De formelle forhandlinger om lovforslag foregår i Folketingssalen. Inden lovforslaget når til salen, har der ofte været forhandlinger mellem regeringen og de politiske partier. Regeringen kan vælge at indgå politiske aftaler eller forlig med de partier, de kan blive enige med, for at være sikker på, at der er flertal i Folketinget for regeringens initiativer. 

Politiske aftaler og forlig er ikke omtalt i grundloven eller Folketingets forretningsorden, men er en del af en række uskrevne regler og normer for, hvordan regering og Folketing samarbejder om lovgivningen – uskrevne regler, som er udviklet og accepteret af begge parter.

De politiske aftaler gør, at en stor del af eller alle Folketingets partigrupper står bag en lov. Det gør lovene mere langtidsholdbare. En regering tilstræber ofte, at så stor en del af Folketinget som muligt står bag en lov, fordi det bl.a. skaber større tryghed og stabilitet i samfundet, når lovgivningen ikke ændres for ofte. 

• Hvordan regeringen arbejder

Regeringen indkalder til forhandlinger

Politiske aftaler eller forlig bliver indgået mellem regeringen og en kreds af partier. I praksis foregår det ved, at regeringen inviterer ordførere fra forskellige partier til møder om et bestemt politisk initiativ. Her diskuterer de sagen/initiativet og forhandler sig til rette – de forliges om en aftale. Nogle gange indkalder regeringen alle Folketingets partier til møder, andre gange kun nogle af partierne – her ofte de partier, der støtter regeringens politik. Regeringen bestemmer selv, hvilke partier den ønsker at indkalde og forhandle med.

Partiernes styrke afhænger ikke altid af størrelsen

Under forhandlingerne giver og tager man. Det er som regel nemmere for de partier, der har flest mandater i ryggen – dvs. de store partier – at få sine politiske krav opfyldt i et forlig, end for partier, der har få mandater. 

Antallet af mandater repræsenterer jo antallet af vælgere, der har stemt på partiet, og stor vælgeropbakning giver stærkere politiske muskler end lille vælgeropbakning. Men hvis man som et lille parti er tungen på vægtskålen i en forhandling, kan man nogle gange godt ende med at få store krav gennemført – fordi regeringen ellers ikke vil have flertal og dermed ikke kan få sine mål igennem. 

En aftale er en aftale

Det, man enes om i en aftale, bliver til lovforslagets grundlag, og forligspartierne stemmer senere for forslaget, når regeringen fremsætter det i Folketinget. Regeringen ved dermed på forhånd, at den har flertal bag sit forslag. 

Et politisk forlig kan godt indebære, at der skal flere lovforslag til, og det kan også berøre forskellige ministeriers områder. 

Hvis flertallet bag en aftale forsvinder, f.eks. i forbindelse med et folketingsvalg, ophører aftalen med at eksistere. Det kan også være, at et eller flere af partierne bryder et forlig. Men et forlig eller en politisk aftale er en bindende aftale. Det er meget alvorligt, hvis en regering eller et parti bryder et forlig. Det sker derfor næsten aldrig. Det er ligesom blandt mennesker uden for politik: En aftale er en aftale.  

Tidsrammen kan være aftalt på forhånd

En politisk aftale kan have en aftalt udløbsdato eller være uden. Aftalen bag finansloven, der er en årligt tilbagevendende politisk aftale, gælder f.eks. for 1 år. Aftalen kan også gælde i en valgperiode. Andre, brede aftaler og forlig som f.eks. SU-forliget eller bankpakkerne er uden udløbsdato og har varet i mange år. Også folkeskolen har igennem lange perioder været omfattet af brede aftaler – det vil sige, hvor en stor del af Folketingets partier er med.