Folketingets øverste ledelse, der består af Folketingets formand og fire næstformænd.
Ordet præsidium stammer fra latin og betyder dem, der sidder foran. Præsidiet vælges efter hvert folketingsvalg og i starten af hvert folketingsår. Præsidiet skal sikre, at det parlamentariske arbejde tilrettelægges og afvikles ordentligt, og at reglerne i Folketingets forretningsorden overholdes.
Formanden vælges direkte blandt folketingsmedlemmerne. Folketingets 4 største partier foruden formandens parti udpeger hver en næstformand. Folketingets formand og næstformændene leder på skift møderne i Folketingssalen fra formandsstolen.