Europarådets Parlamentariske Forsamling holder session i Strasbourg

18.01.2019

Europarådets Parlamentariske Forsamling holder session i Strasbourg den 21. – 25. januar 2019. Tre folketingsmedlemmer deltager i sessionen.

Under Europarådets Parlamentariske Forsamlings 1. session i 2019 vil Finlands præsident tale til forsamlingen. Finland har i november 2018 overtager formandskabet for Europarådets Ministerkomité og har formandskabet indtil maj 2019.

 

Under sessionen vil forsamlingen holde fællesdebat om public service-mediernes rolle i forhold til misinformation og propaganda. Forsamlingen vil også diskutere mediefrihed som betingelse for demokratiske valg. Endvidere vil forsamlingen diskutere fælles visioner for det digitale samfund baseret på demokrati, retsprincipper og fundamentale rettigheder og frihed.

 

Under sessionen skal forsamlingen også opdatere retningslinjer for retfærdige folkeafstemninger, og den vil undersøge Sharia-lovens forenelighed med den europæiske menneskerettighedskonvention. Forsamlingen vil også vurdere, om frakendelse af statsborgerskab for at bekæmpe terrorisme er foreneligt med menneskerettigheder, og den vil diskutere fremme af rettigheder for personer, der tilhører nationale mindretal.

 

Forsamlingen vil desuden have debat om målrettede sanktioner som middel for at undgå at personer, som begår alvorlige menneskerettighedsforbrydelser, undgår straf – såkaldte Magnitsky-love, og der vil være debat om diskrimination i forhold til beskæftigelse og behovet for en handicap-inklusiv arbejdsstyrke.

 

I forbindelse med sessionen er der blevet anmodet om to hastedebatter; dels en debat om russisk aggression mod Ukraine og dels en debat om den forværrede situation for oppositionspolitikere i Tyrkiet.

Følgende delegationsmedlemmer deltager:

Hele dagsordenen for sessionen kan ses her.