Afsnit 4.7 Åbne udvalgsaktiviteter, studieture og konferencer

Høringer, lukkede ekspertmøder, indenlandske og udenlandske studieture og borgermøder

4.7 Høringer, studieture og konferencer

Et udvalgs medlemmer har forskellige muligheder for - i fællesskab - at blive klogere på et emne inden for udvalgets sagsområde. Det kan f.eks. ske ved at invitere borgere eller eksperter ind på Christiansborg til en høring eller et ekspertmøde eller ved at tage på studieture i ind- og udland. Disse forskellige redskaber i udvalgsarbejdet beskrives i de følgende afsnit.

4.7.1 Høringer

Udvalgene har mulighed for at holde høringer om emner, der interesserer dem. En høring er en slags konference, hvor udvalget inviterer eksperter, interesseorganisationer, borgere eller andre med en særlig indsigt til at fortælle om deres synspunkter om, erfaringer med og viden om et bestemt emne. En høring kan f.eks. handle om konsekvenserne af et konkret lovforslag, som udvalget arbejder med, eller om en generel, aktuel problemstilling inden for udvalgets sagsområde, som udvalget ønsker at få belyst.

Høringer er som regel åbne for pressen og offentligheden. En åben høring bliver tv-optaget og vist direkte på Folketingets hjemmeside ft.dk. En åben høring bliver også vist direkte eller forskudt på Folketingets tv-kanal. Borgere og repræsentanter for interesseorganisationer og andre kan tilmelde sig åbne høringer og overvære dem fra tilhørerpladserne i lokalet. Ved nogle høringer får tilhørerne også mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne.

Et udvalg kan også vælge at holde en lukket høring/et lukket ekspertmøde, hvor det kun er udvalgets medlemmer og de inviterede oplægsholdere, som har adgang. Udvalget kan desuden beslutte sig for andre formater, som er tilpasset det konkrete formål, f.eks. høringer, hvor tilhørerne bliver involveret, eller høringer med paneldebatter eller andet.

De fleste udvalg nedsætter et underudvalg, der står for den nærmere planlægning af høringen. Underudvalget kan f.eks. bestå af udvalgets formand og et til to medlemmer fra hvert valgforbund. Underudvalget tager stilling til høringens form og indhold, herunder programpunkter, oplægsholdere, høringens udstrækning (halv- eller heldags) m.v. Underudvalget tager endvidere stilling til, om høringen skal være åben eller lukket, og hvordan den skal afvikles.

Udvalgenes høringer bliver normalt holdt i Landstingssalen eller et andet større mødelokale i Folketinget, men kan også holdes uden for Christiansborg. I planlægningsfasen kan udvalget eventuelt bede det relevante fagministerium om bistand, f.eks. forslag til oplægsholdere.

Udvalget evaluerer normalt høringen på et efterfølgende udvalgsmøde og drøfter, om – og i givet fald hvordan – udvalget vil følge op på høringen. En eventuel tv-optagelse, oplægsholdernes eventuelle powerpointpræsentationer eller anden dokumentation af høringen bliver lagt på udvalgets side på Folketingets hjemmeside ft.dk.

4.7.2 Udvalgenes studieture

Folketingets udvalg tager jævnligt på studieture. Det gør de, fordi det er vigtigt for udvalgsmedlemmerne at holde sig orienteret om, hvad der rører sig inden for deres område i både ind- og udland.

Studieture i Danmark eller udlandet kan være et led i forberedelserne af konkrete beslutninger. Men udvalgene tager også af sted for at studere temaer, tendenser eller konkrete tiltag i udlandet, der kan tænkes at få indvirkning på eller være til inspiration for danske forhold.

De fleste af Folketingets udvalg har et dispositionsbeløb pr. år på ca. 250.000 kr. til brug for studieture og deltagelse i konferencer i udlandet. Udgifter til indenlandske studieture afholdes over Udvalgssekretariatets konto til indenlandske udvalgsaktiviteter. Udvalgene afgør selv, hvor mange af udvalgets medlemmer der kan deltage i en studierejse ‒ det maksimale antal er dog 17. Udvalgene kan også invitere den relevante minister og embedsmænd fra ministeriet til at deltage i en studietur. Ministeriet betaler i givet fald de udgifter, der er forbundet med ministeriets deltagelse.

Studieture foregår i Folketingets mødefri perioder, medmindre særlige forhold gør sig gældende og Folketingets formand har godkendt dette, eller der er tale om en tur, hvor der kun deltager op til 5 udvalgsmedlemmer.

Oplysninger om studieturene er tilgængelige på Folketingets hjemmeside ft.dk, hvor man bl.a. kan se formål med studieturene, hvem der deltager, budget og regnskab.

4.7.3 Konferencer m.m.

Udvalgene modtager ofte invitationer til at deltage i konferencer og møder i såvel indland som udland. Udvalget kan vælge at udpege et eller flere medlemmer til at repræsentere udvalget.

Er deltagelse i en konference eller et møde forbundet med udgifter, må udvalget træffe en beslutning om, hvorvidt emnet er relevant i forhold til udvalgets sagsområder, og om udvalget skal betale for medlemmets deltagelse.

Udgifter til konferencer og møder i udlandet afholdes af udvalgets dispositionsbeløb til brug for studieture m.m. i udlandet. Udgifter til deltagelse i indenlandske konferencer m.m. afholdes over Udvalgssekretariatets konto til indenlandske udvalgsaktiviteter.

4.7.4 Udvalgenes aktiviteter uden for Christiansborg

Nogle udvalg holder udvalgshøringer, foretræder eller borgermøder forskellige steder i Danmark – som et supplement til udvalgsaktiviteterne på Christiansborg. Det kan f.eks. være, at et udvalg i forlængelse af et studiebesøg i en by eller på en ø i Danmark modtager lokale organisationer, foreninger el.lign. i foretræde. Folketinget har mulighed for at tv-optage et udvalgsmøde, en høring eller et borgermøde, som afholdes på en anden lokalitet end Christiansborg.