B 131 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om flere kvinder i toppen.
Fremsat den 18. januar 2005 af
Anne Grete Holmsgaard (SF),
Anne Baastrup (SF) og Aage Frandsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om flere kvinder i toppen
Ministeren for ligestilling opfordres til at
indgå aftaler med erhvervslivets organisationer om en
forpligtende indsats for at få flere kvinder i ledelse og for
at styrke opdyrkningen af den kvindelige talentmasse. Aftalerne
indgås med det formål at sikre, at der inden for en
4-årig periode opnås:
en væsentlig forøgelse af
kvindeandelen i topposter,
en væsentlig forøgelse af
kvindeandelen i virksomhedsbestyrelser, med et mål om minimum
25 pct. ved udgangen af 2009, og
en systematisk opdyrkning og styrkelse af den
kvindelige talentmasse i medlemsvirksomheder og organisationer. Fra
regeringens side skal der skubbes på denne udvikling ved, at
der oprettes en pulje, hvorfra organisationer og foreninger, der
arbejder med problematikken, kan søge penge, eksempelvis til
sekretariatsbistand.
Bemærkninger til forslaget
I erkendelse af de svære vilkår for
fastsættelse af forpligtende mål på
ligestillingsområdet har forslagsstillerne valgt at starte
med en beskeden målsætning om, at kvindeandelen i
bestyrelser skal være 25 pct. om senest 4 år, og at
andelen af kvindelige ledere skal forøges væsentligt.
Det er dog stadig forslagsstillernes erklærede mål, at
denne andel må og skal meget højere op.
Den danske ligestillingspolitik var i
1980€™erne og i hvert fald en del af
1990€™erne kendt for at være blandt de mest
progressive og offensive i den vestlige verden. De
tilgængelige undersøgelser og tal peger imidlertid
klart på, at indsatsen har mistet fremdrift, og på, at
der €" selv om fremdriften i ligestillingen
selvfølgelig ikke står helt stille €" er huller i
indsatsen.
Dette beslutningsforslag sætter fokus
på et af de områder, hvor resultaterne er helt
utilfredsstillende: andelen af kvinder med topposter i henholdsvis
private erhvervsvirksomheder og faglige organisationer. Selv om der
i de sidste 20 år har været en svag stigning i andelen
af kvindelige ledere i Danmark, er andelen meget lavere end i de
lande, vi normalt sammenligner os med på
ligestillingsområdet. I Sverige finder man i de
største virksomheder eksempelvis 15 pct. kvinder i
direktionen, hvorimod der er i Danmark er under 6 pct.
Alle undersøgelser viser, at der må
sættes kraftigt ind, hvis det skal lykkes at få
nedbrudt kønsbarriererne og få gavn af den store, men
dårligt udnyttede kvindelige talentmasse.
Tal fra bl.a. Børsens Nyhedsmagasin (marts
2003) og Center of Corporate Diversity viser bl.a.,
at kun 7 pct. af alle danske virksomheder
bevidst arbejder med at rekruttere kvinder til ledelse,
at andelen blandt store virksomheder er 12
pct.,
at blandt de 113 danske virksomheder med
størst omsætning er andelen af kvinder i direktioner
kun 5,9 pct og kvindeandelen i bestyrelser 11,7 pct.,
at der er et betydeligt regionalt spænd
med Vestjylland i den laveste ende og
København/hovedstadsområdet i den højeste,
at Danmark ligger langt nede på en liste
over kvindeandelen blandt erhvervsledere, lovgivere og
topembedsmænd: Danmark er således nr. 14 efter USA,
Canada, Irland, Storbritannien, Spanien, Portugal, Sverige,
Østrig, Holland, Finland, Tyskland, Australien og Norge.
Det sidste er et klart tegn på, at Danmark
har mistet pusten i indsatsen for at få flere kvinder i
ledelse. En »renset« opgørelse ville
sandsynligvis give et mere negativt billede, da Danmark har en
relativt høj kvindeandel i politik i forhold til flere af de
lande, der er på listen.
Siden 1980€™erne har det været et
omdrejningspunkt for ligestillingspolitikken, at den offentlige
sektor skulle gå foran og gennem det gode eksempels magt
trække det private område med. Indsatsen i den
offentlige sektor har ganske vist skabt resultater, selv om der
stadig er lang vej igen til et tilfredsstillende resultat. På
nuværende tidspunkt er andelen af kvindelige topledere i den
offentlige sektor ca. 15 pct. Politikken med den offentlige sektor
som trækkraft kan derfor ikke betragtes som en succes. Det
peger naturligvis på, at strategien må lægges om,
så der satses direkte og målrettet inden for de enkelte
sektorer.
I oktober 2002 advarede den norske
erhvervsminister, Ansgar Gabrielsen (H), norsk erhvervsliv om, at
han er parat til at gå lovgivningsvejen for at sikre en
kvindeandel på 40 pct. i aktieselskaberne, hvis de ikke selv
har klaret målsætningen inden 2005. Advarslen kom i
forlængelse af en kraftig opfordring til virksomhederne om at
sikre, at der mindst udpeges én kvinde til hver bestyrelse
på generalforsamlingerne i 2003. Der er nu vedtaget en lov,
der pålægger de 600 største norske virksomheder
kønskvotering, hvis det ikke er sket ad frivillighedens vej
inden udgangen af 2005.
Forslagsstillerne mener, at det i den forbindelse
kunne være fristende at gennemføre en lovgivning med
fastlæggelse af, hvilke mål virksomheder og
organisationer skulle opfylde, men har i første omgang
fravalgt lovgivningsvejen, dels fordi forslagsstillerne finder det
rimeligt, at virksomhederne og organisationerne først
får et klart politisk signal om at rykke i
spørgsmålet om kvinder i ledelse, dels fordi
virksomhederne og organisationerne har så stor egeninteresse
i at aktivere den uudnyttede talentmasse blandt kvinderne, at det
bør kunne få dem til at handle uden lovgivning.
Kvinders høje uddannelsesniveau og kvinders
høje erhvervsfrekvens peger entydigt på, at
virksomheder og organisationer €" med få undtagelser
€" går glip af såvel talent som den dynamik, der
ligger i at få begge køn til tops. Når dette
potentiale alligevel ikke udnyttes, skyldes det en kombination af
flere forhold: Der er ikke et tilstrækkeligt pres på
virksomhederne til at handle. Mange har ikke erkendt, hvad de
mister. Virksomhedskulturerne er ofte konserverende frem for
fornyende. Kvinders selvforståelse. Mænds ditto. Dertil
kommer manglende viden om, hvordan man griber sagen an m.v.
Af Ligestillingsministeriets egen
undersøgelse fra 2003 fremgår det, at 30 pct. af de
store private virksomheder gerne vil have flere kvinder i deres
ledelse. At der ikke sker nok for at opfylde dette ønske,
tyder på, at der skal sættes mere målrettet ind.
Skal den konserverende cirkel brydes, er det nødvendigt at
gå langt mere direkte til værks, end der p.t. er lagt
op til. Det er €" som foreslået af ministeren for
ligestilling €" en god ting at arbejde med
erfaringsudveksling, oplysningsmaterialer om »best
practise« m.v.
Forslagsstillerne hilser det velkomment, at der
på www.lige.dk er oprettet
en underside, der specifikt beskæftiger sig med redskaber til
at få flere kvinder i ledelse. Men denne indsats flytter ikke
nok €" og ikke hurtigt nok. Virksomheders og organisationers
ledelse må i langt højere grad forpligtes og
involveres i at få skabt de positive cirkler og den
ændrede bevidsthed, der er afgørende for at få
brudt barriererne.
Forslaget er en næsten uændret
genfremsættelse af B 122, folketingsåret 2002-03, jf.
Folketingstidende 2002-03, forhandlingerne side 7682 og
tillæg A side 6199 og 6201.
Skriftlig fremsættelse
Anne Grete Holmsgaard (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om flere
kvinder i toppen.
(Beslutningsforslag nr. B 131).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.