Europarådets Parlamentariske Forsamling holder session i Strasbourg

20.01.2020

Europarådets Parlamentariske Forsamling holder session i Strasbourg den 27.-31. januar 2020. 6 folketingsmedlemmer deltager i sessionen.

Under Europarådets parlamentariske forsamlings vinter-session, vil forsamlingen blandt andet skulle vælge en ny vice-præsident, og den danske delegation indstiller delegationsformand Lars Aslan Rasmussen til posten. Georgiens præsident Salome Zourabichvili taler til forsamlingen, fordi Georgien i øjeblikket har formandskabet, og præsidenten flankeres af Georgiens udenrigsminister Davis Zalkaliani, som vil tale på vegne af Ministerkomitéen. Også Europarådets generalsekretær Marija Pejcinovic Buric vil tale til forsamlingen.

Under sessionen vil forsamlingen bl.a. fokusere på trusler mod pressefrihed og journalister i Europa, beskyttelse af religionsfrihed på arbejdspladsen, tiltag mod menneskehandel og menneskesmugling, organturisme og minimumstandarder for valgsystemer. Derudover vil forsamlingen også diskutere en rapport om politiske fanger i Azerbaijan.

Hele dagsordenen for sessionen kan ses her.

Følgende delegationsmedlemmer deltager:

  • Lars Aslan Rasmussen (S), formand
  • Michael Aastrup Jensen (V), næstformand
  • Tanja Larsson (S)
  • Henrik Møller (S)
  • Kathrine Olldag (RV)
  • Victoria Velasquez (EL)

Øvrige deltagere:

  • Delegationssekretær Eva Esmarch
  • Delegationsassistent Kenneth Finsen