Lovforslagets overordnede rammer debatteres af medlemmer og ministeren i Folketingssalen under 1. behandling. Først går ordførerne for partierne på talerstolen efter tur for at fremlægge deres holdning i en kort tale. Derefter kan de øvrige medlemmer komme med kommentarer og spørgsmål til talen, også kaldet korte bemærkninger. 

Ministeren kommer sidst på talerstolen, hvor ministeren opsummerer debatten og kommenterer indlæggene fra de enkelte ordførere. Ordførerne og andre medlemmer kan komme med korte bemærkninger til ministeren. 

Nogle spørgsmål under 1. behandling egner sig bedre til at blive besvaret skriftligt. Dem stiller ordførerne derfor først under udvalgsbehandlingen. 

Når debatten er slut, henviser Folketinget forslaget til udvalgsbehandling, det vil sige, at Folketinget beslutter, at lovforslaget skal behandles i det udvalg, der beskæftiger sig med forslagets emne(r).

Et lovforslag behandles i det relevante Folketingsudvalg efter 1. behandling. De 29 folketingsmedlemmer i udvalget debatterer lovforslaget i dybden, og derefter skriver udvalget en rapport om udvalgets arbejde. Rapporten kaldes en betænkning, og med den afslutter udvalget formelt sit arbejde med lovforslaget og henviser det tilbage til Folketingssalen, hvor det behandles.

Betænkningen indeholder bl.a.: 

Når udvalget har afgivet sin betænkning over lovforslaget, går det videre til 2. behandling i Folketingssalen. 2. behandling er normalt meget kort. Men i meget principielle sager kan medlemmerne være så uenige om forslagets indhold, at 2. behandling bliver lige så lang som 1. behandling. 

Når 2. behandling er slut, kan der ske 2 ting:

• forslaget henvises direkte til 3. behandling, hvor også afstemningen om lovforslagets endelige vedtagelse foregår
• forslaget sendes tilbage i udvalget, fordi en eller flere ordførere har bedt om det. Det kaldes fornyet udvalgsbehandling

Eventuelt ny udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling

Et ønske om fornyet udvalgsbehandling kan f.eks. være begrundet i, at der er kommet vigtige nye oplysninger frem, efter at udvalget har afgivet sin betænkning. Det kan også være begrundet i, at et eller flere medlemmer af udvalget er utilfredse med svar, de har fået på spørgsmål under den første udvalgsbehandling, og ønsker at stille flere. 

Når den nye udvalgsbehandling er færdig, skriver udvalget igen en betænkning med de standpunkter m.m., der er kommet frem under 2. behandlingen. Det kaldes en tillægsbetænkning. 

Først sættes eventuelle nye ændringsforslag til forhandling, og der stemmes om dem. Bagefter sættes hele lovforslaget til forhandling, og til sidst stemmer Folketinget om det samlede forslags endelige vedtagelse. Medlemmerne kan stemme for, imod eller hverken for eller imod. Over halvdelen af folketingsmedlemmerne – mindst 90 – skal deltage i afstemningen, for at den er gyldig. Forslaget er vedtaget, hvis flere stemmer for end imod.

Et vedtaget lovforslag skal bagefter underskrives af kongen og en minister og offentliggøres på www.lovtidende.dk. Når det er sket, er det en lov.

I praksis er det sjældent, at der er en egentlig debat under 3. behandling. Kun hvis medlemmerne er meget uenige om forslaget, tager ordførerne en sidste politisk debat om det, inden Folketinget stemmer. 

Folketinget stemmer først om et lovforslag, når det har været debatteret i Folketingssalen 3 gange og er blevet diskuteret i udvalget. Afstemningen i Folketingssalen afgør, om lovforslaget bliver vedtaget og dermed bliver til lov – eller om det bliver stemt ned.

• for (grønt)
• imod (rødt)
• hverken for eller imod (gult)

Afstemningen foregår, ved at folketingsmedlemmerne trykker på en skærm i deres pult i salen. Resultatet vises på 2 store skærme på bagvæggen på hver sin side af formandens podie.

Medlemmerne kan kun stemme fra deres egen plads i salen. De kan altså ikke f.eks. give et andet medlem fuldmagt til at stemme for sig eller stemme fra deres kontor eller hjemmefra.

Alle medlemmerne behøver ikke at møde op til afstemningerne

Kun 90 ud af Folketingets 179 medlemmer skal være til stede ved en afstemning, for at Folketinget er beslutningsdygtigt.

Medlemmerne har rigtig mange andre politiske gøremål, f.eks. møder med udvalg, borgere, organisationer osv. Det ville derfor forsinke det politiske arbejde og stikke en kæp i hjulet for mange andre møder i og uden for Folketinget, hvis alle 179 medlemmer skulle møde op, hver gang der var en afstemning i Folketingssalen. 

Clearingaftaler bevarer styrkeforholdet

For at alle folketingsmedlemmer ikke behøver at møde op til hver eneste afstemning, laver partigrupperne såkaldte clearingaftaler. Det er uformelle aftaler mellem de forskellige folketingsgrupper om, hvor mange der møder op til en given afstemning. Partigrupperne sørger for, at antallet af de fremmødte medlemmer fra de enkelte partier forholdsmæssigt svarer til Folketingets sammensætning.

Folketingsmedlemmer, der er blevet clearet, skal således ikke deltage i afstemninger, men kan passe deres øvrige politiske arbejde. Hvilke folketingsmedlemmer der skal cleares fra afstemningerne, besluttes af partigrupperne dag for dag.

Partigrupperne indgår gerne aftaler for et helt folketingsår ad gangen om, hvor mange medlemmer hver gruppe kan cleare, uden at magtbalancen mellem partigrupperne forrykker sig.