10.3 Folketingets hjemmeside - www.folketinget.dk
På www.folketinget.dk (eller bare www.ft.dk) kan man bl.a. finde følgende:
- Folketingets nyheder, kalender, dagsordener og ugeplaner. Det er muligt at tegne et skræddersyet abonnement på netop de dele af det parlamentariske arbejde, som man interesserer sig for.
- Information om folketingsmedlemmerne. Hvert medlem har sin egen medlemsside med cv, oversigt over udvalgsposter og ordførerskaber, link til medlemmets aktuelle parlamentariske arbejde og oplysninger om hverv og økonomiske interesser.
- Information om Folketingets udvalg og arbejde. Hvert udvalg og delegation har en side med information, kalender og nyheder om udvalgets og delegationens arbejde. Desuden vises udvalgets sammensætning og sekretariat, og der er en formular til brug for skriftlige henvendelser til udvalget.
- Generel information om folkestyret og dets rammer.
- Under punktet Dokumenter finder man alle de parlamentariske dokumenter, der indgår i Folketingets arbejde: lovforslag, beslutningsforslag, forespørgsler, udvalgsbilag, § 20-spørgsmål, referater m.v. Folketingets hjemmeside indeholder dokumenter fra og med folketingsåret 2004-05, 1. samling. Dokumenterne fra samlingerne fra 1985-86 til 2003-04 er tilgængelige i et webarkiv på hjemmesiden. Man kan fra www.folketinget.dk søge efter dokumenter i alle samlinger fra 1985-86.
Folketingets hjemmeside opdateres løbende, og abonnementsmail udsendes også løbende. Interne og fortrolige bilag er ikke tilgængelige på hjemmesiden og sendes derfor heller ikke i abonnement.
Leder man efter tidligere lovforslag, beslutningsforslag, forespørgsler, redegørelser eller referater fra Folketingssalen, ligger disse i digitaliseret form på www.folketingsstidende.dk.
Leder man efter ældre udvalgsdokumenter, der ikke er elektronisk tilgængelige, kan man kontakte Folketingets Oplysning.