7.3 Forslag til vedtagelse
Under forespørgselsdebatter, afslutningsdebatten og forhandling om en af statsministerens redegørelser, herunder åbningsdebatten (FFO, § 19, stk. 1 og 2), kan der fremsættes en særlig form for beslutningsforslag, som kaldes forslag til vedtagelse (FFO, § 24).
En folketingsvedtagelse er en politisk udtalelse, der som regel er rettet til regeringen, og den har ikke retsvirkninger for borgerne eller offentlige myndigheder. Det er dog muligt for Folketinget – med bindende virkning – at udtale mistillid til en minister i et forslag til vedtagelse. Der kan ikke stilles ændringsforslag til et forslag til vedtagelse (FFO, § 24, stk. 2).
Et forslag til vedtagelse kan på et hvert trin af behandlingen tages tilbage og optages af andre (FFO, § 22 stk.1).
Udvalget for Forretningsordenen har i betænkning og indstilling nr. B 147 fra 4. juni 2018 (Ændring af forskellige arbejdsformer og forretningsgange m.v.) henstillet til folketingsgrupperne, at de overvejer at tilrettelægge deres arbejdsgange, så udkast til vedtagelser mere konsekvent deles mellem grupperne til brug for forberedelsen af en forespørgselsdebat.
7.3.1 Behandling af forslag til vedtagelse
Et forslag til vedtagelse fremsættes, ved at det pågældende medlem læser forslagets tekst op og derefter afleverer teksten til formanden. Det bør tydeligt nævnes i forbindelse med oplæsningen, på hvilke medlemmers eller folketingsgruppers vegne forslaget fremsættes. Formanden meddeler, at forslaget nu indgår i forhandlingen.
Der afsættes ikke særskilt taletid til oplæsning af forslag til vedtagelse, men i de senere år har Folketingets formand tilladt oplæsning af forslag til vedtagelse ud over den taletid, der ellers tilkommer medlemmet.
Medlemmer, der har opbrugt deres taletid under forhandlingen, kan få ny taletid, hvis der fremsættes et forslag til vedtagelse (FFO, § 24, stk. 3). Denne mulighed anvendes dog i praksis sjældent.
7.3.2 Længde og indhold af forslag til vedtagelse
Da et forslag til vedtagelse ikke får samme grundige behandling som andre beslutningsforslag, har Folketinget sat en grænse for, hvor langt et forslag til vedtagelse må være. Forslag til vedtagelse må ikke være sammensat af mere end 150 ord. Ved en hasteforespørgsel er det højst 50 ord, jf. afsnit 7.4.
Et forslag til vedtagelse skal efter sit indhold have en naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår (FFO, § 24, stk. 1). Der kan altså ikke fremsættes et forslag til vedtagelse, som drejer sig om noget helt andet end det, som er emnet for debatten.
7.3.3 Afstemningsrækkefølge
Der kan kun vedtages ét forslag til vedtagelse under hver debat, og når ét forslag er vedtaget, bortfalder de øvrige (FFO, § 24, stk. 2). Ved en række tilfælde har det imidlertid vist sig under debatten, at der ville være flertal for mere end ét forslag. I disse tilfælde er det den rækkefølge, som forslagene kommer til afstemning i, som er afgørende for, hvilket forslag der bliver vedtaget. Da udfaldet af afstemningen kan være afgørende for, om regeringen har et flertal for sig eller imod sig, er det vigtigt for både regeringen og folketingsgrupperne, at de på forhånd kan beregne denne rækkefølge.
Afstemningsrækkefølgen afgøres som hovedregel af Folketingets formand (FFO, § 34), og formanden følger en særlig praksis, der har udviklet sig siden 1930'erne. I hovedtræk går den ud på følgende: Hvis der alene er fremsat forslag til vedtagelse, som regeringen ikke kan acceptere, sættes forslagene til afstemning i kronologisk rækkefølge, dvs. i den rækkefølge, hvori de er fremsat. Men hvis der er et af forslagene til vedtagelse, som regeringen godt kan acceptere, ændres afstemningsrækkefølgen. Ifølge fast praksis sættes det forslag til vedtagelse, som regeringen har erklæret at kunne acceptere, til afstemning først. Vedtages det, anses de øvrige forslag til vedtagelse for bortfaldet. Begrundelsen for denne fortrinsstilling er, at afstemningen her i virkeligheden anses for at dreje sig om at udtrykke tillid eller mistillid til regeringen. Der er dog eksempler på, at Folketingets formand med den pågældende ministers accept har fraveget denne afstemningsrækkefølge.
Efter anmodning fra 17 medlemmer skal afstemningsrækkefølgen imidlertid bestemmes ved afstemning i Folketingssalen. Inden denne afstemning kan 1 af de 17 medlemmer og formanden hver udtale sig én gang (FFO, § 34). Opnår et forslag fra 17 medlemmer ikke flertal, er det op til formanden at bestemme rækkefølgen.
