7.5 Redegørelser fra regeringen

I de følgende afsnit beskrives de forskellige typer af redegørelser fra regeringen, taletiderne under en redegørelsesdebat, og hvordan man sender en redegørelse til Folketinget.

7.5.1 Almindelige redegørelser

En minister kan give Folketinget en redegørelse for et offentligt anliggende (FFO, § 19, stk. 4). Traditionelt er en redegørelse en orientering om et generelt emne, et helt sagsområde eller et lovgivningsområde, som en minister giver, normalt i skriftlig form, uden at være svar på spørgsmål fra Folketinget.

En redegørelse fremkommer således normalt på initiativ fra ministeren, og formålet er som udgangspunkt at inddrage Folketinget i regeringens overvejelser om ændret lovgivning på et område. Ved at afgive en redegørelse og sikre, at den kommer til debat, får regeringen på et tidligt tidspunkt en tilkendegivelse om folketingsgruppernes holdning til emnet. Folketinget inviteres således til at medvirke ved udformningen af de politiske hovedlinjer i regeringens lovforslag eller af regeringens politik på områder, hvor der ikke lovgives.

Redegørelsen kan også have baggrund i en lov, en folketingsbeslutning eller en folketingsvedtagelse. Anledningen er ofte, at der har været et ønske i Folketinget om, at der skulle foretages en evaluering af nogle bestemte regler i lovgivningen efter en vis periode. F.eks. er der i nogle love indsat en bestemmelse om, at ministeren skal afgive en redegørelse til Folketinget om det pågældende område en gang om året. I andre tilfælde er der indgået en aftale mellem ministeren og et af Folketingets udvalg om, at ministeren skal afgive en redegørelse til Folketinget.

Et ministerium, der vil sende en redegørelse til Folketinget, skal orientere Lovsekretariatet i god tid forinden. Ministeriet skal samtidig oplyse, om ministeren ønsker, at redegørelsen bliver sat til forhandling i Folketingssalen (hvilket gennemsnitligt sker med to tredjedele af redegørelserne), og i så fald skal en dato for forhandlingen aftales med Lovsekretariatet.

Når redegørelsen er modtaget i Folketinget, anmelder Folketingets formand den i et møde ved at læse op, hvilken minister der har afgivet redegørelsen, angive redegørelsens nummer og i øvrigt henvise til offentliggørelsen på ft.dk og folketingstidende.dk.

Beslutningen om, hvorvidt en redegørelse skal forhandles i Folketingssalen, træffes som hovedregel af Folketingets formand. Beslutningen træffes, senest den første mødedag efter at redegørelsen er henholdsvis afgivet og offentliggjort på ft.dk og folketingstidende.dk (FFO, § 19, stk. 5). Men redegørelsen skal sættes til forhandling i Folketingssalen, hvis mindst 17 folketingsmedlemmer anmoder om det over for formanden. Anmodningen skal fremsættes, senest den første mødedag efter at redegørelsen er henholdsvis afgivet og offentliggjort. Forhandlingen af redegørelsen skal finde sted, senest 10 mødedage efter at formanden har henholdsvis meddelt Folketinget sin beslutning og modtaget anmodningen fra mindst 17 folketingsmedlemmer, medmindre Folketinget beslutter andet. Der går dog oftest 15-20 mødedage, efter at en redegørelse af afgivet, før den kommer til debat. Det er som oftest ministeren, som har aftalt dette med de relevante ordførere. Som eksempel på årligt tilbagevendende redegørelser kan nævnes de årlige retssikkerhedsredegørelser og ligestillingsredegørelser. 

7.5.2 Procedure m.v. for fremsendelse af redegørelser til Folketinget

Ministeriet skal endvidere senest kl. 11.00 dagen før anmeldelsen sende et printet eksemplar af redegørelsen til Lovsekretariatet og et brev stilet til Folketingets formand, men sendt til Lovsekretariatet, om anmeldelsen. Derefter kontakter Lovsekretariatet det pågældende ministerium om nummer på redegørelsen. Redegørelsen skal være frigivet i Lex Dania-klient senest 1 time før begyndelsen af det møde, hvor formanden anmelder redegørelsen. Når redegørelsen er anmeldt, sørger Lovsekretariatet for, at den frigivne redegørelse offentliggøres på folketingstidende.dk og ft.dk.

En redegørelse må ikke fylde mere, end hvad der svarer til fem til seks sider i det tospaltede pdf-format. Det svarer til ca. ½ times mundtlig fremsættelse. Det er derudover muligt at medtage bilag til redegørelsen, men den skal kunne læses uden bilag. 

7.5.3 Taletider ved redegørelsesdebatter

Taletiderne ved forhandlingen om en redegørelse er 10 minutter for ordførerne i første omgang og 5 minutter i en eventuel anden omgang. Ministerens taletid er 20 minutter i første omgang og herefter 10 minutter i eventuelle følgende omgange. Der kan ikke fremsættes forslag til vedtagelse under forhandlingerne. Ordførerne er placeret på første række i Folketingssalen som ved forespørgsler.

Forhandlingen om en redegørelse kan ske sammen med en forespørgselsdebat om samme emne. I så fald anvendes taletiderne for forespørgsler under begrundelsen af forespørgslen og ministerens eller ministrenes besvarelse, og under den efterfølgende forhandling anvendes taletiderne for redegørelsesdebatter. Der kan fremsættes forslag til vedtagelse under forhandlingerne.

7.5.4 Statsministerens åbningsredegørelse m.v.

På den første mødedag i folketingsåret afgiver statsministeren en åbningsredegørelse (grundlovens § 38 og FFO, § 19, stk. 1). Den betegnes officielt som en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af  regeringen påtænkte foranstaltninger. Åbningsredegørelserne har stor politisk betydning, og derfor gælder der særlige regler for forhandlingen af disse redegørelser:

• Folketinget skal foretage en forhandling om åbningsredegørelsen (åbningsdebatten). Forhandlingen gennemføres typisk 2 dage efter afgivelsen af åbningsredegørelsen. 
  
  
• Der kan fremsættes forslag til vedtagelse under debatten om åbningsredegørelsen.
  
  
• Folketingets formand fastsætter særskilte retningslinjer for debatten med hensyn til taletider m.v. Det samme gælder for afslutningsdebatten (forespørgselsdebatten om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation).

Statsministeren kan også på andre tidspunkter af folketingsåret afgive en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger, hvilket ofte er tilfældet efter et folketingsvalg (FFO, § 19, stk. 2). Der skal også i disse tilfælde foretages en forhandling af redegørelsen, hvilket sker efter samme principper som for åbningsdebatten. 

7.5.5 Andre redegørelser

Med indførelsen af de stående udvalg i 1972 blev der oprettet et forum for dialog mellem en minister og folketingsgrupperne, som i høj grad er blevet udnyttet som alternativ til redegørelsesdebatter i Folketingssalen. Der findes i forarbejder til love (f.eks. i bemærkninger til lovforslag eller i udvalgs betænkninger) talrige eksempler på, at en minister giver tilsagn om efter et stykke tid at orientere et folketingsudvalg om virkningerne af loven. Disse redegørelser til udvalg kommer ikke til debat i Folketingssalen.