Junigrundloven 1849: Danmark får sin første forfatning
I 1800-tallet var der politisk uro i Europa. Modstanden mod enevælden voksede, og befolkningerne krævede, at de skulle være med til at bestemme, hvordan deres land skulle styres.
I 1848 oplevede en række europæiske lande revolutioner. Der var oprør i bl.a. Paris, Berlin og Wien, hvor de enevældige overhoveder kom under voldsomt pres.
Kongen afgiver sin enevældige magt
Også i Danmark var der i befolkningen ønsker om forandringer, og den 5. oktober 1848 blev Den Grundlovgivende Rigsforsamling valgt. Den vedtog Danmarks første grundlov – junigrundloven – som havde 100 paragraffer.
Frederik 7., som havde overtaget magten efter Christian 8.'s død i 1848, underskrev Danmarks Riges Grundlov den 5. juni 1849. Dermed afgav han sin enevældige magt, og Danmark fik herefter sit første parlament, Rigsdagen. Den bestod af Folketinget med 100 medlemmer og Landstinget med 51 medlemmer.
Med junigrundloven tog Danmark et afgørende skridt væk fra enevælden og hen mod demokratiet. Kongens magt blev begrænset. Regeringsformen blev beskrevet som indskrænket-monarkisk. Det betyder, at regenten har regeringsmagten, men at magten er indskrænket af reglerne i grundloven. Det er i stedet regeringen, der reelt leder landet.
Magtens tredeling blev indført med den lovgivende magt (parlamentet og regeringen), den udøvende magt (regeringen) og den dømmende magt (domstolene).
En del af befolkningen får stemmeret
Fra 1849 kunne de første borgere stemme og stille op til valg. Stemmeretten gjaldt »uberygtede mænd over 30 år med egen husstand, som ikke modtog eller havde modtaget fattighjælp«. Det svarede i 1849 til ca. 15 pct. af befolkningen.
Folketinget og Landstinget blev valgt på forskellige måder. Den del af befolkningen, der kunne stemme, havde
- lige og almindelig stemmeret til Folketinget hvert 3. år og
- indirekte lige og almindelig stemmeret til Landstinget hvert 8. år.
Det betød, at vælgerne til folketingsvalg kunne stemme direkte på en kandidat ligesom i dag, mens de til landstingsvalg stemte på valgmænd, som så valgte landstingsmedlemmerne.
Ud over stemmeret fik borgerne en række andre rettigheder, herunder foreningsfrihed, trosfrihed og mødefrihed.