4.12 Udvalgene og EU-sager
De fleste af Folketingets udvalg beskæftiger sig i dag med politikområder, der i større eller mindre grad bliver påvirket af den lovgivning, som vedtages af EU’s institutioner. Derfor behandler udvalgene som en del af lovgivningsarbejdet også EU-sager inden for deres ressortområder. Dette fremgår af FFO, § 8, stk.11.
Europaudvalget kan anmode et fagudvalg om at afgive en udtalelse om et EU-forslag. Fagudvalget er herefter forpligtet til at afgive en udtalelse til Europaudvalget. Formålet er at bruge udvalgenes faglige ekspertise. Ordningen anvendes på sager, hvor Europaudvalget vurderer, at det er særlig ønskeligt at inddrage et eller flere fagudvalg, f.eks. vedrørende væsentlige nye forslag til EU-lovgivning og reformer af EU-politikker.
En tidlig inddragelse af Folketinget er ikke mindst væsentlig, fordi de nationale parlamenter har en særlig rolle i EU’s beslutningsproces. Således har de nationale parlamenter mulighed for at gøre indsigelse mod et nyt forslag til EU-lovgivning, hvis det strider mod EU’s nærhedsprincip, det vil sige, hvis de nationale parlamenter mener, at de nye regler snarere hører hjemme i national lovgivning end i EU-lovgivning. Udvalgenes faglige ekspertise kommer også i spil, når Folketinget afgiver politiske udtalelser til Europa-Kommissionen.
Det er Europaudvalget, der i sager af større rækkevidde giver regeringen mandat til at forhandle i Rådet.
Det er kun gennem EU’s lovgivningsproces, at Folketinget kan sætte sit præg på de regler, der vedtages i EU. Når EU vedtager ny EU-lovgivning, har det nemlig enten samme effekt for danske borgere, som hvis Folketinget selv havde vedtaget den pågældende lovgivning (EU-forordninger), eller også får Folketinget kun snævre rammer for, hvordan EU-lovgivningen skal gennemføres i dansk lovgivning (EU-direktiver). Hertil kommer, at når først EU-lovgivning er vedtaget, kan den kun ændres ved ny EU-lovgivning.
Bortset fra pligten til at svare på anmodninger fra Europaudvalget om indstillinger i EU-sager fastlægger udvalgene selv, hvordan og i hvilket omfang EU-sagerne behandles.