5.10 Teknisk gennemgang
Nogle lovforslag er meget omfattende og teknisk komplicerede. I de tilfælde kan udvalget bede ministeren og ministerens embedsmænd om at give udvalget en teknisk gennemgang af forslaget. Her gennemgår embedsmændene de enkelte dele af lovforslaget og svarer på faktuelle, ikkepolitiske spørgsmål.
Den tekniske gennemgang har til formål at give medlemmerne en grundlæggende viden om lovforslagets indhold og opbygning, så de er godt oplyst til 1. behandling i Folketingssalen, hvor den politiske drøftelse af lovforslaget finder sted, og til den efterfølgende udvalgsbehandling. Tekniske gennemgange kan også medvirke til at undgå overflødige spørgsmål senere i udvalgsbehandlingen.
Det er Udvalgssekretariatet, der aftaler tidspunktet for den tekniske gennemgang med ministeriet. Den tekniske gennemgang foregår i Folketinget eller i ministeriet. En teknisk gennemgang bør som udgangspunkt finde sted, efter at udvalget har modtaget høringssvar og -notat, men inden 1. behandling.
Politiske spørgsmål besvares ikke af embedsmændene under den tekniske gennemgang. Disse spørgsmål må medlemmerne stille på forslagets bilagsdel til ministerens skriftlige eller mundtlige besvarelse.
Forskellige regeringer har siden januar 2002 tilkendegivet, at det er en forudsætning for ministeriernes deltagelse i tekniske gennemgange, at ministeren deltager. Se bl.a. statsministerens svar af 14. januar 2013 på spørgsmål nr. S 803 (folketingsåret 2012-13). Det forekommer dog, at tekniske gennemgange foretages af ministerens embedsmænd uden ministerens deltagelse. Det er ministeriet selv, der påser overholdelsen af, om ministeren skal deltage i den tekniske gennemgang.