3.2 Forhandlingen

I de følgende afsnit beskrives, hvordan behandlingen af lov- og beslutningsforslag foregår i Folketingssalen.

3.2.1 Ordførerne

Folketingsgrupperne udpeger for hver sag en ordfører, der er gruppens talsmand, og som indleder drøftelserne i folketingsgruppen med henblik på at skabe en fælles holdning såvel til det fremsatte forslag som til en senere forhandlingslinje og eventuelle ændringsforslag. I Folketingssalen taler ordførerne i en rækkefølge, der afgøres af gruppernes størrelse. De kan have en længere taletid end andre medlemmer, og i visse debatter (f. eks. debatten ved 3. behandling af finanslovsforslag) kan ordførerne have fortrinsret til at indgå i en dialog med den foregående taler (korte bemærkninger).

Gruppesekretariaterne sender inden udgangen af den foregående uge navnene på ordførerne til Lovsekretariatet med henblik på forberedelse af det enkelte møde. Senere ændringer meddeles til Lovsekretariatet. Skifter en gruppe ordfører på dagen, skal det meddeles til den ansatte fra Folketingets Administration, der sidder ved formanden under det pågældende møde i Folketingssalen.

3.2.2 1. behandling

Lovforslag undergives tre behandlinger i Folketingssalen, mens beslutningsforslag som udgangspunkt undergives to behandlinger efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 1. og 3. behandling (FFO, § 17, stk. 1). Beslutningsforslag, der fremkommer som indstilling fra et udvalg i form af en betænkning og indstilling, undergives to behandlinger efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 2. og 3. behandling, idet FFO, § 12, om udvalgsbehandling dog ikke finder anvendelse. En betænkning og indstilling anvendes bl.a. af Udvalget for Forretningsordenen i forbindelse med forslag til ændringer af Folketingets forretningsorden, men anvendes også af eksempelvis Retsudvalget i forbindelse med valg af ombudsmand, af Finansudvalget i forbindelse med godkendelse af statsregnskabet og af Udvalget til Prøvelse af Valgene efter et folketingsvalg.

Folketingets formand kan med forslagsstillernes samtykke bestemme, at et beslutningsforslag, som ikke er fremkommet som indstilling fra et udvalg, umiddelbart ved anmeldelsen henvises til udvalgsbehandling. Hvis udvalget afgiver betænkning over forslaget, undergives forslaget herefter alene én behandling efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 3. behandling (FFO, § 17, stk. 2).

Under 1. behandling tilkendegiver folketingsgrupperne deres holdning til lov- eller beslutningsforslaget, hvilket danner grundlag for Folketingets videre behandling af forslaget. Hvis der er tale om et forslag fremsat af en minister, får ordførerne ordet først i sædvanlig rækkefølge efter gruppernes størrelse, og ministeren får ordet til sidst som forslagsstiller. Er der derimod tale om et privat forslag, får den pågældende minister ordet før ordførerne, og ordføreren for forslagsstillerne får ordet til sidst.

Siden folketingsåret 2022-23 har man gennemført en forsøgsordning med mulighed for, at forslagsstilleren af et beslutningsforslag ved begyndelsen af 1. behandlingen fra talerstolen kan give en kort begrundelse for beslutningsforslaget med en taletid på 2 minutter, jf. Udvalget for Forretningsordenens beretning nr. 11 af 9. februar 2022 om visse aspekter af brugen af beslutningsforslag i folketingsarbejdet og Folketingets behandling af beslutningsforslag. Der er ikke mulighed for korte bemærkninger til begrundelsen.

Det forekommer, at forslagsstillere – især fra større folketingsgrupper – både ønsker at tale i den normale ordførerrække og at komme med et afsluttende indlæg. Formanden accepterer dette ønske, hvis ordførerens samlede taletid fordeles mellem de to indlæg. Ved behandling af gruppens egne forslag kan en folketingsgruppe vælge at stille med en selvstændig ordfører for gruppen, som er forskellig fra ordføreren for forslagsstillerne. I så fald har begge ordførere fuld taletid.

Talerækkefølge

Der skal gå 7 dage efter fremsættelsen, før et forslag kan komme til 1. behandling. Dog kan Folketinget med simpelt flertal beslutte, at 1. behandling kan finde sted før 7 dage, men ikke før 2 dage efter fremsættelsen (FFO, § 11, stk. 1). Et kvalificeret flertal på 3/4 af folketingsmedlemmerne kan beslutte at fravige disse frister (FFO, § 42).

Fristerne i Folketingets forretningsorden er minimumsfrister, og de vil normalt ikke være tilstrækkelige til, at offentligheden og medlemmerne kan nå at sætte sig grundigt ind i et forslag, før forslaget skal til behandling i Folketingssalen. Derfor har Udvalget for Forretningsordenen opfordret til, at der går mindst 14 dage fra fremsættelse til 1. behandling, hvor dette praktisk er muligt og hensigtsmæssigt. Dog kan der være perioder, f.eks. i begyndelsen af et folketingsår, hvor det ikke vil være hensigtsmæssigt at lade 14 dage gå, før forslag kan sættes til 1. behandling. Private lov- og beslutningsforslag kommer normalt ikke til 1. behandling lige så tidligt som regeringsforslag, men 1. behandling vil dog normalt finde sted inden for 5-6 mødeuger efter fremsættelsen.

Hvis et lovforslag fremsættes efter den 1. april, skal der, hvis 17 medlemmer kræver det, foretages afstemning om, hvorvidt 1. behandling kan finde sted (FFO, § 11, stk. 1). Hvis et beslutningsforslag, som ikke er fremkommet som indstilling fra et udvalg, fremsættes efter den 1. marts, skal der ligeledes, hvis 17 medlemmer kræver det, foretages afstemning om, hvorvidt 1. behandling kan finde sted, eller, hvis beslutningsforslaget kun skal undergives én behandling efter reglerne i FFO, § 17, stk. 2, om, hvorvidt forslaget kan henvises til behandling i et udvalg (FFO, § 17, stk. 3). Inden en sådan afstemning kan formanden sætte spørgsmålet til særskilt forhandling med taletid efter reglerne for korte bemærkninger. Bestemmelserne herom har hidtil ikke været anvendt.

3.2.3 2. behandling

Når et lov- eller beslutningsforslag har været til 1. behandling, henviser Folketinget det som udgangspunkt til et af de stående udvalg. Forslaget bliver ikke sat til 2. behandling i Folketingssalen, før udvalget har færdigbehandlet det ved at afgive en betænkning over det.

Der kan under behandlingen af lov- og beslutningsforslag stilles ændringsforslag af den minister eller det folketingsmedlem, der har fremsat forslaget, eller af andre folketingsmedlemmer. De fleste ændringsforslag stilles i den betænkning, som udvalget afgiver over forslaget, før forslaget kommer til 2. behandling i Folketingssalen, men ændringsforslag kan også stilles uden for betænkningen eller i en tilføjelse til betænkningen.

I 2. behandlingen indgår såvel det fremsatte forslag som udvalgsbetænkningen og eventuelle ændringsforslag uden for betænkningen. Debatten foregår under et og former sig oftest som ordførernes uddybende kommentarer til betænkningen og ændringsforslagene og ministerens bemærkninger hertil. Det forekommer ofte, at ingen eller kun en del af de tilstedeværende ordførere beder om ordet. I sidstnævnte tilfælde bliver talerækkefølgen i praksis typisk bestemt af, hvornår den enkelte beder om ordet, snarere end af gruppernes størrelse.

2. behandling må tidligst finde sted, 2 dage efter at 1. behandling er afsluttet (FFO, § 12, stk. 1). En anden frist for 2. behandling fastslår, at når et forslag er blevet henvist til et udvalg, må 2. behandling tidligst foretages, 2 dage efter at udvalgets betænkning er blevet offentliggjort på en af Folketingets hjemmesider (FFO, § 8 a, stk. 2). I praksis bestræber Folketinget sig imidlertid på, at der er et tidsrum på 5-6 dage mellem offentliggørelsen af betænkningen og 2. behandling. Det giver bl.a. interesseorganisationer bedre mulighed for at kommentere betænkningen, herunder især eventuelle ændringsforslag. Se nærmere afsnit 3.8 om dispensation fra fristerne i tilfælde af hastebehandling af regeringens lovforslag.

Et almindeligt beslutningsforslag, der ikke er fremkommet som indstilling fra et udvalg, undergives som udgangspunkt to behandlinger i Folketingssalen. Folketingets formand kan dog, hvis forslagsstilleren ønsker det, beslutte, at forslaget direkte efter anmeldelsen skal henvises til udvalgsbehandling, jf. FFO, § 17, stk. 2. Ved henholdsvis 2. (sidste) behandling og 1. (eneste) behandling følges samme fremgangsmåde som ved 3. behandling af lovforslag. Et udvalg kan afslutte behandlingen af et forslag, som ligger til behandling i udvalget, og som udvalget ikke afgiver betænkning over, ved at afgive en udvalgsberetning, jf. FFO, § 8 a, stk. 6.

Et beslutningsforslag, der fremkommer som indstilling fra et udvalg, undergives to behandlinger efter tilsvarende regler, som gælder for lovforslags 2. og 3. behandling, idet FFO, § 12, om udvalgsbehandling dog ikke finder anvendelse (FFO, § 17, stk. 1). 

3.2.4 3. behandling

3. behandlingen er delt op, så der først forhandles og stemmes om eventuelle ændringsforslag, hvorefter der forhandles og stemmes om forslaget som helhed. Ofte omfatter et ordførerindlæg under debatten om ændringsforslagene imidlertid såvel ændringsforslag som lovforslaget i dets helhed, hvilket formanden normalt accepterer. I øvrigt hænder det ofte, at ingen tager ordet under 3. behandling.

3. behandling må ikke finde sted før 40 dage (kalenderdage, dvs. inkl. søn- og helligdage) efter fremsættelsen, og før 2 dage efter at 2. behandling er afsluttet (FFO, § 13, stk. 1). En anden frist fastslår, at når et forslag har været henvist til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling og udvalget har afgivet tillægsbetænkning, må 3. behandling tidligst finde sted, 2 dage efter at udvalgets tillægsbetænkning er blevet offentliggjort på en af Folketingets hjemmesider (FFO, § 8 a, stk. 2). Se nærmere afsnit 3.8 om dispensation fra fristerne i tilfælde af hastebehandling af regeringens lovforslag.

To femtedele af Tingets medlemmer (72 medlemmer) kan over for Folketingets formand forlange, at 3. behandling tidligst finder sted 12 søgnedage (hverdage inkl. lørdage) efter forslagets 2. behandling (grundlovens § 41, stk. 3, og FFO, § 13, stk. 2). Anmodningen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted, for så vidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter og i påtrængende tilfælde love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.