Spørgetid

Hver onsdag er der spørgetid i Folketingssalen. Her besvarer ministre spørgsmål, som folketingsmedlemmer forinden har sendt til dem. Ministrene kender altså spørgsmålene på forhånd.

Spørgsmålene kaldes også § 20-spørgsmål, fordi de er beskrevet i § 20 i Folketingets forretningsorden. Hvert folketingsmedlem kan maksimalt stille 2 spørgsmål til en spørgetid. Hver minister skal besvare spørgsmål i maksimalt 1 time. De spørgsmål, som ministeren ikke når at besvare inden for 1 time, overgår til skriftlig besvarelse.