandt deres nærmeste. Den døendes mulighed for at tilbringe sin sidste tid i trygge rammer hos familien skal selvfølgelig også være til stede med en søn, som er studerende, eller en deltidsansat datter. Ved livets begyndelse har der også hersket en vis forskelsbehandling. Det gælder ved adoption, hvor adoptanter
i de fleste tilfælde er nødt til at opholde sig i en periode
i det land, hvor de skal modtage et barn. Vi sikrer nu begge forældres ret til orlov med dagpenge i op til 4 uger før modtagelsen og undgår dermed, at adoptivforældre bliver pålagt yderligere omkostninger i forbindelse med familieforøgelsen. Til forældre med børn i daginstitutionsalderen er der også godt nyt i dag. Vi har afsat en pulje til forsøg med udvikling af de såkaldte modulordninger på daginstitutionsområdet, så forældrene får mulighed for at vælge tilbuddene i kortere tidsrum og med en reduceret betaling. Tanken er jo ikke helt ny, men er inspireret af den SF-ledede Vejle Kommune, hvor samtlige 24 institutioner har haft modulordningen siden 1. januar. Den 26. januar kunne man således i Fyens Stiftstidende læse en avisartikel om Vejlebørnehavernes første erfaringer. Dengang sagde børnehaveleder Inger Bank Larsen »Da vi indførte det som forsøg, skete det efter massivt pres fra forældrene. Jeg var en af de største skeptikere og ventede et totalt administrativt kaos.«

     Hun var bange for, at børnene blev taberne, hvis de kom dryssende, når alle andre var taget til stranden. Der var også en frygt for, at kammeratskaber ville blive splittet på grund af de forskellige mødetider, lød det videre i artiklen. 3½ uge senere var frygten væk i børnehaven Mælkebøtten i Højen ved Vejle. Modulordningen var gennemført til forældres og pædagogernes tilfredshed. Og børnene havde ifølge Inger Bank Larsen heller ikke taget skade. Tværtimod har det styrket børnenes venskaber, fordi forældrene på nedsat tid ofte tager nogle af de andre børn med hjem, siger hun.
     Jeg citerer videre »Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, det ville blive så nemt at styre.«
     Væk er tvang og rigide regler; i stedet er kommet valgfrihed og fleksible forhold. Forældre har fået mulighed for at tilrettelægge deres hverdag bedre og undgår at betale for et behov, de ikke har. Det er god konkret, brugbar liberal politik.
     Og der er flere gode skridt i samme retning. For fremtiden skal det være slut med, at kommunegrænserne afgør, hvem skolebørn kan lege med om eftermiddagen. Går man i skole
i en anden kommune end der, hvor man bor, skal man naturligvis også have mulighed for at vælge et fritidstilbud der, hvor ens klassekammerater er. Derfor indfører vi nu frit valg på klubområdet og de socialpædagogiske fritidstilbud. At ledsageordningen for handicappede forbedres, så de, der er omfattet af ordningen, selv får mulighed for at udpege en ledsager, er også et fremskridt for den enkelte bruger, for den enkelte borger. Alle disse emner er blevet til som en del af regeringspartiernes aftale med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Regeringens oprindelige forslag til finanslov 2005 var overordentlig fornuftig, men godt kan blive bedre, og der skal være plads til gode initiativer fra oppositionen. I den anledning må det være på sin plads at komme med lidt ros til først og fremmest SF og dernæst Det Radikale Venstre, der i arbejdet med den anden delaftale, der blev indgået, har bidraget med konstruktive forslag og klar forhandlingsvilje. Aftalen, der nu er tiltrådt af samtlige partier i Folketinget, demonstrerer endnu engang, at regeringen kan og vil forhandle bredt, når viljen er til stede hos oppositionen. Af aftalen vil jeg særligt fremhæve puljen, der er afsat til at lette vanskeligt stillede børns adgang til idrætslivet. Underskud i økonomien eller lidt overskud på vægten skal ikke forhindre børns aktive deltagelse i idrætsforeningerne. Andre kulturområder, der styrkes af aftalen, er alt lige fra litteraturen, arkæologien, dansk design, dansk sprog og musik. Alt i alt en god, bred aftale.
     I arbejdet med udmøntningen af satspuljen har det danske folkestyre igen vist sin evne til samarbejde. Syv ud af otte partier har sammen afsat næsten 2 mia. kr. over de næste 4 år til en lang række gode formål, 2 mia. kr., der tilgodeser en bred vifte af samfundets svageste og mest udsatte grupper, 2 mia. kr., der hjælper på områder som børnepsykiatrien, de handicappede, på integrationsområdet og i forhold til misbrugsbehandling. Her har regeringen fået sikret det løft til de socialt svageste, som vi har søgt. Man finder sjældent roser uden torne. Igen i år ser vi en broget buket af ændringsforslag fra oppositionen, og i Socialdemokraternes iver efter at love til højre og venstre sprænger de igen alle rammer for vækst i den offentlige sektor. Til trods for at Socialdemokratiet selv sad på statsminister- og finansministerposten, da de fremlagde 2010-planen, har de endnu engang bevist, at de ingen intentioner har om at sikre en holdbar økonomi. 2010-planen sætter grænser for fremtidsholdbar vækst i den offentlige sektor og kræver, at den offentlige sektor kun må vokse med 0,5 pct. næste år. Socialdemokratiets forslag medfører en vækst på 2 pct. og en stigning i skattetrykket på 0,2 procentpoint. Det er let at afgive løfter. Problemerne opstår, når man skal holde dem. Socialdemokraternes tidligere regeringspartner er ikke så vidtgående, men også De Radikales ændringsforslag bærer præg af det svære i at lære en gammel hund nye kunster.
S og R's evige svar på finansieringsproblemer, nemlig at vælte regningen over på erhvervslivet, lever videre i årets ændringsforslag, uden hensyn til at det er det samme erhvervsliv, der skal sikre arbejdspladser til danskerne. Det har aldrig, og det vil aldrig komme til at hænge sammen. På den måde er alt ved det gamle i de tidligere regeringspartier.

     For vores eget vedkommende er svaret på Socialdemokratiets evindelige overbudspolitik fortsat kontant afvisning. Vi holder, hvad vi lover. Vi fører en ansvarlig finanspolitik og giver folk flere penge mellem hænderne. Vi gør det, samtidig med at den borgernære service styrkes, og samtidig med at vi styrker forskningen og ruster landet til fremtiden.
     Også dagens ændringsforslag viser tydeligt de to forskellige bud på fremtidens samfund. Det ene giver borgerne et skattestop, sikrer rammerne for en fortsat stigende velfærd og giver mulighed for at skabe job i Danmark også i fremtiden. Det andet giver stigende skatter og belaster erhvervslivet med betydelige byrder til fare for danske arbejdspladser.
     Venstre står selvfølgelig bag det første. Vi stemmer således for de ændringsforslag, der er stillet af finansministeren.

Ja tak. Så går vi over til korte bemærkninger til ordføreren. Der er afsat en time til korte bemærkninger, og der er indtegnet 14 talere. Og med sådan en almindelig disciplin, så kan vi nå de 14 inden for en time.
     Den første, der har bedt om en kort bemærkning til ordføreren, er fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

I forbindelse med de her ændringsforslag er Enhedslisten kommet med nogle forskellige bud på, hvordan vi kan skabe mere beskæftigelse i vores samfund.
     I Enhedslisten er det sådan, at vi bl.a. vil skabe flere job ved at investere i vedvarende energi. Det satte jo for vindmølleindustriens vedkommende et helt eventyr i gang i sin tid, som har skabt 20.000 flere arbejdspladser i Danmark. Det mener vi at vi skal udbrede til andre sektorer. Så mener vi i øvrigt, at der er en lang række velfærdsopgaver, som ikke er blevet løst i vores samfund, og som der skal investeres i at få løst og på den måde få skabt nogle flere arbejdspladser. Vi mener, at der skal foregå renovering af offentlige bygninger, vi mener, at vi skal sætte gang i byfornyelsen, og vi mener, at kloaknettet i Danmark trænger til en ordentlig tur. Hvad vil Venstre? Hvad er det, Venstre vil på beskæftigelsesområdet? Jeg kan ikke se det af ændringsforslagene.

Nu er det nok ikke den store overraskelse, at indgangen til, hvordan man klarer samfundets opgaver, og hvilket samfund man gerne ser i fremtiden, er væsensforskellig for Enhedslisten og Venstre.
     Det, jeg hører fra Enhedslisten, og det, jeg også kan se af ændringsforslagene, er igen en kæmpestor offentlig styret sektor, hvor alle penge skal ind over det her maskineri.
     Venstres svar går den anden vej. Den bedste måde, vi kan skabe arbejdspladser på - og vel at mærke arbejdspladser, der kan skabe en økonomisk vækst her i landet - er ved at skabe de bedst mulige rammer for det erhvervsliv, som skal skabe de her arbejdspladser.
     På de specifikke områder, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil nævner, kan jeg blot sige, at allerede tilbage i forårspakken fra dette forår blev det tilkendegivet over for kommunerne, at de kunne bruge yderligere midler særlig til renovering af kloakområdet, som også denne regering har fokus på.
     Og vi er jo netop også optaget af forskning på energiområdet, som er en del af udmøntningen af den særlige forskningsreserve, som også er et initiativområde, der kan skabe arbejdspladser i Danmark.

Det eneste, jeg kunne få øje på som svar på mit spørgsmål på, hvad Venstre vil på beskæftigelsesområdet, var, at man ville skabe de bedst mulige betingelser for erhvervslivet. Det har man nu haft 3 år til. Man har haft 3 år til at skabe de bedst mulige betingelser for erhvervslivet, og alt, hvad man har fået ud af det, har været stigende arbejdsløshed.
     Jeg synes jo efterhånden, at vores finansminister begynder at lyde lidt som hr. Peter Brixtofte. Det vil jeg spørge om Venstres ordfører kan nikke genkendende til. Fra Brixtofte hørte vi også den ene jubeloptimistiske prognose efter den anden. Vi hørte det ene jubeloptimistiske bud efter det andet på, hvordan fremtiden skulle se ud.
     Nu har vi i de sidste 3 år hørt på finansministeren i forbindelse med finansloven. Hvert år er der blevet lovet et løft i beskæftigelsen, og intet er der sket. Her står vi i dag. Hvad har vi hørt det sidste par dage? Løfter og jubeloptimisme. Er det nu i det fjerde år, vi skal tro på, at det faktisk sker, eller kommer det bare til at være ligesom de sidste år?

Det, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil står og siger, er jo simpelt hen ikke rigtigt. Hun vil jo øjensynligt benægte alle fakta. Fakta er, at ledigheden i 2004 er faldet med 10.000, beskæftigelsen er steget med 17.000, og alle prognoser siger, at den udvikling fortsætter. Så vi er klart og tydeligt på det rette spor, alle indikatorer peger i den rigtige retning, både når det gælder en stigning i beskæftigelsen og et fald i ledigheden.

I foråret fik vi indført bestikkelsespakken, og der forudsagde regeringen, at arbejdsløsheden ville falde til
165.000. Nu kan vi læse i Økonomisk Oversigt, at den bliver på omkring 175.000, så der regnede man 10.000 galt. Går vi tilbage til sidste år, regnede man 15.000 galt. Nu påstår man så i Økonomisk Oversigt, at arbejdsløsheden vil falde med
20.000 næste år. Altså i år regnede man 10.000 galt, og sidste år regnede man 15.000 galt, og nu påstår man, at der bliver et fald på
20.000. Er det sådan, at de prognoser, som fru Rikke Hvilshøj støtter sig til, hidtil har holdt? Hvad skulle få os til at tro, at de holder næste år?

Jeg ved godt, at Socialdemokratiet allerhelst ser, at ledigheden bliver ved med at stige og beskæftigelsen falder, men virkeligheden er en anden.
     Selv om Socialdemokraterne så bruger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som man må sige i hvert fald ikke kan kaldes en neutral part og en neutral ekspert på det her område, er alle enige om, at ledigheden falder og beskæftigelsen stiger, så udviklingen går i den rigtige retning. Vi har set et fald
i ledigheden og en stigning i beskæftigelsen. Men jeg må jo erkende, at Socialdemokraterne helst ser en anden udvikling, det synes jeg er meget beklageligt. Virkeligheden er, at vi er på rette spor.

Jeg synes, det er ualmindelig groft af fru Rikke Hvilshøj at sige, at Socialdemokratiet ønsker, at ledigheden stiger. Det siger fru Rikke Hvilshøj til et parti, som sammen med Det Radikale Venstre og andre gode kræfter herinde i 1990'erne sikrede en fremgang i beskæftigelsen på 200.000 ansatte og vel at mærke ordinært ansatte, så det er en ualmindelig utroværdig påstand at komme med.
     Vi ser helst, at beskæftigelsen stiger, og at ledigheden falder, og vi må konstatere, at det, regeringen overtog, da den tog magten i 2001, var en ledighed på 145.000, og at den foreløbig har sikret, at den er steget med 30.000, og at de prognoser, man har fremlagt, har taget fejl. Derfor må jeg sige til fru Rikke Hvilshøj, at den prognose på 20.000 færre ledige næste år tror jeg at vi skal tage med et gran salt, for regeringen står ret alene med den prognose. Det er ikke sådan, at alle er enige i, at den prognose holder.
     Jeg forstår godt, at fru Rikke Hvilshøj ikke kan lide Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, men kan fru Rikke Hvilshøj så heller ikke lide Den Danske Bank og en række andre ret uafhængige prognosemagere? Jeg har forstået, at Venstre foretrækker at bruge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, når de er enige med Venstre, men det er nu sådan, at de også er ret uafhængige.
     Så kort og godt må jeg spørge fru Rikke Hvilshøj Hvad skulle få os til at tro, at prognosen holder denne gang? De prognoser, vi kender fra før, viser, at der kan skabes job, men så skal der åbenbart Socialdemokrater til.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at der findes forskellige prognoser. Det gør der til hver en tid. OECD har de samme prognoser, som regeringen har.
     Men det, som jeg synes at vi skal fokusere på, er, at alle er enige om, at ledigheden vil falde næste år, ligesom den er faldet i år. Så kan vi diskutere fra nu af og i al evighed og tage en teoretisk diskussion om, hvordan de her prognoser laves, men alle er enige om, at ledigheden falder. Det synes jeg at vi skal holde fast i og selvfølgelig være med til at understøtte.

Jeg vil også gerne starte med at sige, at jeg synes, fru Rikke Hvilshøj skylder Folketinget en undskyldning for at påstå, at der skulle være nogle partier herinde, herunder Socialdemokratiet, der skulle have et ønske om, at arbejdsløsheden stiger. Jeg synes, at det er helt utilstedeligt af fru Rikke Hvilshøj.
     Derudover vil jeg, som også flere andre har været inde på, spørge fru Rikke Hvilshøj Hvorfor er der ikke nogen konkrete initiativer i den aftale, regeringen har lavet med Dansk Folkeparti, som kan skaffe flere i arbejde?
     Problemet er jo, at finansministeren år efter år har lovet, at nu skulle der nok komme fut under kedlerne, men det er bare ikke sket. Under denne regering er der samlet set blevet tabt og ikke skabt arbejdspladser. Nu er finansministeren så ude med et skøn på 20.000, man kan håbe, at det kommer til at gå sådan, men både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, de økonomiske vismænd, en række bankøkonomer og andre fagfolk har sagt, at det tror de ikke er realistisk.

     Vil fru Rikke Hvilshøj punkt 1 ikke være venlig at beklage og undskylde sine udtalelser og punkt 2 forholde sig til, hvorfor man ikke tog nogle initiativer til at skaffe flere i arbejde?

Det, jeg i hvert fald kan sige, er, at det en gang imellem lyder, som om det er ønskerne fra Socialdemokratiet.
     Venstre og regeringen har meget fokus på beskæftigelsessituationen. Forårspakken gav et rigtig godt løft, hvilket vi specielt kan se i udviklingen i privatforbruget i det her efterår, en udvikling, som forventes at fortsætte i de kommende år.
     Samtidig har regeringen jo netop også med den her finanslovaftale sat fokus på opkvalificering af de kortuddannede, opkvalificering af de ledige og vejledning af de ledige. De ordninger styrker vi, og vi fortsætter med dem
i 2005, netop fordi vi er optaget af, at vi får den mest fleksible arbejdsstyrke, at folk er så kort tid som overhovedet muligt i ledighed, og at de så hurtigt som muligt, hvis der er behov for det, kan omstille sig til de nye arbejdspladser, hvor der er behov for arbejdskraft. Så den her regering har i allerhøjeste grad fokus på at få flere i beskæftigelse.

Jeg vil gerne sige, at jeg er glad for den undskyldning - sådan må jeg forstå det - der kom fra fru Rikke Hvilshøj for de meget hårde beskyldninger, der blev fremsat. Jeg synes, det klæder fru Rikke Hvilshøj, at hun omgående trak de bemærkninger til sig igen.
     Så vil jeg bare spørge fru Rikke Hvilshøj, om vi ikke nu, hvor vi jonglerer med alle de her tal, kan få bare et enkelt svar Er det ikke korrekt, at der under SR-regeringen blev skabt job, mens der under denne her regering er blevet tabt job? Er det ikke også rigtigt, at regeringens prognoser indtil videre har passet meget, meget dårligt, og at de hver gang, man har skullet give et skøn over, hvordan ledigheden vil udvikle sig, har været for optimistiske?
     Men som sagt, først og fremmest tak til fru Rikke Hvilshøj for undskyldningen og den meget klare tilbagetrækning af påstanden.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at i den tid, hvor SR-regeringen sad, red de også på en højkonjunkturbølge, og så er det ikke nogen kunst at få ledigheden til at falde. Det skal jeg gerne give Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.
     Det, vi også kunne konstatere under den tidligere regering, var, at på trods af den højkonjunktur og på trods af, at demografien var med regeringen, så steg arbejdsstyrken ikke. Vi har kæmpet med en lavkonjunktur. På trods af den lavkonjunktur er det lykkedes denne regering at holde økonomien på det rette spor og få vendt ledighedsudviklingen. Det er de fakta, der ligger.

Det er jo tydeligt, når man hører fru Rikke Hvilshøj, at regeringen ikke har en eneste plan for at gøre noget som helst aktivt for at skabe arbejde. Man forsøger sig med en masse prognoser, ligesom Brixtofte i Farum forsøgte sig med en masse luftkasteller for at overbevise kritikerne om, at der ikke var nogen problemer.
     Man har ikke et eneste konkret bud på, hvor det er, man vil skaffe arbejdspladser, og hver gang, vi andre kommer med forslag til helt konkret at skabe arbejde, hvilket vi har gjort tidligere og også har gjort i alle de ændringsforslag, vi stiller til finansloven, bliver de totalt afvist af Venstre.
     Kan man ikke komme med bare et bud på, at man aktivt vil gøre noget for at få folk i arbejde?

Det vil jeg gerne, men jeg er også bange for ikke at kunne tilfredsstille fru Line Barfod, for i fru Line Barfods verden er den eneste måde, man kan skaffe arbejdspladser på, ved at det offentlige går ind og skaffer dem.
     Altså ud over at den offentlige sektor er vokset med
14.000 i den tid, regeringen har siddet, og ud over de initiativer, som jeg med den nærværende finanslov allerede har nævnt over for hr. Nicolai Wammen om de ledige og de kortuddannede, så har forårspakken givet et ordentligt skub i forhold til at få skabt beskæftigelse. Vi har sat en række investeringer i gang, og derudover arbejder vi løbende på at få skabt bedre vilkår for det erhvervsliv, som skal skabe de arbejdspladser. Senest - og det er jo ikke en del af finansloven - bliver selskabsskatten, som er en meget stor konkurrenceparameter i forhold til andre lande og i forhold til at tiltrække udenlandske investeringer, sænket.

Det er lidt utroligt, at det eneste, regeringen bryster sig af, er, at man lader pengene fosse ud af statskassen til sine venner. De rigeste og største selskaber får den ene skattelettelse efter den anden, samtidig med at man pisker de arbejdsløse og skærer ned i deres ydelser, så vi får alarmerende meldinger om, at der bliver flere og flere børn, der lever i fattigdom i Danmark.
     Det er utroligt, at man overhovedet ikke vil se på
f.eks. investeringer i vedvarende energi. Og bare til oplysning for fru Rikke Hvilshøj, som åbenbart ikke har læst vores forslag, foreslår vi ikke, at vi skal have en stor offentlig fabrik, der fremstiller bølgehøvle eller andet. Vi foreslår, at vi gentager eventyret fra vindmøllefabrikkerne, at vi investerer målrettet i forskning i vedvarende energi, så vi kan skabe arbejdspladser på det område, nøjagtig som det skete med vindmøllerne. Men regeringen vil åbenbart ikke andet end at lade pengene fosse ud til sine venner.

Det kan godt være, at den her regering giver skattelettelser til erhvervslivet, men de største skattelettelser har vi nu givet til de danske borgere på bundskatten. De største skattelettelser er gået til borgerne, og for os er den bedste måde at skabe arbejdspladser på at få skabt et større incitament til at gå i arbejde, at få skabt en forbrugsdrevet vækst, som er med til at skaffe arbejdspladser herhjemme
i Danmark, og vi har allerede i dag et tydeligt bevis på, at det virker. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke har fokus på forskningen og forskningens evne til at skabe arbejdspladser. Det er netop derfor, vi også på forskningsområdet har satset massivt med den her finanslov, hvor vi også sammen med Enhedslisten har udmøntet en forskningsreserve til miljøområdet.

Nu har der indledningsvis været snakket en del om prognoser, men man kan jo også prøve at se lidt på historien.
     Da Hartlingregeringen gik af i sin tid, var der flere arbejdsløse, end da den kom til. Da Schlüterregeringen gik af, var der flere arbejdsløse, end da den kom til. Nu har VK-regeringen siddet i 3 år, og der er 33.000 flere arbejdsløse i dag, end der var, da den kom til. Det er kendsgerningerne. Så kan man snakke om prognoser.
     Vi ønsker alle sammen, at arbejdsløsheden kommer så langt ned som muligt og så hurtigt som muligt. Det, der kan undre, er, at regeringen slet ikke har initiativer til at skabe beskæftigelse i den private sektor.
     Venstres ordfører siger, at den har lavet skattelettelser. Jamen det er absolut den dårligste måde at skabe ny beskæftigelse på, ifølge Finansministeriet er det ubetinget den dårligste måde at skabe ny beskæftigelse på. Og når vi nu kan se, at vi har 175.000 arbejdsløse, og at vi ikke kommer særlig meget længere ned næste år, er spørgsmålet, hvorfor VK-regeringen og Dansk Folkeparti ikke er kommet med nogle konkrete beskæftigelsesfremmende initiativer i finanslovforslaget?

Det er simpelt hen ikke rigtigt, og jeg vil gerne sige det en gang til. Helt konkret på beskæftigelsesområdet har vi, fordi vi siger, at der fortsat er behov for at have fokus på det her område, netop fortsat ordningerne fra 2003, som er en del af forårspakken, med henblik på at få opkvalificeret de kortuddannede og de ledige og give dem vejledning, så de hurtigst muligt kan komme ud af ledigheden, kombineret med skattelettelserne, som jeg ikke ser særlig mange benægte har givet en positiv beskæftigelseseffekt. Så der er en lang række initiativer i finansloven for 2005 fra den her regerings side til også at skabe større beskæftigelse.

De prognoser, regeringen kom med sidste år for ledighedstallet, holder ikke. Der er flere ledige, og så bliver man ved at henholde sig til, at man i foråret lavede en forårspakke, som gav skattelettelser, vel vidende at Finansministeriet har meddelt Folketinget, at det ubetinget er den dårligste måde at skabe ny beskæftigelse på. Så kunne man da godt have forventet, at regeringen og Dansk Folkeparti
i forbindelse med finanslovforslaget i form af nogle ændringsforslag meldte ud, at vi måtte gøre noget aktivt her og nu for at generere ny beskæftigelse i både den private og offentlige sektor, men intet er sket. Det, der er så forunderligt, er, at man bliver ved at henholde sig til prognoserne og til, at man gjorde noget i foråret. Hvor er regeringens aktive handling over for de 175.000 arbejdsløse familier, vi har i samfundet?

Mit svar er stadig væk det samme. Der ligger en række konkrete initiativer. De yderligere investeringer, der blev sat i gang med forårspakken, den vækst, som vi gav kommunerne og amterne tilladelse til med henblik på at sætte investeringer i gang, vil helt klart alt sammen have deres effekt. Så vi har fokus på det her område, vi har konkrete initiativer i finansloven for 2005, som jeg efterhånden har nævnt nogle gange.
     Vi vil selvfølgelig holde udviklingen under observation, men vi må også konstatere, at alle de, der laver prognoserne for beskæftigelsen og ledighedsudviklingen, er enige om, at ledigheden fortsat vil falde og beskæftigelsen stige. Vi har også observeret, at vi har nogle oliepriser og en dollarkurs, som ikke arbejder med os, men til trods for det har vi heldigvis i Danmark en positiv udvikling.

Jeg vil gerne rose og anerkende fru Rikke Hvilshøj for ikke at stå fast på, at der skulle være beskæftigelse i de skattelettelser, som lå i forbindelse med forårspakken. Det tror jeg er klogt, ikke bare fordi Finansministeriet selv har dokumenteret, at det er den ringeste måde at skabe job på, men også fordi det efterfølgende har vist sig, at det er meget svært at opdrive nogle eksempler på job, som er skabt på grund af skattelettelserne.
     Det leder mig videre til de seneste initiativer på skatteområdet, som ligger fra regeringen, nemlig skattelettelserne til erhvervslivet som følge af nedsættelsen af selskabsskatten og de skattelettelser, der kommer til landbruget her i finansloven. Der vil jeg godt spørge fru Rikke Hvilshøj: Forventer fru Rikke Hvilshøj, at det ret store milliardbeløb, som man bruger på det, sætter folk i beskæftigelse, eller er det udelukkende gaver til Venstres venner i landbruget og i erhvervslivet?

Jeg forventer klart, at der også vil komme den positive effekt, at det kan være med til at øge erhvervslivets konkurrenceevne og dermed beskæftigelsen. Den sænkning af selskabsskatten, der som sagt ikke er en del af finanslovaftalen, men som er et udspil, regeringen kom med her for 2 uger siden, er en pakke, der skal ses i sammenhæng med, at vi lukker et hul i sambeskatningen. Men vi vil meget gerne være med til at skabe bedre konkurrencevilkår for erhvervslivet, og jeg tror på, at det, at vi får sænket de skatter, vil være med til at skabe en højere beskæftigelse.
     I forhold til landbruget gælder det samme. Vi er meget glade for, at man nu er i gang med en aftrapning af EU-støtteordningerne, men, da landbruget også er en del af vores erhvervsliv, vil vi også meget gerne forbedre landbrugets konkurrenceevne, netop i takt med at støtten falder. Derfor synes jeg, det er glimrende, at vi kan nedsætte amtsgrundskyldpromillen.

Det synes jeg var en meget fin illustration af noget for noget-tankegangen: Hvis man som selskab udnytter et hul i skattelovgivningen og slipper billigere i skat, end det egentlig var meningen, skal man til gengæld, når man er blandt Venstres venner, have en skattelettelse som præmie. Det er f.eks. det, som et selskab som TDC får ud af det her. Det er det, de store banker får ud af det initiativ, som regeringen tager.
     Tilsvarende på landbrugsområdet: Når man omsider - ganske småt - skal have aftrappet landbrugsstøtten i EU-regi, skal vennerne i landbruget ifølge noget for noget-tankegangen have en skattelettelse af regeringen.
     Kunne fru Rikke Hvilshøj løfte sløret for, om den tankegang også skal gælde andre mennesker i det her samfund,
f.eks. dem, som har måttet opleve, at priserne på deres busbilletter, daginstitutioner eller VUC-kurser er eksploderet i den her regerings tid. Skal de også til gengæld opleve, at de bliver imødekommet nu, eller gælder det kun for landbrug og erhvervsliv, at de skal imødekommes, når de mister noget?

Nu vil Venstre sådan set meget gerne være venner med erhvervslivet, ligesom vi gerne vil være venner med så mange andre. Jeg håber også, at hr. Morten Homann og SF gerne vil være venner med det erhvervsliv, som skaber den primære beskæftigelse. Så jeg håber da, at vi kan være enige om, at vi alle sammen har gavn af erhvervslivet.
     Det her handler ikke om noget for noget, men det illustrerer sådan set igen meget klart og tydeligt en forskel
i holdning til det her. Vi har ikke nogen intentioner om at opkræve og sørge for at få en masse ekstra skatteindtægter. Vi vil gerne give de lettelser, vi overhovedet kan, hvorimod jeg kan forstå på hr. Morten Homann at det gælder om at pumpe erhvervslivet for så meget som muligt. Der ser vi meget forskelligt på det.

     De danske skatteborgere har vi også givet betragtelige skattelettelser - de første reelle skattelettelser, vi har haft i Danmark i 30 år.

Jeg synes, at Venstres ordfører burde forholde sig til det faktum, at regeringen nu på tredje år i sine prognoser er overdrevent optimistisk. Når vi ser tilbage på forventningerne til beskæftigelse og ledighed, kan vi jo konstatere, at man har skudt vildt over målet. Man er altså for jubeloptimistisk i de prognoser, man lægger til grund. Det synes jeg egentlig bare vi burde konstatere og så se at komme videre.
     Mit spørgsmål til fru Rikke Hvilshøj går på, hvor i finansloven vi andre kan blive klogere på, hvor de
55.000-60.000 arbejdspladser skal komme fra, som er forudsætningen for, at regeringens økonomiske politik overhovedet er holdbar. Hvor er de konkrete initiativer, der skal til for at realisere 2010-planen? Jeg kan ikke se dem, jeg håber, at fru Rikke Hvilshøj kan gøre mig klogere.

Det kommer næsten til at lyde, som om det er negativt at være optimist. Jeg er sådan set glad for også på regeringens vegne at blive betragtet som optimist, det vil jeg gerne blive, så tak for det.
     Med hensyn til at holde 2010-planen er den her regering om nogen nok den bedste til at gøre det. Nu har jeg sådan et billede af, at for de forældre, som skabte 2010-planen, nemlig Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, lykkedes det aldrig at overholde de mål, som de selv satte. Den her regering har som plejeforældre overtaget 2010-planen og har om nogen været den bedste til at overtage planen, overholde målene og sikre, at vores finanspolitik også er holdbar i fremtiden og til gavn for beskæftigelsen. Det vil vi meget gerne måles på.

Vismændene kalder regeringens finanspolitik for uholdbar, og det kunne da være interessant at høre, hvad Venstres ordfører mener om det udsagn.
     Lad mig så i øvrigt henlede fru Hvilshøjs opmærksomhed på Økonomisk Redegørelse, hvor man taler om aftaleoverskridelsen i den kommunale sektor. Udgiftspolitikken er altså også ved at falde sammen for regeringen.
     Så var det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at jeg i hvert fald ikke fik svar på, hvor de 55.000-60.000 arbejdspladser skulle komme fra. Fru Rikke Hvilshøj talte i en stor bue udenom, men det kan være, at fru Rikke Hvilshøj vil svare på spørgsmålet nu. Hvor i finansloven kan vi læse om de konkrete initiativer, som regeringen agter at tage?

Vi er helt enige i, at der skal skaffes flere i beskæftigelse, også meget gerne flere end de 65.000. Det er en løbende proces. Vi har allerede sat en række fremadrettede initiativer i gang, nogle af dem sammen med Det Radikale Venstre. Så håber jeg, vi er enige om at se på, hvordan vi kan holde de ældre længere på arbejdsmarkedet. Det er regeringen allerede kommet med sit bud på, i form af at man ikke bliver straffet med hensyn til pensionen. Og vi har sat en række initiativer i gang med henblik på at få en større beskæftigelse blandt indvandrerne.
     Hvis der var den samme beskæftigelsesfrekvens blandt udlændinge i Danmark, som der er blandt danskerne, ville det give 100.000 ekstra i arbejde. Hvis man bare kunne sætte et mål om, at vi kunne få halvdelen af dem til at have den samme beskæftigelsesfrekvens som danskerne, ville vi der have
50.000. Så dén løbende proces er vi skam i gang med og været det, lige siden vi trådte til.

Danmark er under den nuværende regering og Dansk Folkeparti på vej til at blive et langt mere splittet samfund, end vi har kendt, på den måde at uligheden mellem rige og fattige vokser dramatisk i de her år. Den del af samfundsudviklingen var fru Rikke Hvilshøj slet ikke inde på. Det kan skyldes, at det er et ubekvemt billede, eller hvad ved jeg, men man skulle ellers tro, at det optog en regering, hvordan den sociale balance udvikler sig i samfundet.
     Det er jo ikke alene min påstand. Jeg ved ikke, om fru Rikke Hvilshøj har nået at se det, men i morges var der et nyhedstelegram fra Ritzau, der fortalte om presset på varmestuerne. Det er derude, man har fornemmelsen af, hvad der sker.
     Jeg vil bare citere to linjer fra, hvad de skriver:

     De mennesker, som kommer i vores varmestuer, plages af misbrug og psykiske lidelser, men de plages også af konstante nedskæringer og manglende forståelse fra systemets side, siger en af folkene, Torben Larsen, fra Kirkens Korshær.
     Har han uret i den vurdering?

Det er i hvert fald ikke en vurdering, jeg kan genkende, og jeg kan heller ikke genkende det om, at uligheden vokser dramatisk i Danmark. Det tror jeg ikke hr. Villy Søvndal har nogen tal der kan bevise. Vi er det land i verden, som har de mindste indkomstspredninger overhovedet, og det er der sådan set ikke rokket så meget ved i de her 3 år.
     Netop over for de socialt svageste har denne her regering jo taget en række initiativer, også i denne her finanslov, hvor en del ligger i den satspuljeaftale, som SF jo også er med i, hvor vi netop har målrettet en række nye initiativer i forhold til misbrug og i forhold til de psykisk syge og andre af de svagest stillede, de hjemløse. Så også her har bevillingerne kun været stigende i den tid, regeringen har siddet.

Jeg synes, det siger noget karakteristisk om regeringen, at hver gang mennesker ude fra det virkelige liv melder ind, mennesker, som jeg tror er tættere på de yderste i samfundet, end fru Rikke Hvilshøj er, så siger regeringen, at det billede kan de ikke genkende, eller de benægter det. Jeg vil bare spørge: Er det klogt?
     For mig minder det meget om situationen, da undervisningsministeren stod nede på Slotspladsen ved Folketingets åbning og forklarede de studerende, der havde mærket nedskæringer i deres uddannelser, at det var en vildfarelse, de var lokket ud i. Ville det ikke være klogt, at regeringen lyttede bare lidt til de ting, der kommer udefra?
     Det kan man jo ikke fra regeringens side klare med satspengene, det er jo en form for borgerligt ombud at uddele de der penge op til jul. Den store forskel er jo, at denne her regering ikke laver socialpolitik, som den tidligere regering har gjort, bortset fra satspengene.
     Men vil man ikke godt vedstå - det ville klæde regeringen - at de billeder, der kommer ude fra virkeligheden, er rigtige?

Jamen jeg siger sådan set bare, at jeg kan ikke genkende dem, og derfor siger jeg jo ikke, at de er rigtige.
     Med hensyn til det med, om regeringen lytter: Netop derfor har regeringen jo nedsat Rådet for Socialt Udsatte, og så vidt jeg husker rapporten - nu har jeg den ikke lige med mig her - så er der nogle formuleringer om, at Rådet for Socialt Udsatte sådan set også anerkender, at regeringen lytter og også har gennemført en række af de initiativer. Vi har netop etableret Rådet for Socialt Udsatte for at give dem et talerør og også give en mulighed for at opfange, hvad der rører sig, og det lytter vi skam meget til.
     Det afspejler sig også i mange af de initiativer, der ligger i denne her finanslovaftale, som satspuljeaftalen er og altid har været en del af.

Så er der en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Bjarne Laustsen, og dernæst er det hr. Mogens Nørgård Pedersen.

Jeg kan forstå på Venstres ordfører, fru Rikke Hvilshøj, at hun ikke bekymrer sig om de ting, der foregår ude i det virkelige liv, hun kerer sig ikke om ganske almindelige mennesker og bryder sig ikke om de dårlige billeder, som man er i stand til at fremvise af de mennesker, der er blevet ramt af den borgerlige regerings politik.
     Kan vi ikke være enige om, at det er en kendsgerning, at der er blevet flere arbejdsløse i den borgerlige regerings tid, og at der er blevet flere fattige?
     Kan vi ikke også være enige om, at regeringen - uanset hvor besværligt det er - har lovet flere arbejdspladser til de folk her, og at det var en del af løsningen?
     Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor man ikke har taget fat i at skabe arbejde, nogle flere arbejdspladser, til de dårligst stillede, nemlig kontanthjælpsmodtagerne. Ligger det slet ikke regeringen på sinde at skaffe arbejde til de folk, der har de dårligste vilkår i vores samfund?
     Så har man jo gjort det, at man har sminket tallene med
4.388 folk, der kun har været ledige i nogle ganske få timer, og givet dem løntilskud i stedet for. Det er de stærke ledige. Hvorfor tager man sig ikke af de dårligst stillede i vores samfund? Er det bare for at sminke tallene?

Vi har ingen ønsker om at sminke nogen tal, så det tror jeg må stå for hr. Bjarne Laustsens egen regning.
     Med hensyn til at bekymre sig for den enkelte dansker så tror jeg måske, at en af årsagerne til, at vi fik et regeringsskifte i 2001, var, at borgerne oplevede, at der var et alternativ til den tidligere regering, som bekymrede sig mere om den enkelte dansker og den dagsorden, som optog dem.

     Med hensyn til beskæftigelsessituationen: Lad os blive enige om, at den udvikling, vi alle sammen er enige om, er, at vi gerne ser, at beskæftigelsen stiger, og at ledigheden falder. Vi har taget en række initiativer - og jeg kan nævne dem en gang til - i forhold til investeringer i det offentlige, i forhold til de ledige og de kortuddannede med hensyn til opkvalificering, og vi har lavet skattelettelser, som har været med til at få sat skub i forbruget.
     Socialdemokratiets svar er, at de vil straffe erhvervslivet med en masse ekstra byrder, som uden tvivl vil være med til at forringe konkurrenceevnen for erhvervslivet og dermed også mulighederne for at skabe arbejdspladser. Det er sådan, jeg ser Socialdemokratiets svar.

Venstres ordfører har to muligheder: Enten at svare på de spørgsmål, der bliver stillet, eller at svare udenom. Venstres ordfører har så valgt det sidste.
     Jeg spurgte konkret om, hvad det var, man ville gøre for at skaffe de dårligst stillede folk i arbejde, kontanthjælpsmodtagerne. Dem er vi enige om der bliver flere af, og at de har fået dårligere vilkår. Løsningen på problemet kunne være, at de får det arbejde, som regeringen har lovet dem, men der har regeringen svigtet. Så det må være en kendsgerning, at det er sådan. Borgerne er blevet snydt. Man lovede, at folk kunne komme i arbejde, at endnu flere folk ville komme i arbejde, og at styrke beskæftigelsen. Det er gået den stik modsatte vej.
     Derudover har man fjernet varslingspuljerne, hvor man kunne være med til at skabe nogle nye arbejdspladser ude lokalt, hvor de har mistet mange arbejdspladser, hvor man kunne være med til at tage hånd om folk i opsigelsesperioden, når der bliver afskediget på store områder, eller hele virksomheder lukker ned. Man har fjernet vilkårene for seniorerne, og man fjerner praktikpladserne. Der er stort set ikke dem, man ikke har generet, og resultatet er klart: Der er blevet flere arbejdsløse.
     Jeg efterlyser et svar: Hvad vil man gøre ved de dårligst stillede i vores samfund?

Rikke Hvilshøj (V):
Vi har stadig væk en række ordninger til at samle op på de problemstillinger, som hr. Bjarne Laustsen nævner. Og igen vil jeg sige, at vi jo netop har styrket området ved at opkvalificere de svageste ledige, lige fra at sikre voksne danskere bedre muligheder for at lære dansk og regning til at de kan opkvalificere sig, at de kan omskoles, når der forsvinder én type arbejdspladser, så vi kan give dem mulighed for, at de kan ruste sig til andre typer arbejdspladser. Netop det område har denne her regering styrket og styrker nu med denne her finanslov.

Så er der en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Mogens Nørgård Pedersen, og dernæst er det hr. René Skau Björnsson.

Jeg er enig med fru Rikke Hvilshøj i, at øget privatforbrug kan være med til at stimulere beskæftigelsen i positiv retning, men vi må også konstatere, at det øgede privatforbrug kun er tiltænkt nogle og ikke alle danskere.
     Vi befinder os i en tid, hvor vi oplever flere og flere familier søge julehjælp. I Nordjyske Stiftstidende i sidste uge kunne man læse, at en enlig forsørger med to børn, der er arbejdsløs, lever under EU's fattigdomsgrænse. Er det ikke noget, som er bekymrende for Venstres ordfører?

Jo, og vi vil meget gerne have også den enlige forsørger i beskæftigelse, og derfor sikrer vi også både med skattelettelser og med aftalen om »Flere i arbejde«, at det bedre kan betale sig at arbejde. For den bedste mulighed for at komme ud af den situation er, at man kan komme i beskæftigelse, og at det kan betale sig at arbejde.

Jeg er slet ikke uenig med fru Rikke Hvilshøj i, at det bedste middel er at arbejde, men der skal jo så også være et arbejde at tage fat på. Så der mangler vi nogle initiativer fra regeringens side.
     Det er jo børnene, det går ud over. Det er jo den enlige forsørgers børn, som det i sidste ende går ud over.
     Her til morgen kunne vi på tv se, at over halvdelen af verdens børn lever under sultegrænsen, og alligevel skærer regeringen i ulandsbistanden og opfordrer folk til, at der bare skal bruges mere, for så kommer der rigtig gang i den. Er det ikke svært at have en god forklaring på, at det, at vi bruger mere af det, vi ikke har brug for, skulle hjælpe dem, som ingenting har?

Nu kommer vi vidt om i emner, men jeg skal prøve at svare på det.
     I forhold til den hjemlige situation, kan man sige, så har vi jo netop forbedret vilkårene for de økonomisk mest svage ved at sikre friplads på SFO-området. Det har tidligere været valgfrit for kommunerne, men det sikrer vi nu kan være
i alle kommuner. Og indsatsen for de økonomisk svage, f.eks. at børn kan deltage i idrætsaktiviteter, er også en konkret forbedring, vi har lavet med den her finanslov.

     Hvis vi så hopper over til ulandsbistanden, vil jeg sige, at vi stadig væk er det land i verden - vi ligger lidt under Norge - der betaler næstflest penge i andel af vores BNP i ulandsbistand, og det synes jeg sådan set vi kan være ret stolte af.

Fru Rikke Hvilshøj sagde ikke ret mange ord om kvalitetsløft til daginstitutionerne, til vores vuggestuer og børnehaver.
     Det er jo ikke ret mange uger siden, at fremtrædende erhvervsfolk og andre gode folk kom med en sønderlemmende kritik af dagtilbuddene til vores børn. De kaldte det for noget af det mest forsømte i dagens Danmark. Jeg er meget enig i de betragtninger.
     De samme folk har også sagt, at vejen til at få gjort noget ved den negative sociale arv er at starte i vuggestuer og børnehaver. Vi har i vores finanslovforslag fremlagt nogle forslag til fremadrettede og bedre tilbud til vores børn meget tidligt, og derfor vil jeg gerne spørge, om fru Rikke Hvilshøj ikke kan forstå, at mange familier faktisk undrer sig over, at med den her finanslov skal landbruget have 188 mio. kr. i skattelettelser, mens der til børnefamilierne og der, hvor behovet er, ikke er en krone til kvalitetsløft og en fremadrettet indsats i vores daginstitutioner.

Jamen det er simpelt hen ikke rigtigt. Regeringen har allerede taget en række initiativer, bl.a. læreplaner i daginstitutionerne, fordi vi anerkender vigtigheden af, at der kommer fokus på, at alle børnene bliver fulgt på vej, når de nu er så mange timer i institutionerne, og der er også sat penge af til kvalitet i daginstitutionerne.
     At Socialdemokratiets svar er, at man ikke må betale mere end 1.000 kr. for en daginstitutionsplads, og hvad det kan medføre af kvalitet på daginstitutionsområdet, synes jeg til gengæld er ret interessant, for det, som jeg mener vil være det mest sandsynlige scenario, hvad det angår, er netop, at kommunerne reelt ikke har nogen muligheder for at lave et kvalitetsløft, når man fastlåser brugerbetalingen på et absolut minimum.
     Så jeg tror, at i forhold til den diskussion er forældrene bedst sikret med den her regering med hensyn til at få en god kvalitet på daginstitutionsområdet.

Jeg vil opfordre fru Rikke Hvilshøj til at læse vores finanslovforslag en gang til. Det er jo rigtigt, at vi siger, at det maksimalt skal koste 1.000 kr. at få sit barn passet, men derudover er der en hel masse andre initiativer, f.eks. gratis mad til børn i vores vuggestuer.
     Fru Rikke Hvilshøj kan stå her og sige gang på gang, at der er lavet forbedringer for børnefamilierne i vores daginstitutioner, men når fakta er, at mange familier rundtomkring oplever besparelser i daginstitutionerne - specielt maden er blevet skåret væk i år, ligesom der er sket nednormeringer og kvaliteten er blevet dårligere - ville det være dejligt, om fru Rikke Hvilshøj ville stå ved det, som regeringen har gjort, og også erkende, at 188 mio. kr. i skattelettelse til landbruget er den forkerte vej, når der er andre områder, bl.a. børneområdet, der har mere behov for penge, end landbruget i dagens Danmark har.

Er der nogle, der har fået skattelettelser, så er det de danske familier. Socialdemokratiets svar med alle deres gode forslag på daginstitutionsområdet er jo, at de, der skal betale det, sådan set er forældrene selv, bl.a. via en reduktion i børnechecken, så det tror jeg ikke at de danske børnefamilier ser som nogen særlig stor gave.
     Til gengæld har de set, at den her regering har leveret et skattestop, der har gjort, at de ikke hvert år på det her tidspunkt skal sidde og være nervøse for, om Folketinget nu vedtager nogle store løft i de grønne afgifter, som i høj grad rammer børnefamilierne. Der kan de sove roligt om natten med den her regering, og de har fået nogle skattelettelser, de første reelle skattelettelser i 30 år, som er nogle meget synlige økonomiske forbedringer for børnefamilierne i Danmark.

Nu er spændingen rundtomkring i landet ved at falde. Kommunerne er ved at finde ud af, hvordan de fysiske rammer er. Det, der så bare er lidt forskrækkende, er, at regeringen slet ikke i sin finanslov har taget højde for de økonomiske konsekvenser, der er forbundet med kommunalreformen.
     Faaborg-Midtfyns borgmestre har jo nu besluttet sig for, hvordan kommunen skal se ud, og nu begynder de så at regne på, hvad det kommer til at koste. Alene i it regner de med at det koster minimum 15 mio. kr. Derudover er der efteruddannelse og andre ting, ændringer af bygninger osv., i størrelsesordenen 40-50 mio. kr., uden at de er sikre på, at det er det rigtige tal.
     De skriver så til indenrigsministeren og beder om at få økonomi til overhovedet at håndtere denne her kommunalreform, og hvad er svaret: 0 kr. Hvordan ser fru Rikke Hvilshøj på det problem?

I første omgang må vi konstatere, at den finanslov, vi behandler her, er finansloven for 2005, og der er ikke nogen kommunalreform i 2005. Så det er klart, at der ikke er sat nogen penge af i 2005 til en kommunalreform. Men så må vi også sige, at som udgangspunkt forventer vi, at de udgifter, der måtte være, kan klares inden for de ret store kommunale budgetter. Ellers vil jeg formode, at det bliver et emne, som er naturligt at tage op, når regeringen forhandler med kommunerne og Amtsrådsforeningen her til sommer, som der er tradition for. Men jeg mener ikke - uanset hvordan man vender og drejer det - at det er et relevant emne for finansloven for 2005.

Nu må kommunerne jo rent faktisk melde ind, hvordan de har tænkt sig at slå sig sammen, og de skal, går jeg da ud fra at regeringen mener, begynde at tænke nu: Hvordan skal vi klare efteruddannelse, hvilke personalegrupper skal hvorhen? Det giver aktuelle udgifter i 2005; så meget må fru Rikke Hvilshøj da kunne regne ud.
     Men jeg kan så forstå, at fru Rikke Hvilshøj mener, at kommunerne er så velhavende, også når de er blevet slået sammen, på trods af den milliardudgift, de får ekstra på grund af de ekstra omkostninger ved at blive slået sammen, at de godt kan klare det.
     Så er det eneste svar på spørgsmålet om, hvordan de gør det: ved at skære ned. Ved at skære ned på den undervisning, som de allerallersvageste børn skal have. Den vidtgående specialundervisning for handicappede børn bliver der skåret ned på. Skoler bliver nedlagt. Daginstitutioner for de dårligt stillede børn bliver nedlagt. Venstres svar er at få ødelagt velfærdssamfundet for de allerallerdårligste, en start på minimalstaten for de handicappede børn. Er det fru Rikke Hvilshøjs svar?

Det holder jo simpelt hen ikke. Det er en meget stor grad af sortsyn, fru Anne Baastrup her udviser. Er der noget, den her kommunalreform sikrer, så er det de svageste på det sociale område, hvor vi får fjernet de gråzoner, der er i dag, hvor borgerne, igen specielt de socialt svageste, de handicappede,
i dag oplever at være kastebold mellem kommuner og amter. Nu sikrer vi borgerne myndighedsansvaret ét sted, så det er et kæmpe løft for borgerne, hvor vi selvfølgelig også forventer, at kommunerne i fremtiden vil løfte den opgave med den kvalitet, som lovgivningen kræver, og som der ellers har været indtil videre. Så det sortsyn kan jeg simpelt hen ikke anerkende.

Det må da bero på en fortalelse, når fru Rikke Hvilshøj siger, at landbruget skal have en nedsættelse af jordskatterne på 168 mio. kr., fordi EU-tilskuddet bliver sat ned. Det er jo debatteret her i Folketingssalen med fødevareministeren, og det er godtgjort, at EU-tilskuddet på bundlinjen faktisk stiger fra 7,2 mia. kr. til 8,0 mia. kr. På trods af at det er fremlagt præcis sådan, vælger man altså at kompensere med 168 mio. kr.
     Er der noget at sige til, at mange folk går og tænker på, at Venstre nu giver et sådant beløb til vennerne i landbruget, som der her er tale om? Jeg forstår i hvert fald meget godt, at det er den tanke, der falder befolkningen ind. Man får altså et større EU-tilskud, 800 mio. kr. mere. Så siger man i regeringen, at tilskuddet er faldet, og så kompenserer man med 168 mio. kr. Jeg går ud fra, at det er en fortalelse, når det også bliver fremlagt af fru Hvilshøj.

Jeg ved godt, at hr. Jens Peter Vernersen nødig vil sørge for, at borgerne og dansk erhvervsliv inklusive landbruget får en større andel at råde over, og at man på landbrugets vegne dermed skaffer flere arbejdspladser; det er en klar forskel. Men der er en sammenhæng i afviklingen af EU-landbrugsstøtteordningerne og nedsættelsen af amtsgrundskyldpromillen på landbrugsjord.

Jeg troede, at påstanden om, at EU-tilskuddet falder, når det rent faktisk stiger, og at man bruger det som begrundelse, var en fortalelse.
     Jeg troede, det var ganske enkelt, og jeg er også sikker på, at fru Rikke Hvilshøj ved det. Det korte af det lange i det her er jo, at man, på trods af at EU-tilskuddet stiger, vælger at reducere grundskylden, at reducere jordskatterne med den begrundelse, som så er forkert. Det er jo det, der er problemet. Man begrunder det med, at EU-tilskuddet falder - det stiger - og så siger man, at så skal landbruget have noget mere. Det virker da meget påfaldende.
     Der er ikke noget at sige til, at borgerne ude i landet spørger: Hvad er det, Venstre gør? Hvad er det, regeringen gør? Hvem er det, man støtter i den her sag? Er det vennerne, der bare skal have 168 mio. kr. som et klap på skulderen? Og ikke nok med det; man har jo allerede tilkendegivet, at man fortsætter linjen næste gang.
     Og endelig virker det jo helt tåbeligt og umuligt, at man har tilkendegivet, at EU-støtten skal fjernes, at den skal sænkes, for hvis man så fremover sænker EU-støtten og giver tilsvarende tilskud i Danmark, hænger det jo ikke sammen, det må fru Hvilshøj da erkende.

Jamen vi giver ikke nogen nye tilskud til landbruget. Vi har absolut ingen planer om at give nye tilskud til landbruget. Tilskuddene skal gå én vej, og det er nedad.
     Men at reducere tilskuddet og så lette på skatterne ser vi en meget naturlig sammenhæng i, for vi skal jo under alle omstændigheder også på sigt gerne sikre, at landbruget har en god konkurrenceevne, og jeg anser landbruget som en del af det samlede erhvervsliv og sådan set ikke mere end det. Men det ser vi som en helt klar sammenhæng, og der er ikke tale om nogen som helst nye tilskud. Tilskuddene skal vi gerne have afviklet.

Hvad er det nu lige, Venstre vil med deres finanslov på ældreområdet, børneområdet, familieområdet? Det, man har set, er utrolig mange nedskæringer inden for de sidste 3 år netop på ældreområdet. På børneområdet i forbindelse med udsatte børn har vi inden for de sidste 3 år set endnu flere familier, end der nogen sinde har været før, der lever under fattigdomsgrænsen. Men hvad er det reelt, Venstre gør? De er de glade givere af 168 mio. kr. til landbruget med nedsættelse af ejendomsskatterne. Det er jo selvfølgelig landmanden, som skal have den nedsættelse, det er erhvervslivet, det er vennerne inden for regeringen.
     Det, der reelt er sket, er, at man har lovet de ældre mere praktisk hjemmehjælp. Hvad har de fået? Mindre. Det kan bevises. Ingen skattelettelser til de ældre. Mere i transport til de ældre. Egenbetaling, hvis ældre skal til fysioterapeut eller andet. Der er kommet så meget egenbetaling. Det vil sige, at man har taget lettelserne under noget helt andet. Jeg kunne godt lide at vide: Hvad er det, Venstre egentlig vil over for familierne, når vi ser - også inden for Mødrehjælpen - hvor mange der har søgt julepakke?

Jeg vil sådan set gerne takke for spørgsmålet, for det giver mig anledning til netop at fortælle om alle de gode initiativer, som regeringen har taget på det her område.
     På ældreområdet er der konkret i forhold til hjemmehjælpen - det er sådan set et kommunalt ansvar - fra regeringens side tilført 500 mio. kr. ekstra hvert evig eneste år, siden vi er trådt til. Sammen med Dansk Folkeparti har vi indført en ældreydelse for de økonomisk svageste ældre. Vi har givet de ældre en valgfrihed inden for hjemmehjælpsordningen, som i sig selv er med til at give en stor kvalitet for de ældre i deres hverdag. Vi har givet dem en sikkerhed for, at de kan få den hjemmehjælp, som de er blevet lovet. Det er bare for at nævne nogle få af de områder, for nu lyser den røde lampe. På børneområdet har vi også lavet et løft. Vi har givet børnefamilierne skattelettelser. Vi har givet dem frit valg på daginstitutionsområdet.
     Nu lyser den røde lampe rigtig meget. Jeg vil gerne følge op.

Jeg må sige, at fru Rikke Hvilshøj altså ikke lever ude i den virkelige verden. Den virkelige verden ser anderledes ud. Det er virkelig sådan, at de ældre har fået mindre hjemmehjælp. Når man taler om de 500 mio. kr., så ser verden jo også sådan ud, at tre fjerdedele af det beløb jo er brugt til administration.

     Frit valg-ordningen: Ja, der er frit valg, men ikke på alle hylder.
     Så vil jeg godt sige om ældrecheken: Det er jo bluff. Ud af 800.000 ældre er det 40.000, der kan få den fulde ældrechek. Det er jo ikke folk, der har knoklet; det er jo ikke folk, der har været ude på arbejdsmarkedet. Det er simpelt hen, kan man sige, de medhjælpende hustruer, og det er hjemmearbejdende. Og det er også fint nok, at de har fået den fulde ældrechek, men det har de, der har knoklet ude på arbejdsmarkedet, ikke fået.
     Og med hensyn til fattigdomsgrænsen: Tag ind på Mødrehjælpen; prøv at sidde ved telefonbordet. Hver dag er der 90 familier, som får afslag på en julekurv. De bliver henvist videre, og der får de også afslag. Det er kun mere i telefonregning. Prøv at komme til den virkelige verden.

Med hensyn til frit valg blev jeg egentlig lidt forvirret, da fru Jette Bergenholz Bautrup sagde, at frit valg ikke er på alle hylder. Skal jeg forstå det på den måde, at Socialdemokratiet kommer med forslag om at forbedre og udvide frit valg-mulighederne, for det vil regeringen tage meget positivt imod? Der er ikke noget, vi hellere vil, end fortsat at udvikle frit valg-området. Så det vil jeg da se frem til.
     Omkring ældreydelsen er jeg lidt imponeret over fru Jette Bergenholz Bautrups definition af, hvem det er, der får den, men det tror jeg at de ældre, som er glade for at modtage denne her ydelse hvert år, til gengæld ikke bliver særlig glade for at høre. Det er noget, som hjælper de ældre, som har absolut mindst til rådighed under deres tid som folkepensionister.

Jeg vil godt sige, at jeg bestemt ikke har Venstre mistænkt for ikke også gerne at ville have en højere beskæftigelse, på samme måde som jeg tror at vi hver især og alle partier her i Folketinget gerne vil det. Men kan fru Rikke Hvilshøj give en forklaring på, hvis vi ser på de sidste 30 år, at hver gang vi har haft en borgerlig regering, har man forladt regeringen med flere arbejdsløse og færre beskæftigede, end da man tiltrådte? Kan det ikke også hos Venstre give anledning til en overvejelse, om ikke den politik, man står for for at skabe en højere beskæftigelse, er forkert og ikke virker? For det kan vel ikke være lavkonjunktur, man løber ind i hver gang, når vi ser over en 30-års-periode.

Nu har den her regering ikke forladt regeringsposten endnu, og jeg forventer, at den vil vare mange år. Så den statistik kan jeg ikke bekræfte. Vi har i hvert fald tænkt os i denne her periode at sikre, at beskæftigelsen er højere, når vi når længere frem. Så hr. Ole Stavad kan være helt rolig. Vi arbejder også ud af den tangent.
     Så vil jeg sådan set godt bruge anledningen til at fremhæve et element til sikring af, at vi også på lang sigt har en sund beskæftigelsessituation, lav ledighed. Det er holdbarheden i den offentlige økonomi. Og det er en holdbarhed, som denne her regering i allerhøjeste grad sikrer, hvorimod det gælder for Socialdemokratiets forslag, at de sprænger alle rammer for en holdbar økonomi, og det er
i hvert fald noget, som vil køre dansk økonomi ned og dermed også skabe stor usikkerhed omkring beskæftigelsessituationen og ledighedssituationen i årene fremover. Jeg ville være meget bekymret som dansker, hvis Socialdemokratiet overtog magten og gennemførte de mange forslag, som de stiller til det her finanslovforslag.

Jo, men det er sådan set ikke så meget mig, der skal beroliges, det er sådan set mere alle de mennesker, som har mistet deres arbejde, og som frygter, at de kan miste det.
     Hvis vi går tilbage til sidst, vi havde en borgerlig regering, da mistede man de seneste 3-4 år inden regeringsskiftet, hvor der kom en socialdemokratisk ledet regering, 120.000 private arbejdspladser. I øvrigt overtog vi også store underskud og konkurser og tvangsauktioner osv., så vi overtog samtidig en økonomi, som var elendig, og afleverede Danmark i den bedste forfatning, der nogen sinde har været i historien.

Men på nuværende tidspunkt er virkeligheden jo, at vi har mistet imellem 40.000 og 50.000 private arbejdspladser, siden den her regering tiltrådte. Det må der da kunne gives et andet og bedre svar på end det, fru Rikke Hvilshøj prøvede at give for et øjeblik siden.

     Det er sådan set ikke så meget for at se bagud, men det er et spørgsmål om, hvad det er for en politik, vi skal føre fremover for at sikre beskæftigelsen.

Nej, men jeg er jo selvfølgelig nødt til at kommentere det, selv om det kan gå hen og blive en lidt sjov diskussion af det historiske, som hr. Ole Stavad her opridser.
     Jeg tror, vi skal huske, hvorfor det egentlig var, at hr. Anker Jørgensen, den tidligere statsminister, gik fra posten, og hvad det var for en økonomisk situation, som den daværende Schlüterregering overtog: Det var et land på randen af økonomisk fallit. Men det kan vi tage en lang diskussion om frem og tilbage, og det tror jeg ikke stiller Socialdemokratiet i det bedste lys.
     Det, jeg bare kan konstatere, er, at den tidligere regering fremlagde en plan for en holdbar økonomi i Danmark, en holdbar finanspolitik i Danmark frem til 2010. Selv om den fremlagde nogle flotte mål, kunne den tidligere regering aldrig nogen sinde overholde dem. De blev overskredet hele tiden. Den plan har vi adopteret, vi har overtaget den. Vi passer på den, som plejeforældre bedst kan gøre det, og sikrer, at vi holder den linje, som den tidligere regering stak ud for netop at sikre, at vores økonomi er holdbar. Og det er den bedste garanti for at sikre, at beskæftigelsessituationen også er god i fremtiden.

Der er nu gået en time. Vi har nået 30 korte bemærkninger. Vi når ikke flere. Tak til fru Rikke Hvilshøj.
     Så er det hr. Nikolaj Wammen som ordfører.

For få dage siden oplevede vi en statsminister, der med opsmøgede ærmer og uden manuskript tegnede sin vision for, hvor han mener, at Danmark skal bevæge sig hen. Vi hørte, at det er helt afgørende, at vi investerer i forskning, i uddannelse og i at skabe job. Ja, der blev endda sat trumf på, for statsministeren gjorde det samtidig klart, at med Venstre, så bliver det til noget.
     Og flot lød det. Men efterhånden som statsministerens tale skred frem, så tror jeg, der var mange, der tænkte på, hvordan de fine ord egentlig passer sammen med den politik, som er blevet ført under denne regering, og om det blot var store visioner, professionelt formidlet, men uden reelt indhold, om det nu virkelig er rigtigt, at med Venstre så bliver det til noget, om der virkelig er en rød tråd mellem, hvad man siger, og hvad man gør, eller om snoren kappes, hver gang visionerne skal omsættes til virkelighed, når de fine ord skal føres ud i livet.
     Man kan jo ikke bebrejde nogen den tanke. For under denne regering er der jo som bekendt blevet tabt og ikke skabt job og endda i et sådant omfang, at de økonomiske vismænd ikke tøver med at kalde regeringens finanspolitik for uholdbar.
     Ja, faktisk er arbejdsløsheden steget med ca. 30.000 mennesker og den private beskæftigelse faldet med
40.000-50.000 i denne regerings levetid. Også på forskningsområdet halter regeringen langt bagefter. Det er kort sagt gået den stik modsatte vej af den, statsministeren gav løfter om det ville gå. Men med dette års finanslovaftaler havde regeringen mulighed for at skifte til en holdbar kurs - en kurs, som ikke bare i retorik, men også i resultater kunne leve op til statsministerens gyldne løfter. Hvad er det så, vi har set i den aftale, man har indgået mellem Dansk Folkeparti og regeringen? Er det en visionær investering i vores velfærd, ikke blot for nutidens, men også for fremtidens generationer? Er det udtryk for visdom eller for valgforberedelse? Svaret er enkelt og på sin vis skræmmende. Vi ser en valgfinanslov, hvor regeringen og Dansk Folkeparti har mere travlt med at redde kirkeministerens job end med at skabe nye arbejdspladser til ganske almindelige danskere. Ja, faktisk er aftalen imellem regeringen og Dansk Folkeparti blottet for initiativer, der kan bekæmpe den stadig alt for høje arbejdsløshed.

     Der er ingen bud på, hvordan vi for alvor får bragt arbejdsløsheden ned eller beskæftigelsen op. Det eneste svar er en jubeltale fra finansministeren, som igen igen lover, at til næste år, til næste år, så skal han nok skaffe 20.000 arbejdspladser. At både vismænd, bankøkonomer og mange andre fagfolk kalder det helt urealistisk, rører ikke finansministeren det mindste; der er ikke brug for handling, lyder det fra finansministeren, det hele går af sig selv, og vi har hørt de samme toner fra fru Rikke Hvilshøj.
     Men der er netop kommet arbejdsløshedstal, som viser, at faldet i arbejdsløsheden er stoppet, ja, tværtimod er der sket en lille stigning i arbejdsløsheden. Det står i skærende kontrast til de skåltaler, man hører fra finansministeren og fru Rikke Hvilshøj, og det viser, at den prioritering, man har lagt for dagen, på alle måder er himmelråbende, ikke mindst set i lyset af at der under denne regering er tabt, ikke skabt, arbejdspladser.
     Også folkeskolen og vores uddannelser fik en lang næse i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Her er ganske enkelt ikke de nødvendige investeringer i vore børns og unges fremtid. For selv om regeringen i disse dage taler meget om at give vores folkeskoler og uddannelser et markant løft, følger der ikke de nødvendige penge med til at indfri løfterne.
     I stedet for at satse på folkeskolen og uddannelse valgte regeringen og Dansk Folkeparti uden videre diskussion ekstraordinært at lette landbrugets jordskatter med 168 mio. kr. Her kan man virkelig tale om en julegave til dansk landbrug, men pengene kan jo som bekendt kun bruges én gang, og de penge, man bruger her, kan vi ikke bruge på vores folkeskoler, på vores uddannelser, på ældreplejen eller vores sygehuse. Når man bruger dem her, så foretager man en prioritering, og man vælger noget andet fra. F.eks. har Dansk Folkeparti og regeringen ikke syntes, de ville støtte det socialdemokratiske forslag om at styrke hjemmehjælpen, og børnefamilierne får nok forbedringer for 100 mio. kr. med den ene hånd fra regeringen, men samtidig tager man med den anden hånd 1 mia. kr. i forhold til børnecheck og børnepasning. Her taler tallene deres tydelige sprog. Her kan man virkelig tale om besparelser, som du ved er blevet til noget, og om en statsminister, som siger ét, men som gør noget andet. Socialdemokraterne vil en anden vej, og vi er parate til at investere i den, ja, vi mener faktisk ikke, at vi som samfund har råd til at lade være. I Danmark er der brug for, at vi ruster os til fremtiden, det er ikke nok at lukke øjnene og håbe på det bedste. I stedet skal vi målrettet og massivt investere i vore skoler, i uddannelse, i forskning, i mennesker. Kun ved at investere i fremtiden kan vi sikre et samfund, der også fremover kan tage hånd om de svageste, som kan uddanne vore børn, passe godt på vore ældre, sikre et godt miljø og tilbyde nogle sygehuse, som kan give os den behandling, vi har brug for. Socialdemokraterne ønsker, at der igen i Danmark føres en aktiv politik, som ikke kun i flotte overskrifter, men også i konkret handling tager fat på nutidens problemer og fremtidens udfordringer. Det er også grunden til, at vi har fremlagt et detaljeret, visionært og økonomisk ansvarligt finanslovforslag, som er vores bud på, hvordan vi kan sikre et Danmark, som ikke kun er for de unge, de rige og de smukke, men for alle - nu og i fremtiden. Vi har præsenteret vores ideer for finansministeren, og vi har givet en fremstrakt hånd til et bredt samarbejde. Men vi mødte en finansminister, som ikke engang ønskede at invitere os til forhandling. I stedet valgte finansministeren for fjerde gang i træk at lægge alle hovedlinjerne med Dansk Folkeparti, og det endda efter, at statsministeren i sin åbningstale i højtidelige vendinger fra denne talerstol havde bedyret, at han skam ville invitere alle partier til et bredt samarbejde. Igen et eksempel på en regering og en statsminister, der siger ét, men som gør noget andet. Også derfor har Danmark brug for en ny regering: en regering, som vælger fremtiden og mulighederne, en regering, som har visioner, der rækker videre end til næste valgdato, en regering, som ikke blot vil tale om bredt samarbejde, men som også vil levere det i praksis.

     Socialdemokraterne brænder efter at stå i spidsen for en sådan regering, så vi igen kan få Danmark på ret kurs. Derfor vil jeg gerne fortælle, hvad der er vores bud.
     For os er det afgørende vigtigt, at vi investerer i mennesker også i de kommende generationer, at vi ikke sender regningen for vores forbrug og forsømmelser direkte videre til vores børn og børnebørn, at vi skaber et retfærdigt samfund. Også derfor er det helt afgørende, at vi igen får bragt arbejdsløsheden ned, at både unge og ældre har en chance for at være på arbejdsmarkedet, at man ikke bliver stødt ud, og at man ikke får besked på, at der ikke er brug for en.
     Den kurs har vi nemlig ganske enkelt hverken menneskeligt eller økonomisk råd til at fortsætte. Derfor er det også helt nødvendigt, at vi investerer i fremtidens vidensamfund, at vi øger forskningsindsatsen, at vi gør mere her. Vi skal samtidig i vores finanslovforslag afsætte flere midler til at begynde genopretningen af de mange, mange forringelser på uddannelsesområdet, som er sket under denne regering.
     Et godt samfund drejer sig selvfølgelig om, hvad det er for et liv, vi tilbyder vores børn og unge. Vi ønsker at give vores børn og unge den bedst mulige start i livet. Et trygt og dejligt børneliv kan man naturligvis ikke bare lovgive sig til, men vi kan som politikere skabe rammerne for det. Derfor vil vi give børnefamilierne en tiltrængt håndsrækning, ved at prisen for daginstitutioner sættes ned. Vi vil give familierne en reel frihed til at få både økonomien og hverdagen til at hænge sammen. Derfor vil vi investere i gode daginstitutioner, og derfor mener vi, at det maksimalt må kunne koste 1.000 kr. pr. måned at få passet sit barn i en daginstitution.
     Og så vil vi markant satse på folkeskolen. Vi har under denne regering set, hvordan folkeskolen er blevet opprioriteret i ord, men nedprioriteret i handling. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Folkeskolen er heldigvis bedre, end nogle vil gøre den til, men målet må være intet mindre end verdens bedste folkeskole. Det kræver prioritering, og det kræver investering. Derfor vil Socialdemokraterne over de næste 4 år investere op mod 2,5 mia. kr. af nye penge i en bedre folkeskole - penge, som er helt nødvendige, hvis vi skal renovere bygninger, efteruddanne lærere, skaffe ordentlige undervisningsmaterialer, knække den negative sociale arv og skabe en god integration.
     Vi ved også, at penge ikke gør det alene. Vi skal stille krav om større faglighed, vi skal være parate til at gå nye veje, og vi skal sørge for den bedst mulige uddannelse af både de stærke og de svage elever.
     Også når det gælder vore ældre, er der brug for en særlig indsats. Vi ønsker at værne om et samfund, der er samfund både af navn og af gavn. Det betyder bl.a., at vi møder vore ældre med respekt og omsorg. Socialdemokraterne vil kæmpe for et samfund, som passer godt på de ældre, ligesom de igennem et langt liv har passet så godt på os. Det betyder bl.a., at vi over de næste år vil investere 800 mio. kr. i en bedre hjemmepleje, og ikke mindst vores medicinske afdelinger skal have et tilsvarende løft.
     Investeringer i børn, ældre, sygehuse, folkeskole og uddannelse koster naturligvis penge, og det kræver, at vi prioriterer. Det er vi i Socialdemokratiet parate til. Vi ønsker ikke at sende ubetalte regninger til vore børn og børnebørn. Derfor er vores forslag finansieret krone for krone.
     Den sunde økonomiske kurs sikrer vi i vores finanslovforslag bl.a. ved at lukke nogle af erhvervslivets skattehuller, ved at fjerne en række erhvervstilskud, ved øget konkurrence, en stærkere indsats imod sort arbejde og ved nogle fornuftige besparelser. Samtidig har vi gjort det klart, at vi i lighed med de økonomiske vismænd mener, at den nuværende regerings skattestop er med til at udhule vores velfærdssamfund i stedet for at fremtidssikre det. Derfor har vi i fællesskab med Det Radikale Venstre præsenteret et skatteloft, som betyder, at danske familier og boligejere kan sove roligt om natten, alt imens de også i fremtiden kan have et ordentligt velfærdssamfund om dagen.
     Konkret betyder det, at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er enige om, at lavere skat på arbejde og et loft over reguleringen af boligskatter og afgifter skal sikre, at der ikke i den kommende valgperiode sker en forhøjelse af skatte- og afgiftstrykket på de danske familiers budget. Samtidig vil vi også lægge loft over stigningen i brugerbetalingen, så de danske familier i fremtiden skånes for det, de gang på gang har oplevet under denne regering, nemlig massive takststigninger på kollektiv transport, daginstitutioner og uddannelser. Også på den måde vil Socialdemokraterne sikre fremtiden.

     Danmark står inden længe over for et helt afgørende valg, og Socialdemokraterne er parat til at kæmpe for vores værdier og holdninger, for et samfund, hvor der er plads til alle og brug for alle, for et retfærdigt samfund. Et sådant samfund kommer ikke af sig selv. Det kræver en målrettet politik, det kræver en ny regering.

Så er der nu en række korte bemærkninger. Først fru Charlotte Dyremose og hr. Kristian Thulesen Dahl.

Hr. Nicolai Wammen talte så varmt om det her med rammerne for børnefamilierne. Jeg vil så spørge: Inviterer hr. Nicolai Wammen til at ændre en lille smule i nogle af betragtningerne og også i bemærkningerne til ændringsforslagene, så vi i fællesskab kan lade børnefamilierne selv udfylde de her rammer?
     Det er udmærket at skabe gode rammer for børnefamilierne, men hvis man så beslutter sig for, at de skal opføre sig nøjagtig sådan, som Socialdemokraterne gerne vil have det, er det jo ikke så reelt. Socialdemokraterne taler om, at det ikke må være økonomien, der er afgørende for, hvordan man får sine børn passet, men samtidig vil man så fjerne muligheden for privatpasning, samtidig med at de, der ikke har deres børn i institution, over deres børnecheck skal betale for, at institutionerne bliver billigere.
     Så er det ikke rigtigt forstået, at man i virkeligheden kun vil hjælpe de børnefamilier, der gør nøjagtig, som Socialdemokraterne ønsker det? Og er der i øvrigt andre institutionsformer, som Socialdemokraterne ikke ønsker, altså ud over privat pasning?

Socialdemokraterne har den helt klare opfattelse, at det er for dyrt at få passet sine børn i daginstitution i Danmark. Jeg tror, at rigtig mange familier i det her land knokler dag ud og dag ind. Hvis man så har et barn i en vuggestue og et andet i en børnehave, er det virkelig noget, der kommer til at koste mange penge for den enkelte familie.
     Derfor har vi fremlagt et forslag om, at det maksimalt må koste 1.000 kr. at få passet sit barn. Det finansierer vi på forskellige måder, og en af måderne er ved at regulere børnechecken. Det er rigtigt. Men det, fru Charlotte Dyremose glemmer at fortælle, er, at for den enkelte familie vil det her betyde en meget, meget stor lettelse, som alt efter, hvordan man får sit barn passet, vil være på mellem 2.000 kr. og 10.000 kr., og hvis man har flere børn, er gevinsten jo større.
     Derfor er det her et rigtig godt forslag, som vi i øvrigt møder meget sympati for, når vi er ude at snakke med folk. De er glade for det. De siger, lad os få det så hurtigt som muligt. Så siger vi, at det er der et klart svar på, nemlig en ny regering, og så gør vi det.

Men jeg tror, det beror på, at hr. Nicolai Wammen og andre socialdemokrater glemmer at fortælle, at vel er der en gevinst, men der er jo kun en gevinst til en særlig bestemt gruppe børnefamilier, nemlig de børnefamilier, der gør det, som Socialdemokraterne gerne vil have, og får deres børn passet under nøjagtig den form for pasning, som Socialdemokraterne godt kan lide. Andre mennesker, der får passet deres børn på en anden måde, og som ønsker at indrette deres hverdag på en anden måde end den måde, Socialdemokraterne finder rigtig, får bare en mindre børnecheck, og så får de i øvrigt en kæmperegning, og de får ikke nogen som helst mulighed for at få finansieret pasningen af deres børn.
     Det er derfor forkert, når Socialdemokraterne skriver, at de ønsker at gå væk fra, at det er økonomien, der er afgørende for den måde, folk får passet deres børn på. Man ønsker netop via økonomiske midler at gøre det attraktivt at få passet børnene på en bestemt måde og gøre det meget uattraktivt og derfor umuligt særlig for de fattigste grupper
i samfundet at få passet deres børn på andre måder. Ergo: Man ønsker ikke at lade familierne om selv at udfylde de rammer, man giver dem.

Jeg må sige, at jeg har meget svært ved at forstå fru Charlotte Dyremoses måde at se det her på. Virkeligheden for langt, langt de fleste danske børnefamilier er, at man skal have passet sit barn, og at det sker i en daginstitution eller en dagpleje. Virkeligheden for langt de fleste danske familier er, at det virkelig er en tung post på budgettet.
     Der kan man selvfølgelig som fru Charlotte Dyremose vælge at sige, at det er bare ærgerligt, og det må man selv klare udeomkring, eller man kan vælge at gøre noget andet. Man kan som politisk parti vælge at sige, at det vil man gøre noget ved. Det er det, Socialdemokraterne gør med det her forslag. Det er ikke, fordi vi vil tvinge nogen til noget, men fordi vi gerne vil give langt de fleste, der får passet deres børn i daginstitutioner og i dagpleje, en bedre økonomi, så de kan tilrettelægge deres familieliv på en måde, som er godt for dem og deres børn.

     Jeg synes da, at fru Charlotte Dyremose burde være glad. Fru Charlotte Dyremose, som kommer fra et parti, der fra tid til anden tør tænke frække tanker i regeringen, burde, da jeg har forstået, at Det Konservative Folkeparti er et familievenligt parti, sige: Det her vil vi gerne arbejde for
i regeringen. Men det kan vi jo nå at høre under hr. Lars Barfoeds indlæg.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Kristian Thulesen Dahl, og derefter er det hr. Christian Wedell-Neergaard.
     Jeg skal oplyse, at der er 19 i alt, der har meldt sig med korte bemærkninger. De sidste når vi nok ikke, og specielt ikke hvis man går til kanten eller over kanten af sin taletid.

Ja, det er jo noget træls noget at få at vide lige som indledning her.
     Jeg har forstået, at Socialdemokratiets store problem er, at man ikke har taletid nok i medierne, herunder vel også
i Folketingssalen, for det går jo også ud til den undrende befolkning, der sidder og lytter til det, hr. Nicolai Wammen siger. Derfor synes jeg jo, at det er herligt, at hr. Nicolai Wammen nu får lejlighed til at svare på et spørgsmål i relation til et af de ændringsforslag, der er stillet. Det er et ændringsforslag fra Det Radikale Venstre, som ønsker at afsætte 325 mio. kr. mere til et forventet højere antal indvandrere til det danske samfund. De har nogle tanker om, at en ændret fortolkning af de internationale konventioner vil medføre, at der kommer flere familiesammenførte her til landet, og det koster så altså bl.a. de her penge. Vil Socialdemokratiet støtte det ændringsforslag, eller vil Socialdemokratiet ikke støtte det ændringsforslag?

Socialdemokratiet har ingen problemer med at støtte, at vi sørger for, at der er et økonomisk fundament, hvis det skulle blive tilfældet.

Kan hr. Nicolai Wammen uddybe, hvad det vil betyde i ekstra antal, der kommer til landet? Forslaget går ud på, at man afsætter et meget stort millionbeløb til forventet flere familiesammenførte. Hvis der skal være ræson i at støtte sådan et ændringsforslag, må det bygge på en eller anden antagelse om, at der rent faktisk kommer flere. Hvad er det for et omfang, vi taler om?

Vi opfatter ikke det radikale forslag, som om der nødvendigvis skal komme flere. Vi opfatter det, som om man vil have en økonomisk sikkerhed i tilfælde af, at der sker en udvikling på det her område.

Næste med en kort bemærkning er hr. Christian Wedell-Neergaard, og derefter er det hr. Lars Barfoed.

Hr. Nicolai Wammen nævnte ikke i sin tale spørgsmålet om miljøet.
     Det er jo også gået op for os her i Det Konservative Folkeparti, at der har været en væsentlig kritik af regeringens miljøpolitik, og man har nævnt så store beløb som 3,5 mia. kr. Så leder jeg jo efter det visionære forslag fra Socialdemokratiet og ser til min skuffelse, at man kun har afsat 200 mio. kr. i 2005 til genopretning af miljøpolitikken. Samtidig har Det Radikale Venstre afsat helt op til 650 mio. kr. Er det udtryk for den enighed, der er imellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, og er det udtryk for Socialdemokratiets visioner på det her område?

Allerførst må jeg lige rette et par misforståelser hos den konservative spørger. For det første kom den konservative spørger meget tæt på det, regeringen har sparet. Den konservative spørger indrømmede, at der er sparet 3,5 mia. kr. Jeg må nu sige, at der er lige et lille stykke endnu, for det er 3,7 mia. kr. Men det er rart at høre, at man også i konservative kredse erkender, at det er der, vi er henne.
     Så blev det sagt, at Socialdemokratiet kun vil give 200 mio. kr. til miljøforbedringer. Vi har altså i vores finanslovforslag foreslået 350 mio. kr., og hvis man går ind og kigger - det er på side 22 i vores finanslovforslag - vil man kunne se en masse visionære bud på, hvad vi gerne vil med miljøet i Danmark.
     Vi vil gerne have en naturreform, vi vil sikre rent vand til danskerne, vi vil have miljøforskning, vi vil gå ind og sikre, at der bliver færre kemikalier i det danske samfund. Det er noget af det, som vi synes det er værd at satse på, og der er en klar linje hos os. Men vi kan ikke på 1 år nå at rydde op efter alle de ulykker, som den her regering har lavet i sin levetid.

Jeg spørger jo også, om det er et udtryk for den enighed, der er imellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet, idet Det Radikale Venstre har helt anderledes beløb på miljøområdet.

Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet er to partier, som har et meget, meget tæt samarbejde, men som er kommet med hver sit finanslovbud.
     Det, jeg kan sige, er, at vi er fuldstændig enige om, at det, der er sket under denne her regering, er omfattende besparelser på miljøet.
     Vi havde jo meget håbet, da vi fik en ny miljøminister, fru Connie Hedegaard, at det havde ændret sig, men nedskæringskursen er fortsat. Det Konservative Folkeparti har åbenbart ikke styrken internt i regeringen til at sætte finansministeren på plads. Han sidder meget roligt, og det gør han, fordi han ved, at det er ham, der sidder på pengekassen. Der er jo ikke sket nogen ændring, fordi vi har fået en ny miljøminister. Nu rejser han sig. Det kan være, at der kommer nogle penge. Det ville være dejligt.

Ja tak. Den næste er hr. Lars Barfoed. Efterfølgende er det hr. Mogens Nørgård Pedersen.

Jeg synes jo fortsat, at Socialdemokratiet ser meget sort på tilværelsen. Jeg havde ellers forstået det sådan, at man havde holdt et gruppemøde i Socialdemokratiet og var blevet enige om, at nu ville man se frem og se lidt mere lyst på livet, end man tidligere har gjort.
     Jeg kunne forstå, at tonen er meget pessimistisk. Der er mange ting, som hr. Nicolai Wammen mener går i den forkerte retning. Der er mange eksempler at tage fat på, hvor man kan sige, at hr. Nicolai Wammen fuldstændig har misforstået, hvad der foregår. F.eks. tror hr. Nicolai Wammen, at beskæftigelsen falder. Den er faktisk steget det seneste år og stiger yderligere næste år. Her går det faktisk efterhånden rigtig godt.
     Nu er der jo mange unge mennesker til stede som tilhørere i salen. De interesserer sig sikkert for uddannelserne og er måske blevet lidt bedrøvet af hr. Nicolai Wammens tale, for hr. Nicolai Wammen skaber jo det indtryk, at vi nu bruger færre penge på uddannelser, færre penge på folkeskolen og på gymnasierne osv. Her synes jeg bare, at hr. Nicolai Wammen skal bekræfte, at vi faktisk bruger over 3 mia. kr. mere på uddannelse, end vi gjorde, da vi havde en socialdemokratisk ledet regering.

Det er rart at se hr. Lars Barfoed i vanlig god form. Han mente, at jeg havde taget fejl i hele min tale, men det er jo hans ret.
     I forhold til uddannelsesområdet er jeg også glad for, at der er så mange unge mennesker herinde i dag. Det var jo stort set den største demonstration med unge mennesker, vi så for ikke så længe siden, som stod ude på Slotspladsen, hvor de unge sendte et signal til os herinde om, at der er sket massive forringelser på deres uddannelser. Selv der, hvor der bliver tilført midler, følger de ikke med set i forhold til antallet af nye elever. Det nytter jo ikke noget, at man giver 1 kr. mere, hvis der er behov for 2 kr. mere, fordi der eksempelvis er flere elever. Derfor er det noget, man burde lytte til også i Det Konservative Folkeparti. Der står 30.000 unge mennesker og siger: Det, I har leveret, bekymrer os dybt, for vi vil gerne have en uddannelse, vi vil gerne kunne klare os i en globaliseret verden, hvor vi ved, at vi skal konkurrere med de bedste andre steder fra, og de muligheder, I giver os for det, er simpelt hen for ringe. Der er sket massive besparelser på ca. 4 mia. kr. på uddannelsesområdet.

Hr. Nicolai Wammens sortsyn strækker sig så langt, at han er begyndt at læse tal i omvendt rækkefølge af, hvordan de skal læses. Det synes jeg bare de unge mennesker, som lytter til debatten her, skal være opmærksomme på, også dem, som er bekymrede for, om vi bruger færre penge på gymnasierne.
     Det er faktisk sådan i dag, at vi bruger flere penge på gymnasierne, end der blev brugt tidligere. Også hvis man måler det pr. elev i gymnasiet, er det statslige tilskud til gymnasierne i dag større, end det var under den socialdemokratiske regering. Det er faktisk steget fra 73.000 kr. til 75.000 kr. på de år.
     Det er jo ikke sådan, at vi bruger færre penge på gymnasierne, men vi bruger flere penge på gymnasierne. Jeg tror måske, at al den pessimisme i Socialdemokratiet simpelt hen skyldes, at man læser talrækkerne bagfra. Det er måske det, der er forklaringen.

Vi læser overhovedet ikke talrækkerne bagfra, men vi nøjes ikke bare med at kigge på redegørelser og fine plancher fra regeringen. Vi tillader os også at kigge ud i virkeligheden. Vi tillader os at kigge ud til de mange, mange unge mennesker og deres lærere og forældre, som sender nogle klare signaler til os andre om, at der skal ske mere i folkeskolen, der skal ske mere i forhold til vores uddannelser, der er brug for nogle flere ressourcer. Der må vi bare sige, at vi er i Socialdemokratiet parat til at give det et løft.
     Jeg havde håbet, at Det Konservative Folkeparti ville have lyttet lidt til det, når så mange unge mennesker sender et så klart signal. I betragtning af, at KU vist lige har haft 100-års-jubilæum, så håber jeg ikke, at de eneste, der er tilbage i Det Konservative Folkeparti, også rækker 100 år tilbage.

Ja tak. Den næste er hr. Mogens Nørgård Pedersen, og så er det efterfølgende hr. Leif Mikkelsen.

Nu kender jeg jo hr. Nicolai Wammen som en seriøs politiker, der normalt har styr på økonomien, men man kan blive helt forpustet, når man hører om alle de ting, som Socialdemokraterne vil give penge ud til. Jeg håber, at der er sammenhæng mellem indtægter og udgifter.
     Det, mit spørgsmål skal gå på til hr. Nicolai Wammen, er omkring institutioner og måden, som børn passes på i det her samfund. Jeg forstår, at Socialdemokraterne vil have en maks.-betaling for institutionspladser på 1.000 kr. Kan hr. Nicolai Wammen oplyse mig om, hvilke andre muligheder forældrene har end at vælge den løsning, som Socialdemokraterne anviser?

Jeg tror, det er meget vigtigt at sige, af forældrene jo fortsat har muligheder for at vælge den løsning, de har lyst til. Det står forældrene fuldstændig frit for.
     Det, vi gerne vil, og det, vi også har gjort en del ud af at sige, er, at langt de fleste forældre i det her land får passet deres børn i en daginstitution eller hos en dagplejer. Det er noget, der virkelig kan mærkes i en families budget. Det koster 2.000-3.000 kr. at få passet sit barn, og der vil vi godt gå ind og give en håndsrækning til de børnefamilier, langt de fleste i det her land, som dagligt kan se, hvordan det er svært at få pengene til at slå til. Det vil vi gøre ved at sænke daginstitutionspriserne til
1.000 kr. om måneden. Det synes vi er et rigtig godt forslag.

Jamen er det ikke lidt specielt, at man, hvis man vil have del i de sociale ydelser, så skal sende sine børn i institution? Får forældrene efterfølgende reelt nogen valgmulighed, hvis bare økonomien betyder en lille smule?
     Var det ikke bedre at sige, at det koster så og så meget for det offentlige at få et barn passet, og de midler stiller vi frit til rådighed, så forældrene kan finde ud af, hvad der er bedst for deres barn, og hvad der passer ind i deres familiestruktur og ind i de ønsker, de har til deres børns opvækst?

Jeg respekterer, at man kan se på det her på forskellig måde. Jeg må bare sige, at det, der er vigtigt for os, er at sende et klart signal til de danske børnefamilier: Hvis Socialdemokratiet kommer i regering efter næste valg og kan skabe et flertal for det sammen med andre partier, så vil vi have, at det maksimalt må koste 1.000 kr. at få passet sit barn i en daginstitution.
     Men jeg respekterer, at der er nogle, der ikke synes, at det er en god idé, at vi indretter vores samfund på netop den måde. Det er jo det fine ved, at vi er forskellige partier, og at vi har forskellige holdninger til det.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Leif Mikkelsen, og efterfølgende er det hr. Thor Gunnar Kofoed.

Når vi sådan holder julehygge her i salen, kan man jo godt få et indtryk af en skyttegravskrig, og det er egentlig lidt synd for et muligt samarbejde.
     Jeg vil godt tage mit afsæt et andet sted. Når vi er nogle, der af og til færdes i forsamlingshusene, så oplever vi en meget udtalt bekymring, for hvis nu hr. Nicolai Wammens ønsker, som han har udtalt her i dag indtil flere gange, skulle gå i opfyldelse, og vi fik en ny regering, hvad er det så lige, vi kan forvente? Vi har desværre fået det demonstreret meget tydeligt i den række af ønsker, hr. Nicolai Wammen har udtalt i dag.
     Hvad er det så, vi kan forvente på skatteområdet? Frygten er simpelt hen, at skatten vil stige eksplosivt, hvis ulykken skulle ske med denne her nye ønskeregering.
     Hvad kan befolkningen egentlig forvente sig i lyset af den bekymring og de ønsker, der udtales her i dag? Det ville være godt at få redegjort for det.

Jeg kan sådan set godt forstå, hvis nogle, der har været til møde med hr. Leif Mikkelsen i et forsamlingshus, kunne have det indtryk, for Venstre har jo brugt mange, mange kræfter på at lave alverdens skræmmebilleder af, hvad Socialdemokratiet måtte ville.
     Socialdemokratiet vil meget gerne på skatteområdet sænke skatten på arbejdsindkomst, for det tror vi er noget af det allervigtigste vi kan gøre, så der kan blive skabt flere arbejdspladser, og for at de danske familier har nogle penge til sig selv. Det synes vi er en god måde at gøre det på.
     Vi har sammen med Det Radikale Venstre også sagt, at vi vil lave et skatteloft. Det bygger jo på flere principper:
Det første - det var jeg inde på - er, at vi vil lette skatten på arbejde og derved styrke beskæftigelsen; og så vil vi sikre, at borgerne ikke skal betale en større andel af deres indkomst i skatter og afgifter; og så vil vi også gå ind i forhold til brugerbetaling og lægge et loft dér på offentlig transport og meget andet, f.eks. busser og tog, hvor man ellers har fået en ordentligt gok i nøden ude i mange børnefamilier.

Nu får vi jo gentaget, at der i Socialdemokratiets optik er noget, der hedder et skatteloft. Vi ved her i dag, at vi har et skattestop, som er en hellig sag, og som har betydet, at befolkningen kan være helt sikker på, at ingen skatter og afgifter stiger. Det er der stadig væk en betydelig glæde over, fornemmer jeg, i de samme forsamlingshuse.
     Derfor er det værd at spørge den socialdemokratiske ordfører i dag: Er det her omtalte skatteloft sådan en nagelfast sag, hvor man kan regne med, at ingen skatter og afgifter kan stige, eller er det bare sådan en drøm, hvor et loft skulle ligne et stop, men egentlig bare blev en omlægning med det velkendte socialdemokratiske resultat, nemlig stigende skatter? Eller hvad er det, drømmen er?

Det er sådan set meget enkelt. Det, vi gerne vil, er at nedsætte skatten på arbejdsindkomst. Det er faktisk det, som også vismændene taler om kunne være en rigtig god idé, altså at vi ikke låser vores skattesystem fast, men nedsætter skatten på arbejdsindkomst, fordi det vil give langt flere job. Så vil vi samtidig sikre, at borgerne ikke skal betale en større andel af deres indkomst i skatter og afgifter.
     Det er sådan set meget enkelt. Hvis bare spørgeren vil fortælle det, når han er ude i forsamlingshusene, tror jeg, at folk vil gå derfra med en langt mindre utryghed. Så det vil jeg opfordre hr. Leif Mikkelsen, som jeg kender som en reel fyr, til at gøre fremover.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Thor Gunnar Kofoed, og derefter er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er jo en fantastisk positiv hr. Nicolai Wammen, der holder tale og strør om sig med julegaver og alle de gode ting, Socialdemokraterne vil. Det er egentlig mærkeligt, for en stor del af de ting, hr. Nicolai Wammen har sagt i dag, er slet ikke med som ændringsforslag. Men det er sådan en undren, jeg har.
     Når nu Socialdemokraterne vil have sådan et skatteloft, hvad er det f.eks så, at den heldigvis for længst afdøde SR-regering vedtog dengang af skattestigninger, som ikke kan være med under det nuværende skatteloft? For sidst, da de havde regeringsmagten, var det meget med, at deres skat ikke steg, men realiteten var jo, at borgerne blev plukket gang på gang af den regering.
     Derfor har vi nu et skattestop. Med skatteloftet siger man, at man sikrer borgerne, men det gjorde man jo ikke dengang. Hvad er det fra dengang, man ikke kan få med nu?

Så skal vi igen høre, at skatterne steg og steg og steg under den socialdemokratisk/radikale regering. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Jeg ved godt, at det er noget, man gerne vil turnere med og gerne vil skabe et indtryk af her op til den kommende valgkamp, men skattetrykket var stabilt under SR-regeringen. Der var skattereformer, der gjorde, at ca. 100 skatter blev sat op, og ca. 100 andre skatter blev sat ned, og så var der en række, der ikke fik nogen betydning i forhold til indtægter og udgifter i det store spil.
     Så det korte af det lange er, at vi stod for et stabilt skattetryk, og det, vi gerne vil gøre, når vi kommer i regering nu, er at sænke skatten på arbejdsindkomst og lægge et loft, så både familier og boligejere ved, hvad de har at gøre godt med.

Det er fantastisk: Så får vi jo det rigtige svar endnu en gang. Socialdemokraterne siger et, men det er fuldstændig bevist, at de gør noget helt andet. Det er der ingen tvivl om. Man vil have et stabilt skattetryk, siger hr. Nicolai Wammen. Hr. Nicolai Wammen glemte et ord: Det skal være et stabilt stigende skattetryk. Så er vi helt enige i, hvad det er, der bliver sagt.
     Men tilbage igen til det der skatteloft. Vi har indført en skattenedsættelse for erhvervslivet, men vil Socialdemokraterne så hæve den skat igen til det, den var, for det har Socialdemokraterne været ude at sige? Kommer det ind under skatteloftet, eller er det måske ikke nogen skattestigning? Og hvilken effekt har det på beskæftigelsen, at konkurrenceevnen for vores erhvervsliv bliver sænket, ved at man hæver skatten igen over for vores erhvervsliv?
     Eller har man også her andre regnemetoder i Socialdemokratiet?

Jeg tror egentlig, at der er mange danske virksomheder, der husker tilbage på dengang, da vi havde en SR-regering, hvor det gik godt i dansk økonomi, og hvor vi fik 200.000 flere i arbejde.
     Jeg må bare sige til hr. Thor Gunnar Kofoed, at vi ikke har nogen planer om at lade skatterne stige for de danske familier, men der er nogle steder, og det er også en del af vores finanslovforslag, hvor vi gerne vil lukke nogle huller og noget spekulation, også for virksomheder. Derfor er det en af måderne, vi går ind og finansierer det her på. Det synes vi er en fornuftig tilgang til det.
     Dansk erhvervsliv kan i et vist omfang bidrage til, at vi får investeret i forskning og i uddannelse. Det er også det, der er brug for, når vi skal have skabt nye arbejdspladser.

Den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Pernille Rosenkrantz-Theil, og derefter er det hr. Ole Sohn.

Nu tror jeg sådan set, at det med de tidligere korte bemærkninger bliver ret klart, at Socialdemokraterne står for et væsentligt valg, når Socialdemokraterne sidder med regeringsmagten igen om meget kort tid, nemlig et valg om, hvorvidt Socialdemokraterne har tænkt sig at lave skattepolitik med Venstre og De Konservative, eller om Socialdemokraterne har tænkt sig at lave skattepolitik med SF og Enhedslisten.
     Jeg er jo en af dem, der var dybt, dybt forarget, da regeringen lavede sine skattelettelser, hvor direktørerne fik
5.000-6.000 kr. i skattelettelser, mens pensionister og arbejdsløse fik et stort rundt nul. Ikke en krone var der til folk på overførselsindkomster, som jeg jo ellers synes kunne have behov for at få det lidt lettere i hverdagen. Så bekymrer det mig jo, at jeg kan se Børsen meddele, hvad Socialdemokraternes skatteforslag går ud på efter et valg, nemlig at de, der skal have skattelettelser, er de indkomster, der er på over 275.000 kr. For så har Socialdemokraterne jo meldt klart ud, at det ikke bliver Enhedslisten og SF, der bliver lavet skattepolitik med efter et valg. Så har man tænkt sig at fortsætte i det borgerlige spor, hvor man alene giver til de mest velbjærgede i samfundet, eller hvad?

Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiets og Enhedslistens skattepolitik ikke er den samme. Det fremgår også tydeligt, når man ser de ændringsforslag, der er kommet. Der er heller ingen tvivl om, at vi gerne vil lette skatten på arbejdsindkomst, også for dem med indtægter over 175.000 kr. eller 275.000 kr.
     Vi vil gerne gå ind og lette det sådan, at også tømreren og ingeniøren og andre kan få gavn af det her. Men der, hvor jeg tror, at fru Pernille Rosenkrantz-Theil ser det for smalt, er jo, at vi også har en række andre ting, der indgår i det, vi foreslår. Det er bl.a., at vi vil lægge et loft over taktstigningerne på eksempelvis den kollektive transport, noget, der berører mange mennesker; at vi vil gå ind og forhøje pensionstillægget til pensionister og førtidspensionister. Det er noget, der virkelig vil kunne mærkes i mange, mange menneskers økonomi på en langt bedre måde end det, vi f.eks. ser med ældrechecken.
     Så vi er meget opmærksomme på, at der også skal være en social balance i det, vi lægger frem, og det vil vi gerne diskutere med alle Folketingets partier.

Jeg er sådan set fuldstændig enig med Socialdemokraterne - det tror jeg også godt at hr. Nicolai Wammen ved - i, at vi dels skal have lavet et loft over brugerbetaling, dels skal betalingen sættes ned ikke mindst på daginstitutionstakster, på busbilletter og andre steder, hvor vi ved, at regeringen har gjort det ganske svært for familier at få tingene til at hænge sammen.
     Men når der nu skal laves en skattereform, så bekymrer det mig, at jeg på de kurver, der er på Socialdemokraternes skattereform, kan se, at der ikke er nogen skattelettelser til de grupper, der tjener under 275.000 kr., og at jeg gang på gang har hørt Socialdemokraterne sige, at man vil lette skatten på arbejde.
     Det er fint, det vil vi sådan set også være med til at gå ind at kigge på, men det bekymrer mig, at jeg ikke har hørt Socialdemokraterne nævne pensionister og folk på overførselsindkomster i forbindelse med skattelettelser. For
i hvert fald set med Enhedslistens briller, så er de, der har mest behov for at få flere kroner og øre mellem hænderne, ikke kun ved at der kommer loft over brugerbetaling, men også ved skattelettelser, præcis pensionister, arbejdsløse og SU-modtagere.

Jeg skal gerne sige det en gang til: Vi har som en del af vores skatteforslag, at vi vil forhøje pensionstillægget, hvilket vil komme mange, mange pensionister og mange førtidspensionister til gode, for vi er meget enige med Enhedslisten i, at den gruppe ikke har haft megen gavn af den regering, vi har nu, og det støtteparti, man har i Dansk Folkeparti. Derfor er vi meget opmærksomme på det.
     Vi har fremsat et konkret forslag, og jeg håber, at vi, når Socialdemokratiet er i regering igen, kan få et bredt samarbejde her i Folketinget, hvor vi får afklaret de her ting, og hvor der er en vilje fra alle partier til, at vi sænker skatten på arbejdsindkomst, også for de familier, der måske tjener lidt mere end gennemsnittet - for ingeniøren, for tømreren, for andre - men også går ind og sørger for, at dem med de små indkomster også mærker det her i forhold til loft på takststigninger og i forhold til pensionstillæg m.v.

Nu ved jeg ikke, om hr. Nicolai Wammen deler den jubeloptimisme, der har været i regeringen og hos Venstres ordfører med hensyn til beskæftigelsen, nu hvor de nye ledighedstal er kommet, som viser, at der er sket en stigning
i antallet af arbejdsløse på 300 her den sidste måned. Derfor mener jeg, at det som det ene er væsentligt at få at vide af Socialdemokratiet her forud for valget, om Socialdemokratiet vil støtte en række af de ændringsforslag, SF har, eller i hvert fald selve ideen om at få lavet en kickstart af beskæftigelsen umiddelbart efter et valg, når der kommer en ny regering til, så vi kan få sat aktivt gang i den private beskæftigelse og lader staten tage ansvar for at generere privat beskæftigelse. Det andet er, at man står over for at gennemføre en stor kommunalreform, og derfor mener jeg, det er utrolig vigtigt at høre, hvad Socialdemokraterne mener med hensyn til at sikre de offentligt ansatte en reel jobgaranti, som gør, at de kan føle sig trygge under de omskiftelser, der nu står for døren.

Lad mig indledningsvis sige, at jeg i lighed med hr. Ole Sohn synes, de ledighedstal, vi har fået i dag, er dybt bekymrende. Der skal ikke herske nogen tvivl om, og det er jeg også glad for at fru Rikke Hvilshøj til sidst erkendte, at alle partier i det her Folketing har som mål at bringe arbejdsløsheden ned. Men man kan jo gøre det på forskellige måder. Man kan gøre det ved at håbe det bedste, eller man kan gøre det ved, som hr. Ole Sohn siger, at gå ind og lave noget, der minder om en kickstart.
     Vores finanslovforslag er et bud på, hvordan vi får sat gang i den danske økonomi, sådan at vi får nogle flere i arbejde både her og nu, ca. 15.000, og på længere sigt mange flere. Derfor tror jeg, at vi vil kunne samarbejde med SF om en række af de her punkter - jeg har hørt lignende toner fra SF - også i forbindelse med en kommunalreform og sammen med SF kunne sige, at de ansatte i kommuner og amter skal have tryghed, en tryghed, som statsministeren og andre mildest talt ikke har leveret.

Det glæder mig, at der er grundlag for at kunne fornemme et fælles fodslag med hensyn til beskæftigelsespolitikken efter et valg. Jeg synes, der er en ting mere, der er væsentlig at få frem, og det er muligheden for at skabe et rummeligt arbejdsmarked, også for at sikre, at folk, der er kommet lidt op i årene, har mulighed for at være på arbejdsmarkedet.
     Der fik SF under den forrige regering sammen med andre kæmpet igennem, at vi skulle have den såkaldte servicejobordning, som er en af de ordninger, som har vist sig at give folk et ordinært job på regulære betingelser, forbedre servicen i den offentlige sektor og oven i købet
i tilgift medfører, at man sparer penge i Finansministeriet. Den blev fjernet under den nuværende regering, og så vil jeg gerne spørge, om Socialdemokratiet vil være med til at genindføre servicejobordningen som et af de første elementer efter et valg, så vi også kan sikre, at de folk, der er kommet lidt op i årene, kan få et reelt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Jeg kan sige, at Socialdemokratiet ligesom SF er meget bekymret for det tab, der har været af arbejdspladser og ikke mindst private arbejdspladser. Det betyder jo også, at nogle af dem, som måske ligger i yderkanten af arbejdsmarkedet, er de første, der bliver skubbet ud.
     Derfor er der altså brug for en indsats her, som jeg også sagde i min tale, ikke bare for de unge, de rige og de smukke, men for alle, også dem, der har det svært, og dem, der lige har brug for en hjælpende hånd for at komme i gang og så derefter i øvrigt klarer sig fint og godt.
     Der er servicejobbene bestemt en mulighed, som vi også har øje for, som vi er meget positive over for, og som er en del af den pakke, vi foreslår her, som vi kalder Målrettede initiativer for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Så her er der noget, vi kan samarbejde om med SF og sådan set også andre partier her i Folketinget, håber jeg.

Nu er det sådan, at kommunerne er begyndt at finde deres fysiske rammer. Men det, der så begynder at tegne sig for de kommende større kommuner, er de økonomiske konsekvenser af bare den fysiske sammenlægning. Vi ved jo, at it kostede 50 mio. kr. på Bornholm, og det var vist nok med rabat fra det tidligere Kommunedata - hvad det er, det hedder nu, kan jeg ikke huske - og Midtfyn-Faaborg Kommune har beregnet, at det
i hvert fald koster 15 mio. kr. som minimum. Derudover kommer der efteruddannelse, ændringer af lokaler osv.

     Jeg spurgte fru Rikke Hvilshøj om, hvilke overvejelser regeringen havde gjort sig i den anledning, og der var det helt klart, at hun mente, at kommunekasserne var store nok til sagtens at kunne håndtere det her. Der er mit problem så, at det bliver indførelsen af minimalstaten for de dårligst stillede. Derfor vil jeg godt høre, hvad Socialdemokraterne mener.

Socialdemokraterne mener bestemt, at det er godt, at man tænker på, hvordan vi også kan sikre en offentlig sektor fremover. Vi var ikke imod, at man lavede en kommunalreform, men vi ville have en ordentlig, god og gennemtænkt kommunalreform.
     Et af de punkter, hvor det var helt sort, var spørgsmålet om, hvad det her egentlig vil betyde for økonomien. Det var noget af det, vi spurgte til gang på gang på gang. Hvad er de økonomiske konsekvenser af det her? For ellers ved vi godt, at regningen, hvis regeringen siger, at det ikke kommer til at betyde noget og det så gør det alligevel, ligger ude i kommunerne og amterne - eller regionerne, som de nu kommer til at hedde. Hvad den pris præcis kommer til at blive, tror jeg er vanskeligt at sige. Regeringen har ikke givet noget seriøst bud på det, men jeg tror, at de fleste, der har forstand på det, mener, at det bliver et milliardbeløb. Derfor er man også nødt til at tage det alvorligt i de kommende diskussioner, hvis ikke kommunerne og amterne og de kommende regioner skal ende med at blive sorteper.

Jeg er glad for, at Socialdemokraterne vil være med til at hitte ud af her i løbet af 2005, hvad der reelt er konsekvenserne af det praktiske, men derudover ved vi også, at hele den indbyggede socialreform også ligger i kommunalreformen.
     Oplægget går jo på, at der, hvor man tidligere har haft en grundtakstmodel på knap 500.000 til de allerallersvageste handicappede børn, unge og voksne, stiger grundtaksten til
800.000, og så kan man i virkeligheden som kommune med 30.000 indbyggere stå med en udgift på 1,5 mio. kr. til en enkelt bruger. Det kan rent faktisk være ganske mange penge for en kommune, og vi ved også, at det betyder nedlæggelse af de regionale tilbud, og at man efter professor Egelunds opfattelse laver nogle skraldespandstilbud. Det, jeg godt vil spørge finansordføreren fra Socialdemokraterne om, er: Vil Socialdemokraterne være med til at lave det store regnestykke med hensyn til, hvordan man laver en overgangsordning, således at man i hvert fald ikke de første år står med en institution, hvor de allerallersvageste i det her land, nemlig de handicappede, fuldstændig mister de tilskud, de ellers får?

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Socialdemokratiet gerne vil medvirke til, at vi får kastet så meget lys over hele den her proces som overhovedet muligt, for det mener vi der er behov for. Vi deler bekymringen for, at nogle af de svageste, herunder handicapgrupper, kan komme i klemme i den reform, der ligger, og for os er det meget væsentligt, at vi sørger for, at det ikke kommer til at ske.
     Jeg har forstået på regeringen, at den ikke mener, at det kommer til at ske. Det håber jeg den har ret i, men jeg kan kun sige til fru Anne Baastrup, at jeg synes, det er fint, at vi får belyst, hvilke konsekvenser der kan være af det. For os er det afgørende, at nogle af de allersvageste i vores samfund i hvert fald ikke bliver sorteper, fordi alting skal gå meget, meget hurtigt og vedtages over stok og sten.

Hr. Nicolai Wammen udtaler, at skatteloftet er der, men jeg har det ligesom hr. Leif Mikkelsen. Jeg kommer også af og til
i forsamlingshusene, og der møder vi - måske til forskel fra, hvad der er tilfældet i LO-forsamlinger - alle befolkningsgrupper, både dem, der - kan man sige - skaber arbejdspladserne, og dem, der skal have nogle ansat. Vi er måske en lille smule usikre på, om det skatteloft nu også gælder for alle. Gælder det også, når vi kommer over på erhvervssiden, for med de julegaver på trecifrede millionbeløb, der bliver uddelt af hr. Nicolai Wammen, bliver der i hvert fald ikke plads til mange grene på juletræet hos nogle, mens de hos andre kan få lov at nå helt ned til gulvet, og der bliver hverken plads eller råd til en eneste gave. Gælder skatteloftet for alle erhvervsdrivende, både arbejdstager og arbejdsgiver?

Skatteloftet gælder for de danske familier, men hvis spørgeren spørger til, om de penge bare skal forsvinde, når man giver 168 mio. kr. til landbruget ekstraordinært, selv om landbruget har fået flere penge i EU-støtte til næste år end
i år, så er svaret nej. Vi har ikke tænkt os, at de penge bare skal forsvinde.

     Derfor er det altså sådan, at vi siger, at de
168 mio. eksempelvis kan vi da bruge bedre. Og når vi konstaterer, at der er huller og fup og fusk nogle steder, går vi ind og lukker dem, og så vil vi gerne bruge de penge på at investere i vores velfærdssamfund, i uddannelse og i forskning. Der er der nok en afgørende forskel på Venstre og Socialdemokraterne. Vi er parat til at indrette vores skattesystem på en måde, så det giver flere arbejdspladser og beskytter familierne, men også sådan, at erhvervslivet bidrager på en retfærdig måde, fordi det er med til at skabe forudsætningerne for flere job og udvikling.

Det er jo fantastisk. Det er ikke 2 dage siden, hr. Buksti stod her i Folketingssalen og ikke ville være med til at lukke et skattehul, Socialdemokratiet ville overhovedet ikke være med til at lukke et skattehul, men det har altså ændret sig siden. Nu kan jeg forstå, at man ville stemme for det, hvis det var i dag, man skulle have stemt.
     Men så kan jeg heller ikke lade være med at spørge, om det med at ligestille et erhverv med andre erhverv ude i Europa er det samme som tilskud. Hvis hr. Wammen nu har en græsplæne - det tror jeg nok hr. Wammen har - og hr. Wammen ikke må bruge halvdelen af den græsplæne, for den skal ligge udyrket og ubrugt hen, og der må ikke løbes på den af børnebørn eller andre, er det så ikke rimeligt, at han får en kompensation for det? Er det det samme som en støtte, når man siger, at man ligestilles dér? Hvis man ikke må bruge noget, man har erhvervet til fuld udnyttelse, er det så en støtte eller en kompensation, hvis man får noget for det?

Jeg har desværre ikke en græsplæne. Jeg bor på 12. sal, men jeg tror godt, jeg kan sætte mig ind i billedet. Jeg har heller ikke børnebørn, bliver der sagt fra hr. Jens Rohde. Det vil være en overraskelse for mig i hvert fald. Jeg siger tak til hr. Jens Rohde for bemærkningen.
     Det, der er væsentligt for os, er, at vi indretter et skattesystem, hvor vi kan nedsætte skatten på arbejdsindkomst, og de steder, hvor der er nogle uhensigtsmæssigheder inden for erhvervsliv, herunder også inden for landbrug, går vi ind og ser, om vi kan bruge pengene bedre. Og vi mener faktisk, at de her 168 mio. kr., som EU og regeringen giver i ekstraordinær skattelettelse til de danske landbrug - glædelig jul - kunne vi have brugt bedre. Vi kunne have brugt dem på vores folkeskoler, som statsministeren taler så meget om, vi kunne have brugt dem på hjemmepleje, vi kunne have brugt dem på vores sygehuse. Men nej, det var ikke her, de skulle bruges. Hr. Jens Kirk og resten af Venstre, Konservative og DF er enige om, at de skal gå til landbruget.

Nu har vi fået proklameret fra Socialdemokraterne, at de ville genopstå, og det må vi sige at hr. Nicolai Wammen virkelig har været en eksponent for i dag, forstået på den måde, at den linje med stigninger i skatten, som vi så under hele SR-regeringen, hvor skattetrykket steg fra 47,3 pct. af BNP til 49,9 pct., fortsættes. Man må sige, at Socialdemokraterne er genopstået. Skattestigningen genkender vi, og når vi kigger på de ændringsforslag, der kommer fra Socialdemokraterne i dag, ser vi, at der er en stigning i skatterne på 5,5 mia. kr., 0,2 pct. af BNP. Hvordan hænger det sammen med et skatteloft, og helt specifikt - ikke alene på landbruget, men på øvrige områder - hvor er det, hr. Nicolai Wammen vil lade de skatter stige? Det synes jeg han skylder at oplyse den danske befolkning om.

Socialdemokratiet har gjort det helt klart. Vi vil gerne have et skatteloft, der beskytter de danske familier og boligejerne, men vi har også sagt, at vi med hensyn til erhvervslivet, hvis der er nogen fornuft i at ændre på nogle ting, fordi det giver os mulighed for at investere i forskning, uddannelse og arbejdspladser, er parat til at kigge på det. Det er sådan set ret fornuftigt, og det er den kurs, der i 1990'erne sikrede, at vi kunne skabe 200.000 flere arbejdspladser i modsætning til den her regering, som snakker meget om at skabe job, men som så sent som i dag må konstatere, at det overhovedet ikke er lykkedes.
     Hvad angår den historie med, at vi skulle have haft galopperende skatter under SR, troede jeg egentlig, vi havde fået den afklaret med hr. Leif Mikkelsen, men den genopstår åbenbart her. Der var et stabilt skattetryk under SR-regeringen, og det nytter ikke noget, at man prøver at få det til at se anderledes ud.

Der var et stabilt stigende skattetryk under SR-regeringen. Der kom en ny skat hver eneste måned. Det kan hr. Nicolai Wammen altså ryste lige så meget på hovedet, han vil, over. Det var der.

     Det, som man må forholde sig til, når man siger, at man vil sikre stabilitet for familierne, men til gengæld må erhvervslivet godt spæde noget mere i skattekassen, er, at så er der et stigende skattetryk. Det er det første, vi kan slå fast.
     Det næste, vi kan slå fast, er, at det, der skal skabe stabilitet og sikkerhed og tryghed hos familierne, er, ud over at de ved, hvad deres skat er, at man har en aktiv beskæftigelsespolitik, og vel at mærke en beskæftigelsespolitik, hvor man sikrer sig, at virksomhederne har mulighed for at kunne etablere nye arbejdspladser, således at vi kan få flere i beskæftigelse.
     De skatter, der kommer på erhvervslivet, er jo med til at ødelægge konkurrenceevnen, med til at ødelægge muligheden for at skabe arbejdspladser. Så det hænger simpelt hen ikke sammen. Og derfor må hr. Nicolaj Wammen også erkende, at det er den forkerte vej.

Jeg tror, at folk, der kigger på den her debat, vil sige: De påstår hver deres, og hvem af dem har mon ret? Det kan enhver seer jo så afgøre med sig selv.
     Men der er måske en enkelt ting, der kunne være nyttig, når man skal lave den vurdering, og det er at se, hvordan det rent faktisk gik, da vi havde en socialdemokratisk regering, og hvordan det er gået nu, hvor vi har haft en borgerlig regering.
     Hr. Ulrik Kragh er meget optaget af at skabe job. Det er vi også. Men forskellen på den tidligere regering og den nuværende regering er, at vi skabte 200.000 job, mens der under denne her regering er tabt 30.000. Det er de nøgne tal.
     Man kan holde mange plancher op, der skal vise alverdens ting i forhold til dette, men det er virkeligheden. Dette føles ude i mange danske familier, og ude i mange danske virksomheder længes man tilbage til en regering, der målrettet satsede på uddannelse og forskning og at skabe job.
     Men jeg håber, at vi meget snart får lejlighed til, at vi kan komme tilbage på den kurs, som blev lagt, og som sikrede en så stærk økonomi og et så godt samfund.

Jeg tror nu ikke, der er særlig mange danskere, der ønsker sig tilbage til den tidligere regering, der bl.a. sikrede, at en LO-arbejder kom til at betale en stigning i de grønne afgifter på 114 pct. Det tal er bekræftet af den tidligere finansminister, fru Pia Gjellerup. Det var hårde tider dengang.
     Jeg havde sådan set tænkt mig at tage fat på et andet spørgsmål. Hr. Nicolaj Wammen har været meget optaget af folkeskolen, og det er vi sådan set også i Venstre.
     Socialdemokratiet skriver i et af deres ændringsforslag som bemærkning: Danmark er for rigt et land til at skulle acceptere folkeskoler med nedslidte lokaler, for få lærerressourcer, forældede undervisningsmaterialer og utilstrækkeligt it-udstyr. Det vil jeg sige er noget af en selverkendelse fra Socialdemokratiet i forhold til, hvad de har overladt til denne regering.
     Kan hr. Nicolaj Wammen bekræfte, at denne regering fremadrettet - ud over det, vi allerede har afsat - de næste
4 år afsætter 2,3 mia. kr. ekstra alene til folkeskoleområdet?

Nej, jeg kan ikke bekræfte, at man i nye penge afsætter 2,3 mia. kr.
     Men jeg vil godt sige til fru Rikke Hvilshøj, at alle partier herinde da har et ansvar for, hvordan vores folkeskoler er. Vi påtager os også vores ansvar for den tid, vi havde regeringsmagten. Det, jeg bare synes er en lille smule forunderligt, er, at vi ikke hører regeringspartierne, der har haft ansvaret i 3 år, sige: Måske har vi ikke gjort det godt nok; når vi har nogle skoler, hvor vi skal have nogle bedre lokaler, bedre undervisningsmaterialer, og hvor vi skal have mere faglighed, kunne der måske være brug for nogle flere ressourcer i den her regerings levetid.
     Måske man skulle lytte endnu en gang til, hvad de
30.000, der stod ude på Slotspladsen, som har gået i folkeskolen, og som nu er i gang med gymnasiet, eller hvad de nu er i gang med, sagde: Den skole, vi har gået på, det gymnasium, vi er kommet på, har ganske enkelt ikke den kvalitet, der er brug for, hvis vi skal kunne klare os og få den uddannelse, vi gerne vil have, så vi kan klare os i en globaliseret virkelighed. Så det er et fælles ansvar, men man har haft regeringsmagten i 3 år, og man har ikke gjort noget ved det.

Det er jo ikke rigtigt. Denne regering har gjort masser ved det. Det, jeg sådan set bare vil understrege som forskellen på det her område, ligesom på så mange andre, er, at de betragtelige ekstra midler, som vi jo er helt enige i der er behov for på folkeskoleområdet, er finansieret for regeringens vedkommende.

     De mange løfter, som Socialdemokratiet har ikke bare på uddannelsesområdet - der er et væld af løfter, som vælter ud af Socialdemokratiet, og det er måske det, der er det dristige fra Socialdemokratiets side - har den konsekvens, at der for det første ikke er finansiering for det hele, og for det andet så efterlader det landets økonomi i en meget, meget uholdbar situation, og det er ikke til glæde for særlig mange. De penge, som denne regering har afsat bl.a. til folkeskoleområdet, er finansieret.

Den udlægning må jeg fuldstændig afvise, den har intet på sig, og jeg er ked af at måtte sige det til Venstres finansordfører, men det er jo rene postulater. Vi har fremlagt et finanslovforslag, der er finansieret krone til krone, som sikrer en holdbar økonomi, som sikrer, at vi kan investere i unge menneskers uddannelse og tage vare på vores ældre, som sikrer, at vi ikke kommer ud i det, fru Rikke Hvilshøjs parti og regeringen er kommet ud i, nemlig at vismændene siger, at det, der står her, er uholdbart.
     Venstre har en dårlig sag, og det nytter ikke noget at beskylde alle mulige andre for alt muligt.
     Vi har fremlagt konkrete forslag, der vil forbedre den danske folkeskole, og vi er parate til at komme med endnu flere, fordi vi mener, det er afgørende vigtigt. Vi mener, at denne her regering har svigtet ved ikke at give ressourcerne, der er nødvendige, hvis vi skal sørge for, at vores børn og unge får den bedst mulige uddannelse. Og det er ikke bare noget, vi mener, det er sådan set også noget, de unge selv mener, for de har fortalt det til os ret tydeligt.

Vi har jo set med den regering, vi har i øjeblikket, at ikke alene gør man ikke noget for at skabe nye job, så arbejdsløsheden stiger, men man fører også en politik, som gør, at der bliver færre ordinære job og flere i støttede job; man får simpelt hen nedlagt ordinære job til fordel for støttede job. Desværre er Socialdemokratiet jo med i forliget med regeringspartierne »Flere i arbejde«, som bl.a. handler om reglerne for støttede job og aktiveringsfabrikker osv., som vi har set en del af i medierne igennem længere tid, og hvor kontanthjælpsmodtagere for kontanthjælpen bliver sat til at lave arbejde, der ellers bliver udført på andre virksomheder som ordinære job.
     Der glæder det mig at kunne se, at hr. Carsten Hansen fra Socialdemokratiet er ude at kræve en undersøgelse af, hvad det egentlig er, der foregår, og jeg vil gerne høre, om Socialdemokratiet, når vi forhåbentlig snart får et andet flertal, vil være med til at få stoppet aktiveringsfabrikkerne, så vi får skabt rigtige job i stedet for støttede job.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at målet for Socialdemokratiet er at få skabt rigtige, varige job. Vi har ikke noget ønske om at aktivere folk til noget, de ikke kan bruge til noget, og jeg er helt enig med hr. Carsten Hansen i, at det er godt at få belyst området. Jeg synes, det er en fin måde at gribe det an på, men det, der jo er det helt afgørende, hvis vi skal have et velfærdssamfund, der kan hænge sammen ikke bare i dag, men også i de kommende år, er, at vi får bragt langt flere ud på arbejdsmarkedet, at folk kommer i job, sådan at der er flere hænder til at tjene pengene ind til vores velfærdssamfund, men jo også til at udføre en masse opgaver.
     Vi vil jo eksempelvis få flere ældre i de kommende år. Der er nogle, der kalder det for ældrebyrden, men jeg synes, det er et forfærdeligt udtryk og udtryk for et dårligt menneskesyn. Der vil jeg bare sige, at det er vigtigt, at vi går ind og sørger for, at vi får folk i arbejde, sådan at vi kan pleje vores ældre og passe godt på hinanden.

Det er jo meget glædeligt at høre - det har vi foreslået længe - at vi skal bruge de offentlige midler aktivt til at få langt flere i arbejde inden for velfærd i stedet for at bruge pengene på dagpenge osv.; det ville ikke koste noget for de offentlige kasser at få langt flere hænder. Men i det forlig, som Socialdemokraterne desværre er med i om flere i arbejde, gjorde man jo også det, at man skar ned over for nogle af dem, der har allermindst, og hvor vi f.eks. har set, at det betyder, at mange risikerer at blive sat ud af deres bolig, fordi der er skåret så meget ned i kontanthjælpen, at de ikke har råd til at betale huslejen.
     Derfor vil jeg gerne høre, om ikke Socialdemokraterne vil lægge en fuldstændig anden linje, når vi forhåbentlig snart får et andet flertal, så man gør noget ved arbejdsløsheden ved at skabe job i stedet for ved at straffe dem, der er blevet arbejdsløse.

Jeg kan bekræfte, at Socialdemokratiet vil lægge den linje, når vi kommer i regering, at vi vil bruge alle vores kræfter, alle vores vågne timer på at skaffe gode job, ligesom vi gjorde det sidst, da vi skaffede 200.000 arbejdspladser.

     Der bliver nok at gøre med en regering, som, hvis den udskriver valg her i januar og taber, efterlader 30.000 flere arbejdsløse. Så sent som i dag har vi set, at den nedgang i arbejdsløsheden, som finansministeren havde lovet, bliver væk.
     Så vi vil arbejde for at skabe flere almindelige arbejdspladser til alle aldersgrupper og også forskellige erhvervsgrupper.

Den næste, der skal have en kort bemærkning, er hr. Bent Bøgsted. Så er der plads til en mere, og det er fru Gitte Lillelund Bech, og så er der ikke plads til flere.
     Hr. Bent Bøgsted.

Nu kan jeg forstå på hr. Nicolai Wammen, at han vil skabe arbejdspladser, og det er også meget fint.
     Det er sådan, at i erhvervslivet skaber man arbejdspladser ved at lempe for erhvervslivet. Vi skal have produktive arbejdspladser - det håber jeg at hr. Nicolai Wammen er enig med mig i - for det er dem, der betaler alle de andre arbejdspladser, som hr. Nicolai Wammen gerne vil skaffe. På et eller andet tidspunkt, hvis man får for mange ikkeproduktive arbejdspladser i forhold til produktive arbejdspladser, så tipper det hele jo, og derfor skal vi selvfølgelig også kæmpe for at lempe for erhvervslivet.
     Men jeg har svært ved at se, hvordan hr. Nicolai Wammen vil gøre det, når Socialdemokratiet samtidig åbner op for, at der skal være ét fælles Europa, hvor arbejdspladserne flytter østpå, de flytter til Kina, eller hvad de nu gør. Hr. Nicolai Wammen har været med til at åbne op for at gøre det nemmere for erhvervslivet at flytte ud, så vi på den måde taber arbejdspladser.

Jeg tror, at vi deler en fælles bekymring i forhold til, at danske arbejdspladser rykker til Fjernøsten og andre steder. Der er ikke nogen nemme svar på, hvad man gør i den situation, og det er noget, der optager mange danske arbejdere ude på arbejdspladserne - med god grund.
     Men en af de ting, vi i hvert fald ved vi ikke kan konkurrere på med Kina og Indien, er løn. Det, vi bliver nødt til at konkurrere på, er uddannelse, og at vi er gode til at få nye idéer, at vi er gode til at samarbejde. Hvis vi skal opnå det, så kræver det, at vi investerer i vores folkeskoler, sådan at vores unge, når de kommer ud, er godt uddannede; så kræver det, at vi er parate til at sætte nogle penge af til at gå ind og lave en aktiv arbejdsmarkedspolitik på de områder, hvor man oplever massefyringer, fordi en fabrik lukker og arbejdspladserne er flyttet til Indien eller Kina.
     Det har vi konkrete forslag til fra socialdemokratisk side, og vi håber da meget, at Dansk Folkeparti vil medvirke til at gøre dem til virkelighed.

Det glæder mig da at høre, at hr. Nicolai Wammen har den opfattelse, for så kan vi måske komme til at kigge på uddannelserne og få sorteret nogle af de gamle uddannelser på arbejdsmarkedet væk, som Socialdemokratiet holder fast i, og som ikke kan bruges længere. Så vi skal have nogle nye ind, og det ser jeg da frem til.
     Men jeg tror egentlig, at hr. Nicolai Wammen er lidt glad for, at det varer mange år, før Socialdemokratiet kommer til regeringsmagten, for jeg kunne høre på Enhedslisten, at de i hvert fald ikke bakkede op om Socialdemokratiets skattepolitik, og det er jo netop Enhedslisten, hr. Nicolai Wammen bygger sin skattepolitik på.
     Hr. Nicolai Wammen sagde også, at han håbede på enighed. Som politisk ordfører skal man tro på det, man går ind for, og så kan det ikke hjælpe, at man bare håber på, at Enhedslisten føjer sig. De har meldt klart ud: De bakker ikke op om Socialdemokratiets skattepolitik. Ergo har Socialdemokratiet ikke noget at komme med, og derfor kan vi tage det roligt, for det varer mindst 8 år, før hr. Nicolai Wammen kommer til igen.

Allerførst må jeg sige tak til spørgeren for udnævnelsen, men jeg er nu ikke politisk ordfører, jeg er finanspolitisk ordfører.
     Jeg er nu ret overbevist om, at Socialdemokratiet kommer til regeringsmagten længe inden, hr. Bent Bøgsted mener, at det vil være en god idé.
     Så siger hr. Bent Bøgsted, at det gælder om, at vi skal have lukket nogle uddannelser. Der må jeg bare sige, at der er hr. Bøgsted en fin repræsentant for den linje, der er blevet lagt under denne her regering, hvor man sammen med Dansk Folkeparti har skåret massivt ned på uddannelserne i stedet for at skabe spændende uddannelser; i stedet for at give vores unge mulighed for at komme ud at klare sig; i stedet for at give dem mulighed for at kunne efteruddanne sig; i stedet for at lave et samfund, hvor det er uddannelse, uddannelse, uddannelse i stedet for nedskæring, nedskæring, nedskæring.

Og så som den sidste fru Gitte Lillelund Bech.

I mandags fik vi jo en undersøgelse af, hvordan det går i den danske folkeskole. Der kunne vi jo se, at der var 17 pct., som forlod skolen sidste år uden at kunne læse, og at der var
15 pct., som forlod skolen sidste år uden at kunne regne. Jeg kan høre på hr. Nicolai Wammen, at det tilsyneladende er noget, der har stået på meget, meget, meget længe, så jeg vil gerne spørge hr. Nicolai Wammen til folkeskolens økonomi.

     Jeg står her med et svar fra undervisningsministeren til fru Pernille Blach Hansen, som jo er hr. Nicolai Wammens partifælle, på spørgsmål nr. S 5322 af 3. september 2004 - det kan endda være, at hr. Wammen selv har det med. Heraf fremgår det tydeligt, at i 2001 blev der brugt 27,1 mia. kr. på folkeskolen - det er bogførte regnskabsnettoudgifter - og
i 2003 blev der brugt 28,3 mia. kr. Derfor vil jeg bare spørge hr. Wammen: Er 28,3 mia. kr. mere eller mindre end 27,1 mia. kr.? Hvis hr. Wammen svarer, at det er mindre, må jeg konstatere, at så har det også stået skidt til med hr. Wammens matematikkundskaber, da han gik ud af skolen.

Det er klart, at hvis man bare tager to tal og sætter op mod hinanden og ikke taler om, hvor mange flere elever der er kommet, og hvis man ikke siger, hvad det er for en kvalitet, vi gerne vil have i folkeskolen, hvad det er for nogle løfter, den her regering har givet, så kan man sikkert som undervisningsministeren bilde sig selv ind, at det går enormt godt i den danske folkeskole, og at der virkelig er blevet sat ind her.
     Men jeg forstod egentlig på statsministeren, at han ikke er så tilfreds, og det er dog samme regering. Han er ikke tilfreds med den indsats, som hans undervisningsminister har leveret de sidste 3 år, for ellers ville vi vel ikke være i den situation, at han var nødt til at gå ud med krabasken og sige, at nu skal vi gøre noget.
     Derfor synes jeg, at man i stedet for at køre rundt i det ene eller det andet tal skal forholde sig til virkeligheden, og den virkelighed er altså, at der er brug for flere ressourcer ude i den danske folkeskole, og at der under denne her regering er blevet skåret ned på uddannelserne.

Jeg tror, det må stå galt til med enten matematikkundskaberne eller læsekundskaber hos hr. Wammen, når hr. Wammen ikke vil tage stilling til to tal. Jeg kan så oplyse hr. Wammen om, at ser man på enhedsomkostningen, omkostningen pr. elev, så er omkostningen i 2003 rent faktisk også større end omkostningen
i 2001. Det tror jeg også godt hr. Wammen ved. Jeg medgiver gerne, at man skal bruge flere penge på den danske folkeskole. Det er også derfor, regeringen har sat 2,3 mia. kr. af. Men jeg synes, hr. Wammen kommer nemt om ved det, når han fra talerstolen først siger, at den her regering har skåret ned på folkeskolen, og derefter ikke vil forholde sig til helt konkrete svar, der er givet, og som man kan få oplyst, hvis man sætter sig ind i sagerne om folkeskolens økonomi. For det er jo det, der er tilfældet. Helt konkret bruges der flere penge pr. elev i folkeskolen i dag, end der blev brugt under den tidligere regering. Grunden til, at man gør det, er jo selvfølgelig også, at vi ønsker nogle bedre resultater. Og denne her regering vælger altså at sætte 2,3 mia. kr. af, som skal gå til efteruddannelse af lærere, som skal gå til bedre materialer, som skal gå til bedre lokaler, som skal gå til bedre evaluering. Men det kunne jo tænkes, at grunden til, at hr. Wammen ikke ville svare på mit første spørgsmål, er, at hr. Wammen ikke var udsat for test i skolen, så derfor kan han have svært ved at finde ud af, om et tal er større end et andet.

Jeg tror, jeg i lighed med mange andre, der har gået i den danske folkeskole, er blevet evalueret og heldigvis også af mere venlige sjæle end Venstres spørger.
     Jeg må bare sige, at af nye penge er det jo reelt kun ca. 0,5 mia. kr. mere, som regeringen smækker på bordet til at styrke vores folkeskole, hvor vi virkelig vil gå ind og give den et løft. Det er altså forskellen, at vi har en regering og en statsminister, der snakker meget om, at man vil gøre noget ekstra for folkeskolen, men som i realiteternes verden i kraft af sin undervisningsminister ikke har leveret varen.
     Jeg kan godt forstå, at der er mange i Venstre, der nu får sved på panden, fordi der er mange forældre, der siger:
Det her er et område, vi vil satse på, det her er et område,
I som politikere har et ansvar for. Det er nødvendigt, at vi investerer i bedre bøger, bedre bygninger, i at efteruddanne vores lærere og sikre, at der er en ordentlig integration ude i vores skoler. Og der har vi et bedre bud, end Venstre har, og det glæder jeg mig til at diskutere med Venstre.

Så siger vi tak til ordføreren. Vi overskred tiden en anelse
i forhold til den time, der er til rådighed, men vi nåede også 16 korte bemærkninger, og det er udtryk for, at ordføreren og spørgerne udviste disciplin. Og det er af hensyn til andre, at man udviser disciplin. Så er det den næste ordfører i rækken, og det er hr. Kristian Thulesen Dahl.

I modsætning til den ordfører, der netop har været på talerstolen, kan jeg jo starte med at sige tak for et forhandlingsforløb, som på mange måder har været et ganske godt og givtigt forhandlingsforløb mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2005. Jeg kan også sige, at der jo på en række felter er indgået aftaler, som ikke kun har deltagelse af regeringen og Dansk Folkeparti. Vi har specielt en aftale, som også inkluderer Kristendemokraterne - den vil jeg komme tilbage til - som vi synes indeholder nogle væsentlige ting, som er værd at fremhæve.

     Så ligger der jo en aftale om kultur, som endda også omfatter Det Radikale Venstre og SF ud over Kristendemokraterne, regeringen og altså Dansk Folkeparti.
     Så har vi jo endelig aftalen omkring forskning og medicin, som alle i virkeligheden har kunnet tilslutte sig. Og det er jo ganske godt at stå i sådan en situation, at der er et område, hvor alle i virkeligheden har vist en vilje til at være med.
     Vi havde fra Dansk Folkepartis side gjort det klart, inden forhandlingerne gik i gang, at der var fire områder, vi specielt ville udtage som prioriterede områder.
     Det første var selvfølgelig en ekstraordinær indsats på sundhedsområdet i forhold til ventelister, specielt i forhold til kræft. Der var nogle ting, vi mente vi burde kunne gøre bedre, og som vi derfor valgte at prioritere.
     Det andet hovedområde var i forhold til socialpolitikken, herunder specielt i forhold til vores ældre medborgere, som vi gerne ville give et løft.
     Det tredje var i forhold til retsområdet. Det var specielt i forhold til kapaciteten i vores fængsler, hvor vi syntes, at alt for mange af de dømte stadig væk gik uden for murene frem for at være inde og afsone deres straf. Der ville vi gerne have øget muligheden for at bekæmpe ventelisten til fængsel, til at komme ind og afsone.
     Der var også et spørgsmål om retsafgifter, som regeringen selv havde påpeget i sit forslag til finanslov, men der var ikke sat finansiering på, så det ville vi også gerne kigge på.
     Så havde vi et fjerde hovedområde, der drejede sig om udlændingeområdet, hvor vi fandt det nødvendigt, at vi også brugte indgangen til finanslovforhandlingerne til at få sat ekstra turbo bag kravet om hjemsendelse af afviste asylansøgere, som vi synes er gået alt for langsomt.
     Jeg vil lige hurtigt i forhold til de fire områder nævne, hvordan det så gik i forbindelse med forhandlingerne.
     På sundhedsområdet lykkedes det jo rent faktisk at gøre en ekstra stor anstrengelse i forhold til vores kræftramte. Det er utrolig vigtigt, at vi sætter ekstra fokus på netop det område i forbindelse med at bekæmpe ventelister, for det at være kræftramt er altså en ganske særlig psykisk nedbrydende proces at komme igennem, og derfor har vi med stigende gru set de ventelister, der har været på kræftområdet, og derfor har vi også ment, at der var behov for at gøre noget ekstra her.
     I aftalen er det jo således, at der sættes ekstra midler af til specielt at gøre noget på kræftområdet. Det drejer sig ikke alene om en stor pulje til en forøget indsats på kræftafdelingerne, men jo også ekstra strålekanoner, ekstra scannere, der gør, at kræftramte hurtigere kan komme igennem til en ordentlig behandling. Det skylder vi de mennesker, og vi er glade for, at det er blevet en del af finanslovaftalen. Et andet område på sundhedsområdet, som vi har prioriteret højt, har været det med sundhedscentre; når vi ser, at der desværre er amter, der har nedlagt små sygehuse, så skal vi have sat noget alternativt i stedet, nemlig sundhedscentre, der virker tryghedsskabende, hvor folk kan komme, når de har behov for det. Det er også et sted, hvor vores ældre, der har været på sygehus, kan opholde sig, inden de måske endeligt kommer hjem, så de er tættere på deres familie og på deres daglige omgangskreds. Der er vi glade for, at det med aftalen nu er lykkedes at afsætte midler til fem sundhedscentre, som kan være banebrydende i forhold til at få sundhedscentre som landsdækkende tiltag, sundhedscentre, der gør, at man samler de tilbud, der er væsentligst for folk at have i deres eget lokalområde. Det er vi også meget tilfredse med. Der ligger så også det på sundhedsområdet, specielt i forhold til de ældre, at der skal gøres noget ekstra for vores ældre medicinske patienter. Det var også en del af forårspakken, men det udmøntes jo så for 2005, hvor der sættes ekstra midler af til det. Så er der specielt et område, jeg vil nævne i forbindelse med sundhedsområdet, som relaterer sig meget til ældre, men jo desværre også kan relatere sig til andre aldersgrupper, og det er det her med hospicer. Vi har igennem de seneste 3 år kæmpet for at få hospicesektoren udbygget, så vores døende kan få værdige rammer for den proces, det er at gå igennem den allersidste tid, når man er opgivet i behandlingsforløbet. Vi har set, at amterne har været alt for træge med at få oprettet hospicepladser, og derfor er vi også glade for, at det nu bliver et krav, at der skal oprettes minimum 12 hospicepladser i hvert af dem, vi jo i dag kender som amter, og de vil jo også ligge der, når amterne indgår i de nye regioner. Der er afsat de fornødne penge til at sikre det. Så vil jeg lige vende mig til ældreområdet, som var det andet hovedpunkt, vi havde sat på som prioriteret område, og det var specielt i forhold til ældreydelsen, som jo for ganske få år siden - det glemmer nogle somme tider, når man diskuterer det - slet ikke fandtes. Nu findes der en ældreydelse. Vi fik at vide, da den kom, at det bare ville være en midlertidig ordning. Nu er den permanent.

     Det er lykkedes os at gå fra, at ældreydelsen det første år, altså 2003, var på 330 mio. kr., til, at den i 2004, altså i år, blev på 430 mio. kr. Så steg den med forårspakken, og der fik vi den op på at udgøre 840 mio. kr.
i omkostninger for statskassen, og nu med den seneste aftale bliver den for 2005 en udgift for statskassen på 1,2 mia. kr. Det er dog en rimelig fremgang i en ordning, som vi har sat os for at ville udbygge år for år - en udbygning, der er sket på relativt kort tid. Det gør nu, at 204.000 pensionister vil modtage den her ydelse i januar. 170.000 af de pensionister vil modtage den for mange beskedne, men alligevel vigtige ydelse, som det jo er at få 6.200 kr. før skat ekstra, altså de pensionister, der i forvejen har allermindst. Det har været meget vigtigt for os at få det her banket op til noget, der begynder at ligne noget for de pensionister, der modtager den her ældreydelse. Der er jo så oven i det, der var afsat i forvejen, sat 340 mio. kr. ekstra af næste år, så ordningen nu samlet kommer op på ca. 1,2 mia. kr. i udgift. Vi har også arbejdet for at få en bedre sikkerhed ind for vores pensionister med hensyn til varmeudgifterne. Det var specielt i lyset af de stigende oliepriser, som vi har kunnet se, og som jo også er høje stadig væk, og der havde vi ønsket at få en sikring ind; det har vi fået, og der er også afsat midler til det. Med hensyn til det tredje hovedpunkt, som jeg nævnte at vi havde prioriteret, og som vi jo så også skal kigge på, nemlig fængselsområdet: Fik vi så noget ud af den indsats i forhold til det faktum, at alt for mange kriminelle ikke er inde at afsone i fængslerne, men er på fri fod? Det lykkedes os i finanslovforhandlingerne at få sat stort fokus på det område, så det nu er et mål, at ventelisterne til at komme ind og afsone er væk med udgangen af 2005. Det gør vi jo ved, at vi simpelt hen siger, at den kapacitet, der er, skal bruges bedre, plus at vi forstærker indsatsen ved at lave nye afsoningsformer. Så ved at afsætte ekstra midler til området kan vi simpelt hen få flere af de kriminelle ind bag murene til afsoning, frem for at de er på fri fod. Vi vil følge det her meget nøje, for sidste år, da vi indgik den der flerårsaftale omkring fængselsvæsenet, var det også vores agt, at det skulle gå hurtigere med at få ventelisten til fængslerne ned. Vi gjorde i sommer en anstrengelse, hvor vi satte ekstra penge af til flere pladser. Vi har nu gjort det igen med finanslovaftalen, og vi vil også varsle, at vi i det kommende år vil følge det her område tæt, fordi vi skal sikre, at de dømte er frihedsberøvede og ikke er på fri fod. Det fjerde område, jeg nævnte, var udlændingeområdet, specielt i forhold til hjemsendelser. Der har vi fået en aftale, der kan betyde - føler vi - at vi kan få snor i, hvad regeringen egentlig går og foretager sig. Et af de store problemer på det her område er jo at sikre, at regeringen til stadighed gør alt, hvad den overhovedet kan for at sikre, at afviste asylansøgere kommer hjem og ikke opholder sig her i Danmark, for dette er fuldstændig undergravende for vores flygtningepolitik. Det, vi har prøvet at få i form af den aftale, der ligger, er jo simpelt hen en aftale om, hvordan området administreres, ud over at vi selvfølgelig sætter ekstra midler af til nogle udsendelsesattacheer, altså nogle mennesker, der skal være beskæftiget med at sikre, at folk reelt kommer hjem. Så er der jo også det helt afgørende i forhold til hjemsendelse, som har været omdrejningspunktet for os - vi har nævnt det tidligere - at hvis et land ikke vil modtage sine egne statsborgere, så får det konsekvenser i forhold til at modtage hjælp, altså bistand, fra Danmark. Det er jo en helt, helt nødvendig sammenkobling. Jeg tror ikke, der er mange skatteydere i Danmark, der forstår det, hvis de skal betale til et land, som ikke vil vise sig så anstændigt, at det vil modtage egne statsborgere, når de ikke er berettiget til at få flygtningestatus her i landet. Så alt i alt kan vi sige, at på de fire områder, vi valgte at prioritere, er der kommet løsninger igennem, som gjorde, at vi syntes, at vi med god samvittighed kunne indgå en finanslovaftale med regeringen. Vi er glade for, at der jo også i virkeligheden på en lang række andre områder, specielt
i forhold til vores svage grupper, sker det, at der bliver afsat midler rundtomkring, hvor det for de mennesker, det vedrører, vil gøre en forskel. Det er en helt nødvendig satsning, fordi vi jo ved, at der er mange mennesker i vores samfund, der har behov for en ekstra håndsrækning. Og vi vil selvfølgelig gerne kunne vise, at når man indgår forlig med Dansk Folkeparti, så er der også en målrettet indsats på de områder.

     Det er baggrunden for, at vi indgik det samlede finanslovforlig, og det er også baggrunden for, at vi, når vi behandler ændringsforslagene også fra øvrige partier, tager udgangspunkt i, at vi støtter de ændringsforslag, der er en følge af det forlig, og altså ikke kan støtte øvrige ændringsforslag.
     Der er et par ændringsforslag, det vil man se ved afstemningerne, hvor vi vil bryde det mønster for at tilkendegive vores politiske holdning, men ellers vil hovedmønstret være, at vi selvfølgelig støtter de ændringsforslag, der er en følge af forliget, der er indgået med os, og så afviser de øvrige ændringsforslag, der er stillet til finanslovens tredje behandling.

Ja tak. Så er der nogle korte bemærkninger. Der er indtil videre otte, det er en servicemeddelelse, ikke en opfordring til andre.
     Den første, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Line Barfod, og derefter er det hr. Nicolai Wammen.

Dansk Folkeparti har jo indgået forlig med regeringen om strukturreformen, den største omvæltning nogen sinde i dansk historie, som berører mange hundrede tusinde offentligt ansatte ud over de mange borgere, der vil komme til at mærke følgerne af, at man ændrer samfundet så radikalt.
     Vi havde jo i fredags første behandling af den første del af strukturreformen, og vi kan i ændringsforslagene til finansloven se på skatteområdet, hvad det er, man regner med dér, og vi kan se, at man lægger op til nedskæringer, bl.a.
700 færre ansatte på skatteområdet. Jeg vil gerne høre Dansk Folkeparti, om man slet ikke er bekymret for, at der ikke er nogen tryghed for de offentligt ansatte med hensyn til løn- og ansættelsesvilkår, at der overhovedet ikke er sat penge af til at sikre, at folk ikke kommer til at få ringere ansættelsesvilkår i fremtiden og heller ikke på en lang række områder har nogen sikkerhed for jobbene, ud over at man er ansat 1. januar 2007?

Udgangspunktet er, som fru Line Barfod også ved, at når man ændrer på organisationen af den offentlige sektor, når man flytter en opgave fra et område til et andet, så skal de mennesker, der er engageret ét sted, følge med hen til det andet sted. Så spørger fru Line Barfod, om det så betyder, at når de så er blevet flyttet derhen, så fyrer man dem bare.
     Det er ikke sådan, det skal være. Det er blevet sagt talrige gange, også til fru Line Barfod, at udgangspunktet for os ikke er, at vi får brug for færre gode mennesker. Udgangspunktet er sådan set, at den offentlige sektor nok på et tidspunkt står med det problem at skulle sikre sig at have gode folk til opgaverne, for der vil jo være mange i den offentlige sektor, der vil føle sig tilskyndet til at gå ud i den private sektor. Nogle af vores dygtigste offentligt ansatte medarbejdere vil jo ofte være tilskyndede til at gå ud og arbejde i den private sektor, selv om den offentlige sektor har brug for dem.
     Derfor tror jeg altså, at situationen sagtens kan blive stik modsat den, fru Line Barfod varsler, nemlig at det bliver en kamp for at fastholde de dygtige offentligt ansatte
i den offentlige sektor.

Jeg er sådan set meget bekymret for, at vi mister en del af de dygtige offentligt ansatte, f.eks. på skatteområdet, hvor vi har meget brug for dem for at kunne sikre, at vi har en ordentlig skatteopkrævning, at vi fører en ordentlig kontrol med, at også de store virksomheder betaler, hvad de skal i skat.
     Derfor er jeg meget bekymret over at se i den første del af strukturreformen på skatteområdet, at de ansatte endnu ikke har fået nogen sikkerhed for deres fremtidige løn- og ansættelsesvilkår.
     Vi havde forleden i Skatteudvalget en deputation for de ansattes forhandlere, der er dybt frustrerede over, at de ikke kan få den sikkerhed, og da vi havde debatten med skatteministeren i fredags, kunne han ikke svare på alle de mange spørgsmål, der er stillet, hvor f.eks. beregningerne viser, at offentligt ansatte, der går fra kommuner til staten, kommer til at få en ringere pension, kommer til at miste omsorgsdage osv., hvor det, der er lagt op til i bemærkningerne til lovforslaget, er, at de tjenestemænd, der overgår, kan regne med ikke at få nogen lønstigninger de næste mange år.
     Derfor vil jeg gerne høre, om Dansk Folkeparti er enig
i skatteministerens udtalelse i fredags om, at personalets vilkår bare er en lille detalje, som vi ikke skal bruge Folketingets tid på, eller om Dansk Folkeparti vil garantere de offentligt ansatte det, som regeringen ikke har villet, nemlig at de ikke får forringede løn- og ansættelsesvilkår.

De offentligt ansatte er ikke nogen parentes, som man ikke skal bruge tid på, tværtimod.
     Vi er fuldstændig afhængige af, at vi har en meget, meget stor skare af dygtige offentligt ansatte til at udføre alle de opgaver, der skal løses af den offentlige sektor, ikke alene når det handler om at få pengene ind i kassen, men så sandelig også, når det handler om at få brugt pengene på den rigtige måde til gavn for vores borgere.
     Derfor er vi dybt, dybt optagede af, hvordan de offentligt ansatte behandles, og vil selvfølgelig også følge det meget tæt i den kommende tid.

Ja tak. Den næste er hr. Nicolai Wammen, og efterfølgende er det hr. Morten Helveg Petersen.

Jeg går ud fra, at hr. Kristian Thulesen Dahl er enig med mig i, at det, vi behandler i dag, er ændringsforslagene og de fingeraftryk, som Dansk Folkeparti fik sat i forbindelse med finanslovaftalen med regeringen. Det er der, hvor man har mulighed for at vise, hvad man synes, at der skal bruges penge på, og hvor man virkelig skal prioritere.

     Set i det lys er jeg og Socialdemokraterne noget forundrede over, at man gik ind og ville give over 4 mio. kr. til at redde kirkeministeren, når man kunne have brugt de penge på så mange andre gode ting. Når Dansk Folkepartis finansordfører ved gentagne lejligheder har sagt, at her er der en minister, der ikke har styr på tingene, når det gælder økonomien - den sejler - og når hun er sat under administration, hvorfor er det så, at Dansk Folkeparti synes, det er vigtigt at bruge 4 mio. kr. på at redde kirkeministeren i stedet for at bruge de penge på f.eks. de ældre eller vores sygehuse?

Jeg troede, da hr. Nicolai Wammen tog ordet, og da jeg hørte, hvad det handlede om i relation til ændringsforslaget, at han ville sige, hvor er det dog dejligt, at der er et forligsparti til en finanslov, der sikrer, at det, inden der bliver frigivet øgede midler til administration i Kirkeministeriet, er Finansudvalget, hvor hr. Nicolai Wammen selv er repræsenteret, der skal godkende det, for det giver jo en helt unik mulighed for de partier, der ikke er en del af forliget, til at se, hvad de penge præcis skal bruges til.
     Jeg troede egentlig, at jeg skulle have ros for på den måde at have bragt Socialdemokratiet ind i varmen i forhold til de 4 mio. kr. i stedet for at skulle have ris. Hvad er det dog for noget? Det er jo lige præcis på grund af den utryghed, der har været og er omkring den økonomiske forvaltning i Kirkeministeriet, at vi har sagt, at vi vil være sikre på, at pengene bliver brugt rigtigt og fornuftigt, fordi ellers kan vi ikke tage ansvaret for, at der bliver brugt flere skatteydermidler i Kirkeministeriet.

Hr. Kristian Thulesen Dahl har en lidt humoristisk tilgang til det, for den måde, det er foregået på i Kirkeministeriet, har en gang imellem været nærmest tragikomisk. Den opfattelse tror jeg næsten vi deler. Derfor kan man også sige, at det er højst besynderligt, at Dansk Folkeparti mener, at man skal gå ind og bruge 4 mio. kr. på at redde kirkeministeren.
     Jeg vil gerne høre hr. Kristian Thulesen Dahl: Mener Dansk Folkeparti, at kirkeministeren er sat under administration? Det har hr. Thulesen Dahl i hvert fald udtalt tidligere. Kirkeministeren sagde, at det var hun ikke, så sagde hr. Thulesen Dahl, at det havde hun fuldstændig misforstået. Siden da er der jo sket noget spændende, for statsministeren har også været ude, og han siger, at kirkeministeren ikke er sat under administration. Hvem har ret? Er det Dansk Folkepartis finansordfører, eller er det statsministeren?

Det er altid klogt at lytte til, hvad Dansk Folkeparti siger, også i den sag. Sandheden er jo, at de 4 mio. kr., som hr. Nicolai Wammen først og fremmest spørger til, jo ikke har noget som helst at gøre med, om man skal redde eller ikke redde en minister. Det har noget at gøre med at sikre, at når vi har et ministerium, drives det også fornuftigt, også økonomisk fornuftigt, så der er styr på tingene.
     Derfor er det så vigtigt for os, at der er en ordentlig ledelse i Kirkeministeriet ligesom i alle mulige andre ministerier. Hvis vi synes, at det er der ikke, gør vi selvfølgelig noget for at sikre, at det fremover bliver sådan. Derfor har vi taget et væld af initiativer på det her område - hr. Nicolai Wammen kender dem, for det er foregået igennem Finansudvalget - og derfor har der været en proces til det bedre.
     Så har der været en periode, hvor Kirkeministeriet har været uden departementschef, og det siger da sig selv, at i den periode har økonomiske dispositioner i Kirkeministeriet skullet ind over Finansministeriet. Sådan har det selvfølgelig skullet håndteres. Så kan man for min skyld kalde det lige, hvad man vil, men det er et faktum.

Den næste er hr. Morten Helveg Petersen, og efterfølgende er det hr. Mogens Nørgård Pedersen.

Jeg vil fortsætte i samme spor, for jeg synes stadig væk, at hr. Thulesen Dahl kryber uden om det centrale spørgsmål, nemlig om kirkeministeren er sat under administration - ja eller nej?
     Hvis man som regeringens støtteparti mener, at man fortsat har tillid til kirkeministeren, er det så ikke en højst besynderlig fremgangsmåde, at man vælger at sige, at det fremover skal i Finansudvalget? Vi må jo tolke det ændringsforslag til den aftale, som Dansk Folkeparti har lavet med regeringen, på den måde, at man har spændt sikkerhedsnettet ud under kirkeministeren.
     Så mine spørgsmål er for det første: Er kirkeministeren sat under administration? Dernæst: Har Dansk Folkeparti virkelig tillid til kirkeministerens videre embedsførelse?

Nu er der jo rejst en forespørgselsdebat, hvor vi præcis skal diskutere spørgsmålet om Kirkeministeriet og kirkeministeren. Der er rejst en særskilt forespørgselsdebat lige præcis om det.
     Det, vi forholder os til her, er ændringsforslag til finansloven, hvor der er et ændringsforslag, der bevilliger penge til at sikre en ordentlig ledelsesstruktur i Kirkeministeriet. Vi har endda fået ind, og det burde hr. Morten Helveg Petersen også være glad for, for han er også medlem af Finansudvalget, at udmøntningen af den pose penge først sker efter behandling i Finansudvalget.
     Vi kunne godt have valgt, at vi ville håndtere det spørgsmål i vores egen forligskreds, og så sige, at når vi har løst det, så gør vi det bare, og så kunne hr. Morten Helveg Petersen, hr. Nicolai Wammen og andre på en eller anden måde blive orienteret via dagspressen. Det har vi valgt at lade være med at gøre, fordi vi vil have helt fuldstændig sikkerhed for, at vi i Finansudvalget ved, at ledelsesstrukturen er på plads, inden vi bevilger de penge.

Generelt er jeg en rimelig glad mand, det skal jeg da hurtigt sige til hr. Thulesen Dahl, om end jeg dog må sige, at den læsning, som vi bydes på i forhold til Kirkeministeriet og trakasserierne der, jo ikke ligefrem får mundvigene til sådan at flytte sig i opadgående retning.
     Er sandheden ikke her, at Dansk Folkeparti i forhold til den embedsførelse, som finder sted i regeringen, er en dikkende lammehale? Man har tidligere slået sig op på at være bidske vagthunde, og hvad ved jeg, og nu har man reduceret sig selv til at være en form for blød og mild skødehund, der gør alt, hvad man kan for at holde liv i embedsførelser, som mildest talt er tvivlsomme. Er det ikke det, der er sandheden?

Det skægge ved at lytte til radikale politikere er, at den ene dag er vi dem, der regerer landet. Der styrer vi regeringen i ét og alt. Den næste dag er vi dikkende lammehaler og er bare nogle, der gør fuldstændig, som regeringen ønsker.
     Man vil ikke blive overrasket over det ud fra sådan en almindelig opfattelse af Det Radikale Venstre, men De Radikale har jo forsøgt at give indtryk af sådan en større konsistens i deres udtrykte holdninger, at man kunne regne med, hvor man havde De Radikale. De Radikale må finde ud af, om Dansk Folkeparti regerer landet, eller om Dansk Folkeparti er dikkende lammehaler.
     Jeg tror ikke, at regeringen eller kirkeministeren for den sags skyld, når man ser på den facon, hvorpå der i givet fald skal bevilges flere penge til Kirkeministeriet, kan udlede noget, der er særlig rart for regeringen. Det er da ikke særlig rart for regeringen, at de ikke bare får bevilget de penge, de mener er nødvendige til et ministerium, men at de kun kan bevilges, hvis de over for Finansudvalget kan dokumentere, at det går til at sikre en betryggende ledelsesstruktur, så vi kan sige til skatteyderne, at de penge, vi forvalter på skatteydernes vegne, og som vi giver til ministerierne, gives til noget fornuftigt.

Den næste, der har en kort bemærkning, er hr. Mogens Nørgård Pedersen, og efter hr. Mogens Nørgård Pedersen holder vi pause, og efter pausen er den første hr. Jens Peter Vernersen og derefter hr. Ole Sohn.

Nu skal jeg lade være med at føje flere tillægsord til, men det var måske mere passende i den her sammenhæng at snakke om kirkerotter, men det er så en helt anden sag.
     Jeg vil blot stille et enkelt spørgsmål til Dansk Folkepartis ordfører. Kristendemokraterne er som Dansk Folkeparti optaget af at gøre noget for de svageste, og vi kan indimellem bruge udtrykket de allersvageste, hvis vi virkelig skal sætte trumf på. Jeg kender selvfølgelig Dansk Folkepartis indflydelse, også når det gælder de ældre, men det er jo sådan, at gildet skal betales, udgifterne skal jo dækkes.
     Dansk Folkeparti har været med til at give skattelettelser og støtter skattestoppet, Dansk Folkeparti har været med til at reducere Miljøministeriets arbejdsområde ved at skrue ned på midlerne der, og Dansk Folkeparti er villig til at skære endnu mere i ulandsbistanden. Er det ikke nogle af de områder, som man også med rette kunne kalde de allersvageste områder?

Det er fuldstændig rigtigt set, at når vi siger, at et skattestop er fornuftigt at have, så afskærer vi os retten til i løbet af en valgperiode hele tiden at komme rendende og sige, at nu skal vi lige have en afgift på plasticposer, der er højere end den, vi har i dag, eller nu skal vi have en afgift på mursten, eller hvad man nu kunne forestille sig, der lige kunne give nogle ekstra penge, som vi så kunne bruge.
     Vi har valgt at sige, at vi bliver nødt til inden for de offentlige udgifter, der er, at finde nogle penge til de områder, som vi ønsker at prioritere. Så når vi vil give flere penge til de pensionister, der har mindst, eller når vi vil give flere penge til væresteder, eller hvor vi nu synes at der er behov for en ekstra indsats til gavn for vores allersvageste i vores samfund, er det fuldstændig rigtig set, at vi skal ind og finde dem nogle steder i den offentlige sektor. Derfor har vi ikke haft noget som helst imod, at der er sket en prioritering af de offentlige udgifter til gavn for de områder, vi prioriterer.
     Her har vi på nogle områder en anden indgangsvinkel til det end Kristendemokraterne og andre har. Vi har syntes, at det var fornuftigt, at vi gav lidt mindre af vores samlede produktion her i landet ud af landet og brugte lidt flere af pengene indenlands på dem, som vi mener har hjælp behov.

Det er lidt vanskeligt at blive klog på en gang imellem, for det er ikke så lang tid siden, at vi havde en debat her i Folketingssalen om miljø, hvor Dansk Folkepartis miljøordfører sagde, at der her er et spørgsmål, hvor vi må tænke globalt.
     Jeg er faktisk enig i, at vi ikke har råd til at tænke alene nationalt, men også må tænke globalt. Påvirker det ikke hr. Kristian Thulesen Dahl, når vi her til morgen kunne se i tv, at halvdelen af verdens børn - jeg erkender, at det ikke er Danmarks børn - lever under sultegrænsen? Er der så ikke noget, der kunne få hr. Kristian Thulesen Dahl til at sige, at der er de svageste, og så er der de allersvageste?

Selvfølgelig påvirker det. Det vil påvirke ethvert ordentligt menneske, at der er sådan nogle forhold på vores klode. Men det er jo ikke det samme, som at vi ligger på et eller andet præcist givet niveau i forhold til udviklingsbistand.
     Vi har jo sagt, at hvis vi ligger på 0,7 pct. af vores samlede produktion i udviklingsbistand, så ligger vi på et niveau, der er godt og vel det dobbelte af det gennemsnit, der er blandt EU-landene, altså de lande, vi ellers er sammen med, og som nogle partier herinde er jublende lykkelige over at være sammen med. Vi synes ikke, at vi skal være skuffede eller kede af at ligge på det niveau. Det synes vi faktisk vi skal være stolte af.
     Med den finanslovaftale, som vi har indgået med regeringen, ligger vi et stykke over 0,7 pct., så vi har stadig væk valgt at ligge en del over det, der vil være det dobbelte af det, EU-landene i gennemsnit giver.
     Det er jo ikke sådan, at vi absolut skal ligge på en eller anden bestemt procentsats, og at man så gør noget for dem i verden, der har det sværest. Det gør vi jo også, hvis vi ligger så markant over det, de andre lande giver i forhold til det, vi foreslår.

Så siger vi tak til ordføreren i denne omgang, og vi vender tilbage kl. 13.00 med ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Kristian Thulesen Dahl.
     Den første med en kort bemærkning bliver hr. Jens Peter Vernersen og efterfølgende hr. Ole Sohn. Så er der yderligere to, der har meldt sig. Man har selvfølgelig også mulighed for at melde sig senere under spørgerunden til hr. Kristian Thulesen Dahl.
     Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet udsat kl. 12.02

Mødet genoptaget kl. 13.00

Forhandlingen genoptoges

Vi beder ordføreren om at genindtage pladsen på talerstolen, og så fortsætter vi diskussionen med ordføreren. Den første korte bemærkning er fra hr. Jens Peter Vernersen.

I sit indlæg sagde hr. Kristian Thulesen Dahl, at det jo er afgørende med jobsikkerheden i forhold til kommunalreformen. Det samme har finansministeren i øvrigt tilkendegivet. Jeg kan se det på Ritzau fra i fredags. Jeg vil godt spørge, om det virker særlig troværdigt, når man så fra regeringens side stiller et ændringsforslag, som i øvrigt Dansk Folkeparti har tilkendegivet de stemmer for, og når vi af det ændringsforslag kan se, at der på et begrænset område - inddrivelsen, pantefogeder, dem derude i kommunerne - altså bliver reduceret med 600 personer i personalestaben eller med ca. 25 pct. Man siger, at der skal være jobsikkerhed, det bliver tilkendegivet i ordførertalen, og så ligger der samtidigt et forslag, hvoraf det fuldstændig klart fremgår, at Dansk Folkeparti stemmer for. Vil det være sådan på de øvrige områder, for det er vel ikke kun her, det kommer til at se sådan ud?

Til hr. Vernersen skal jeg sige, at der jo ikke er nogen sammenhæng i de midler, man bruger, og så det, om der er jobsikkerhed og tryghed for den ansatte. Det kan sagtens være sådan, at man har en ambition om, at de kan udføre en opgave
i den offentlige sektor billigere, end de gør i dag, og at man samtidig siger, at de offentligt ansatte skal føle tryghed og kan føle tryghed i ansættelsen. Vi ved jo også, at der i den offentlige sektor er en meget, meget stor rotation. Der er mange, der helt pr. automatik går fra den offentlige sektor, fordi de går på pension, eller fordi de ønsker et andet job. Man må selvfølgelig, når det sker, forholde sig til, om man skal genbesætte den stilling eller ej. Så man kan sagtens gennemføre det, der er foreslået, samtidig med at der er tryghed for den enkelte ansatte.

Der er altså ikke i det her tilfælde tale om, at der er naturlig afgang. Der er tale om, at der fra 2004 til 2006 sker en reduktion i nærheden af 25 pct. af personalestaben. Det hænger jo under ingen omstændigheder sammen med det, der bliver sagt i hr. Kristian Thulesen Dahls ordførertale og også af finansministeren, nemlig at alle medarbejdere, der bliver berørt af kommunalreformen, også skal have deres job om 2 år.
     Her har vi jo det første eksempel på, at man netop ikke skaber den tryghed. De her medarbejdere ved jo ikke, hvor de skal placeres, når vi går en tid frem. Hvis det er sådan, at ordføreren og regeringen tror, at det har noget som helst med tryghed at gøre, så tror jeg, at man skulle spørge de folk.
     Jeg har faktisk fået flere henvendelser fra dem, hvor de spørger: Jamen hvad er vores rolle i det, der sker nu? Sådan vil vi jo komme til at se præcis det samme på område efter område, når man implementerer den reform, man er i gang med. Det er der ikke nogen som helst tvivl om. Det må da gøre indtryk på hr. Kristian Thulesen Dahl, der netop har sagt, at alle er sikret deres job. Her har man det første eksempel på, at det ikke er tilfældet.

Hr. Vernersen blander altså tingene sammen, for hr. Vernersen spørger, om vi kan garantere, at det er præcis de samme mennesker, der er ansat om 2 år i den stilling, de har nu. Det kan man jo ikke garantere, for hvis der er en person i den offentlige forvaltning, der ønsker at skifte job, der ønsker at forlade den offentlige sektor, så vil der jo ikke være den samme situation om 2 år. Men det er ikke som følge af, at den pågældende er blevet afskediget. Det er i givet fald som følge af, at den pågældende har ønsket anden beskæftigelse. Det er det, hr. Vernersen blander fuldstændig sammen.
     Man kan jo sagtens have en ambition om - det skal vi jo hele tiden have - hvordan man får løst opgaverne i den offentlige sektor så bedst og billigst som muligt på skatteydernes vegne, og så samtidig sige, at de, der i dag er engageret i den offentlige sektor, og som nu bliver flyttet fra et sted til et andet i forbindelse med strukturreformen, ikke skal miste deres job som følge af det. De bliver altså ikke afskediget som følge af det. Det kan man jo sagtens sige, og det er den sammenhæng, hr. Vernersen bare ikke anerkender. Så må tiden vise, om hr. Vernersen eller jeg har ret.

Jeg vil gerne fortsætte lidt i det spor, for det er klart, at man selvfølgelig kan give en garanti. Det har regeringen også gjort: Der er ikke nogen, som vil blive fyret i forbindelse med kommunalreformen. Det, der er det helt afgørende, er jo, at man ved, at kommunalreformen betyder om ikke en milliard så i hvert fald mange millioner kroners ekstraudgifter til kommunerne bare i sammenlægning af it-udstyr og alle de ekstraomkostninger, der kommer. De skal jo finansieres på en eller anden måde.
     Der er to måder at gøre det på: enten ved at skære i servicen eller ved at afskedige folk. Derfor er det jo ikke helt irrelevant også at høre Dansk Folkeparti, hvordan de forholder sig til det, når man ser lidt ud i fremtiden, om de altså vil være med til at sikre økonomien i de nye regioner, så man kan give en reel jobgaranti. Det er sådan set det, det drejer sig om. Det er det, det har været lidt svært at få Dansk Folkeparti til at give en klar melding om i dag.

Jeg har sagt - jeg tror, at det var i et svar til fru Line Barfod før pausen - at jeg tror, at opgaven bliver en anden end den, hr. Ole Sohn udtrykker her. Opgaven bliver at holde på de bedste medarbejdere i den offentlige sektor. Det bliver sådan set et problem, at for mange sandsynligvis vil prøve at søge andre steder hen, og det er den opgave, vi står med.
     Det er en langt større ambition at have at sikre, at vi har gode offentligt ansatte, og at vi fastholder de gode, vi har i dag, end det modsatte billede, hr. Sohn forsøger at tegne. Billedet er jo, at der hvert eneste år er en stor afgang fra det offentlige, dels fordi folk lader sig pensionere, dels fordi der er mange, der søger ansættelse i den private sektor.
     Opgaven er sådan set at undgå, at der, havde jeg nær sagt, er for mange, der søger væk; opgaven er at sikre, at de, der skal være der og yde en god indsats, bliver der og ikke forsvinder væk til bl.a. den private sektor. Så jeg har en anden tilgang til det her, end hr. Ole Sohn har.

Når vi bekymrer os lidt for det, er det, fordi vi kan se, at der, siden VK-regeringen kom til og lavede sin første finanslov sammen med Dansk Folkeparti i 2002, faktisk er blevet færre offentligt ansatte. Det vil sige, at der er sket et fald i antallet af offentligt ansatte allerede nu som følge af den økonomiske politik.
     Derfor er det naturligt, at de tusindvis af offentligt ansatte rundtomkring i kommunerne og regionerne er meget bekymrede for deres fremtid, specielt når de ved, at selve kommunalreformen, altså bare det at lægge kommuner sammen, med erfaringerne fra Bornholm koster uanede millioner kroner. Så er det da fair nok, at man som lovgiver, når der bliver lavet sådan en stor reform, giver en reel jobgaranti.
     Det er ikke lykkedes at få Dansk Folkeparti til at give det tilsagn, og jeg forventer heller ikke, at det kommer. Men jeg synes da, det er vigtigt, at vælgerne ved, at der ikke er den garanti fra hverken Dansk Folkeparti eller fra regeringspartierne.

Jeg mener, at hr. Ole Sohn gør sig skyldig i en fuldstændig fejlantagelse, når han siger, at der er kommet færre offentligt ansatte. Der kommer flere offentligt ansatte. Netto kommer der flere offentligt ansatte. Vi snakker om et tocifret tusindtal nye medarbejdere.
     Det, der måske kan forvirre hr. Ole Sohn, er, at det sker ved en oprustning nogle steder og en nedjustering andre steder. Det sker ved en prioritering af de offentlige midler. Man forsøger at få flere midler derud, hvor det betyder noget for den enkelte: sundhedsområdet. Jeg nævnte om
f.eks. bekæmpelse af ventelister til kræftbehandling, at det har været og er et meget vigtigt område for Dansk Folkeparti. Vi har med finanslovaftalen sikret, at der sker mere på kræftområdet. Det vil selvfølgelig betyde, at der vil være flere arbejdstimer, der skal erlægges på kræftafdelingerne, det siger da sig selv, når der bruges flere penge på at få flere kræftpatienter igennem systemet. Hr. Ole Sohn lader sig forvirre af, at der sker nogle ændringer, men i forbindelse med strukturreformen er det vigtigt at sige: Der bliver ikke nogen afskedigelser som følge af den, for når en opgave flytter fra et led i den offentlige sektor til et andet, så skal medarbejderne flytte med.

Jeg vil godt spørge hr. Thulesen Dahl, hvordan det passer sammen med det billede, som Dansk Folkeparti i øvrigt prøver at skabe af det, man gerne vil. For når vi ser på, hvad man prioriterer, så er det at sikre en meget stor lettelse til bankerne tilsyneladende noget af det, som Dansk Folkeparti har øverst på sin ønskeseddel.
     Jeg forstår, at man for en fjorten dages tid siden har givet regeringen tilsagn om at medvirke til en selskabsskattenedsættelse, som uden sammenligning vil give den største lettelse til banksektoren, til den finansielle sektor, altså både forsikringsselskaber og banker, med mange hundrede millioner kroner.
     Så kan jeg se, at økonomi- og erhvervsministeren i tirsdags var ude at meddele, at han her efter nytår vil komme med et lovforslag, som yderligere skal fjerne en afgift på
200 mio. kr. fra bankerne. Det vil sige, at vi vel begynder at nærme os 1 mia. kr. eller deropimod, som den finansielle sektor skal have af støtte med Dansk Folkepartis tilslutning. Er det en bevidst prioritering fra Dansk Folkepartis side i forhold til, hvem der trænger mest i det her samfund?

Hvis vi vælger at sige ja til en nedsættelse af selskabsskatten, så går vi ikke ind og siger, at den nedsættelse kun skal gælde for bestemte brancher eller bestemte virksomheder i det danske samfund. Så er det en nedsættelse af selskabsskatten. Det vil sige, at alle de, der så betaler selskabsskat, selvfølgelig vil få gavn af den nedsættelse. Det siger jo sig selv. Alt afhængig af hvad de tjener, og hvad de i givet fald ville skulle have betalt i selskabsskat, vil de opleve en lettelse.
     Jeg ved ikke, om det, hr. Ole Stavad i virkeligheden spørger om, er, at man skulle sænke selskabsskatten og så begynde at lave differentieret selskabsskat og sige, at nogle sektorer i det danske samfund skulle betale en højere selskabsskat end andre. For det ville være konsekvensen, hvis man følger hr. Ole Stavads tankegang, og det er vi ikke tilhængere af i Dansk Folkeparti.

Næh, jeg nævner sådan set bare konsekvensen af Dansk Folkepartis politik, de helt store vindere af den. Det, som Dansk Folkeparti siger, de ønsker, er, at der tilføres den finansielle sektor med banker og forsikringsselskaber mange hundrede millioner kroner. Er det en bevidst prioritering fra Dansk Folkepartis side? Oven i det har økonomi- og erhvervsministeren meddelt, at man vil komme med et lovforslag her efter nytår, som yderligere skal sænke afgifterne for bankerne med 200 mio. kr. Er det noget, der også kan forvente Dansk Folkepartis tilslutning?

Ved den omlægning, vi laver, gør vi det sværere for danske virksomheder via datterselskaber og aktiviteter i udlandet at spekulere i at få skattefradrag hos det danske moderselskab. Vi gør det sværere at lave den øvelse. Og så sænker vi selskabsskatten i Danmark.
     De store vindere ved det, er dem, der ellers ville have tabt som følge af, at virksomhederne placerer arbejdspladser
i udlandet frem for i Danmark. Det drejer sig om den i princippet statslige understøttelse, der er sket ved at flytte arbejdspladser fra Danmark til udlandet med et utrolig negativt resultat for mange danske lønmodtagere til følge. Det er dem, som forhåbentlig vil kunne mærke en gavnlig effekt af, at man siger, at man giver mindre indirekte støtte til sådan en virksomhed i udlandet. Til gengæld lemper man så beskatningen af det overskud, der er, når man har virksomheden placeret her i Danmark. Det er i bund og grund ganske sund tænkning, og den burde hr. Ole Stavad støtte og ikke kritisere.

Jeg vil gerne følge det spor lidt, for jeg har undret mig noget over, at regeringen og Dansk Folkeparti har valgt at bruge 168 mio. kr. på at sænke jordskatten. Har man gjort det, fordi der kommer noget EU-lovgivning, der gør, at man sænker tilskuddet til landbruget?
     Jeg vil lidt i stil med hr. Ole Stavad gerne spørge hr. Thulesen Dahl, om det er den bedste måde at prioritere pengene på. For jeg kunne godt forestille mig, at f.eks. ældre medborgere i det her samfund kunne ønske sig et par ekstra hjemmehjælptimer. Jeg kunne godt forestille mig, at de penge ville falde på et tørt sted masser af andre steder,
f.eks. via nedsættelsen af prisen på den kollektive transport. Men jeg kan forstå, at hr. Thulesen Dahl og regeringen synes, at de penge er bedst anvendt ved, at man giver dem til landbruget i Danmark. Vi er jo nogle, der mener, at de måske får rigelig støtte i forvejen, men det vil jeg gerne høre hr. Thulesen Dahls kommentar til.

Vi har lavet en aftale, hvor der bliver afsat 340 mio. kr. ekstra til ældrechecken, så den nu kommer op på 1,2 mia. kr. Det var bare lige for at sætte tingene i forhold til hinanden. Det lyder næsten, som om der ikke bliver penge til at øge ældrechecken, når man nedsætter grundskylden for landbruget, og det er ikke rigtigt. Det gør der.
     Så er det fuldstændig rigtigt, at vi i vores program hele tiden har haft stående, at vi ønsker at få nedsat grundskylden, vi ønsker at få nedsat beskatningen af jord. Nu er der en mulighed for en nedsættelse på 168 mio. kr., den synes vi helt klart det er fornuftigt at foretage.

Det synes jeg da bare er interessant, for vi taler trods alt om beløb, der gør, at man ville kunne hæve ældrechecken med yderligere 10 pct. Det er beløb, der svarer til, at man kunne hæve ældrechecken med 10 pct.
     Så er det, jeg ikke forstår prioriteringen. Man har mulighed for enten at give de ældre medborgere i vores samfund nogle flere penge mellem hænderne eller give pengene til landbruget. Så kan det godt være, at man allerede har givet de ældre nogle flere penge; det støtter Enhedslisten at Dansk Folkeparti og regeringen gør, så det er sådan set ikke det, vi diskuterer. De penge er allerede givet - det er fint
- men jeg synes langtfra, at de ældre er nået op på det niveau, jeg gerne så at de ældre var på i vores rige samfund. Så når man nu står med den her ekstra check på 168 mio. kr., undrer det mig, at Dansk Folkeparti ikke giver pengene til de ældre, enten direkte ved at hæve ældrechecken eller ved at gå ind og sige, at vi laver takstnedsættelser målrettet de ældre eller hæver antallet af hjemmehjælpstimer
i kommunerne eller lignende. Nej, Dansk Folkeparti vælger at gå ind og give pengene til det landbrug, som de fleste af os i hvert fald mener i forvejen får meget, meget stor støtte fra ikke alene den danske stat, men bestemt også EU.

For 2 år siden var der slet ikke noget, der hed en ældrecheck. Nu har Dansk Folkeparti fået den kæmpet ind, sådan at den er en permanent ordning med en udgift for statskassen på 1,2 mia. kr. Det er vi stolte af, det er vi glade for, og vi vil fortsat kæmpe for, at de ældre får mere
i posen, for det mener vi er tiltrængt.

     Så siger fru Pernille Rosenkrantz-Theil noget, jeg er grundlæggende uenig i. Hun giver det der billede af, at landmænd er sådan nogle, der bare er formuende, de har det rigtig godt, fordi de får noget EU-støtte. Det er ikke det billede, vi kender fra landbruget, det er et langt mere differentieret og nuanceret billede. Der er massevis af landmænd, som står tidligt op om morgenen og kæmper hele dagen lang for at få en bedrift til at fungere og hænge sammen økonomisk, selv om der er EU-støtte blandet ind i det. Det kan man se, når man kigger på landbrugets indtjening. Den er ikke fantastisk voldsom, den er ikke noget at prale af, og når man regner timelønnen ud for mange landmænd, specielt for dem der virkelig slås på de mindre bedrifter, vil fru Pernille Rosenkrantz-Theil se timelønninger, hun ikke kunne drømme om at ville acceptere andre erhvervsgrupper havde. Så det billede, fru Pernille Rosenkrantz-Theil på Enhedslistens vegne forsøger at skabe af den landmand, der driver en lille bedrift, har vi simpelt hen ikke i Dansk Folkeparti.

Nu har vi i et par omgange haft lejlighed til at spørge Dansk Folkeparti om deres holdning til skattestoppet og skattestoppets videreførelse, og jeg har også hørt Dansk Folkeparti sige, at man erkender, at skattestoppet er socialt skævt, at det rammer forkert, og at det især belønner de velstillede her i samfundet. Det har man så lagt ryg til indtil videre, men så er vi spændte på, om det bliver før, under eller efter næste valgkamp, vi får at vide, hvad der bliver Dansk Folkepartis præcise krav til de her ting. Vi forstår, at regeringen ikke vil forhandle med Dansk Folkeparti, men kommer Dansk Folkeparti så med nogle præcise krav til, hvordan de synes, at skattestoppet skal se ud fremover?

Jeg synes, det er vældig godt, at hr. Henrik Sass Larsen tager det spørgsmål op, for indtil nu har vi troet, at vi havde en alliancefælle i Socialdemokratiet med hensyn til at sikre en bedre fordelingspolitik, og der kan vi så forstå på den seneste skatteudmelding fra Socialdemokratiets skatteordfører, at man nu går efter skattelettelser - hvis man finder rum til det i den finansiering, man har svært ved at anvise - hvor det er dem, der har de mellemste indkomster og opefter, der skal have lettelsen. Så jeg ved ikke helt, hvor Socialdemokratiet står i det spørgsmål i dag.
     Det er fuldstændig rigtigt, at vi har sagt, at vi skal have et skattestop i den her valgperiode og også gerne i en kommende valgperiode, men indretningen af det skattestop, som altså i modsætning til skatteloftet er kendt før et valg - skattestoppet skal være kendt stof, det er helt afgørende, at man ved som vælger, hvad det er, man stemmer for - skal diskuteres, for skattestoppet er til gavn for alle, men det er mest til gavn for dem med de største indkomster.

Det blev et lidt tåget svar, synes jeg. Altså helt præcist:
Får vi det præcise krav fra Dansk Folkeparti at vide inden valget, og får vi en helt præcis definition af, hvilke sociale kriterier der indgår i det, såsom om man vil kigge på ejendomsværdiskatten og alt muligt andet? Får vi så præcise meldinger fra Dansk Folkeparti, og vil de være ultimative over for regeringen bagefter? Det var det første.
     For det andet kan jeg berolige Dansk Folkepartis ordfører med, at man sagtens kan finde en meget, meget fin social balance og profil i Socialdemokraternes skatteudspil, man skal bare læse lidt mere end kun overskrifterne, så vil man se, at der er en smuk fordelingsprofil. Så hvis Dansk Folkeparti er fristet til at gå ind og lave den type politik, skal de bare sige til.

Hr. Henrik Sass Larsen kan på sin side også være helt forvisset om, at det er helt afgørende for os, at det før et kommende folketingsvalg står klart for vælgerne, hvad det er for en skattepolitik, de får efter et valg. Der er en helt afgørende forskel på det at operere med et skattestop og det, jeg har forstået er SR's bud, et skatteloft, for et skattestop skal meget mere præcist angive over for vælgerne, hvad det er, de får i den kommende valgperiode, og her har politikerne mindre mulighed for at fifle med det i en valgperiode og lave om efter forgodtbefindende.
     Der mener jeg, at skatteloftet, som SR har lanceret, giver nogle enorme muligheder for at flytte rundt og i virkeligheden tage penge fra mange grupper i det danske samfund, mens skattestoppet er meget mere klart formuleret. Det er ikke det samme, som at den definition af skattestoppet, vi ser i dag, er den, der også skal være gældende i en kommende valgperiode, men det er en anprisning af skattestoppets nødvendighed, fordi man så før et valg ved præcis, hvad man får også efter et valg. Det skal man vide, og det forpligter selvfølgelig også os selv til at komme med det budskab inden et folketingsvalg.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Lars Barfoed.

Borgernes vilkår i hverdagen skal være bedre, og der skal være sammenhæng i hverdagen. Vi politikere skal ikke bestemme, hvordan den enkelte og familien skal indrette sig, men vi skal give borgerne de bedst mulige vilkår, herunder også til at kunne træffe så frie valg som muligt.

     I Det Konservative Folkeparti er vi særdeles tilfredse med de aftaler, der nu er indgået for finansloven for 2005. Det bliver en finanslov, der bidrager til netop at give borgerne en bedre hverdag. Finansloven vil også bidrage til vækst og beskæftigelse i Danmark og en sund økonomi. Det sidste vil jeg komme mere ind på under debatten om den samlede finanslov i næste uge. Ved debatten i dag tegner der sig et billede af en finanslov, der på store og tunge områder er båret igennem af regeringspartierne og Dansk Folkeparti i fællesskab, men hvor der også på en lang række områder er indgået meget vigtige forlig og aftaler med resten af Folketingets partier af forskelligt omfang alt efter aftalens indhold. I Det Konservative Folkeparti finder vi det glædeligt, at det således her ved behandlingen af ændringsforslagene kan konstateres, at der trods de mange politiske meningsforskelle, der er imellem os, har været mulighed for under forhandlingerne at indgå forskellige aftaler og forlig mellem partierne på kryds og tværs af disse meningsforskelle. Indledningsvis er der også grund til at udtrykke tilfredshed med, at den solide økonomiske baggrund for finanslovforslaget også er til stede. Udviklingen i dansk økonomi er positiv, både når det gælder statens finanser, og når det gælder vækst og beskæftigelse. Det får vi også lejlighed til at drøfte endnu mere i næste uge, når vi skal drøfte det samlede finanslovforslag. Når det gælder de konkrete elementer i finanslovforslaget og ændringsforslagene til det, vil jeg gerne starte med at fremhæve familieområdet, som er en konservativ mærkesag. Der skal være sammenhæng i familiernes hverdag, og ikke mindst skal der være sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv. For familierne er ikke mindst børnenes ophold i daginstitutioner og pasningsordningerne af afgørende betydning. Det er ikke alene for børnene, men naturligvis også for faren og moren i dagligdagen af stor betydning, at der er tryghed med hensyn til børnepasningen, når forældrene er på arbejde. Der skal være tryghed, der skal være sikkerhed, og der skulle også gerne være fleksibilitet, så systemet tilpasser sig familiernes situation og ikke omvendt. Derfor er vi Konservative først og fremmest glade for den enighed, der er opnået i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en landsdækkende pasningsgaranti. Det giver sikkerhed for, at man kan få en pasningsordning for ens børn, når barselorloven udløber og man skal starte på arbejde igen. Den usikkerhed, mange familier har haft i barselorlovsperioden med hensyn til, hvornår der kan blive en plads i en daginstitution eller en anden pasningsordning, er hermed fjernet, og det er noget, vi Konservative glæder os meget over. Vi er også i Det Konservative Folkeparti tilfredse med, at der er enighed mellem forligspartierne om, at forældrene skal have mulighed for frit valg mellem offentlige og private daginstitutioner. Det giver familierne mere frit valg og større fleksibilitet. Det giver også større frihed og fleksibilitet for familierne, hvis man kan få tilbud om pasning i et kortere tidsrum end ved en fuldtidsplads og vel at mærke til en reduceret betaling. Derfor er vi glade for den aftale, der nu er mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om at etablere en forsøgsordning, hvor man kan udvikle modulordninger i kommunerne. Et andet stort problem, der har betydning for trygheden
i dagligdagen, drejer sig om pasning af syge børn, når de ikke kan være i daginstitutionen eller den sædvanlige pasning på grund af deres sygdom. Her er vi enige om at etablere endnu en forsøgsordning, hvor kommunerne kan få tilskud til at udvikle reservebedsteforældreordninger til pasning af syge børn. Også natur og miljø er af stor betydning for borgernes hverdag. Derfor er vi Konservative glade for de tiltag, der nu bliver taget til yderligere forbedringer på disse områder. Her tænker jeg ikke mindst på de 120 mio. kr. årligt til afgiftslempelser, der fremmer brug af svovlfrit brændstof, og jeg tænker bl.a. på de nye midler til at løse miljøproblemerne på Kærgaard Plantage. Sundhedsområdet har i flere år været en konservativ mærkesag. Forebyggelse af sygdomme og effektiv behandling, hvis man bliver syg eller kommer til skade, har stor betydning for borgernes hverdag. Aktiviteten, ikke mindst på sygehusområdet, er steget markant siden regeringens tiltrædelse i 2001. Ventetiden på en række vigtige operationer er i gennemsnit faldet med knap 20 pct., og der gennemføres i dag 70.000 flere operationer på landets sygehuse end i 2001. Nu satses der yderligere, ikke mindst på kræftområdet, og samtidig er det med forårspakken aftalt at gennemføre målrettede forbedringer af tilbuddene til ældre medicinske patienter i 2005 og 2006.

     Vi finder det også vigtigt i Det Konservative Folkeparti, at der nu gives plads til at indrette fleksible rammer for lokale sundhedscentre. I forbindelse med strukturreformen er der behov for nytænkning på sundhedsområdet, idet kommunerne får et større ansvar for det. Det er derfor vigtigt, at kommunerne udvikler og anvender nye og bedre løsninger, og her kan sundhedscentre være en god mulighed. Nu bliver der afsat 50 mio. kr. til en række forsøg, et i hver af de nye regioner, som kan bidrage til at indsamle erfaringer for, hvordan sundhedscentrene kan indpasses i den samlede opgaveløsning i sundhedsvæsenet.
     Til en tryg og god hverdag for familierne og alle andre borgere hører også, at vi effektivt bekæmper vold, tyverier og anden kriminalitet, og at de dømte kommer hurtigt i fængsel. Også på retsområdet er der derfor grund til at fremhæve de væsentlige nye initiativer. Ikke mindst blev der med aftalen mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti allerede sidste år gennemført flerårsaftaler for Kriminalforsorgen, der betyder en væsentlig udbygning af antallet af fængselspladser, og nu tilføres der yderligere elementer, der kan begrænse ventetiden for de dømte, inden de kommer til afsoning. Det sker ved at fastholde den nuværende kapacitetsudnyttelse i Kriminalforsorgens institutioner på det relativt høje niveau på godt 95 pct. i 2005, og vurderingen er, at venterkøen som følge heraf og de yderligere initiativer og de initiativer, der allerede blev taget sidste år, vil være afviklet ved udgangen af 2005. Som kompensation tilføres Kriminalforsorgen yderligere 30 mio. kr. til merarbejde og andre udgifter, ligesom der bliver sat hegn op om bygningerne i to åbne fængsler, hvilket vil aflaste arresthussektoren, da flere pladser herefter kan konverteres fra åbne til arresthuslignende pladser.
     Der gennemføres også en hårdere indsats over for spritbilister, og der indføres en ordning med fodlænker til dømte spritbilister. Man skal måske i den forbindelse understrege, at det ikke er de gammeldags fodlænker af bly, vi her taler om, men supermoderne elektroniske fodlænker, så vi slipper også for blyforurening. Derudover er vi fra konservativ side meget tilfredse med, at der nu indrettes sikrede pladser til mindreårige kriminelle udlændinge.
     Lettelserne i skatten på arbejde og forårspakken er videreført i finansloven for 2005. Det er vigtigt for os Konservative at give borgerne et større økonomisk råderum i hverdagen.
     Det har for os i Det Konservative Folkeparti længe været en målsætning at dæmpe grænsehandelen ved at få nedsat afgifterne på især øl og vin, og nu er vi i aftalen med Dansk Folkeparti blevet enige om at nedsætte afgifterne på øl og vin med virkning senest fra februar 2005. Der er ingen tvivl om, at disse varer er vigtige lokkevarer, når danskerne kører syd for grænsen for at gøre indkøb, og når man så er dernede, køber man jo samtidig andre varer. Målet er, at danskerne så vidt muligt skal købe deres dagligvarer i danske butikker.
     Jeg vil også gerne ved denne lejlighed fremhæve forskningsområdet. Forskningsindsatsen er jo afgørende for, at kommende generationer i Danmark får en god hverdag, og her er det lykkedes - i enighed mellem alle partier, vil jeg gerne understrege - at udmønte forskningsreserven for perioden 2005-2008. Der er i denne periode tale om en indsats på knap 3 mia. kr., og det er meget tilfredsstillende, at et så bredt felt af partier er nået til enighed om prioritering og fordeling af disse midler til forskning.

     Derudover er der tilslutning til regeringens forslag om etablering af en højteknologifond, og der sker en styrkelse af Grundforskningsfonden, så den allerede i 2005 kan disponere over yderligere 40 mio. kr., ligesom Højteknologifonden allerede fra næste år kan disponere over
200 mio. kr. Også på uddannelsesområdet er der i de senere år sket en betydelig styrkelse af indsatsen. Den samlede offentlige uddannelsesindsats er således øget med 3,5 mia. kr. i perioden 2001-2004, og nu sker der en yderligere styrkelse fra 2005. Allerede i forbindelse med forårspakken blev der gennemført en række initiativer med henblik på at uddanne og opkvalificere især kortuddannede, og den indsats bliver nu forstærket. Ved siden af de aftaler, der er indgået mellem regeringspartierne og Folketingets øvrige partier i forskellig udstrækning, er der naturligvis stillet en lang række andre ændringsforslag. Mange af de ændringsforslag kan vi have sympati for, for på en række områder er der tale om forslag, der bygger videre på de initiativer, regeringen allerede har taget. Det er vi naturligvis tilfredse med, men omvendt skal den økonomiske sammenhæng jo også være på plads, og det betyder, at vi ikke kan støtte de ændringsforslag, der ikke er skaffet finansiering til. En række af de ændringsforslag, oppositionen har stillet, og som vi senere skal stemme om, forudsætter yderligere skatter på erhvervslivet, hvilket vi fra konservativ side fuldstændig må afvise. Det er de danske virksomheders indtjening, vi alle sammen i sidste ende lever af, og bortset fra at det er i strid med skattestoppet, vil et stigende skattetryk på virksomhederne medføre forringede vækstvilkår for dansk erhvervsliv, og det vil på længere sigt også udhule den offentlige økonomi. Det Konservative Folkeparti vil naturligvis under afstemningerne - det kommer næppe som nogen overraskelse - stemme for de ændringsforslag, der er stillet af regeringen i overensstemmelse med de aftaler, vi har indgået.

Vi siger tak til ordføreren. Der er en stribe medlemmer, der har bedt om kommentarer, foreløbig 13, og den første er fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hr. Lars Barfoed talte meget om tryghed i sin tale, og jeg tror sådan set, vi alle sammen går ind for at skabe tryghed i folks hverdag. Men det, der kan være interessant, er jo, hvad man mener, og hvordan man har tænkt sig at gøre det.
     Jeg blev noget overrasket, da jeg så aftalen mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti og de ændringsforslag, der er kommet ud af den, og som vi behandler her i dag. Den bunke ændringsforslag er jo tordnende tom, når det gælder om at tage initiativer på beskæftigelsesområdet, og hvis vi skal tale tryghed, mener jeg, at lige præcis det at have et arbejde og kunne forsørge sig selv og sin familie vel må være noget af det mest grundlæggende for, at man kan have en eller anden form for tryghed i sin hverdag.
     Vi har set en rapport fra Socialforskningsinstituttet, der viser, at lige præcis der, hvor fattigdomsproblemerne eksisterer, er i de befolkningsgrupper, der ikke har arbejde, så kan hr. Lars Barfoed ikke give mig ret i, at lige præcis beskæftigelsesspørgsmålet vel nok er det allermest centrale område, når vi skal snakke om, hvordan vi får skabt tryghed i folks hverdag?

Jeg synes, det er dejligt, når jeg en gang imellem kan udtrykke enighed med fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Det er da også morsomt, når vi har vores forskellige små og store uenigheder, men vi kan sådan set godt blive enige om, at beskæftigelse er helt afgørende for den enkeltes tryghed.
     Derfor kan jeg også glæde fru Pernille Rosenkrantz-Theil, som åbenbart ikke har lagt mærke til det, med, at vi faktisk har gennemført det, vi populært kalder forårspakken, som indeholder skattelettelser og en lang række initiativer, der bidrager til at øge beskæftigelsen i Danmark. Alle prognoser tyder jo også på, at det faktisk går rigtig godt, og at beskæftigelsen vil stige ganske betydeligt, ikke mindst i de kommende år, så vi har bestemt taget initiativer på det felt.

Nu er forårspakken jo efterhånden en gammel ting, og specielt når man ser på, hvordan arbejdsløsheden har udviklet sig siden forårspakken, er jeg lidt ked af hele den talkrig, der har været.
     Det er selvfølgelig rart, hvis regeringen får ret i, at der kommer 20.000 nye arbejdspladser, for det ville da være bedre end de negative prognoser. Men jeg vil forsøge at forholde mig til det principielle, nemlig at uanset om regeringen får ret i, at der kommer 20.000 flere arbejdspladser, eller Danske Bank får ret i, at det kun bliver 13.000, er der altså stadig nogle - faktisk ikke så få
- som ikke kommer i arbejde. Næste år vil arbejdsløsheden stadig være større, end den var, da regeringen kom til magten, selv om regeringens prognoser holder.

     Derfor kan det godt undre mig, at man bliver ved med at hive forårspakken op af hatten. Vi kan jo diskutere fra nu af og til nytårsaften, om forårspakken hjalp noget, men vi kan bare konstatere, at selv hvis den har hjulpet, har den i givet fald ikke hjulpet nok. Der er fortsat flere arbejdsløse under denne regering, end inden regeringen kom til, selv med virkningerne af forårspakken og selv efter de prognoser, man laver for næste år på baggrund af forårspakkens justeringer.

Nu er det jo sådan, at uanset hvilken regering vi har i dette land, er ledigheden dybt afhængig af, hvordan de internationale konjunkturer bevæger sig.
     Hvis man meget nøje følger kurverne for, hvordan bruttonationalproduktet i Danmark har udviklet sig, og hvordan det har udviklet sig i de lande, som vi typisk handler med, er der en fuldstændig sammenhæng mellem tingene. Det, en regering og et Folketing kan gøre, er at fjerne brodden, når konjunkturerne truer beskæftigelsen, og det er også det, vi gør. Men årsagen til, at der lige nu er en negativ forskel, fra dengang vi tiltrådte og til nu, når vi ser på arbejdsløshedstallene, er jo netop, at der - som det også vil være fru Pernille Rosenkrantz-Theil bekendt - har været en nedgang i de internationale konjunkturer, som selvfølgelig også har ramt danske virksomheder. Men nu stiger beskæftigelsen heldigvis igen, og det synes jeg da man skal glæde sig over.

Jeg synes desværre, hr. Lars Barfoed har bidraget en del til forvirringen om De Konservatives finanspolitik, og derfor vil jeg gerne give hr. Lars Barfoed mulighed for her fra Folketingets talerstol, så vi alle sammen kan høre det, at fortælle os, hvad der er op og ned i den diskussion, der har været i de seneste dage.
     Det har været nævnt, at det er finansordførerens politiske ønske, at der bliver afdraget langsommere på statens gæld, at efterlønnen laves om, og at pensionsalderen forhøjes til det fyldte 67. år, alt sammen for at finansiere en fjernelse af topskatten. Er det noget, hr. Lars Barfoed står fast på? Er det konservativ politik, eller hvordan skal vi forholde os?

Nu ved jeg ikke, om hr. Thulesen Dahl har læst den artikel i Ugebrevet Mandag Morgen, der har givet anledning til omtalen
i aviserne, for der er lidt misforståelser i det, hr. Thulesen Dahl remser op. For det første er det korrekt, at min opfattelse er, at når vi kommer hen omkring 2010, eller i hvert fald når vi har fået reduceret gælden, så den er nede på 20-25 pct. af bruttonationalproduktet, er det værd at lytte til de mange økonomer, der siger, at så er der måske ikke grund til at spare så meget som før, men måske i højere grad grund til at skabe noget mere vækst. Hvis vi nedtrapper gælden lidt langsommere, når vi har nået de mål, vi har sat os for 2010, får vi et provenu, som vi kan bruge til at finansiere et større privatøkonomisk råderum og dermed skabe noget vækst i landet. Det er deri, finansieringen ligger, og det synes jeg sådan set alle skulle forholde sig åbne over for at overveje, når vi når frem til det tidspunkt. Det er sådan set det, der ligger i bemærkningerne.

Nu kan man jo diskutere, om det at afdrage langsommere på sin gæld øger opsparingen, eller om det at afdrage den i virkeligheden er en bunden opgave, fordi det netop er en gæld, som vi gerne skulle have væk. Men den ambition er åbenbart meget langsigtet.
     Så vil jeg gerne forholde mig til noget, der er meget mere kortsigtet, nemlig hvad der skal ske her og nu og specielt efter et kommende folketingsvalg. Hr. Lars Barfoed er citeret for at sige til Ugebrevet Mandag Morgen, at det er helt ødelæggende for den politiske handlekraft, hvis man før et valg lover vælgerne, at der ikke vil ske nogen forringelser.
     Kan hr. Lars Barfoed bekræfte det citat? Og vil hr. Lars Barfoed forklare et, tror jeg, undrende Folketing - i hvert fald et undrende Dansk Folkeparti - hvad der ligger i, at man på den måde vil bebude forringelser efter et folketingsvalg? Hr. Lars Barfoed kan ikke finde flertal for det hos Dansk Folkeparti, men er det De Konservatives holdning, at det skal stå uklart forud for et folketingsvalg, om der vil ske forringelser, og hvad det er for nogle forringelser, Det Konservative Folkeparti i givet fald forestiller sig?

Som det vil være hr. Kristian Thulesen Dahl bekendt, er det jo sådan, at der er nedsat en Velfærdskommission, der skal komme med nogle forslag til, hvordan vi kan gøre velfærdssamfundet robust på længere sigt.
     I den forbindelse kan der jo ske nogle omlægninger af forskellige ordninger, som man kan opleve som forringelser, mens der vil ske forbedringer på andre områder, og jeg vil tilslutte mig det, som nationalbankdirektøren sagde meget klart for nylig på Finansrådets årsmøde: Det vil være meget betænkeligt, hvis Folketingets partier på forhånd binder sig til, at de ikke vil gennemføre forandringer. Det er sådan set det, der lå i de bemærkninger, som jeg helt kan bekræfte.

Jeg bemærkede, at hr. Lars Barfoed i sin ordførertale sagde noget om at styrke miljøindsatsen, men så vidt jeg har kunnet se af ændringsforslagene, er der ikke lagt op til, at miljøindsatsen skal styrkes - bortset fra noget om reduktion af afgift på svovlfrit brændstof. Havde det ikke været bedre, hvis man var gået et skridt videre og havde været lidt mere visionær og kigget på bioætanol, altså alternative brændstoffer, i stedet for at fokusere på det, vi kender så godt?

Det er da muligt, det også er en god idé. Jeg er ikke lige ekspert på det felt, hr. Mogens Nørgård Pedersen fremhæver her, men jeg er ikke i tvivl om, at når hr. Mogens Nørgård Pedersen siger det, er det sikkert et område, som det vil være værdifuldt at satse på.
     Jeg tillod mig bare at henholde mig til de ting, der allerede er aftalt, nemlig at vi i højere grad kan regne med at få og bruge svovlfrit brændstof i fremtiden, og at jeg sådan set synes, det er en positiv ting. Men jeg er da sikker på, at der kan nævnes andre positive miljøtiltag, som vi også må overveje at gøre i fremtiden, herunder det, som hr. Mogens Nørgård Pedersen foreslår.

Tak, det glæder mig. Men hvis vi skal fortsætte lidt i den samme boldgade og tale miljø og erhvervsliv, vil jeg gerne spørge hr. Lars Barfoed om den besparelse, som er sket i Miljøministeriet. Jeg tror, det er omkring 68 mio. kr., og det er faktisk med til at skabe dårligere rammevilkår for erhvervslivet forstået på den måde, at Miljøstyrelsen ikke får midler nok til at godkende bl.a. nye plantebeskyttelsesmidler. Det skaber da ikke bedre rammevilkår for erhvervslivet.

Det er nu vores opfattelse, at der bestemt er midler til at forvalte miljølovgivningen på en betryggende og god måde.
     Der er jo sket besparelser inden for det område - sådan er det jo, man skal nogle gange omprioritere i form af effektiviseringer i administrationen rundtomkring - men nu har vi altså på nogle områder lagt op til, at der skal ske en styrkelse af nogle konkrete miljøpolitiske områder, og det synes jeg man skulle glæde sig over. Vi har jo i øvrigt også allerede truffet beslutning om, hvordan vi skal sikre miljøindsatsen efter 2005, og det synes jeg også hr. Mogens Nørgård Pedersen skulle glæde sig over.

Jeg kunne forstå på hr. Lars Barfoeds tale, at natur og miljø er blevet en konservativ mærkesag, men jeg vil sige, at man har en meget underlig måde at behandle sine mærkesager på.
     Når vi tager 2005, som vi behandler nu, med, er der i denne regerings periode samlet blevet fjernet 3,7 mia. kr. på Miljøministeriets område, altså 3,7 mia. kr. over 4 år. For det første må man sige, at det er en mærkelig måde at behandle sine mærkesager på, og for det andet har det uafhængige revisionsfirma Deloitte & Touche påpeget, at det bl.a. går ud over naturbeskyttelsen, danskernes beskyttelse mod kemikalier og det danske grundvand. Det kan vel ikke være en konservativ mærkesag at gennemføre besparelser, som medfører forringelser af grundvandsbeskyttelsen og danskernes beskyttelse mod kemikalier. Er det konservativ politik?

Jamen uanset hvad man påstår om det modsatte, har det faktisk altid være en mærkesag for Det Konservative Folkeparti, at vi skal have et godt miljø, og at vi skal forvalte vores natur på en god måde.
     Jeg mener egentlig at kunne erindre, at det i sin tid var Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, der gennemførte den første samlede miljølovgivning i Danmark - godt nok for en del år siden - og det er sådan, at vi Konservative gerne vil værne om de værdier, vi har, og give dem videre til næste generation. Miljøet er meget vigtigt for os.

     Men det er altså ikke sådan, at man nødvendigvis kan sætte lighedstegn mellem generelle besparelser og omlægninger, omprioriteringer og effektiviseringer på den ene side og miljøforringelser på den anden side. Det er faktisk min opfattelse, at miljøet og naturen ikke har fået det dårligere i de år, vi har haft en konservativ-liberal regering, på trods af at vi fra starten lancerede besparelser på området - tværtimod. Nu er vi nået ned på et niveau, som vi synes er fornuftigt, og hvor tingene kan fungere effektivt, og det er altså det, vi vil planlægge efter fremover.

Der var megen udenomssnak fra hr. Lars Barfoed om, hvem der opringelig stod fadder til miljølovene. Men nu er det altså nutiden og ikke fortiden, vi taler om, og jeg kan konstatere, at der samlet set inden for Miljøministeriets område er sparet 3,7 mia. kr. Det lader til, at det er en konservativ mærkesag, og det er jo en god konstatering.
     For det andet har det uafhængige Deloitte & Touche, som man ikke just kan anklage for at være et kernesocialdemokratisk foretagende, udtalt, at når det gælder naturbeskyttelse, grundvandsbeskyttelse og danskernes beskyttelse mod kemikalier i hverdagen, kan vi i dag ikke leve op til minimumskravene, sådan som vi egentlig burde. Kan De Konservative ikke se, at hvis det er sådan, at de virkelig er det miljøparti, som hr. Lars Barfoed giver udtryk for, skal der tilføres yderligere midler til Miljøministeriets budget, eksempelvis til naturbeskyttelse, sikring af det danske grundvand og sikring af danskerne mod kemikalier i deres hverdag? Ellers er alt det om mærkesager jo bare hul tale.

Man kan altså ikke bebrejde mig, at jeg - når der bliver sat spørgsmålstegn ved, om miljøet gennem årene har været en mærkesag for Det Konservative Folkeparti - tillader mig at referere til de historiske kendsgerninger om den indsats, vi har gjort for miljøet, også i samarbejde med Socialdemokratiet. Jeg synes egentlig, det er meget rimeligt at konstatere det.
     Jeg har ikke haft lejlighed til at nærlæse den rapport, der bliver henvist til, men jeg har ikke grund til at tro andet, end at med det meget store apparat, vi har til rådighed til forvaltningen af vores miljø - også rent forskningsmæssigt - har vi på fuldt betryggende vis mulighed for at forvalte miljøbestemmelserne og de forskellige begrænsninger, der rent lovgivningsmæssigt er sat for forureningen i Danmark. Det har jeg fuld tiltro til, men hvis det er sådan, at der helt konkret bliver peget på nogle områder, hvor vi ikke lever op til de krav, vi selv stiller, vil vi selvfølgelig sørge for at forstærke indsatsen de pågældende steder.

Regeringen og Dansk Folkeparti har jo kastet sig ud i en stor strukturreform, en total omvæltning af det danske samfund. Men man har fuldstændig undladt at spørge borgerne, og når hr. Lars Barfoed taler om, hvor vigtig tryghed er, må jeg jo undre mig lidt over, at man ikke har sikret trygheden for de flere hundredtusinder offentligt ansatte, som er direkte berørt af denne kæmpereform.
     Bl.a. undrer det mig, at når De Konservative går så højt op i omsorgsdage - hr. Lars Barfoed nævnte selv i sin tale, hvor vigtigt det er med omsorgsdage - er en af de ting, som de ansatte på skatteområdet, der om få måneder skal flyttes fra kommunen til staten, kan se frem til, at miste op til 10 omsorgsdage på grund af omflytningen. De kan ligeledes se frem til en ringere pension, og de af dem, der er tjenestemænd, kan risikere ikke at få nogen lønstigninger de næste mange år. Er det konservativ politik for tryghed for de ansatte?

Nu synes jeg ikke, det er en helt rimelig kritik, når fru Line Barfod siger, at vi gennemfører en strukturreform uden at spørge borgerne. Det er jo sådan, at borgerne har valgt Folketingets partier til at forsøge at få gennemført den politik, de er gået til valg på, og Det Konservative Folkeparti har egentlig i mange år - også inden det sidste valg - haft en målsætning om at reorganisere den kommunale struktur, så amterne bliver nedlagt og vi får nogle regioner
i stedet for. Man kan ikke beskylde Det Konservative Folkeparti for ikke at have meddelt borgerne, at det er det, vi agtede at gøre, hvis vi fik mulighed for det, og nu har vi altså fået mulighed for det.

     For så vidt angår de konkrete ansættelsmæssige forhold for bestemte grupper af medarbejdere, synes jeg, det er noget, vi må se på under det lovgivningsarbejde, der skal gennemføres. Jeg vil ikke stå her i dag på mit partis vegne og tage præcis stilling til, hvordan de ansættelsesmæssige vilkår skal være for konkrete grupper af medarbejdere, men der er klart signaleret, at vi ønsker at skabe tryghed for medarbejderne i den kommunale sektor i forbindelse med ændringerne.

Jeg er fuldstændig klar over, at De Konservative længe har sagt, at de vil af med amterne, men at man vil lave en så total omvæltning af hele det danske samfund, som man nu er gået i gang med, har ikke på noget tidspunkt været meldt ud til befolkningen før valget.
     Med hensyn til spørgsmålet om de ansatte rejser jeg det, fordi et af ændringsforslagene til finansloven er hele spørgsmålet om skatteområdet. Ændringerne skal træde i kraft allerede næste år, hvor man lægger op til besparelser og til, at der skal være 700 færre stillinger, og der er ikke sat penge af til at sikre, at de ansatte, der skal overflyttes, kan bevare de løn- og ansættelsesvilkår, de har i dag.
     Jeg kan forstå, at Det Konservative Folkeparti er enig i skatteministerens bemærkning under førstebehandlingen i fredags, hvor han sagde, at de ansattes vilkår bare er en lille detalje, som Folketinget ikke skal bruge tid på. Det lover ikke godt for trygheden for de 400.000 offentligt ansatte og dermed heller ikke for den borgerbetjening, der skal ske.

Jeg må altså stadig sige til fru Line Barfod, at det ikke er korrekt, at det ikke er signaleret, at der vil blive tale om så voldsomme forandringer. Tværtimod stillede Det Konservative Folkeparti længe inden folketingsvalget meget konkrete forslag om at omlægge kommunestrukturen, således at amterne nedlægges, og der i stedet indføres regioner, som får nogle begrænsede opgaver, men at så mange opgaver som muligt bliver lagt ud i kommunerne. Det er det, der gennemføres nu, og vi lancerede faktisk inden folketingsvalget, at vi ville arbejde for denne omfattende reform, så jeg synes ikke, fru Line Barfod kan bebrejde os noget i den retning.
     Så vil jeg sige om den konkrete situation for skattevæsenets medarbejdere, at der altså er et lovforslag om spørgsmålet under behandling, og man må tage debatten og forholde sig helt konkret til spørgsmålet i forbindelse med behandlingen af forslaget.

Jeg vil gerne fortsætte lidt i det spor, hr. Thulesen Dahl var inde på vedrørende de konservative reformer, for hvis alt det, man hører rundtomkring på gangene om, at der snart skal være valg, har noget på sig, er det sådan set vigtigt at vide, hvor Det Konservative Folkeparti står, når det f.eks. gælder nedskæringer i efterlønnen eller forhøjelse af folkepensionsalderen.
     Jeg synes, det er vigtigt, at vi får nogle klare meldinger. Er det noget, man vil arbejde for i næste periode? Vi havde jo sidste år sagen om nedskæringer på dagpengeområdet, hvor den kunstneriske udførelse var lidt sjusket, så regeringen trak forslaget tilbage. Er det et af de forslag, vi kan forvente at se igen, hvis Det Konservative Folkeparti får mulighed for at få sine synspunkter ført igennem? Det synes jeg er væsentligt at få frem inden folketingsvalget.

Det kan jeg sådan set svare meget klart på, og jeg synes faktisk, det er dejligt, at vi også kan få nogle lidt mere visionære diskussioner her under debatten.
     Det er sådan, som det i øvrigt også fremgik af det interview, jeg gav til Mandag Morgen, at Det Konservative Folkeparti har den opfattelse, at det vil være meget betænkeligt, hvis Folketingets partier på forhånd afviser reformer inden folketingsvalget, så vi overhovedet ikke kan foretage os noget i fortsættelse af de forslag, som Velfærdskommissionen kommer frem med.
     Vi har også sagt, at vi vil være åbne over for de forslag, der måtte komme fra Velfærdskommissionen, men som jeg også understregede i artiklen, har vi ikke lagt os fast på, hvilke forslag vi helt konkret vil støtte. Vi må afvente de forslag, Velfærdskommissionen kommer med, og den debat, de afstedkommer, før vi lægger os fast på noget. Ligesom det er klogt, at ingen lægger sig fast på, at der ikke skal ske noget, vil det også være klogt, at alle er åbne over for, hvad der kan ske, for det giver jo de bedste muligheder for et bredt nationalt kompromis om at sikre velfærdsstaten i fremtiden.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Lars Barfoed i, at det er vigtigt, at partierne før et valg giver udtryk for, hvad de vil efter valget. SF er fuldstændig enig i, at der er et påtrængende behov for reformer af samfundet, det har vi også lagt frem i vores 2010-plan, og vi er også meget glade for, at hr. Lars Barfoed har luftet nogle ideer i Ugebrevet Mandag Morgen.
     Men det, der er det væsentlige, er at få frem: Er det nogle konkrete meldinger, eller er det bare sådan, at man siger: Ingen skal vide sig sikre på, at der ikke kommer nedskæringer i efterlønnen eller nedskæringer i dagpengene eller lignende, for at der kan gives skattelettelser til de mest velstillede? Det er jo det signal, der ligger i udmeldingen fra Det Konservative Folkeparti, og det synes jeg er fuldstændig fair, for så ved vælgerne, hvad de har at gå efter.

     Men jeg kunne godt tænke mig at få det konkretiseret lidt. Hvad ligger der konkret af ideer fra Det Konservative Folkeparti? Eller er det bare sådan, at man efter valget vil have mulighed for at kunne sige: Jamen vi sagde jo før valget, at vi gerne ville lave nogle reformer, og det kan godt komme til at gøre ondt?
     Det er lidt væsentligt, at vi får den åbne debat om indholdet af de reformtanker, som Det Konservative Folkeparti gør sig.

Det kan være, at andre kan følge det op, så vi kan fortsætte debatten, det ville være nyttigt, men jeg vil i hvert fald gribe fat i en misforståelse til. Jeg mener, at hr. Kristian Thulesen Dahl gjorde sig skyldig i den, og nu gør hr. Ole Sohn det også. Det, som er sagt i forbindelse med den artikel, er netop ikke, at ændringer i velfærdsordninger skal finansiere skattelettelser. Det mener jeg ikke de skal.
     Finansieringen kan komme forskellige steder fra. Men det, som er nævnt som en mulighed i den artikel, er, at man griber de mange forskellige økonomers bud på, at man godt kunne nå 2010-målsætningen - det er i hvert fald min opfattelse, at man skal vente, til den er opfyldt - og at man så kan reducere gælden i et langsommere tempo. Det skaber et provenu, og det provenu kunne man bruge til at gennemføre skattelettelser. Det synes jeg da er værd at overveje.
     Men ændringer i velfærdsordninger skal ikke finansiere skattelettelser. Det kan de jo heller ikke, hvis skattelettelserne skal komme til udtryk i løbet af få år, for ændringer i velfærdsordninger kan jo først få effekt - i hvert fald sådan som vi havde tænkt at det skulle gøres - om 15-20 år.
     Vi taler jo overhovedet ikke om at ændre på nogle ordninger, som borgere i dag har glæde af. Vi taler om, at vi om 15-20 år bliver nødt til måske at se på, at der er nogle ordninger, der ikke kan fungere helt, som de fungerer i dag.

Jeg har en kommentar til miljøet. I SF er vi meget optaget af fremtidens trafikløsninger, og et af de elementer, som er vigtige, er faktisk at få godstrafikken fra lastbil over på bane. Nu er det sådan, at den danske godstrafik er privatiseret, og den er kommet ud i rigtig store problemer. En af de hurdler, der er, er faktisk taksterne under Storebælt - nu er det jo under, når det er tog.
     De Konservatives hr. Bendt Bendtsen har i forløbet før,
i en tidligere valgkamp, sagt: Jeg mener, at taksterne under Storebælt skal væsentligt ned, men vi Konservative kan ikke gøre det alene. Trafikministeren har også udtalt sig i samme retning, og fru Mariann Fischer Boel fra Venstre har sagt nogenlunde det samme i Fyens Stiftstidende.
     I de finanslove, vi har set, og specielt den sidste her, har der intet været om det. Der har ikke været noget forsøg på at få reddet godstrafikken ved at røre taksterne på Storebælt. Var der alligevel en vilje til det, som vi bare ikke har fået med i finansloven?

Nej. Man kan sige, at hvis det var sådan, at der her og nu skulle lægges op til ændringer på takstområdet ved broforbindelserne, så havde det jo været nærliggende, at det var en del af finanslovforliget. Så det er sådan set korrekt observeret af hr. Poul Henrik Hedeboe, at der ikke lige her og nu er lagt op til nogen ændringer af takstpolitikken. Så det står der ikke noget om i finanslovforslaget.
     Men det er da et område, som vi hele tiden følger meget nøje, for det er vigtigt, at der er en prispolitik på transporten også over bælterne, som er så optimal som muligt og sikrer en fornuftig afvikling af godstransporten i Danmark. Det er jo med til samlet at sikre et velfungerende erhvervsliv, at infrastrukturen fungerer.

Skal jeg forstå det som et tilsagn om, at De Konservative går positivt ind i den her sag? Vi ved jo, at foran os ligger det tyske Mautsystem, som er en lastvognsafgift, og det kommer også til Danmark, det bliver en EU-sag, så det bliver endnu mere aktuelt.
     Men jeg ser det som et tilsagn om, at De Konservative går positivt ind i det her og vil gøre noget ved det, inden godstrafikken forsvinder. Er det rigtigt forstået?

Jeg tror, man skal passe på med at love noget, når det gælder priser og takster. Men som sagt er det et område, som vi mener skal følges meget nøje. Det er vigtigt, at vi sikrer en fornuftig afvikling af godstrafikken i Danmark, og at takstpolitikken også sikrer, at vores broforbindelser og tunnelforbindelser i øvrigt bliver udnyttet så optimalt som overhovedet muligt, og der spiller taksterne selvfølgelig en stor rolle. Men jeg tror ikke, det ville være fornuftigt her og nu at give hr. Poul Henrik Hedeboe konkrete tilsagn om hverken det ene eller det andet.

Der er jo mange ting, man kan fristes til at spørge Det Konservative Folkeparti om, som har en unødig hård kamp i øjeblikket, synes jeg, for at gøre standpunkter gældende i forhold til regeringssamarbejdet, hvad angår velfærd og skat og ikke mindst miljø.
     Men det, jeg egentlig snubler over her, er, at det forekommer mig, at ordføreren stod og talte om pasningsgarantien her i forbindelse med ændringsforslagene til finansloven og nærmest sådan foregav, at nu indførte regeringen en landsdækkende pasningsgaranti. Det virkede næsten, som om ordføreren stod og fik regeringen til at tage æren for det her.
     I den sammenhæng vil jeg blot bede hr. Lars Barfoed bekræfte, at det, der rent faktisk afsættes næste år, er 5,3 mio. kr. Det svarer vel i grove træk til 50 vuggestuepladser. Er det det, hr. Lars Barfoed mener at regeringen kan prale af er gældende som en landsdækkende pasningsgaranti?

Det er jo heldigvis sådan, at der i masser af landets kommuner er en fornuftig pasning og en pasningsgaranti, sådan at forældrene kan regne med, at når deres orlov er overstået, kan de få deres børn passet.
     Men det, der er vigtigt at sikre, er, at det er noget, alle kan regne med, og at der ikke er kommuner, der reducerer de garantier i fremtiden, og at de, som ikke lever op til det
i dag, kommer til at leve op til det i fremtiden. Det er jo ikke altid sådan, at gode gerninger nødvendigvis skal måles i penge, i økonomi, så selv der, hvor små beløb gør stor gavn, synes jeg, man skal glæde sig over det. Det synes jeg også at hr. Morten Helveg skulle gøre.

Jamen jeg glæder mig også over mange ting, og det har jeg også fået at vide i dag af regeringens ordførere at jeg skulle, og det vil jeg da fortsætte med.
     Men kan vi så ikke være enige om, at det ville være misvisende, ifald regeringen gik ud og sagde, at de nu havde indført en landsdækkende pasningsgaranti? Kan vi ikke være enige om, at det ville være misvisende, i og med at det jo er kommunerne, der investerer midler for alvor på det her felt? Det ville være lånte fjer. Det håber jeg vi er enige om.

Nej, det synes jeg slet ikke. Jeg synes, at det er sådan, at der er mange gode kræfter, der kan deles om æren. Det, vi gør her, er, at vi siger, at nu sikrer vi, at kommunerne skal leve op til det, hvis de ikke gør det i forvejen. Det synes jeg bestemt er værd at tage med. Det synes jeg faktisk er temmelig vigtigt, for det sikrer også, at der ikke er kommuner, der reducerer den service, den garanti, i fremtiden.

Flere ordførere, både hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Ole Sohn og sikkert også andre, har berørt hr. Lars Barfoeds udtalelse om de velfærdsforringelser, som hr. Lars Barfoed udtalte kunne komme på tale i næste regeringsperiode. Jeg vil gerne ligesom de øvrige bede hr. Lars Barfoed om at være bare en anelse mere konkret.
     Der er citater, der går på, at pensionsalderen skal sættes op til 67 år, at efterlønnen skal forringes meget kraftigt, og vi har tidligere i diskussioner hørt, at der også skal pilles ved dagpengene.
     Jeg vil bare spørge hr. Lars Barfoed i al stilfærdighed:
Kan hr. Lars Barfoed sige, at Det Konservative Folkeparti og dermed regeringen ikke vil pille ved dagpengene i den kommende regeringsperiode, såfremt de får magten til det, at man ikke vil pille ved pensionsalderen, og at man ikke vil pille ved efterlønnen?
     Med hensyn til de tre ting, som hr. Lars Barfoed i det her omtalte interview og i andre interview har været inde på, synes jeg vælgerne har krav på at vide, hvad Det Konservative Folkepartis stillingtagen til de her spørgsmål er i den kommende valgperiode, og dermed også, hvad regeringen mener om det. Jeg går ikke ud fra, at Det Konservative Folkeparti ikke spiller en væsentlig rolle i regeringen og dermed også kan påvirke beslutninger.

Jeg synes, det ville være utroværdigt også af Socialdemokratiet, hvis man i hver eneste velfærdsordning, vi har i dette land, begyndte at give vælgerne garantier for, at vi overhovedet ikke laver om på noget som helst.

     Jeg tror egentlig, det er sådan noget, der fremmer politikerleden, hvis det skal være sådan, at man efterhånden føler sig pisket til, at man overhovedet ikke vil ændre på noget som helst. Det er reaktionært. Og der mener jeg egentlig, at Socialdemokratiet efterhånden er ved at være temmelig reaktionære. Jeg har dog bemærket, at der er en del unge socialdemokrater, som begynder at tale om, at der kan være behov for forandringer, og egentlig mener jeg da, at hr. Nicolai Wammen hører til gruppen af unge socialdemokrater, som burde tilslutte sig, at der kan være behov for forandringer.
     I Det Konservative Folkeparti vil vi ikke garantere, at der ikke sker ændringer i nogen ordninger i fremtiden, men jeg vil også godt sige, at vi jo ikke forestiller os, at der på nogen af de områder, som Velfærdskommissionen arbejder med, er tale om ændringer, som har effekt her og nu i forhold til folk, der f.eks. umiddelbart står over for at skulle på efterløn. Vi taler jo om ændringer i samfundet, som skal finde sted om måske 15-20 år. Det er jo sådan noget, vi taler om. Det er sådan noget, Velfærdskommissionen taler om. Men det er jo netop vigtigt, hvis vi taler om ændringer i sådan nogle strukturer, at det er noget, der gennemføres mange, mange år i forvejen, så alle kan indrette sig på det.

Jeg er ked af det, hvis hr. Lars Barfod opfattede det, som om jeg i mit spørgsmålet var efter ham. Jeg er sådan set bare meget interesseret i at høre hr. Lars Barfoeds tanker herom, fordi hr. Lars Barfoed jo også ved tidligere lejligheder - og det synes jeg han fortjener ros for - faktisk siger, hvad det er, man går og tænker i regeringen. Men så sker det tit og ofte, at der kommer enten en statsminister eller en vicestatsminister og siger: Nej, nej, slet ikke nu, måske engang meget, meget langt ude i fremtiden. Så jeg synes egentlig, hr. Lars Barfoed er regeringens ærlige mand.
     Derfor er det, jeg gerne vil høre: Kan man forestille sig en 67-års-pensionsalder, at man ændrer på dagpengesatserne, og at man går ind og laver væsentlige ændringer i efterlønnen, hvis Det Konservative Folkeparti er med i en regering i de kommende 4 år?
     Jeg håber selvfølgelig ikke det sker, men skulle det ske, så har jeg meget stor interesse i at høre - og det tror jeg også mange vælgere har - hvad De Konservative egentlig mener. Hvad mener regeringens ærlige mand om sagen?

Nu er det jo sådan, som hr. Nicolai Wammen sikkert er bekendt med, at jeg jo ikke er medlem af regeringen og jo derfor ikke har mulighed for at fremlægge, hvad regeringen som sådan tænker, for jeg er jo heller ikke tankelæser. Men jeg kan fremlægge nogle synspunkter som politiker, og det synes jeg egentlig er det, man er valgt til som politiker: at fremlægge de synspunkter, man nu har, ikke mindst synspunkter, der går lidt ud over dagen og vejen. Det gør vi måske lidt for lidt i denne her sal. Hvor dagligdagen trænger sig på, skulle vi måske lidt mere diskutere nogle visioner, nogle tanker om, hvordan samfundet kan blive bedre på lang sigt.
     Så jeg skal bestemt ikke påstå, at jeg har gjort rede for nogle tanker, der er i regeringen, men jeg har gjort rede for nogle tanker, som jeg har. Og det er altså sådan, at vi i Det Konservative Folkeparti ikke vil låse os fast på, at der ikke skal ske forandringer i fremtidens samfund. Det ville være uheldigt over for de kommende generationer, hvis vi forhindrede os selv i at lave forbedringer, så vi sikrede velfærden for fremtidens generationer, ikke mindst for de svage i fremtidens samfund. Men der må vi se på, hvad Velfærdskommissionen kommer med.

En af de sådan meget synlige konsekvenser af regeringens politik sammen med Dansk Folkeparti de sidste 3 år er jo, at forskellene i samfundet forøges, altså at skellet imellem rig og fattig vokser. Det kan man ikke bebrejde en konservativ ordfører, for det er jo helt traditionel konservativ politik. Så det vil jeg ikke bebrejde partiet, for man skal ikke bebrejde politiske partier, at de virkeliggør deres drøm om et samfund.
     Men det, jeg til gengæld synes man kan bebrejde nogen, er, at de, som har det rigtig, rigtig skidt, de, som falder helt igennem i vores samfund, får det stadig dårligere. Der er meldinger fra alle de humanitære organisationer, der er meldinger fra regeringens eget råd om, at det går rigtig skidt. Hvad vil hr. Lars Barfoed gøre ved det?

Jeg kan godt sige, at hr. Villy Søvndal tager noget fejl af, hvad det vil sige at være konservativ. For det at være konservativ har at gøre med at føle et stærkt ansvar over for de svageste i samfundet, og det tager vi meget alvorligt.

     Derfor er jeg da også glad for at kunne sige, at hr. Villy Søvndal altså tager fejl, når han påstår, at de svage i samfundet har fået det dårligere under den her regering. Tværtimod er der gennemført stribevis af initiativer for at sikre de svageste i samfundet, de hjemløse og andre bedre vilkår. Jeg kan eksempelvis nævne, at indtaget på hjem for udstødte og hjemløse er blevet 15 pct. mindre. Der er 15 pct. mindre søgning til disse steder nu, end der var før. Det er jo et symptom på, at der er færre hjemløse, færre, der føler behov for at søge ind på disse hjem end tidligere.

Er det nu rigtigt, at man som konservativ, som hr. Lars Barfoed siger, føler det der voldsomt stærke ansvar over for de små i samfundet? Vi får meldinger fra dem, der arbejder med de små i samfundet, regeringens Råd for Socialt Udsatte, der advarer mod, at de, der er sat på de lave ydelser, har mindre til overs, end man har, hvis man bor på et forsorgshjem. Og i dag melder Kirkens Korshær ud, at de også plages af konstante nedskæringer.
     Det er jo et helt andet billede end det, hr. Lars Barfoed tegner. Så siger hr. Lars Barfoed i virkeligheden, at de der humanitære organisationer taler usandt? Regeringens sociale råd taler usandt; det der billede, de tegner, har ikke noget på sig. Er det sådan, vi skal forstå hr. Lars Barfoeds udtalelser?
     For det er da lidt underligt, at de, der er tæt på de her folk, siger, at det går rigtig skidt. Og hr. Lars Barfoed, som trods alt er lidt længere væk, siger, at det går rigtig godt.

Jeg mener faktisk, at det, der er tale om, er, at hr. Villy Søvndal foretager en kraftig sortering i de meldinger, vi får fra de pågældende organisationer og udvalg.
     Hvis man tager Rådet for Socialt Udsatte, så er de jo ganske tilfredse med stort set alle de initiativer, regeringen har taget. Men det er rigtigt, at der er en diskussion om de satser, vi har gennemført, bl.a. i forbindelse med »Flere i Arbejde«, som de fleste partier herinde på nær SF og Enhedslisten har været enige om.
     Der er en kritik af de satser. Men der er jo tale om, at vi har lavet en justering af statserne for at få flere i arbejde, for at det kan betale sig at tage et arbejde, uden at vi er landet på et niveau, der på nogen måde er problematisk, når vi sammenligner os internationalt.
     Men der er der en uenighed, det erkender jeg, der er der også en kritik. Men ellers, når det gælder indsatsen for de svageste i samfundet, for de hjemløse, for narkomanerne, for de prostituerede osv., så er der jo ikke den kritik, som hr. Villy Søvndal påstår.

Jeg synes, det er befriende i en tid, hvor ethvert borgerligt synspunkt bliver puttet ind under et tykt lag glasur, at hr. Barfoed klart tilkendegiver, hvad der er den borgerlige ideologi og politik, også bare på lidt længere sigt omkring folkepensionen med de 67 år, omkring efterlønnen og omkring afviklingen af gælden i øvrigt, hvilket heller ikke er uinteressant.
     Lad mig i øvrigt sige noget til spørgsmålet om efterløn. Det er jo tankevækkende, at de, der taler om at fjerne efterlønnen, først og fremmest er folk med lange uddannelser, som selv har fået gode job med god pension. Det er dem, der taler om at fjerne efterlønnen.
     Det er jo meget sjældent, at det er KAD'erne og SiD'erne, der har slidt et langt liv, og som kun har meget beskedne pensioner. Jeg synes, at man i den her sag skal tænke på, hvem der siger hvad. Det synes jeg måske også hr. Barfoed skulle tage med ind i sin tankegang. Men som sagt, tak fordi man har fremlagt de her synspunkter i en tid, hvor al borgerlig politik kommer under dette tykke lag glasur.
     Så vil jeg også godt spørge, hvordan hr. Barfoed synes det går, når vi nu har tabt 50.000 private arbejdspladser under en borgerlig regering? Hr. Barfoed siger: Vi har taget mange initiativer. Tænker man slet ikke på, at ...

Det må vi vente med til næste spørgerunde. Nu er det ordføreren, der svarer.

Nu skal jeg først forklare hr. Jens Peter Vernersen, at vi sådan set ikke har foreslået efterlønnen bare afskaffet. De tanker, der har været, som vi ikke har låst os fast på, har været om en omlægning, så den specifikt er til gavn for dem, som er nedslidte, nemlig nogle af de grupper, som hr. Jens Peter Vernersen nævner som dem, der ikke ville være så glade for at slippe efterlønnen. Men vi ønsker jo at fastholde en ydelse for dem, som er nedslidte, og som vel er dem, som den først og fremmest er tiltænkt at berøre.
     Det er den overvejelse, vi har fremlagt på et tidspunkt, men så har vi også sagt nu, at vi jo ikke vil låse os fast på noget. Vi vil se, hvad Velfærdskommissionen kommer med. Tanken om folkepensionsalderen er sådan set slet ikke en tanke, som Det Konservative Folkeparti har fostret. Det er en tanke, som Velfærdskommissionen er kommet frem med, og vi har sagt: Den, og hvad der ellers kommer fra Velfærdskommissionen, vil vi da se åbent på og se, hvad der er nyttigt at gennemføre.

     Nu er det jo ikke bare sådan, at folkepensionsalderen ifølge Velfærdskommissionen skulle ændres her og nu. Der vil være tale om, at man om mange, mange år, når levetiden for alvor bliver meget længere, kunne se på en justering. Vi taler måske om noget, der skal ske i år 2025 eller sådan noget.

Endnu en gang tak, fordi det er kommet frem, hvad der virkelig er borgerlig politik.
     Og lad mig så fortsætte spørgsmålet. I den tid, vi har haft en borgerlig regering, er beskæftigelsen på det private arbejdsmarked faldet med 50.000 job. Det er jo, hvad der er fremlagt her. Man har hvert år sagt, at næste år bliver det bedre. Jeg står her med hr. Kristian Jensens udtalelse fra sidste finanslovdebat, hvor der blev sagt: Næste år er der
15.000 flere i arbejde. Sagen er, at der jo er fuldstændig status quo bortset fra de job, som er støttede job, og som er sat i gang. Derfor er der jo heller ikke nogen, der i fuldt alvor kan tro på, at det bliver bedre næste år, for det har man som sagt talt om de sidste 3 år. Derfor spørger jeg. Det bliver sagt, også af hr. Barfoed: Vi har taget mange initiativer. Tænker man aldrig på, at det kunne være, fordi de initiativer, man har taget på beskæftigelsesområdet, er de forkerte, at de ikke virker? Kunne det slet ikke falde borgerlige politikere ind, at det er det, der er problemet? For vi ved jo, hvad der virker. Det så vi under Nyrupregeringen. Da blev der etableret 200.000 nye arbejdspladser, hvoraf to tredjedele var på det private arbejdsmarked. Det var i en tid, hvor der også var modkonjunkturer. Men i denne tid er det altså det modsatte, der sker.

Der er ingen regering, som ved et eller andet initiativ kan skaffe 200.000 flere job i det private erhvervsliv, heller ikke en socialdemokratisk regering. Der blev jo ikke taget nogen initiativer overhovedet under den socialdemokratiske regering, der førte til så mange flere arbejdspladser i den private sektor. Det er rent vrøvl og sludder. De blev til, fordi konjunkturerne rundtomkring i verden i de lande, vi eksporterer til, blev bedre, og så kunne virksomhederne i kraft af egen dygtighed skabe de flere arbejdspladser. Det er på marginalerne, en hvilken som helst regering kan justere på ledigheden.
     Og så kan jeg glæde hr. Jens Peter Vernersen med, at det, som hr. Kristian Jensen sagde ved sidste års finanslovdebat, viste sig at holde stik. Ledigheden er jo faldet gennem det seneste år, og den bliver ved med at falde. Så den falder faktisk nu, og det skulle man da være glad for. Men jeg har forstået, at Socialdemokratiet stadig væk på trods af gruppemødet forleden dag, hvor man ligesom skulle prøve at indpiske en ny stemning, er sådan lidt småsure over tingenes tilstand.

Jeg håber ikke, at ordføreren bliver sur, når jeg siger, at han skal overholde taletiden.

Jeg er utrolig glad for at være kollega med hr. Lars Barfoed. Det er rigtig godt, at den konservative ordfører i både skrift og tale viser sit sande jeg som en ægte konservativ, taler om borgerlige dyder osv. Det kan man jo ikke beskylde regeringen for generelt. Derfor er det godt, at den konservative ordfører gør det.
     Jeg vil bare gerne forholde mig til en enkelt ting, nemlig at man ønsker at afskaffe efterlønnen. Jeg vil gerne spørge lidt ind til konsekvenserne af det, for det må regeringen og hr. Lars Barfoed jo have tænkt lidt på. Kan man bare afskaffe den uden at sørge for, at der bliver flere arbejdspladser? Vi oplever hver eneste dag, at der er 60-årige, der bliver presset ud af arbejdsmarkedet, fordi der ikke er arbejde til dem, det håber jeg vi kan blive enige om.
     Så vil jeg gerne spørge, om det bliver billigere? For De Konservative er jo så flinke, at de siger: Jamen dem, der er nedslidte, skal selvfølgelig have. De skal eksempelvis have en førtidspension i stedet for, for det går jeg ud fra at vi er enige om. Det er næsten lige så meget som efterlønnen, så hvad er der egentlig sparet ved det?
     Tror man ikke også på, at folk vil kræve pengene tilbage, hvis man ændrer efterlønnen? Og det sidste punkt er:
Tror man virkelig på, at man kan få nye generationer til at indbetale de der 7,8 mia. kr., som de indbetaler i dag, hvis man ændrer grundlæggende på efterlønsordningen?

Jeg lægger mærke til, at hr. Bjarne Laustsen og flere andre i Socialdemokratiet og SF er glade for, at nogen fremlægger konservative synspunkter og deltager i den langsigtede debat. Det, som egentlig kunne afholde en fra at gøre det, er, at man så absolut vil - jeg opfatter det sådan, at det er en villet handling - misforstå og høre forkert. For man vil jo ikke rigtig deltage i debatten, hvis det er sådan, at jeg skal misforstås, og at der skal høres forkert.
     Nu har jeg sagt flere gange i dag, at vi ikke har lagt os fast på, hvilke forslag der skal gennemføres, og jeg har sagt, at vi egentlig ikke sådan ønsker at afskaffe efterlønnen. Vi ønsker at omlægge den til en ydelse, der er forbeholdt dem, som er nedslidte. Det er den tanke, vi på et tidspunkt har gjort os, men vi vil i øvrigt lytte til, hvad Velfærdskommissionen har at sige.

     Må jeg så sige om efterlønnen, at vi faktisk også på nogle områder finder, at det er for dårlige vilkår, som gælder i dag. Vi har jo foreslået, at man i virkeligheden skal kunne gå senere på efterløn, sådan at folk kan blive længere tid på arbejdsmarkedet og gå senere på efterløn. Det kunne også være en mulighed.
     Vi har også foreslået, at man skulle tage at se på det, vi har et forlig om - men derfor kan man jo godt diskutere, om det stadig væk er rigtigt - altså at folk, der er fyldt 60 år bliver tvunget på efterløn.

Nu ville hr. Lars Barfoed ikke vedkende sig, at der var en positiv beskæftigelseseffekt - beskæftigelsen steg under Nyrupregeringen, ledigheden faldt endda betragteligt. Det er jo en væsentlig forudsætning, hvis vi kigger på efterlønsordningen og eventuelt en afskaffelse af den, som De Konservative foreslår her. Er det ikke en forudsætning for at ændre på de ting, at der er arbejde til folk i stedet for?
     Vi ved fra undersøgelser, at folk gerne vil blive noget længere på arbejdsmarkedet. Jeg forholder mig til den faktuelle kendsgerning. Der er alt, alt for mange mennesker, der bliver presset ud af systemet. Så siger hr. Lars Barfoed, at det ved vi så ikke hvordan skal ske, og det er måske fair nok. Men hvis folk i stedet for skal være på førtidspension, vil jeg godt vide, hvor besparelsen er henne. For i dag har man fået folk til via et bidrag at betale til en ordning, der
i højere grad er selvfinansierende. Det er førtidspensionen jo ikke. Den er finansieret over skattebilletten. Derfor vil jeg gerne høre om konsekvenserne af det forslag, som hr. Lars Barfoed har. Hvad betyder det for den enkelte, som sidder og kigger derude i samfundet lige nu?

Problemet med den korte taletid, man har her, og som jeg fuldt ud respekterer skal overholdes, er, at man, især når man diskuterer med hr. Bjarne Laustsen, føler sig tvunget til at bruge det meste af taletiden på at korrigere hr. Bjarne Laustsen for alle de fejlcitater, som han lægger ind i sine spørgsmål. Man skal forklare alt det, som ikke er rigtigt, men som hr. Bjarne Laustsen påstår man har sagt, og først derefter kan man give sig til at svare.
     Nu vil jeg så undlade det, men sige, at forholdet er det, at beskæftigelsen stiger. Folk skulle glæde sig over, at der er en konservativ-liberal regering, som skaber mere beskæftigelse, nedsætter skatterne, så folk får et større privatøkonomisk råderum, og satser på at videreuddanne de kortuddannede, så de bedre kan få nogle kompetencer til at tage de job, der kommer. Det er jo den politik, vi gennemfører. Vi skaber vækst i det private erhvervsliv.
     Det er gået sådan i det seneste år, at ledigheden er faldet med 10.000, og det fortsætter næste år. Formentlig når vi en beskæftigelse næste år, der er højere end nogen sinde i dette land. Det skulle hr. Bjarne Laustsen tage at glæde sig over.

Vi siger tak til ordføreren og går til den sidste kommentator, eller den sidste, der har bedt om bemærkninger, og det er hr. Henrik Sass Larsen.

Jeg ville ellers gerne være kommentator. Det regner jeg med giver ekstra taletid. Men nu skal jeg prøve.
     Jeg tror, at der har været en vis forvirring om, hvad Det Konservative Folkeparti vil i næste valgperiode, hvis ulykken nu skulle være ude, og man fortsatte i regering.
     Jeg forstår, at både pensionsalderen og efterlønnen og dagpengene er til diskussion, også i næste valgperiode. Det, som man så kan prøve at spørge om, er: Er det bare en diskussion, der kommer i næste valgperiode, eller kan man som dagpengemodtager, som folkepensionist eller som efterlønsmodtager eller kommende en af delene være sikker på, at de ting vil der ikke blive pillet ved de næste 4 år, hvis Det Konservative Folkeparti fortsætter i regering?

Det, man i hvert fald kunne være sikker på, er, at hvis det gik så ulykkeligt for dette land, at Socialdemokratiet fik regeringsmagten, så skete der ingen ting, for Socialdemokratiet er nok det mest reaktionære parti, der findes i dette Folketing. Så hvis Socialdemokratiet kommer til, kan jeg forstå, at der slet ikke skal ske nogen forandringer, uanset at der er behov for at lave forandringer for at sikre en fortsat fremgang i det her land også for de svageste.
     Det Konservative Folkeparti har flere gange sagt, at vi ikke på forhånd vil udelukke forandringer. Det er ikke forandringer, der gennemføres fra den ene dag til den anden, men forandringer, som får en effekt om 15-20 år, hvor der kan tænkes at være behov for - lad os nu se, hvad Velfærdskommissionen siger - nogle forandringer af nogle af de velfærdsordninger, vi har.
     Vi vil heller ikke udelukke, men tværtimod arbejde for yderligere skattesænkninger, så folk få et større privatøkonomisk råderum i den kommende periode.
     Der er masser af ting, som vi vil arbejde for i den kommende valgperiode, og vi vil i hvert fald ikke give garantier om, at der slet ikke skal ske nogen forandringer. Det tror jeg egentlig vælgerne synes er troværdigt i forhold til dem, som påstår, at alting kan blive ved med at være, som det var.

Der er ikke behov for at lave nogen forandringer, på trods af hvad alle landets økonomer, Velfærdskommissionen osv. siger. Det er utroværdigt.

Nu er det ærgerligt, at den konservative ordfører brugte al tiden på at skælde ud på Socialdemokratiet og alt muligt andet, når han før beklagede sig over, at han ikke havde så meget taletid, for ellers kunne vi måske have nået til et klart svar. Det der med, at man ikke vil udelukke, hvad der skal ske på 15-20 års sigt, er mægtigt, mægtigt. Spændende diskussion, jeg er med på den. Men det, der er lidt afgørende, er de næste 4 år. Hvis man kommer i regering der, og ulykken skulle ske, kan de folk, som i dag modtager dagpenge eller risikerer at skulle modtage dagpenge, de folk, der er folkepensionister, og de folk, som er på efterløn eller vil på efterløn, være sikre på, at de kan få lov til at komme på efterløn på de ydelser, der er nu? Ligger de ydelser nagelfast de næste 4 år?

Jeg kan garantere for, at Det Konservative Folkeparti på ingen måde vil medvirke til forringelser for de mennesker, som får efterløn eller folkepension, hverken i den kommende valgperiode eller i de næste mange år. De, som får de ydelser, og de, som kan forvente at få de ydelser i de næste mange år, skal have de ydelser. Det er slet ikke det, vi taler om. Vi taler om, at vi, når vi har hørt, hvad Velfærdskommissionen siger, må se på, om der er behov for nogle forandringer, som får en effekt - hvad ved jeg - 15-20 år ud i fremtiden. Det er det, vi taler om.

Jeg synes, at vi med de svar, vi har fået fra De Konservatives ordfører, hr. Lars Barfoed, egentlig har fået skabt mere usikkerhed og utryghed for en bunke af de mennesker, som et langt liv har været med til at spare op til selv at kunne have mulighed for at gå på efterløn, hvis de måtte ønske det.
     Jeg synes til gengæld ikke, at hr. Lars Barfoed her i dag har givet nogen form for tryghedsgaranti til de mennesker, og derfor synes egentlig, at det vil være rimeligt, hvis vi også fra den konservative ordfører her i dag kunne få den tryghedsgaranti. For det eneste, der kommer ud af det her, er, at der skabes en utryghed blandt dem i befolkningen, som måtte sidde og høre det, og det farer selvfølgelig med vindens hast ude på arbejdspladserne: Har I hørt, at hvis denne regering fortsætter, kan vi altså risikere, at efterlønnen bliver rørt. Derfor synes jeg, man har brug for at sende et signal om, at der er tryghed, eller er der virkelig behov for at være utryg, og det vil sige at hamstre?

Jeg tror, at fru Lissa Mathiasen har været så optaget af at forberede sit spørgsmål eller måske læse et eller andet spændende på bordet foran sig, at hun slet ikke har hørt mit seneste svar til hr. Henrik Sass Larsen, men jeg skal gerne gentage det.
     Der er overhovedet ingen af de mennesker, som er på folkepension eller efterløn, eller som har sparet op til det og om nogle år forventer at benytte sig af de ydelser, som skal være bekymrede for, at de ikke får de ydelser. Det gør de naturligvis. Vi taler om, at vi vil lytte til, hvad Velfærdskommissionen har af forslag til strukturforandringer, velfærdsforandringer osv., der rækker 15-20 år ud i fremtiden. Der vil vi være åbne over for, hvad der kommer af forslag.
     Den største trussel mod velfærdssamfundets fremtid er faktisk Socialdemokratiet, for Socialdemokratiet er ved at bevæge sig hen i et hjørne, hvor man vil påstå, at det under alle omstændigheder aldrig nogen sinde bliver nødvendigt at lave nogen forandringer i det her samfund. Det tror jeg Socialdemokratiet skulle tage og passe lidt på med.

Meget kan der åbenbart siges om Socialdemokratiet fra konservativ side, men én ting, der i hvert fald ikke kan drages i tvivl, er hæderligheden med hensyn til, at vi ønsker at fastholde efterlønsordningen og meget klart har sagt, at vi synes, at man langt hellere fra regeringens side skulle bruge tid og kræfter på at finde nogle ordentlige beskæftigelsesmuligheder, sådan at folk i den alder, hvor efterlønnen kan komme på banen, rent faktisk også har mulighed for at kunne blive på arbejdsmarkedet, hvis de ønsker det.
     Men nu siger hr. Lars Barfoed, at det ikke varer ret længe, inden Velfærdskommissionen kommer med noget, og det vil sige, at utrygheden fortsat er der. Er man 45 eller 50 år, er utrygheden der vel stadig væk på baggrund af det, hr. Lars Barfoed siger her. Under dække af noget meget pænt forsøger man at pakke det ind, og det er ikke første gang, vi har set det, men hvorfor vil man ikke hellere fra konservativ side være med til at give de beskæftigelsesmæssige muligheder, der skal til, med nogle ordentlige seniorordninger m.v., sådan at man har et reelt valg, når man når de 60 år?

Det skuffer mig, at fru Lissa Mathiasen også ligesom benytter den argumentationsform, der går ud på, at hvis man overhovedet diskuterer nogle ting, der rækker ud i fremtiden, og forsøger at fremsætte nogle nye tanker, så gøres der alt, hvad der kan gøres, for at vride og fordreje det, der er blevet sagt.
     Nu har jeg, jeg ved ikke hvor mange gange i dag, sagt - jeg siger det en gang til, og så håber jeg, det er sivet ind hos alle - at Det Konservative Folkeparti ikke medvirker til forandringer, som berører de mennesker, der er på efterløn, eller dem, som står lige over for at skulle på efterløn eller andre af den slags ordninger.
     Det, vi taler om, er forandringer, som måske finder sted 15-20 år ude i fremtiden. Der forholder vi os åbent til, hvad det er for nogle forslag, der kommer fra Velfærdskommissionen, og der synes jeg, at alle partier skulle tage at forholde sig åbent til, hvad der kommer af forslag, i stedet for at isolere sig og male sig op i et hjørne, hvor man siger, at der aldrig nogen sinde skal ske nogen forandringer, for det er utroværdigt på forhånd at garantere det.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Ole Sohn.

Et samfunds livskvalitet måles på den livskvalitet, som de dårligst stillede i samfundet har. Ud fra den målestok er det lidt beskæmmende at konstatere, at vi har 90.000 børn, der lever under forhold, som ligger under, hvad EU betegner som en fattigdomsgrænse.
     Når konjunkturerne i et samfund er for nedadgående, er det afgørende, at man har en regering, der viser ansvarlighed og medvirker til at generere ny beskæftigelse, nye job i både den private og den offentlige sektor.
     Det er ligeledes en afgørende målestok, når man skal vurdere en regerings kunnen, hvorvidt den er i stand til at investere i fremtiden og skabe grundlaget for fremtidens job.
     Bedømt ud fra ovenstående målestok må man konstatere, at VK-regeringen dumper. Finanslovforslaget er blottet for store planer, der tager ansvaret på sig med hensyn til de socialt udsatte, beskæftigelsen og miljøet.
     Der har været snakket meget om, hvordan det går lidt op og ned med beskæftigelsen fra den ene til den anden måned. Man kan selvfølgelig sige, at det, hvis man er pessimist, er beklageligt, at arbejdsløsheden er steget med 300 i forhold til sidste måned, eller at den er steget med 2.000 i forhold til juli kvartal. Det vil jeg ikke gå så meget ind i, jeg vil mere vurdere, hvad regeringen har gjort i den periode, den har haft ansvaret for regeringsførelsen, det vil sige siden den første finanslov blev lavet i januar kvartal 2002.
     Tager man den målestok, kan man konstatere, at der er blevet 33.000 - ja, nu 33.300 - flere arbejdsløse under VK-regeringen. Vi kan konstatere, at der er 15.000 færre beskæftigede i den private sektor, og der er 2.000 færre beskæftigede i den offentlige sektor. Det er den virkelighed, som er.
     Heroverfor siger regeringen, og regeringspartiernes ordførere har gjort det her i dag i forbindelse med behandlingen af ændringsforslag til finansloven: Ja, men vi har lavet forårspakken.
     Ja, man har lavet forårspakken og brugt det redskab, som Finansministeriet over for Folketinget har meddelt er ubetinget det dårligste redskab: netop bare at give skattelettelser.
     Derfor har vi i forbindelse med finanslovforslaget her taget udgangspunkt i, hvordan vi kunne medvirke til at skabe en debat om at få sat gang i at løse nogle af de opgaver, som trænger sig på. Vi har gjort det med hensyn til beskæftigelsen ved at spørge, hvordan man kan kombinere det at skabe nye job med at løse uløste opgaver og sikre et bedre miljø og sikre investeringer i fremtiden.
     Derfor har vi i forbindelse med finanslovforslaget lagt vægt på beskæftigelse, som vi har kaldt grøn beskæftigelse. Vi har peget på, at man burde sætte ind med hensyn til at få fornyet vores vandlednings- og kloaknet under hele landet. Vi har foreslået, at man sætter massivt ind med hensyn til oprensning af giftgrunde. Vi har foreslået, at man sætter ind med øget skovrejsning og naturpleje.

     Og hvorfor? Fordi det er et område, hvor vi netop i en tid, hvor vi har høj arbejdsløshed, kan sige, at vi kan gå ind og skabe nye grønne jobs i den private sektor, at vi kan skabe jobs, der har den afledte effekt, at man sparer på drikkevandsressourcerne og mindsker forureningen af grundvandet. Og som noget helt afgørende: Vi hindrer, at vi sender uløste opgaver videre til kommende generationer.
     De eksempler, jeg har nævnt her, er eksempler på opgaver, som skal løses før eller siden, og så fatter jeg ikke, hvorfor regeringen ikke kan se, at det netop er i en tid med høj arbejdsløshed, hvor de ledige hænder er til stede, at man har ansvaret for at sætte gang i de uløste opgaver.
     Vi har også spurgt, om vi ikke kan prøve at se, hvordan man sikrer fremtidens velfærd. Vi ved jo, at fremtidens velfærd bygger på, at vi får et bedre uddannelsesniveau, at vi investerer mere i forskningen og i udviklingen af nye arbejdspladser. Både vi selv og andre partier har ofte peget på de gode erfaringer, der har været med vindmølleindustrien. Det startede med forskning, forskning og forskning, og nu har vi en fantastisk god industri, som har genereret 20.000 nye arbejdspladser.
     Derfor mener vi, det er afgørende, og vi har også peget på det i forbindelse med ændringsforslagene til finansloven, at der foretages en massiv satsning på forskning. Vi har den idé ud over det forslag, vi er kommet med til finansloven, at det er vigtigt, at Folketinget laver en forpligtende plan, som bringer forskningen i Danmark op på 1 pct. af bruttonationalproduktet inden år 2010. Det er en meget ambitiøs plan. Den er ikke urealistisk, men den er meget ambitiøs.
     Den er livsvigtig for dansk erhvervsliv. Det er livsvigtigt for dansk erhvervsliv, at der kommer de massive investeringer, som kan generere de nye arbejdspladser, som er nødvendige, for det er netop vores viden, vores forskningsniveau, der tiltrækker nye virksomheder fra udlandet. Vi kan aldrig konkurrere på dårlige lønninger, vi kan konkurrere på viden og knowhow.
     Derfor mener vi også, der skal satses væsentlig mere på energi- og ressourcebesparende produktionsmetoder, sådan at vi på den måde kan være med til at skabe et konkurrencedygtigt erhvervsliv ikke alene her, men også på eksportmarkedet. Det er også vigtigt, at vi bevidst og målrettet understøtter innovation og iværksættervirksomhed, sådan at vi på den måde kan være med til at skabe ny underskov af erhvervsliv.
     Ikke mindst er det selvfølgelig også væsentligt, at vi tager fat i de unge, som står midt i den situation, at de har brug for og behov for at få en uddannelse. Men det er ikke kun de unge, der har brug for en uddannelse. Erhvervslivet har brug for en faguddannet arbejdskraft, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi får sikret praktikpladser til alle.
     Nu er det desværre sådan, at et flertal i Folketinget har besluttet, at det ikke er afgørende, at man får en praktikplads. Hvis ikke man kan få den i det private, skal man ikke have en, og derfor har et flertal nedlagt skolepraktikordningen.
     Jeg anerkender, at skolepraktikordningen ikke er det optimale, men det er væsentlig bedre end ingen uddannelse, og derfor foreslår vi, at man genetablerer skolepraktikordningen, indtil vi har skabt en forståelse hos erhvervslivet, som skal gøre brug af den faglærte arbejdskraft, for, at det også er nødt til at sikre, at praktikpladserne er til stede. Indtil det kan forstå sit eget ansvar, må det offentlige gå ind og sikre skolepraktikordningen.
     Hvorfor er det vigtigt? Det er vigtigt, fordi det fremmer en omstilling, en grøn omstilling, af samfundet. Det udvikler nye job til erstatning for dem, der forsvinder i de her år, og det skaber nye eksportmuligheder for den private sektor. Sådanne forslag burde en ansvarlig regering komme med
i en tid, hvor vi har høj arbejdsløshed. Det er også vigtigt at se på velfærden her og nu. Er den god nok? Har vi sikret, at vores børn får en ordentlig ernæring, som gør, at de kan sidde og koncentrere sig i skolen? Er det en god og ordentlig velfærd og omsorg, vi giver de ældre i samfundet? Hvis man stiller de spørgsmål, vil man nok komme til den konklusion, at der er meget, der skal gøres endnu. Derfor har vi i forbindelse med ændringsforslagene foreslået, at vi indfører en gratis madordning i daginstitutionerne og folkeskolen, fordi det er med til at give børnene mere energi og dermed en bedre indlæringsevne. Samtidig er det med hensyn til de opgaver, der ligger på folkeskoleområdet, også vigtigt, at vi får nye materialer og en bedre efteruddannelse af folkeskolelærerne. Vi har også foreslået, at man skaber nogle bedre fysiske rammer i folkeskolen. Hvorfor? Fordi vi har nogle gamle skoler, som trænger til en renovering.

     Vi mener også, det er væsentligt at styrke hele daginstitutionsområdet og at forbedre gymnasiernes forhold og sørge for, at der bliver et maksimum for antallet af elever i klasserne på 28.
     Vi har foreslået, at der sker en trafiksanering af skolevejene, og at man generelt forbedrer den kollektive trafik. Og hvorfor gør vi det? Ja, det gør vi, fordi mere motion og mere sund kost øger børnenes indlæringsevne og giver gladere børn, det skaber øget trafiksikkerhed, det skaber en bedre infrastruktur, og det skaber øget beskæftigelse. Det er med til, at man ser tingene i en sammenhæng.
     Vi synes også, det er væsentligt at se på, hvordan man skaber et rummeligt arbejdsmarked i en tid, hvor vi kan se, at flere og flere arbejdspladser forsvinder, og vi kan konstatere, at der er nogle, som ikke får mulighed for at komme ind på de nye job, som kan skabes ad åre.
     Derfor foreslår vi, at vi genåbner servicejobordningen, som kan være med til at sikre den enkelte et ordentligt, regulært, overenskomstmæssigt arbejde, sikre kommunerne og andre offentlige institutioner en mulighed for forbedring af servicen for den halve pris og samtidig sikre, at staten kan spare penge.
     Vi mener også, det er væsentligt, at man sikrer rummeligheden på arbejdsmarkedet, og det kan bl.a. gøres ved, at man genindfører hjemmeserviceordningen. Og hvorfor foreslår vi det? Ja, det gør vi, fordi det skaber serviceforbedringer i samfundet, det øger beskæftigelsen, og det modvirker sort arbejde og fremmer samfundets moms- og skatteindtægter.
     Det ville have været befriende, hvis regeringen havde påtaget sig det ansvar. I en situation, hvor der er lavkonjunktur, er det netop en regerings opgave at gå ind og se på: Hvad kan vi gøre for at generere ny beskæftigelse i ikke mindst den private sektor, men selvfølgelig også i den offentlige sektor, hvor der er et stort servicebehov? Sådan skulle det ikke være. Vi står nu over for en finanslov, som regeringen primært har skruet sammen med Dansk Folkeparti. Indholdet af den er jo kendt fra regeringsordførerne og Dansk Folkepartis ordfører.
     Derfor skal jeg her afslutningsvis kun gøre et par få bemærkninger og sige, at forhandlingerne jo har været helt som forventeligt. Fra starten var der lagt an til, at Dansk Folkeparti skulle køre finansloven igennem. Det er også forståeligt, for det er jo det eneste parti, som anerkender det skattestop, som selv de økonomiske vismænd advarer stærkere og stærkere imod.
     Vi deltog i forhandlingerne på det niveau, kan man sige, som vi er berettigede til med den placering, vi har i Folketinget i forhold til regeringen, og det er foregået fuldstændig professionelt og på et fair grundlag. På det område har vi intet at kritisere. Vi deltog i forhandlingerne om omlægning af medicintilskudsordningen, og vi mener faktisk, at det sagligt set er fornuftigt og godt, at hele Folketinget stod bag en sådan omlægning, fordi det er et meget følsomt område. Vi mener i øvrigt, at det er en fornuftig omlægning, der er sket, og det er også godt, at pengene går til forskningen.
     På samme måde med satspuljen, som jo er en bunden opgave, og hvor regeringen nu har fået for vane ligesom at gøre rosende bemærkninger om, at det er her, man sætter ind over for de svagest stillede. Men dybest set er det jo bare en ordning, der har kørt siden 1990; der skal altså fordeles nogle penge, det er en bunden opgave, og der vil jeg sige, at for SF's vedkommende lagde vi meget vægt på fra starten, at vi fik givet børnepsykiatrien et ordentligt løft, og det er vi glade for at Folketingets øvrige partier har bakket op om. Vi har generelt fået lavet en god satspulje.
     I øvrigt satsede vi fra SF's side meget på at få slået hul på det at få anerkendt, at der i vores samfund faktisk er temmelig mange børn, som lever under økonomisk dårlige forhold, og som der skulle gøres noget for. Det var ikke muligt at slå rigtigt igennem, men alligevel fik vi lavet en lille flig med den aftale, vi lavede med regeringen og en række andre partier om at sikre bedre idrætsmuligheder for vanskeligt stillede børn. Det synes vi selvfølgelig er en god begyndelse til noget, som kan blive en god ordning, når den bliver fuldt udbygget, og for at få den debat videre ind i Folketinget har vi fremsat et beslutningsforslag, som kommer til behandling i begyndelsen af det nye år, om statsministeren vil det sådan. Afslutningsvis skal jeg sige, at vi i forbindelse med ændringsforslagene, som kommer til afstemning her senere, har taget udgangspunkt i, hvilke forslag der reelt kan gavne beskæftigelsen, sætte en beskæftigelse i gang her og nu, hvilke forslag der kan være med til at sikre et bedre uddannelsesniveau og en massiv satsning på forskningsområdet, hvilke forslag der er med til at forbedre folkeskoleområdet og miljøområdet, og hvilke forslag der er med til at sikre en global ansvarlighed. Ud fra den målestok kan jeg meddele, at vi, ud over dem, vi selv har stillet, i vid udstrækning vil stemme for en række af de forslag som Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne har stillet, og der er naturligvis også en del af de forslag, som ligger i finanslovaftalen, og som er fremsat af finansministeren, som vi støtter, dels fordi vi har indgået forlig herom, dels fordi der, selv om der skal lyde meget kritik af den grundlæggende idé i finanslovforliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti, dog er faldet et par enkelte gode forslag af, som vi selvfølgelig også vil støtte undervejs.

Rikke Hvilshøj (V):
Jamen så vil jeg da gerne starte med at kvittere; vi glæder os over, at SF også finder gode forslag blandt regeringens ændringsforslag. Vi er enige i, at vi også med SF har lavet nogle gode aftaler her i år, og det er vi meget godt tilfredse med.
     Når det så er sagt, synes jeg også, det ville være rart, hvis vi sådan kunne være helt enige om fakta. Sådan som jeg hørte hr. Ole Sohn i hans indledning, nævnte han noget om, at beskæftigelsen i den offentlige sektor under denne regering var faldet med 2.000.
     Jeg vil bare gerne spørge hr. Ole Sohn, hvad det er for nogle tal, for det er nogle helt andre tal end dem, jeg kan læse mig frem til.

Vi har lavet mange beregninger, siden Venstre lavede de her store annoncer, hvor man bekendtgjorde, at der under VK-regeringen er kommet 14.000 flere offentligt ansatte, og vi har fundet frem til, hvad enhver kan slå efter - det kan fru Rikke Hvilshøj også gøre - i Danmarks Statistik, at stigningen i den offentlige sektor i 2001-2002 var en følge af de finanslove og kommuneaftaler, som blev lavet under SR-regeringen. Man kan selvfølgelig sige, at det nok er lidt flot, at VK-regeringen tager ansvaret for det. Men fra det tidspunkt, hvor VK-regeringen satte sig for at lave den første finanslov og så til i dag, er tallene som skitseret, og de er taget fra Danmarks Statistik af nationalregnskabstallene.

Det undrer jeg mig stadig væk over. Først kan man sige, at regeringen jo sådan set har sørget for, at den øgede beskæftigelse også har kunnet være der i 2003 og 2004 og også kommer til det i 2005.
     Hvis man ser i Økonomisk Redegørelse over beskæftigede, heraf i den offentlige forvaltning og service, så var den i 2001 824.000, i 2003 836.000 og i 2004 840.000. Det vil sige, at bare fra 2003 til 2004 er der en stigning på yderligere
4.000, og forventningerne til 2005 er, at den vil stige til
842.000. Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan blive til minus 2.000.

Det kan det jo. Hvis nu vi holder fast i tallene, så kan vi jo se, at der i 1. kvartal 2002 var 838.000 ansatte i den offentlige sektor, og i 3. kvartal 2004 var der 836.000. Det er det virkelige tal. Så kan man selvfølgelig tage prognosetal ind.
     Hvis man tager årsgennemsnittene, er der stort set uændret beskæftigelse i den offentlige sektor. Det, man så skal være opmærksom på, er, at i den uændrede beskæftigelse vejer de støttede job med 5.000 flere, så antallet af ordinært ansatte er nedadgående. Det er ikke prognosetal, det er de tal, man tager ud af nationalregnskabstallene over den virkelighed, der har været.
     Man kan så lave prognoser over, hvordan det kommer til at gå i 2005. Og der kan vi jo se på regeringens prognoseevner. Hvad sagde man, da man kom til, vedrørende beskæftigelsen? Ja, der vurderede man forkert. Hvad sagde man
i 2003? Der vurderede man forkert. Og det har man gjort hele tiden. I de prognoser, regeringen kom med til Økonomisk Redegørelse i går, ja, der har man også et væsentlig mere optimistisk prognosetal for beskæftigelsen. Jeg håber, jeg håber ved gud, finansministeren får ret i, at arbejdsløsheden kommer ned, men desværre er optimismen jo primært på regeringens side. Hverken vismænd, Erhvervsrådet, bankøkonomer eller andre uafhængige økonomer mener jo, at der er stor grund til jubeloptimisme. Det er bare en konstatering af, at der er meget stor forskel på, hvordan regeringen gerne vil have det til at se ud, og så hvad uafhængige økonomer forestiller sig.

Jeg vil spørge lidt til forholdet omkring børnechecken, som jo har indgået i SF's forslag i forbindelse med finansloven. Der ville man gerne nedtrappe børnechecken for familier, må jeg forstå, med en bruttoindkomst på over
600.000 kr.

     Det er jo fair nok at diskutere det selvfølgelig, men ville det ikke virke som en voldsom skærpelse af marginalskatten for folk med almindelige indkomster, at når bruttoindkomsten i familien er 600.000 kr., skal de, ud over at de betaler topskat, så også have nedtrappet børnefamiliechecken, efterhånden som de stiger i indkomst? Det er jo i virkeligheden en skærpelse af marginalskatten for nogle, som betaler en meget høj skat i forvejen.
     Kunne man overveje fra SF's side så til gengæld at begynde at se på at nedsætte topskatten for de skatteydere, som man jo egentlig aldrig havde tiltænkt skulle betale topskat? Det var oprindelig kun 10 pct. af befolkningen, der skulle betale topskat. Nu er det over 40 pct., der betaler topskat.

Jeg er meget glad for spørgsmålet, og jeg kan også bekræfte, at hvis man ser det isoleret, er det klart, at hvis man fjerner et tilskud, så kan det virke som en skærpelse af marginalskatten. Vi ser meget gerne en sammenhæng også i forhold til skattepolitikken. Vi har faktisk som det eneste parti fremlagt en alternativ 2010-plan med en komplet skattereform, hvor vi faktisk foreslår en nedsættelse af beskatningen af arbejdsindkomst for alle indkomstgrupper.
     Så det vil vi meget gerne diskutere. Vi har bare ikke den opfattelse som Det Konservative Folkeparti, at det væsentligste er, at de mest velstillede får en skattelettelse. Vi vil meget gerne være med til at lave en skattereform, men det er væsentligt, at vi får beskatningen på arbejdsindkomster sat ned generelt; vi er nu mere optaget af de dårligst stillede, men generelt skal der ske en lettelse.
     Når vi har foreslået en aftrapning af børnechecken, skal det jo ses i sammenhæng med, at det for os at se er lidt mere fair, at man giver de økonomisk dårligst stillede familier - vi har altså 90.000 børn, som lever under det, man må kalde økonomisk meget dårlige forhold - et løft. Vi har faktisk foreslået, at de dårligst stillede børnefamilier får et kontant økonomisk løft på 1.000 kr. om måneden, og det finansierer vi så med en aftrapning af børnechecken.
     Samtidig har vi også foreslået i forbindelse med ændringsforslagene, at vi nedsætter taksterne i daginstitutionerne, at man nedsætter taksterne for den kollektive trafik, sådan at børnefamilierne, som jo meget ofte bruger daginstitutionerne og den kollektive trafik, også får lettelser på den måde.
     På den måde får man ikke den der skærpelse af marginalskatten, hvis man gør det op i sin helhed. Vi bruger pengene på en anden måde.

Jeg forstår ikke, at man kan sige, at man ikke får en skærpelse. Man får vel en skærpelse af marginalbeskatningen, hvis man gennemfører SF's forslag, som det er fremlagt under finanslovforhandlingerne her, på en sådan måde, at familier, der har en indtægt på over 600.000 kr., får skærpet marginalskatten i en situation, hvor det i forvejen er et stort problem, at de skal betale så meget i skat af en ekstra indkomst, og hvor de fleste økonomer jo vurderer, at kunne vi reducere topskatten i hvert fald for en stor del af de skatteydere, så det måske kun var de 10 pct., der tjente mest, som betalte topskat, så ville det give et kraftigt ryk
i væksten i dansk økonomi og få flere i arbejde. Så isoleret set vil det, medmindre man samtidig gennemfører en skattereform, hvilket jo ikke indgår i finanslovforslaget fra SF's side, jo være en skærpelse af marginalskatten for den gruppe mennesker, som har en samlet familieindkomst på 600.000 kr. og derover.

Nu har vi jo stillet mere end ét ændringsforslag. Vi har faktisk foreslået, at man nedsætter taksten på den kollektive trafik, vi har foreslået, at man nedsætter taksterne på daginstitutionerne, vi har foreslået, at man indfører en gratis kostordning i skolerne med sund økologisk kost. Det er jo alt sammen noget, som gavner børnefamilierne - uanset indkomsten.
     Vi har også et socialt hjerte og mener, at der er ting, som er væsentlige. Vi er et af verdens rigeste samfund, et af verdens rigeste samfund, og så tillader den her regering sig at give skattelettelser til de mest velstillede, mens vi har titusindvis af børn, som lever under usle forhold. Det kan vi da ikke være bekendt. Der har vi bare sagt, at vi gerne vil være med til at sikre et økonomisk løft for de dårligst stillede børnefamilier.
     Tænk på, der er børn i det her land, som ikke er i stand til at deltage i fritidsaktiviteter sammen med deres klassekammerater, fordi forældrene ikke har råd til det. Der er børn, som ikke kan invitere kammeraterne hjem til børnefødselsdag, fordi forældrene ikke har råd til det. Det kan vi da ikke være bekendt, når vi er et af verdens rigeste samfund. Der har vi da som Folketing en forpligtelse til at vise, at vi også vil sørge for, at den livskvalitet, de dårligst stillede har, bliver forbedret. Det har vi i hvert fald fra SF's side.

Tak til ordføreren.
     Næste ordfører er hr. Morten Helveg Petersen.

Jeg skal forsøge at holde mig til det, der er emnet her i dag, nemlig ændringsforslagene.
     Som bekendt er hovedparten af ændringsforslagene fremkommet ved de aftaler, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, der jo igen i år har været grundlaget for de store aftaler. Vi har det indtryk, at andre partier allernådigst får lov til at medvirke, når det måtte passe i regeringens kram.
     Det er jo meget forskelligt fra et egentlig bredt samarbejde, og man kan vel sige, at på den måde minder regeringens forhold til bredt samarbejde og brede forlig jo nærmest om præsident Bushs og statsminister Anders Fogh Rasmussens forhold til FN: Det er meget rart at have med, hvis FN makker ret, men det er ikke noget, man gør sig specielt umage for at sikre.
     På den led er regeringen blevet parlamentarisk doven. Vi oplever det, som om man ikke gider at gå de ekstra skridt, der skal til, for at opnå brede løsninger. Det er, som om regeringen tænker, hvorfor den dog også skulle det, når man til enhver tid kan trække et tvivlsomt forlig i automaten hos Dansk Folkeparti.
     Af samme grund vil der være en stor del af ændringsforslagene, som vi vil stemme lodret imod, f.eks. ældrecheck, nedsættelse af jordskatter, afkast af feriekonto, bevillinger til kirkeministeren m.m.
     Der er andre af ændringsforslagene, vi stemmer ja til, selvfølgelig de ændringsforslag, vi selv har været med til at frembringe i kraft af aftalerne om satspuljen og på forskningsområdet og kulturområdet.
     Der vil være ændringsforslag, vi stemmer ja til, fordi hensigten minder om noget, som vi selv kunne have fundet på, om end beløbene ikke måtte være helt identiske med, hvad vi selv foreslår.
     Så vil der være ændringsforslag, vi stemmer imod, fordi de er for dyre, og der er ændringsforslag, som vi undlader at stemme til, fordi der er tale om finansieringsforslag, som vi forbeholder og prioriterer til vores eget skatteudspil. Så det er en blandet landhandel, og sådan plejer det vist også at være.
     Med finansloven udvider regeringen og Dansk Folkeparti modtagerkredsen af ældrechecken. Man må sige, at teknikken for ældrechecken i år er forbedret, men vi finder principielt, at de økonomisk bedst stillede ældre også burde være med til at finansiere forbedringer for de svagest stillede pensionister.
     Vi må altså vænne os til, at de ældre ikke er én stor grå masse, men at der findes masser af ressourcestærke ældre, som sagtens kan bidrage til de økonomisk svagt stillede. Derfor stemmer vi imod ældrechecken ud fra en begrundelse om, at finansieringen burde være mere solidarisk.
     Regeringen og Dansk Folkeparti vil nedsætte jordskatterne som følge af EU's landbrugsreform. Vi faldt over et citat på Venstres hjemmeside om EU's landbrugspolitik, som var interessant i den her sammenhæng:
     EU's reform af den fælles landbrugspolitik begrænser den mest skadelige støtte og omlægger en del af den øvrige støtte til indsats for bedre miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Det er da en positiv udvikling, men Venstre ønsker ikke blot at omlægge støtten, den skal helt væk.
     Så kommer det så til konkret handling, og man spørger sig selv, hvad der sker her på hjemmefronten. Jo, skatten for landbruget sænkes. Udadtil taler man om liberalisering og væk med landbrugsstøtte, og hjemadtil, herhjemme, giver man støttekroner. Så ved du virkelig, at det bliver til noget.
     Finanslovaftalen med Dansk Folkeparti indebærer også, at der afsættes 4,2 mio. kr. til Kirkeministeriet - til udvikling af ledelsesstrukturen, som det nu så smukt hedder.
     Kirkeministeren er reelt sat under administration, har bevilget midler uden hjemmel og i øvrigt ageret i strid med al god embedsførelse. Og hvad sker? Jo, man taler om konsekvens i skåltalerne og hælder flere penge i en mildest talt tvivlsom embedsførelse, simpelt hen fordi det er vigtigt for regeringens støtteparti at holde liv i kirkeministeren. Jeg er nødt til at sige, at i stort set enhver anden parlamentarisk situation havde der vel været konsekvenser af den adfærd.
     Regeringen tager midler fra Feriefonden og lægger ind i statskassen. Partiet Venstre mente engang, at disse midler burde tilgå opsparerne selv. Det mener vi fortsat i Det Radikale Venstre, derfor stemmer vi imod.
     Regeringen forsøger at få det til at se ud, som om det er regeringen, der indfører en pasningsgaranti på børneområdet, men i 2005 er der afsat 5 mio. kr., og det svarer nogenlunde til driftsudgiften til 50 vuggestuepladser, det svarer til, hvad der gælder i en enkelt middelstor vuggestue. Københavns Kommune har alene over de seneste 3 år brugt næsten 1 mia. kr. på pasningsgaranti. Regeringen tilfører 5 mio. kr. og nærmest praler af, at nu indfører man en pasningsgaranti. Det synes vi ikke er reelt.
     Samtidig undlader man at regulere børnechecken fuldt ud, så igen i år spares der 180 mio. kr. ved ikke at regulere børnechecken med lønninger, men kun med inflationen. Jeg tror, det var skatteministeren, der kaldte denne her manøvre for et prioriteret løft.

     Det Radikale Venstre var med til at indgå aftaler på forskningsområdet og på kulturområdet. Vi ville gerne være gået videre på begge områder, men regeringen var reelt ikke interesseret.
     Statsministeren taler om nødvendigheden af flere midler til forskning. Vi er helt enige. Danmark skal leve af viden. Vi hverken kan eller skal konkurrere på lav løn. Men problemet er, at regeringen ikke tager konsekvensen af argumenterne. Tænk sig, hvis regeringen havde valgt at bruge penge fra at lukke skattehuller til at investere i Danmarks fremtid. Det havde da været visionært. I stedet bruger man penge på en selskabsskattelettelse, som ingen har efterspurgt, og som statsministeren ikke nævnte med et eneste ord i sin vækkelsestale på Venstres landsmøde.
     Det Radikale Venstre mener principielt, at engangsindtægter bør bruges på at nedbringe gælden, derfor er vi kritiske over for konstruktionen med hensyn til Forskningsfonden. Tilbage står, at i kroner og øre er bevillingerne til forskning konstante, mens de målt som andel af BNP har været faldende i denne regerings levetid.
     På kulturområdet fik vi sikret yderligere midler til henholdsvis design og musik. Det er begge områder, som Det Radikale Venstre er glade for at kunne styrke, om end vi også her gerne var gået et skridt videre. Vi stiller derfor ændringsforslag om midler til Kunstrådet, til kulturskoler, børnekonsulenter, arbejdslegater for yngre kunstnere samt iværksættelse af en teaterreform.
     Interessant nok brød regeringen sit eget skattestop. Jeg citerer fra aftalen: Indtægterne fra tillægsafgiften på omkring 50 mio. kr. årligt øremærkes til en række konkrete sundhedsfremmende projekter, herunder alkoholkampagner imod unges brug af alkohol samt en styrket behandlingsindsats mod alkoholmisbrug.
     Det kan jo være fornuftigt nok, men det strider klokkeklart mod de hidtidige definitioner af regeringens eget skattestop. Derfor kom der også efterfølgende en perlerække af forskellige forklaringer og begrundelser. Tilbage står, at skattestoppet er brudt på et lille felt, javist, men ikke desto mindre brudt principielt.
     Det Radikale Venstre fremlagde sit eget udspil til finanslov. Hvis Det Radikale Venstre havde 90 mandater, ville vi sænke skatten på arbejde, investere i uddannelse, miljø og forskning samt i Danmarks internationale indsats.
     Vi vil fremtidssikre vores samfund og skabe et udadvendt og åbent Danmark. Derfor stiller vi en stribe ændringsforslag til finansloven. Eksempelvis vil vi hæve bevillingerne til ulandsbistanden. Vi finder, at det er tom og hul snak, når statsministeren taler om behovet for at gøre noget ekstra for Afrika, samtidig med at bevillingerne til ulandsbistanden falder målt i andel af bruttonationalindkomsten. Derfor afsætter vi 1 mia. kr. for at indlede en gradvis genopbygning af ulandsbistanden.
     Regeringen har tidligere begået forligsbrud ved at slagte den såkaldte Mifresta-ramme. Det Radikale Venstre foreslår, at der etableres en ny ramme til at finansiere globale initiativer vedrørende sundhed, miljø, fred og stabilitet samt demokratifremme. Derfor afsætter vi 500 mio. kr. til, hvad vi kalder den globale ramme.
     Det Radikale Venstre ønsker at styrke grundforskningen. Vi afsætter ekstra 600 mio. kr. til fri grundforskning på universiteterne og ekstra 150 mio. kr. til at styrke sektorforskningen vedrørende bioteknologi, vedvarende energi, miljøfremmede stoffer m.m.
     Vi ønsker også at styrke grundskolen. Vi ønsker at sætte midler af til efteruddannelse af lærere, en lavere brugerbetaling på folkeoplysning og voksenuddannelse. Vi forstår simpelt hen ikke, hvordan statsministeren kan tale om behov for mere uddannelse og mere forskning, uden at man tager konsekvensen i konkret handling.
     På miljøområdet forsøgte man at sælge finanslovforslaget på, at der skulle tilgå miljøet ekstra 50 mio. kr. om året i de kommende år, uden dog samtidig at gøre opmærksom på, at der skæres i bevillingerne med den anden hånd. Derfor er regeringens miljøprofil også udvisket og nærmest afløst af, at man bygger sommerhuse på naturskønne arealer.
     Der er brug for en anden kurs på miljøområdet. Vi foreslår konkret, at der etableres en investeringspulje til oprettelse af naturparker. Vi ønsker at styrke miljøindsatsen gennem risikovurdering af farlige kemikalier, bedre vandkvalitet og vandforsyning, forbedring af naturplejen og mere skovrejsning. Det forsøgte vi også at foreslå regeringen, men forgæves.
     Der er behov for at styrke trafiksikkerheden og for at mindske støjbelastningen.
     På retsområdet sætter vi ekstra ressourcer af til at nedbringe sagsbehandlingstiden ved domstolene.
     For at mindske den negative sociale arv ønsker vi et forebyggelsesprogram for gravide i risikogrupper. Dermed forbedres mulighederne for, at disse børn kan få en bedre start på livet.

     Vi vil styrke indsatsen mod tvangsægteskaber ved at afsætte midler til udsendelse af personale til danske repræsentationer i udlandet. Vi afsætter en pulje på 5 mio. kr. til initiativer for at fremme ligestilling og til at bekæmpe diskrimination, og vi vil afskaffe starthjælpen.
     Det Radikale Venstre fremlagde igen i år et ansvarligt finanslovudspil. Finansministeriet regnede på det og fandt frem til, at der var en udgiftsvækst på 0,6 pct. Det svarer til regeringens eget forslag. Alligevel ville regeringen ikke tale med os. Derfor bæres denne sidste finanslov i denne valgperiode igennem af regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Regeringen valgte også denne gang side til fordel for blokpolitikken og til skade for det brede samarbejde. Der er brug for en ny kurs.

Jeg har en enkelt spørgsmål til hr. Morten Helveg Petersen om sundhedspolitikken, som ikke har så meget plads i de radikale ændringsforslag eller i det radikale finanslovforslag i det hele taget. Da jeg så stødte på en artikel skrevet af hr. Morten Helvegs kollega hr. Naser Khader om hans kommentar til sundhedspolitikken, blev jeg lidt nysgerrig og vil bede om hr. Morten Helvegs kommentar til den.
     Det er ikke nogen hemmelighed, at en af de ting, som den tidligere SR-regering efterlod denne regering, var nogle kæmpelange ventelister på sygehusområdet. Til det kommenterer Naser Khader, at Venstre brænder 3,5 mia. kr. af på et overdrevent problem, ventelisterne; sølle 2 ugers reduktion har man opnået efter 3 års ihærdig indsats. At det så er 7 uger, en reduktion på 23 pct. og 70.000 flere operationer om året er så en anden ting. Men jeg vil gerne spørge hr. Morten Helveg, om han er enig med hr. Naser Khader.

Det korte svar på det spørgsmål er et stort og rungende ja. Jeg tror også, at Venstres ordfører må medgive, at der jo er sået alvorlig tvivl om effektiviteten i forhold til nedbringelse af ventelisterne. Jeg erindrer da på stående fod at have set forskellige vurderinger af, i hvilket omfang den form for prioritering har hjulpet på nedbringelsen af ventelisterne.
     Så der er ingen tvivl om, at vi mener, at det er en prioritering og en fokusering, som kan forbedres væsentligt, og som faktisk er forkert. Så jeg er enig, ja.

Det er selvfølgelig rart for danskerne og især for dem, der har været igennem sundhedsvæsenet, at vide, at Det Radikale Venstre åbenbart ikke synes, det er relevant, at man har fået - og det er et rimelig håndgribeligt tal - en vækst i antallet af operationer på 70.000 om året. Det er trods alt noget, der er værd at tage og føle på. En gennemsnitlig reduktion på 7 uger, næsten 2 måneder, betyder altså noget for den enkelte, der er berørt af det her; det har meget stor betydning i forhold til de smerter, man må gå rundt med, når man går og venter.
     Men det er jo selvfølgelig et klart svar fra Det Radikale Venstre, at ventelisteproblematikken, ligesom den ikke bekymrede Det Radikale Venstre, da de sad i regering, heller ikke bekymrer dem, når de er i opposition.

Jeg synes, det er at sætte debatten på spidsen, sådan som fru Hvilshøj fremlægger det, for vores pointe er - på linje med en lang række sundhedsøkonomers - at det er en tvivlsom manøvre udelukkende at prioritere midler til ventelister. Det, kritikken jo går på, er, at der kan være andre områder i sundhedssektoren - om det er medicinske patienter, eller om det er kræftbehandlingsplaner, eller hvad det måtte være - som med stor fordel kunne prioriteres højere, frem for at man udelukkende fokuserer på ventelisterne i forhold til kirurgiske indgreb, eller hvad det måtte være.
     Det er jo den debat, som raser i sundhedskredse, og hvor der også lyder megen kritik af den ensidige fokusering på ventelistebegrebet. Og det er vel det, der er indholdet i debatten.
     Selvfølgelig er vi da også glade for, at folk bliver opereret. Det er jo meningen med sundhedsvæsenet. Så jeg synes ikke, at fru Hvilshøjs fremlægning og fremstilling af det er helt fair.

Nu springer jeg lidt emnemæssigt i det, men sådan må det jo være, når vi står med ændringsforslagene til finansloven.
     Jeg vil gerne spørge ordføreren fra Det Radikale Venstre, om det er sådan, at Det Radikale Venstre i forbindelse med forhandlingerne tog initiativ til at debattere med regeringen, hvad man stiller op med de her flere tusinde unge, som står uden praktikplads efter jul. Vi har gentagne gange forsøgt at få undervisningsministeren til at give et svar på, hvad det er, der skal ske med de unge mennesker.

     Undervisningsministeren har ikke kunnet give noget som helst svar, og derfor må vi jo sige, at vi efterhånden må opgive regeringen. Men eftersom Det Radikale Venstre er forligspart kunne det være interessant at høre, om Det Radikale Venstre har påtaget sig det ansvar at forsøge at få ministeren i tale på dette område, og om Det Radikale Venstre har forsøgt at lave ændringsforslag i fællesskab med regeringen.

Det korte svar er, at det har vi ikke. Vi er med i aftalen, som fru Rosenkrantz-Theil udmærket ved, og der blev ikke forhandlet særskilt i denne omgang.
     Vi indgår i aftalen og håber på, at der kan oprettes endnu flere private praktikpladser, så vi kan få løst problemet. Der er heldigvis, alt afhængig af hvilke tal man kigger på, begrundede forventninger om, at det trækker i den rigtige retning, men det er selvfølgelig et svært spørgsmål.

Ja, det trækker i den rigtige retning, for der er faktisk sket det, at der er kommet ekstra private praktikpladser, og det tror jeg sådan set glæder alle, både forligsparter og ikkeforligsparter på skolepraktikområdet. Men selv hvis vi ser på de mest positive prognoser, mangler et sted mellem
3.000 og 4.000 unge mennesker en praktikplads den 1. januar, og det vil altså sige, at selv hvis vi når det mål, man har sat op og forventer at kunne nå - det er jeg godt nok lidt skeptisk over for - mangler nogle tusinder en praktikplads den 1. januar. Derfor bekymrer det mig selvfølgelig at høre, at Det Radikale Venstre ikke i forbindelse med forhandlingerne med regeringen har påtaget sig ansvaret for at tage spørgsmålet op. Det kan selvfølgelig være en forglemmelse, og derfor vil jeg give hr. Morten Helveg Petersen mulighed for at svare på, om det er noget, Det Radikale Venstre har tænkt sig at prioritere, eller om man ligesom undervisningsministeren blot har tænkt sig at lade de unge mennesker sejle deres egen sø og blive nødsaget til at afbryde deres uddannelse, når vi når årsskiftet, med den konsekvens at vi taber en stor del af dem på gulvet.

Sagen her er jo en sag, der følges løbende af parterne i forliget, fordi alle er meget optaget af og håber på, at udviklingen går i den rigtige retning, så der skabes de flere praktikpladser, som vi alle sammen selvfølgelig mener er nødvendige.
     Jeg kan kun give fru Rosenkrantz-Theil tilsagn om, at det selvfølgelig er noget, vi følger løbende. Vi har gjort det gennem hele forløbet siden aftalens indgåelse, og vi vil selvfølgelig også fortsat have fokus på området, for det er selvfølgelig vigtigt, at der oprettes de flest mulige praktikpladser i privat regi.

Jeg sad hernede og blev meget forundret over Det Radikale Venstres pludselige fjendskab over for børnefamilierne.
     Er det sådan, at hr. Morten Helveg Petersen slet ikke kan forestille sig, at det vil være en kæmpelettelse for de mennesker, der ikke har haft pasningsgaranti før, men som får det nu, fordi det også i deres kommune nu er muligt for dem at få passet deres barn, når de har brug for at komme tilbage på arbejdsmarkedet? Hr. Morten Helveg Petersen harcelerer lidt over, at når man ikke kaster en hel masse penge efter noget, er bare det, at man gennemfører tingene, ikke godt nok, men når jeg ser på Det Radikale Venstres ændringsforslag, ønsker man faktisk at fjerne den pulje på
100 mio. kr., som bl.a. går til at give fuld pasningsgaranti over hele landet. Man ønsker at fjerne den pulje, så hvad kan børnefamilierne vente sig af Det Radikale Venstre? Er man imod pasningsgarantien?

Vi er imod, at man får det til at se ud, som om det er denne regering, der indfører en pasningsgaranti.
     Den diskussion, jeg tidligere havde med den konservative ordfører efter vedkommendes indlæg, gik i høj grad på, om der ikke er tale om lånte fjer, når man næste år afsætter 5 mio. kr. til pasningsgaranti, set i lyset af, at bare Københavns Kommune har brugt milliarder på det gennem det sidste par år. Pointen er, at pasningsgaranti er en god ting, og det er også derfor, de fleste kommuner prioriterer det i dag. Men det er lånte fjer, hvis man siger, at fordi regeringen afsætter 5 mio. kr. ekstra næste år, er der pludselig etableret en pasningsgaranti over hele landet, og det synes jeg er en form for politisk markedsføring, der ikke er reel og regulær, når man ser på den egentlige udfordring i sagens substans.

Nu er jeg tilfældigvis ordfører på forslaget, og jeg sagde i hvert fald på mit partis vegne, at der heldigvis er en lang række kommuner, der allerede har pasningsgaranti. I det ligger der jo sådan set ikke, at jeg forsøger at foregøgle, at det ikke skulle være sådan, det er vi ganske klar over.

     Men det ændrer jo ikke ved, at det er et kæmpeproblem for de mennesker, der ikke har pasningsgaranti, og jeg synes helt ærligt, det er lidt hult, når man vil fjerne 100 mio. kr. fra børnefamilierne og undskylder det med, at man vil gøre det, fordi det er lånte fjer. Når man ønsker at fjerne de midler, som skal bruges til at gennemføre det, må det jo være, fordi man ikke ønsker at gennemføre det, og ellers foreslår jeg, at Det Radikale Venstre tager deres ændringsforslag tilbage.

Jeg vil blot gøre fru Dyremose opmærksom på, at vi eksempelvis også ønsker at regulere børnechecken fuldt ud. Det vil koste 180 mio. kr., og det kunne fru Dyremose jo tage med i sin argumentation.
     Med hensyn til at vi skulle nære fjendskab mod børnefamilierne, turde jeg altså ikke gå hjem til min hustru og påstå, at det er tilfældet i Det Radikale Venstre, så skulle vi ikke hellere få debatten ned på det plan, hvor den hører hjemme? Det korte af det lange er, at man ikke kan prale af en pasningsgaranti, når man afsætter 5 mio. kr. for det næste år. Det tror jeg de fleste kan se.

Jeg vil spørge, om hr. Morten Helveg Petersen mener, at det er helt gennemtænkt, når De Radikale i deres ændringsforslag har fået den tanke, at mindre virksomheder via stramning af momskredittiderne skal bidrage med 2 mia. kr., for at vi kan få nedbragt gælden lidt hurtigere. Vi afvikler jo i forvejen gælden i et rimelig hurtigt tempo her i landet, og det sker i overensstemmelse med den 2010-plan, som hr. Morten Helveg Petersens parti selv var med til at etablere i sin tid. Men nu vil man altså have, at de mindre virksomheder skal belastes med 2 mia. kr., og har man tænkt over, hvad det betyder for de virksomheder, at de skal betale så meget, for at vores samlede offentlige gæld kan blive afviklet lidt hurtigere?

Vi var imod den pakke, som den nuværende regering indførte et par år tilbage i tiden. Vi sagde, at vi principielt fandt, at den type midler burde bruges til at afdrage på gælden, så ja, vi mener sådan set, det er gennemtænkt. Vi var imod pakken på det tidspunkt, og det er vi fortsat.

Det er jo sådan, at det ikke mindst er i de mindre virksomheder rundtomkring i dette land, der skal skabes arbejdspladser og vækst, og derfor er det afgørende at sikre, at byrderne på de virksomheder er så små som muligt, og at de dermed får så store ressourcer og så meget overskud som muligt til at investere. Men nu foreslår Det Radikale Venstre altså, at man skal tage 2 mia. kr. for at afdrage gælden hurtigere. Det sker i en situation, hvor mange økonomer mener, at det går rimelig hurtigt med gældsafdragelsen her i landet, og det synes jeg er betænkeligt.
     Det Konservative Folkeparti står hundrede procent fast på 2010-målsætningen. Vi mener, det er fornuftigt, at man nedbringer gælden så hurtigt, som tilfældet er, men det kan ikke være rigtigt, at de mindre virksomheder skal belastes med byrder og derfor ikke kan bidrage med nye arbejdspladser
i samme udstrækning som ellers, bare fordi man vil nedbringe gælden noget hurtigere.

Det er altså momskredittiden, vi taler om, og ifald den bliver nedsat, som vi foreslår, bliver den, sådan som jeg husker det, nedsat til gennemsnittet for andre EU-lande. Inden hr. Barfoed dramatiserer det yderligere, synes jeg, vi skal holde fast i, at der er tale om, at vi kommer ned på det gennemsnit, der gælder i andre EU-lande, og i øvrigt er det et forslag, vi har haft med i kataloget hvert år, lige siden regeringen kom med sin pakke.
     Hvad angår gældsnedbringelsen, er det jo en helt selvstændig diskussion. Jeg hæfter mig ved formuleringerne i Økonomisk Redegørelse fra i går, hvor man af den strukturelle saldo klart kan se, at regeringen er i problemer, så jeg synes, der i allerhøjeste grad er behov for yderligere gældsnedbringelse, og det er baggrunden for vores ændringsforslag.

Hr. Morten Helveg Petersen har udtalt til Ritzau, at efter De Radikales opfattelse har den politiske debat i 3-4 år drejet sig mere om strid om tal, f.eks. offentlige nedskæringer, end om holdninger. Videre siges det, at hvis vi ikke gør noget, og den udvikling fortsætter, kan det blive helt ulideligt at høre på. Nu havde hr. Morten Helveg Petersen en hel del tal med i sit indlæg, og jeg vil godt lige prøve at sammenligne nogle af de tal med de tilsvarende tal fra Socialdemokratiet.

     Det ene er om nedskæringer på børnechecken. Her er det sådan, at Socialdemokraterne vil finansiere deres forslag vedrørende børneinstitutionerne med en nedskæring af børnechecken, men det vil De Radikale ikke; de vil tværtimod genoprette børnechecken. Det andet område er miljøet, hvor Det Radikale Venstre vil bruge 650 mio. kr. eller mere, mens Socialdemokratiet kun vil bruge 360 mio. kr.
     Jeg vil gerne spørge hr. Morten Helveg Petersen, om han virkelig mener, at S og R udgør et regeringsdueligt alternativ.

Det er jo to forskellige partier, der fremsætter hver deres finanslovudspil. Der er tale om to forskellige publikationer og to forskellige prioriteringer, og det er vel det, der er hovedsagen.
     Socialdemokraterne vælger at foreslå, hvad de synes er rigtigt på børneområdet, med deres model, men vi har vores egen model for det. Vi prioriterer ting på miljøområdet, som Socialdemokraterne prioriterer på anden vis, så jeg synes ikke, jeg skal stå her og forsvare eller begrunde eller forklare, hvad Socialdemokraterne måtte ønske at gøre, men prøve at forklare og begrunde, hvad det er, vi gør. Om det så er et dueligt alternativ, er jeg helt fortrøstningsfuld ved at overlade til vælgernes vurdering.

Ja, men jeg vil meget gerne have et konkret svar på spørgsmålet om børnechecken. Det er jo meget tydeligt, at Socialdemokratiet vil skære i børnechecken for at finansiere deres forslag, og at De Radikale vil genoprette børnechecken. Hvordan hænger det sammen?

Jeg synes egentlig, at hr. Wedell-Neergaard skulle spørge til Det Radikale Venstres forslag og rette sine spørgsmål om Socialdemokraternes forslag til den socialdemokratiske ordfører, for det er vel mere regulært. Jeg tror nok, at Socialdemokratiet meget gerne vil se sig fritaget for, at jeg skal udlægge den socialdemokratiske politik. Det vil ikke være rimeligt over for nogen af parterne, så lad mig holde mig til, hvad jeg synes er korrekt og rigtig radikal politik, og det er bl.a. genoprettelse af børnechecken.
     Lad mig i øvrigt sige, at ideen om en uafhængig instans til at vurdere konsekvenser og effekter af det, de forskellige partier foreslår, synes jeg sådan set har fået yderligere grund under fødderne i løbet af dagen. Jeg synes faktisk, der er behov for det.

Jeg synes sådan set også, vi skulle se at få debatten derned, hvor den hører hjemme, nemlig i børnehøjde. Men hvis det ikke passer S og R at snakke om, hvilke forskellige holdninger man har i den familie, man agter at gå til valg sammen med, synes jeg, det kunne bekomme befolkningen vel at få det at vide.
     En del af Socialdemokratiets børnepakke går ud på at fjerne muligheden for privat børnepasning, skære i børnechecken og ensrette tingene, så der kun er ét tilbud fra det offentlige. Er det den socialliberale dagsorden hos Det Radikale Venstre? Er det børne- og familiesynet hos hr. Morten Helveg Petersen, fru Elsebeth Gerner Nielsen og fru Margrethe Vestager, at i det offentlige er der kun ét tilbud, og hvis man ikke vælger det, kan man passe sig selv?

Jeg synes, vi er lidt tilbage i diskussionen fra før. Vi foreslår at regulere børnechecken fuldt ud, det er det, der ligger i vores finanslovforslag, og det er det, jeg gerne vil forsøge at begrunde heroppefra i det omfang, hr. Henrik Vestergaard ikke har læst vores udspil.
     Må jeg så i øvrigt sige som en lille sidebemærkning, at jeg har hørt, der er blevet lavet en analyse forleden dag, og at den viste, at noget af det bedste, man kunne gøre for børnefamilierne, faktisk var at sænke marginalskatten på arbejdsindkomst. Også her kan hr. Henrik Vestergaard altså føle sig fortrøstningsfuld ved Det Radikale Venstres politik. Vi vil virkelig sænke skatten på arbejdsindkomst markant og radikalt, så det kan mærkes, for det er også godt for børnefamilierne.

Ja, det har jeg forstået. Det er sådan, at en person med
500.000 kr. i indtægt sparer 35.000 kr. i skat, og en person med 200.000 kr. i indkomst sparer 2.500 kr. i skat, så det tror jeg nok skal give ballade i SR-familien, når man skal ud og sælge det til vælgerne. Enige er man jo i hvert fald ikke. Men lad os tage noget helt konkret. I ændringsforslag nr. 632 fra Socialdemokratiet, som jo handler om lige præcis det, vi taler om her, fjerner man muligheden for, at kommunerne kan give tilskud til privat børnepasning, man lægger altså op til en total ensretning, og stemmer Det Radikale Venstre for eller imod det forslag?

Jeg har hele min ændringsforslagsliste nede på min plads. Jeg kan ikke på stående fod huske, hvad side det forslag står på, for jeg kan ikke huske listen udenad, men jeg skal med glæde svare på hr. Vestergaards spørgsmål, inden afstemningerne går
i gang.

Det er sådan set et kort og godt-spørgsmål. Det er jo sådan, at i Socialdemokraternes finanslovforslag lægges der op til en vækst på hele 2 pct. i den offentlige sektor, og jeg kunne godt tænke mig at vide, om Det Radikale Venstre og hr. Morten Helveg synes, det er en forsvarlig vækst. Jeg ved jo, at Det Radikale Venstre lægger sig op ad 2010-målene, så jeg vil gerne høre, om Det Radikale Venstre synes, det er forsvarligt, når Socialdemokraterne lægger op til 2 pct.s vækst.

Vi har fået vores udspil gennemregnet af Finansministeriet, der er nået frem til, at der er en udgiftsvækst på 0,6 pct. i det. Det er det samme, som gælder for regeringens udspil, og dermed er vores udspil formentlig det mest ansvarlige finanslovudspil, et oppositionsparti nogen sinde har begået. Jeg hører i hvert fald gerne, hvis der er nogle, der mener, at de er kommet længere ned i udgiftsvækst. Dermed også være sagt, at vi har den profil, som vi har i vores udspil, hvor vi finansierer alle vore initiativer. Det er vores politik at føre en meget stram udgiftspolitik. Hvordan Socialdemokraterne frembringer deres finanslovudspil, er et anliggende for Socialdemokraterne. Det skal jeg ikke stå og traske rundt i her.

Nu får jeg at vide, at det er et anliggende for Socialdemokraterne, men det er vel sådan, at Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne selv betragter sig som et seriøst alternativ til den her regering, og derfor må man vel også formode, at Det Radikale Venstre har en mening om en vækst på 2 pct., som Socialdemokraterne har lagt frem. Så spørgsmålet til hr. Morten Helveg Petersen er egentlig bare kort og godt: Er det en forsvarlig vækst? Og hvordan mon Det Radikale Venstre vil føle det, når det skal gå til valg sammen med Socialdemokraterne? Jeg får at vide, at den forsvarlige vækst er på omkring 0,5 pct., så indtil videre må jeg i hvert fald betragte det sådan, at hr. Morten Helveg Petersen ikke mener, at Socialdemokraternes vækst på 2 pct. er ansvarlig.

Jeg skal begrunde radikal politik, og der er en udgiftsvækst på 0,6 pct. i vores finanslovudspil. Vi er stolte af, at det er lykkedes os at komme helt derned, fordi det vidner en meget seriøs linje med hensyn til finansiering. Så det er vi sådan set temmelig tilfredse med. Men spørgerens indlæg og diskussionen om, hvorvidt man så som SR står fuldstændig afstemt på alle punkter, svarer lidt til den diskussion, vi har haft tidligere, hvor vi har spurgt til De Konservatives politik på forskellige felter, som adskiller sig fra Venstres politik. Jeg tror, det er en illusion at tro på, at to forskellige partier skal blive helt ens. Jeg er med på, at det er ved at ske i VK's tilfælde, men det sker altså ikke i SR's tilfælde. Vi er to forskellige partier med hver vores prioriteter, og sådan er det. Sådan må det nødvendigvis være.

Tak til ordføreren. Og så er vi kommet til fru Pernille Rosenkrantz-Theil som ordfører.

Regeringen fører sig frem med en hurraoptimisme, der mest af alt bringer mindelser om Peter Brixtoftes sidste måneder som borgmester i Farum. Hver gang nogen advarede mod udviklingen
i Farum Kommunes økonomi, blev de afvist på en måde, som finansministeren de seneste dage har kopieret til fulde. Der er ikke plads til tvivl, alt går bare, som det skal. Nej, faktisk går det bedre, end finansministeren havde regnet med, og næste år er alt godt. Men ligesom det var tilfældet med Brixtofte, bliver tonen mere og mere skinger, jo længere fra virkeligheden hurraoptimismen bevæger sig, og hurraoptimismen svarer altså ikke til den virkelighed, som folk møder ude i samfundet. Tag til Ringsted og spørg de ansatte på slagteriet, der lige er blevet tvunget til at gå 15 pct. ned i løn, formentlig bare for at få en stakket frist, før det går det slagteri som så mange andre, der allerede er lukket og har flyttet arbejdspladserne ud. Eller tag til Glostrup og spørg de fyrede på Colgatefabrikken. Eller tag ud og tal med de ansatte i en kommune eller et amt, hvor der er usikkerhed om den kommende kommunalreform, og hvor mange slider alt for hårdt, fordi der er for få til at klare velfærdsopgaverne. Alle de mange, der i dagligdagen oplever alvorlige problemer og bekymringer, må lede forgæves efter svar, når det gælder regeringens finanslov og den aftale, der er indgået med Dansk Folkeparti. Aftalen kan sådan set karakteriseres meget enkelt. På de store områder er det for det meste kun ord, og der, hvor der er mere end bare ord og faktisk også penge, er vi i de fleste tilfælde i småtingsafdelingen. Tag de store ord om bedre uddannelse. Dem skriver man, mens der er skåret ned i folkeskolen og i andre uddannelser, og selv samme partier har indgået en aftale om kommunernes økonomi, der vil betyde endnu en forringelse af folkeskolen. Selv samme partier har også vedtaget at skære i skolepraktikordningen, så tusindvis af unge mennesker ikke ved, hvad der skal ske med dem, og om de overhovedet kan komme videre med deres uddannelse, når vi når den 1. januar 2005. Det er bemærkelsesværdigt, at det tro støtteparti for regeringen, Dansk Folkeparti, i dag kun finder anledning til at kritisere regeringen, fordi den ikke har holdt kommunerne
i stramme nok tøjler. Man må jo forstå Dansk Folkepartis ordfører, hr. Kristian Thulesen Dahls, kritik i dagens udgave af Politiken sådan, at kommunerne har tilladt at ansætte for mange. Det må være det, der ligger i kritikken.

     Jeg kunne da godt tænke mig at spørge Dansk Folkeparti, om det er, fordi der er for mange hjemmehjælpere eller der er for mange pædagoger eller skolelærere. Hvad er det præcis, Dansk Folkeparti mener der er for mange af? For det må jo være det, hr. Kristian Thulesen Dahl mener, når han siger, at der skal være en strammere linje over for kommunerne. De skal bruge færre penge i kommunerne.
     Det er interessant, når et parti, der gerne vil fremstå som et, der vil alt muligt godt, særlig for de ældre, kræver en så stram økonomi for kommunerne. På den anden side ved vi, at Dansk Folkeparti de tidligere år ude i kommunerne har stemt for nedskæringer, også på ældreområdet, så egentlig burde det ikke komme bag på os. Men det står altså i så skærende kontrast til det billede, Dansk Folkeparti forsøger at skabe af sig selv, at jeg alligevel bliver nødt til at kommentere det.
     Det hører også med, at når der på enkelte områder faktisk gives flere penge, f.eks. til sundhedsområdet, sker det på baggrund af, at amternes og kommunernes økonomi er historisk stram. Hvis der ikke blev givet lidt, ville kommunernes og amternes økonomi simpelt hen bryde sammen. Reelt er der ikke tale om forbedringer. Der er nok mest af alt tale om en eller anden form for nødhjælp til kommunerne og amterne.
     Et af de områder, hvor der er lidt penge til at udfylde alle de her pæne ord, der er i aftalen, er inden for det, der kaldes satspuljen. Det er det eneste, regeringen kan pege på, når den vil fremhæve, at den gør noget godt for samfundets svageste, og vel er initiativerne da på rigtig mange områder udmærkede, men man skal altså huske på, hvad der gemmer sig bag det her ord, satspuljen. Pengene er jo skaffet ved at tage fra dem i samfundet, der i forvejen har allermindst.
     Pengene er taget ved at skære i reguleringen af pensioner og dagpenge og alle andre former for overførselsindkomst: folkepensionen, efterlønnen, arbejdsløshedsdagpengene, barseldagpengene, sygedagpengene og bistandshjælp. Det er sådan set alle de mennesker, der modtager de ydelser, der må holde for, for at der er lidt i sukkerskålen, som regeringen kan dele ud af inden valget.
     Men ret skal selvfølgelig være ret, for det er faktisk ikke kun regeringen og Dansk Folkeparti. Det er faktisk alle partier i det her Folketing undtagen Enhedslisten, som er enige om, at det skal være de gamle, de arbejdsløse, de syge, de nybagte mødre og bistandsmodtagerne, som skal betale gildet, når partierne skal dele lidt valgflæsk ud og give til samfundets udstødte og svage grupper.
     Kun på et enkelt betydende område, nemlig forskningen, mener vi, at der er reel sammenhæng mellem de pæne ord og pengesiden. Derfor er Enhedslisten med i aftalen, selv om vi ikke mener, at satsningen er stor nok, og derfor har vi stillet et ændringsforslag om yderligere at forøge forskningsbevillingen.
     Ud over det er det mest småpenge og mindre sager, der præger regeringens aftale med Dansk Folkeparti. Vi er da enige i, at man skal tage sig af enlige og efterladte katte, og vi støtter også, at der kommer nyt tag på Roskilde Domkirke, ligesom der er aftalt penge til pasning af historiske grave. Det er alt sammen udmærket, men helt ærligt: Det lyder lidt, som om vi sidder i et byråd i en kommune, der endnu ikke er blevet til en storkommune.
     Den omsorg for en række mindre områder gør det faktisk endnu mere tydeligt, at dér, hvor der er brug for at tage fat om samfundets rigtig store og alvorlige problemer, er der tomt, der er ingenting hverken på beskæftigelses-, miljø- eller uddannelsesområdet.
     Derfor omfatter de ændringsforslag, vi har stillet, ikke bare yderligere en række småting, der skal gives penge til. Vi har med vores forslag søgt at tegne en principielt anden linje end den, der bærer den finanslov, regeringen har fremlagt og lavet aftaler om.
     Enhedslistens forslag går først og fremmest ud på at sikre flere et arbejde, og med vores forslag opnås fire vigtige mål på en og samme tid:
     For det første en forbedring af levevilkårene for dem, som kommer i arbejde, der i dag er presset udenfor.
     For det andet en forbedring af velfærden gennem flere ansatte, hvor der er behov.
     For det tredje at vi får fremmet produktionen inden for økologi og miljø.
     For det fjerde at der kommer til at være mindre nedslidning og en lavere grad af udstødning fra arbejdsmarkedet.
     I dag er der 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet. De er arbejdsløse, nedslidte eller på alt for tidlig pension. Vi bruger milliarder af kroner til arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, administration og aktivering af de arbejdsløse. De penge kunne vi i stedet for bruge på at ansætte de arbejdsløse i rigtige stillinger til overenskomstmæssig løn. I den offentlige sektor er det tilmed gratis, fordi lønnen modsvares af sparede dagpenge, mere skat, når folk kommer i arbejde, og så selvfølgelig mindre sociale udgifter. På den måde kunne dagpengene og ikke mindst samfundets menneskelige ressourcer bruges langt mere aktivt.

     Det danske arbejdsmarked er præget af voldsom nedslidning og udstødning. Når vi taler om, at der er 800.000 arbejdsløse, som vi gerne vil have i arbejde, betyder det, at alle og enhver, der ønsker at arbejde, skal tilbydes et arbejde, og at de, der er kommet på efterløn eller førtidspension, selvfølgelig ikke skal tvinges i arbejde, men vi ønsker en forbedring af arbejdsmarkedet, sådan at der bliver mindre udstødning og nedslidning og der dermed kommer færre på efterløn og på førtidspension og færre, der bliver sygemeldt på grund af stress.
     Udstødning fra arbejdsmarkedet nedbringes ikke ved, at man fjerner efterlønnen, som nogle partier åbenbart tror. Udstødning mindskes kun, hvis vi gør noget ved det, der er problemet, altså det, der er årsagen til, at folk går på efterløn, og det er, at der er for høj grad af nedslidning på arbejdsmarkedet, fordi tempoet stiger og stiger i en fuldstændig hovedløs konkurrencespiral.
     I stedet for hele tiden at tænke på de arbejdsløse som nogle mennesker, der skal piskes til at tage de job, der alligevel ikke eksisterer, skal man se arbejdsløsheden som en mulighed for at få stillet nogle behov og løst nogle opgaver, som det private arbejdsmarked ikke løser eller på nogen måde kan forventes at løse. Man skal se hver enkelt arbejdsløs som det ressourcefulde menneske, vedkommende er, og de ressourcer skal vi selvfølgelig bruge til gavn for os alle i samfundet. For arbejdsløshed er ikke bare en ulykke for dem, der rammes af arbejdsløsheden. Arbejdsløshed er ganske simpelt et spild af menneskelige ressourcer, og vi i Enhedslisten ser arbejdsløsheden og den arbejdsløse som en ressource og en mulighed for at kunne løse nogle samfundsmæssige behov. Den høje arbejdsløshed giver altså mulighed for, at samfundet kan udvide velfærden, hvor der er brug for det, at vi kan sikre bedre arbejdsvilkår, hvor der i dag sker for stor en nedslidning af arbejdskraften, at vi kan stille boliger nok til rådighed for befolkningen, at vi kan ændre arbejdsmarkedet, så udstødningen fra arbejdsmarkedet mindskes, og at vi kan fremme en samfundsudvikling, hvor der er mere velfærd, mere økologi og mere bæredygtighed, hvor vi kan skabe en produktion, hvor der satses på produkter og ydelser, der er brug for, og hvor udviklingen bidrager til større global ansvarlighed. Det er i det lys, man skal se vores forslag om at øge antallet af ansatte kraftigt inden for velfærdsområderne, særlig inden for de områder, hvor nedslidningen er størst. For eksempel mener vi, at man man hurtigst muligt skal ansætte så mange flere som muligt inden for rengøringsarbejdet, så mennesket kan holde til at gøre rent i et helt arbejdsliv i stedet for måtte bukke under for en dårlig ryg efter alt for få år på arbejdsmarkedet. Det er altså ærlig talt noget umoderne, at vi stadig væk har job, hvor folk bliver nedslidt efter meget få år. Vores forslag til at nedsætte arbejdstiden har selvfølgelig til formål både at lette arbejdspresset for dem, der er i arbejde, altså sætte stressniveauet ned, give tid til familien, give tid til at arbejde sammen med de mennesker, man er omgivet af, og at give et arbejde til de mennesker, der står udenfor og brændende ønsker sig at bidrage til samfundet og indgå i det fællesskab, det er at være på en arbejdsplads.
     I lyset af nedlægning og udflagning af danske arbejdspladser og det pres, der finder sted, når ansatte tvinges til at gå op i arbejdstid uden mere i løn eller tvinges til at acceptere en lønnedgang, har vi selvfølgelig forslag til at skabe nye produktionsarbejdspladser, som kan erstatte de arbejdspladser, som de store virksomheder flytter ud. Jeg har tidligere i dag nævnt muligheden inden for vedvarende energi. Vi mener, at vi skal gentage vindmølleeventyret. Her investerede det offentlige målrettet
i vindmølleindustrien, og investeringerne bar frugt. I dag sidder Danmark på over halvdelen af verdens markedsandele, og der er blevet skabt 20.000 ekstra arbejdspladser i Danmark. Det er da en historie, vi skal gentage, det er da en historie, vi skal lære noget af. Det kan betale sig at investere offentlige midler målrettet for at skabe ny produktion og dermed nye arbejdspladser i Danmark, og vindmøllerne gav altså ikke bare mening med hensyn til at skabe et alternativ til fossile brændstoffer, nej, vindmøllerne gav faktisk også mening med hensyn til beskæftigelsen. Og så har vindmølleindustrien bragt uvurderlig knowhow til Danmark. Samme slags eventyr vil vi gerne gennemføre på andre områder. Vi mener, at der skal investeres massivt offentligt
i resten af det alternative energimarked. Vi ved, at olien slipper op, og vi ved, at der bliver behov for mere og mere alternativ energi. På samme måde har vi forslag inden for fødevareområdet. Når nu de monopollignende danske slagterier nedlægger det ene slagteri efter det andet, mener vi da, at man skal tage initiativ til at forny andelsbevægelsen og skabe nye arbejdspladser.

     Alternativet til Tulips brutale politik i Ringsted kunne jo være at tage initiativ til en ny økologisk fødevareindustri i Danmark. Hvis Vestsjællands Amt, Ringsted Kommune og andre kommuner i området vedtog, at al den mad, der serveres i offentligt regi - på hospitaler, plejehjem, daginstitutioner og i kantiner - skal være økologisk, og måske også vedtog, at alle børn i Vestsjællands Amt skal have et sundt, økologisk måltid mad på skolerne hver dag, ville man jo skabe en efterspørgsel, som kunne danne basis for en ny virksomhed, som var ejet af lokale økologer, slagteriarbejderne, kommunen og amtet. På den måde kunne der skabes en helt ny fødevareindustri, samtidig med at miljøet ville få et løft, og befolkningen ville få sundere og bedre fødevarer, når de var i kontakt med det offentlige. Det er et eksempel på vores perspektiv og vores svar på den globalisering, der truer arbejdspladser over hele landet, og vi har i vores ændringsforslag afsat penge til at sætte gang
i den type initiativer. Jeg skal ikke gennemgå alle vores ændringsforslag, men jeg vil henlede opmærksomheden på, at vi også har forslag om at styrke solidariteten med verdens fattigste. Knap 2 milliarder mennesker lever for under 2 dollar om dagen, fordelingen af verdens ressourcer har aldrig været skævere end i dag, og denne skæve fordeling medfører sult, død og kollaps af hele samfund og i alt for mange tilfælde krig og terror. Ulandsbistanden er kun en dråbe i havet, men det er altså en dråbe i havet, som sikrer mennesker uddannelse, medicin og overlevelse, og som ikke mindst kan bruges til at hjælpe mennesker til at hjælpe sig selv. Derfor vil Enhedslisten ikke bare hæve niveauet til 1 pct. af BNP, som bistanden var på, inden denne regering kom til, men i første omgang sætte 1,5 pct. som mål. Også her ser man en principiel forskel mellem vore forslag og regeringens forslag og aftaler med Dansk Folkeparti. Der er skåret dramatisk i ulandsbistanden, siden regeringen kom til magten, og en stor del af de penge, der bl.a. skulle sørge for løsning af miljøproblemer i den tredje verden, bliver nu brugt til at finansiere den ulykkelige krig
i Irak.
     I forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti så man tydeligt forskellen på vores menneskesyn. Som betingelse for at indgå en aftale om det finanslovforslag, der er til debat i dag, krævede Dansk Folkeparti en ekstra indsats for at tvinge flygtninge tilbage til de lande, de kommer fra, uanset om der stadig er krig og uro. Dansk Folkeparti og regeringen har derfor aftalt, at hvis det ikke lykkes at tvinge tilstrækkelig mange tilbage til Afghanistan, skal der skæres i ulandsbistanden til landet - altså med andre ord: Hvis det ikke lykkes at tvinge nogle af de ulykkelige mennesker, der er kommet til vores land, til at rejse tilbage til et farligt og usikkert liv, er svaret, at man vil straffe de fattige, der bor i Afghanistan. Det er nogle af de allerfattigste i verden, der skal straffes, hvis Dansk Folkeparti ikke får sin vilje og får smidt flere mennesker ud af vores land, og ikke mindst den aftale viser meget tydeligt, hvad forskellen mellem Dansk Folkeparti og Enhedslisten er. Hvad er det, Enhedslisten alt i alt vil? Vi vil investere i nye, bæredygtige produktioner, som skaffer nye arbejdspladser i Danmark - arbejdspladser, som kan træde i stedet for de mange, der flytter ud - og vi vil bruge dagpengene aktivt, så færre sygemeldes med stress, og færre må gå på førtidspension, og der ikke mindst kan gøres brug af de mange ressourcer i form af mennesker, som i dag er parkeret uden for arbejdsmarkedet. Vi vil også tage et nationalt og globalt ansvar for, at ulighederne bliver mindre. Verden er ved at brække midt over, bl.a. grund af de store uligheder, og heraf næres den terrorisme, som regeringen tror, man kan bekæmpe med bombefly og soldater. I Danmark er forskellene langt mindre, og ingen sulter, men ikke desto mindre har vi jo måttet konstatere, at alt for mange børn i Danmark lever under EU's fattigdomsgrænse. Det mener vi ganske simpelt ikke kan være rigtigt i et af verdens rigeste lande, og derfor vil vi både globalt og nationalt arbejde for at skabe større lighed mellem mennesker. Når vi kommer til afstemningerne senere i dag, vil Enhedslisten som sædvanlig stemme for alle de forslag, der indeholder en forbedring, uanset hvilket parti der har stillet ændringsforslaget. Modsvarende stemmer vi imod alle de forslag, der indeholder noget, vi ikke kan støtte, f.eks. forringelser, asociale tiltag, nedskæringer på miljøet og lignende - også i de tilfælde, hvor der måske er et godt element gemt blandt noget mindre godt.

Det er bare for at få tingene helt på det rene, at jeg gerne vil spørge fru Pernille Rosenkrantz-Theil om ulandsbistanden. Ordføreren sagde, at den først skulle hæves til 1 pct. og derefter yderligere 0,5 pct., altså i alt 1,5 pct. Er det det samme som det niveau, den var på, før denne regering kom til, altså 1 pct. i ulandsbistand plus 0,5 pct. fra Mifresta-rammen, som er blevet afskaffet, eller ender man på
2 pct.?

Vi har sat milliardbeløb af til at hæve bistanden til det niveau, den var på, inden denne regering kom til, og så er der en forøgelse derudover på 0,5 pct. Det er altså ikke et spørgsmål om, at vi lægger rammerne sammen og siger, at så er det godt nok.
     I øvrigt vil jeg sige, at selv hvis det var sådan, at vi
i dag havde 90 mandater til at gennemføre det milliardbeløb til ulandsbistanden, vi har sat af i vores finanslovforslag, ville vi ikke stoppe der. Vi mener nemlig ikke, at man kan løse verdens problemer ved, at vi som et af verdens rigeste lande kun betaler, hvad der svarer til 1,5-2 pct. af BNP i ulandsbistand og Mifresta-ramme tilsammen.

Endnu et spørgsmål, som også har forbindelse med økonomien. Enhedslistens ordfører siger, at Enhedslisten vil stemme for alle de forslag, der forbedrer, og stemme imod alle de forslag, der forringer, men hvordan skal økonomien ses i sammenhæng med Enhedslistens afstemning?

Det synes jeg er et rigtig godt spørgsmål, for det er noget, jeg er lidt stolt af.
     Det er faktisk sådan, at hvis hr. Mogens Nørgård Pedersen læser Enhedslistens finanslovforslag, vil han se, at vi ikke har finansieret det krone til krone. Vi har 24 mia. kr. i overskud, vi henter altså 24 mia. kr. mere ind, end vi bruger, så selv om der er mange andre partier, der har stillet gode forslag, som vi vil stemme for senere i dag, kommer vi nok ikke op på at bruge alle 24 mia. kr.
     Jeg vil sige det sådan, at for Enhedslisten har det været væsentligt at forsøge at lave den øvelse over de sidste par år og vise, at vi kan skabe radikale forandringer af samfundet. Ud af de omkring 450 mia. kr., regeringen foreslår skal bruges, er det lykkedes os at finde alt i alt 75 mia. kr., som vi mener er fuldstændig fejlplacerede. Dem kratter vi ind, og så bruger vi dem på ting, som vi synes er fornuftige. Men alle forslag er kærkomne. Vi har som sagt knap 25 mia. kr. at gøre godt med, så hr. Mogens Nørgård Pedersen er velkommen til at stille nogle forslag, og så må vi se på, om vi kan blive enige om, at det er det, pengene skal bruges til.

Det er fru Pernille Rosenkrantz-Theils bemærkninger om udviklingsbistanden, der kalder mig frem, for jeg synes, det er en interessant debat.
     Ingen skal være i tvivl om, at i Det Konservative Folkeparti lægger vi megen vægt på, at Danmark skal være blandt de førende lande i verden, når det gælder om at bidrage til at udvikle den tredje verden. Det vil skabe mere stabilitet og større sikkerhed i verden, og som et af verdens rigeste lande har vi også en moralsk forpligtelse til at sørge for, at der sker en udvikling i den tredje verden.
     Fru Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at hvis Enhedslisten havde 90 mandater - det varer nok et par valg, før man når helt derop, men hvis man havde det - ville grænsen ikke engang blive sat ved 1,5 pct., for som fru Pernille Rosenkrantz-Theil egentlig meget rigtigt siger: Selv om vi kommer derop, vil vi jo ikke kunne løse alle verdens problemer. Jeg vil bare spørge fru Pernille Rosenkrantz-Theil: Hvor går grænsen så? Hvor højt skal vi op, før man mener, at vi er nået frem til at kunne løse alle verdens problemer?

Jeg sagde det sådan set blot for at antyde, at grænsen er nået den dag, hvor vi har skabt lighed i verden, og jeg tror sådan set, hr. Lars Barfoed godt ved, at vi er ret langt derfra endnu. Det er et ret langt stræk, der skal til. Men det er altså der, grænsen går, og i det øjeblik, vi har skabt lighed, er der jo ikke længere nogen grund til at tage penge fra nogen. Men indtil da er det altså sådan, at Enhedslisten vil arbejde henimod en situation, hvor der ikke er ulighed.
     Hvis vi tog samfundskagen - det er selvfølgelig rent teoretisk, for man kan ikke bare dele samfundskagen ud i morgen, men hvis vi gjorde det, bare for at give en idé om, hvor mange ressourcer der er i verden i dag - og delte den ligeligt mellem alle mennesker, ville alle mennesker på denne jordklode have en levestandard, der svarer til vores gennemsnitlige levestandard i 1950'erne. Når vi sidder og ser Krøniken, er det altså ikke Palle From og heller ikke den rige familie, men et sted midtimellem.
     Men i en situation, hvor verden besidder så mange ressourcer, lever 2 milliarder mennesker for under 2 dollar om dagen. Det er en situation, der er komplet uacceptabel, og derfor vil jeg ikke sætte et loft over bistanden.

Nu ved jeg jo ikke, om fru Pernille Rosenkrantz-Theils ambitioner rækker til, at Enhedslisten ikke bare skal have 90 mandater og dermed flertal i Danmark, men sådan set også skal have det i alle andre lande i den vestlige verden, altså den rige verden.
     Forholdet er vel det, at uanset hvor mange flere midler vi bruger på udviklingsbistand, om det så var 100 pct., ville et lille land som Danmark - selv om vi er et af verdens rigeste lande - umuligt kunne løse alle verdens problemer med de ressourcer, vi nu engang har. Må der derfor ikke et eller andet sted være en grænse for, hvad vi skal betale, når vi i forvejen er et af de lande i verden, der betaler allermest? Og skulle vi ikke i højere grad prøve at få de andre lande til at nå op på vores niveau? Det ville dog være langt mere effektivt, for mange af de lande har jo betydelig større økonomier, end vi har, så er det i virkeligheden ikke en lidt naiv politik at sige, at der er ingen grænser for, hvor meget vi vil bruge på udviklingsbistand?

     Men samtidig skal jeg understrege, at i Det Konservative Folkeparti mener vi, det er vigtigt, at vi er blandt dem i verden, der bruger mest, for så kan vi bedre argumentere for, at andre skal bruge mere.

Det Konservative Folkeparti har jo været med til at skære i ulandsbistanden, så det virker altså fuldstændig grotesk. Tingene står ikke i modsætning til hinanden, der er ikke noget modsætningsforhold imellem, at man bruger kræfter på at arbejde for, at andre lande kommer med på vognen, og selv giver mere i ulandsbistand.
     Jeg mener altså, det er topmålet af hykleri, når hr. Lars Barfoed og regeringen i øvrigt taler med så store ord om, hvilke globalt ansvar vi skal tage, og at vi søreme skal medvirke til at afskaffe fattigdommen i den tredje verden, og samtidig skærer i ulandsbistanden. Det må hr. Lars Barfoed da selv kunne se er topmålet af hykleri. For hver evig eneste krone, denne regering skærer i ulandsbistanden, er der flere mennesker, der ikke får mad på bordet, og flere mennesker, der ikke får mulighed for at få en uddannelse.
     Hr. Lars Barfoed har ret i, at et lille land som Danmark ikke kan løfte alle verdens byrder. Men for hver evig eneste krone, vi giver, kan vi løfte en families eller en enkelt persons byrder - mennesker, som ellers ikke havde nogen som helst muligheder her i tilværelsen - og det synes jeg sådan set er hver evig eneste krone, vi bruger ekstra på området, værd.

For Kristendemokraterne har det altid betydet meget, at der er balance i tingene, og det er vel også det, et finanslovforslag og en finanslovdebat og en debat om ændringsforslag går ud på. Sådan var det for os, da vi fremsatte vores eget forslag til finanslov for snart flere måneder siden, og sådan er det også i dag, når vi skal stemme om ændringsforslagene. Vi vil gøre os umage for, at der er balance, så vi ikke bruger flere penge, end vi tjener eller får ind på anden vis.
     Det leder mig hen til at sige et par ting om skat og skattestop. Jeg synes, at når vi debatterer skat og skattestop, er vi med til at lægge skatten for had, og jeg synes egentlig, vi burde dreje diskussionen et helt andet sted hen, nemlig til at diskutere, hvad det er, vi vil med samfundet: Hvilke indtægter har vi brug for for at dække de udgifter, samfundet har, altså til det fælles bedste? Det er den indfaldsvinkel, vi gerne vil tage, når der diskuteres skatter og indtægter: Skatterne bidrager til det fælles bedste og er ikke nødvendigvis et nødvendigt onde.
     Vi tror, det er den vej, man skal gå - ikke fordi vi i og for sig har noget imod et skattestop, for vi ønsker ikke, at skatten skal stige generelt. Vi ønsker faktisk, at skatten på arbejde skal ned, men vi erkender også, at midlerne skal ind, for at vi kan få samfundsøkonomien til at hænge sammen.
     Vi har naturligvis en hel række ønsker til dette års finanslov, og vi har dem med i vores udspil: Bedre kvalitet i daginstitutionerne; børneombudsmand; obligatorisk familiepolitik på arbejdspladserne; forhøjelse af ulandsbistanden; flere penge til miljøet og - som flere ordførere også har været inde på tidligere i dag - mere satsning på alternative energikilder, fordi det er noget, der kan have effekt på beskæftigelsen.
     Det sidste har denne regering stort set skåret væk, og det mener vi er en fejltagelse. Ikke fordi vi synes, at der generelt skal støtte til for at holde erhvervslivet i gang, for det er klart, at erhvervslivet først og fremmest har en opgave i at holde sig selv i gang og også har en interesse i det. Men et enkelt eksempel er solenergien, som vi var godt på vej med i Danmark. Det er drønærgerligt, at det tilskud, der skulle være givet 2-3 år mere, for at solenergien kunne være blevet et lige så vellykket projekt som vindenergien, blev cuttet. Hjemmemarkedet på solenergiområdet er stort set forsvundet, og hvis man vil have et godt eksportmarked, er man altså nødt til også at have et hjemmemarked.
     Når det er sagt, vil det være sådan, at vi som andre partier selvfølgelig stemmer for en del ændringsforslag i dag, og vi stemmer også imod en del ud fra det synspunkt, at der totalt set skal være balance. Vi vil selvfølgelig også stemme gult til nogle forslag, for økonomien skal jo hænge sammen.

     Vi gik til dette års finanslovforhandlinger i forventning om, at det nok var, som det plejer: At stort set alting var aftalt med Dansk Folkeparti, og at vi kun skulle aflægge høflighedsvisit i Finansministeriet. Det blev noget anderledes, og det har jeg da lyst til at udtrykke Kristendemokraternes taknemmelighed over. Det blev ikke, som det plejer - ikke for Kristendemokraterne i hvert fald. Vi havde gerne ønsket, at forligene var blevet noget bredere, også fordi statsministeren jo indbød til et bredt samarbejde
i forbindelse med åbningsdebatten, og fordi vi gerne ser et bredt samarbejde. Vi vil gerne samarbejde hen over midten, men det har åbenbart af forskellige årsager ikke kunnet lade sig gøre. Vi er selvfølgelig tilfredse med den aftale, som vi har indgået med regeringen og Dansk Folkeparti. Vi ved godt - så realistiske er vi trods alt - at vi ikke kan levere de mandater, der skal til for at flytte et flertal. Det var naturligvis ønskeligt, at vi var i den situation, men det kan være, der lige går et valg eller to, inden vi kommer det. Men vi er tilfredse med de fingeraftryk, vi har fået sat på finansloven - fingeraftryk, som kan læses direkte ud af Kristendemokraternes finanslovudspil. Her tænker jeg på forbedrede forhold for adoptivforældre; modulordninger i børnehaverne; bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn; parrådgivning; uddannelse af personale i krisecentre; bedre forhold for handicappede; hospicer, som vi har kæmpet for i adskillige år - nu bliver der virkelig sat skub i det, amterne bliver forpligtet til at indgå aftaler om i hvert fald omkring 12 pladser; pasning af nærtstående døende; undersøgelse af købsmomsen og nedsættelse af retsafgiften. Jo, der er sandelig grund til, at vi som Kristendemokrater næsten kan føle os helt højstemte her i finanslovdebatten. For os har det naturligvis været et signal om, at regeringen godt vil samarbejde, men vi var som sagt irriterede over, at det samarbejde ikke blev bredere. Men det skal selvfølgelig ikke forhindre os i at glæde os over de gode resultater, vi har opnået sammen med regeringen og Dansk Folkeparti. Når vi betragter det største af de forlig, vi er med i i dette års finanslovforslag, kan vi ikke betragte det som andet end en frugt af et seriøst politisk arbejde, og det vil vi naturligvis også fortsætte med i den kommende tid. Derudover er vi med i forlig om medicintilskudsordningen, kulturpakken og naturligvis satspuljen, som vi synes er landet et rigtig fornuftigt sted, når vi har den satspuljeordning, vi nu engang har. Vi vil stemme for en række af ændringsforslagene, specielt de forslag, som er med til at øge ulandsbistanden; de forslag, der er med til at sætte fokus på børn og børnefamilier; de forslag, som er med til at forbedre miljøet, og de forslag, som er med til at forbedre den sociale indsats i samfundet. Derudover vil vil naturligvis stemme for de forlig, vi selv er med i. Vi ser jo også gerne, at der skabes bedre forhold for børnefamilierne, så derfor stemmer vi også for de forslag. Afslutningsvis har jeg lige et par kommentarer til de midler, som ifølge pressen og regeringens udlægning er flyttet fra EU's landbrugsstøtte og anvendes til reduktion af landbrugets jordskatter. Vi er enige i hensigten, men vi er ikke enige i sammenkoblingen, for vi går nemlig ind for, at skatten på produktionsjord skal sænkes, uanset hvordan EU's tilskudsordninger udvikler sig. At der er lavet den sammenkobling får så være, men vi glæder os i hvert fald over resultatet, for det ligger fint i forlængelse af det, som vi gerne ser gennemført, og derfor vil vi også stemme for dette forslag.

Under forhandlingen ved førstebehandlingen af dette finanslovforslag sagde jeg, at det sande problem ved forslaget er, at det intet lys tænder forude for det fremtidige sammenhold mellem det danske riges befolkningsgrupper. Det giver ikke noget håb om at skabe en brugbar stemning med positiv energi, der kan føre vore forskellige folk ind i en ny og bedre fremtid.
     Det nuværende finanslovsystem øger ikke ansvarligheden og stoltheden hos vore folk. Det holder blot hjulene i gang og fastfryser en mekanisme, som i virkeligheden er gennemgribende usund for så vel de nordatlantiske økonomier som de nordatlantiske folk, og det øger vist heller ikke det danske folks velvilje over for de nordatlantiske medlemmer af riget. Men på den anden side er det i dag blevet lige så nødvendigt for os som alkohol for en alkoholiker, og indtil vi i fællesskab har fundet en holdbar afvænningskur, får vi ikke rettet ordentligt op på systemet. Det drejer sig i virkeligheden om at finde kuren mod afhængigheden og dermed rette op på helbredet og frigøre den stolthed, værdighed og selvstændighed, der er skrumpet ind i afhængighedens rus.
     Lad mig sige det, som det er: Det gamle rigsfællesskabssystem er ikke længere godt nok. Vi må finde nye veje, hvis vores land og vores folk skal helbredes for alvor. Der skal findes rigtig nye veje og ikke blot foretages mindre ændringer af medicinens doser, og det kan ikke gå hurtigt nok.
     Den nordatlantiske gruppe har via en uafhængig arbejdsgruppe nu fremlagt dokumentation for, at Grønland blev narret ind i grundloven på falske præmisser, og at FN godkendte det på lige så falske præmisser. Det hidtidige såkaldte rigsfællesskab er således bygget på en uværdig grundlovsproces, men samtidig får vi ustandselig at vide, at det netop er grundloven, der sætter grænsen for, hvilke ideer vi kan bringe i spil, når det drejer sig om vores fremtid sammen med Danmark. Dette er ikke længere holdbart.
     På mit initiativ er det derfor nu besluttet, at der skal nedsættes et særligt udvalg under den nye Fælleskommission mellem Danmark og Grønland, der skal se på udvidet selvbestemmelse for Grønland. Udvalget skal se på alle de folkeretlige muligheder, der foreligger, og som kan bringe os ud af dette uværdige edderkoppespind, som både vi og Færøerne åbenbart sidder klæbet fast i på grund af grundloven af 1953 og den giftige måde, hvorpå vi blev fanget i det.
     Vi kan ikke fortsætte på den baggrund. Vi må rydde grundlæggende op i dette historiske fejltrin og i stedet se på de frigørende muligheder, både politiske og økonomiske, som måtte ligge i andre og mere værdige samarbejdsformer, såsom et nyt rige baseret på en traktat mellem vore tre lande, hvor vi hver især har vores egne grundlove, men stadig hænger rigtig godt sammen. Udvalget skal se på, hvordan vi etablerer et sådant forhold, og det skal ske uafhængigt af den langtrukne danske debat om en eventuel ændring af grundloven, som måske reelt slet ikke bliver til noget.
     Vi skal have ændret selve grundlaget for dette riges sammenhæng, så vi endegyldigt slipper ud af historiens mørke kolonipolitiske skygger og ind i fremtidens frivillige fællesskab. Det, der bør binde vore lande sammen, skal ikke være historisk fusk, økonomisk nød og grundlovsformede spændetrøjer, for vi er nemlig heldigvis i den situation, at vi har nogle langt bedre og langt mere levedygtige grunde til at holde sammen, også i fremtiden.

     Selv om Danmark foruden mange gode ting har udført særdeles tvivlsomme politiske handlinger i forbindelse med Grønlands udvikling og internationale placering, er det ikke det, som er afgørende for den almindelige grønlandske borger og for de utallige danske borgere, der har relationer til Grønland. For vores borgere og for mange, mange danske borgere er og bliver det følelserne, de direkte menneskelige relationer, der er den afgørende sammenhængskraft mellem vores folk. Det er venskaber, kærester, familiebånd og fællesbørn, der for dem er det altafgørende bindemiddel i riget, og for deres skyld må vi politikere i begge lande lære at hæve os en smule over de urimeligheder, som historien kan fremvise, og tænke positivt og fremadrettet. Vi må aldrig tabe den enorme positive energi og brugbare stemning, der netop ligger i de personlige relationer mellem så mange af vores borgere. For deres skyld har vi en forpligtelse til at prøve at nå de overordnede mål ved at søge at fastholde en positiv stemning i hele riget og i fællesskab finde vejen mod et nyt, større og flottere mål, end vi nogen sinde har set før.
     Med de historiske afsløringer, vi nu har været vidne til, og de analyser af de mange internationale muligheder, der foreligger, og som de nye rapporter også blotlægger, kan det ikke være så svært. Det er et spørgsmål om god vilje, moderne tænkning og et frit forhold til fortidens bindinger, men det er også et spørgsmål om allerede nu at begynde at tænke i netop disse retninger og lade disse tanker få indflydelse på alle de ting, vi laver, og alle de signaler, vi sender.
     I den forbindelse vil jeg gerne vende tilbage til det lidt mere jordnære og sige, at der tilsyneladende ikke har været nogen som helst respons på de forslag til forbedringer af det foreliggende forslag til finanslov, vi fra den nordatlantiske gruppe fremførte under førstebehandlingen. Det er, som om vi denne gang har talt for døve øren, og det finder jeg uhyre trist og et meget dårligt signal i forhold til den positive tilgangsvinkel, vi har forsøgt at lægge for dagen med konstruktive forslag til forbedringer på de områder, hvor Grønland og det arktiske område i det hele taget berøres af den danske finanslov. Vi har derfor også igen i år bl.a. måttet fremlægge et særskilt forslag om, at det særlige arktiske universitet, New Arctic, langt om længe kommer på den danske finanslov og dermed opnår støtte fra dette rige, på samme måde som de øvrige deltagere i Arktisk Råd støtter det. Danmark er det eneste medlemsland i Arktisk Råd, der ifølge mine informationer ikke støtter dette initiativ, men jeg håber, det vil opnå støtte. De øvrige emner, vi rejste sidst, skal vi nok vide at følge op fremover. Specielt håber vi, at ideen om, at den service, Grønland nyder fra institutioner under Trafikministeriet, fremover overgår til betalingsbasis fra Grønlands hjemmestyre, må nyde fremme, ligesom vi håber, man næste år retter op på den fatale fejl, det er at skære i bevillingerne til forskning i det arktiske område. Vi vil også nøje følge situationen omkring oprydningen af affald på Dundas, nu hvor alle undersøgelser er i hus, og statsministeren netop igen har slået fast, at det er Danmark, der betaler for oprydningen. Her accepterer vi ingen discountløsninger. Lad mig slutte med at vende tilbage til mit overordnede mål med denne tale, nemlig at pege på vigtigheden af, at vi nu styrker de positive sider af rigets sammenhængskraft, samtidig med at vi afdækker og afslutter de negative faktorer, der hele tiden har låst os fast. Lad os i økonomisk sammenhæng arbejde på at skabe nye og anderledes positive muligheder for, at vore folk kan fastholde og udbygge de personlige relationer, som er så vigtige for en fælles fremtid. En helt banal hindring for det er de omkostninger, det i dag medfører at rejse mellem vores lande, og lad os gå sammen om at løse det problem og sikre, at prisen fremover halveres eller i hvert fald reduceres betydeligt. Det vil ikke alene skabe et langt bedre forhold for vore venskaber, familiebånd og gensidige mulige forståelse, det vil også forbedre Grønlands muligheder for en selvbåren økonomisk udvikling.

     En anden enkel forbedring, vi kunne foretage sammen, ville være at etablere en eller to efterskoler i Grønland med henblik på at føre danske og grønlandske unge mennesker i Grønland sammen i en fri og meningsfuld udveksling. De danske efterskoler tiltrækker mængder af grønlandske unge i disse år, så hvorfor ikke modsvare dette med tilsvarende skoler i Grønland, der kunne tiltrække danske unge? Det er i de unge år, de dybeste venskaber dannes, og den positive stemning mellem de unge vil kunne bære masser af god energi ind i fremtidens fællesskab.
     Jeg tror, at hvis vi skal bevare et fælles rige i mange år fremover, er det i disse to retninger, vi skal tænke: For det første nye, overordnede initiativer, der uafhængigt af fortidens rammer kan danne et nyt og frugtbart fælles rige i stedet for det nu forældede og golde rigsfællesskab, og for det andet nye, jordnære initiativer, der kan medvirke til at skabe den stemning mellem rigets borgere, som styrker respekten for følelserne og ønsket om fortsat samhørighed. Begge dele ligger i vores politiske hænder, både via finansloven og via alle de andre initiativer, vi har i gang, og vi skylder alle borgerne i riget at realisere lige præcis disse tanker.

Jeg vil blot sige til hr. Lars-Emil Johansen, at jeg var glad for at høre, at hr. Lars-Emil Johansen mente, at det hastede med en nyordning for rigsfællesskabet, men jeg var lidt ked af at høre, at det skulle være et goldt rigsfællesskab. Sådan opfatter jeg det ikke.
     Jeg hørte også hr. Lars-Emil Johansen sige, at det ikke kan afvente en grundlovsændring, og det var jeg egentlig glad for at høre. Det må jo betyde, at den Selvstyrekommission, som er nedsat, og som arbejder med at finde ud af det, må arbejde inden for grundlovens rammer, og at vi, der nu sidder
i kommissionen, kan være enige om, at tingene skal have noget fart på. Var det korrekt forstået?

Ja, hr. Henrik Vestergaard har hørt rigtigt. Jeg sagde, at det ikke kan afvente en grundlovsændring, men det er ikke ensbetydende med at sige, at det er så det. Grundloven blev jo indført på en måde, der nu afdækkes i de to rapporter, som også er fremlagt for kommissionen, som var en lidet sympatisk og støtteværdig måde.
     Det kan diskuteres, hvorvidt den måde, som grundloven blev implementeret på i Grønland, overhovedet er grundlovmedholdelig, og derfor synes jeg ikke, det er rimeligt at argumentere med en meget firkantet grundlovsfortolkning, når man har indført en grundlov på den måde, som nu er blevet afdækket. Jeg mener, at der skal hentes inspiration i andre lande, der efter min mening har et langt bedre forhold til deres tidligere kolonier og respekt for deres selvstændighed, og jeg vil gerne appellere til, at man afdækker de forhold i kommissionsarbejdet.

Jeg er glad for, at hr. Lars-Emil Johansen siger, at det haster, og jeg vil gerne give håndslag på, at det vil vi godt være med til.
     Nu er den rapport, der er fremlagt, jo et partsindlæg, kan man vel godt tillade sig at sige, men hvis man også i Selvstyrekommissionen finder frem til, at man kan vælge enten den fulde selvstændighed eller en forhandlet løsning, er der jo de muligheder, der skal være. At holde sig inden for grundloven er jo et krav, der også stilles til ministre, så jeg håber ikke, jeg hørte hr. Lars-Emil Johansen foreslå som folketingsmedlem, at der skal fremsættes nogle forslag til selvstyrelov, der ikke baserer sig på grundloven. Det tror jeg ikke er muligt.

     Et spørgsmål vedrørende finansloven, der jo afsætter 3,2 mia. kr. i bloktilskud til Grønland til nogle af de områder, som hjemmestyret har overtaget, bl.a. uddannelse. Er efterskole og universiteter ikke også noget, der ligger inden for bloktilskuddet, og som hjemmestyret, altså Landsting og landsstyre, kunne tage hånd om?

Til det sidste: Jo, og det skal da også være opfordring til den danske regering til sammen med den grønlandske regering at drøfte det som et muligt fællesprojekt.
     Med hensyn til selvstændighed og den grundlov, der findes nu, er det jo sådan, at i henhold til de FN-præmisser, som afkoloniseringen fandt sted på, er Danmark som tidligere kolonimagt forpligtet til ikke alene at tilbyde fuld selvstændighed eller fuld integration. Der er også en tredje mulighed, som Danmark har forpligtet sig til at tilbyde, nemlig fri association, og derfor mener jeg ikke, man kan udelukke denne mulighed, blot fordi man i mellemtiden har indført en grundlov på en måde, der får hårene til at rejse sig på mange mennesker, når den fulde historie om tilblivelsen af grundloven bliver afdækket.

Tak til hr. Lars-Emil Johansen. Der er ikke flere markeringer, så jeg giver ordet til finansministeren.

Jeg må sige, at det har været en fredelig dag. Nu har jeg været herinde i snart 20 år, og jeg mener ikke, der på noget andet tidspunkt har været mere fredeligt under en behandling af ændringsforslag til finansloven, end jeg har set i dag. Det synes jeg også der er god grund til, det glæder mig, og jeg går ud fra, at det også glæder enhver seriøs parlamentariker, at det kan foregå på den måde.
     Jeg vil egentlig gerne starte med at sige til hr. Lars-Emil Johansen, at det indlæg, som hr. Lars-Emil Johansen kom med, på trods af uenighed i virkeligheden også var båret af en positiv indstilling til det samarbejde, der finder sted
i Folketinget, og af fællesfølelse mellem det grønlandske folk og det danske folk. Det var i virkeligheden det smukke indhold af hr. Lars-Emil Johansens tale. Men jeg skylder lige at sige, at med hensyn til ønskerne fra den nordatlantiske gruppe blev de jo fremsendt til ministeriet, og der er rent faktisk sket det, at vi allerede har taget højde for en række af forslagene vedrørende meteorologi og forskning i finansloven for 2005, og at jeg har noteret mig, at andre forslag først vil få virkning på udgiftssiden i 2006. Det gælder bl.a. Retsvæsenkommissionen og den oprydning, der forestår i Dundas. Så er der også forslag, der er af mere principiel karakter, og som kræver en særlig overvejelse. Det gælder omlægning af bloktilskuddet og for så vidt også statens salg af aktier i Air Greenland. Jeg vil lige sige helt konkret, for at det ikke skal blive glemt, at helt tilbage på finansloven fra 2003 aftalte vi, at der ikke foretages besparelser på iskortdistributionen til mindre skibe via kortbølgeradioen. Denne service fortsætter i 2005, og det er også aftalt, at Danmarks Meteorologiske Institut ikke foretager nogen form for indskrænkning af det meteorologiske serviceniveau i Grønland. Om den danske forskning i Arktis gælder det, at regeringen har afsat 22 mio. kr. i 2005 og beløb i samme størrelsesorden i de følgende år. Vi har stabiliseret bevillingerne, og med den nye Højteknologifond øger vi de samlede forskningsbudgetter. For hovedparten af forskningen afgør forskningsrådene og institutterne, hvilke projekter der skal fremmes, og det sker efter en vurdering af de modtagne projektforslag. Det vil også gælde for den forskning, som skal fremmes i Arktis. Angående det arktiske universitet er mit forslag, at man også her overvejer muligheden for at udnytte den fond på 50 mio. kr. til vækstfremme i Grønland, som vi har aftalt med det grønlandske hjemmestyre; den kan måske give et bidrag til finansiering af det arktiske universitet. Derfor mener jeg i virkeligheden, at vi er i den lydhøre fase, hvor vi meget gerne vil fremme de grønlandske ønsker i stor fordragelighed. Jeg forventer, at det også vil ske, og jeg ved, der er mulighed for det nu.

     Så til det generelle: Stilheden i debatten kan jo skyldes, at der er noget, vi er meget enige om. Hvad enten vi taler om Verdensbanken, om IMF, om OECD, om EU-Kommissionen og de 24 andre EU-landes regeringer, om vismændene eller om andre økonomer, er der en ting, alle er enige om, nemlig at den danske økonomi er kernesund. Jeg vil godt sige, at sådan er det hele vejen igennem. Jeg tror faktisk, at den eneste, der ikke har udtalt sig om sagen, er paven, og det skyldes vel, at han er enig med andre, mere vidende etablissementer om storheden i den danske økonomi.
     Økonomien i Danmark er kernesund. Det er sådan, at i EU er det kun Finland, der kan måle sig med Danmark. Reelt har kun Finland og Danmark et egentligt overskud på de offentlige finanser, de andre EU-lande har stort set alle sammen - med Sverige som lille undtagelse - underskud på de offentlige finanser. De har været gennem det samme konjunkturforløb, der slog igennem i 2001 og har varet ca. 3 år, som vi har i Danmark, men de har bare ikke været i stand til at håndtere det på den måde, som vi har gjort i Danmark.
     Når vi ser på den gæld, som er opbygget i landene, er Danmark det land i EU, der har den næstlaveste gæld overhovedet. Det er kun Luxembourg med sine 400.000 indbyggere, som har lavere gæld end Danmark, alle andre har højere gæld. Så jeg vil blot sige, at ud fra de kriterier, man vurderer økonomien efter, står Danmark sammen med finnerne altså øverst på sejrsskammelen med guldmedaljen, og det gør vi med god samvittighed.
     Men det er jo sådan, at det er den styringsform, vi har for den danske økonomi, og den linje, der lægges, som er forklaringen på, at det har kunnet lade sig gøre at foretage en massiv udbygning af de offentlige serviceområder på trods af konjunkturtilbageslaget. Vi har kunnet løfte det samlede uddannelsesområde med 3,5 mia. reale kroner fra 2001 og til nu, og det er altså årsniveauet, der er løftet med 3,5 mia. kr. Vi har kunnet bidrage til sygehusene med næsten 3 mia. kr.; ældreområdet har fået et løft på ca. 1,2 mia. kr. plus de ekstra 500 mio. kr., vi tilfører området; de svage grupper har i alt fået et løft på ca. 2,2 mia. kr. over perioden, og det er også fremadrettet; folkeskolen har fået et løft på 1,2 mia. kr., og for de næste 4 overslagsår er der afsat 2,3 mia. kr. i ekstra midler til folkeskolen.
     Det er sådan, at på alle kerneområderne er der tale om markante løft, som fortsættes i finansloven og i de ændringsforslag, som er stillet. Det gælder for ændringsforslagene, at de er med til at øge de samlede offentlige servicetilbud, og det er derfor, jeg må kvittere for den brede tilslutning, der har været, og den måde, hvorpå forskellige partier er gået til opgaven med at sikre flertallet for de ideer, som ligger bag udmøntningerne på de områder, som ikke allerede var indlagt i finansloven. Det er en massiv udbygning.
     Jeg skal ikke pikere nogen ved at gå det hele igennem, men det vil selvfølgelig være et positivt billede og et positivt resultat. Nogle siger, at det er et skønmaleri, men jeg har nu altid syntes, at malerier godt må være skønne, og jeg har aldrig forstået, hvorfor man skulle kritisere de malerier, der er skønne. Jeg synes kun, man skal kritisere dem, der er uskønne, men jeg tager det for, at man i dialektikkens navn eller i sin måde at formulere sig på kan vende ordene, som man vil. Men hvis vi bare er enige om, at det er skønne malerier, er jeg for så vidt tilfreds.
     Det har vist sig, at kunst og kultur kan samle bred tilslutning i Folketinget. Hr. Ole Sohn var jo, og det vil jeg godt kvittere for her, en meget ihærdig ophavsmand til, at vi fik en særlig kulturpakke hos kulturministeren. Det er ikke nogen hemmelighed, at det faktisk var hr. Ole Sohn, som havde nogle ideer, som man begyndte at bygge videre på, så vi fik en pakke. Det lå ikke i luften, at vi ville have en sådan pakke, men det viste sig jo, at fordi man var enige om, at det var skønne malerier, kunne kulturområdet få en fælles løsning med 55 mio. kr. om året eller 220 mio. kr. over hele perioden. Det er det, der kom ud af de initiativer, og det vil jeg egentlig gerne kvittere for. Der var også dele af hr. Ole Sohns ordførertale, som var venligt ment, og jeg holder mig til det venlige, fordi jeg synes, det er det bæredygtige, også i politik.
     Men hr. Ole Sohn talte også om, hvordan tallene egentlig ser ud. Jeg ved ikke, hvorfra det stammer, at hr. Ole Sohn vil benægte det, men det viser sig jo, at der ikke alene er ansat yderligere 14.000 i kommuner og amter, men at væksten har været uændret. Niveauet for sidste år, for i år og for næste år er uændret på statens område, det er i kommuner og amter, der er ansat yderligere 14.000.
     Hvor har vi det så fra? Ja, vi har det ikke fra nationalregnskabsstatistikken, for den kommer efterfølgende, men vi har det fra lønsummerne i kommunerne. Så det, der rent faktisk er årsagen til, at vi i Økonomisk Redegørelse jo har en anden vækst end den, man har i nationalregnskabsstatistikken, altså at vi overhovedet kommer op på 0,7 - og vi skriver udtrykkeligt, at det jo er baseret på meget stor usikkerhed - er, at vi har en viden om kommunernes lønudgifter i de første tre kvartaler af 2004.

     Her er det åbenbart ikke sådan, at tallet ender på
14.000 yderligere ansatte, men nærmere 16.000. Derfor undrer det mig egentlig, at det, hr. Ole Sohn siger, er, at så betaler vi altså løn til næsten 16.000, som ikke er ansat. Det synes jeg er noget, man burde undersøge, og det vil jeg også anbefale - med den intensive behandling, som man jo normalt også har i Finansudvalget - at man følger op på også næste år, om det virkelig er rigtigt, at kommunerne har afholdt udgifter til mere end 14.000, som ikke har været ansat. For vi har været med til at give bloktilskud, som jo dækker de kommunale udgifter, og det indgår ikke i bloktilskuddene, at vi skal være med til at finansiere, at man giver løn til personer, der ikke er ansat. Vi har en fælles interesse i, at det i virkeligheden bliver afklaret. Jeg ved ikke, om man så skal starte med at tage de penge fra kommunerne, som så dækker disse personer, som får løn uden at være ansat. Det skal jeg ikke gøre mig til talsmand for, og jeg tror, det vil blive opfattet uvenligt i kommunerne, for jeg møder altså nogle, der mener, at de også ser de ansatte på rådhuset, som får deres løn. Nuvel, det kan være, at jeg tager fejl, men jeg siger blot, at lønnen altså bliver udbetalt, og derfor har vi måttet løfte det forventede forbrug i 2004. Så vil jeg med det samme sige, når vi taler om forbrug, at årsagen til, at vi så har 0,6 pct. stående i 2005 og ikke 0,5 pct., er jo, at vi har valgt at lægge det tal ind, som vi rent faktisk har modtaget fra kommunerne. Hvis vi tager finansloven, der ligger til behandling her, som den nu ligger med ændringsforslag, plus de kommuneaftaler, der er indgået, så får vi præcis en vækst på 0,5 pct. Når den er 0,6 pct., så er det, fordi vi har lagt de faktiske budgetter ind, som vi nu kender i kommunerne. Og her er der en overskridelse af aftalerne. Jeg vil blot sige til Folketinget i almindelighed, at vi så er i dialog med Kommunernes Landsforening og i øvrigt også med Amtsrådsforeningen om, hvordan vi kan få et forløb gennem 2005, der mere afspejler de aftaler, vi rent faktisk har indgået - også ud fra det problem, vi ved der ligger over 2005, 2006 og 2007, at det i forvejen er en rimelig stor opgave for kommunalbestyrelser og delingsråd at styre den kommunale udvikling i den periode, hvor man også gennemfører kommuneændringerne, altså den kommunalreform, som skal gennemføres. Jeg tror, at hr. Morten Helveg startede med at nævne de forslag, Det Radikale Venstre ville gennemføre, hvis de havde
90 mandater. Der må jeg sige, at jeg egentlig nød alle de forslag, som hr. Morten Helveg kom med. For jeg synes, at der var nogle af forslagene, der var gode, og dem kan man jo altid glæde sig over. Der var også nogle forslag, som jeg ikke nød, men så glædede jeg mig over, at Det Radikale Venstre ikke har 90 mandater. Der var for så vidt ikke noget, der stødte mig i hr. Morten Helveg Petersens indlæg, bortset fra det med, at vi havde fælles vækstmål for udgiften i 2005 til det offentlige forbrug. Det har vi altså ikke. Regeringen har 0,5 pct., og det er det, vi forsøger at afdække med de kommunale parter. Så vil jeg sige om gældsnedbringelsen, at det imponerer mig lidt at lytte til de partier, som ikke var i stand til i den periode, de havde regeringsmagten, at aflevere en mindre gæld end den, de overtog i kroner og øre, og det er vel sådan man måler, om gælden er betalt. Sådan er det i hvert fald, når man går til sparekasser og banker. De ser på, hvad man skyldte i går, og hvad man skylder i dag, og så kan man hurtigt regne ud, om man skylder mere eller mindre væk. Så hvis vi gør det samme på det offentliges område, statens område, ja, så afleverede man en gæld, der var større end den, man overtog. Det, vi har gjort nu også med finansloven for 2005, er, at vi har en stadig mindre gæld, og at den gæld, vi har, er mindre end den, vi overtog. Så ikke alene har vi altså betalt vores egne udgifter, det, vi selv har foranlediget med Folketingets hjælp, har finansieret skattelettelserne, har finansieret skattestoppet, har finansieret, at vi har øget det samlede serviceniveau med mere end 13 mia. kr., har finansieret lønudgiften til måske 16.000 flere ansatte i kommuner og amter, ikke bare 14.000, men vi er altså også i stand til at nedbringe gælden; vi betaler altså vores egne regninger plus de regninger, som den tidligere regering efterlod og ikke selv havde fået betalt. Det synes jeg da ikke man skal have utak for. Jeg siger ikke, at det var let for den tidligere regering eller let for den nuværende. Jeg konstaterer bare, hvordan tallene hænger sammen. Derfor synes jeg, man skal fare med lempe, hvis man mener, at den nuværende regering ikke betaler regningerne eller ikke betaler ned på sin gæld. Men for ikke at provokere alt for mange, for det er jo ikke det, som stemningen har været til, vil jeg altså takke for det forløb, som jeg jo har oplevet.

     Satspuljen kan man godt sige er en bunden opgave. Det er det selvfølgelig ikke for Enhedslisten, der ikke ønsker at være med, men for andre er det jo en bunden opgave. Alligevel er jeg hvert år imponeret over, at det kan lade sig gøre i fordragelighed at fordele - denne gang - 550 mio. kr., således at ingen i virkeligheden føler, at der ikke er rimelighed i fordelingen - heller ikke partierne imellem. Det synes jeg man må kvittere for, og det vil jeg også gøre omkring forskning, hvor hele Folketinget, inklusive Enhedslisten, jo var med til at formidle bevillingen til forskning i forskningsrammen, finansieret af, synes jeg, meget forstandige løsninger omkring fremtidens medicintilskud.
     Det gælder også for den pakke, som vi så har haft om kulturen, som jeg har nævnt, som jo også fik tilslutning fra alle Folketingets partier. Her er der jo også grund til at kvittere for, at vi kom dertil.
     Der er også grund til at kvittere over for Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti for den pakke, der kom på hele familieområdet, hvor det altså drejer sig om næsten en kvart milliard kroner, 240 mio. kr., om året hvert eneste år i 4 år, at der kom den forståelse om mange gode ting, hvor det også her gælder, at der er elementer i det, som regeringen ikke selv havde lagt frem, hvis ikke Kristendemokraterne havde foreslået det eller Dansk Folkeparti havde foreslået det.
     Men der har altså været en fordragelighed. Det har der også været i regeringen. Der har været en fordragelighed, en enighed om den finanslov, som vi lægger frem, på trods af at regeringen jo består af to partier; så jeg har også anledning til at takke ordførerne både for Det Konservative Folkeparti og for Venstre for, at man er i stand til til stadighed at cementere og udbygge det danske velfærdssystem og samle et flertal i Folketinget. Det synes jeg egentlig er meget tilfredsstillende.
     Men jeg vil også sige én ting, som man ikke må glemme:
Når vi taler om forbedringer af de ældres vilkår, når vi taler om Forskningsfonden og den satsning, som vi er i gang med, når vi taler om, at man kan behandle 70.000 flere på sygehusene, 70.000 flere operationer om året, at vi har sikret, at 37.000 har kunnet vælge et andet behandlingssted, altså gøre brug af frit valg-ordningen, når vi har indført frit valg på børnepasning, frit valg på daginstitutioner over kommunegrænser, frit valg af plejehjem, frit valg af plejebolig, når vi har gennemført forbedringer på ældreområdet, 1,2 mia. kr. nu i løft plus 500 mio. kr., så var det altså ikke sket uden Dansk Folkeparti. Det er jeg nødt til at sige. Sådan hænger tingene også sammen.
     Så ét er, at vi har været enige i regeringen, vi har altså også haft den nødvendige støtte, som så også har sikret, at vi har kunnet sætte skatten ned for første gang i
30 år - de første egentlige reelle skattelettelser i 30 år - og øget det offentlige forbrug og nedbragt gælden, nøjagtig som vi har forudsat. Så tør jeg ikke sige ret meget mere, for ikke at provokere nogen. Jeg vil ikke ødelægge den stemning, der har været, for jeg synes ikke, der er anledning til at kritisere.

Det er alligevel lykkedes for finansministeren at påkalde sig opmærksomheden fra foreløbig syv, der vil have korte bemærkninger. Først hr. Nicolai Wammen og derefter hr. Thomas Adelskov.

Finansministeren skal bestemt have ros. Det, finansministeren skal have ros for, er, at han kan holde en tale, hvor han fuldstændig ser bort fra al den kritik, der er af regeringens økonomiske politik.
     Der blev sagt, at der stort set ikke er noget menneske i verden, der ikke har udtalt sig om sagen, jo, paven havde ikke nået at udtale sig. Men jeg tror nu, at finansministeren skulle slå op i Det Økonomiske Råds seneste redegørelse, hvor de på side 3 skriver:
     »Blandt fagøkonomer er der enighed om, at finanspolitikken ikke er holdbar. Analyser og vurderinger præsenteret af f.eks. Finansministeriet, Velfærdskommissionen, AE-rådet og Det Økonomiske Råd viser, at den nuværende finanspolitik er uholdbar.«
     Jeg erkender, at paven ikke har udtalt sig, men en lang række andre, herunder finansministerens eget ministerium, kommer med en hård kritik.
     Når man kigger på arbejdsløshedsudviklingen, har finansministeren konsekvent skudt ved siden af hver eneste gang, og i dag har vi fået arbejdsløshedstal, der viser, at arbejdsløsheden ikke falder, men endda er steget lidt. Og der har finansministeren ikke et eneste bud til de arbejdsløse.

Må jeg lige sige, at jeg tog pavens navn forfængeligt på den måde, at jeg jo ikke tog paven til indtægt for noget som helst, i og med at han måske er den eneste, der ikke har udtalt sig om sundhed i den danske økonomi. Det var det, jeg sagde: sunde offentlige finanser.

     Så er der finanspolitikken. Jeg skal ikke kritisere vismændene, og slet ikke for de regnestykker, de laver, for dem er vi enige i, men måden, det er sat op på på side 3, gør, at man jo skal læse videre. For der står: i fravær af initiativer.
     Det, der er sandheden, er, at vismændene er enige i, at 2010-planen er finanspolitisk holdbar. Og hvad er så 2010-planen? Jo, det er regeringens finanspolitik, det er politikken. Der er ikke nogen anden finanspolitik.
     Så når vi f.eks. har et ønske om en tilgang på ca.
60.000 mere i beskæftigelsen, så er det regeringens politik, at vi vil det. Det er ikke noget, andre fortæller os at vi skal, det er regeringens egen politik. Vi tog den til os i januar 2002 og har holdt den lige siden og har været i stand til at efterleve den bedre, end den tidligere regering efterlevede de mål, den selv havde sat op. Så det er vores politik. Så vismændene har aldrig sagt andet, end at 2010-planen er holdbar.

Det, vismændene har sagt, er, at hvis man efterlever det, der skal til for at opfylde 2010-planen, så er den selvfølgelig holdbar.
     Men jeg tror bare, man må sige, at det, vismændene også har sagt, er, at de ikke har set noget, regeringen har lagt frem, der tyder på, at man kan det. For en af de helt afgørende forudsætninger for, at det kan lykkes, er, at man får langt, langt flere mennesker i arbejde - 150.000 mennesker eller flere over de kommende år. Og det, vi har oplevet under den regering, vi har nu, og mens finansministeren har haft ansvaret, er ikke, at der er blevet skabt job, men at vi har tabt job.
     Det, vi har hørt, har været gyldne løfter og prognoser, som år efter år har vist sig ikke at holde, samtidig med at finansministeren siger: Det skal nok gå alt sammen. Det er jo derfor, en række kompetente økonomer fra alle dele af det danske samfund siger - også om den seneste prognose fra finansministeren - at den ganske enkelt ikke holder vand.
     Så nytter det ikke noget, at man står med et bredt smil og holder jubeltale, det har ikke noget med virkeligheden at gøre.

Det er jo sådan, at det ikke er hr. Nicolai Wammen, der skal bestemme, hvad der er regeringens finanspolitik, det er regeringen selv. Vores finanspolitik er 2010-planen. Det er den, vi følger, det er den, Socialdemokratiet har forladt, det er den, der styrer de aftaler, vi indgår med kommuner og amter, det er den, der styrer regeringens egen økonomipolitik, altså på statens eget område. Det er jo den, vi hele tiden tilstræber, det er jo den, der ligger i rammen.
     Når jeg siger 0,5 pct., og at vi skal tale med KL om, hvorfor de har overskredet den aftale, der er indgået, de budgetter, vi kender, er det, fordi vi styrer efter 2010.
     Vismændene siger ikke, at den ikke er holdbar, de siger, at den er holdbar, hvis vi gennemfører det, vi siger vi vil. Så er der nogle, der tvivler på, at vi magter det inden 2010. Den tvivl har regeringen ikke.
     Det politiske mål er ikke de 60.000. Jeg synes, det er overordentlig fattigt, hvis man siger, at det eneste, vi ønsker for de 800.000 i den arbejdsduelige alder, der står uden for arbejdsmarkedet, er, at 60.000 af dem kommer ind på arbejdsmarkedet. Nej, der burde ambitionen være langt større. Det er et makroøkonomisk regnestykke, der siger, at der skal
60.000 til, for at finanspolitikken er holdbar. Det skal vi nok levere. Må jeg så sige om de overordnede ...

Nej, nu er tiden gået, hr. finansminister.

Det må jeg komme tilbage til senere.

Så er det hr. Thomas Adelskov for en kort bemærkning. Og derefter fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Nu tog finansministeren alle andre end paven til indtægt for synspunktet omkring dansk økonomi. Vi har lige fået konstateret, at det jo ikke lige var en helt korrekt udlægning.
     Men jeg vil så spørge, om finansministeren over for Folketinget kan oplyse, om han har drøftet beskæftigelsessituationen med paven, for jeg tror sådan set, når man snakker om finansministerens meget optimistiske skøn over, hvordan det går med den danske beskæftigelse, at så må det da i hvert fald være en, der har kontakt til højere magter, som har kunnet angive over for finansministeren, at beskæftigelsen skulle udvikle sig så optimistisk, som finansministeren tror den vil.
     I dag har vi fået nogle ledighedstal, der viser, at det rent faktisk går den modsatte vej. Vil finansministeren over for Folketinget fortælle, hvad det er, der gør, at finansministeren særlig har en forudsætning for at kunne hævde og tro på, at der næste år kommer 20.000 flere i beskæftigelse, når alle andre siger, at der kommer flere i beskæftigelse, men at det langtfra er
20.000?

Må jeg lige sige om de skøn, der ligger, at både Nordea og Danske Bank selv siger, at det er petitesser. Egentlig er de enige i de prognoser, regeringen har lagt frem. Sådan er udtalelserne.
     Hvis vi tager Det Økonomiske Råd, så er deres vurdering af ledigheden i år 6 pct., regeringens 6 pct. Deres vurdering af ledigheden næste år er 5,6 pct., regeringens 5,4 pct. Det er altså marginaler.
     Jeg synes, man skulle glæde sig over, at beskæftigelsen nu i år er øget med 17.000, og at ledigheden er faldet med
10.000 siden december sidste år. Hvorfor har man ikke evnen til at glæde sig over det?

     Vi har ikke grundlag for at ændre prognosen. Den prognose, regeringen har lagt frem, er den samme som den, vi havde i august; det er jo ikke sådan, at der er et andet skøn end det, der var i august. Det vil sige, at det, der kommer ind i den model og i den maskine, for så vidt har givet det samme resultat, for det er jo et modelarbejde; det er jo ikke politisk, man sidder og ændrer i et skøn, det er det, som fagøkonomer og erfaring og modelarbejdet når frem til med de forskellige udviklinger, at BNP har haft et andet forløb end forventet, og de indikatorer og det datagrundlag, der går ind. Sådan er det.
     Jeg har én ting at gøre, og det er selvfølgelig at holde mig til det skøn, som ministeriet kommer med, og det er så også mit skøn, og vi har ikke nogen ændring af skønnet for næste år for ledigheden; der vil være tale om 20.000. Vi ved, at forårspakken har bidraget med ca. 6.500 på nuværende tidspunkt, og vi ved, at der er tale om 12.500 næste år i faldende ledighed, og i alt 22.000 over de 2 år.

Nu har vi jo i hvert fald fået konstateret, at vi ikke har et udsagn fra højere magter om, at det vil gå beskæftigelsen godt; jeg må konstatere, at det er finansministeren og hans embedsmænd, der mener, at det går meget godt.
     Finansministeren siger, at det er petitesser, der skiller. Altså 10.000 arbejdsløse, vil jeg gerne sige til finansministeren, det er da ikke petitesser. Det synes jeg godt nok er en hån mod de familier, som i dag står over for fyringer, uanset om det er i Nordjylland eller det er på Sjælland, uanset om man er slagteriarbejder eller man er metalarbejder.
     Men må jeg så ikke sige til finansministeren, at vi sådan set glæder os over, at der er kommet flere i beskæftigelse; vi ærgrer os bare over, at regeringen ikke har taget imod en udstrakt hånd fra Socialdemokratiet om rent faktisk at føre en aktiv beskæftigelsespolitik, som ville give langt flere job end de få job, der er kommet ud af at have hældt 9 mia. kr. ud i skattelettelser, hvoraf langt det meste af den beskæftigelsesforøgelse, der er kommet på grund af det, ligger i udlandet, fordi danskerne har brugt pengene til rejser, til biler og til både.

Jeg må sige helt klart, at regeringen ikke har noget ønske om at tage imod den hånd, som er den uansvarlige hånd, hvor man firedobler det, der er muligt i vækst i offentligt forbrug. Den ansvarlighed, som Det Radikale Venstre udviser, har Socialdemokratiet fuldstændig forladt og kører ud over kajkanten. Den hånd tager vi ikke imod til at blive trukket med ned på det dybe vand.
     Må jeg så sige om det med petitesser, at det var noget, jeg sagde, at de, der har kritiseret, selv siger. Jeg vil godt læse et citat fra Danske Bank, der var i Berlingske Tidende i dag:
     »Man kan diskutere, hvor hurtigt det kommer til at gå. Men forskellene er altså i petitesseafdelingen. Når man tager
i betragtning, hvor stor usikkerhed der er om den slags prognoser, så synes jeg faktisk, de er overraskende enslydende.« Det er chefanalytiker Steen Bocian, Danske Bank. Jes Asmussen fra Nordea siger: »Regeringens prognose er stort set i overensstemmelse med Nordeas syn på den økonomiske udvikling.« Det er det, jeg tillader mig at sige. Og så er vi da også meget tæt på vismændene, vi er fuldstændig på linje med OECD, og i øvrigt også med IMF. Så det er altså ikke sådan, at der ikke er forskellige synspunkter, men det er prognoser. Jeg håber da, at man så glæder sig over, at der kommer flere i arbejde, at ledigheden falder. Men så vis dog den glæde. Hvorfor i alverden skal man gå og skjule den og nærmest sådan hylle sig lidt i surhed? Man skal da vise sin glæde, det er vel også en del af livet.

Jeg kan sådan set godt forstå, at ministeren bliver mere og mere skinger. Sådan gik det jo også med Brixtofte de sidste par måneder, han sad oppe i Farum Kommune og blev ved med at forsikre, at alt gik ganske fantastisk. Ministeren står så også og taler om det her skønne maleri.
     Men jeg vil gerne spørge finansministeren: Hvem er det skønt for? De fattige i ulandene, som regeringen har taget pengene fra, er det dem, det er skønt for? Er det skønt for folk på overførselsindkomst, hvis indtægt endnu en gang i år bliver udhulet af regeringen, for at man kan dele lidt sukker og valgflæsk ud, eller er det for de folk, som er arbejdsløse, og for de mennesker, som har mistet deres arbejde, og som ikke kan se frem til det opsving, som ministeren står og taler om? Det har vi jo hørt på flere år i træk, så jeg tror måske ikke, at tiltroen til det er så stor rundtomkring. Eller er det i virkeligheden blot et skønt maleri for direktørerne, de velbjærgede, erhvervslivet, landbruget, de store banker, som regeringen har valgt at smide milliarder af kroner efter i regeringsperioden? Hvem er det et skønt billede for?

Det er det sådan set for hele det danske samfund og det samfund, der skal bære, at vi er i stand til at gøre mere for de svage grupper, som vi rent faktisk gør, milliardløft i fællesskab. Så det er sådan set skønt for alle.
     Men udfordringen er jo stadig hele tiden at hjælpe der, hvor man i virkeligheden har mest at gøre for at hjælpe, og det er jo selvfølgelig at sikre, at finanspolitikken er af en sådan art, at man over tid har en stabil vækst i beskæftigelsen, at man år efter år kan øge det samlede offentlige servicetilbud, og det er jo præcis det, vi gør, og det er det, vi har forfulgt.

     Må jeg så lige sige om tallene, at det overskud, regeringen ventede på de offentlige finanser og på statens egen saldo i 2002, det har vi måttet opregulere; det overskud, vi ventede i 2003, det har vi opreguleret; det overskud, vi venter i 2004, det har vi måttet opregulere; det overskud, vi venter næste år, har vi også måttet opregulere. Der er altså tale om, at de skøn, vi har haft for finansernes holdbarhed og de overskud, der skulle til, har været sat for lavt. Vi har altså større overskud end det, vi havde forventet. Og det tyder altså på noget andet end det, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil taler om.
     Men jeg ved godt, at vi jo ikke bliver enige. Jeg har aldrig drømt om at blive enig med hverken Honecker eller Brezjnev eller Ulbricht eller et sammensurium af deres synspunkter, så derfor kan jeg også leve med ikke at være enig med Enhedslisten.

Det kommer til at lyde som en hel historietime. Det kan vi da også godt tage ind i en finanslovforhandling, det er da helt
o.k. Finansministeren siger om det her skønmaleri, at det er noget, der kommer hele det danske samfund til gavn. Jamen der vil jeg bare henvise til, at der er kommet 30.000 flere arbejdsløse, 30.000 flere fuldtidsarbejdsløse. De bedste prognoser for næste år, som er dem, OECD og finansministeren kommer med, skaffer 20.000 flere arbejdspladser. Hvad med de sidste 10.000, og hvad i øvrigt med de 145.000, som i forvejen var arbejdsløse, da denne her regering kom til? Så snakker man om 60.000 frem til 2010. Det er fint med makroøkonomiske planer og makroøkonomiske fremskrivninger, jeg har bare ikke hørt denne her regering komme med et eneste bud på, hvad man vil gøre ved arbejdsløsheden i Danmark, ikke et eneste bud hverken under denne her finanslov eller tidligere. Det, man er kommet op med, er: Åh, det er samfundets skyld, altså det internationale samfunds. Man læner sig tilbage og venter på et opsving, det er hvad denne her regering kan drive det til. Så giver man skattelettelser, men ikke én krone, ikke én krone til folk på overførselsindkomst. Til gengæld så ...

Så giver vi ordet til finansministeren.

... bruger man nu 200 mio. kr. på bankerne. Igen vil jeg gerne spørge finansministeren: Det her med, at det er for hele det danske samfund ...

Nu giver vi ordet til finansministeren.

... har finansministeren brugt tid på at spørge de arbejdsløse, om de synes, det er et skønt maleri?

Jamen jeg har da ikke sagt, at det er det omgivende samfunds skyld, at det er de andre landes skyld, at det går godt i Danmark. Det har jeg da ikke sagt noget om, for det er jo ikke gået lige så godt i de andre lande, så det er altså noget, vi selv har haft hånd i hanke med, at vi har været i stand til på baggrund af sunde offentlige finanser at gennemføre en forårspakke og have et højt indenlandsk aktivitetsniveau, der har begrænset det fald i ledigheden, der ellers ville være kommet som følge af de negative påvirkninger udefra.
     Jeg ved ikke, om fru Rosenkrantz-Theil har en opfattelse af, at konjunkturtilbageslag ikke medfører færre i arbejde og flere ledige. Men sådan har det egentlig været altid i dansk politik og i andre landes politik, og derfor er opgaven at begrænse gennemslaget af en negativ påvirkning af konjunkturforløb, altså tilbagefald, således at ledighedstabet er mindst muligt. Og det er det, vi har håndteret med stor duelighed i Danmark.
     På trods af det, som kloge sagde om, at forårspakken var unødvendig, så er der kommet 10.000 mere i arbejde som følge af forårspakken alene. Det var det, som nogle mente var unødvendigt, hvor vi sagde: Vi kommer med det, vi kan gøre maksimalt for at bekæmpe konjunkturtilbageslaget og sikre, at flest muligt er i arbejde.
     Ønsker man fuld beskæftigelse over tid, så skal man sikre, at virksomhederne er i stand til at producere konkurrencedygtigt, altså gøre præcis det modsatte af Enhedslisten, som vil udhule det grundlag, der finansierer offentlig velfærd.

Jeg vil gerne bevæge mig nordpå til det sted, som finansministeren startede sin tale med, nemlig til Arktis, og mest for at opklare en mulig misforståelse.
     Når den nordatlantiske gruppe har foreslået støtte til the University of the Arctic, så er det ikke forholdet mellem Danmark og Grønland, vi taler om. Det er, at Danmark er et af medlemmerne af Arktisk Råd, hvor man altså har været enig om at stifte det her universitet. De syv andre medlemsstater i Arktisk Råd betaler til dette universitet, dvs. Rusland, USA, Island, Norge osv., men Danmark har ikke betalt sin del.
     Så jeg vil spørge finansministeren: Ville det ikke være rigtigt, at Danmark betalte disse penge som medlemsstat i Arktisk Råd, som Danmark jo er på vegne af Grønland?

Jeg synes, det er et sympatisk forslag. Jeg synes, at selve synspunktet fra færøsk side er sympatisk, at Danmark bidrager. Det, man jo så må overveje over tid, er, om det er en national opgave for Danmark at levere bidraget eller det er noget, man selv dækker ind økonomisk fra færøsk side og fra Grønlands side. Rigsfællesskabet er jo sammensat på den måde, at vi vurderer: Hvad er det, man håndterer over bloktilskuddet, altså hvad er det, der håndteres som et hjemmestyreanliggende, og hvad er det, der håndteres som et rigsfællesskabsanliggende?

     Det her er jo startet som et hjemmestyreanliggende, båret frem vel i første omgang af stærke grønlandske interesser.
     Jeg synes selvfølgelig, det er et sympatisk forslag, men det hører altså hjemme i sådan en debat om, hvad det er, der
i virkeligheden er det danske riges ansvar, og hvad der så egentlig ligger placeret i Grønland og på Færøerne.

Jeg vil da takke for finansministerens pæne ord om det her projekt, som det jo er, men jeg synes ikke, der burde være nogen tvivl om, hvor denne sag ligger. Det er ikke et hjemmestyreanliggende, det er ikke en del af den problematik.
     De andre stater, der er medlem af Arktisk Råd, som
f.eks. USA og Canada, sender da ikke regningen videre til inuitterne i Nunavut osv. Det er altså de selvstændige stater, der er medlemmer af Arktisk Råd, og det er jo rigtigt, at Danmark er medlem, fordi man har Færøerne og Grønland i det her såkaldte rigsfællesskab, men der kan ikke være nogen tvivl om, at en stat, der er medlem, vel også har forpligtelsen til at betale til det her University of the Arctic. Så jeg vil bare opfordre finansministeren til at omsætte sin velvillighed til praksis og få betalt de her penge.

Nu skal vi jo ikke have stridigheder om samhørigheden mellem Færøerne, Grønland og Danmark i rigsfællesskabet i forhold til, hvad der gælder for Canada og USA. Det er startet som et hjemmestyreanliggende, altså løftet af hjemmestyret, og jeg mener, initiativet i virkeligheden startede i Grønland for adskillige år siden.
     Jeg siger også, at det er et sympatisk forslag. Når det rejses her, så forventer jeg, at det vel er noget, man genser også næste år. Det er jo ikke, fordi vi synes, at selve forslaget mangler sagligt indhold med hensyn til det, man gerne vil bruge penge til, men det er stadig en vurdering af:
Hvad er det, man betaler over hjemmestyrets kasse, og hvad betaler man over den danske statskasse?

Jeg skal heller ikke bidrage til, at vi får en dårlig stemning her. Jeg synes, det gode humør, som finansministeren har, er alle tiders, især hans definition af skønmaleri. Det er noget, vi går ind for. Man kunne være fristet til at tro, at ministeren havde været på aftenskolekursus for at lære noget om skønmalerier, men hvis han har nogen skam i livet, så gør han jo ikke det på baggrund af alle de nedskæringer, regeringen har lavet tidligere på det område.
     Men tilbage til skønmalerier og hvad man ellers synes er smukt; det kommer lidt an på, hvor man står og ser ud fra. Så tænker jeg på alle de folk, der i øjeblikket mister deres job som følge af, at firmaerne lukker og flytter til udlandet. De ufaglærte, som står der og må erkende, at fabrikken er lukket, hvad er der i den her finanslov for dem? Statsministeren holdt jo en stor tale om, at nu skulle man virkelig gøre noget for at imødegå globaliseringen, nu skulle vi have mere efteruddannelse, nu skulle vi gøre noget på det område, hvorefter der er 106.000 færre kursusuger, end der har været tidligere, fordi regeringen massivt har skåret ned på dem.
     Hvad er der af tilbud, hvad er der af muligheder for de mennesker, som står og har mistet deres job?

Jeg vil bare lige sige igen til hr. Henrik Sass Larsen, at man skal bruge ordene rigtigt. Jeg talte om et skønt maleri - nu er vi altså højere oppe end PISA-niveauet - for det er altså et skønt maleri, og det kan man ikke, om jeg så må sige, ændre ved bindestreg eller på anden vis.
     Det er en megasatsning, der står i fremtiden. Vi har jo gjort det, at vi i de forslag, der kom som ændringsforslag, har sat 400 mio. kr. af til kortuddannede. Vi har jo det ønske, at man, mens man stadig er i job, men opsagt, kan påbegynde en omskoling til et muligt fremtidigt job, altså at man ikke skal vente på at blive ledig, før man kan komme i gang med en omskoling. Det er jo det forløb, som er iværksat med de regler, der gælder i dag, som jo fik en ændring for et par år siden.
     Men ellers er ønsket jo at satse massivt på, at man løfter kompetencen, så det er lettere at skifte job, altså at man i det tilfælde, at man måske endda i samme virksomhed skal flytte fra ét kompetenceområde til et andet, så har haft en forudgående opkvalificering, og det vil i virkeligheden sige en livslang læring.
     Det er et samspil med arbejdsmarkedets parter. Det er både med arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden, at man skal løfte den opgave, som er en anden, end man har kendt til tidligere, fordi omskifteligheden bliver større.

Det er godt, at vi er enige om, at det er kvalifikationsløft, omstilling og nye kompetencer, der skal til, men derfor er det også vanskeligt at forstå - og det må finansministeren vel erkende - at man har rundbarberet efteruddannelsesområdet ganske, ganske grundigt de foregående år med det til følge, at vi har forsømt at efteruddanne en masse mennesker, som i dag står i arbejdsløshedskøen og har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.
     Når man nu skal kigge på, hvad vi har af konkrete initiativer, der kan afhjælpe de her ting, kommer finansministeren med et tal på 400 mio. kr. Så er det jeg spørger: Hvor meget vil det hjælpe? Vil det være nok, er det virkelig rigeligt? Tror regeringen, det batter noget med hensyn til, at vi virkelig får taget fat omkring de ting?
     Så var der nogle hensigtserklæringer med hensyn til arbejdsmarkedets parter. Kan finansministeren ikke forstå, at vi andre efterlyser nogle lidt større initiativer, lidt mere initiativkraft til rigtig at gøre noget på det her område?

Jeg mener, det er rimeligt, at det er arbejdsmarkedets parter, der er med til at stikke linjerne ud for, hvilke kompetencer man over tid skal udvikle, og hvad det er, der er brug for. Jeg tror, det er en fejlagtig opfattelse, at hvad der rent faktisk skal uddannes i, er noget, der styres af Folketinget og af regeringen. Det ved man i virksomhederne, også de blivende virksomheder, også når det er inden for den koncern, hvor man er ansat, at man kan skifte job. Derfor er det naturligt, at det er arbejdsmarkedets parter, der er med til at anvise den vej, man skal gå.
     Så vil jeg lige sige, at det, hvis man er ledig, stadig er gratis at gå på AMU-uddannelserne. Der er ikke lukket i på AMU-uddannelserne. Det er gratis at få den uddannelse, den omskoling, man i dag har brug for, hvis man er ledig.

Jeg er sådan set lidt enig med fru Pernille Rosenkrantz-Theil, der var inde på, at man, når man sidder og lytter til finansministeren, får stærkere og stærkere associationer til Farum Kommune. Hvis ministeren ikke kan lide de tal, som han læser i Danmarks nationalregnskab eller på beskæftigelsesområdet, fabrikerer ministeren sine egne.
     I relation til det vil jeg godt spørge: Har finansministeren nogen sinde i sin alt for lange, men alligevel forholdsvis korte ministertid fremlagt en prognose for beskæftigelsesudviklingen og beskæftigelsen, som har holdt? Kan finansministeren ikke bekræfte, at hver eneste gang finansministeren har forsøgt at spå om beskæftigelsesudviklingen, har udviklingen været langt ringere, end hvad finansministeren har stillet i udsigt?

Det må jeg sige: langt ringere. Jeg vil godt vende tilbage til det. Man taler om marginalbevægelser ud af 2.700.000 i job. Det marginale består så i, om man taler om 3.000, 4.000 eller 5.000. Det er ikke marginalt for hver enkelt, for det er for hver enkelt for meget, men når man ser på det statistiske, på prognoser og på usikkerhed, er det ikke sådan, at regeringen er kommet med nogle prognoser, som andre ikke er kommet med.
     Hvis man ser på bankøkonomernes tal, vil man se, at bankøkonomerne har haft nøjagtig det samme billede af, hvor hurtigt det egentlig gik. Det har de jo. Med hensyn til hvor det så egentlig er gået ringere, end hvad vi havde forventet, og hvorfor, er udviklingen i oliepriser m.v. og det konjunkturforløb, der har været i verden omkring os, ikke en undskyldning, men man konstaterer det, og sådan vil det være.
     Det udsving er der i prognoser, men man vil ikke kunne se, at den faglige ekspertise, den prognosemaskine, som Finansministeriet er i besiddelse af, når man måler over tid, ikke rammer lige så præcist som andre prognosemagere. Men det er prognoser med den usikkerhed, der ligger i dem. Sådan har det været, og sådan vil det altid være.

Selvfølgelig er der en usikkerhed, men er det ikke en lille smule tankevækkende, at finansministeren altid skyder langt over målet, når han forudsiger beskæftigelsesudviklingen, og langt under målet, når han forsøger at forudsige ledigheden? Og svaret er, hver gang man spørger finansministeren: Det er de andres skyld, det er konjunkturerne.
     Kan finansministeren så ikke give en god forklaring på, at hver gang vi har haft en borgerlig regering de sidste 30 år, er den, når den er ophørt, sluttet med en ringere beskæftigelse og en højere arbejdsløshed, end da den kom til?
     Da vi har en stærk forventning om, at vi nu står ved slutningen af en periode med den her regering, er det også den konklusion, vi må drage med hensyn til den nuværende finansminister og den nuværende regering. Er det ikke korrekt? Er der ikke et eller andet, der giver anledning til en lille smule eftertanke i et borgerligt hoved, om, hvorvidt det også kan skyldes, at man selv fører en forkert politik i forhold til erhvervslivet, beskæftigelsen og arbejdsmarkedet?

Nu er det sådan, at den danske finanspolitik siden 2001 har taget højde for et konjunkturtilbageslag. Vi har gjort mere end det, som vismændene mente, man burde gøre. Vi har gjort det alligevel, fordi vi har sagt, at vi vil gøre, hvad vi overhovedet kan, for at færrest mulige skal være i ledighed.
     Så er det muligt, at hr. Ole Stavad ikke er enig i, at der har været konjunkturtilbageslag siden efteråret 2001. Nogle siger siden den 11. september 2001. Det er muligt, at man ikke mener, at der har været det. Det mener stort set alle andre til gengæld. Det kan være, hr. Ole Stavad ikke mener, at konjunkturtilbageslag medfører fald i beskæftigelse, flere ledige, men det mener stort set alle andre. Det gælder selvfølgelig også for Danmark.
     Det, der imponerer, når man bedømmer det udefra, er, hvor godt dansk økonomi har kunnet gennemgå og modstå den krise, som stort set alle de andre lande i EU er i. Så det er klart, at det skyldes konjunkturerne, det er jo sandheden. Det, der afgør slutresultatet, er, om det er gået bedre eller dårligere i konjunkturforløbet end forventet. Så selvfølgelig er det konjunkturerne, der bestemmer, hvordan sluttallet er for, hvor meget der er betalt i kontanthjælp, hvor meget der er betalt i dagpenge, og hvor meget der kommer ind i skatter. Det er da klart, at det er konjunkturerne.

Nu kan jeg forstå, at finansministeren har overtaget den tidligere skatteminister Svend Erik Hovmands udsagn om, at det, der har fundet sted under VK-regeringen, er de første reelle skattelettelser i 30 år. Nu ved jeg selvfølgelig, at finansministeren er helt på det rene med, at han så er tilbage i Hartlingtiden i efteråret 1974, hvor der blev leveret 5 mia. kr. i ufinansierede skattelettelser, hvad der
i øvrigt efterfølgende betød, at Venstreregeringen måtte gå af. Det tror jeg at finansministeren er helt på det rene med
i modsætning til den tidligere skatteminister. Men når man så ser på, hvordan det er gået med skatterne, tror jeg også, at finansministeren er på det rene med, at skattetrykket i 1993 var 48,8, og at det i 2004 er 48,9. Så alt det der grimme, der skete under den socialdemokratiske regering, er i hvert fald ikke noget, der kan dokumenteres via de udtræk, der kan tages fra Skatteministeriet. Må jeg så også med hensyn til beskæftigelsen sige ganske kort: Det er ikke rigtigt, at arbejdsløsheden er faldet, man taler om et antal på 10.000. Hver eneste af disse 10.000 er folk, der er kommet i støttede job. Der er ikke skabt et eneste ekstra privat job under VK-regeringen. Tværtimod er der tabt 50.000. Det troede jeg egentlig også finansministeren var helt på det rene med.

Det ændrer jo altså ikke ved, at beskæftigelsen nu er steget med 17.000, at ledigheden er faldet med 10.000 fra december 2003 til december 2004 - med 10.000, sådan er tallene.
     Må jeg med hensyn til skattetrykket sige, at man jo skal tage det skattetryk, man overtog, så for det skattetryk, som man overtog, er udgangspunktet altså 1992. Hvis man tager det skattetryk som udgangspunkt og går frem til 2001, er stigningen på 2,6 pct. Det skjuler endda den omvæltning, der har været fra direkte skat til indirekte skat, som i et svar til Folketinget er beregnet af Finansministeriet til at udgøre 1,4 pct. Så hvis man ser på, hvor meget skatterne er steget i forhold til BNP, er det 4 pct.

Jeg forstår ikke, at finansministeren vil bevæge sig ud i sådan en demagogisk snak, for den sidste finanslov, der blev lavet under Schlüterregeringen, var den for 1993. Det var den, Socialdemokraterne overtog, der blev ikke ændret et komma. Det var inden for 0,00 pct. I 1993 er skattetrykket 48,8, det er det sidste skattetryk, vi har fra den regering, og det er 48,9 i 2004. Det er altså virkeligheden, alt andet er noget snak.
     Så er det ikke korrekt, at arbejdsløsheden er faldet med disse 10.000. Jo, det er den, men det er i kraft af støttede job og ikke i kraft af ordinære job. Nu har det været sagt gang på gang, men jeg tror altså godt, at finansministeren ved, at arbejdsløsheden er faldet, netop ved at man har sat ekstra gang i støttede job, ikke ved at der er kommet flere ordinære job.

Nu kan jeg se, at hr. Jens Peter Vernersen ikke mener, at den tidligere regering havde et ansvar for 1993, hvor man havde magten. Jeg tager ad notam, at det så er en ansvarsløs periode. Vi påtager os ansvaret for det, vi overtog november 2001, sådan er det. Hvis man også her vil være uansvarlig, som man er det med hensyn til forbruget i øvrigt, må vi bare tage det ad notam.

     Må jeg med hensyn til ledigheden sige, at vi skal lade være med at sætte forskellige kategorier af mennesker op. Hvis vi indfører regler her, med henblik på at folk skal kunne være beskæftigede, skal vi lade være med at sætte mærkater på folk, der så kommer i arbejde. Det er mit bedste råd, for meningen med at lave særordninger er i givet fald, at man kan få lov at agere som alle andre og få et job som alle andre, at man kan blive selvforsørgende som alle andre. Jeg bryder mig ikke om det livssyn, at fordi vi laver særordninger for visse mennesker og de har en vis fordel i forhold til andre, skal de have den mærkat klæbet på sig, at de ikke er på arbejde som alle andre og udøver deres job som alle andre.

Som jeg kunne forstå på ministerens besvarelse til min højtærede navnebror, skyldes alle ulykkerne under den her regering konjunkturerne. Så kan man spørge, hvad man så egentlig skal med en regering, hvis det er konjunkturerne der er årsag til alt, der går godt, og alt, der går skidt. Er det ikke lidt underligt, at det, hver eneste gang vi har en borgerlig regering, er konjunkturernes skyld, at man afleverer flere arbejdsløse, end da man kom til?
     Sådan er situationen også nu. Der er kommet 33.000 flere arbejdsløse i løbet af den tid, regeringen har været her. Det er en kendsgerning. Der er blevet færre beskæftigede i den private sektor, og der er blevet færre beskæftigede i den offentlige sektor. Jeg forstår simpelt hen ikke finansministeren; jo, jeg forstår ham godt, for Venstre har jo lavet en annonce, som praler af, at der er 14.000 flere ansatte sammenlignet med 2001. Men tager man nationalregnskabstallene, er det soleklart, at der er blevet færre ansatte.
     Og det, der så er problemet - også i besvarelsen til det forrige spørgsmål - er, at når man omdanner ordinære stillinger i den offentlige sektor til støttede job, gør man det dobbelt slemt for de folk, som mister deres ordinære job og siden hen kommer tilbage i støttede job. Det er ikke en særlig pæn måde at føre beskæftigelsespolitik på.

Det er sådan, at der er en stigning i både støttede job og ordinære job i det offentlige. Sådan er det nu engang, og det må vi så have lov at få den tid der skal til for at overbevise hr. Ole Sohn om.
     Det er rigtigt, at det, der adskiller Danmark fra de andre lande i EU, er, at vi har været i stand til at løfte serviceniveauerne, at sætte skatterne ned og at afdrage den offentlige gæld. Der er for så vidt ikke nogen af de andre lande i EU, der har kunnet gøre ligesom i Danmark. Det skyldes selvfølgelig ikke konjunkturerne, det skyldes den måde, vi håndterede den økonomiske udfordring på i Danmark.
     Men jeg og vel heller ikke andre ansvarlige regeringer har nogen sinde lagt skjul på, at ethvert konjunkturtilbageslag også betyder en reduktion i beskæftigelsen. Det gør det vel, sådan er det. Hvis ikke konjunkturtilbageslag betød en reduktion i beskæftigelse, stigende ledighed, faldende indtægter, hvorfor i alverden skulle man så gøre noget som helst i stedet for at sige, at der så lige så godt altid kunne være konjunkturtilbageslag? For hvis ikke det berører vækst, hvis ikke det berører beskæftigelse, hvis ikke det berører ledighed, hvorfor er det så, vi er så kede af konjunkturtilbageslag? Jo, det er vi lige præcis, fordi det medfører, at de offentlige økonomier ikke er i stand til at levere det, som borgerne ønsker, at man ikke er i stand til at fastholde beskæftigelse. Sådan er det.

Når der er en konjunkturnedgang, har en ansvarlig regering et ansvar for at generere ny beskæftigelse, og der kan man med ministerens besvarelse til Folketinget konstatere, at denne regering har valgt den absolut dårligste model ved at give generelle skattelettelser frem for målrettet at satse på at få genereret noget ny beskæftigelse i den private sektor. Det har regeringen ikke ønsket, det er et politisk valg. Det er derfor, vi har flere arbejdsløse.
     Jeg glæder mig til, at finansministeren vil bekræfte over for Folketinget, som beskæftigelsesministeren gjorde det
i Arbejdsmarkedsudvalget i går, og som Danmarks Statistik gør det i deres opgørelser, at der fra første kvartal 2002 og til
i dag er blevet færre offentligt ansatte. Det er en kendsgerning, det er ikke prognosetal, det er virkelighedens tal. Jeg ved godt, at ministeren elsker at snakke om prognoser, der er bare den hage ved det, at hver eneste gang ministeren er kommet med prognoser om udviklingen under den her regering, har de slået fejl.

Så må jeg bare igen sige, at så er der altså nogle, der får løn, som ikke er ansat, for lønnen udbetales. Den lønsum, der afspejler, at der er mere end 14.000 flere ansatte, er altså udbetalt. Så er vi altså der, som jeg sagde før, at vi må undersøge, hvordan i alverden det går til, at man betaler løn til folk, der ikke er ansat. Det er ikke en prognose, vil jeg gerne sige til hr. Ole Sohn, det er den barske virkelighed. Pengene udbetales. Det er også derfor, jeg må drøfte med kommunerne, hvad de gør i forbindelse med det forbrug, de har
i 2004, som er større end det, der er aftalt for 2004. Det går til løn. Det er ikke, fordi der er færre ansatte, det er, fordi der er flere ansatte og flere ansatte, end hvad der egentlig har været forudsat.

Ja tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Helveg Petersen, og efterfølgende er det fru Line Barfod, og hun er indtil videre den sidste, der har meldt sig så med en kort bemærkning til finansministeren.

Morten Helveg Petersen (RV):
Jeg vender tilbage til det med paven og det spirituelle. For mig at se forekommer det mest religiøse i dag at være finansministerens tro på, at finansministeren indfrier 2010-målsætnigerne. Vi ved alle, og det står beskrevet et hav af steder, at for at indfri de målsætninger skal der skaffes
55.000-60.000 ekstra arbejdspladser i de kommende år. Og vismændene anfører, at man skal øge beskæftigelsen med
140.000 personer frem mod 2011. Det korte af det lange er, hvor i finansloven vi kan læse, hvilke initiativer regeringen agter at tage for at skaffe ekstra 55.000-60.000 mennesker ud på arbejdsmarkedet i de kommende år. Hvor står det henne i finansloven?

Nu opfatter jeg det sådan, at det, som hr. Morten Helveg Petersen siger om, at jeg tror på, at det kan lade sig gøre, også omfatter, at vi har trosfrihed, altså at han anerkender, at man kan have en tro, som måske er så lige så god som den, hr. Morten Helveg Petersen har. Det ligger der jo i det.
     Den tro har regeringen. Og vi agter at udmønte den tro i det, der ikke er metafysisk, men rent fysisk, nemlig at etablere de arbejdspladser. Det er jo ikke vismændene, der fortæller os, at der mangler 60.000 arbejdspladser. Det er noget, vi selv fortæller. Det er jo det, vi har i vores egen plan. Oprindelig var det 85.000. Det var jo heller ikke noget, man fortalte fra anden side, det ligger jo i planen, som er vores finanslov.
     Det skal da ikke stå i finansloven for 2005, hvad vi ønsker at gøre op til 2010, hvilke initiativer vi skal tage.
     Vi har omtalt emnekredsen, som vi dyrker, nemlig integration af indvandrere, at langt flere kommer i arbejde og bliver selvhjulpne, at vi gør det mere fordelagtigt at blive på arbejdsmarkedet, at vi bekæmper sygefraværet, altså gør mere, for at folk er mindre syge og dermed kan arbejde på de arbejdssteder, hvor de ønsker at arbejde, at unge kommer hurtigere igennem uddannelsesforløbet. Det er jo de elementer, som i rigelig grad dækker de 60.000.

Men det er jo netop tro og håb. Vi kan da alle sammen håbe på, at det bliver til virkelighed. Og der er vist ingen, der er i tvivl om, at finansministeren er meget håbefuld med den retorik, der anvendes.
     Nej, spørgsmålet er: Hvad med konkret handling? Hvad med sloganet »Så ved du, det bli'r til noget«? Hvordan agter man at indfri det i forhold til de 55.000-60.000 arbejdspladser, som man skylder i forhold til 2010-planen? Hvordan i alverden agter man at indfri det, når man overhovedet ikke vil løfte sløret for, hvordan man vil gøre det i praktisk handling her og nu?

Jamen vi skylder slet ikke noget. Det er jo det, der er imponerende, vi skylder ikke noget. Vi ønsker inden 2010 at øge den samlede beskæftigelse med mere end 60.000 - det strukturelle tal. Vi skylder ikke noget.
     I kroner og øre skylder vi mindre væk end det, den socialdemokratisk-radikale regering skyldte væk. Så heller ikke dér skylder vi noget. Vi skylder ikke Folketinget noget. Og vi har endda sagt, at det, vi lover, gennemfører vi. Og det, vi lovede inden sidste valg, det, der står i regeringsgrundlaget, har vi opfyldt. Sådan vil det også være med det næste regeringsgrundlag, at det, der bliver indføjet i regeringsgrundlaget, vil vi opfylde. Så vi tager tingene på det rette tidspunkt. Vi gør mere end det, vi har lovet. Vi har givet større skattelettelser end lovet, vi er kommet med en forårspakke, vi ikke havde lovet. Vi er kommet med et større løft i serviceniveauet, end vi havde lovet. Der er flere offentligt ansatte, end vi har lovet. Så vi har altså gjort mere. Så jeg vil godt medgive, at det ikke er på alle områder, vi holder vores løfter, for vi gør endnu mere end det, vi har lovet. Og det må man jo så bære over med i oppositionen, selv om det må være svært.

Jeg synes, det er lidt tankevækkende, at finansministeren i lighed med sin gamle ven hr. Peter Brixtofte bliver mere og mere skinger i tonen, når han føler sig trængt og skal forsøge at bortforklare problemerne med stor arbejdsløshed osv., og så kommer det ene luftkastel efter det andet. Jeg synes, at ministeren måske lidt skulle overveje, hvor meget den her regering efterhånden ligner det styre, der var i Farum under borgmester Brixtofte, også i forhold til at dele gaver ud til vennerne osv.
     Ministeren sagde, at han ikke mente, at det var noget problem, at der var mange, der var kommet i støttet job, og at man ikke skulle se ned på folk. Det er jeg helt enig i, hvis vi snakker fleksjob eller andet. Men en hel del af dem, som er kommet i arbejde ifølge statistikkerne, er jo kontanthjælpsmodtagere i aktiveringsfabrikkerne, hvor ordinære job i private virksomheder bliver udkonkurreret af, at man sætter kontanthjælpsmodtagere til at sidde og lave ordinært arbejde, men kun får udbetalt kontanthjælpen.
     Mener finansministeren, at det er den måde, man skal skabe beskæftigelse på i Danmark?

Jeg mener, at vi skal bort fra meningsløs aktivering, og det har været linjen hele vejen igennem, og til gengæld aktivere folk, så de får en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det burde alle have en interesse i.

     Men det, fru Line Barfod ikke kan lide, er jo, at vi har øget servicetilbuddene i Danmark med mere end 13 mia. kr., at der, hvor fru Line Barfod taler om nedskæringer, er der ansat flere i det offentlige, at der, hvor der er tale om gæld, nedbringer vi gælden, vi har større overskud end forventet. Det er jo det, man lige skal bemærke, vi øger serviceniveauet, vi nedbringer gælden, og vi har givet en skattelettelse, som altså er finansieret, i og med at vi er i stand til at have overskud på de offentlige finanser og nedbringe gælden. Det gør vi hvert eneste år.

Det er utroligt at høre på finansministeren, når man kender den virkelighed, der er, nemlig at det, man har givet til ældreområdet f.eks., går op i bureaukrati, fordi man har været så optaget af sine ideologiske ønsker om tvangsprivatisering, at de har skullet ansætte en masse bureaukrater ude i kommunerne til at gennemføre det. Det har ikke meget at gøre med et løft i hjemmehjælpen til de ældre, der har behov for hjemmehjælp.
     I forhold til aktivering er det jo nøjagtig det samme, som man lavede i Farum, nemlig produktionshuse, hvor man har folk til at sidde og lave almindeligt arbejde, men kun for kontanthjælp, eller man sender dem ud, betalt af kommunen, i firmaer som Jydsk Rengøring og andre. Er det den type beskæftigelse, som finansministeren og regeringen ønsker at man skal skabe, altså den samme slags beskæftigelse, som man lavede i Farum, med at sende folk ud i tvangsaktivering?

Det, regeringen mener, er jo, at man får nogle aktiveringstilbud, som er målrettet mod, at man efterfølgende kan få et egentligt job, og det synes jeg alle skulle være glade ved. Det er trods alt bedre, at man får fodfæste i en virksomhed, hvor man måske kan blive ansat, end at man er passiv. Det burde alle være interesseret i, og selvfølgelig også i at sikre kvaliteten af de aktiveringstilbud, at de er af lødighed. Sådan skal det vel også være. Og det kan jeg ikke forstå at man skal være uenig i.

Jeg husker valgkampen således, at den nuværende statsminister var rundt at love, at hjemmehjælpen skulle forbedres, der skulle være et opgør med minuttyranni osv. Jeg vil derfor spørge finansministeren, om det ikke er korrekt, at man i en lang række kommuner, hvor man tidligere havde hjemmehjælp mindst hver fjortende dag, nu har det hver tredje uge.
     Mener finansministeren, at disse ældre mennesker, der oplever et markant fald i det tilbud, de får på det her område, har fået opfyldt nogen af de løfter, som regeringen gik ud med før valget?

Jamen det løfte, regeringen gav, var, at vi ville tilføre området 500 mio. kr. Vi ville tilføre det et generelt løft,
500 mio. kr., og det har vi gjort. Den undersøgelse, der er gennemført med KL, viser jo også, at af de 500 mio. kr. - det, der er gjort op her, 487 mio. kr. - er det jo de 127, der i virkeligheden er brugt til at sikre kvalitetsløftet, altså udbygge kvalitetsstandarder, beskrive de rettigheder, som de ældre har fået, retten til at vælge hjemmehjælp, nu også retten til at få erstatningshjælp. Så den er leveret - den respekt for de ældre. Hvis man mener, at regeringen skal bestemme over den enkelte kommune, så må vi behandle det her i Folketinget, altså at vi så afskaffer den del af det kommunale selvstyre, så det ikke længere er kommunen, der visiterer, men at det i virkeligheden er Folketinget, der overtager den opgave. Men så er det bare en helt anden debat. Jeg er ude af stand til at vurdere, hvordan man visiterer i den enkelte kommune og vurderer hr. Olsens eller fru Jensens behov for praktisk bistand i hjemmet, det har jeg ingen adgang til. Jeg kan blot konstatere, at vi har leveret det, at pengene er omsat, og at der er flere ansatte i hjemmeplejen i dag, også pr. ældre, end der var i 2001.

Nu husker jeg ikke i forbindelse med Venstres bud på, hvordan den fremtidige hjemmehjælp skulle være, at man var blokeret af at gå ind og bestemme, hvordan den enkelte kommune skulle gøre det. Der var det jo netop opgøret med minuttyranni osv. Og man ved jo, at hjemmehjælpen i dag er underlagt minuttyranni i en grad, som man aldrig har oplevet før.
     Men så til noget helt andet: Vil finansministeren - nu har vi jo sådan et eller andet, der hedder ministeransvar - love, at kommunerne rent faktisk kan håndtere en kommunal struktur med sammenlægninger? Man har jo i Midtfynsområdet regnet ud, at det i hvert fald koster 50 mio. kr. bare i forbindelse med de praktiske ting. Vil finansministeren garantere, at kommunerne kan få det her til at hænge sammen, uden at der kommer nedskæringer over for de allersvageste, således at vi får minimalstaten ind ad bagdøren for de allersvageste handicappede børn?

Hvis det er sådan, at medlemmer af Folketinget ikke mener, at kommunerne overholder loven, må det problem jo rejses, for der er tale om, at kommunerne skal yde behovsbestemt hjælp, hvad enten vi taler om praktisk bistand eller personlig pleje. I mellemværendet mellem kommunen og den enkelte indgår ikke noget minuttyranni, for det er i virkeligheden det, som er behovsbestemt, der skal leveres, så man kan ikke sige til en borger, at der kun er 2 minutter eller 3 minutter, sådan er det ikke.

     Det kan være et mellemværende, som kommunen har internt, når de beregner, hvilke pakker de kan tilbyde, men over for borgeren må minuttyranniet ikke være til stede. Det er jo bl.a. også derfor, vi har det frie valg, for er man utilfreds, skal man kunne vælge noget andet.

Finansministeren kom til at fortale sig på et tidspunkt. Det kan jo ske, for der er mange spørgsmål. Finansministeren kom til at tale om en udbygning af det danske velfærdssystem. Der må finansministeren være kommet til at fortale sig i ordstrømmen.
     Jeg vil godt henvise til et svar, jeg lige har fået fra beskæftigelsesministeren, hvor jeg spørger: Hvor mange af dem, som i forvejen havde mindst, bliver ramt af de nedskæringer i økonomien for de dårligste familier, som regeringen har gennemført sammen med Dansk Folkeparti og andre partier? Hvis man tæller sammen, er tallet 78.000 familier, der i løbet af 2004 oplever at få deres økonomi forringet, fordi der bliver lagt loft over kontanthjælp for ægtepar, fordi man beskærer boligydelsen for næsten 20.000 familier, og fordi man fjerner beskæftigelsestillægget for unge, der arbejder. Det er 80.000 mennesker, der af finansministeren sammen med Dansk Folkeparti får deres økonomi forringet.
     Hvordan kan man så tale om at forbedre velfærden?

Hvis man tager målsætningen, så er det altså at sikre, at der er en sådan vækst og dynamik i samfundet, at man er i stand til at efterspørge og absorbere den mulige arbejdskraft, der overhovedet er til stede. Og de elementer, der indgår her, er jo også at sikre, at det altid kan betale sig at tage imod et job, at unge vælger et job frem for passiv forsørgelse. Så der er i bund og grund tale om måske at give det puf, der sikrer, at flest mulige bliver selvhjulpne. Der er jo ikke tale om noget, der skal være varigt. Der er tale om noget, der i virkeligheden for de fleste skal være en overgang.

Det var også det, man sagde til ræven, da man hev pelsen af den, at den bare kunne tage det roligt, for det her var kun en overgang.
     Det, finansministeren gør, er at plyndre nogle af de økonomisk mest svage grupper, hvilket beskrives i rapporten fra Rådet for Socialt Udsatte, som regeringen har nedsat, hvor man siger, at de mennesker har mindre tilovers end beboere på et forsorgshjem. Det vil altså sige, at i beskæftigelsens hellige navn, selv om arbejdsløsheden stiger, vælger man at tage de her mennesker, de 80.000, som gidsler og sænke deres økonomi med beskeden om, at så kan de i øvrigt bare gå ud og finde noget arbejde i en periode, hvor arbejdsløsheden stiger.
     Kan finansministeren ikke godt se, at argumentationen slet, slet ikke hænger sammen?

Jeg kan se, at der etableres nogle lovregler, der er med til at sikre, at der er dynamik i samfundet, at unge kommer i job eller i uddannelse, og at flere voksne også får en stærk interesse i at søge job og blive selvhjulpne. Og sådan synes jeg også det skal være. Det synes jeg er nogle rigtige principper. Det er jo i virkeligheden hjælp til selvhjælp.

Den næste er fru Pia Gjellerup, og derefter følger hr. Morten Homann og fru Karen J. Klint. Efter den tidsplan, der er lagt, er det det, vi når til finansministeren. Det betyder jo ikke, at vi nødvendigvis er færdige på det tidspunkt.
     Fru Pia Gjellerup.

Finansministeren refererer til »Danmark 2010« mange gange og med stor glæde. Jeg vil spørge om en helt enkel ting. En af de udviklingslinjer, der var peget på for at opretholde et velfærdssamfund frem mod og efter 2010, hvor man havde lige så mange valgmuligheder, som vi havde i 2001, da den blev fremlagt, var spørgsmålet om offentlig servicevækst. Kan finansministeren bekræfte, at det vækstmål, der lå i 2010, har man fra regeringens side presset længere ned?

Jeg kan starte med det fremadrettede, altså om fremtiden. Der var i den tidligere regering et vækstmål på 0,5 pct. pr. år, og det er nøjagtig det samme, vi har, 0,5 pct. pr. år fra 2006 op til 2010. Indtil da var det i den gamle plan 1 pct. om året, altså op til og med 2005 1 pct. i vækst - hvis ellers det interesserer fru Pia Gjellerup at høre, hvad der stod i den plan, som er velkendt. 1 pct. op til og med 2005, og for 2 år reducerede vi i virkeligheden den vækst, nemlig ned til først 0,7 pct. og så til 0,5 pct., altså 0,5 pct. 1 år før og 0,7 pct., hvor det ellers skulle have været 1 pct.
i den oprindelige plan.

     Det er de penge, vi har brugt til at give husholdningerne mere at råde over, altså et større privat råderum og et lidt mindre vækstråderum, men stadig vækst i det offentlige. Vi har gjort det rent bevidst, for det må ikke være sådan, at man siger, det er negativt, at familierne får lov at bestemme mere selv, og at det er positivt, at politikere egentlig tager beslutningkraften fra borgerne. Det er sådan set den forskel, der er på synspunkterne.

Jeg smilede og henvendte mig til mine bagmænd, fordi det er meget karakteristisk, at når finansministeren får et meget enkelt spørgsmål, vælter det ud med andre tal end dem, der er svaret på spørgsmålet. Men omsider kom de.
     Ja, man har presset servicevæksten længere ned. Det er ellers under alle omstændigheder en ret stor udfordring, og jeg kan da også afsløre, hvad finansministeren udmærket godt ved, at det er resulteret i en yderligere lavere servicevækst, og at det kun er et af de steder, hvor man har vredet »Danmark 2010« rundt. Alle andre måltal er man også afveget fra i den gale retning hver eneste gang.
     Det er derfor, man godt kan undre sig over, at regeringen ikke med nogen som helst alvor modtager de opfordringer, der kommer fra f.eks. vismændene om at fremlægge en økonomisk politik, som er baseret på et fremsyn, der rækker til 2010 eller længere frem. Realiteten er, i de sidste 3 år har man på alle måder forladt »Danmark 2010«. Det er kun ord, det er noget, man siger, det er ikke noget, man gør.

Det synspunkt kommer fru Pia Gjellerup kun med for at undskylde, at Socialdemokratiet er på vild flugt fra sin egen plan. De magtede ikke selv at håndhæve den, og de har aldrig haft noget ønske om det.
     Styrelsesmodellen op gennem 1990'erne blev jo trådt under fode med væksttal, der lå mere end 100 pct. over dem, man selv havde sat som mål, men regeringen følger »Danmark 2010«. Sådan er det, for ellers havde vi jo ikke diskussionen om de 60.000 flere i beskæftigelse, som er vores plan. Vi drøfter med kommunerne, hvordan man kan fastholde de 0,5 pct., i modsætning til det, den tidligere regering gjorde, så vi følger planen.
     Men alt det her er jo en undskyldning for, at alt det, Socialdemokratiet foreslår, ligger langt på den anden side af det, man anså for det forsvarlige og mulige, da man var i regering. Det er egentlig kun Det Radikale Venstre, der sammen med regeringen og Dansk Folkeparti holder fast i den oprindelige plan, sådan er det jo. Det andet er frikadellens flugt over plankeværket med en fart, som man aldrig har set før.

Den næste er hr. Morten Homann og efterfølgende fru Karen Klint.

Når man lytter til debatten, kan man jo godt få det indtryk, at regeringen over en bred kam skærer ned overalt i samfundet. Men hvis man ser nærmere efter, skal det siges til finansministerens forsvar, at det alene er over for de socialt udsatte grupper, børnefamilierne, den kommunale velfærd og den kollektive trafik osv., der bliver skåret ned. Der bliver sådan set også givet glædelige gaver med finansloven, f.eks. bliver der nu givet en skattelettelse til landbruget, som jo også er en af de hårdt trængte grupper her
i samfundet. Men jeg kunne godt tænke mig, hvis finansministeren kunne oplyse os lidt om, hvad det er for nogle mål, regeringen har til hensigt at nå ved at give skattelettelser til landbruget. Er det Danmark som verdens førende vidensamfund? Er det at få flere i beskæftigelse? Er det at realisere visionen om at kunne gøre bistandklienter til bankdirektører? Eller hvad er det for nogle storslåede mål, regeringen har til hensigt at fremme med den skattelettelse?

Jeg kan høre, at hr. Morten Homann ikke bryder sig om de
200.000, der er beskæftigede på grund af landbruget. Blæse være med dem, sådan må det jo være. Hvad er det for nogle mål, regeringen vil nå? Det står i regeringsgrundlaget, så det er ikke noget nyt. Der står i regeringsgrundlaget, at vi ønsker, at landbruget skal være frit og konkurrencedygtigt, og at i samme takt, som tilskuddene reduceres, skal byrderne også reduceres. Sådan er det formuleret, så det er ikke noget nyt, og det er også det, regeringen gør.

Det undrer mig altså lidt. Et er, at det selvfølgelig må være efter regeringens noget for noget-tankegang, at når landbruget mister nogle tilskud fra den ene konto, skal det have noget igen fra en anden, men det kunne være spændende at se, om den noget for noget-tankegang også gælder for folk, som skal betale mere for deres børns daginstitutionsplads eller for deres busbilletter osv. Det tror jeg der er mange mennesker der ville blive glade for.
     Men jeg vil godt høre, om finansministeren ikke kan bekræfte, at hvis man ser på de samlede tilskud til landbruget, bliver udbetalingerne større med denne finanslov. Skattelettelserne kombineret med det tilskud, som er tilbage efter reduktionen, er sådan set større end tabet, så man udligner ikke bare. Man giver sådan set landbruget en nettogevinst.

Nu tillader tiden nok ikke en total gennemgang af landbrugspolitikken og EU's ordninger, men det, der er tale om her, er, at nogle tilskud, der tidligere er givet direkte, forsvinder i forbindelse med en afkobling.

     Det andet er, at der sker en omlægning af markedsordningerne. Landbruget har haft nogle prisstøtteordninger i forbindelse med toldmure, og man har fjernet toldmurene og til gengæld ikke kompenseret fuldt ud. Man giver en delvis kompensation for det tab, som landbrugserhvervet i hele Europa har som følge af, at priserne falder, og det vil sige, at forbrugerne, der tidligere har betalt tilskuddet over priserne, nu er med til at betale en del af tabet over EU's støtteordninger. Sådan er forklaringen.

Så bliver det den sidste, vi når, og det er fru Karen Klint.

Jeg lyttede for lidt siden til ministerens svar til fru Anne Baastrup om kommunalreformens konsekvenser for de stærkt handicappede. Jeg synes faktisk, at svaret var ret tyndt, ja, jeg vil næsten tillade mig at sige, at det var egentlig også tyndere end det, de samme grupper fik ud af handicapåret, som jo sluttede sidste år, så jeg vil gerne bede finansministeren
- ihukommende at der er et ministeransvar, når man står på talerstolen - om at komme med en garanti for, at kommunalreformen ikke er en indførelse af minimalstaten ad bagdøren for de mennesker, som er stærkt handicappede.

Jeg mener, at det, der ligger i forslagene og i de ændrede strukturer og i det, der er præsenteret over for DSI, i virkeligheden er et kvalitetsløft for de handicappede. At sikre en vidensamling, at sikre at opbygge en institution til rådgivning, at sikre, at det system, vi har i dag, for så vidt bliver lettere fremkommeligt for handicappede, både med hensyn til hvor man skal henvende sig, og hvem der skal tage hånd om problemstillingerne - alt dette ligger i intentionen, og det er også det, vi gennemfører.
     Vi har præsenteret det over for DSI, og de sagde: Hvis det her gennemføres, er det en forbedring af de vilkår, der gælder i dag. Det er også regeringens intention, og jeg er overbevist om, at de kommunale synspunkter egentlig også er, at tingene skal gøres bedre for deres borgere. Jeg forstår ikke, hvorfra man har, at kommunalpolitikere skulle være ude på at forringe vilkårene for deres borgere. Min opfattelse er, at de vil forbedre vilkårene, men ellers bliver der jo lejlighed til at spørge til synspunkterne hos dem, man vil vælge til byrådene, når vi når frem til november, hvis det er sådan, at man mener i Socialdemokratiet, at der er nogle, som kandiderer på at forringe vilkårene for borgerne.
     Jeg mener, målet må være at forbedre vilkårene. Det er det, man lader sig vælge på, og det er regeringens intention med de vilkår, der kommer til at gælde for de handicappede.

Når man bevæger sig rundt i kommunerne, er der faktisk en meget stor frygt hos mange kommunalpolitikere på tværs af partifarve: Hvordan skal kommunalreformen finansieres? De siger faktisk allerede nu: Vi kan kun gøre det ved at spare på standarden og kvaliteten af de sociale ydelser, vi giver i dag. De har altså en frygt for, at udgifterne til kommunalreformen skal fedtes af på nogle borgergrupper, som ikke er gode til selv at forsvare sig.
     Jeg vil gerne gentage mit spørgsmål: Kan jeg få en garanti for, at omkostningerne ved kommunalreformen ikke forringer kommunernes finansieringsmuligheder for at give en ordentlig kvalitet og standard til mennesker med svære handicap? Når det er så vigtigt for mig at få det svar, er det, fordi Danmark til næste år har formandskabet for Nordisk Råd. Jeg har nemlig den ære at være formand for Nordisk Råds Handicapudvalg, og i det udvalg vil jeg gerne rimelig troværdigt kunne citere finansministeren for, at der er penge til både en kommunalreform og handicapområdet.

Jamen der er jo ikke nogen af de bygninger, der er i brug i dag, som nødvendigvis skal fjernes i forbindelse med kommunalreformen. Det kan være, at det er en anden myndighed, der overtager ejerskabet og ansvaret for bygningerne, men det er jo ikke sådan, at de mennesker, der i dag er beskæftigede med at hjælpe handicappede, ikke er beskæftigede med at hjælpe handicappede efter kommunalreformen. Opgaverne er der stadig, de ansatte er der stadig, og min forventning er da, at de fortsat vil gøre et godt job, og pengene til deres løn er der også stadig.
     Det har ikke noget at gøre med strukturen, det har ikke noget at gøre med, hvor grænsen bliver tegnet. Det har noget at gøre med de opgaver, der skal løses, og de er uændrede, og pengene er uændrede. Der bliver i hvert fald ikke færre af dem.

Hermed sluttede forhandlingen om ændringsforslagene.

Fjerde næstformand (Aage Frandsen):
Så siger vi tak til finansministeren. Vi nåede 15 korte bemærkninger, og det var ganske pænt.
     Ønsker flere at udtale sig om ændringsforslagene til finanslovforslaget? (Ophold). Det er ikke tilfældet.
     Før vi begynder afstemningen, holder vi en kort pause.
     Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl.
17.45.

Mødet udsat kl. 17.35

Mødet genoptaget kl. 17.45

Formanden:
Forhandlingen om ændringsforslagene er afsluttet, og vi går til afstemning.

Afstemning

Til § 3. Folketinget.

Ændringsforslag nr. 699 vedtoges enstemmigt med 105 stemmer.

Til § 5. Statsministeriet.

Ændringsforslag nr. 1-4 vedtoges uden afstemning.

Til § 6. Udenrigsministeriet.

Ændringsforslag nr. 5 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 418 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 6-9 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 608 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 56 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 561 forkastedes, idet 49 (S, SF, RV, EL, KD, TF og IA) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 419 forkastedes, idet 50 (S, SF, RV, EL, KD, TF og IA) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 10 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 562 forkastedes, idet 50 (S, SF, RV, EL, KD, TF og IA) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 11 vedtoges uden afstemning.

Til § 7. Finansministeriet.

Ændringsforslag nr. 12-23 vedtoges uden afstemning.

Til § 8. Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Ændringsforslag nr. 24 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 563 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 25 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 609 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 26-33 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 610 forkastedes, idet 42 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 62 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 420 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 60 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 421 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 34 og 35 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 611 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 422 forkastedes, idet 14 (SF, RV og KD) stemte for, 58 (V, DF, KF og EL) imod; 33 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 500-502 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 423 forkastedes, idet 47 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 56 (V, DF og KF) imod; 1 (IA) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 612 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 455 forkastedes, idet 8 (SF og EL) stemte for, 62 (V, DF, KF og RV) imod; 35 (S og KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 503 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 36 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 37 og 38 vedtoges uden afstemning.

Til § 9. Skatteministeriet.

Ændringsforslag nr. 39 og 40 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 613 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 41-49 vedtoges uden afstemning.

Til § 11. Justitsministeriet.

Ændringsforslag nr. 50 vedtoges med 91 stemmer (V, S, DF, KF og EL) mod 9 (SF og KD); 5 (RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 51 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 614 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 52 og 53 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 615 og 616 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 564 forkastedes, idet 6 (RV og EL) stemte for, 59 (V, DF, KF og KD) imod; 40 (S og SF) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 54 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 565 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 617 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 55 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 566 forkastedes, idet 45 (S, SF og RV) stemte for, 59 (V, DF, KF og EL) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 618 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 56 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 619 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL, KD og IA) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 1 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 57 vedtoges med 101 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KD) mod 2 (EL); 1 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 620 forkastedes, idet 39 (S og SF) stemte for, 64 (V, DF, KF, RV og EL) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 58-60 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 61 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 62 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 701 vedtoges uden afstemning.

Til § 12. Forsvarsministeriet.

Ændringsforslag nr. 63-66 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 467 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 67 og 68 vedtoges uden afstemning.

Til § 15. Socialministeriet.

Ændringsforslag nr. 69 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 621 forkastedes, idet 41 (S, SF og EL) stemte for, 63 (V, DF, KF og RV) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 70-72 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 567 forkastedes, idet 7 (RV og KD) stemte for, 66 (V, DF, KF, SF og EL) imod; 33 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 504, 74-80 og 505 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 568 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 81 og 82 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 622 forkastedes, idet 41 (S, SF og EL) stemte for, 63 (V, DF, KF og RV) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 424 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 63 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 83-85 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 623 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 86-93 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 624 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 625 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 63 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 94 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 626 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 95 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 627 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 96 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 425 forkastedes, idet 15 (SF, RV, EL og
KD) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 33 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 97-99 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 426 forkastedes, idet 10 (SF, EL og KD) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 38 (S og RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 100 og 101 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 569 forkastedes, idet 47 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 102-104 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 570 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 427 forkastedes, idet 39 (S, RV og KD) stemte for, 67 (V, DF, KF, SF og EL) imod.

Ændringsforslag nr. 105 vedtoges med 66 stemmer (V, DF, KF, SF og EL) mod 39 (S, RV og KD).

Ændringsforslag nr. 106-114 vedtoges uden afstemning.

Til § 16. Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Ændringsforslag nr. 468 forkastedes, idet 14 (DF og EL) stemte for, 91 (V, S, KF, SF, RV og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 116 og 117 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 428 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 118 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 571 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 60 (V, DF, KF og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 119 og 120 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 628 forkastedes, idet 41 (S, SF og EL) stemte for, 60 (V, DF, KF og KD) imod; 5 (RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 572 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 429 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 63 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 121 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 122 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 123 og 124 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 573 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 125 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 126-129 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 629 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 5 (RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 130 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 131 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 132 og 133 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 574 forkastedes, idet 17 (SF, RV, EL, KD og TF) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 32 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 575 forkastedes, idet 47 (S, SF, RV og
KD) stemte for, 58 (V, DF, KF og EL) imod.

Ændringsforslag nr. 134 vedtoges med 100 stemmer (V, S, DF, KF, SF, EL og KD); 5 (RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 576 forkastedes, idet 5 (RV) stemte for,
59 (V, DF, KF og KD) imod; 41 (S, SF og EL) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 135 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 577 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 630 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 62 (V, DF. KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 631 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 59 (V, DF, KF og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 430 forkastedes, idet 2 (KD) stemte for,
103 (V, S, DF, KF, SF, RV og EL) imod.

Ændringsforslag nr. 506 vedtoges med 58 stemmer (V, DF, KF og
KD) mod 46 (S, SF, RV og EL).

Ændringsforslag nr. 632 forkastedes, idet 34 (S og EL) stemte for, 64 (V, DF, KF, RV og KD) imod; 7 (SF) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 456 forkastedes, idet 8 (SF og EL) stemte for, 64 (V, DF, KF, RV og KD) imod; 33 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 578 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 507 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 431 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 62 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 508, 509 og 137-144 vedtoges uden afstemning.

Til § 17. Beskæftigelsesministeriet.

Ændringsforslag nr. 579 forkastedes, idet 5 (RV) stemte for,
100 (V, S, DF, KF, SF, EL og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 145 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 146 vedtoges med 58 stemmer (V, DF og KF) mod 15 (SF, RV, EL og KD); 32 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 147 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 633 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 63 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 148-152 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 153 vedtoges med 105 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV, EL og KD ) mod (ved en fejlafstemning) 1 (V).

Ændringsforslag nr. 634 forkastedes, idet 41 (S, SF og EL) stemte for, 65 (V, DF, KF, RV og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 154, 510-512 og 156 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 635 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 56 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 513 og 158 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 636 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 159-162, 514, 164, 515, 165, 516 og 166 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 637 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 167 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 638 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 168-173, 517, 174 og 175 vedtoges uden afstemning.

Til § 18. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Ændringsforslag nr. 580 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
KD) stemte for, 59 (V, DF, KF og EL) imod.

Ændringsforslag nr. 176 vedtoges med 88 stemmer (V, S, DF og
KF) mod 14 (SF, RV og KD).

Ændringsforslag nr. 177 og 178 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 581 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 179 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 432 forkastedes, idet 49 (S, SF, RV, EL, KD og IA) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 180 og 181 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 433 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 182 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 582 forkastedes, idet 49 (S, SF, RV, EL, KD og TF) stemte for, 55 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 639 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 434 forkastedes, idet 16 (SF, RV, EL, KD og TF) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 33 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 183 og 184 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 640 og 641 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 435 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 56 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 642 forkastedes, idet 50 (S, SF, RV, EL, KD, TF og IA) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 185-188 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 643 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 189-192 vedtoges uden afstemning.

Til § 19. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Ændringsforslag nr. 193-196 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 644 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 197 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 583 forkastedes, idet 14 (SF, RV, EL og
IA) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 35 (S og KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 584 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 55 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 585 og 586 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 198-201 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 202 vedtoges med 70 stemmer (V, DF, KF, SF, RV, EL og KD); 33 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 203-218 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 645 forkastedes, idet 47 (S, SF, RV, EL og TF) stemte for, 59 (V, DF, KF og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 219-222 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 417 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL, TF og IA) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 223-225 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 646 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 226-229 vedtoges uden afstemning.

Til § 20. Undervisningsministeriet.

Ændringsforslag nr. 230-233 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 436 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 587 forkastedes, idet 5 (RV) stemte for,
64 (V, DF, KF, SF, EL og KD) imod; 33 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 234 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 588 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 589 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 590 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 647 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 648 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 649 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 59 (V, DF, KF og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 650 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 56 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 457 forkastedes, idet 8 (SF og EL) stemte for, 64 (V, DF, KF, RV og KD) imod; 33 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 235 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 437 forkastedes, idet 10 (SF, EL og KD) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 38 (S og RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 236-240 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 438 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
KD) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 1 (EL) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 439 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 55 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 651 forkastedes, idet 41 (S, SF og EL) stemte for, 64 (V, DF, KF, RV og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 241 og 242 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 440 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 63 (V, DF, KF og RV) imod.

Ændringsforslag nr. 243-245 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 652 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 246-257 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 653 forkastedes, idet 48 (S, SF, RV, EL og KD) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod.

Ændringsforslag nr. 258-264 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 654 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 265-271 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 655 forkastedes, idet 46 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 58 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod

Ændringsforslag nr. 272 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 656 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 273-280 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 657 forkastedes, idet 45 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 2 (KD) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 281-290 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 658 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 291-303 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 700 vedtoges med 92 stemmer (V, S, KF, SF, RV, EL og KD) mod 14 (DF).

Ændringsforslag nr. 304-308 vedtoges uden afstemning.

Til § 21 Kulturministeriet

Ændringsforslag nr. 309 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 310 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 659 forkastedes, idet 41 (S, SF og EL) stemte for, 65 (V, DF, KF, RV og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 441 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 57 (V, DF og KF) imod; 5 (RV) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 311 vedtoges enstemmigt med 105 stemmer.

Ændringsforslag nr. 312 og 313 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 591 forkastedes, idet 13 (SF, RV og EL) stemte for, 60 (V, DF, KF og KD) imod; 33 (S) stemte hverken for eller imod.

Ændringsforslag nr. 314 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 315 vedtoges med 105 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV, EL og KD) mod (ved en fejlafstemning) 1 (S).

Ændringsforslag nr. 316 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 660 forkastedes, idet 45 (S, SF, RV og
EL) stemte for, 60 (V, DF, KF og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 661 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 317 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 318 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 319 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 662 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 320 vedtoges enstemmigt med 105 stemmer.

Ændringsforslag nr. 321 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 663 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 322-332 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 664 forkastedes, idet 41 (S, SF og EL) stemte for, 63 (V, DF, KF, RV og KD) imod.

Ændringsforslag nr. 333-336 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 337 vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Ændringsforslag nr. 338-342 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 665 forkastedes uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 343 vedtoges uden afstemning.

Ændringsforslag nr. 442 forkastedes, idet 43 (S, SF, EL og
KD) stemte for, 63 (V, DF, KF og RV) imod.