4.8 Særlige udvalg, delegationer og tværgående politiske netværk

Nogle af Folketingets udvalg har særlige kompetencer og opgaver, som adskiller sig fra de øvrige udvalgs arbejde. Desuden deltager et stort antal af Folketingets medlemmer i møder i internationale, mellemstatslige parlamentariske forsamlinger som medlem af en delegation. Endelig foregår en del af det parlamentariske arbejde også gennem de tværgående politiske netværk, SRSR-netværket og 2030-netværket. De særlige udvalgs opgaver, delegationernes arbejde og netværkene beskrives i afsnit 4.8.1-4.8.9. 

4.8.1 Finansudvalget

I Danmark må staten ikke opkræve skatter, før Folketinget har vedtaget finansloven (eller en midlertidig bevillingslov). Og ingen statslig udgift må afholdes uden hjemmel i finansloven, en tillægsbevillingslov eller en midlertidig bevillingslov. Det fremgår af grundlovens § 46.

Finansudvalget behandler de årlige finanslovsforslag. Desuden behandler udvalget tillægsbevillingslovforslag, lovforslag om optagelse af statslån, statsrevisorernes betænkning over statsregnskabet og konkrete bevillingsansøgninger fra ministre (de såkaldte aktstykker). Finansudvalgets arbejde omfatter således samtlige ministerområder.

Finansudvalget drøfter også de store linjer i den økonomiske politik.

Finansudvalget har 17 medlemmer. Udvalgets arbejdsform er på flere måder forskellig fra andre folketingsudvalg. Arbejdets specielle karakter er baggrunden for, at Finansudvalget – i modsætning til Folketingets øvrige udvalg – ikke modtager henvendelser fra organisationer eller borgere og heller ikke tager imod deputationer.

Udvalgets arbejde er beskrevet mere detaljeret i Finansudvalgets beretning af 7. april 2011 om Finansudvalgets arbejdsform m.v., der findes på ft.dk.

Finansudvalget behandler primært to lovforslag hvert år:

• Fra august til december behandler udvalget forslaget til finanslov for det kommende år.
  
  
• I januar og februar behandler udvalget tillægsbevillingslovforslaget for det foregående finansår. 

Bevillingsansøgninger fra ministre

Finansudvalget kan i modsætning til andre folketingsudvalg lovgive på vegne af hele Folketinget. Det sker i forbindelse med behandling af bevillingsansøgninger fra ministre (de såkaldte aktstykker), hvor en minister søger om penge til en konkret bevilling, som ikke er med på det års finanslov.

Aktstykker kan f.eks. dreje sig om:

• Overflytning af bevillinger, f.eks. fra et ministerområde til et andet eller inden for et ministerområde.
  
  
• Udmøntning af bevillinger, som allerede er givet på finansloven, f.eks. ulandsbevillinger og bevillinger til forsvarets materielanskaffelser.
  
  
• Køb eller salg af statens ejendomme eller igangsættelse af statslige byggerier, it-systemer m.v..

Derudover er det fastsat i en lang række love, at Finansudvalget skal godkende aftaler, koncessioner, garantier m.v.

Aktstykker godkendes af Finansministeriet, inden de sendes til Finansudvalget, medmindre der særskilt er hjemmel for andet.

Aktstykkerne behandles på udvalgets ugentlige møde torsdag kl. 13.00. Uden for Folketingets mødeperioder kan udvalget i ganske særlige og stærkt hastende tilfælde behandle et aktstykke ved en skriftlig procedure uden afholdelse af et møde.

Udvalgets behandling af aktstykker ligner de øvrige udvalgs behandling af lovforslag med skriftlige spørgsmål til ministeren, samråd m.v. Ved afstemninger om aktstykker gælder reglen om, at »stolene tæller«, det vil sige, at medlemmer, der ikke er til stede, regnes for at have stemt for ansøgningen, medmindre andet er meddelt på forhånd.

Ethvert folketingsmedlem kan anmode om, at et aktstykke bliver behandlet i Folketingssalen. Finansudvalget vil så normalt stoppe sin behandling, indtil aktstykket er færdigbehandlet i Folketingssalen.

Når udvalget har godkendt et aktstykke, er ministeren stillet, som om der var vedtaget en bevillingslov med aktstykkets indhold.

Ordningen med aktstykker er ikke i overensstemmelse med ordlyden af grundlovens § 46, men ordningen har vist sig at være både smidig og rationel. Den har været praktiseret i over 100 år, og forfatningen må på dette punkt siges at være ændret ved sædvane.

De bevillingsmæssige konsekvenser af aktstykker bliver optaget på tillægsbevillingslovforslaget og godkendes derved formelt af Folketinget efter finansårets afslutning.

Statsregnskabet

Finansudvalget behandler løbende beretninger modtaget fra statsrevisorerne. Herudover behandler Finansudvalget statsregnskabet med statsrevisorernes bemærkninger, som efter grundlovens § 47 skal fremlægges for Folketinget senest 6 måneder efter finansårets udløb. Derefter forelægger Finansudvalget statsregnskabet for Folketinget til beslutning.

4.8.2 Europaudvalget

Hvert år vedtager EU en lang række retsakter med stor betydning for borgere og virksomheder. Disse retsakter bliver til i et samspil mellem Europa-Kommissionen, der står for udarbejdelse og fremsættelse af forslagene, og Rådet og Europa-Parlamentet, som sammen vedtager disse.

Folketingets Europaudvalg er inddraget i denne lovgivningsproces. Det sker navnlig, ved at Europaudvalget giver regeringen mandat forud for forhandlinger i Rådet, men også i stigende omfang, ved at Europaudvalget sammen med Folketingets fagudvalg behandler og udtaler sig direkte til EU’s institutioner om vigtige EU-forslag.

Når regeringen forelægger EU-sager for Europaudvalget, er det enten til orientering eller med henblik på at få godkendt et forhandlingsmandat. Regeringen sikrer på den måde, at den ikke har et folketingsflertal imod sin EU-politik.

Hvor der er tale om sager »af større rækkevidde«, har det siden 1973 været fast praksis, at regeringen indhenter et forhandlingsmandat i Europaudvalget, før den kan tilslutte sig et forslag i Rådet. Ordningen med forhandlingsmandater blev indført med udvalgets første beretning af 29. marts 1973, hvor det blev fastslået, at regeringen forud for forhandlinger i EU’s råd om vedtagelser »af større rækkevidde« skal forelægge Europaudvalget et mundtligt forhandlingsmandat. Såfremt der ikke i udvalget konstateres et flertal imod forhandlingsoplægget, forhandler regeringen på dette grundlag.

Når Europaudvalget behandler og udtaler sig direkte til EU’s institutioner om vigtige EU-forslag, sker det i et tæt samarbejde med Folketingets fagudvalg. Bl.a. står Europaudvalget sammen med fagudvalgene for Folketingets overvågning af, at kommende EU-regler overholder nærhedsprincippet. Fagudvalgene har ansvar for den indledende behandling af et EU-lovgivningsforslag, mens Europaudvalget vedtager den endelige indstilling til EU’s institutioner.

Udenrigsministeriet koordinerer Danmarks deltagelse i Rådet og er derfor ressortministerium for Folketingets Europaudvalg. De øvrige ministerier sender notater m.v. til Europaudvalget via Udenrigsministeriet.

Til støtte for Folketingets behandling af EU-sager skal regeringen sende et grund- og nærhedsnotat om alle væsentlige EU-forslag til Europaudvalget og til de relevante fagudvalg. Grundnotatet fremsendes, senest 4 uger efter at forslaget foreligger på dansk. Dog skal grund- og nærhedsnotater, der vedrører en række særlig prioriterede forslag, sendes allerede efter 3 uger.

Forud for møderne i Europaudvalget fremsender regeringen desuden et samlenotat til udvalget, hvor samtlige sager vedrørende et bestemt rådsmøde er beskrevet. Disse samlenotater skal være Folketinget i hænde senest 8 dage inden mødet i Europaudvalget. 

Endelig behandler Europaudvalget som Folketingets øvrige stående udvalg også de lov- og beslutningsforslag, der henvises til det efter 1. behandlingen i Folketingssalen. Det drejer sig dog om forholdsvis få forslag om eksempelvis tiltrædelse af nye EU-traktater eller af udvidelsestraktater ved optagelsen af nye medlemslande i EU.

En mere detaljeret beskrivelse af arbejdet i Europaudvalget finder man i den vejledende sammenskrivning af Europaudvalgets beretninger »Folketingets behandling af EU-sager«, som er revideret senest i 2022 (EU-note E 2 – folketingsåret 2022-23 (2. samling)). Mere information om Folketingets arbejde med EU-sagerne findes på Folketingets EU-Oplysnings hjemmeside eu.dk.

4.8.3 Epidemiudvalget

Epidemiudvalget blev oprettet som et stående udvalg i Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af en ny epidemilov i foråret 2021.

Epidemiloven indeholder bestemmelser om en særlig parlamentarisk kontrol, hvorefter der er krav om, at ministre, før de udsteder regler i medfør af visse nærmere bestemte bemyndigelser i epidemiloven, skal forelægge reglernes indhold for et folketingsudvalg (Epidemiudvalget). Ministeren må ikke udstede reglerne, hvis et flertal i udvalget udtaler sig imod reglernes udstedelse. 

Sagsgangen ved Epidemiudvalgets behandling er den, at den pågældende minister sender en skriftlig indstilling til udvalget og herefter forelægger sagen mundtligt på et udvalgsmøde. Når ministeren har forelagt sagen og svaret på spørgsmål fra udvalget, spørger udvalgets formand, hvordan udvalgets medlemmer stiller sig til forelæggelsen. Ministeren får under mødet udvalgets tilbagemelding, hvoraf det vil fremgå, om der er eller ikke er et flertal i udvalget imod, at ministeren udsteder reglerne. Ministerens indstilling til udvalget og udvalgets, herunder de enkelte folketingsgruppers, tilkendegivelser til indstillingen, bliver offentliggjort, kort tid efter at mødet er afholdt. 

Epidemiudvalget kan i nogle tilfælde behandle en ministers indstilling til udvalget i en skriftlig procedure, f.eks. hvis ministeren indstiller en forlængelse af allerede iværksatte restriktioner.

Epidemiudvalget fungerer – ud over at varetage den særlige parlamentariske kontrol i henhold til epidemiloven ‒ som et stående udvalg på linje med Folketingets øvrige stående udvalg. Udvalget kan herunder behandle lov- og beslutningsforslag og udøve almindelig parlamentarisk kontrol inden for udvalgets sagsområde.

4.8.4 Det Udenrigspolitiske Nævn

Grundloven indeholder to bestemmelser om Danmarks forhold til omverdenen: § 19 om den udenrigspolitiske kompetence og § 20 om at overlade beføjelser til internationale organisationer. Af § 19 fremgår det, at kongen (dvs. regeringen) handler på rigets vegne i udenrigspolitiske sager.

Det fremgår desuden af grundlovens § 19, stk. 1 og 2, at regeringens udenrigspolitiske kompetence er underlagt den begrænsning, at visse af regeringens handlinger kræver Folketingets samtykke. Det kan være:

• Handlinger, der indskrænker eller forøger rigets område.
  
  
• Indgåelse af forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig.
  
  
• Indgåelse af forpligtelser, som i øvrigt er af større betydning.
  
  
• Opsigelse af mellemfolkelige overenskomster, som er indgået med Folketingets samtykke.
  
  
• Anvendelse af militære magtmidler mod en fremmed stat, bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker. I dette tilfælde skal de trufne foranstaltninger straks forelægges Folketinget.

Det Udenrigspolitiske Nævn blev skrevet ind i grundloven i 1953, og der står nu følgende i grundlovens § 19, stk. 3: »Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.«

Nævnet har 17 medlemmer, og Folketinget vælger ligeledes 17 stedfortrædere, der indtræder i stedet for medlemmerne, når nogen af disse er forhindret.

Regeringen rådfører sig med Nævnet forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Desuden drøfter Nævnet sager af betydning for landets udenrigspolitik med regeringen, og Nævnet modtager oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold. Det fremgår af loven om Det Udenrigspolitiske Nævn.

Eftersom rådføringen med Nævnet sker på regeringens initiativ, er det i første omgang regeringen, der bedømmer, om en beslutning er af en sådan »større udenrigspolitisk rækkevidde«, at det er nødvendigt at indkalde til et møde i Nævnet. Nævnet kan dog også blive indkaldt, såfremt mindst 3 medlemmer af Nævnet anmoder om det.

Regeringen er ikke bundet af Det Udenrigspolitiske Nævns standpunkter, men Nævnet er retningsgivende for, om regeringens udenrigspolitik har opbakning fra et flertal af Folketingets medlemmer.

Nævnsmøderne foregår i praksis på den måde, at en minister – som regel statsministeren, udenrigsministeren eller forsvarsministeren – giver en mundtlig orientering om aktuelle udenrigspolitiske emner, som medlemmerne har mulighed for at spørge ind til på mødet. Nævnets medlemmer og disses stedfortrædere modtager desuden løbende notater fra regeringen om udenrigspolitiske spørgsmål, pressemeddelelser og resolutioner fra internationale organisationer og møder m.v.

Det sker kun sjældent, at nævnsmedlemmerne stiller skriftlige spørgsmål til ministrene gennem Det Udenrigspolitiske Nævn. I givet fald bliver de stillet til mundtlig besvarelse.
 
Tidspunktet for regeringens inddragelse af Det Udenrigspolitiske Nævn i beslutningsprocessen omkring en udenrigspolitisk sag har gentagne gange været genstand for debat i Nævnet. Er der tale om beslutninger af større udenrigspolitisk rækkevidde, skal Nævnet inddrages, før regeringen træffer beslutning i sagen.

Nævnet har ikke hidtil deltaget i lovgivningsarbejdet. Lov- og beslutningsforslag på det udenrigspolitiske område er i stedet blevet henvist til behandling i Forsvarsudvalget, Udenrigsudvalget eller et ad hoc-udvalg.

Ifølge § 4 i loven om Det Udenrigspolitiske Nævn er Nævnets medlemmer forpligtede til at bevare tavshed om, hvad de erfarer i Nævnet, i det omfang vedkommende minister eller Nævnets formand træffer bestemmelse herom.

Oplysning om, hvornår Nævnet holder møde, er i udgangspunktet tilgængelig for offentligheden, men ikke oplysning om, hvilke sager der er på dagsordenen.

Referatet fra møderne er fortrolige, men medlemmer af Nævnet og stedfortrædere kan læse dem i Nævnets sekretariat i Det Internationale Sekretariat.

4.8.5 Delegationer

De internationale parlamentariske forsamlinger mødes til sessioner en eller flere gange om året varierende fra forsamling til forsamling. Folketinget sender delegationer af medlemmer til at deltage i sessionerne. På disse sessioner vedtages resolutioner og eventuelt også rekommandationer til det tilsvarende regeringsorgan. Da de alle er mellemstatslige forsamlinger, som ikke har selvstændig beslutningskompetence, er der alene tale om anbefalinger. Grundlaget for disse resolutioner og rekommandationer er forslag fra medlemmer af landenes delegationer, som de ofte vil have arbejdet med på møder mellem sessionerne i de udvalg og komitéer, der er tilknyttet de parlamentariske forsamlinger. Dette udvalgsarbejde og arbejdet under sessionerne svarer i store træk til det arbejde, der foregår i Folketingets udvalg og i Folketingssalen.

Endelig deltager medlemmerne af nogle af delegationerne (Europarådets Parlamentariske Forsamling, OSCE’s Parlamentariske Forsamling og NATO’s Parlamentariske Forsamling) i valgobservationer i lande inden og uden for medlemskredsen.

Efter hvert folketingsvalg udpeger Folketinget et antal medlemmer til delegationerne, og det sker efter samme system, som når der vælges medlemmer til udvalgene, dvs. efter forholdstalsvalg mellem valggrupper.

Folketinget udpeger delegationer til:

• Nordisk Råd

  Nordisk Råd blev oprettet i 1952 og har de fem nordiske lande og de tre nordiske selvstyreområder som medlemmer. Nordisk Råd er en pendant til Nordisk Ministerråd, som er regeringernes samarbejdsorgan. Nordisk Råds formål er at bevare og udvikle det nordiske samarbejde inden for retsvæsen, kultur, samfærdsel, miljø og sociale og økonomiske forhold. I de senere år er sikkerhedspolitik også blevet et emne, som Nordisk Råd behandler.

• Europarådets Parlamentariske Forsamling

  Europarådet og dets parlamentariske forsamling blev oprettet i 1949 med det formål at sikre stabilitet i Europa baseret på demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper og den fælles kulturarv. Europarådet består nu af 46 medlemslande. Europarådet har vedtaget en lang række konventioner. En af de vigtigste er den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950.

• OSCE’s Parlamentariske Forsamling (OSCE PA)

  OSCE PA blev dannet i 1992 og er den parlamentariske del af OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe), som består af 57 lande. OSCE PA har til formål at styrke parlamenternes indflydelse på OSCE-samarbejdet, hvis hovedopgave er udarbejdelse af fælles normer for mellemstatslig adfærd og fælles normer for relationer mellem borger og stat. Endvidere er OSCE involveret i integrering af nye demokratier i værdifællesskabet og aktiviteter relateret til krisestyring- og konfliktforebyggelse. Forsamlingen har overordnet til opgave at vurdere gennemførelsen af OSCE’s målsætninger, debattere aktuelle emner og afgive anbefalinger til f.eks. regeringerne.

• NATO’s Parlamentariske Forsamling (NPA)

  NPA består af parlamentarikere fra NATO’s medlemslande og NATO’s associerede medlemmer. Forsamlingens primære formål er af oplysende og konsensusskabende karakter, herunder at belyse forsvars- og sikkerhedspolitiske emner med henblik på at skabe fælles fodslag for den fremtidige udvikling af NATO.

• Den Interparlamentariske Union (IPU)

  IPU er en international organisation grundlagt i 1889, hvor over 175 nationale parlamenter er repræsenteret. IPU’s hovedformål er at virke for de parlamentariske institutioners udvikling og demokrati, at fremme interparlamentarisk dialog på verdensplan og at fremme fred, mellemfolkeligt samarbejde og en bæredygtig udvikling. IPU arbejder desuden for at sikre overholdelse af menneskerettighederne med særligt fokus på parlamentarikere i alle lande. Organisationen arbejder endvidere for et fortsat tættere samarbejde med FN.

• Arktisk Parlamentarikerkomité (SCPAR)

  Conference of Parlamentarians of the Arctic Region/Arktisk Parlamentarikerkomité er en komité for parlamentarikere, der repræsenterer de otte arktiske lande og Europa-Parlamentet. I komitéen deltager repræsentanter for de arktiske staters nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. De arktiske oprindelige folk er faste deltagere i samarbejdet. Observatører deltager fra regeringer og interparlamentariske organisationer og fra observatørstater og relevante internationale organisationer. SCPAR er engageret i emner som uddannelse og forskning, erhvervsudvikling, klima og miljøspørgsmål og sociale spørgsmål.
  
  Folketingets repræsentant i Arktisk Parlamentarikerkomité vælges fra Folketingets arktiske delegation, som består af i alt 14 medlemmer. Delegationen har eksisteret siden 2019 og blev bl.a. oprettet for at sikre en bedre forankring af arbejdet med arktiske spørgsmål i Folketingets øvrige arbejde.

• Baltic Sea Parliamentary Conference (BSPC)

  BSPC blev etableret i 1991 som et forum for politisk dialog mellem parlamentarikere fra Østersøregionen. BSPC arbejder med spørgsmål af aktuel politisk interesse og relevans for Østersøregionen. Organisationen fremmer og driver forskellige initiativer og arbejder for at støtte en bæredygtig miljømæssig, social og økonomisk udvikling i Østersøregionen. BSPC består af parlamentarikere fra nationale og regionale parlamenter og parlamentariske organisationer omkring Østersøen. BSPC holder hvert år en større konference med deltagelse af delegationer fra alle medlemslandene. På konferencen vedtages en resolution med politiske anbefalinger til østersølandenes regeringer.
  
  Nordisk Råds delegation vælger medlemmer til at repræsentere Folketinget i det parlamentariske østersøsamarbejde.

4.8.6 Indfødsretsudvalget

I grundloven står, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Det betyder, at det er Folketinget, der tager stilling til, om en udlænding kan få dansk statsborgerskab.

Hvert år fremsætter regeringen typisk to lovforslag om indfødsrets meddelelse, hvor udlændinge, der har ansøgt om statsborgerskab, og som opfylder betingelserne, oplistes med navn.

Disse lovforslag og andre spørgsmål om statsborgerskab behandles i Indfødsretsudvalget. Indfødsretsudvalget behandler også sager om at give dispensation fra de betingelser, der stilles, for at en udlænding kan få dansk statsborgerskab.

4.8.7 § 71-tilsynet

§ 71-tilsynet har navn efter grundlovens § 71, som bestemmer, at behandlingen af frihedsberøvede personer (uden for strafferetsplejen) »undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse«.

Tilsynet består af 9 folketingsmedlemmer. De 9 medlemmer fører tilsyn med forholdene for bl.a. psykiatriske patienter og tvangsanbragte børn og unge. 

Tilsynet har ikke som de fleste af Folketingets udvalg opgaver, som er knyttet til behandlingen af lov- og beslutningsforslag.

Tilsynet har ikke kompetence til at træffe afgørelser, men kan alene give udtryk for sin vurdering af forholdene for de frihedsberøvede personer. Tilsynet kan i den forbindelse udtale kritik eller komme med anbefalinger eller henstillinger. 

4.8.9 De tværpolitiske netværk: SRSR-netværket og 2030-netværket

Folketingets Præsidium besluttede i 2019, at tværpolitiske netværk, der består af folketingsmedlemmer, kan få sekretariatsbetjening af Folketingets Administration, hvis de lever op til en række overordnede kriterier. Et af kriterierne er, at netværket er »bredt forankret« i Folketingets partier. Et andet kriterium er, at netværket beskæftiger sig med et emne, der går på tværs af Folketingets udvalg. 

Folketingets Administration sekretariatsbetjener to forskellige politiske netværk: Folketingets tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR-netværket) og Folketingets tværpolitiske netværk for verdensmålene (2030-Netværket). 

Herudover eksisterer der en række selvstændige politiske netværk, som ikke modtager sekretariatsbistand af Folketingets Administration. 

Et tværpolitisk netværk har ikke de samme parlamentariske værktøjer til rådighed som Folketingets udvalg, hvilket betyder, at de f.eks. ikke kan stille spørgsmål til ministre eller kalde en minister i samråd. 

Fællesnævneren for netværkene er, at de giver plads til en anden form for politisk dialog, videndeling og tværpolitisk samarbejde og samtidig adskiller sig fra udvalg og underudvalg, ved at alle folketingsmedlemmer kan være medlem af dem.

• SRSR-netværket

  Folketingets tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR-netværket) er en parlamentarisk gruppe på tværs af Folketingets partier, der arbejder for at fremme ligestilling mellem kønnene og retten til at bestemme over egen krop både nationalt og globalt. Netværket er en platform for samarbejde med regeringen, civilsamfundet, internationale organisationer, erhvervslivet og andre, som arbejder for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR).
  
  Netværket beskæftiger sig bl.a. med retten til fri abort, kampen mod seksuel og kønsbaseret vold, diskrimination, LGBT+-rettigheder, øget adgang til prævention, seksualundervisning og kvinder og pigers inddragelse i beslutningsprocesser. 
  
  Netværket engagerer sig aktivt i internationale fora som FN, EU og det nordiske samarbejde.

• 2030-netværket

  Folketingets tværpolitiske netværk for verdensmålene (2030-netværket) er en parlamentarisk gruppe på tværs af Folketingets partier, der har til formål at fremme FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling i Danmark. Netværket følger fremdriften for opfyldelsen af målene og søger at understøtte et bredt samfundsmæssigt engagement. Det gør netværket bl.a. ved at skabe debat, dele viden og udøve parlamentarisk kontrol. 
  
  Netværket har etablereret et rådgivende organ ved navn 2030-panelet med repræsentanter for civilsamfundet, ngo’er, organisationer, erhvervslivet, forskningsverdenen m.fl., der understøtter netværkets arbejde via analyser, sparring, videndeling m.v. 2030-netværket er altså et forum for en bred dialog og samtidig en platform for samarbejde med civilsamfundet, erhvervslivet m.v.  
  
  Netværket engagerer sig også i FN’s opfølgning af verdensmålene, bl.a. i forbindelse med det årlige High-Level Political Forum, der udgør FN’s primære platform for evalueringen af fremdriften i opfyldelsen af målene.