3.8 Dispensation og afvisning

Forretningsordenen indeholder en række frister for lovgivningsarbejdet. F.eks. kan et forslag først komme til 2. behandling 2 dage efter 1. behandlingen, og 2 dage efter at udvalgsbetænkningen er offentliggjort på en af Folketingets hjemmesider (FFO, § 8 a, stk. 2). Det kræver i de fleste tilfælde en dispensation at tilsidesætte en frist. Det er Folketinget, der giver dispensationen, og der skal være et flertal på tre fjerdedele af de medlemmer, der deltager i afstemningen (FFO, § 42).

Hvis en dispensation er nødvendig, opføres forslaget på dagsordenen med formuleringen:
»Eventuelt: 2. behandling af ...«. Langt de fleste dispensationer bliver givet, uden at medlemmerne stemmer om det. Her siger Folketingets formand: »Den sag, der er opført under punkt X på dagsordenen, kan kun med Tingets samtykke behandles i dette møde. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg samtykket som givet. (Pause). Det er givet.« 

Den frist, som oftest gør dispensation nødvendig, er 2-dagesfristen fra offentliggørelsen af udvalgsbetænkningen, til 2. behandling af et forslag kan finde sted (FFO, § 8 a, stk. 2), men det kan også være reglen om, at 3. behandling af et lovforslag ikke må finde sted, før 40 dage efter at lovforslaget er fremsat (FFO, § 13, stk. 1). Folketinget kan dog med simpelt flertal give samtykke til, at 3. behandling finder sted før 40 dage, men ikke før 30 dage efter fremsættelsen. Før 30 dage kræver dispensation.

Mener Folketingets formand – efter forhandling med Udvalget for Forretningsordenen – at et lovforslag eller et ændringsforslag strider mod grundloven, indstiller formanden til Tinget, at forslaget afvises (FFO, § 16, stk. 3). Endvidere kan formanden eller et medlem uden begrundelse anmode om, at et lov-, beslutnings- eller ændringsforslag bliver afvist. Anmodningen skal fremsættes, inden Folketinget er begyndt på forhandlingen om forslaget. Tinget bestemmer da uden forhandling, om forslaget skal afvises (FFO, § 23). En afvisning medfører, at forslaget anses for bortfaldet.