Folketingstidende

Folketingstidende er Folketingets officielle sted for offentliggørelse af de autoritative dokumenter, der behandles i Folketingssalen. Folketingstidende udgives i dag elektronisk på folketingstidende.dk.

På folketingstidende.dk kan du finde lovforslag, beslutningsforslag, forespørgsler, redegørelser og mundtlige § 20-spørgsmål og dokumenter, der er knyttet til disse sager. Du kan også finde referaterne af alt, der bliver sagt fra Folketingets talerstol.

Frem til og med folketingsåret 2008-09 blev Folketingstidende udgivet fysisk. Fra folketingsåret 2009-10 og frem har Folketingstidende kun været tilgængeligt i elektronisk form. Før 1953 hed det Rigsdagstidende og indeholdt de officielle dokumenter fra Folketinget og Landstinget.  

Folketingstidende er også betegnelsen for den afdeling i Folketingets Administration, der udarbejder referaterne fra møderne i Folketingssalen.