9.3 Folketingets register over folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser (hvervregisteret)
Udvalget for Forretningsordenen vedtog i 1994 regler om registrering af folketingsmedlemmernes hverv og økonomiske interesser. Reglerne er siden ændret i 2001, 2005, 2012, 2014 og 2015.
Udvalget for Forretningsordenen besluttede i 2014 at gøre registrering i hvervregisteret obligatorisk, dog således at et medlems manglende deltagelse i registeret ikke vil kunne medføre sanktioner ud over offentliggørelse af den manglende registrering på Folketingets hjemmeside.
Formålet med reglerne er at skabe større åbenhed for pressen og offentligheden i bredere forstand om de enkelte folketingsmedlemmers økonomiske interesser ved siden af folketingsarbejdet. De interessekonflikter, der eventuelt kan opstå for et folketingsmedlem mellem hvervet som folketingsmedlem på den ene side og private økonomiske interesser på den anden side, vil dermed kunne komme til offentlighedens kundskab.
Følgende persongrupper skal lade deres hverv og økonomiske interesser registrere efter reglerne:
- Folketingsmedlemmer.
- Midlertidige medlemmer af Folketinget, når medlemskabet har varet en sammenhængende periode på 4 uger.
Ministre har mulighed for at lade sig registrere i hvervregisteret. For ministre gælder der herudover et særligt regelsæt om registrering af personlige økonomiske interesser m.v., der administreres af Statsministeriet. Ministrenes oplysninger i Statsministeriets register kan findes på regeringens hjemmeside regeringen.dk.
Følgende hverv og økonomiske interesser skal registreres i hvervregisteret:
- Lønnede bestyrelsesposter. Stillingen og selskabet registreres.
- Lønnede stillinger, hverv el.lign. Stillingen og arbejdsgiveren registreres.
- Selvstændig indtægtsgivende virksomhed. Arten registreres.
- Økonomisk støtte fra indenlandske selskaber, organisationer, institutioner eller enkeltpersoner. Giverens navn og støttens art registreres.
- Gaver fra indenlandske givere, hvis hver enkelt givers gave har en værdi, der åbenbart overstiger 3.000 kr., og gaven har tilknytning til modtagerens medlemskab af Folketinget. Giverens navn, gavens art og tidspunktet for modtagelse af gaven registreres.
- Udlandsrejser, som ikke fuldt ud betales af statslige midler, af medlemmets parti eller af medlemmet selv, og som har tilknytning til medlemskabet af Folketinget. Giverens navn, tidspunktet for rejsen og destinationen registreres.
- Enhver økonomisk ydelse, økonomisk fordel, gave el.lign. fra udenlandske givere, når værdien af det modtagne åbenbart overstiger 3.000 kr. og ydelsen m.v. har tilknytning til modtagerens medlemskab af Folketinget. Giverens navn, arten af ydelsen m.v. og tidspunktet for modtagelsen registreres.
- Selskabsinteresser, hvis værdi åbenbart overstiger 75.000 kr. Selskabets navn registreres.
- Aftale af økonomisk karakter med tidligere arbejdsgiver, f.eks. om orlov eller tjenestefrihed. Arbejdsgiverens navn og aftalens art registreres.
- Aftale med fremtidige arbejdsgivere om ansættelse el.lign. Arbejdsgiverens navn og aftalens art registreres.
Det bemærkes, at beløb eller værdi af de ovenfor nævnte hverv og økonomiske interesser ikke skal registreres.
Registreringspligtige oplysninger og ændring af tidligere registrerede oplysninger skal registreres, inden 1 måned efter at de foreligger. Registrering kan ske via e-mail til Lovsekretariatet på [email protected].
Hvervregisteret er tilgængeligt for offentligheden via Folketingets hjemmeside. Her kan man også finde reglerne for registrering, en vejledning, der nærmere beskriver reglernes formål og indhold og den praktiske gennemførelse af registreringen m.v., og en fortegnelse over medlemmer, der ikke har ladet sig registrere. Endvidere findes der et fysisk eksemplar af hvervregisteret i Folketingets Bibliotek.
Almindelige forespørgsler vedrørende hvervregisteret besvares af Folketingets Oplysning. Forespørgsler af mere speciel karakter, f.eks. vedrørende forståelsen af reglerne, besvares af Lovsekretariatet.