Grundlovens og folkestyrets udvikling

Siden den første grundlov blev underskrevet i 1849, er den blevet ændret 4 gange.

Større

Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. Danmarks første grundlov. Den gav ca. 15 pct. af den danske befolkning stemmeret. 

Siden er grundloven blevet ændret 4 gange:

  • 1866: Stemmeretten til Landstinget blev indskrænket
  • 1915: Kvinder, tjenestefolk m.fl. fik stemmeret, og folkeafstemninger blev indført
  • 1920: Grundloven blev tilpasset til, at Sønderjylland igen var dansk, og at Island var blevet en selvstændig stat i 1918, og regeringens selvbestemmelse over udenrigspolitikken blev indskrænket
  • 1953: Landstinget blev afskaffet, og princippet om negativ parlamentarisme som styreform blev skrevet ind i grundloven

Junigrundloven 1849: Danmark får sin første forfatning

I 1800-tallet var der politisk uro i Europa. Modstanden mod enevælden voksede, og befolkningerne krævede, at de skulle være med til at bestemme, hvordan deres land skulle styres.

I 1848 oplevede en række europæiske lande revolutioner. Der var oprør i bl.a. Paris, Berlin og Wien, hvor de enevældige overhoveder kom under voldsomt pres. 

Kongen afgiver sin enevældige magt

Også i Danmark var der i befolkningen ønsker om forandringer, og den 5. oktober 1848 blev Den Grundlovgivende Rigsforsamling valgt. Den vedtog Danmarks første grundlov – junigrundloven – som havde 100 paragraffer. 

Frederik 7., som havde overtaget magten efter Christian 8.'s død i 1848, underskrev Danmarks Riges Grundlov den 5. juni 1849. Dermed afgav han sin enevældige magt, og Danmark fik herefter sit første parlament, Rigsdagen. Den bestod af Folketinget med 100 medlemmer og Landstinget med 51 medlemmer. 

Med junigrundloven tog Danmark et afgørende skridt væk fra enevælden og hen mod demokratiet. Kongens magt blev begrænset. Regeringsformen blev beskrevet som indskrænket-monarkisk. Det betyder, at regenten har regeringsmagten, men at magten er indskrænket af reglerne i grundloven. Det er i stedet regeringen, der reelt leder landet.

Magtens tredeling blev indført med den lovgivende magt (parlamentet og regeringen), den udøvende magt (regeringen) og den dømmende magt (domstolene).

En del af befolkningen får stemmeret

Fra 1849 kunne de første borgere stemme og stille op til valg. Stemmeretten gjaldt »uberygtede mænd over 30 år med egen husstand, som ikke modtog eller havde modtaget fattighjælp«. Det svarede i 1849 til ca. 15 pct. af befolkningen.

Folketinget og Landstinget blev valgt på forskellige måder. Den del af befolkningen, der kunne stemme, havde

  • lige og almindelig stemmeret til Folketinget hvert 3. år og
  • indirekte lige og almindelig stemmeret til Landstinget hvert 8. år.

Det betød, at vælgerne til folketingsvalg kunne stemme direkte på en kandidat ligesom i dag, mens de til landstingsvalg stemte på valgmænd, som så valgte landstingsmedlemmerne.

Ud over stemmeret fik borgerne en række andre rettigheder, herunder foreningsfrihed, trosfrihed og mødefrihed.

Den gennemsete grundlov fra 1866: Stemmeretten til Landstinget bliver indskrænket

I 1864 tabte Danmark anden slesvigske krig og mistede dermed Slesvig, Holsten og Lauenborg til Det Tyske Forbund. Tabet betød, at der skulle laves en ny grundlov. 

Den største debat om indholdet i den nye grundlov handlede om, hvordan parlamentets 2 kamre, Folketinget og Landstinget, skulle sættes sammen. Landets magtelite, som bl.a. bestod af godsejere, mente, at for stor en del af befolkningen havde fået del i magten i 1849.

Stemmeretten til Landstinget bliver indskrænket

Med grundlovsændringen i 1866 blev stemmeretten til Landstinget indskrænket. Her blev den indirekte og almindelige stemmeret til Landstinget afskaffet. I stedet blev der indført privilegeret stemmeret, som betød, at

  • 12 af de 66 landstingsmedlemmer blev valgt af kongen på livstid,
  • 53 landstingsmedlemmer blev valgt indirekte af valgmænd i enkeltmandskredse, og
  • 1 landstingsmedlem blev valgt af Færøernes Lagting.

Med den reviderede grundlov blev Landstinget mere elitært sammensat. Den nye forfatning tilgodeså de velhavende og især de store jordbesiddere på landet, idet kun 7 mandater blev valgt i København. Dermed fik landets rigeste, herunder godsejerne, stor indflydelse på den politik, der blev ført.

Folketinget blev fortsat valgt af mænd over 30 år med egen husstand.

Det bliver svært at blive enige om love

Grundlovsændringen i 1866 fik stor indflydelse på de følgende 50 års politik. Lovforslag skulle vedtages i både Landstinget og Folketinget, men der var skarpe politiske skel mellem de 2 kamre. Uenighederne var så store, at det var vanskeligt at nå til enighed om love. 

Grundloven havde ingen regler for, hvordan parterne skulle løse problemet.

Læs om den gennemsete grundlov fra 1866 på danmarkshistorien.dk

Systemskiftet i 1901: Kongen anerkender parlamentarismen som styreform

I grundloven fra 1849 var det bestemt, at regeringen blev udpeget af kongen. Det kunne kongen gøre uden at forholde sig til, hvordan Rigsdagen var sammensat. 

Kongen sympatiserede med godsejerne, så i en lang periode sad godsejerne på regeringsmagten. Regeringen havde ikke nødvendigvis opbakning fra Rigsdagen, men et flertal af rigsdagsmedlemmerne kunne ikke tvinge regeringen til at gå af.

Ved valget i 1901 fik regeringspartiet Højre (konservative) meget lille opbakning. Partiet fik kun 7 pct. af pladserne i Folketinget. Flertallet i Folketinget mod kongens regering blev nu så stort, at kongen måtte bøje sig og anerkende det særlige princip om negativ parlamentarisme. Det betød, at regeringen ikke måtte have et flertal imod sig. Hvis Folketinget eller Landstinget sagde, at de ikke længere havde tillid til regeringen, skulle den gå af. Regeringen var altså afhængig af politikernes opbakning.

Kongens anerkendelse af parlamentarismen i 1901 bliver kaldt for systemskiftet. 

I praksis har vi haft parlamentarisme som styreform siden 1901. Formelt blev princippet om parlamentarisme dog først indskrevet i grundloven i 1953.

Læs om negativ parlamentarisme

Grundloven 1915: Kvinder får stemmeret

Den 5. juni 1915 fik Danmark en ny grundlov. Den indeholdt 5 vigtige ændringer:

  • Kvinder og tjenestefolk m.fl. fik stemmeret og ret til at stille op til valg
  • Stemmeretsalderen ved folketingsvalg blev sat ned fra 30 til 25 år
  • Den privilegerede stemmeret til Landstinget blev afskaffet
  • Kongens ret til at udnævne landstingsmedlemmer blev fjernet
  • Muligheden for folkeafstemninger blev indført

Før grundlovsændringen i 1915 havde ca. 18 pct. af den samlede befolkning stemmeret. Ved valget i 1918 havde ca. 41 pct. af befolkningen stemmeret. 

Demokratiet bliver udvidet

Man kan sige, at Danmark fik et egentligt demokrati med 1915-grundloven, fordi den dannede grundlag for ligestilling mellem mænd og kvinder. Det var en betydelig udvidelse af stemmeretten, og alle stemmer blev lige meget værd uanset indkomst. Dog havde fattige, umyndiggjorte, kriminelle, borgere uden fast bopæl og fremmede uden dansk indfødsret fortsat ikke stemmeret.

Med 1915-grundloven fik befolkningen mulighed for at få indflydelse gennem folkeafstemninger. Det blev nemlig skrevet ind, at grundlovsændringer kun kunne ske efter en folkeafstemning, hvor mindst 45 pct. af samtlige vælgere stemte ja. Ved den senere ændring af grundloven i 1953 blev kravet om, at mindst 45 pct. af samtlige vælgere skulle stemme ja, ændret til 40 pct. 

Påskekrisen og grundlovsændringen i 1920: Kongen fyrer regeringen

I forbindelse med fredsforhandlingerne efter første verdenskrig og de nye grænsedragninger i Europa blev der skabt politisk rum for at give slesvigerne mulighed for at stemme om deres statslige tilhørsforhold. 

I 1918 blev der afholdt 2 folkeafstemninger – en i Nordslesvig og en i Sydslesvig. Resultatet blev, at den nordlige del af Slesvig blev dansk, mens den sydlige forblev tysk. Den 15. juni 1920 blev den nordlige del af Slesvig, Sønderjylland, genforenet med Danmark.

Kongen afsætter regeringen

Spørgsmålet om, hvor den nye grænse skulle gå, havde skabt uenigheder i Rigsdagen, hvor der også var utilfredshed med den radikale regering Zahle.

Den 29. marts 1920 valgte Christian 10. at fyre Zahleregeringen. Dagen efter udnævnte han en ny regering. Den havde et flertal imod sig i Rigsdagen. Dermed brød kongen princippet fra 1901 om, at Rigsdagens sammensætning – og ikke kongen – afgjorde, hvem der sad i regeringen. Det skabte en meget alvorlig politisk krise. Fagbevægelsen truede med generalstrejke, og også befolkningen var vred og demonstrerede. 

Efter lange forhandlinger måtte kongen udnævne en ny regering, som ikke havde et flertal imod sig i Rigsdagen.

Regeringens selvbestemmelse over udenrigspolitikken indskrænkes

Som følge af genforeningen skulle grundloven justeres, og i september 1920 blev 1915-grundloven tilpasset, at

  • Nordslesvig igen var dansk, og
  • Island var blevet en selvstændig stat i 1918.

Samtidig blev regeringens selvbestemmelse over udenrigspolitikken indskrænket. Efter justeringen kunne en regering ikke længere erklære krig eller slutte fred uden Rigsdagens opbakning. Som en følge af det blev Det Udenrigspolitiske Nævn oprettet i 1923.

Grundloven af 1953: Landstinget bliver afskaffet

Efter 1915-grundlovens vedtagelse kom Landstingets sammensætning efterhånden til at minde mere og mere om Folketingets sammensætning, og med grundlovsændringen i 1953 blev Landstinget afskaffet. I stedet blev mulighederne for folkeafstemninger udvidet, så et vedtaget lovforslag kan sendes til folkeafstemning, hvis en tredjedel af folketingsmedlemmerne kræver det. Det blev bestemt i grundlovens § 42. 

Princippet om negativ parlamentarisme blev også sikret, så en minister ikke kan fortsætte, hvis der er et flertal imod det. Det blev skrevet ind i grundlovens § 15.

Stemmeretsalderen sættes ned 

Hvor høj stemmeretsalderen skulle være, var der uenighed om i Folketinget. Den blev derfor taget ud af grundloven og sat til sin egen folkeafstemning. Valget stod mellem 21 og 23 år, og resultatet blev, at stemmeretsalderen blev sat ned til 23 år. Siden 1915-grundloven blev vedtaget, havde stemmeretsalderen været 25 år til Folketinget og 35 år til Landstinget.

At afgørelsen om stemmeretsalderen blev taget ud af grundloven i 1953 betyder, at stemmeretsalderen i dag kan ændres, uden at man skal ændre hele grundloven. Men det kræver en folkeafstemning at ændre stemmeretsalderen.

Tronfølgeloven bliver ændret

I 1953 blev der vedtaget en ny tronfølgelov, der gav både kvinder og mænd ret til at arve tronen. Den ændring blev også skrevet ind i grundloven i 1953 (§ 2). 

Andre betydelige ændringer i grundloven i 1953 var:

  • Kravet om folkeafstemning ved afgivelse af dansk suverænitet blev skrevet ind (§ 20)
  • Frihedsrettighederne og regler om frihedsberøvelse (§ 71) og foreningsfrihed (§ 78) blev udvidet
  • En ny paragraf om retten til arbejde blev tilføjet (§ 75)
  • Grundloven blev udvidet til også at gælde for Grønland, der tidligere havde haft kolonistatus

Leksikon

Gå til leksikon
Grundloven
Grundloven er Danmarks forfatning. Det er den vigtigste lov i Danmark, og ingen lov må være i strid med den.
Folketinget
Det danske parlament kaldes Folketinget. Det består af 179 folketingsmedlemmer. De 175 vælges i Danmark, to vælges i Grønland og to vælges på Færøerne.
Parlamentarisme
En regering må ikke have et flertal imod sig. Så hvis 90 eller flere af medlemmerne i Folketinget er imod regeringen, kan regeringen væltes. Det kaldes for negativ parlamentarisme.
Regeringen
Regeringen er landets udøvende magt. Regeringen består af en række ministre og har til opgave at regere landet efter de love, som Folketinget har vedtaget.