Folketingets formands tale ved afskedsreception for vicedirektør Torben Jensen

Kære Torben 

Du er skyld i, at min ene mundvig peger opad, mens den anden peger nedad. 

Den positive mundvig først: Tillykke med dit nye job. Jeg er overbevist om, at du kommer til at være en god forbrugerombudsmand. Jeg glæder mig også over, at Folketinget er en arbejdsplads, der kan sende dygtige folk videre til andre topstillinger.  

Og nu den negative mundvig: Du og jeg nåede desværre kun at arbejde sammen i 13 måneder. Men du overbeviste mig om, at du er et Kinderæg: En skarp juridisk hjerne. En dygtig rådgiver. En behagelig fyr, der brugte sarkastisk humor til at løsne op for vanskeligheder. 

Jeg mærkede blandt andet din humor på vores fælles rejser til Sydafrika og Grønland. Det kræver humor, når man sidder fast i en afgangshal i Grønland, fordi vejret ikke tillader, at man rejser videre.   
-----

Når man bliver formand for Folketinget, er det som at springe op på et løbebånd, der kører derudaf i høj fart. 

Det gælder om at løbe med. Ellers bliver man kastet af båndet og lander på gulvet. Som et fjols, der ikke kan styre sine egne ben. 

Det er ikke en situation, som nogen ønsker sig. Slet ikke en politiker. 

Tak for din rådgivning med at hjælpe med at holde balancen på løbebåndet. 

Der er nok mange, der ved, at jeg holder af at gå på jagt. Men det er nok de færreste, som ved, at en god jagt kræver en god jagtleder. Eller som det hedder i fagsproget en ”jagtfiskal”. 

Det er ham, der sørger for, at rammerne er i orden. Jagtfiskalen kender området og vildtet i terrænet. Han har ansvar for, at jægerne skyder i den rigtige retning. Han har også styr på klapperne, hundeføreren og hornblæseren. 

I Folketinget er der mange jægere. De kan finde på at skyde i øst og vest. Så er det godt med en kølig embedsmand, der har styr på reglerne. 

Du har været en dygtig jagtfiskal, Torben. 

Så kan man ikke få højere anerkendelse i min bog.

En jagtfiskal har også bemyndigelse til at gennemgå jægernes synderegister og idømme dem bøder, hvis de har overtrådt reglerne.  

Det kan godt være, du har været fristet til at udskrive et girokort eller to, men som embedsmand til fingerspidserne har du holdt dig i skindet. 

Som chef for Folketingssekretariatet var du garant for, at det parlamentariske arbejde i sal og udvalg fulgte grundloven og Folketingets forretningsorden. Det gjorde du selvfølgelig ikke på egen hånd. Du har haft dygtige folk omkring dig. 

Men jeg havde altid ro i maven, når vi havde drøftet en sag. Jeg kunne have fuld tillid til din rådgivning. 

Grundloven og Folketingets forretningsorden er ikke facitlister. De giver rum for fortolkning. Her har du været god til at komme med forslag og handlemuligheder. Og gøre det klart, hvilke konsekvenser det ville have, hvis vi gjorde A eller B.   

Du har som embedsmand sørget for en god fremdrift i UFO’s arbejde. UFO har altid fået gennemarbejdede notater og oplæg. De har givet UFO et oplyst grundlag for at træffe beslutninger. 

Jeg ved, at du har lagt mange kræfter i at skabe gode rammer for de nyskabelser, som Folketinget fik tilført i din tid som vicedirektør. 

Her tænker jeg fx på den udredning, som UFO bestilte hos en gruppe eksperter om regeringens håndtering af covid-19 i foråret 2020. Som leder af udredningsgruppens sekretariat sørgede du for at give de udpegede eksperter de bedste forudsætninger for at kunne trænge til bunds i en kompleks problemstilling. 

Med høj kvalitet og stor integritet satte du dig i spidsen for at etablere rammerne omkring det nye Granskningsudvalg, som har fået en række nye værktøjer til at føre kontrol med regeringen. Det er i høj grad din fortjeneste, at denne nyskabelse blev sat godt på skinner. Og kan køre videre. 

Kære Torben, du kan være stolt over de aftryk, du har sat i din tid i Folketinget. 

Jeg vil tænke på dig, næste gang jeg hører jagthornet. Som et signal om, at jagten skal begynde. 

Til den tid er du så i gang med at lede arbejdet med at kontrollere, om virksomhederne overholder markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning. 

Jeg har selv en uddannelse fra reklameskolen, så jeg kender branchen. Nu skal de stå tidligt op. For de får en kompetent med- og modspiller.   

Tak for det dygtige arbejde, du har lagt i Folketinget og held og lykke med dine nye opgaver.