Udvalget for Digitalisering og It's arbejde

Databeskyttelse, dataetik og borgernes rettigheder i den digitale verden er nogle af de emner, som Udvalget for Digitalisering og It arbejder med. Udvalget følger udviklingen i digitalisering af den offentlige og private sektor tæt.

Større

Udvalget for Digitalisering og Its opgaver og ansvar

Udvalget for Digitalisering og It beskæftiger sig med alle emner inden for it og digitalisering i den offentlige og private sektor, herunder it-modernisering, anvendelse af kunstig intelligens og it-sikkerhed. Udvalget har i sit arbejde fokus på borgernes rettigheder og retssikkerhed, databeskyttelse samt dataetiske problemstillinger. Derudover beskæftiger udvalget sig med de af Folketinget prioriterede EU-sager inden for udvalgets sagsområde.

Opgaverne og ansvaret kan deles op i 2 hovedområder:

  • behandling af lovforslag og beslutningsforslag, som falder inden udvalgets sagsområde
  • løbende parlamentarisk kontrol med ministrenes forvaltning af regeringens it- og digitaliseringspolitik 

Parlamentarisk kontrol af, hvordan regeringen varetager it- og digitaliseringsområdet, vil ofte være hovedaktiviteten i udvalget. I praksis sker den parlamentariske kontrol ved, at udvalgsmedlemmerne stiller spørgsmål til ministeren, enten som § 20- spørgsmål (mundtlige eller skriftlige), skriftlige udvalgsspørgsmål, samrådsspørgsmål eller forespørgsler.

Læs om udvalgsarbejdet i Folketinget

Fagministerium

Udvalgets politiske fagminister er digitaliseringsministeren, og udvalgets fagministerium er Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet. Ministeriet består af det centrale departement samt Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.

De enkelte fagministre har ansvar for digitalisering og it på deres eget område, og udvalget arbejder sammen med andre udvalg og drøfter sager og forslag på andre udvalgs sagsområder ud fra et it og digitaliseringsperspektiv, når det er relevant.

 

Organisationer

Mange organisationer, virksomheder og privatpersoner m.fl. er interesseret i at følge med i og påvirke lovgivning m.v. inden for Udvalget for Digitalisering og It’s sagsområde. Det gælder f.eks. private virksomheder og interesseorganisationer, offentlige institutioner og sikkerhedspolitiske organisationer.

Organisationer, virksomheder og borgere har mulighed for at sende henvendelser til eller komme i foretræde for Udvalget for Digitalisering og It, hvis de ønsker at orientere udvalget om et emne inden for udvalgets sagsområde.

 

Studieture

Studieture i Danmark og udlandet er en kilde til viden og inspiration for medlemmerne af Udvalget for Digitalisering og It. Formålet for medlemmerne er at opnå en særlig indsigt i et område af interesse for udvalget. En delegation af udvalgsmedlemmer, ofte bestående af 6-8 folketingsmedlemmer, deltager i udvalgets studieture.

Udvalgets arbejde berører en række tværgående emner. Arbejdet i folketingsåret 2023-24 havde derfor berøring med mange andre udvalg. Kunstig intelligens og cybersikkerhed er to af disse tværgående temaer, men også ansigtsgenkendelse og betydningen af it i undervisningen har fyldt på udvalgets dagsorden. Sociale medier og techgiganter er blevet en fast del af udvalgets arbejde både i forhold til dataetiske overvejelser, brugernes alder og målrettede algoritmer. Udvalget har også haft fokus på teleforligets målsætninger, bl.a. om der skal anvendes alternative muligheder for at få en god netdækning i hele landet.


Høringer

I 2025 indledes forhandlingerne om et kommende teleforlig. Derfor har udvalget haft et ekspertmøde den 15. maj 2024 om muligheder for dækning af de dele af Danmark, hvor netværket i dag ikke er tilstrækkeligt stærkt, og en høring den 25. september 2024 om ønskerne – både fra politikere og fra interessenter – til et kommende forlig.

Udvalget satte fokus på digital dannelse i folkeskolen på en fælles høring med Børne- og Undervisningsudvalget den 26. oktober 2023 og på udfordringerne med dataudveksling ved brug af Chromebooks i folkeskolen ved et lukket rundbordsarrangement den 11. juni 2024 med 11 repræsentanter for nogle af de organisationer, der er berørt af eller har en holdning til problemstillingen.


Temamøder, ekspertmøder og andre møder

Udvalget havde en række møder med interessenter på digitaliseringsområdet. I 2023-24 var det bl.a. med fokus på techdiplomati ved et møde med den danske techambassadør og senere med den franske techambassadør. Udvalget holdt møder med Dataetisk Råd og med Ombudsmanden om konsekvensen for borgere og den offentlige administration som følge af den høje grad af digitalisering af det danske samfund m.v.


Tekniske gennemgange

Udvalget har cirka hvert halve år konsultationer med forsvarsministeren og Center for Cybersikkerhed om cybertruslen mod Danmark og cybersikkerhedsudfordringer. Udvalget havde en teknisk gennemgang af teleområdet i forbindelse med flytningen af teleområdet fra Klima- Energi- og Forsyningsudvalget til Udvalget for Digitalisering og It i efteråret 2024, og digitaliseringsministeren gav en teknisk gennemgang af forordningen om kunstig intelligens (AI Act), som blev vedtaget i EU i starten af 2024.


Rejser og besøg

Medlemmer af udvalget deltog også i to af de store årlige konferencer på it og teleområdet, Web Summit i Lissabon i november 2023 og i Mobile World Congres i Barcelona i februar 2024. Derudover besøgte udvalget Milestone Systems og Microsoft for at høre om kunstig intelligens og TDC Net til et møde med brancheforening og andre repræsentanter fra telebranchen. 

  • 17 udvalgsmøder
  • behandling af 2 lovforslag og 1 beslutningsforslag
  • 5 samrådsspørgsmål fra udvalget
  • 167 udvalgsspørgsmål fra udvalget
  • modtagelse af 6 deputationer
  • 36 skriftlige henvendelser til udvalget
 
Udvalget for Digitalisering og It er et nyt udvalg i Folketinget, som bl.a. har haft fokus på digital ulighed og inklusion, udvikling og anvendelse af kunstig intelligens, robotteknologi, techgiganter, digitalisering og dens betydning for demokratiet og den demokratiske samtale, børns trivsel og beskyttelse af børns rettigheder i en digitaliseret 
verden. Udvalget beskæftiger sig desuden med sager vedrørende databeskyttelse, Dataetisk Råd og teleforsyning. 
 
Høring
Udvalget holdt sammen med Sundhedsudvalget en åben høring den 12. april 2023 om anvendelse af sundhedsdata for at belyse potentialer og etiske og retssikkerhedsmæssige problemstillinger ved indsamling og deling af sundhedsdata. Udvalget fik konkrete forslag til initiativer, der kan iværksættes for at sikre borgernes ret til at modtage den bedst mulige behandling og for, at behandlere har de samme oplysninger til rådighed på tværs af sektorer. De inviterede eksperter gav også deres bud på, hvordan der reelt sikres anonymitet, herunder om syntetisk data kan være vejen frem.
 
Temamøder, ekspertmøder og andre møder
  • Den 1. februar 2023 holdt udvalget et møde med formanden for Dataetisk Råd, Johan Busse, som gav udvalget en introduktion til rådets arbejde og kommende prioriteter.
  • Den 22. februar 2023 holdt udvalget et ekspertmøde om digital ulighed og inklusion med deltagelse af Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i Justitia, Casper Klynge, vicedirektør i Dansk Erhverv, og Frederik Nordentoft Andersen, kontorchef for Digitalisering & Teknologi, KL. På mødet fik udvalget indsigt i udviklingen i og omfanget af digital ulighed, hvad udviklingen skyldes, og hvordan det kommer til udtryk. Udvalget blev også præsenteret for eksperternes bud på initiativer til at finde løsninger på området.
  • Udvalget holdt den 15. marts 2023 et temamøde om borgerfokus i de offentlige systemer, herunder etik og ansvarlighed, hvor Klavs Birkholm, direktør for tænketanken TeknoEtik, Grit Munk, it-politisk chefkonsulent hos Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, og Rikke Frank Jørgensen, seniorforsker hos Institut for Menneskerettigheder. Efterfølgende mødtes udvalget med den fungerende forsvarsminister og fik en orientering om Center for Cybersikkerheds anbefalinger vedrørende TikTok.
  • Den 22. marts 2023 havde udvalget møde med Statsrevisorerne og Rigsrevisionen om Statsrevisorernes beretning 3/2022 om statens it-beredskab.
  • Udvalget holdt den 26. april 2023 et temamøde med ledende næstformand og europakommissær Margrethe Vestager om den digitale dagsorden i Europa. Margrethe Vestager gjorde status over udfordringerne på området og den europæiske lovgivning – hvad der er kommet til, og hvad der forventes at blive fremsat under den nuværende Europa-Kommission. Under mødet blev der endvidere sat fokus på kunstig intelligens, ChatGPT, og hvordan vi kan beskytte børns data og styrke it-uddannelserne og -kompetencerne i Danmark.
  • Den 10. maj 2023 præsenterede Tobias Bornakke, formand for Nordisk Tænketank for Tech og Demokrati, udvalget for tænketankens helt nye anbefalinger til, hvordan de nordiske lande skal beskytte og styrke den demokratiske debat i en tid, hvor Big Techs onlineplatforme er et centralt mødested for borgere og politikere, der diskuterer politik. Tænketankens anbefalinger omfatter bl.a. at oprette et nordisk center for teknologi og demokrati og bedre regulering af indholdet på store onlineplatforme i Norden.
  • Den 17. maj 2023 mødtes udvalget med Lisbeth Knudsen, strategidirektør hos Mandag Morgen, for at diskutere det 10-årige forsknings- og formidlingsprojekt Algoritmer, Data og Demokrati (ADD-projektet). Tænketanken Mandag Morgen er tovholder på formidlingsdelen. Formålet med forskningsprojektet er, at Danmark om 10 år er foregangsland for en digitalisering baseret på humanistiske og demokratiske værdier.
  • Den 2. juni 2023 inviterede den fungerende forsvarsminister udvalget til en briefing i Forsvarsministeriet om sager på udvalgets område, herunder om cybersikkerhed.
  • Den 23. august 2023 holdt udvalget et møde med Mikkel Flyverbom, formand for regeringens ekspertgruppe om techgiganter. Mikkel Flyverbom præsenterede anbefalingerne i ekspertgruppens første rapport om, hvordan der sikres demokratisk kontrol med techgiganters forretningsmodeller. Implementering af rapportens 13 anbefalinger og sikring af effektivt tilsyn og håndhævelse i Danmark og på EU-niveau var fokus for drøftelserne.
  • Udvalget mødtes den 20. september 2023 med digitaliseringsministeren til en drøftelse af udvalgets beretning af almen art, nr. 2 af 24. maj 2023 om borgerfokus i digitaliseringen af den offentlige sektor. Mødet var en opfølgning på Digitaliserings- og Ligestillingsministeriets notat til udvalget, hvor ministeriet med bidrag fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet og Finansministeriet vurderer beretningens seks anbefalinger.
  • Den 28. september 2023 mødtes udvalget med mep Christel Schaldemose om implementeringen af EU-forordningen om digitale tjenester (Digital Services Act) og forhandlingerne om den kommende AI-forordning.
Tekniske gennemgange
  • Den 18. januar 2023 om digitaliseringsministerens visioner for digitaliseringsområdet og en introduktion til ministerområdet ved ministeren og embedsmænd fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet.
  • Den 15. marts 2023 om sikkerhed og risici ved MitID med digitaliseringsministeren og embedsmænd fra Digitaliseringsstyrelsen.
  • Den 19. april 2023 om forslag til EU-forordning om horisontale cybersikkerhedskrav til digitale produkter (Cyber Resilience Act) og forslag til forordning om et interoperabelt Europa (Interoperable Europe Act) ved digitaliseringsministeren.
  • Den 13. september 2023 om reguleringen af teleområdet ved embedsmænd fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. 
Rejse
Udvalget og Uddannelses- og Forskningsudvalget deltog med 8 udvalgsmedlemmer i et studiebesøg i Odense den 24. august 2023, hvor formålet var at få indsigt i, hvordan kunstig intelligens og machine learning m.m. kan anvendes i moderne robotteknologi, og i potentialet for øget integration af nye teknologier. Udvalgene havde lejlighed til 
at opleve nogle af de nyeste eksempler på fleksible og innovative automationsløsninger og diskutere, hvordan dansk robotteknologi kan bidrage til at løse globale og nationale udfordringer. Studiebesøget gav også indblik i nogle af branchens udfordringer bl.a. med rekruttering og regulering. 
 
Beretninger 
Udvalget for Digitalisering og It afgav den 24. maj 2023 en beretning om styrkelse af borgerfokus i digitaliseringen af den offentlige sektor (beretning af almen art, nr. 2). Udvalget havde sat fokus på borgerperspektivet i offentlige digitaliseringsprojekter og i den forbindelse holdt møder med eksperter om digital ulighed og inklusion og om 
borgerfokus i offentlige systemer. Udvalget fandt, at der var behov for at få vurderet de enkelte anbefalinger, som udvalget var blevet præsenteret for, med henblik på at afgøre, om og hvordan disse i givet fald kan realiseres. Et enigt udvalg afgav beretningen, hvor seks af eksperternes anbefalinger opregnes, og hvor udvalget opfordrer ministeren til at lade Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet vurdere anbefalingerne og komme med forslag til, hvordan de konkret kan implementeres, f.eks. ved vedtagelse af ny lovgivning på området. Digitaliseringsministeren og Udvalget for Digitalisering og It drøftede den 20. september 2023 opfølgning på Digitaliserings- og Ligestillingsministeriets vurderinger og forslag.

Leksikon

Gå til leksikon
Beslutningsforslag
Et beslutningsforslag dvs. et forslag til folketingsbeslutning, indeholder et klart formuleret politisk budskab om, at regeringen skal handle på et emne, f.eks. ved at fremsætte et lovforslag.
Høring
Folketingets udvalg har mulighed for at holde en høring om et emne, der interesserer udvalget. Her inviteres eksperter til at komme og fortælle om deres viden og synspunkter om emnet.
Lovforslag
Et lovforslag er oplægget til en lov og skal behandles tre gange i Folketingssalen. Hvis det vedtages, stadfæstes og kundgøres, bliver det til en gældende lov.
Udvalgsmøde
De fleste af Folketingets udvalg holder møde en gang om ugen. Alle faste udvalg har et fast mødetidspunkt og mødes i et bestemt udvalgslokale.
Udvalgssekretær
Hvert folketingsudvalg har som minimum en udvalgssekretær og en udvalgsassistent, der hjælper medlemmerne af udvalget.