9.2 Folketingsmedlemmers immunitet

I de følgende afsnit beskrives omfanget af folketingsmedlemmers beskyttelse mod strafferetlig tiltale og fængsling samt medlemmernes beskyttelse i relation til deres ytringer i Folketinget.

9.2.1 Beskyttelse mod strafferetlig tiltale og fængsling

Medlemmer af Folketinget kan ikke tiltales eller fængsles, uden at Folketinget har givet sit samtykke. Dette fremgår af grundlovens § 57, 1. pkt.

Beskyttelsen gælder for medlemmer af Folketinget. Ministre er ikke omfattet, medmindre de også er folketingsmedlemmer. Beskyttelsen gælder kun, så længe vedkommende er medlem af Folketinget. Efter at medlemmet er udtrådt af Folketinget – uanset af hvilken grund – kræves der ikke længere samtykke fra Folketinget til tiltale eller fængsling, heller ikke for handlinger, der blev begået under medlemskabet.

Hvis et folketingsmedlem bliver grebet på fersk gerning, dvs. pågrebet under udførelsen af den strafbare handling eller i umiddelbar forlængelse heraf, gælder beskyttelsen ikke.

Beskyttelsen gælder mod tiltalerejsning, dvs. anklagemyndighedens beslutning om, at der ved en domstol skal rejses en straffesag med henblik på at placere ansvar for et strafbart forhold. Folketingets samtykke skal derfor ikke indhentes ved politimæssige eller retslige undersøgelser, private søgsmål eller det offentliges anlæggelse af en erstatningssag mod et folketingsmedlem. Hvis en sag kan afsluttes med et bødeforelæg, herunder såkaldte administrative bøder, skal Folketingets samtykke heller ikke indhentes. Hvis en sag, der kunne have været afsluttet med et bødeforelæg, alligevel skal indbringes for retten, f.eks. fordi vedkommende medlem nægter sig skyldig, skal Folketingets samtykke indhentes.

Beskyttelsen omfatter endvidere enhver form for fængsling, dvs. anholdelse, varetægtsfængsling, frihedsstraf og sikkerhedsforvaring m.v.

Beskyttelsen omfatter ikke straffeprocessuelle tvangsindgreb, der ikke indebærer frihedsberøvelse, f.eks. ransagning. 

9.2.2 Beskyttelse i forbindelse med ytringer i Folketinget

Efter grundlovens § 57, 2. pkt., gælder der en særlig beskyttelse af folketingsmedlemmers ytringsfrihed. Det følger af denne bestemmelse, at et folketingsmedlem ikke uden Folketingets samtykke kan drages til ansvar uden for Folketinget for sine ytringer i Folketinget.

Beskyttelsen omfatter både mundtlige og skriftlige ytringer, herunder f.eks. taler og korte bemærkninger i Folketingssalen, spørgsmål og betænkningsbidrag. Det kan give anledning til visse afgrænsningsspørgsmål, hvornår en ytring er fremsat ”i Folketinget”. Der er ikke tale om et rent stedligt kriterium, så det er ikke i sig selv afgørende, hvor en ytring fysisk er sket. Der skal dog være tale om en ytring, som er fremsat under udøvelsen af hvervet som folketingsmedlem. Ytringer f.eks. under vælgermøder eller i politiske indlæg i pressen antages ikke at være omfattet af beskyttelsen.

Beskyttelsen omfatter enhver form for retsforfølgning, herunder både straffesager og private søgsmål med påstand om erstatning.

Beskyttelsen gælder for medlemmer af Folketinget. Ministre er ikke omfattet, medmindre de også er folketingsmedlemmer. Modsat beskyttelsen mod tiltale og fængsling antages beskyttelsen for ytringer i Folketinget også at gælde forhenværende folketingsmedlemmer, hvis ytringen blev fremsat, mens de var medlemmer. 

9.2.3 Proces for anmodninger om samtykke efter grundlovens § 57

Et folketingsmedlem kan ikke give afkald på beskyttelsen efter grundlovens § 57, f.eks. for at undgå den offentlige omtale, der følger af sagens behandling i Folketinget, eller for ikke at give indtryk af at ville dække sig ind under medlemskabet af Folketinget.

Som altovervejende hovedregel har Folketinget givet samtykke til anmodninger om samtykke efter grundlovens § 57, 1. pkt.

For sådanne sager følges den praksis, at justitsministeren sender en anmodning om samtykke til Udvalget for Forretningsordenen, jf. FFO § 25, 5. pkt. Anmodningen er normalt vedlagt en indstilling fra anklagemyndigheden og et udkast til anklageskrift.

Udvalget for Forretningsordenen behandler anmodningen og afgiver herefter en betænkning og indstilling til Folketinget, normalt om, at Folketinget giver samtykke til, at justitsministerens anmodning imødekommes. Betænkningen og indstillingen behandles én gang i Folketingssalen med afstemning om vedtagelse af indstillingen.

Folketinget har som altovervejende hovedregel ikke givet samtykke efter grundlovens § 57, 2. pkt., og anmodninger herom har været uhyre sjældne. Også en sådan anmodning vil skulle behandles af Udvalget for Forretningsordenen, hvis indstilling vil skulle gennemgå én behandling i Folketingssalen.

Ved straffesager for Rigsretten følges en anderledes proces, som ikke beskrives her.