Om den parlamentariske arbejdsgruppe for borgerinddragelse
Transportudvalget har nedsat en parlamentarisk arbejdsgruppe, der skal undersøge mulighederne for at forbedre borgerinddragelsen i og effektivisere processerne for godkendelser af store infrastrukturprojekter og VE-projekter (vedvarende energi-projekter).
En parlamentarisk arbejdsgruppe er et værktøj, som Folketingets udvalg kan anvende, hvis de ønsker at fokusere på en bestemt udfordring i samfundet. Målsætningen med at nedsætte en parlamentarisk arbejdsgruppe i Transportudvalget er at få indblik i de dynamikker og de udfordringer, der gør sig gældende i forbindelse med godkendelse af store infrastruktur- og VE-projekter for om muligt at kunne foreslå initiativer, der kan effektivisere og smidiggøre godkendelsesprocesser i stat og kommuner og give en bedre borgerinddragelse.
Transportudvalget har noteret sig, at der i stigende grad opleves en modstand mod store infrastrukturprojekter og VE-projekter fra bl.a. borgere og foreninger. Modstanden medfører bl.a., at godkendelse af projekterne kan trække ud, og resultatet kan være fastlåste situationer og projekter, der bliver udskudt eller aflyst. Samtidig kan inddragelsen af borgere og øvrige interessenter opleves som utilstrækkelig af både beslutningstagere, borgere og øvrige interessenter.
Inddragelse af borgere og foreninger er vigtigt for den demokratiske proces i forbindelse med nye infrastruktur- eller VE-projekter. At borgere og foreninger tages med på råd, når der skal anlægges en ny vej, jernbane eller et VE-projekt, er helt afgørende i et demokratisk retssamfund. Spørgsmålet er, om godkendelses- og høringsprocesser bør gribes anderledes an for at smidiggøre processerne og skabe en bedre borgerinddragelse og samlet set få en mere effektiv tilrettelæggelse af godkendelserne af infrastruktur- og VE-projekter. Det ønsker Transportudvalget at undersøge.
Arbejdsgruppen består af et medlem fra hvert parti, der har sæde i Transportudvalget.
Læs beretningen om nedsættelsen af arbejdsgruppen