5.11 Betænkningsudkast
Udvalgets arbejde med et lovforslag slutter med, at udvalget på et udvalgsmøde afgiver en betænkning, hvis lovforslaget skal til 2. behandling. En betænkning er en slags rapport, der opsummerer, hvad udvalget har arbejdet med under udvalgets behandling af lovforslaget.
Forud for det udvalgsmøde, hvor udvalget skal afgive betænkning, omdeler Udvalgssekretariatet et betænkningsudkast, som sættes på dagsordenen for udvalgsmødet.
Betænkningsudkastet giver udvalget et aktuelt billede af udvalgsbehandlingen af et forslag. Betænkningsudkast omdeles som offentlige bilag på forslaget på Folketingets hjemmeside. Herved kan borgere, virksomheder, interesseorganisationerne m.fl. få et grundlag for eventuelt at søge at påvirke den sidste del af forslagets behandling.
Et betænkningsudkast kan f.eks. indeholde ændringsforslag, som ministeren eller et medlem har stillet og politiske bemærkninger fra folketingsgrupper eller udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG). Derimod er indstillinger, hvor folketingsgrupper eller udvalgsmedlemmer uden for folketingsgrupperne (UFG) angiver, hvordan de forholder sig til eventuelle ændringsforslag og lovforslaget, ikke nødvendigvis med i betænkningsudkastet. Indstillinger skal nemlig først oplyses på det udvalgsmøde, hvor betænkningen afgives (eventuelt efter mødet inden for en af udvalget fastsat kortere frist). I praksis forekommer det dog ofte, at nogle udvalgsmedlemmer sender indstillinger til Udvalgssekretariatet inden det udvalgsmøde, hvor der skal afgives betænkning. I disse tilfælde kan indstillingerne – afhængigt af, hvor lang tid før udvalgsmødet, de er modtaget ‒ være medtaget i betænkningsudkastet. Er der yderligere politiske bemærkninger ud over dem, der er indarbejdet i betænkningsudkastet, kan de også afleveres enten på det møde, hvor betænkningen afgives, eller efter mødet inden for en af udvalget nærmere fastsat kortere frist. Se også afsnit 5.13 om betænkningens indhold.
Hvis der kommer yderligere væsentlige elementer under udvalgsbehandlingen efter omdeling af betænkningsudkastet (det kan f.eks. være nye ændringsforslag), vil der blive omdelt et nyt betænkningsudkast (2. udkast til betænkning). Denne proces kan gentages flere gange, således at der omdeles nye, opdaterede betænkningsudkast. Betænkningsudkastene er nummererede, og i en parentes vil der stå, hvilke væsentlige ændringer der er tale om i forhold til det forudgående betænkningsudkast.