Da Danmark fik sin første grundlov i 1849, var det kun 15 pct. af befolkningen, der kunne stemme. For stemmeretten gjaldt kun »uberygtede mænd over 30 år med egen husstand, som ikke modtog eller havde modtaget fattighjælp«.

Fra slutningen af 1800-tallet var spørgsmålet om stemmeret et vigtigt emne på den politiske dagsorden. Tusindvis af mennesker landet over kæmpede for ligeret, og kvinder samlede sig i en række nye organisationer, som arbejdede for politiske rettigheder til kvinder.

Venstre og Socialdemokratiet fremsatte flere lovforslag om kvinders stemmeret. Lovforslagene blev hver gang vedtaget i Folketinget – det ene af de 2 kamre, det danske parlament bestod af dengang – men forkastet i Landstinget – det andet kammer.

1908: Kvinder får stemmeret til kommunale råd

I 1908 fik kvinder stemmeret til kommunalvalg. Nu kunne kvinder både stemme og selv stille op til kommunale råd.

På trods af at Rigsdagen havde indført formel ligestilling på en del af valgretsområdet, var der til at begynde med stor forskel på kvinders og mænds politiske deltagelse. 

Ved kommunalvalget i 1909 brugte ca. 50 pct. af kvinderne deres nyerhvervede stemmeret. 76,5 pct. af mændene brugte deres. 127 kvinder blev valgt ind i de kommunale råd mod 9.682 mænd. Det svarede til en andel af kvinder på 1,3 pct.

1915: Kvinder får fuld stemmeret 

Kvindeorganisationerne fortsatte med at arbejde for lige stemmeret, og efter mere end 25 års politisk kamp ændrede Rigsdagen grundloven den 5. juni 1915. Herefter kunne kvinder både stemme og stille op til rigsdagsvalg.

Med grundlovsændringen i 1915 blev den danske vælgerskare mere end fordoblet (fra 17,6 pct. i 1915 til 41 pct. i 1918), og partierne skulle navigere i et nyt vælgerlandskab. 91 pct. af de nye vælgere var kvinder.

På grund af første verdenskrig gik der dog 3 år, før kvinderne i 1918 rent faktisk kunne gøre brug af deres demokratiske ret og sætte kryds på en stemmeseddel ved et rigsdagsvalg.

Tidslinje: Kvinders vej ind i politik