5.15 Ændringsforslag uden for udvalgsbehandlingen
Det er mest hensigtsmæssigt og overskueligt, at ændringsforslag stilles i betænkningen. Men det forekommer forholdsvis ofte, at ministeren eller folketingsmedlemmer stiller ændringsforslag uden for betænkningen til 2. behandling og uden for tillægsbetænkningen til 3. behandling. Det kan skyldes flere forhold. For det første kan det skyldes, at den, der ønsker at stille ændringsforslag – dvs. ministeren eller udvalgsmedlemmer – først bliver opmærksom på behovet, efter at udvalget har afgivet betænkning. For det andet kan det skyldes, at ændringsforslaget stilles af et folketingsmedlem, som ikke er medlem af udvalget. Der er ingen formel forskel på ændringsforslag stillet i betænkningen og ændringsforslag stillet uden for betænkning.
Ændringsforslag, der stilles uden for betænkningen, omdeles som bilag til lovforslaget. Ændringsforslag uden for betænkningen offentliggøres desuden på folketingstidende.dk og ft.dk senest dagen før behandlingen i Folketingssalen (FFO, § 18, stk. 2) – i modsætning til betænkningen, som skal være offentliggjort senest 2 dage før (FFO, § 8 a, stk. 2). Af hensyn til lovkvaliteten bør ændringsforslag, der stilles uden for betænkningen, dog så vidt muligt ikke stilles så sent, som dagen før forslaget behandles i Folketingssalen, medmindre der er tale om ændringsforslag med rent teknisk indhold.
Hvis det ved 2. behandling af et lovforslag ligger klart, at der er ønske om at stille ændringsforslag til 3. behandling, vil det som udgangspunkt være hensigtsmæssigt, at udvalget eller enkelte udvalgsmedlemmer anmoder om, at lovforslaget bliver henvist til fornyet udvalgsbehandling, således at udvalget får mulighed for at behandle og komme med indstillinger vedrørende det pågældende ændringsforslag. Hvis der alene er tale om ændringsforslag med rent teknisk indhold, kan en fornyet udvalgsbehandling dog være unødvendig.
Hvis et lovforslag ikke henvises til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling, forekommer det endvidere forholdsvis ofte, at der alligevel stilles ændringsforslag til 3. behandling. Det kan skyldes, at behovet for ændringsforslaget først opdages efter 2. behandling.