Udvalget til Valgs Prøvelses arbejde

Den primære opgave for Udvalget til Valgs Prøvelse er at udarbejde indstillinger til Folketinget om at godkende stedfortrædere for folketingsmedlemmer. Udvalget har også nogle opgaver efter valg og folkeafstemninger eller i øvrigt, hvis der opstår spørgsmål om medlemmers valgbarhed.

Større

Opgaver og ansvar

Udvalget til Valgs Prøvelse er et fast udvalg, som mødes, når der er konkrete sager at behandle. 
 
Udvalgets opgaver og ansvar kan deles op i 3 hovedområder:
  • afgive indstilling om godkendelse af stedfortrædere
  • afgive indstilling om godkendelse af valg
  • afgive indstilling om spørgsmål om valgbarhed 

Godkendelse af stedfortrædere

Nedlægger et ordinært medlem af Folketinget sit mandat, eller ønsker et ordinært medlem orlov i en periode, er det Udvalget til Valgs Prøvelses opgave at afgive en indstilling til Folketinget om at godkende en stedfortræder for det pågældende medlem. Hvis et medlem nedlægger sit mandat, bliver den godkendte stedfortræder nyt ordinært medlem af Tinget. Hvis Folketinget efter indstilling fra Folketingets formand giver et medlem orlov, bliver den godkendte stedfortræder midlertidigt medlem af Tinget.
 
Ved konkrete stedfortrædersager mødes Udvalget til Valgs Prøvelse. For hver sag tjekker udvalget følgende:  

  • at den pågældende stedfortræder ved folketingsvalget blev den første i rækken af stedfortrædere for det pågældende parti i den pågældende valgkreds. Det hænder, at den første stedfortræder i rækken meddeler, at han/hun ikke ønsker at indtræde under den aktuelle orlov. I sådanne tilfælde indkaldes den næste stedfortræder i rækken
  • at den pågældende stedfortræder har underskrevet en erklæring om at ville overholde grundloven

Godkendelse af valg

Efter hvert folketingsvalg nedsætter Folketinget et foreløbigt udvalg til prøvelse af valgene, et såkaldt ad hoc-udvalg. 
Opgaven for det foreløbige Udvalget til Prøvelse af Valgene er at: 
  • undersøge, hvorvidt valget af hver kandidat lever op til grundloven og valgloven
  • godkende eller forkaste valget af hver kandidat
  • behandle klager over valgene
  • gennemgå valgbogsudskrifter, beregninger og det øvrige materiale om valget, som Folketinget får fra regeringen
Udvalget afgiver derefter indstilling til Folketinget om, hvorvidt valget af hver enkelt kandidat kan godkendes eller ej. Hvis en valgt kandidat ikke er i stand til eller ikke ønsker at modtage mandatet, undersøger det foreløbige Udvalget til Prøvelse af Valgene, om der er grundlag for at godkende stedfortræderen. 
 
Udsættes godkendelsen, henvises sagen til det faste Udvalget til Valgs Prøvelse. Udvalget til Valgs Prøvelse afgiver herefter indstilling til Folketinget om, hvorvidt valget af kandidaten kan godkendes. Samme udvalg afgiver indstilling om godkendelse af valg af kandidater til Europa-Parlamentet. Udvalget afgiver også en beretning efter folkeafstemninger. 

Spørgsmål om valgbarhed

Enhver med valgret er valgbar til Folketinget, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af Folketinget. Efter Folketingets godkendelse af valget, kan der opstå konkrete spørgsmål, om et medlem af Folketinget har mistet sin valgbarhed. I givet fald afgiver Udvalget til Valgs Prøvelse en indstilling til Folketinget herom.
Læs mere om, hvordan man stiller op til valg Læs mere om Folketingsvalg

Udvalget til Valgs Prøvelse holdt 17 udvalgsmøder om indkaldelse af stedfortrædere for medlemmer af Folketinget. 
Udvalget afgav endvidere indstilling om Folketingets endelige godkendelse af valget den 9. juni 2024 af 15 medlemmer til Europa-Parlamentet.

 
Udvalget til Valgs Prøvelse holdt 11 udvalgsmøder om indkaldelse af stedfortrædere for medlemmer af Folketinget. Udvalget afgav endvidere indstilling om indkaldelse af stedfortrædere som medlemmer af Europa-Parlamentet og indstilling om endelig godkendelse af valget i Grønland.
Der blev holdt i alt 14 møder i Udvalget til Valgs Prøvelse. 10 af møderne drejede sig om indkaldelse af stedfortrædere for medlemmer af Folketinget. I alt blev der indkaldt 10 midlertidige stedfortrædere og 5 nye ordinære medlemmer.

To af de øvrige møder i Udvalget til Valgs Prøvelse var foranlediget af B 134 Forslag til folketingsbeslutning om rigsretstiltale mod forhenværende minister Inger Støjberg af 2. februar 2021 (folketingssamlingen 2020-21) om at rejse tiltale ved Rigsretten mod forhenværende minister Inger Støjberg for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Udvalget mødtes således første gang den 14. december 2021 for at drøfte Rigsrettens dom af 13. december 2021, som idømte Inger Støjberg 60 dages ubetinget fængsel. 
Dernæst mødtes udvalget den 16. december 2021 og afgav B 60 Betænkning og indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse. (Vedrørende Inger Støjberg) til Folketinget, hvori udvalget med undtagelse af Dansk Folkepartis og Nye Borgerliges medlemmer indstillede, at Inger Støjbergs mandat som medlem af Folketinget skulle bortfalde, som følge af at hun havde mistet sin valgbarhed. 
Folketinget vedtog indstillingen fra Udvalget til Valgs Prøvelse den 21. december 2021. Umiddelbart ved denne beslutning ophørte Inger Støjbergs mandat som medlem af Folketinget. 

Endvidere holdt Udvalget til Valgs Prøvelse et møde den 19. januar 2022 vedrørende stedfortræderrækkefølgen ved udpegning af stedfortrædere, når der er sket en udtømning af stedfortræderlisten inden for en storkreds. Mødet var foranlediget af, at der i en periode have været en fejl i rækkefølgen af de alternative storkredse i stedfortræderlisten. Der forelå derfor en ny korrekt stedfortræderliste fra Indenrigs- og Boligministeriet, og dette førte til, at udvalget besluttede at indkalde en ny stedfortræder.

Udvalget til Valgs Prøvelse mødtes endelig den 22. juni 2022 i anledning af folkeafstemningen den 1. juni 2022 om Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. Udvalget foretog en gennemgang af de modtagne valgklager m.v. i forbindelse med folkeafstemningen og afgav en beretning om valgklagerne (beretning af almen art, nr. 23).
 
Udvalget til Valgs Prøvelse holdt 14 udvalgsmøder om indkaldelse af stedfortrædere for medlemmer af Folketinget.
Udvalget til Valgs Prøvelse holdt 10 udvalgsmøder om indkaldelse af stedfortrædere for medlemmer af Folketinget.
Udvalget til Valgs Prøvelse afholdt syv almindelige udvalgsmøder om indkaldelse af stedfortrædere for medlemmer af Folketinget, heraf to møder i 2. samling. Og udvalget har i 2. samling afgivet betænkning (B 2) om valgene til Europa-Parlamentet.
Udvalget har afholdt 11 almindelige udvalgsmøder om indkaldelse af stedfortrædere for medlemmer af Folketinget.
Udvalget har afholdt almindelige udvalgsmøder om indkaldelse af stedfortrædere for medlemmer af Folketinget.
Udvalget har ud over almindelige udvalgsmøder afholdt møde den 16. december 2015 om afgivelse af beretning om klager i forbindelse med folkeafstemningen den 3. december 2015 om omdannelsen af retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Ligeledes har udvalget holdt møde den 6. september 2016 om endelig godkendelse af folketingsvalget i Grønland, der fandt sted den 18. juni 2015.
Ingen aktiviteter at berette om under dette punkt.