Folketingssalen

Folketingssalen er de 179 folketingsmedlemmers centrale mødelokale. Alle har en fast plads i salen. Regeringens medlemmer sidder længst ude til venstre for formanden. Partierne er fordelt i blokke i resten af salen.

Medlemmer med størst anciennitet sidder som regel forrest sammen med gruppeformændene og de politiske ordførere.

Folketingets formand leder møderne fra sin plads i midten af salen. Til venstre for formanden er talerstolen, og til højre sidder folketingssekretæren, som hjælper formanden med at lede møderne. Til højre for formanden sidder også referenten, som arbejder med referatet af mødet.

Folketingssalen er desuden indrettet med tilhørerpladser til pressen og til de mange borgere, der lægger vejen forbi Christiansborg for at overvære et møde i Folketingssalen.